Outsiders Monster Edition #2

Image Hosted by ImageShack.usTitel: Outsiders Monster Edition (tysk) 12-23
Forfatter: Judd Winick

Tegner: Tom Derenick, Tom Raney, Dan Jurgens, Carlos D´anda, Karl Keschl og Shawn Moll

Udgiver: DC Comics

Bedømmelse (samlet): 10 stjerner

Outsiders Monster Edition 2, er en tysk bog med Outsiders historierne 12-23. Hvis du ikke har hørt om den før, er det nok fordi den udgives i Tyskland af forlaget Panini Comics.
Og hvorfor har jeg nu købt en tysk bog. Det er ret simpelt, jeg er meget god til både at læse og skrive tysk, så sproget gør mig ikke noget, bogen er på godt og vel 276 sider, til 24 Euro, med en kurs på 7,55 er det kun 181 kr. Det er ret billigt, men nu er den også i softcover, og så den sidste og nok vigtigste grund, er at jeg er smadder forelsket i The Outsiders og endnu mere nu, når jeg har læst den.
Men lad os nu komme i gang med hvad den handler om.
Outsiders gruppen består af Nightwing, den tidligere Robin, Jade en ung kvindelig Green Lantern, Shift en videreudviklet del af Metamorpho. Arsenal en skarpskytte med ekspertise indenfor bue, håndvåben osv., Thunder datteren af Black Lightning, med vægtfylde manipulation. Grace er en superstærk og hårdhudet asiatisk kvinde og Indigo, som er en kvindelig turkis android.

121.jpg13.png14.jpg15.jpg16.jpg17-1.jpg

Den første historie er ”Out with the New, in with the Old”. Her siger gruppen farvel til Arsenals midlertidige afløser, fordi han har haft en 3 måneders pause på grund af skader. Afløseren var ingen ringere end Huntress, den labre superheltinde uden superkræfter.
“Five by Five nr.1-3”. Skurkegruppen The Fearsome Five, som består af Mammoth, som er en stor stærk fyr, Psimon, som bruger telepati og psykokinese som sit våben. Gizmo, der en genial opfinder, Jinx, der er en kvindelig magiker, og Shimmer der kan manipulere alle elementer i en hvis grad.
Shimmer, som egentlig er død, bliver genoplivet af Dr. Sivana, der er en brillant videnskabsmand, men som til gengæld vil have at de angriber forskellige af Lexcorp’s bygninger. Motivet er lidt uklart for mig, men man skal nok læse historien selv, før man har en ide om hvorfor han gjorde det.
”A Change of Plans…”. Nu får gruppen en ny leder i form af Jade, som har valgt at overtage positionen fra Nightwing, fordi han har mistet kontrollen over holdet, som viser sig da han ender i et slagsmål med Arsenal. Og som nyt medlem har hun hentet Starfire, som er tidligere Teen Titans medlem.
kopi-af-billede-007.jpg”Most Wanted nr.1-3”. Under en mindre kamp i New York, opdager Grace en lagerhal, med kidnappede børn, som sælges som slaver, og det minder hende om hvor hun kommer fra. Så hun sætter jagten efter en mand ved navn Tanner, der skulle lede organisationen, som kidnapper og sælger børn. De benytter et kendt tv-program som hedder ”Most wanted”, til at opspore ham, de finder også frem til endnu et fangelager, men ingen Tanner, og så giver planen bagslag, da Tanner finder ud af at han bliver efterfulgt. Han kidnapper Arsenals datter lian. Så går jagten rigtig i gang. The outsiders finder frem til fyren der har fortalt Tanner om at Outsiders er ude efter ham.
Ham får de selvfølgelig tæsket nogle gode informationer ud af, men resten lader jeg være en hemmelig hed, som du skal læse dig frem til.
”Back to Normal”. Outsiders gruppen har en ganske almindelig dag, uden nogle superheltebedrifter, men så pludselig dukker robot skurken Shrapnel op, som ligner meget Frag. Shift og Indigo, som man i denne historie tydeligvis kan se, er de et par, giver Shrapnel lige et par på tæven.
”Silent Partner”. Arsenal snakker tit sammen med en informant, som er en ukendt person for resten af gruppen, som han løbende får informationer af om kriminelle aktiviteter. Det viser sig så at den hemmelige person rigtigt er Batman, men det er Nightwing ret så sur over, fordi han føler at det så er Batman der ejer og leder holdet. Han vil jo være selvstændig og uafhængig af Batman, og så er det firma, som holdet får deres løn og faciliteter af er en del af Wayne industries.
Nightwing tager så af sted og konfronterer Batman, som benægter det.
”Deep Throat”. Arsenal møder sin informant, for at fortælle at han har fortalt hans identitet, men så tilkendegiver Batman hans sande identitet, som ikke er Wayne, og heller ikke en særlig venlig fætter. Der bryder så en kamp ud mellem Arsenal, og den anden person. Men Arsenal har selvfølgelig ingen chance, og bliver lammetævet.
I ”Lockdown”, vil Arsenal endelig finde ud af hvem der gjorde det muligt for Shrapnel at bryde ind i deres base. Han tror at det må være en af deres medlemmer, så han tager en snak med hvert medlem undtagen Indigo, fordi han selv har programmeret hende, så hun burde ikke kunne forråde dem.
Til sidst er der kun en han mangler at afhøre, og den person bliver smidt i detention med det samme. For han havde den person under mistanke hele tiden, men skulle bare være sikker, ved at afhøre de andre.

18.jpg19-1.jpg20.jpg21.jpg22.jpg23.jpg

Nu har jeg lagt vægt på ikke at fortælle for meget om tegneseriens indhold, så de største overraskelser er stadig overraskelser.
Der har selvfølgelig været et godt team bag bogen. Forfatteren Judd Winick, som er den eneste forfatter til bogen, har formået af have en god sammenhæng mellem alle historierne, så den røde tråd er der gennem hele bogen. Det kan selvfølgelig godt være noget lettere at have en god sammenhæng, når der kun er en forfatter. Men han gør det helt klart godt, det er nogle fantastiske historier, med overraskelser og drejninger der forbløffer. Og dybdeborende karakter udvikling på faktisk alle personerne i outsiders gruppen, så man lærer dem godt at kende.
Tegnerne har der så været en del flere af, her ser jeg et gensyn med Tom Raney, som også har tegnet i det danske X-Men 140, der var jeg ikke så vild med hans tegninger. Til Outsiders, synes jeg faktisk hans stil passer meget godt til de skøre Fearsome Five og resten af historierne og omgivelserne. Så er der Tom Derenick, der tegner udmærket og dynamisk, der er ikke noget galt der. Dan Jurgens tegner lidt mere blødt, men ellers godt nok, lige undtagen blodet, det ligner altså ketchup, men det kan også være farvelæggeren Nelsons skyld. Carlos D´anda’s stil er mere grov end de andre og passer meget godt til historien ”Most Wanted”, som er en dyster historie. Karl Kerschl er helt i orden, ikke en speciel stil, men meget god alligevel. Den sidste er Shawn Moll, han er sådan set også ret god, uden igen at være noget helt specielt.

Hele bogen består af udmærkede tegnere og en fremragende forfatter, der er intet der kunne være bedre.

Planetary: om at bevare den forunderlige verden

Planetary - Jakita, Ellijah, The DrummerPlanetary er en af disse tegneserier det umiddelbart er svært at beskrive for andre uden at forklare hele handlingen, men jeg skal nok prøve :)

Organisationen Planetary beskriver sig selv som “Archaeologists of the Impossible” og rejser verden tynd på jagt efter de mere eller mindre gemte artefakter og væsner. De informationer de får fra disse ting, bliver alle brugt til at forøge menneskehedens samlede viden og i sidste ende bidrage til en bedre verden.
Holdet i marken består af superstærke Jakita Wagner, The Drummer, som kan opfange og manipulere med næsten enhver form for information og endeligt den nye rekrut Elijah Snow, der kan trække varmen ud af nærliggende objekter, hvilket i praksis fryser dem til is. Den næsten 100 år gamle Snow er seriens hovedperson – i den grad en sådan findes.

Imod sig har Planetary de utroligt magtfulde The Four, hvis mål er at samle de samme informationer som Planetary, men med egoistiske formål – de vil ikke dele deres landvindinger med nogen og skyer ingen midler for at beholde deres magt og viden for sig selv.

Men Planetary er meget andet end det – hver historie er én afsluttet enhed, samtidig med at der kører en overordnet historie igennem alle numrene. Dette giver Warren Ellis og John Cassaday, der henholdsvis skriver og tegner, utroligt frie hænder til at tage nye emner op hvert nummer – et nummer kan handle om japanske monsterfilm a la Godzilla, mens et andet tager historien om Hulk op med en ny vinkel. Andre historier viser pulp-helte fra 30’erne, Jules Verne-sci fi eller alternative versioner af figurerne fra DCs Vertigo-forlag.

Planetary-forsideSerien er en del af Wildstorm-universet, som vi ikke har set meget til på dansk, men som rummer titler som The Authority, Gen 13 og Stormwatch. Serien har dog ikke meget at gøre med Wildstorm som sådan – der er stort set ingen gæsteoptrædener fra de andre serier – derimod er her mere tale om et “meta-univers”, hvor mange af populærkulturens figurer dukker op i en eller anden form. Ellis har skabt sig den perfekte legeplads til sig selv, og historierne bærer da også præg af en kolossal fortælleglæde, der sammen med de utroligt spændende og veldrejede historier nok gør dette til hans foreløbigt bedste værk.

Han skriver selv i sit oprindelige udkast til serien:

What if, underneath all that, there was an entire classic old superhero world? What if there were huge Jack Kirby temples underground built by old gods or new, and ghostly cowboys riding the highways of the West for justice, and superspies in natty suits and 360-degree-vision shades fighting cold wars in the dark, and strange laughing killers kept in old Lovecraftian asylums… what if you had a hundred years of superhero history just slowly leaking out into this young and modern superhero world of the Wildstorm Universe? What if you could take everything old and make it new again?

Vi skal heller ikke glemme John Cassadays fantastiske tegninger – herhjemme kender vi ham fra Astonishing X-Men, som han tegner for Joss Whedon, men i Planetary viser han for alvor sit format, idet han nærmest danser igennem de forskellige stilarter og med samme dragende lethed tegner viktorianske miljøer, 50’er sci fi og nutidige superhelte og bidrager til aligevel at gøre universet sammenhængende. Forsiderne er også et kapitel for sig – der er ikke et fast “Planetary”-logo endsige et fast layout på dem – de ændrer sig med de enkelte historiers ånd. Serien er utroligt flot farvelagt af Laura Martin (tidligere DePuy), som da også har modtaget en Eisner for sit arbejde.

Planetary er spændende og smuk, dragende og fængslende, og en af de bedste mainstream-tegneserier, der er kommet fra USA i mange år.

“It’s a strange world. Let’s keep it that way.”

Planetary kommer på dansk fra Egmont Serieforlaget i juli måned.

Yderligere læsning:

Wikipedia om Planetary
God fanside om Planetary (indeholder spoilers)
Endnu en fanside (også med spoilers)

Fantastic Four – da Marvel fik sin første-familie

I forbindelse med den danske premiere på film nummer to om Marvels superheltegruppe Fantastic Four ser vi lidt nærmere på hvordan gruppen oprindeligt opstod og hvordan de har udviklet sig igennem årene.

Myten om golfmatchen

Fantastic FourDet er nok den mest betydningsfulde golfmatch som muligvis aldrig har fundet sted. Så kryptisk kan man vist beskrive den begivenhed som satte gang i det Marvel univers vi kender idag. I 1961 var Stan Lee ved at være brændt ud, hans arbejde hos forlaget Timely så ikke ud til at føre nogen steder trods det at han havde haft mange gode ideer over årene og trofast fulgt sin chef hver gang denne lidt for sent opdagede en seneste trend indenfor udgivelser. Men Stan Lee mente at han havde større og vigtigere ting at bidrage til denne verden med end at efterligne hvad alle andre forlag fandt på

“I had finally decided I was getting too old to be turning out simplistic comicbooks, day after day, ad anauseam. It might have been more endurable if I could have written stories that had – even though this sounds like a contradiction in terms – more realistic fantasy. But Martin never wavered from his insistence that the strips be done the way they had always been done, with very young children in mind.”

Stan Lee, som netop havde undladt at bruge sit virkelige navn Stanley Lieber, idet han håbede at bruge det når han en dag skulle skrive berømt bog, følte at tegneserierne var en blindgyde for ham. Der var ikke noget forlag der ville drømme om at ansætte en mand hvis CV kun indeholdt manuskripter til tegneserier, så hvis han ville videre måtte han prøve noget andet. Stans kone Joanie havde tidligere talt ham fra at forlade tegneseriebranchen. Hun påpegede at Martin Goodman jo syntes om hans arbejde og at hans serier jo solgte udmærket, men denne gang var hun parat til at stå bag ham hvis han ville noget nyt.

Inden det kom så vidt at Stan fik fortalt Martin Goodman om sine fremtidsplaner nåede Goodman imidlertid at bede ham om at gøre det ene job, som for altid skulle fastlægge Stan Lees plads i universet. Ifølge overleveringen, som nogen hævder er det rene opspind, havde Goodman nemlig spillet golf med Jack Liebowitz som var udgiver for National Comics, det der senere skulle blive til DC comics. Liebowitz pralede under matchen med sin nye serie “The Justice League of America” som solgte rigtigt godt og ifølge Liebowitz ville det føre til en ny efterspørgsel efter blade om superhelte og specielt grupper af superhelte. Så som altid var Goodman parat til at følge trop hvor andre ledte og vendte tilbage til Stan Lee med opgaven at skabe en gruppe af superhelte. Lee gik modvilligt med på ideen, problemet var bare at Marvel ikke havde nogen etablerede helte man kunne samle i en gruppe, så han måtte starte fra bunden af med at skabe en gruppe der ikke lignede noget man havde set før.

En familie skabes

I sin selvbiografi “Excelsior! The Amazing Life of Stan Lee”, hvorfra det tidligere citat også er hentet, fortæller Stan Lee selv om sin metode til at skabe superhelte. Der findes en gammel talemåde som siger, at måden at lave en skulptur af en elefant er at man tager et stort stykke marmor, og så hugger man alt det væk som ikke ligner en elefant. Stan Lee valgte at bruge samme metode til at skabe sine helte på, man fjerner alle de ting som allerede er gjort tidligere i andre serier, og så har man forhåbentlig en ny helt.

En af de første ting der røg overbord var den hemmelige identitet, hvilket sætter Fantastic Four i et specielt lys i disse Civil War tider hvor de med rette kan hævde at de har klaret sig selv om resten af verden vidste hvem de i virkeligheden var. Det næste der røg var kampen mod forbryderne, ikke at der ikke er skurke i Fantastic Four universet, men det er ikke den geneme slags som man ville sende Daredevil, Spider-Man eller Batman til at bekæmpe. Fantastic Four giver sig af med de store monstre og de store skurke der vil erobre hele verden, hvilket Stan Lee flere steder bemærker at der jo ikke som sådan er nogen lov imod.

Fantastic Four - dengangDet er ikke ganske sikkert om Stan Lee da han udtænkte de kræfter som den kosmiske stråling skulle tilføre vore fire helte, skævede til de klassiske elementer, men flere andre forfattere har senere fremhævet ligheden. Human Torch er let nok at se som ild, The Thing som jord er også ligetil, mens Invisible Girl som luft og Mr. Fantastic som vand kan være lidt sværere at forliges med. Ikke desto mindre bliver ideen brug i “X4” som er en gentagelse af den klassiske “The Fantastic Four vs. The X-Men” historie, hvor også X-Men oplever hvad de kosmiske stråler kan gøre ved rumrejsende.

På det mere jordnære plan er det derimod tydeligt at Stan Lee kiggede på sine nye helte ikke som en gruppe af mennesker der havde sluttet sig sammen som tilfældet var med Justice League, men som en familie. Båndene mellem dem er tætte, Johnny og Sue Storm er søskende, Sue og Reed Richard er kærester og senere mand og kone og selv om Ben Grimm kun er Reeds gamle værelseskammerat fra college, så udfylder han trods det en rolle som en slags onkel til familien. Ved at introducere familie-dynamikken opnåede Stan Lee også at hans helte både kunne drille hinanden og skændes indbyrdes, men stadigt stå sammen som en enhed når ydre farer truede.

På mange måder kan man måske sige at Fantastic Four er skabt i det billede som Stan Lee så sig selv og sin familie i. Hans egen beskrivelse af sit liv og sin familie har altid en positiv tone og man fornemmer en fælles opbakning som er gensidig, selv da hans egen kone ville gå ham i bedene og blive forfatter, belært af tidligere fejl, hvor han overtalte hende til at opgive en lovende karriere som model til fordel for rollen som husmor, stak han hende en stabel papir og ønskede hende held og lykke. Han bad endda sine venner i forlagsbranchen om ikke at være for hårde ved hende, indtil han til sin overraskelse opdagede at Joanie faktisk viste sig at være en ganske udmærket forfatter, selv om hun nok aldrig kommer til at overgå sin berømte mand.

Derfor er det måske også sigende at Marvels mere dysfunktionelle familie X-Men aldrig på samme måde nåede popularitetens tinder med Stan Lee ved roret, selv om familiemennesket Stan Lee nok i sit hjerte følte for disse udstødte og gav dem en stemme gennem sit værk, så var det andre der skulle føre dem frem til at være relevante for en større læserskare gennem 80’erne og fremefter. Det er for eksempel også bemærkelsesværdigt at notere at i “Stan Lee meets …” der i sin hardcover udgave jo mere end noget ligner et festskrift over Stan Lees 65 års karriere hos Marvel er det Spider-Man og Fantastic Four som stjæler billedet, der er ikke nogen mutanter til stede.

De øvrige fantastiske helte

Ved at skabe Fantastic Four som en slags familie blev det også sværere at lave løbende udskiftninger blandt medlemmerne som man så det i andre grupper som Avengers. Selv om Human Torch i et af de tidlige numre forlader gruppen efter en mindre skærmydsel med The Thing, så ved vi at de er nødt til at overvinde deres uoverensstemmelser og samles igen. Men trods det har der været flere udskiftninger undervejs når forskellige medlemmer har haft brug for lidt personlig tid væk fra gruppen, for eksempel trak Sue og Reed sig på et tidspunkt i baggrunden for at tage sig af opdragelsen af deres unge søn Franklin. Og lur mig om ikke de nuværende begivenheder i Civil War med Human Torch på hospitalet og Reed Richards der frygter at hans støtte til Tony Stark kan få konsekvenser for hans forhold til Sue, kan risikere at føre til at tidligere medlemmer dukker op igen eller at nye afløsere må hentes ind.

Der er ihvertfald nok at tage af i rækken af tidligere medlemmer, Luke Cage blev på et tidspunkt hentet ind som afløser for Ben Grimm, She-Hulk udfyldte en tilsvarende position og begger er stadigt aktive i forhold til Civl War historien. Fra gruppen af Inhumans, aktuelle fra de større historieforløb Decimation og Silen War har Medusa og Crystal været medlemmer. Men hvorfor nøjes med at hente prøvede figurer frem igen, i Fantastic Fours verden hvor man både kan rejse i tid og rum har der været versioner af gruppen hvor alt fra Skrulls til Dr. Dooms adoptivsøn har været med. Det eneste vi kan være nogenlunde sikre på er, at uanset udskiftninger af medlemmer, så er det kun et spørgsmål om tid før man vender tilbage til de oprindelige fire.

Stan LeeEn knapt så fantastisk helt, men en bifigur som også fortjener at blive nævnt, er postmanden Willie Lumpkin. Den pæne ældre mand har trofast slæbt tonsvis af fan-breve op til toppen af Baxter-bygingen hvor FF har deres hovedkvarter, for når man er offentligt kendte helte får man selvfølgeligt breve fra fans, Stan Lee fandt endda på at afsætte et helt nummer blandt de tidlige til at lade FF besvare imaginær fanpost. Men faktisk har Willie Lumpkin en mindre forhistorie helt udenfor superhelte genren. Han var nemlig oprindeligt en figur som Stan Lee opfandt som en selvstændig serie for Timely, som Marvel hed dengang. Stan Lee som den indfødte New Yorker han var, ville gerne lave en serie om en politimand i storbyen, men inden redaktøren var færdig med at skære Lees ide til var Willie Lumpkin blevet et landpostbud. Uden det store kendskab til livet i provinsen forsøgte Stan Lee stadigt at følge sin skabning til døren, men det var først som biperson i Fantastic Four at han kom til sin ret flere år efter at den oprindelige serie var gået ind igen. Ironisk nok var det også netop i rollen som Willie Lumpkin at Stan Lee skulle få sine optræden i den første filmatisering af Fantastic Four.


Drengeklubben og Sue Richards som Marvels moderfigur

Hvis man ser på hvordan figurerne i Fantastis Four udvikler sig over tid som personer, så er der forbavsende få ændringer for Reed, Johnny og Ben.

Johnny er først og fremmest teenageren i os alle, vovehalsen og drillepinden. Til gengæld kan han prale af at have skabt en internet-talemåde, ihvertfald er der visse cyber-historikere som mener at hans udtryk “Flame on!” er ophav til det fænomen man på internettet kalder “flaming”, at argumentere på en grow og ophidset måde. Man taler ligefrem om “flame-wars” som kan dreje sig om alt fra Windows kontra Linux til Kirk kontra Picard i Star Trek. Selv om jeg tidligere påstod at Marvel ikke havde nogen eksisterende helte som de kunne basere deres gruppe på, så var der faktisk en Human Torch tidligere hos Marvel, men modsat Johnny Storm så var der tale om en androide som sammen med Submariner og Captain America bekæmpede de onde tyskere under anden verdenskrig.

Reed Richards er som, jeg tror det var Dan Turell der beskrev ham sådan, Marvel universets svar på Georg Gearløs. En videnskabsnørd der modsat sin gamle værelseskammerat fra universitetet, Victor von Doom, altid har en fast overbevisning om at alt kan forklares videnskabeligt, selv når gruppens eventyr bringer dem ansigt til ansigt med fantastiske væsener eller overnaturlige fænomener fra Dr. Strange’s verden holder han altid fast i at der kan bygges et apperat ud af forhåndenværende dimser fra hans laboratorium som kan modstå truslen. Ben har skiftet frem og tilbage mellem sin menneskelige form og sten-mennesket The Thing, men han er først og fremmest der for at være det jordbundne modstykke til Reed, både som den der gør opmærksom på at Reeds videnskabelige forklaringer er uforståelige for almindelige mennesker og som en fysisk påmindelse om at Reeds videnskab nogen gange kan føre ham ud i ting der kan have store konsekvenser for mennesker omkring ham.

Mr. Fantastic og Sue RichardsSue Richards er interessant fordi hun udvikler sig mere som et normalt menneske, modsat de øvrige mænd/drenge i gruppen som opfylder typiske drengedrømme om at lege “hemmelig hule”, opfinde fantastiske dimser og redder verden fra det onde. Stan Lee havde allerede fra starten den tanke at Invisible Girl måske nok skulle være kæreste med Mr. Fantastic, men at hun ikke bare skulle være en af den slags piger der dåner når de ser et monster og hele tiden skal reddes ud af den ene knibe efter den anden. I begyndelsen er hendes rolle dog stadigt begrænset til at blive usynlig på et belejligt tidspunkt når der er optræk til slagsmål og benytte sig af sin usynlighed til at redde de andre ud af fangenskab. I et af de tidlige numre af Fantastic Four, hvor man gennem hele nummeret ser gruppen besvare fanpost ser vi så Sue begynde at græde over at flere af brevene antyder at hun ikke gør nok for gruppen, og de tre andre må træde i karakter og forklare de vildfarne fans, og derigennem også læseren, at Sue skam er fuldgyldigt medlem og en vigtig del af deres missioner for at redde verden.

Snart bliver Sues kræfter også mere aktive, hun begynder at generere usynlige kraftfelter som kan bruges til modangreb i fysiske konfrontationer eller til at beskytte de andre holdmedlememer. I 80’erne under John Byrne dropper hun endda titlen Invisible Girl og bliver Invisible Woman. Selv om hun stadigt er omsorgsfuld og moderlig i forhold til resten af gruppen og sin søn Franklin, så er hendes kontrol over kraftfelterne nået til et niveau hvor hun nogen gange omtales som den der har de største kræfter i gruppen. Personligt har jeg altid fundet det som et interessant træk ved Sue Richards at hun i en verden hvor sexede kvinder og udfordrende uniformer ofte er normen har været i stand til at forblive kvinde/moder. På det sidste ser det desværre ud til, at under indtryk af brugen af Jessica Alba i filmudgaven af Fantastic Four, så har Marvel også valgt at lade Sue gå lidt tilbage fra at være Invisible Woman til at være Invisible Girl igen, om ikke af navn så af udseende.

Det var lidt om hvordan Fantastic Four opstod og udviklede sig, men de fire hovedpersoner i serien er langt fra det eneste som gør den verden som de bebor interessant. I et par kommende artikler vil jeg forsøge at gå lidt i detaljer med Silver Surfer, Galactus og Dr. Doom som er nogen af hovedaktørerne i den nye Fantastic Four filmatisering.

Den magiske tegneserie: All-Star Superman

Cover til All-Star SupermanHvorfor begyndte du at læse superhelteserier? Og måske vigtigere: hvorfor blev du ved?

Jeg faldt oprindeligt for den vilde iderigdom, som fandtes i den amerikanske Silver Age – dels naturligvis alle de tidlige Lee/Kirby-sager fra Marvel (nok især Fantastic Four), men også de bedste af DCs udgivelser fra 1960’erne – Justice League, Superman, The Flash og særligt The Legion of Super Heroes.

Mange af disse tegneserier virker lidt fjollede i dag – hvilket de på mange måder også er – men de rummer en iderigdom, som i bund og grund virker magisk.

Senere blev tegneserierne mere realistiske og meget mere mørke, og det var en god og nødvendig udvikling, men den fjernede samtidigt noget vigtigt fra mediet. Mange har indvendt, at der ikke er stor mening i at snakke om en Superhelt, hvis hans metoder er lige så slemme som (eller værre end) dem han bekæmper, men det er kun en lille del af det – magien, the Sense of Wonder, forsvandt også blandt knækkede rygge, hjemløse børn, junkier og døde helte og skurke.

I de seneste år har der været en modreaktion på 80’erne og 90’ernes eXtreeMe Comix med med muskelsvulmende helte, der udryddede skurkene med deres megagøbs, alt i mens Ultrababes konkurrerede om at have den største barm, den mindste talje og det mindste kostume – den første modreaktion jeg kan huske, er Alan Moores Supreme.
Serien fik en masse kritik for at ligne gamle Superman-serier, men det synes jeg samtidig var en af dens helt store forcer – den rummede nemlig den magi, som man ellers havde gjort sig umage for at slå ihjel. Ved en anden lejlighed vil jeg kigge på Moores senere udflugter indenfor magiske tegneserier.

All-Star Superman : OriginGrant Morrison har naturligvis også meldt sig på banen i den nye positive superheltestrømning, gennemført hippie som han er (en tolkning af ham, som jeg gerne vil uddybe). Morrison er efter snart 30 år i branchen på toppen af sin karriere, både hvad popularitet og kreativitet angår, og med sig i dette projekt har han en af de mest spændende nyere tegnere, nemlig Frank Quietly. Deres bud på at bringe magien tilbage i tegneserien hedder All-Star Superman, og samlingen af de første seks historier i serien er lige udkommet.

DCs All-Star-linje er tænkt som en slags destillation af forlagets store, ikoniske figurer – nogen vil sige lidt a la Marvels Ultimate-linje, men med den forskel at All-Star ikke starter forfra i et andet univers og med nye versioner af de eksisterende figurer som Ultimate-linjen gør, men derimod inviterer nogen af forlagets absolutte superstjerner til at lave historier, som ikke absolut skal forholde sig til tidligere udgivelser eller resten af forlagets nuværende titler. Den slags skal man ikke sige to gange til en idemager som Grant Morrison.

Samlingen starter med historien “… Faster …”, som indeholder rammefortællingen for de tolv numre, som serien ventes at komme til at bestå af: Superman kommer for tæt på solen, og får sine kræfter forøget – og tilføjet nye – men samtidigt er presset på hans celler for stort, og videnskabsmænd forudsiger hans snarlige død.

I historien “Superman’s Forbidden Room” afslører Superman sin hemmelige identitet for Lois Lane og tager hende med til sit Fortress of Solitude, hvor han har en særlig gave til hende i anledning af hendes fødselsdag.

I “Sweet Dreams, Super Woman” prøver Lois Lane at have superkræfter for en dag, og møder de tidsrejsende Samson og Atlas, der alle bejler om hendes gunst. De medbringer også en avis fra fremtiden, hvor Superman er død.

Herefter følger “The Superman/Jimmy Olsen War!”, hvori Superman midlertidigt bliver ond efter at være blevet udsat for Sort Kryptonit fra en supertung dimension, og det er op til hans ven Jimmy Olsen at standse ham.

Femte historie hedder “The Gospel According to Lex Luthor”, og i den følger vi Clark Kent, der bliver lukket ind i fængslet for at interviewe superskurken Lex Luthor.

I sjette og sidste historie, “Funeral in Smalville”, møder Superman tre Supermen fra fremtidige tidsperioder, der er på vigtig mission i Supermans nutid. Desuden er der en vigtig person, der dør.

Dette er handlingen i store træk, men det dækker på ingen måde seriens virkning eller dens virkemidler.

Chronovore fra All-Star Superman #6Grant Morrison er på dette tidspunkt i sin karrierre ikke til at skyde igennem når han slår sig løs – de kritikpunkter man typisk har rejst mod hans serier (“for syrede” er nok den oftest brugte) kan man ikke rejse her på en rimelig måde.
Der er syrede elementer (f.eks. The Chronovore i “Funeral in Smallville” – et væsen, som ælder alting ved at fortære deres tid), men de er integrerede i handlingen på en måde, så de ikke stikker frem som værende syrede og vigtigere endnu: de står ikke i vejen for hverken handlingen eller de fremragende personskildringer.

Personerne i All-Star Superman virker genkendelige for læsere af Superman – Lois Lane er umiskendeligt Lois Lane – men samtidig er de meget menneskelige, og alt andet end to-dimensionelle. Her er skildringen af Lex Luthor måske mest iøjenfaldende – Morrison lader ham være en kompleks, sammensat figur, samtid med at han lader ham bevare sin status som en formidabel fjende for Superman.

I historierne rækker Grant Morrison tilbage i 70 års Superman-historier, og tilføjer lidt af hvert – et drys uskyld og heroisme fra Golden Age, en smule fjollethed fra Silver Age, noget dybde fra de senere historier samt noget genbrug af nogle af ideerne fra hans egen “DC 1.000.000”. Og det virker – historierne er lette at gå til, ja decideret legende, mens de samtidig har masser af dybde.

Men den anden halvdel af ligningen er Frank Quietlys fantastiske tegninger (ligeså fremragende rentegnet og farvelagt af Jamie Grant) – her er igen påvirkninger fra 70 års Superman-tegnere, samtidig med at hans europæiske tone aldrig har været stærkere. Flere steder er der en tydelig Moebius-vibe i billederne, hvilket klæder historien utroligt godt.

De fantastiske personskildringer ville heller ikke lykkes uden ham – bare se hvordan han introducerer Clark Kent i serien:
Clark Kent i All-Star Superman

– en klassisk Kent, hvis jeg må være så fri.

Quietlys kompositioner og sidedesigns er også ulastelige og fantastisk originale, samtidigt med at de bidrager til seriens ubesværethed.

En anden ting der må nævnes er hvor fantastisk flot samlingen er designet – der er kælet for alt lige fra smudsbind over kolofon til kapitelovergange, og dette gør helhedsindtrykket fantastisk godt. Selv mine ikke-tegneserielæsende venner og familie stopper lige op og kigger en ekstra gang når jeg viser den frem (missionær som jeg jo er)

Hvad er en magisk tegneserie for mig? Det er en serie, som kan indhylde mig i sit univers, i sine personer og i de ideer, der kommer til udtryk i serien. En serie, som både kan få mig til at glemme tid og rum mens jeg læser og som bagefter fylder mit hoved med ideer og billeder – jeg digter selv videre, for universet er blevet så virkeligt for mig, at det kun kan være … magi.

Det kan All-Star Superman, og serier som den er den vigtigste grund til at jeg bliver ved med at læse superhelteserier.

Faktaboksen:

All-Star Superman HC #1

Bedømmelse: Anbefales varmt
Forfatter: Grant Morrison
Tegner: Frank Quietly
Rentegner/farvelægger: Jamie Grant
Udgiver: DC Comics
All-Star Superman udgives på dansk af Egmont i bladet “Superhelte – Superman & Batman”.

Wikipedia om All-Star Superman
Uniquely Original: Grant Morrison – interview bl.a. om All-Star Superman
Grant Morrison: Talking All-Star Superman
– interview på Newsarama

Superman – True Brit

Superman - True BritMeget kan man sige om Egmonts redaktør Michael G. Nielsen og hans udgivelsespolitik, men når det kan lykkes for Egmont indenfor det samme halvår at udgive to historier med Superman som jeg er nysgerrig nok til at investere i, så er der grund til at være imponeret.

Jeg er absolut ikke den store fan af Superman, og derfor er det nok heller ikke nogen tilfældighed at de to udgivelser der har kunnet vække min nysgerrighed begge handler om alternative versioner, Superman som han kunne have været hvis bare …

I “Red Son” fik vi et bud på hvordan DC universet kunne have set ud hvis Superman var landet i det daværede Sovjetunionen. En ganske fascinerende leg med koldkrigsuniverset i nutidens bakspejl hvor både socialismen og kapitalismen får lov til at vise sine gode og dårlige sider. Som altid når der er tale om store ideologier som kæmper om herredømmet over verden kunne min sympati selvfølgeligt ikke undgå at falde hos den lidt mere anarkistiske Batman udgave fra dette univers.

Men selv om “Red Son” gav et godt bud på en alternativ Superman, så gav historiens store ideologiske temaer ikke plads til megen humor, ganske som Superman serien normalt ikke gør det. Med “True Brit” er man derimod gået gevaldigt over i den anden grøft ved at invitere ingen ringere end John Cleese indenfor i DC universet. Og ud af det er kommet en version af Superman som jeg tror at fans enten vil elske eller hade.

Med sig har Cleese Kim “Howard” Johnson som tidligere har skrevet en bog om Monty Python og arbejdet sammen med Terry Jones, John Byrne – som i de senere år har udviklet sin egen absurde personlighed helt på linje med Basil Fawlty og Mark Farmer som tidligere har arbejdet sammen med en anden ekspert i at fremvise britiske absurditeter ,Alan Davis, og som er supporter for Aston Villa, hvilket gør ham fortjent til en vis grad af medfølelse og en fri fadøl her hvor Premier League sæsonen går på hæld.

Med John Cleese ombord kunne man jo nok forvente en enkelt eller to diskrete hentydninger til Monty Python, og på dette punkt skuffer “True Brit” ikke. Vi får indledende beskrivelse fra Jor-El om hvad der venter hans søn på jorden, illustreret med den berømte Trout slapping sketch, og en diskret reference til Monty Pythons egen superhelt Bicylcle Repairman og deres Beatles-parodi The Rutles, samt en god del fjollet humor undervejs.

Til gengæld mangler der de sædvanlige superskurke fra Superman universet, tilsvarende med de øvrige helte fra for eksempel Justice League, og Cleese og co.’s udgave af Batman fortjener vist ikke meget andet end et hånligt fnys og en larmende tavshed.

I stedet for at lande på en farm i det amerikanske midtvesten som vi normalt ville forvente, lander Kal-El i stedet i Storbritanien, nærmere bestemt Weston-super-Mare. Stedet vil måske være visse læsere bekendt enten som fødested for den tidligere Deep Purple-guitarist Ritchie Blackmore eller som stedet hvor Eddie Hitler og Richard Richard fra “Bottom” tager hen for at komme på ferie fra deres skidne lejlighed i Hammersmith.

I dette provinshul bliver han adopteret af et ældre engelsk ægtepar som opdrager ham efter hvad forfatterne opfatter som typiske engelske provins-normer, så i stedet for den amerikanske drøm og troen på at enhver der arbejder hårdt nok kan gå fra at være avisbud til at blive koncerndirektør eller præsident, får den unge Colin Clark indprentet mottoet “Hvad ville naboerne ikke tænke”. Læsere der som jeg selv er vokset op i provinsen kan dårligt undgå øjeblikkeligt at fatte sympati for staklen.

Kampen mod den provinsielle tankegang virker som det gennemgående tema som forfatterne bag “True Brit” har haft på sinde da de skrev historien, også i forholdet mellem den voksne Superman og medierne, som får et par drøje hug med undervejs for den måde de bygger berømtheder op for senere at destruere dem igen med navlepilleri over deres privatliv og jantelov overfor de ting de opnår. Måske er det Cleese med sin mangeårige berømmelse og forfatterskab til to populær-psykologiske bøger der gerne vil drive et par pointer hjem, ihvertfald ender Colin Clark i sin lidt modvillige rolle som superhelt næsten mere om Brian fra Monty Pythons Life of Brian end om den slags superhelte vi kender.

Og dog …

For hvis man nu drejer blikket fra DC’s univers over mod et andet helteunivers, så kan man ikke undgå at se nogen lighedspunkter. Hvis man for eksempel erstatter Clarks modvillige forældre med en svagelig tante som er bange for sin nevøs alter ego, og hvis man så tænker på J. Jonah Jameson i stedet for den koleriske Whyte-Badger som Colin Clark må arbejde for selv da hans chef fører en smædekampagne mod Superman. Selv Lois Lane i skikkelse af Luisa Layne-Ferret har smidt stakkels-kvinde-i-nød rollen og ligner mere en selstændig mere ligeværdig partner som Felicia Hardy eller Mary-Jane Watson.

Dermed ikke sagt at “True Brit” er en Spider-Man fortælling med Superman i hovedrollen. Den bevæger sig tæt nok på til at tanken strejfer en, men holder afstand nok til at det ikke virker påfaldende (selv om den ikke kan nære sig for en enkelt henvisning til radioaktive edderkopper). Men problemet er stadigt at en stor del af den historie som holdet bag “True Brit” gerne vil fortælle er fortalt masser af gange i Marvel universet i stedet, man kan heller ikke undgå at tænke Cyclops fra X-Men når Colin Clark får at vide at han skal passe på med sit varmesyn og at folk ikke må opdage hans kræfter fordi de hader det de frygter.

Så hvis man i forvejen har læst Marvels historier genne mange år er det eneste unikke ved “True Brit” den fjollede meget engelske humor som gennemsyrer hele historien. Det kan være nok hvis man skal slå et par timer ihjel i en flyver eller et tog, men måske ikke noget man har lyst til at tage ned fra hylden igen.

And now for something completely differentOg apropos at tage ned fra hylden igen, så kan fans til gengæld glæde sig over at Super-Ove er vendt tilbage og står for indledningen til hæftet. Her funderer han over hvordan Superman historien mon ville tage sig ud hvis nu Kal-El var landet i Rebild Bakker i stedet for, personligt tror jeg ikke at der ville være den store forskel mellem at han voksede op i det mørke Jylland eller det afsides England.

Men hvis jeg tilsvarende skulle give mit bud på hvad der kunne være sjovt at se, så kunne jeg tænke mig at se ham lande i New England, nærmere betegnet Arkham Massechusetts hvor en aldrende professor ved Miscatonic University sammen med sin husholderske adopterer barnet fra rummmet. Vil Supermans kræfter være nok til at beskytte jorden mod Cthulhu og de andre væsener fra stjernerne og dimensionerne hinsides tid og rum, eller vil Lex Luthor have held til at påkalde den vanvittige rumgud Azathoth som i sin tid forårsagede Kryptons undergang?

Jeg ved ikke om der ville være andre læsere til den, men det ville i hvertf fald være “Something completly different”.

Film på vej om superskurke?

Green ArrowI et interview i Wizard taler David Goyer – nok bedst kendt som forfatter til Batman Begins – om en film, som han har skrevet manuskript til.

Filmen hedder Super Max, og handler om helten Green Arrow, der bliver sat i fængsel – naturligvis for en forbrydelse han ikke har begået. Nu skal han så overleve i et fængsel som han selv har været med til at fylde, samtidigt med at han finder en vej ud og får renset sit navn.

We’ve populated the prison with all sorts of B and C villains from the DC Universe. For the fans, there will be all sorts of characters the hardcore comic book junkies will know, but they’re all going to be there under their human names and no one is wearing a costume, but there will be a lot of characters with powers and things like that.

Umiddelbart en spændende ide, men om filmen kommer videre end manuskriptstadiet, er naturligvis uvist. Jeg tænder personligt på en film med Green Arrow, men kan ikke lige gennemskue hvem der kunne spille ham overbevisende.

Ny serie fra Warren Ellis

Coveret til Black Summer #0Indrømmet, med Warren Ellis nuværende arbejdstempo kunne man skrive et indlæg med denne titel hver måned, men jeg blev da pænt interesseret i den kommende titel Black Summer da jeg læste det her interview:

BLACK SUMMER is about the final question of superhero fiction: where does a self-identified superhero draw the line at fighting crime? And I don’t mean the Punisher thing of let’s-just-kill-the-bad-guys, or the easy out of “corporations are criminals too.” I mean, where do you draw the line at defining a criminal? Where do you draw the line at pursuing a criminal act? If your ethical compulsion is to step outside the system of law to prosecute or avenge crime — what do you do in a country where your President can be said to have perpetrated an illegal war that’s claimed thousands of lives?

Black Summer er Ellis første creator-owned superhelteserie nogensinde, og da serien udkommer på forlaget Avatar, er der en god chance for at han har rimeligt frie tøjler. Serien er samtidig Avatars første superheltetitel.

CBR har også et interview med flere smugkig på tegningerne og mere om seriens handling fra Ellis mund:

First there were the Seven Guns: a group of young politically-aware scientist-adventurers who modified their own bodies for street-fighting in order to take back their West Coast city from a corrupt police force, criminal local government and rapacious private security forces. One died. One was crippled. The others drifted apart. And today, John Horus, the most committed of the original team, is walking into the White House. He’s worked with the President on social justice issues. He is the Good Guy. But he’s been thinking about his role in the country for a long time. And he’s not here to say hello.

Umiddelbart ser det ud til at serien lægger sig op af Transmetropolitans samfundskritik og The Authoritys ultravold i samme pakke, men det bliver spændende at se hvordan det endelige resultat bliver.
Serien skal i al fald nok skabe noget omtale, når den udkommer – det er ikke hver dag man ser USAs præsident elimineret af en superhelt, som har besluttet sig for at præsidenten er en skurk.

Profession: borgmester, tidligere superhelt

Mitchell Hundred fra Ex MachinaDer har været en bølge af “realistiske” superheltefortællinger, og en af de nyeste (og bedste) skud på stammen er Ex Machina af Brian K. Vaughan.

Mitchell Hundred har ikke haft et helt almindeligt liv.
Han voksede op med sin mor, som arbejdede som politisk aktivist for kvindesagen i 1970’erne, mens hendes nære ven, russeren Kremlin, passede Mitchell.
Da han som voksen undersøgte en mystisk anordning, eksploderede den i hovedet på ham og gav ham evnen til at befale over maskiner. Mitchell gjorde naturligvis hvad enhver tegneserielæsende mand ville gøre – han indleder en karriere som superhelt, og det vel og mærke i en verden, som ikke har nogen superhelte i forvejen.

Mitchell Hundred som The Great Machine (Ex Machina)Han har dog ikke det store held med foretagenet – han får kvalme af at flyve med det jetpack, som Kremlin har bygget til ham og folk er heller ikke specielt glade for at blive reddet af The Great Machine, som han kalder sig.
Han lægger superheltekaldet på hylden og stiller i stedet op som borgmester for New York og grundet nogle endnu ikke afslørede omstændigheder omkring 9/11 og angrebet på World Trace Center bliver han valgt. Det bliver dog mere end antydet at han er grunden til at det ene tårn stadig står (i Ex Machinas verden, altså).

Ex Machina fortælles med ivrigt brug af flashbacks til forskellige perioder i Mitchells liv, og det er aldrig forvirrende, men giver derimod et klart indtryk af en solidt gennemarbejdet serie. Og så er der jo også spændingselementet ved alle de plotelementer, der antydes når vi går på opdagelse i hans baggrund.

Det er en usædvanlig serie som Vaughan her har fået skruet sammen – der er ikke meget om Mitchells tid som superhelt, mens serien primært fokuserer på hans politiske liv og hvordan han løser store og små kriser som borgmester. Naturligvis får han en gang i mellem brug for sine kræfter, men lige så ofte løses problemerne af politiet eller igennem forhandlinger.

Det kan umiddelbart lyde kedeligt, men det bliver det aldrig, tværtimod – andet bind, Tag, har et virkelig uhyggeligt setup og en mindst lige så uhyggelig morder, og man sidder bagefter med en følelse af at måtte have mere!!! Heldigvis er bind 3-5 til at købe for menneskepenge, så det lader sig jo ændre …

Ex Machina er velskrevet, spændende og holdes glimrende sammen af Tony Harris forholdsvist løse streg, som dog er baseret på foto-forlæg. Serien er nu officielt på min “to buy”-liste, og anbefales varmt til tilhængere af moderne amerikanske (superhelte-)tegneserier.

Denne anmeldelse er baseret på:

Titel: Ex Machina – the First Hundred Days
Forfatter: Brian K. Vaughan
Tegner: Tony Harris

Udgiver: Wildstorm

Bedømmelse: [rate 8]

Titel: Ex Machina – Tag
Forfatter: Brian K. Vaughan
Tegner: Tony Harris

Udgiver: Wildstorm

Bedømmelse: [rate 8.5]

Livet i storbyen

Omslaget til Astro City #1Astro City er en af de tegneserier, jeg altid har hørt meget godt om, men aldrig rigtigt fået mig taget sammen til at læse – det har jeg så rådet bod på nu, og er meget begejstret!

Den første samling i serien, Life in the Big City, er en serie afsluttede små historier om folk og helte i byen Astro City, som ligger i et univers, hvor der har været superhelte siden slutningen på 1. verdenskrig.

Vi får historien om Samaritan, der nærmest er Astro Citys svar på Superman – vi følger hans travle hverdag, ser ham redde menneskeliv i alle afkroge af verden, ser ham mødes med sin superheltegruppe Honor Guard, ser ham slås med en superskurk, modtage en pris fra taknemmelige borgere i byen. Men han har ikke et ledigt sekund på hele dagen, og da han endelig falder i søvn, drømmer han om at flyve frit og uhindret. Historien er eminent fortalt og tegnet, og indbragte da også Busiek en Eisner Award. Men det er ikke alt, hvad universet har at byde på…

Jack-In-The-Box fra Astro CityNæste historie er fortællingen om en ung journalist, der overværer en stor kamp mellem Honor Guard og en haj-agtig invasionsstyrke, og hvordan den artikel han skriver ender med at være.
Historien efter den handler om en tredierangs svindler, der ved et tilfælde opdager superhelten Jack-In-The-Boxs (en klar hilsen til Steve Ditkos mere syrede frembringelser) hemmelige identitet og hvad han efter lange overvejelser ender med at gøre med den oplysning.
Vi får også historien om kvinden der bor i Shadow Hill, en bydel, der er fyldt med overnaturlige væsner og hvor talismaner og beskyttelsesformularer er en del af hverdagen. Denne bydel er hendes hjem, men hun arbejder i den topmoderne bymidte, og historien skildrer hendes splittelse mellem tradition og den moderne verden.
I en Will Eisner-inspireret historie fortælles om en lille, undseelig mand, der i virkeligheden er et rumvæsen der samler data om Jorden som indledende fortrop for en invasion.
Endelig udvikler et stævnemøde mellem Samaritan og Astro Citys Wonder Woman-analog, Winged Wonder, sig til en ideologisk diskussion.

Det, der går igennem alle disse historier som en rød tråd er dels det meget komplette univers og dels Busieks brændende ønske om at vise os og involvere os i disse personers liv, og det lykkedes til fulde: man kommer helt ind under huden på figurerne.

You’re Now Leaving Astro CityKurt Busiek har igennem hele sin karriere skrevet den menneskelige vinkel på superheltegenren – vi har set det i Marvels og i Superman: Secret Identity, men denne gang er spillereglerne anderledes: det er nemlig Busiek selv der har lavet dem.

Astro City har efterhånden kørt – mere og mindre regelmæssigt – siden 1995, men altid med Busiek bag roret. Med på vognen er også Brent Anderson, der er tegner og krediteret som medskaber og Alex Ross, der tegner covers og designer dragter til figurerne.

Tegningerne og designet i det hele taget fortjener også et ord eller to med på vejen – Brent Anderson er en fremragende tegner med en utrolig spændvidde. Action, samtaler, retro-stil og humor klarer han med lethed og står for en meget vigtig stofliggørelse af universet – man får en klar fornemmelse af hvordan byen ser ud og hvordan det ville være at bo der. Appendixet er en gennemgang af det meget grundige skitsemateriale fra Anderson og Ross, og man får en god ide om det utroligt store forarbejde de har gjort for at få universet til at fungere.

Astro City- Life in the Big City er en vedkommende og essentiel udgivelse, og den får mine varmeste anbefalinger.

Fakta om bogen

Titel: Astro City – Life in the Big City
Forfatter: Kurt Busiek
Tegner: Brent Anderson (forsider og figurdesign af Alex Ross)
Udgiver: Homage Comics (under Wildstorm)
Bedømmelse: [rate 8.5]

Spider-Man nr. 8

Spider-Man nr. 8 Der burde være alle mulige grunde til at jeg ikke købte dette nummer af Spider-Man, men på mystisk vis fik det sneget sig med ned i posen sammen med genoptrykket af de gamle Neal Adams striber med Grønne Pil og Grønne lygte.

I min alder er det svært nok at købe almindelige tegneserier i det lokale supermarked, og jeg ser bestemt ikke familiefar-agtig nok ud til at slippe afsted med at købe et blad hvor der medfølger legetøj. “Legetøjet” i dette nummer var dog kun en Spider-Man kalender for 2007 hvilket jo er en ganske nyttig ting, selv om jeg stadigt ikke har kunnet få mig selv til at pille min Sarah Michelle Gellar kalender fra 2006 ned endnu. Den nye Spider-Man kalender har forsidebilledet fra nr. 8 på den ene side og en kampscene med Spidey, Iron Man og The Mandarin på bagsiden, alle årets udgivelser af Spider-Man er meget praktisk markeret på kalenderen – desværre er ingen af de andre Marvel-udgivelser med.

Men videre til selve bladet, som er en blanding af historier med Spider-Man, baggrundsmateriale om figurerne, et par udfordringer i form af en quiz og en tegneøvelse med Wolverine og ikke mindst en plakat med forsidebilledet med Spidey og Wolverine.

Og det er selvfølgeligt den første historie med Spider-Man og Wolverine der tiltrak mig nok til at købe bladet. De to har mødtes før i et par ganske underholdende historier og på det seneste har de endda nået at være holdkammerater i New Avengers. Det betyder også at vi slipper for den fortæskede indledning til enhver historie med to store helte hvor de først skal tage fejl af hinanden og udkæmpe en meningsløs men ofte ganske undeholdende kamp inden de slår sig sammen for at kæmpe mod deres fælles fjende.

Den fælles fjende derimod slipper vi ikke for. Wolverines gamle modstander Lady Deathstrike har valgt at rode i den forkerte hemmelige militærstation og er endt med at finde Spider-Mans gamle sorte dragt som sammen med Eddie Brock i sin tid dannede Venom. I mangel af Eddie Brock vælger den sorte dragt at slutte sig sammen med Lady Deathstrike til “Venomstrike” som er historiens titel. Når man kun har 11 sider til rådighed er det selvsagt ikke den store kompleksitet der lægges op til, i stedet går man direkte til konfrontationen mellem de to helte og deres kombinerede nemesis. En ganske sjov historie der forhåbentlig sammen med den efterfølgende tosiders introduktion til Wolverine forhåbentlig kan lokke nogen unge læsere til at interessere sig for den gnavne gamle canadier.

“Hæsblæsende Halloween” som er historie nummer to er ligesom den første skrevet af Jim Alexander og tegnet af Jon Waward. I første omgang kan det virke lidt malplaceret at udgive en Halloween historie i februar, men på den anden side så placerer det den jo i nærheden af vore egen lokale udgave- Fastelavn. Og man kan jo ikke have Halloween uden eksploderende Jack O’Lantern græskarbomber, hvilket betyder at både Green Goblin og Hobgoblin dukker op i historien. Folk der som jeg ikke helt er up to date på hvem Hobgoblin er får så chancen for at få mere at vide med endnu en to siders omgang Spider Data.

Den samlede vurdering må nok være at Spider-Man gør et ganske udmærket job med at levere underholdning til en yngre målgruppe og introducere dem til Marvel universet, og med lidt held vil de fortsætte med Superhelte udgivelserne og måske endda de amerikanske udgaver af serierne, ganske som vi andre i sin tid blev fanget ind af andre serier (jeg husker stadigt PIF Magasinet fra min egen barndom som også havde legetøj med i hvert nummer). Men som voksen eller teenager skal man nok være hardcore fan af Spider-Man eller Wolverine for at investere – men man kunne jo købe det til en nevø eller niece som man synes trænger til at lære noget om Marvels univers.