Frank Quitely slutter sig til all star holdet på Komiks.dk

Frank Quietly til komiks.dk 2010!Få tegneserieskabere har formået at kombinere den kulørte mainstream med tyngde og indhold som tegneren Frank Quitely, og det er med stor glæde, at Komiks.dk præsenterer den talentfulde skotte på festivalen i 2010.

Frank Quitelys første arbejde i tegnseriebranchen var på undergrundstitlen Electric Soup i 1990. Da serien blev samlet op til national distribution blev Quitelys åbenlyse talent opdaget af redaktøren for Judge Dredd Magazine. Dette førte til arbejde på en lang række titler i den britiske tegneseriebranche. Det internationale gennembrud kom med et spin off fra serien Doom Patrol med titlen Flex Mentallo. Forfatteren på denne miniserie var en anden skotte, nemlig Grant Morrison. Dette team ville siden hen blive et af de mest kritikerroste og succesfulde teams i den amerikanske tegneseriebranche med titler såsom JLA: Earth 2, The Invisibles and New X-Men. Derudover har duoen høstet fremragende anmeldelser for både den yderst originale science fiction miniserie We3 samt All Star Superman, som allerede regnes blandt de mest ikoniske Superman historier, der nogensinde er skrevet. Morrison og Quitely skabte også coveret til Robbie Williams album Intensive Care fra 2005. I skrivende stund arbejder de to på serien Batman and Robin. Af andet arbejde fra Quitelys unikke hånd skal nævnes en tur på Wildstorm titlen The Authority og en historie i Neil Gaimans graphic novel Sandman: Endless Nights.

Quitely slutter sig til en voksende gæsteliste, der allerede byder på internationale navne såsom Dave Gibbons (Watchmen), Chris Ware (Jimmy Corrigan – The Smartest Kid on Earth), Daniel Clowes (Ghost World), Charles Burns (Black Hole), Paul Gravett (Graphic Novels – Stories to Change Your Life) samt så godt som samtlige danske tegneserieskabere.

Komiks.dk er Danmarks internationale tegneseriefestival, som hvert andet år fejrer tegneseriemediet med et bredt udvalg af danske og udenlandske gæster fra tegneseriemiljøet. I 2010 løber festivalen af stablen den 21-23. maj i Øksnehallen.

De mægtiges fald

Coveret til 1. nummer af The Mighty

Ah, de kære superhelte.

Oprindeligt skabt sidst i 30’erne som idealiserede halvguder, igennem 50’erne videreudviklet til idealiserede familier, indtil de i 60’erne blev gjort til mennesker, fejlbarlige som alle andre.

I en proces igennem 70’erne og frem til 90’erne, blev serierne gradvist mørkere, hvilket i nogen grad må siges at afspejle den generelle samfundsudvikling – Vietnam og Watergate efterlod et knap så autoritetstro USA, og superheltene afspejlede også nationens identitetskrise. Senere blev genren dekonstrueret så grundigt, at det eneste 90’erne havde at byde på synes at være store geværer, mænd med patronbælter og storbarmede kvinder i diminutive kostumer.

Her, i det nye årtusindes første årti, synes genren at være kommet sig over de mest groteske udskejelser, og i hænderne på en intelligent forfatter, kommer der ofte noget yderst læsværdigt ud af det. The Mighty har hele to intelligente forfattere – Peter Tomasi og Keith Champagne – men er den så dobbelt så god?

Grundplottet er simpelt, men fascinerende: Alpha One er første og eneste superhelt i seriens univers, og selv om han oprindeligt var menneske, har vi med en Superman-analogi at gøre – superstyrke, usårlighed, superfart og så videre. Med til Alpha One hører en regeringsenhed, Section Omega, som dels styrer presserelationerne for superhelten og dels fungerer som feltagenter for Alpha One – som regel oprydningsarbejde.

The Mighty - Alpha One stopper løbsk tog The Mighty - Alpha One stopper løbsk tog

Seriens omdrejningspunkt er Section Omegas nyeste chef – Gabriel Cole – som får jobbet da hans forgænger dør som følge af et overfald fra en bande. Eller hvad? Man skal ikke mange numre ind i serien for at se at der er noget, der ikke stemmer et eller andet sted. Samtidig bliver Cole venner med Alpha One, med hvem han har en forhistorie – superhelten reddede nemlig hans liv, da han var barn. Det var dog for sent at redde hans forældre, så Cole er vokset op forældreløs og kendt i pressen som “America’s Orphan”.

Seriens første fire numre er tegnet af [[Peter Snejbjerg]] (der også arbejdede sammen med forfatteren Tomasi på [[Lysbrigaden]]), som gør et fantastisk job med at sætte både stemning og tegne personerne levende på papiret. Senere numre er tegnet af Chris Samnee, der gør et glimrende arbejde med at bevare seriens grafiske særpræg.

The Mighty - Alpha One i aktion The Mighty - Alpha One i aktion The Mighty - Alpha One i aktion

Som serien skrider frem, tager tingene fart og plottet begynder for alvor at vise sine facetter – forfatterne spiller med andre ord med musklerne, og det må de godt, når det er så godt lavet som det er tilfældet.

Serien er planlagt til 12 numre, men vil i følge sine skabere sagtens kunne blive et månedsblad hvis salget tillader det. Det har jeg lidt svært ved at se, da plottet i en eller anden grad peger hen mod en slutning (som jeg læser det), men jeg er da åben for at læse mere.

The Mighty er godt, solidt håndværk – tiden vil vise om serien kommer til at transcendere det gode håndværk og blive noget mere. Som det er nu, kan den trygt anbefales til fans af den moderne, lidt selvbevidste superhelteserie – især hvis man holder af et lille tvist eller to undervejs.

Fakta om serien

The Mighty. DC Comics, 2009-

Forfattere: Peter J. Tomasi og Keith Champagne
Tegner: Peter Snejbjerg (1-4), Chris Samnee (5-)

Når SuperGodt bliver SuperOndt – Irredeemable af Mark Waid

Cover til Irredeemable 01

Sarah er en pige på 8-10 år. Ved siden af hende ligger de forkullede rester af hendes far, superhelten Hornet. Manden der netop har ristet faderen med sit varmesyn bøjer sig over den skræmte pige og hvisker “Do you know who I am, Sarah? I’m a superhero.”
Og det har han ret i – han er klodens største helt, Plutonian, og udover at riste sine tidligere kolleger (og deres familier) har han netop jævnet millionbyen Sky City med jorden. Fra Jordens største helt – ren Superman-analogi – til den største skurk; hvordan er det sket?

Superheltene nåede at eksistere i mange år, før man for alvor gik i gang med at studere deres skyggeside – hvor meget kan den absolutte magt korrumpere? Denne spekulation har resulteret i en del virkeligt gode historier, mange metervarer samt en hel masse som aldrig burde have været udgivet, og som måske retrospekt har skadet superheltegenren mere end noget andet (1990’erne, jeg kigger på jer!).

Mark Waid har stået for nogle af de bedre udforskninger af hvad magt kan gøre ved heltene – Kingdom Come er (trods dens svagheder) i den absolut bedste ende, og hans oversete Empire som udforsker superskurkens side af medaljen er også værd at bemærke. Nu kommer så Irredeemable fra Boom! Studios (som Waid er chefredaktør for), og Waid nævner den selv som en naturlig fortsættelse af de to tidligere nævnte værker.

Irredeemable 01 - I'm a superheroHøjdepunket indenfor “absolut magt korrumperer absolut”-historier kom for mange i form af Alan Moores nu uopdrivelige Miracle Man, hvori den magtfulde Kid Miracleman viste hvor galt det kan gå, når en Superman-analogi korrumperes af sin magt. Der er den dag i dag få serier, der har kunnet ramme den skræmmende stemning, som den vanvittige Kid Miracleman står for, og psykopatisk-supervæsen-møder-små-piger-scener til trods, er det heller ikke det som Irredeemable forsøger at gøre.

I stedet udforsker Waid hvad der skal til for at klodens bedste og mægtigste forvandler sig til det ondeste onde – det er ikke noget man beslutter sig for når man står op om morgenen, men en længere proces. [[Mark Waid]] siger det selv sådan:

The beauty of Superman is that he can deal with that level of adulation without it going to his head, without it warping him, but he’s a very special individual. We presume, whenever we write superheros and we come up with superhero origins, that anybody who gets the powers of a superhero — even if they are like Spider-Man and they’ve got things they’ve got to work out that issue and responsibility and power and responsibility — we assume that they eventually have the emotional makeup it takes to overcome these things. Well, what if you gave that level of power to someone who, at heart, didn’t have that emotional capability?

Irredeemable gør jobbet rigtig godt – der er mange rigtigt gode scener, og her, fire numre inde i historien, er jeg fanget – hvad har ført til Plutonians fald? Peter Krauses tegninger er gode og klassiske, hvilket er perfekt til historien, som spiller på netop et klassisk superhelteunivers gone wrong. Det er til tider lidt svært at engagere sig i en række ukendte figurers skæbne, men som historien skrider frem, går det dog bedre.

Mark Waids Irredeemable kan anbefales til alle, holder af en klassisk superheltehistorie om kræfter, der er større end ét menneske kan magte. Om det decideret ender som en klassiker er ikke til at sige endnu – det kommer meget an på slutningen og hvor meget og hvordan de senere numre går ind på, hvad der er sket med Plutonian – og hvor meget man kommer til at engagere sig i de øvrige personer.

Du har set Watchmen – hvad nu?

En stor fordel ved en film som Watchmen er, at den potentielt får fat i nogle mennesker, som ellers ikke læser tegneserier. Det skal heller ikke hedde sig at vi her på tegneseriesiden ikke gør noget for disse potentielle læsere, så hvis du hører til denne gruppe: velkommen til tegneseriens forunderlige verden.Vi har kaffe på kanden og en magelig stol og man må blive oppe til over sin sengetid, hvis man læser noget spændende.

Så kom indenfor, kig på hylderne, tag nogle titler ned og kig i dem. Spørg, hvis der er noget du vil vide. Jeg går ud fra at du overvejer at læse tegneserien Watchmen – gør det! Den er spændende og udfordrende – og meget, meget bedre end filmen.

Forslag derudover? Jo, naturligvis kan du få nogle forslag – her er en liste med titler, som på en eller anden måde har et slægtskab med Watchmen.

(Ikke alt er naturligvis amerikanske superhelte, og jeg håber i en senere artikel at kunne komme omkring nogle af de mere alternative titler, som er derude)

Mere af samme forfatter:

Cover til Top 10 af Alan MooreMere med superhelte: Top 10

Hvor Watchmen blandt andre ting er en dekonstruktion af superheltegenren, som fremviser den særdeles mørke underside af universet, er Top 10 på mange måder en direkte modsætning – det er nemlig i det store og hele sjov og ballade.

‘Top 10 er kort beskrevet Distrikt Hill Street, bare med superhelte. Vi følger en rookie, som bliver partner med en erfaren, men modvillig outsider-cop med sine egne hemmeligheder, vi har morgensamlingen hvor alle betjentene tildeles dagens opgaver og alle de andre karakteristiske træk fra politiserierne – at betjentene så har superkræfter og f.eks. rykker ud til en mordsag involverende nogle fordrukne nordiske guder eller en formskifter, hvis kræfter er gået amok.

Top 10 er fuld af små sjove referencer til superheltegenren, som i høj grad øger dens gen-læselighed – hvad f.eks. med et boyband ved navn The Sidekicks? Eller en tøjbutik ved navn The Phonebooth? Siderne er ofte spækket med detaljer, hvilket gør at Top 10 er god at gå på opdagelse i på flere planer.
Det er sjovt og meget veloplagt, og i øvrigt fremragende illustreret af Gene Ha og Zander Cannon. Der er også et spin-off med en af hovedpersonerne, SMAX, hvori fantasygenren står for skud – det er også meget morsomt og om muligt endnu mere spækket med detaljer end Top 10.

Omslaget til Faraos udgave af From Hell

Mere dystert: From Hell

Hvad, mere dystert end Watchmen? Er det muligt?
Ja, når ens emnevalg er en udforskning af Jack The Ripper og ikke mindst hans samtid og man vælger at illustrere værket med sort/hvide, klaustrofobiske tegninger, så må det naturligvis ende med at være et meget dystert og i nogen grad misantropisk værk der kommer ud i den anden ende.

From Hell er anmeldt andetsteds på siden, så jeg går ikke i detaljer med handling og vurdering – jeg nøjes bare med at konstatere at det ligesom [[Watchmen]] er et moderne hovedværk indenfor tegneseriemediet og en stor og kompleks læseoplevelse, som man skal unde sig selv.

Man kunne skrive en lang artikel kun om Moores værker, men der er også mange andre gode forfattere derude, så resten af denne liste er tilegnet dem.

Udgivet nogenlunde samtidigt med Watchmen (men knap så højtragende):

Batman The Dark Knight ReturnsBatman – the Dark Knight Returns af Frank Miller

Sidst vi skrev om [[Frank Miller]] her på siden var det ikke specielt positivt, men det ændrer ikke på at hans Batman: The Dark Knight Returns er et hovedværk i moderne amerikansk tegneseriekunst.

I en grafisk meget genkendelig stil fortæller Miller om den aldrende Batman, der gør comeback efter flere års inaktivitet i en nær-fremtidsverden, som på mange måder er et billede af vores egen.

Udover at være en udforskning af Batman / Bruce Wayne og de psykologiske mekanismer, der er i spil, er den også bl.a. et opgør med mediernes sentasionslyst og kynisme samt en udforskning af traditionel heroisme, selvtægt og disses modsætninger.

I samme boldgade er Millers Batman: Year Zero om Bruce Waynes første tid som Batman også meget læsværdig – elementer fra den er blevet brugt i de nyere Batman-filmatiseringer, men Year Zero er helt sin egen og et vigtigt værk i Batman-mytologien.

Mord og intriger blandt superhelte

Cover til PowersPowers af Brian Michael Bendis og Michael Avon Oeming

Ligesom Top 10 er Powers et bud på en politiserie i et superhelteunivers, men der holder ligheden også i store træk op – Powers er nemlig (om end den har sine sjove øjeblikke) noget mere seriøs end Top 10.

I serien følger vi Christian Walker og Deena Pilgrim, som opklarer sager indenfor superhelteverdenen – i første bind det chokerende mord på superheltinden Retro Girl, som viser sig at have en højst overraskende forklaring og konklusion.

Et af seriens virkeligt store scoops er forfatteren Brian Michael Bendis evne til at skrive mundret og realistisk dialog, hvilket igen i høj grad tjener til at gøre personerne mere levende og nærværende. Tegningerne er også et kapitel for sig – lige dele naive og noir – og selv om de lige kræver noget tilvænning, fungerer de perfekt når man er komme i gang med dem.

Cover til SleeperSleeper af Ed Brubaker og Sean Philips

Sleeper har alt hvad der hører til en historie om en hemmelig agent, der er placeret undercover i en storforbryders organisation.

Vi følger Holden Carver, som i sit arbejde med med at afdække en forbryderorganisation er gået undercover og efterhånden får arbejdet sig ind i inderkredsen – men den pris han må betale er høj, og hvordan skal han nogensinde komme helskindet ud igen?

Serien refererer dels til klassiske undercover-historier og dels til superheltehistorier – Holden har selv superkræfter (og hader dem), ligesom der er masser af både skurke og helte med superkræfter i universet. Det lyder måske om en underlig fusion, men Ed Brubaker får det til at virke både naturligt og fængslende – i modsætning til Watchmens noget mere ikoniske figurer, er persongalleriet i Sleeper helt nede på jorden og særdeles genkendelige. Brubaker og Philips er netop påbegyndt en ny serie, Incognito, som minder noget om Sleeper, så der er mere at komme efter hvis man kan lide stilen.

Et realistisk superhelteunivers

Cover til AliasAlias af Brian Michael Bendis og Michael Gaydos

Alias er på mange måder lidt af et sats fra forlaget Marvel – historien foregår nemlig i Marvel-universet, befolket af Spider-Man, Captain America, Daredevil, Hulk og alle de andre – men vinklen er noget mere voksen end man er vandt til.

Vi følger Jessica Jones, som trods sine superkræfter ikke tager en tætsiddende latexdragt på og bekæmper kriminalitet – hun har derimod et lille detektivbureau, hvor hun f.eks. overvåger utro ægtemænd eller finder bortløbne teenagers, der er endt i narkomiljøet. Hendes veje krydser superheltenes en gang i mellem, men oftest er hun alene med sine sager og problemer.

Det store scoop ved serien er dog hovedpersonen Jessica Jones, der nok er en af de bedste personskildringer i amerikansk mainstream nogensinde – når man har læst Alias fra ende til anden ved man hvordan hun ser ud med morgenhår, hvordan hendes stemme lyder når hun er irriteret og sågar hvordan ser ud mens hun sidder på toilettet. Hun er ikke et perfekt superhelteikon – hun ryger og drikker for meget, bander, kommer op at skændes med sine venner over ingenting og begår fejl på fejl på fejl – men det gør hende bare mere menneskelig.

Cover til Rising Stars Rising Stars af J. Michael Straczynski og forskellige tegnere

Herhjemme kender de fleste J. Michael Straczynski for hans Spider-Man eller evt. hans banebrydende Science Fiction tv-serie Babylon 5.

Hans Rising Stars er nu også et bekendtskab værd, trods en ujævnt tegnet første trediedel. Vi følger en gruppe på 113 personer (kaldet the Peterson Specials efter deres hjemby, Peterson, Illinois), der får særlige kræfter in utero da en mystisk energikugle eksploderer over deres hjemby.

Vi følger en lang række specials, som de ændrer – og ændres af – verden, og allerede i slutningen af bind 1 (af 3) er historien en helt anden end den man troede man skulle læse, da man gik i gang. Vi får store og verdensomspændende konspirationer, store armbevægelser og en lang række “det gjorde han ikke”-scener.

Straczynski trækker undervejs i mange plottråde, men i sidste ende går alting op i en højere enhed og vi får en masse overraskelser undervejs – alle handlinger har en direkte konsekvens, måske ikke lige med det samme, men i sidste ende påvirker alle handlingstrådene den store og heldivis tilfredsstillende konklusion. Rising Stars er ikke et ligeså dybt værk som Watchmen, men alligevel er der rigtigt mange paralleller imellem de to.

Watchmens diametrale modsætninger

Cover til The New Frontier af Darwyn CookeThe New Frontier af Darwyn Cooke

Allerede omtalt andetsteds på siden, men stadig et fantastisk og dybt anbefalelsesmæssigt værk.

New Frontier foregår i perioden efter Korea-krigen, som i tegneseriesammenhæng er kendt som The Silver Age. Her dukker en lang række nye helte op i et noget anderledes USA, hvor de efter en kamp mod en øjensynligt uovervindelig fjende ender med at finde deres plads blandt etablerede helte som Superman og Wonder Woman.

Serien lever i den grad op til sit navn – man fornemmer virkeligt en pionerånd, følelsen af at stå på grænsen til et helt nyt og uopdaget land, som man skal til at begive sig ind i, hvilket er et billede både på tidsånden i halvtressernes USA og mere specifikt

Cover til All-Star SupermanAll-Star Superman af Grant Morrison og Frank Quitely

Dette er endnu en titel, som tidligere er omtalt her på siden, men som klart fortjener endnu mere opmærksomhed.

Med figuren Dr. Manhattan i Watchmen stiller Alan Moore spørgsmålet “hvordan ville en gudelignende person agere i den virkelige verden”. Grant Morrisons svar er Superman.

Ikke Superman som han var engang eller som han er nu, men et slags Superman-destillat, der tager de bedste træk fra figurens 70-årige historie og koger dem sammen til en af de mest gennemarbejdede og velskrevne tegneserier i mediets historie – og oveni sprudler det af kærlighed, vild fantasi og en hel ubændig fortælleglæde.

(mens jeg husker det: denne liste er inspireret af forlaget DCs liste “After Watchmen”, som også er en række gode anbefalinger, om end den af indlysende årsager er en smule DC-centrisk)

Det var så denne liste, men som alle lister er den naturligvis ikke på nogen måde dækkende. Hvad synes du man kunne inkludere på en liste som denne? Hvilke titler ville du give den nye læser, som gerne vil i gang med tegneseriermediet, baseret på at han godt kunne lide Watchmen? Giv et bud her i kommentarerne!

Kurt Busiek om Superman: Secret Identity og Astro City

Kurt Busiek under interviewet med tegneseriesiden - billede taget af Kim SchouPå [[komiks.dk]] fik tegneseriesidens udsendte medarbejdere, Kent Damgaard og undertegnede, lejlighed til at interviewe forfatteren [[Kurt Busiek]], og det er der kommet en serie af artikler ud af, hvoraf dette er den første.

Forberedelsen til interviewet var noget af en opgave – slår man op på Wikipedia, finder man en liste over hans værker, der i udprintet tilstand fylder seks A4-ark! Vi valgte derfor at tage udgangspunkt i de af hans serier, som vi selv havde et særligt forhold til.

Op til dagene hvor interviewet skulle foregå, fik jeg en god del sommerfugle i maven – det var Kurt Busiek, for pokker! Da vi på dagen mødtes med Busiek, faldt mine skuldre helt ned på plads igen: manden var helt nede på jorden og et venligt, vidende og frem for alt snakkende menneske. Faktisk snakkede han så meget, så vores berammede halve time endte med at blive til noget i retning af tre kvarterer i stedet for.

For overskuelighedens skyld har vi valgt at dele interviewet op i mindre bidder.

Kurt Busiek om Superman: Secret Identity

Cover til Superman: Secret IdentityJeg har tidligere anmeldt Busieks Superman-miniserie Secret Identity og vil ikke lægge skjul på at det er en af mine yndlingstegneserier. Naturligvis benyttede jeg lejligheden til at stille et par spørgsmål om serien.

For mig står helt centralt i Busieks forfatterskab en dyb interesse i mennesket bag handlingerne, personen omme bag facaden. Han bekræftigede da også at han primært er interesseret i “Character Drama”.

Dette er også tilfældet i Superman: Secret Identity, hvor vores hovedperson, Clark Kent, ikke er den Superman vi kender, men en – til at starte med – ung mand i en verden, der ligner vores. Det særlige ved ham – bortset fra navnet – er, at han pludseligt en dag har superkræfter. Vi følger nu denne meget troværdige figur igennem livet, næsten til afslutningen, og ser hvilken indflydelse hans kræfter har på hans liv. Jeg spurgte til ideen bag bogen:

Kurt Busiek: Superman: Secret Identity er bygget op omkring den idé at Superman er en slags metafor for puberteten.
[han havde tidligere på dagen uddybet denne ide under en paneldiskussion – Superman er stærk og selvsikker som Superman, men klodset og usikker som Clark Kent. Dette er en metafor på teenagelivet med et ben i den voksne lejr og et i barndommens.]
Men kan vi bruge den metafor på andre livsstadier?

Alle mennesker føler at den person de er indeni og den person verden ser ikke er den samme person – i Clark Kents tilfælde er det bogstaveligt, og hans hemmelighed er virkelig stor! Men de store spørgsmål omkring kærlighed og ægteskab handler stadig om hvornår man åbner op, hvornår man gør sig selv sårbar overfor en anden ved at dele sine hemmeligheder. I hans tilfælde er hans hemmelighed potientelt farlig for andre [bl.a. grundet indblanding fra en skummel regeringsenhed], men set som metafor er det den samme ide.

Og da han senere bliver far, skal han løse problemet [med regeringsenheden] fordi han skal være forælder – han er nødt til at være ansvarlig overfor sine børn, hvilket betyder at han er nødt til at gå på kompromis med sine principper om bl.a. uafhængighed.

På ethvert stadie i historien stiller vi et spørgsmål om hovedpersonen: hvordan kan vi se hans menneskelighed, selv i en sammenhæng der inkluderer superkræfter. Det er det, jeg er mest interesseret i.

Busiek har også skrevet figuren Conan (hvilket vi kommer ind på i en senere artikel) og sjovt nok har barbaren noget tilfælles med hovedpersonen i Superman: Secret Identity – ingen af dem er egentligt deciderede (super-)helte:

KB: [Hovedpersonen i] Superman: Secret Identity er ikke en superhelt. Han gør heroiske ting, men han gør dem hemmeligt – han vil ikke ses. Og hans primære interesse er hans kone og familie.

Ulf Reese Næsborg: Men har har stadigvæk et … behov … for at bruge sine kræfter. Han kan ikke bare sidde og …

KB: Ja, det ville klart føles forkert for ham at bruge dem til at blive rig i Las Vegas.

URN: Præcis. Og havde vi ikke haft indblandingen fra regeringen til at gøre ham nervøs omkring det hele, ville han måske have været noget andet …

KB: Det tror jeg ikke. Det er ikke kun regeringen, det er ikke et juridisk anliggende – det handler om at han vil være den han er frem for den, som andre mennesker definerer ham som. Da han i første nummer [af miniserien] skjuler sin identitet, er det ikke på grund af regeringen – han ved på det tidspunkt ikke at de er ude efter ham. Han gør det fordi ellers ville han blive en super-berømt person på grund af sine superkræfter – han ville blive som en berømt sportsstjerne eller en filmstjerne og hans liv ville handle om grunden til hans berømthed i stedet for at handle om hvem han selv vil være.

Man er nødt til at hemmeligholde sit inderste jeg for at kunne forholde sig til verden på sine egne vilkår – ellers dikterer verden sine vilkår til dig.

Lidt om Astro City

Astro City er på mange måder at betragte som Busieks hovedværk – han har selv skabt serien og har selv fuld kontrol med den.

På den baggrund kan det måske undre at vi har så forholdsvis få spørgsmål om serien, men vi var som tidligere nævnt nødt til at begrænse os, og valgte altså at fokusere på andre værker – man kunne let fylde 45 minutter med kun at tale om Astro City, og vi ville også nå andre ting. Men der var lige et par spørgsmål, jeg skulle have fyret af…

En ting, der især ramte mig da jeg genlæste det første bind af serien, var den tydelige påvirkning fra mesteren [[Will Eisner]], som jeg syntes at kunne ane. Jeg spurgte om jeg så syner eller om der var noget om snakken:

KB: Især historien om spionen fra det ydre rum. Den første side er helt bevist Eisnersk.

URN: Eisner fokuserer jo også meget på personerne [ligesom Busiek].

KB:Når jeg skriver en historie og planlægger strukturen og hvordan den skal tage sig ud på siden er der tre spørgsmål jeg stiller mig selv hvis jeg er i tvivl:

Hvordan ville denne historie starte hvis [[Jack Kirby]] tegnede den? Hvad ville vi se på siden?
Eller hvis Will Eisner skrev den, hvordan ville den så starte? Hvor ville fokus ligge?
Og hvordan ville den være hvis Archie Goodwin skrev den?

Når jeg stiller disse spørgsmål, får jeg som regel det svar jeg søger i mindst et af tilfældene.

URN: Jeg kan også se det i historien om småsvindleren, der opdager superhelten Jack-in-the-Boxs hemmelige identitet. Det kunne også have været en historie i The Spirit [af Will Eisner]. Og det mener jeg på den mest positive måde overhovedet!

KB: “Kunne have været en Spirit-historie” er altid et positivt udsagn!

Med denne bemærkning slutter denne del af interviewet – vi vender snarligt tilbage med næste del!

Superman-genoptryk: op til dig?

Superman #1 fra 1950[[Kim Schou]] fra [[Egmont]] har dette spørgsmål til tegneseriesidens læsere:

Ville du købe Superman 1950-1954, hvis de blev genoptrykt?

Michael G. Nielsen fra Egmont Serieforlaget har et spørgsmål:
– Danske Superman-blade 1950-1954 er nærmest umulige at opdrive. Og de koster kassen. Skal jeg lave et genoptryk?

Ideen er at lave det som bogserie komplet med gamle forsider, reklamer og hvad der ellers findes. Sådan, som du måske kender det fra Illustrerede Klassikere-bogserien.

Ville du købe sådan en serie?

Hvis ja, så lad os høre fra dig. Skriv her på tegneseriesiden og meget gerne også på denne tråd på superhelte.dk:
http://superhelte.dk/default.asp?ID=1315&root=161138&forum=14&page=1

Om bogserien udgives eller ej – kommer lidt an på dig.

Mange hilsner
Kim Schou
superhelteredaktør

Så har du en holdning til projektet, er dette dine 15 minutter – giv din mening til kende.

Improvisationer over et simpelt tema – JLA af Grant Morrison

The Brave and the Bold #28For en interstellar søstjerne må Jordens maritime landskab have forekommet et indflytningsklart paradis – hvis det det ikke havde været for Justice League of America, et nydannet forbund af superhelte. Året var 1960, og historien stod at læse i The Brave and the Bold #28 fra marts samme år.

En ny succes fra DC Comics var undfanget, og få måneder senere sprang Justice League ud i deres eget blad: amazoneprinsessen Diana, bedre kendt som Wonder Woman; Flash, verdens hurtigste mand; Martian Manhunter, som trods navn og kulturel baggrund er et særdeles benevolent og humanistisk væsen; Green Lantern, bærer af en magisk ring; Aquaman, verdenshavenes regent; og endelig Batman og Superman, som næppe behøver nærmere introduktion.

I årenes løb har der været en del udskiftninger, men da serien sidst i halvfemserne overgik til Grant Morrison og i den anledning blev akronymiseret til JLA, var det med de oprindelige syv medlemmer som udgangspunkt. Morrison var på det tidspunkt kendt – og berygtet – for at have genoplivet både Doom Patrol og Animal Man, samt skabt The Invisibles.

Hvor Animal Man i bogstaveligste forstand sprængte panelerne og kulminerede i forfatterens transformation til tegneseriefigur, havde The Invisibles et subversivt plot, som ikke ligefrem er hverdagskost i tegneserieverdenen (eller andre steder). Hvad angår “verdens mærkeligste helte”, Doom Patrol, ligger de nærmere det tradionelle DC univers. Med Morrisons egne ord i et interview med Mark Salisbury: “DC’s always been about science – I’m just making it weird science.” Men i forhold til Doom Patrol er Justice League nærmest banale – her er i hvert fald ingen transseksuelle gader eller hermafroditter.

Om sin tilgang til superheltegenren i almindelighed, og Justice League i særdeleshed, forklarer han følgende i ovennævnte interview:

“The way I look at it is comic book superhero stories are pretty simple. There’s one guy who’s got one set of powers and he’s got to fight another guy who’s got another set of powers, or else he’s got to deal with a natural disaster or something.”

Alt hvad Morrison gør, udtaler han, er at foretage “clever little improvisations on a basic structure.”

New World Order (JLA #1-4)

JLA - New World OrderEn improvisation over en grundstruktur er præcis, hvad vi møder i de første fire numre af JLA. En gruppe rumvæsner kaldet The Hyperclan ankommer til Jorden og går straks i gang med at bekæmpe forureningen og omskabe Sahara til et frodigt, grønt landskab. Som en anden Rennie fra The Day the Earth Stood Still (1951) har Hyperklanen altså de bedste hensigter, men vores helte fra Justice League forholder sig skeptiske – med god grund.

Mens medierne kalder JLA for reaktionære, fortsætter Hyperklanen med at underminere menneskenes tillid til deres gamle superhelte og således bane vejen for det som viser sig at være en storstilet invasion. Der er altså for så vidt intet nyt i denne underholdende historie, men det er her den sære videnskab kommer ind i billedet. Især Flashs kamp mod den ligeledes superhurtige Zum fra Hyperklanen er et godt eksempel: da Flash nærmer sig lysets hastighed, forøges hans masse betragteligt, og det resulterende knytnævestød er derefter; samtidig bliver de visuelle input blåforskudte, og i et panel gives der et fantasifuldt bud på, hvordan en tunnel af komprimerede protoner ser ud.

Naturligvis klarer vores syv helte skærene, men anticiperende nye ekstraterrestrielle farer opfører de deres nye base på månen. Og farer – dem er der rigeligt af i de efterfølgende numre.

American Dreams (JLA #5-9)

JLA - American DreamsFor at imødegå beskyldninger for elitisme beslutter JLA sig for at rekruttere nye medlemmer. Green Arrow og Aztek bliver optaget, samt Tomorrow Woman der præsenterer sig som en mutant med imponerende telekinetiske kræfter. Men i virkeligheden er hun en kunstig livsform med en elektromagnetisk pulsbombe i sit hjerte, skabt af to gale videnskabsmænd.

Dr. Ivo: You must be that “mad scientist” we’re always hearing about …

Morrow: I’ll have you know I studied mad science at Harvard, you oaf!

Senere kommer endnu et nyt medlem til, nemlig englen Zauriel, som har sagt himlen ret farvel og fravalgt udødeligheden fremfor dødeligheden. Den slags gør man ikke ustraffet, og i Zauriels kølvand ankommer Asmodel og en hel skare af himmelske væsner, indvarslende intet mindre end dommedag!

Og mens JLA kæmper mod Asmodel og alt hans væsen, vågner en mand op fra en lang coma: det er The Key, en gammel fjende, som i modsætning til så mange andre skurke ikke primært benytter sig af muskelkraft, men af intelligens. Det lykkes ham således at fange hele JLA (med undtagelse af Green Arrow) og injicere dem med en programmeret psyko-virus, som overtager centralnervesystemet og skaber strukturerede hallucinationer.

På denne snedige måde håber The Key at sjæle energi fra deres hjerner, overføre energien til sig selv og åbne døren til det negative rum: “When I enter negative space, the entire universe will fit around me like a glove!”

Igen virker både historie og illustrationer fint, det eneste problem er Superman, som i overgangen mellem #4 og #5 er blevet transformeret til et væsen af ren energi. Hvordan er det sket? Vi får ingen forklaring, og det forstyrrer læseoplevelsen. Disse forstyrrelser kommer der desværre flere af …

Rock of Ages (JLA #10-15)

JLA - Rock of AgesWonder Woman er død, Superman er stadig transformeret, og Flash er såret. Forklaringen er at disse begivenheder er sket i andre samtidige serier (tak til bl.a. The Continuity Pages, www.sequart.com) hvilket udgiveren af JLA af uudgrundelige årsager undlader at bemærke. Men ellers starter Rock of Ages meget fint.

Lex Luthor har formet The Injustice Gang, som foruden ham selv består af The Joker, Circe, The Mirror Master, Ocean Master og Doctor Light. Luthors mål er som altid at besejre Superman og vinde verdensherredømmet, hvilket JLA naturligvis skal forhindre. Det burde være simpelt nok, men der er en hage: hvis JLA vinder, vil det resultere i Darkseids invasion af Jorden en gang i fremtiden. Og her kører fortælligen af sporet.

De to plottråde er forvirrende, de videnskabelige begreber er for sære, og der er alt for mange karakterer på for lidt plads. Det eneste lyspunkt i dette narrative og grafiske rod er genintroduktionen af Plastic Man, som alt for længe har befundet sig i tegneseriernes limbo.

Til slut opløser JLA sig selv – for derefter straks at blive gendannet.

Strength in Numbers (JLA #16-23)

JLA - Strength in NumbersEt gendannet JLA behøver naturligvis nye medlemmer: Steel, tekno-kunstner og videnskabsmand; The Huntress fra Gotham City; og den vidunderlige Plastic Man med de mange grafiske muligheder. Endelig er Wonder Woman kommet tilbage, det vil sige, ikke den oprindelige, men hendes moder.

I kulisserne står skurkene nærmest i kø for at tage favntag med JLA. Den første er Prometheus, som i sit had til retfærdigheden naturligvis ønsker at bekæmpe retfærdighedens vogtere. Ikke blot har han studeret og lært at dræbe og lemlæste i et dusin sprog, men han har også erhvervet sig en nøgle fra et havareret rumskib (som tibetanerne kalder Shamballa) og med den nøgle har han fået adgang til limbo.

Den anden skurk er kvantefysikeren dr. Julian September. Forfulgt af uheld hele sit liv, har han endelig fundet en måde at manipulere tilfældigheder på et subatomart niveau. Dr. September vinder nobelprisen, vinder i lotteriet i syv dage i træk, osv. Men langsomt begynder sandsynlighedslovene at bryde sammen, og synkronisiteter begynder at optræde. Universelt kaos truer, men heldigvis får JLA hjælp af The Atom.

Green Lantern: Wait. I’m confused. If we’re smaller than light particles now, how are we even seeing?

The Atom: You’re not … Not in any human way. The five senses become something else entirely at this quantum level. Your mind’s doing you a favor. It’s processing all this into familiar visuals so you won’t go insane.

Fortællingen om Julian September er ikke skrevet af Grant Morrison, men af Mark Waid, som måske er bedst kendt for Kingdom Come. Det er også Waid som udsætter JLA for deres næste eventyr hvori de bliver kidnappet af en tilsyneladende sindssyg Adam Strange.

I den sidste fortælling er Morrison tilbage ved tastaturet med en rigtig lille sci-fi-horror à la Jack Finneys Invasion of the Body Snatchers (1955): JLA bliver kontaktet af ingen ringere end The Sandman hvis rige er blevet invadet af et væsen, som af udseende minder en hel del om en interstellar søstjerne. Men også kun af udseende …

Afsluttende bemærkninger

“I came into JLA at a time when most comics were about guys in trenchcoats. So I thought, let’s make them somebody to look up to instead of look down on,”

udtaler Grant Morrison til Salisbury, og det er i høj grad lykkedes ham (som senere med New X-Men fra det rivaliserende forlag).

Hvad der derimod ikke er lykkedes er forsøget på at sætte lighedstegn mellem Justice Leagues medlemmer og det græske pantheon. Jovist har f.eks. Aquaman, Flash og Steel en vis affinitet med henholdsvis Poseidon, Hermes og Hephaistos, og Green Arrow har en bue ligesom Apollon, men lighederne er i bedste fald overfladiske, i værste fald anstrengte.

Dermed ikke sagt at JLA (som så mange andre superhelte, især Superman) ikke har klare mytologiske træk. Problemet er bare at Morrison blot smider nogle kendte navne ind i fortællingen, uden at det har nogen konsekvens for handlingen.

Men alt i alt er Morrisons JLA en ganske god tegneserie. Hvis man savner mere personlighed hos nogle af Justice Leagues medlemmer, opvejes det rigeligt gennem portrættet af den dystre Batman hvis intellekt ofte træder til når de andres superkræfter svigter. Og så er der det rige og opfindsomme galleri af superskurke der som bekendt udgør mindst den halve fornøjelse ved en tegneserie, hvis ikke mere. Howard Porters illustrationer tager ikke ligefrem vejret fra en, men de passer fint til en tegneserie som i bund og grund er ren mainstream.

Sluttelig skal det bemærkes at Morrison ikke blot fortsatte som forfatter af JLA indtil #41, samlet i Justice for All (1999) og World War III (2000), men også skrev JLA 1,000,000 (1998), samlet i DC One Million (1999), samt JLA: Earth 2 (2000).

Fakta om serien

JLA: New World Order (1997) 94 sider, opsamler JLA #1-4
Forfatter: Grant Morrison
Tegner: Howard Porter
Rentegner: John Dell, m.fl.
Forlag: DC

JLA: American Dreams (1997) 111 sider, opsamler JLA #5-9
Forfatter: Grant Morrison
Tegner: Howard Porter, Oscar Jimenez
Rentegner: John Dell, m.fl.
Forlag: DC

JLA: Rock of Ages (1998) 157 sider, opsamler JLA #10-15
Forfatter: Grant Morrison
Tegner: Howard Porter, Gary Frank, Oscar Jimenez
Rentegner: John Dell, m.fl.
Forlag: DC

JLA: Strength in Numbers (1998) 223 sider, opsamler JLA #16-23
Forfatter: Christoffer Priest, Grant Morrison, Mark Waid
Tegner: Howard Porter, Arnie Jorgensen
Rentegner: John Dell, Doug Hazlewood, m.fl.
Forlag: DC

Læs også:

Mark Salisbury: Writers On Comics Scriptwriting. Titan Books 1999.

Guder klædt i spandex

Er superhelte i virkeligheden en videreførelse af de gamle guder? Er Lex Luthor i virkeligheden formet efter okkultisten Aleister Crowley? og er der en forbindelse mellem Batman og kaballah? Det mener forfatteren Christopher Knowles. Kent Damgaard ser nærmere på sagen i denne boganmeldelse.

Gudernes genkomst?

Our Gods Wear SpandexI vore dage er det på mode at hade tegneren Rob Liefeld, og blandt folk der gør det er der vist ingen tvivl om at Christopher Knowles står temmeligt langt fremme i køen. Knowles ser tegneseriens “Chromium age” som et onde der nu heldigvis er ovre. Chromium hentyder til datidens mange forskellige forsider på forskellige former for metallisk folie der skulle give et indtryk af at være trykt i guld og sølv, en kynisk spekulation i at skabe samlerobjekter ud af den blå luft.

Ifølge Knowles er vi heldigvis blevet reddet fra denne tidligere ondskab, og frelseren er ingen ringere end Alex Ross og hans samarbejde med Mark Waid om værket “Kingdom come” som også er udgivet på dansk. Her gør fortidens superhelte op med den nye tids ultra-voldelige helte som er ved at ødelægge verden. For Knowles er der nærmest tale om en form for exorcisme hvor Waid og Ross uddriver 90’ernes dårskab og vender tilbage til det som Superhelte egentlig skal stå for, nemlig de guder og den religiøsitet vi nærmest har tabt i vores moderne samfund.

Med sådan et forlæg og et forord hvor Knowles fortæller om sin fascination af alle former for spirituel udfoldelse kunne man godt blive lidt bekymret for at resten af bogen ville blive en ørkenvandring i genfødt kristendom og moderne moralvogten, men det er heldigvis ikke tilfældet. For Knowles har gjort sit hjemmearbejde og gør meget ud af at sætte scenen for sine påstande om vor moderne tegneseriekultur.

Guder og helte fødes

Christopher KnowlesKnowles trækker sine tråde helt tilbage til både egyptisk, græsk og romersk mytologi, men det er specielt de sidste 150 år at tingene for alvor begynder at tage form. Udgravninger i det gamle egypten vækker en ny interesse for fortidens myter, spiritismen og interessen for det okkulte begynder at gøre sit indtog og med den sættes scenen for en ny type af historier. Figurer som Aleister Crowley, Madame Blavatsky og Harry Houdini gør hver på deres måde et indtryk på det overnaturlige landskab og efterlader en inspiration som senere tegnere og forfattere kan trække på.

Men i stedet for at tage springet direkte til tegneserien tager Knowles os igennem en lang række af dens forløbere fra Conan Doyle over Sax Rohmer og videre til Lovecraft og Robert E. Howard. De tidlige figurer i tegneseriens verden som for eksempel The Shadow og Dr. Occult bliver sat i relief og knowles bruger dem til at vise sammenhængen til de mere moderne helte som vi kender dem idag. For mit at se er dette den stærkeste del af bogen, der er et væld af information om fortidens helte som man normalt ikke støder på. De enkelte tegnere og forfatteres tilknytning til enten religion eller forskellige okkulte grupperinger nævnes flittigt hvilket nogen gange fører til overraskende viden som måske kan hjælpe med at sætte dem i relief.

Guder, Golem og Amazoner

Efter at have sat brugt næsten halvdelen af bogens 230 sider til at sætte scenen begynder Knowles så at tage vore mest kendte helte under behandling. Superman og Captain Marvel bliver sat på plads som moderne Messias-legender mens Hawkman og Falcon får deres plads som genfortællinger af Horus fra den egyptiske mytologi. Så langt går det godt for Knowles, men i sit efterfølgende forsøg på at hægte den jødiske mytologis golem op på en række moderne serier begynder det at gå galt for ham. En golem er et væsen skabt af ler, animeret af en rabbiner ved hjælp af et magisk skaberord skrevet på den, skabt til at beskytte de jødiske samfund mod forfølgelse.

SuperheltFlere har hæftet sig ved myten om golem og det faktum at en lang række af de første skabere af vore dages superhelte har en jødisk baggrund, for eksempel Siegel og Schuster (Superman) eller Stan Lee og Jack Kirby (Marvel Comics). Nu har Knowles jo allerede brugt Superman i en mytologisk sammenhæng, så selv om flere andre har bemærket at han ville passe ind som en golem-manifestation lige så vel som en kristus-manifestation, så vælger Knowles at kigge andetsteds i DC’s univers, nemlig til Batman. Batman opstår ifølge Knowles for at beskytte de almindelige mennesker fra forbrydere og korruption der kan sidestilles med omverdenens forfølgelse af jøderne.

Ved hjælp af dette kunstgreb kan Knowles så også placere Punisher og Wolverine under eksempler på golem, mens de mere indlysende eksempler som Hulk og The Thing (som oven i købet er en jødisk superhelt) får en lidt mere overfladisk behandling. Personligt føler jeg nok at det er et lidt voldsomt kunstgreb Knowles benytter sig af her, jeg ville tro at der med fordel kunne være trukket andre mytologier ind som ville have passet bedre på Batman, Punisher og Wolverine.

Det går heller ikke helt godt for Knowles da han tager fat på myten om amazonerne. Wonder Woman ligger selvfølgelig lige til højrebenet her, og Knowles giver en del eksempler på andre amazoner i tidligere tider, hvorefter han konkluderer at denne type kvindelige helt mere eller mindre er gået i sig selv og sjældent ses idag. Personligt ville jeg jo sige at der vist aldrig tidligere har været så mange TV-serier og tegneserier hvor kvindelige krigere optræder på linje med mænd. Knowles får da også skudt sig selv lidt i foden ved at nævne James Camerons Dark Angel, mens han helt forbigår Buffy og Xena (som begge stadig udkommer som tegneserier), ligesom Red Sonja der lige har fejret 35 års jubilæum med genudgivelse af de gamle Marvel serier og en ny serie som ser ud til at kunne holde salgstallene. Heller ikke den nye Wonder Woman forfatter Gail Simones serie Birds of Prey eller den moderne Cassandra/Batgirl finder nåde for Knowles’ blik.

Gudernes skabere

I det hele taget begynder Knowles at tabe dampen mod slutningen af bogen. Her tager han fat på at fortælle om nogen af de kendte skabere som står bag de historier der efter hans tese signalerer gudernes genkomst i tegneserieverdenen. Historien om Jack Kirby er ganske interessant, måske især for læsere der ikke er så bekendt med hans personlige historie og arbejde hos DC. Jack Kirby var altid den tavse part i samarbejdet med Stan Lee, som i stedet lod sin blyant og pen tale for sig, derfor kender flere sikkert også Lees historie bedre end Kirby. Knapt så interessant bliver gennemgangen af Alan Moore og Neil Gaiman, mens Grant Morrison og Mike Mignolas biografier ikke har meget at sige i forhold til en gennemsnitlig Wikipedia artikel. På dette punkt i bogen har Knowles egentlig fået sagt hvad han ville og træder mest vande for at fylde sidetallet ud.

Konklusion

Joseph Michael Linsner med sin egyptiske katSelv om “Our gods wear spandex” virker som lidt af en fuser mod slutningen, så er den første del af bogen grund nok til at læse den. Den giver læseren god mulighed for at orientere sig i denne del af populærkulturens univers, måske ikke direkte et referenceværk, men dog en bog der giver masser af inspiration til videre studie. Som et partsindlæg i en debat om hvor tegneserier om superhelte bevæger sig hen er den knapt så anvendelig, Knowles har allerede fra starten besluttet sig for at Waid og Ross er de nye guder på seriehimlen, og så må resten af verden og fakta rette ind efter det.

Et andet godt argument for bogen er Joseph Michael Linsners tegninger. Jeg kender ellers mest Linsner for hans goth/horror babe Dawn, men hans ofte lidt humoristiske illustrationer til teksten viser at Linsner sagtens kunne tegne superhelte hvis lysten og inspirationen skulle melde sig.

230 sider for omkring 20$ er en udmærket handel med den nuværende dollarkurs for den der vil vide mere om de mytologiske og religiøse rødder for superhelte genren.

Til de der vil læse mere kan Linsner findes på sin hjemmeside mens Christopher Knowles uddyber sine betragtninger om superhelte og meget andet i sin blog.

Fakta om Bogen

Christopher Knowles: Our gods wear spandex

Bedømmelse: Anbefales

Forfatter: Christopher Knowles
Illustrationer: Joseph Michael Linsner
Udgiver: Weisner Books
ISBN: 1-57863-406-7

Den magiske tegneserie: All-Star Superman

Cover til All-Star SupermanHvorfor begyndte du at læse superhelteserier? Og måske vigtigere: hvorfor blev du ved?

Jeg faldt oprindeligt for den vilde iderigdom, som fandtes i den amerikanske Silver Age – dels naturligvis alle de tidlige Lee/Kirby-sager fra Marvel (nok især Fantastic Four), men også de bedste af DCs udgivelser fra 1960’erne – Justice League, Superman, The Flash og særligt The Legion of Super Heroes.

Mange af disse tegneserier virker lidt fjollede i dag – hvilket de på mange måder også er – men de rummer en iderigdom, som i bund og grund virker magisk.

Senere blev tegneserierne mere realistiske og meget mere mørke, og det var en god og nødvendig udvikling, men den fjernede samtidigt noget vigtigt fra mediet. Mange har indvendt, at der ikke er stor mening i at snakke om en Superhelt, hvis hans metoder er lige så slemme som (eller værre end) dem han bekæmper, men det er kun en lille del af det – magien, the Sense of Wonder, forsvandt også blandt knækkede rygge, hjemløse børn, junkier og døde helte og skurke.

I de seneste år har der været en modreaktion på 80’erne og 90’ernes eXtreeMe Comix med med muskelsvulmende helte, der udryddede skurkene med deres megagøbs, alt i mens Ultrababes konkurrerede om at have den største barm, den mindste talje og det mindste kostume – den første modreaktion jeg kan huske, er Alan Moores Supreme.
Serien fik en masse kritik for at ligne gamle Superman-serier, men det synes jeg samtidig var en af dens helt store forcer – den rummede nemlig den magi, som man ellers havde gjort sig umage for at slå ihjel. Ved en anden lejlighed vil jeg kigge på Moores senere udflugter indenfor magiske tegneserier.

All-Star Superman : OriginGrant Morrison har naturligvis også meldt sig på banen i den nye positive superheltestrømning, gennemført hippie som han er (en tolkning af ham, som jeg gerne vil uddybe). Morrison er efter snart 30 år i branchen på toppen af sin karriere, både hvad popularitet og kreativitet angår, og med sig i dette projekt har han en af de mest spændende nyere tegnere, nemlig Frank Quietly. Deres bud på at bringe magien tilbage i tegneserien hedder All-Star Superman, og samlingen af de første seks historier i serien er lige udkommet.

DCs All-Star-linje er tænkt som en slags destillation af forlagets store, ikoniske figurer – nogen vil sige lidt a la Marvels Ultimate-linje, men med den forskel at All-Star ikke starter forfra i et andet univers og med nye versioner af de eksisterende figurer som Ultimate-linjen gør, men derimod inviterer nogen af forlagets absolutte superstjerner til at lave historier, som ikke absolut skal forholde sig til tidligere udgivelser eller resten af forlagets nuværende titler. Den slags skal man ikke sige to gange til en idemager som Grant Morrison.

Samlingen starter med historien “… Faster …”, som indeholder rammefortællingen for de tolv numre, som serien ventes at komme til at bestå af: Superman kommer for tæt på solen, og får sine kræfter forøget – og tilføjet nye – men samtidigt er presset på hans celler for stort, og videnskabsmænd forudsiger hans snarlige død.

I historien “Superman’s Forbidden Room” afslører Superman sin hemmelige identitet for Lois Lane og tager hende med til sit Fortress of Solitude, hvor han har en særlig gave til hende i anledning af hendes fødselsdag.

I “Sweet Dreams, Super Woman” prøver Lois Lane at have superkræfter for en dag, og møder de tidsrejsende Samson og Atlas, der alle bejler om hendes gunst. De medbringer også en avis fra fremtiden, hvor Superman er død.

Herefter følger “The Superman/Jimmy Olsen War!”, hvori Superman midlertidigt bliver ond efter at være blevet udsat for Sort Kryptonit fra en supertung dimension, og det er op til hans ven Jimmy Olsen at standse ham.

Femte historie hedder “The Gospel According to Lex Luthor”, og i den følger vi Clark Kent, der bliver lukket ind i fængslet for at interviewe superskurken Lex Luthor.

I sjette og sidste historie, “Funeral in Smalville”, møder Superman tre Supermen fra fremtidige tidsperioder, der er på vigtig mission i Supermans nutid. Desuden er der en vigtig person, der dør.

Dette er handlingen i store træk, men det dækker på ingen måde seriens virkning eller dens virkemidler.

Chronovore fra All-Star Superman #6Grant Morrison er på dette tidspunkt i sin karrierre ikke til at skyde igennem når han slår sig løs – de kritikpunkter man typisk har rejst mod hans serier (“for syrede” er nok den oftest brugte) kan man ikke rejse her på en rimelig måde.
Der er syrede elementer (f.eks. The Chronovore i “Funeral in Smallville” – et væsen, som ælder alting ved at fortære deres tid), men de er integrerede i handlingen på en måde, så de ikke stikker frem som værende syrede og vigtigere endnu: de står ikke i vejen for hverken handlingen eller de fremragende personskildringer.

Personerne i All-Star Superman virker genkendelige for læsere af Superman – Lois Lane er umiskendeligt Lois Lane – men samtidig er de meget menneskelige, og alt andet end to-dimensionelle. Her er skildringen af Lex Luthor måske mest iøjenfaldende – Morrison lader ham være en kompleks, sammensat figur, samtid med at han lader ham bevare sin status som en formidabel fjende for Superman.

I historierne rækker Grant Morrison tilbage i 70 års Superman-historier, og tilføjer lidt af hvert – et drys uskyld og heroisme fra Golden Age, en smule fjollethed fra Silver Age, noget dybde fra de senere historier samt noget genbrug af nogle af ideerne fra hans egen “DC 1.000.000”. Og det virker – historierne er lette at gå til, ja decideret legende, mens de samtidig har masser af dybde.

Men den anden halvdel af ligningen er Frank Quietlys fantastiske tegninger (ligeså fremragende rentegnet og farvelagt af Jamie Grant) – her er igen påvirkninger fra 70 års Superman-tegnere, samtidig med at hans europæiske tone aldrig har været stærkere. Flere steder er der en tydelig Moebius-vibe i billederne, hvilket klæder historien utroligt godt.

De fantastiske personskildringer ville heller ikke lykkes uden ham – bare se hvordan han introducerer Clark Kent i serien:
Clark Kent i All-Star Superman

– en klassisk Kent, hvis jeg må være så fri.

Quietlys kompositioner og sidedesigns er også ulastelige og fantastisk originale, samtidigt med at de bidrager til seriens ubesværethed.

En anden ting der må nævnes er hvor fantastisk flot samlingen er designet – der er kælet for alt lige fra smudsbind over kolofon til kapitelovergange, og dette gør helhedsindtrykket fantastisk godt. Selv mine ikke-tegneserielæsende venner og familie stopper lige op og kigger en ekstra gang når jeg viser den frem (missionær som jeg jo er)

Hvad er en magisk tegneserie for mig? Det er en serie, som kan indhylde mig i sit univers, i sine personer og i de ideer, der kommer til udtryk i serien. En serie, som både kan få mig til at glemme tid og rum mens jeg læser og som bagefter fylder mit hoved med ideer og billeder – jeg digter selv videre, for universet er blevet så virkeligt for mig, at det kun kan være … magi.

Det kan All-Star Superman, og serier som den er den vigtigste grund til at jeg bliver ved med at læse superhelteserier.

Faktaboksen:

All-Star Superman HC #1

Bedømmelse: Anbefales varmt
Forfatter: Grant Morrison
Tegner: Frank Quietly
Rentegner/farvelægger: Jamie Grant
Udgiver: DC Comics
All-Star Superman udgives på dansk af Egmont i bladet “Superhelte – Superman & Batman”.

Wikipedia om All-Star Superman
Uniquely Original: Grant Morrison – interview bl.a. om All-Star Superman
Grant Morrison: Talking All-Star Superman
– interview på Newsarama