Danmark: nu med tegneserieråd!

Afstemning om bestyrelsen i DKTRSå skete det – Danmarks kulturliv blev beriget med et tegneserieråd, der kom til verden i går. Vi stiller om til den officielle pressemeddelelse:

Dansk Tegneserieråd er blevet oprettet
Mødesalen i den gule villa på Frederiksberg var fyldt til bristepunktet i går aftes, da en forsamling af branchefolk og interesserede konstituerede Dansk Tegneserieråd og valgte rådets første bestyrelse.
Dansk Tegneserieråd ønsker at højne opmærksomheden på denne kunstart og at fungere som bindeled mellem kunstnere, boghandlere, biblioteker, statslige og private organisationer, og andre, som har en interesse i tegneserier. Allerede i ugerne op til Rådets oprettelse strømmede det ind med henvendelser fra personer og organisationer om mulige samarbejder.
Særligt i disse år, hvor tegneserien oplever en veritabel guldalder, er der behov for et organ, som taler denne kunstforms sag. Den opgave ønsker Dansk Tegneserieråd at løfte.
Dansk Tegneserieråds første bestyrelse består af Thomas Thorhauge (formand), Allan Haverholm, Marianne Eskebæk Larsen, Paw Mathiasen, Steffen P. Maarup, Carsten Søndergaard, Matthias Wivel, Mads Bluhm (suppleant), Ulf Reese Næsborg (suppleant), foruden Anders Hjort Jørgensen (revisor) og Rikke Platz Cortsen (revisorsuppleant).

Dansk Tegneserieråd vil arbejde for:

  • At højne både den almene og den specialiserede viden om tegneserier, og således styrke både formidling af og forskning i tegneserier
  • At bidrage konstruktivt til skabelsen af, vilkårene for og alsidigheden af danske tegneserier og danske tegneserieudgivelser, samt tilgængeligheden af udenlandske tegneserier i Danmark gennem bl.a. publikationer og udstillinger
  • At skabe kontakt mellem og fungere som fælles forum for alle med privat såvel som professionel interesse i tegneserier
  • At samarbejde både nationalt og internationalt med organisationer og institutioner, der beskæftiger sig med tegneserier og relaterede medier/kunstformer.

Vi ønsker bl.a. at fokusere på fraværet af en egentlig tegneserieskaberuddannelse og det forhold, at landets eneste tegneseriemuseum er henvist til 20 m2 en måned om året. Vi ønsker at diskutere, hvorfor danske boghandlere ikke som fx franske, amerikanske og japanske boghandlere har et repræsentativt udvalg af aktuelle tegneserieudgivelser. Og vi ønsker at undersøge, om de forskellige mediers holdning til tegneseriestof er præget af antikverede forestillinger.

[Pressemeddelelse om dansk tegneserieråds oprettelse  (PDF)]

I mine øjne er det en vigtig og skælsættende hændelse i dansk tegneseriehistorie, og jeg er for min del stolt over at være en del af det. Thomas Thorhauge har allerede vist betydeligt format som formand og resten af bestyrelsen kender jeg også som vidende og engagerede mennesker.

Dele af Dansk Tegneserieråds nyvalgte bestyrelse Thomas Thorhauge, den nyvalgte formand for Dansk Tegneserieråd(fotos: Christian Sand)

Fremtiden ser lys ud!

Tegneseriesidens twitter-opdateringer for 2009-02-27

Promobilleder fra Watchmen-filmen

I can see you! – Grant Morrisons Animal Man

animal_man_deus_ex_machina_1024x768Den amerikanske tegneserie var i opbrud sidst i 80’erne. Mainstream-serierne var i det store og hele stagnerede (undtagelserne var der, men de var få – Frank Millers nyfortolkning af Daredevil er et eksempel)., men i England blomstrede kreativiteten, bl.a. i bladet 2000AD.
Forlaget [[DC]] (udgiverne af bl.a. Superman og Batman) importerede så 2000ADs mest fremtrædende profil, [[Alan Moore]], til at relancere gyserserien Swamp Thing, hvilket han gjorde med så stor succes – både kunstnerisk og kommercielt – at DC så sig om efter nye talenter på den britiske scene. Et af disse talenter var Grant Morrison.

Før han tog turen over Atlanten, havde [[Grant Morrison]] ikke alverden at skrive på sit CV – nogle enkelte historier i Dr. Who Monthly, samt serien Zenith for 2000AD og Zoids for Marvel UK – så DC valgte mildt sagt ikke at overdrage ham arvesølvet, men tværtimod en figur som ingen rigtigt kendte – “så kan vi bare lukke bladet igen, hvis det ikke går” kan de have tænkt.

Figuren hed Animal Man, og hans særlige kraft var, at han kunne imitere et dyrs egenskaber, hvis han var tæt nok på det. Effekten fortog sig efter nogen tid, og Animal Man brugte generelt sine kræfter uden den store iderighed – superstyrke fra myren, flyveevne fra fugle, evnen til at ånde under vand fra fisk. Buddy Baker blev Animal Man, da han kom for tæt på et eksploderende rumskib og blev badet i nogle “mystiske stråler”. Yeah, right.

animal_man_vol_1Alt i alt en figur skåret over samme læst som hundredevis af andre, og endda en figur som aldrig havde haft sin egen månedlige serie før. Der skulle med andre ord noget særligt til for at få serien til at klare sig i det skiftende marked sidst i 80’erne, hvor de store forlag startede og afsluttede nye serier på måned-til-måned basis afhængigt af én ting : deres salgstal.

Startede Grant Morrison så Animal Man #1 med et actionfyldt brag? Næsten det modsatte – første gang vi møder Buddy, er han i gang med at redde en kat ned fra et træ for sin nabo – forstadsheroisme i et dovent forstadskvarter. Men han har planer: han vil genoptage sin karrierre som superhelt.

Indtræffer det actionfyldte brag så?

Ikke sådan rigtigt – hvis man læser alle Grant Morrisons 26 numre af Animal Man igennem, så er der da nogle slåskampe, jovist, men det er på ingen måde det bærende element på nogen måde – snarere tværtimod.

Verdens første pascifistiske øko-superhelt?

Når en figur kan tage kræfter fra dyr, endda tappe ind i det “morphogeniske felt” og komme i kontakt med alle dyrs essens, er der et meget logisk træk for ham, nemlig at blive vegetar – det føles nemlig lidt som kannibalisme at spise kød. Og Buddy går endnu videre – flere gange undervejs i historien bistår han dyreretsaktivister a la PETA eller miljøaktivister så som Greenpeace.

Derudover er Buddy Baker i høj grad karakteriseret igennem sin nærmest pacifistiske måde at løse problemer på – det er sjældent at han tyer til vold (næsten altid kun hvis han bliver direkte angrebet) og der er få konflikter, som han ikke forsøger at løse ved at prøve at snakke med sin modstander frem for at slå blindt om sig – “skurkene” er ofte misforståede og har hjertet på rette sted. Vi kan vel snakke om det?

Når figuren ved at han er fiktiv

Animal Man - I can see you!Animal Man markerer også – så vidt jeg ved – det første tilfælde af en helt på peyotetrip i amerikansk mainstream, da Buddy, Castaneda-style, søger efter meningen med alle de ting der er hændt ham.

I sit syretrip på en mesa i Arizona møder han først – helt efter bogen – sin dyretotem, en ræv ved navn Foxy, men det er så sandelig også kun begyndelsen.

Rundt om hjørnet venter nemlig en tidligere version af Animal Man, som er blevet [[retcon|retconned]] ud af den nuværende kontinuitet – selvsagt ikke en situation, som han er særligt begejstret for. Denne tidligere Animal Man forklarer sagens sammenhæng for Buddy:

What happens when continuity changes? What happens to all those lives? Who’s responsible?

They twist us and torture us. They kill us in billions. For what?

For entertainment.”

Buddy er naturligvis fuld af spørgsmål, ikke mindst “Who are ‘they’?”. Hans åndeguide beder ham vende sig om og opdage det, hvilket fører til scenen, der er vist i forbindelse med dette afsnit – “I can see you!” (underforstået: dig, læseren).

Den dag i dag er dette en særdeles effektiv scene, og gennem resten af serien beholder Buddy en grad af forståelse for at han er en fiktiv figur – han kan bogstaveligt talt sprænge rammerne i serien og bruger det aktivt i sin problemløsning.

Helten møder sin skaber

Der er hele historien igennem et forholdsvis stort element af metafiktion over Animal Man – det starter i #5, “The Coyote Gospel“, hvor Animal Man møder en lettere omskrevet version af Wile E. Coyote, hvor vi afsluttende ser en gigantisk hånd farvelægge tegningen og bliver stærkere i løbet af den sidste trediedel af serien (bl.a. “I can see you”-eksemplet) for endeligt at kulminere med at Buddy i #26 – det sidste nummer i serien – møder sin forfatter, Grant Morrison og taler med ham om alle de ting, der er tilstødt ham i seriens løb.

Det er en fantastisk scene – syret og sjov i mødet mellem skaberen og det skabte (“You write the Doom Patrol too?” “Yeah, but they don’t know.” )  og samtidig noget af det mest gribende jeg kender til – især da Morrison til sidst giver sig selv ordet, spiller alle sine esser lige fra hjertet og laver en af de mest perfekte og hjertegribende afslutninger på en serie ever.

Hvad der præcis sker skal jeg nok lade være med at afsløre her, men det er ikke en afslutning, som gjorde det nemt for Peter Milligan, der efterfulgte Morrison på titlen.

20 år efter

animal_man_vol_2Hvordan holder serien så, her tyve år efter? Der er sandelig en del scener som tiden ikke har været nådig ved (frisurer og tøjstil er meget 80’et) og “vær god mod dyrene”-afsnittene virker (meget ukarakteristisk for Morrison) ekstremt prædikende og frelste – jeg krummede mest tæer under grindedrabsepisoden, men der er også andre eksempler. Ikke at jeg modsiger budskabet – jeg har bare ikke brug for at få det skåret så meget ud i pap som tilfældet er.

Modsat holder serien utroligt godt som en udforskning af forholdet mellem fiktion og skaber, og de metafiktive elementer står stadigt meget stærkt, ligesom skildringen af især Buddy og hans familie er god og troværdig, og til tider særdeles gribende.

Stærkest står dog – som med så mange af Morrisons værker – ideerne; syrede, nyskabende og provokerende, og frem for alt udfordrende og vedkommende. Ligesom Grant Morrison lader Buddy Baker sprænge rammerne i serien, sprænger han selv rammerne for hvad man kan i en mainstream-serie.

Animal Man af Grant Morrison er i dag et klassisk værk (om end ikke det mesterværk som det kunne have været), og klart et studie værd – især hvis man kan se bort fra lidt tåkrummende frelsthed.

Fakta om serien

Animal Man. 240 sider i farver, 2001 (genudgivelse).
Animal Man: Origin of the Species. 224 sider i farver, 2002 (genudgivelse).
Animal Man: Deux ex Machina
. 232 sider i farver, 2003 (genudgivelse).

Forfatter: Grant Morrison
Tegnere: Chas Truog, Tom Grummett
Rentegner: Doug Hazelwood
Covers: Brian Bolland

Udgiver: DC Comics (Vertigo)

Forbløffende! – Astonishing X-Men 1-3 af Joss Whedon og John Cassaday

Cover til Astonishing X-Men 1Der er nogle læseoplevelser, som altid bliver hos en og som præger ens forhold til en bestemt figur eller en bestemt serie for altid. Når vi taler [[X-Men]], var det for mig – som for så mange andre – [[Chris Claremont]] og [[John Byrne]]s fantastiske udgave af serien, som jeg læste da den kom på dansk under titlen [[Projekt X]].

Siden da har X-Men sjældent haft den samme magi … bevares, jeg elskede da hvert ord af [[Grant Morrison]]s New X-Men, men ellers har der været langt mellem snapsene.

Den opmærksomme læser er overbevist om at han eller hun nu ved hvor denne anmeldelse bærer hen: jeg priser [[Astonishing X-Men]] for at have præcis den samme magi som Claremont og Byrne og annoncerer derefter at jeg er født igen og dropper tegneseriesiden for at emmigrere til USA og stifte The First Church of Whedon.

Helt sådan går det ikke.

Men damn, Astonishing X-Men er virkeligt noget usædvanligt i moderne superheltetegneserier – vi har en velfortalt og spændende historie med god forståelse for både holddynamikken og de enkelte personer. Så langt, så godt.

Moderne tegneserier (som i gamle dage)

Historiens detaljer vil jeg ikke komme meget nærmere ind på – det er en solid fortælling med et par virkeligt overraskende twists undervejs og alt hvad man har brug for af drama, action, kærlighed og – heldigvis – humor.

Vi møder både nye og gamle kendinge i persongalleriet, ligesom de forskellige trusler vore kære mutanter er oppe imod både er orginale og velkendte på samme tid – der er på en gang til både nye og gamle læsere på samme tid. Et ekstra plus ved serien er at den står udenfor de øvrige X-Men serier, så den slipper for at blive involveret i (eller bare skulle forholde sig til) de to-tre mere eller mindre inspirerede crossovers per år som Marvel traditionelt lader deres titler deltage i.

Nye læsere kan i sandhed starte her, for selv om serien klart forholder sig til X-titlernes historie, er det på en måde som ikke kræver at man har detaljeret kendskab til 30-40 års historie.

Og nu er det så at jeg smider en lille bombe: jeg er ikke Whedon-fanboy, men han er i mine øjne en langt bedre forfatter end Claremont – han forstår at skrive til mediet, så hans historier fremstår som helheder, fremfor den fornemmelse af at læse noget, der mest af alt minder om en illustreret novelle der ofte hører til at læse Claremont. Whedon kan lade sine figurer gøre noget uden at fortælle os med teksten at de gør det, han håndterer sine plottråde, så det hele virker planlagt fra en start af og hans personer interagerer så jeg tror på det.

Et fremragende værk

Cassadays stil bliver af nogle angrebet for at være kønsløs og airbrushet / Photoshoppet til et punkt, hvor det mangler personlighed. Jeg er bestemt ikke enig – Cassaday er en glimrende tegner med et personligt udtryk og en veludviklet sans for både actionscener og personskildring, og sammen med farvelæggeren Laura Martin (de to arbejdede også sammen på Planetary) er han i mine øjne et meget stærkt kort i amerikansk mainstream pt.

Har jeg da slet ikke noget negativt at sige? Næsten ikke, nej. Jeg kan godt savne nogle lidt mere vilde ideer og nogle lidt større arbevægelser, rent plotmæssigt – man kan dog med god ret hævde at det også er en positiv ting, men nogen New X-Men er det bestemt ikke.

Astonishing X-Men er på en gang en meget klassisk og en meget moderne tegneserie – klassisk fordi man straks føler sig hjemme som gammel superheltelæser og moderne fordi, nåja, den ikke kunne have været udgivet for 25 år siden – dertil bruger den en masse tricks, som man ganske simpelt ikke havde oppe i ærmet dengang. Er det et mesterværk? Hvis ikke det er, er det pretty damn close.

Astonishing har tidligere været udgivet på dansk af Egmont, men [[G. Floy Studio]]s udgave er igen as it should have been – hardcover med flot tryk slår i mine øjne slatne kioskblade til hver en tid.

Fakta om serien

Vurdering: anbefales varmt

Astonishing X-Men, bind 1: De privilegerede
Astonishing X-Men, bind 2: De farlige
Astonishing X-Men, bind 3: De splittede

Forfatter: Joss Whedon
Tegner: John Cassaday
Forlag: [[Marvel]] / [[G. Floy Studio]]

Rating: AWESOME!!! – Scott Pilgrim af Brian Lee O’Malley

Scott Pilgrim vol. 1Du der!

Ja, dig!

Du er måske en person, der ikke læser Scott Pilgrim – hold straks op med det! Du snyder nemlig dig selv for en tegneserie, som er det friskeste pust der har ramt mig i mange år.

Hvis du allerede læser Scott Pilgrim, så kom endelig indenfor og modtag Mallet of Excellent Taste (+4 vs. crappy comics) – og smid en kommentar og lad os hænge lidt ud og savle over hvorfor serien er så fed.

Lidt om handlingen

Serien handler – ikke overraskende – om Scott Pilgrim.

Scott er 23 år, spiller bas i rockbandet Sex Bob-Omb (+5 exp hvis du fanger referencen til Super Mario uden at skulle slå det op), som er hans primære motivation til at komme ud af sengen og huset. Scott har intet arbejde, bor i Toronto sammen med vennen Wallace i en 1-værelses lejlighed og hygge-dater highschool-pigen Knives Chau – på alle måder en klassisk slacker af den type som bliver overrasket over uforudsete udgifter som husleje og mad.

Coveret til Scott Pilgrim #2Da han en dag falder for Ramona Flowers, som er subspace-rejsende bud for Amazon.ca (“Amazon.ca […] – what’s the website for that?” ), vendes der op på Scotts hyggelige status quo – ikke nok med at er nødt til at mande sig op til at slå op med Knives (det tager ham indtil et godt stykke inde i bind to at få gjort det), han skal også slås mod og overvinde hendes Syv Onde Ex’er. Og når jeg siger slås mener jeg Street Fighter møder Ranma½ møder River City Ransom. Tju.

Som en ekstra bonus får Scott et item og noget exp når han har overvundet en ond ex, men kampene bliver hårdere og hårdere som serien skrider frem. Der er muligvis en coming of age-historie gemt her, men det ved vi først når serien er færdig om to binds tid.

Scott Pilgrim er tegnet og skrevet af Bryan Lee O’Malley, som ellers kun har albummet Lost at Sea på sit CV. Der er mange lighedspunkter mellem ham og Scott – O’Malley har bl.a. en fortid i Toronto som amatørmusiker – men serien er ikke selvbiografisk. Rent kunstnerisk er der en markant og stor udvikling i serien – O’Malley bliver simpelthen tydeligt bedre og bedre for hver bog, samtidig med at det føles om en naturlig udvikling.

Udover det tegnetekniske, er O’Malley også en fremragende fortæller med sin helt egen stil – til tider er han på grænsen til ren bevidsthedsstrøm, til andre tider er han helt nede på jorden. Hans dialog er realistisk og hans sans for komisk timing er helt i top, hvilket også er en væsentlig ting ved Scott Pilgrim: det er i mine øjne den sjoveste serie, der udgives i dag. Ikke så meget HAR-HAR-HAR-sjov – selv om jeg griner højt flere gange per album – som det-er-sjovt-fordi-det-er-sandt-sjov og øj-det-her-er-syret-men-sjovt-sjov.

1UP!

Scott Pilgrim vol. 3Lad mig sige det en gang for alle: Scott Pilgrim har stil – her taler jeg ikke om personen, men tegneserien. Tegningerne er lettere manga-inspirerede, men jeg har som ikke-manga-læser ingen problemer med at komme ind både i handlingen og personskildringerne efter en side eller to, hvilket nok skyldes at der er tale om en tegne- og fortællefusion på højt plan.

Og det er en fantastisk oplevelse! Serien tager – som mere end antydet – masser af inspiration fra nørd-verdenen, især (gamle) Nintendo-spil. Når Scott f.eks. går på toilettet, ser vi en lille tis-indikator over hans hoved der tømmes, ligesom livs-indikatoren i spil. Scott får også exp-point, når han gør noget sejt eller svært i sit liv – faktisk har han lige gået et level op (“Guts +2, Heart +3, Smarts +1, Will +1” ).
Ud over den umiddelbare humor-værdi, tjener det også til at beskrive Scott, som i mange henseender opfatter verden og livet som et konsolspil.

Dette ville ikke fungere så godt som det gør, hvis ikke den menneskelige del af historien er så stærk – der er en masse ting, som jeg sagtens kan relatere mig til, og personerne taler og opfører sig meget overbevisende, måske især hvis man har bevæget sig mellem amatørmusikere.

Scott Pilgrim har potentiale til at nå folk der normalt ikke læser tegneserier, da det mere end noget andet er en generationbeskrivelse, meget på samme måde som Generation X eller Singles var det for 15 år siden. Det er en uundgåelig tegneserie, der meget vel kan markere en ny fase for mediet, både fortællemæssigt og publikumsmæssigt. Det er naturligvis i sidste ende afhængigt af markedskræfterne, men jeg kan sagtens se en ny generation af tegneserielæsere, der er startet med at læse Scott Pilgrim samt en ny generation af fortællere, der tager afsæt i O’Malleys arbejde.

Scott Pilgrim er en af de bedste serier der udgives pt., men den er samtidigt den vigtigste nye serie i mange år.

Og den skal læses af dig.

Ja, dig. Du kan ikke komme udenom Scott Pilgrim.

Scott Pilgrim vol. 4 cover

Fakta om serien

Scott Pilgrim’s precious little life (vol. 1, 2004)
Scott Pilgrim vs. the World (vol. 2, 2005)
Scott Pilgrim & the Infinite Sadness (vol. 3, 2006)
Scott Pilgrim gets it together (vol. 4, 2007)
(om alt går vel, kommer vol. 5 sidst på året. Vol. 6 (den sidste!) vides der ikke noget om endnu.)

Samlet bedømmelse: AWESOME!!!

Tegner og forfatter: Bryan Lee O’Malley
Forlag: Oni Press

Der er en film på vej under titlen Scott Pilgrim vs. the World.

Links:
scottpilgrim.com
radiomaru.com – Bryan Lee O’Malleys hjemmeside

Busiek besvarer læserspørgsmål – Arrowsmith

I forbindelse med Tegneseriesidens interview med Kurt Busiek ville vi gerne have spørgsmål fra almindelige læsere. Efter et opslag på ComicZones forum, som står for en seriøs debat om superhelte-genren, fik vi et spørgsmål ind fra felsted som også selv er bidragsyder her på Tegneseriesiden.

Felsted: Man kunne måske spørge om noget angående Arrowsmith serien, som han har lavet, som viser krig fra en dyster side på trods af at det foregår i en fantasy verden. Om hans syn generelt på krig er negativt ? Og hvad han synes om andre krigserier, som f.eks. sgt. rock og war stories?

Forsiden til ArrowsmithVi forelagde spørgsmålet for Busiek da vi allerede var inde i overtiden af den halve time vi havde fået bevilliget, men som i resten af interviewet skulle det vise sig at Busiek gav mere end bare et par ord med på vejen.
Af hensyn til læsere som eventuelt ikke har læst Busieks serie, som i parentes bemærket kan købes på dansk udgivet af G.Floy studio under titlen “Arrowsmith: Så smarte i deres fine uniformer”, lige et kort rids af indholdet.
Vi skriver 1915, men verden er ikke som vi kender den fra historiebøgerne. I elleve århundreder har verden været en anden, teknologi er erstattet af magi og overnaturlige væsener.
I Europa er krigen i fuld gang og i en del af det nordamerikanske kontinent kaldet Colombias Forenede Stater går den unge Fletcher Arrowsmith rundt og drømmer om at blive luftsoldat. Men da han stikker af og melder sig til krigen viser det sig snart at tingene ikke er så glorværdige som han troede.
Busiek lægger ud med at placere sin nuværende arbejdsgiver DC Comics i forhold til krigstegneserier:

Busiek: Well, i mange år afsluttede DC alle deres historier med et lille projektil til slut som sagde “Make War No More” [Før aldrig mere krig]. Og DC lavede også anti-krig historier.

Men ellers var der ikke meget “firmaets mand” over Busiek som havde meget klare holdninger til  hvad krig er og hvordan den opstår.
Busiek: Krig er ikke et stort eventyr eller en leg – krig er et barsk forehavende hvor folk dør. Så ja, Arrowsmith er ikke bare mit syn på krig, men mit syn på første verdenskrig, som var en krig hvor millioner døde over dybt idiotiske ting. For mig at se, det der startede første verdenskrig var at alle havde traktater med alle andre, så når man skubbeder til en ærke-hertug i Sarajevo, så begynder alle domino-brikkerne at falde og hele Europa står i flammer.
Det er helt bananas! Det var en forbrydelse – en mand var blevet skudt. Man sender ikke et helt kontinent ud i en krig fordi en mand bliver skudt, man sporer de fyre der gjorde det, stiller dem for retten og sender dem i fængsel. Men på grund af den måde domino-brikkerne faldt endte det hele med en krig som hærgede en hel generation.
I Busieks fantasy verden er alle mulige væsener at finde i de stridende hære

Første verdenskrig var jo, i vores virkelige verden kendetegnet ved at man for første gang så ting som kampvogne, krigsfly og anvendelsen af gas som våben mod soldaterne. Teknologien havde erstattet kampen mand mod mand. Dette afspejler sig også i Busieks opfattelse af krigen og den måde han skildrer den i Arrowsmith.

Busiek: Og specielt i forhold til Arrowsmith var det en krig hvor verdens industrialisering havde ændret hvem der sad ved magtens tøjler på en måde som folk ikke forstod. I løbet af krigen og det der fulgte efter blev det klart at magtfordelingen i verden havde ændret sig, væk fra aristokraterne og over til folket. Det er også noget der foregår i Arrowsmith.
Men selv om Busiek har klare holdninger omkring at krig er en forfærdelig ting, så har han ikke nogen frelste eller politisk korrekte holdninger i forhold til de traditionelle krigstegneserier.
Busiek: Men nu være spørgsmålet jo også om andre krigsserier … noget som Sgt. Fury and his Howling Commandos, som helt igennem er ironisk – det er ikke meningen at den skal tages seriøst, den er ikke ment som et velgennemtænkt udsagn omkring krig. Det er et spil for superhelte, men i stedet for superkræft er har de pistoler, sjove hatte og signalhorn.

For Busiek er der ikke tale om at krig nødvendigvis er noget der skal undgås for enhver pris, selv om prisen der betales rent menneskeligt kan være høj.

Fletcher Arrowsmith som flyvende soldatBusiek: Men jeg synes knapt at jeg kan siges at være den første person som har skrevet en krigshistorie hvor nogen anskuer krigen som et stort eventyr, hvorefter han når frem til den og ser at nej, krig handler om andre fyre som ligger i mudderet mens deres involde er ved at falde ud.
Det er ikke kønt, det er ikke glorværdigt, det er ikke et forunderligt eventyr, men der er tidspunkter hvor det er nødvendigt at udkæmpe dem. Selv om første verdenskrig startede af nogen tåbelige årsager, hvad skal man så gøre? Skal man sige “Ok, fortsæt bare, invader Paris! Overtag det hele” bare fordi årsagerne var tåbelige? Nej, man er nødt til at kæmpe imod og det skaber den slags situationer som vi har i Arrowsmith, hvor det overnaturlige våbenkapløb er med til at fremstille større og større rædsler.
For hvis kun den ene side gør det, så vil det være dem der vinder. Så den anden side er også nødt til at gøre det, men de gør ting som er skændige. Men de gør det i frihedens navn for de mennesker de kæmper for, og det er det dilemma som de hænger fast i, og det er et forfærdeligt dilemma. Og der har du det igen: en person som er havnet midt i et dilemma, drama med fokus på personbeskrivelsen og så har du de ting som jeg virkeligt er interesseret i ud over det hele. Der har du det!

På den måde kom Kurt Busiek ad en længere omvej tilbage til det der er drivkraften i hans forfatterskab. Det er ikke de store ideologier der er interessante, men de almindelige mennesker og hvordan de påvirkes af dem.

Arrowsmith er som tidligere nævnt udgivet på dansk fra G.Floy Studio, i den sædvanlige høje kvalitet der præger deres udgivelser. Den kan klart anbefales.

Stan Winston er død

Stan WinstonIkke 100% tegneserierelateret, men alligevel: special effects-pioneren Stan Winston er død, kun 62 år gammel. Igennem syv år har Winston kæmpet mod multipelt myelom, som er en cancersygdom i plasmacellerne, og 15. juni 2008, tabte han altså kampen.

Igennem sin karierre nåede Winston at sætte sit præg på hundredevis af film – senest stod han for de forskellige versioner af Tony Starks avancerede kampdragt i Iron Man. Han var bl.a. også manden bag special effects i film som Aliens, Terminator, Predator, Edward Scissorhands, Jurassic Park, Titanic og et utal af andre. Han instruerede selv bl.a. Michael Jacksons video Ghosts og kultfilmen Pumpkinhead (aka Vengeance: The Demon). Han var pionér i forhold til mange teknikker der anvendes i dag, og han har sammen med sine medarbejdere hævet standarden for special effects i film gang på gang.

Mange af de film Winston har arbejdet på har haft stor betydning for mig i min opvækst, og ikke mindst på grund af effekterne – og jeg hører også til blandt fanskaren til Pumpkinhead, der i mine øjne er en fængslende og kriminelt overset horrorfilm. Winstons død er et stort tab for os – Iron Man viste os nemlig også, at der var meget fremragende arbejde tilbage i ham endnu.

Nyt på tegneseriesiden: få et godt tip!

Flere tiltag på tegneseriesiden: hver uge kan man få et godt tip – det kan være en god serie, som man bør følge med i, en hjemmeside som man bør checke ud eller noget helt tredie, som vi synes at man ikke bør være foruden.

Denne uge er det hotte tip serien Kick-Ass af Mark Millar og John Romita, JR, så se om den skulle være noget for dig!

Værd at læse: Kick-Ass!

Coveret til Kick-Ass #1Har du nogensinde overvejet at blive superhelt? Sådan for alvor – tage kappe, maske og dragt på og tage ud og patruljere gaderne? Man kunne vel godt klare et par kriminelle hvis man var velforberedt og måske lidt heldig – også selv om man ikke har nogen superkræfter.

Har du tænkt noget i den stil, bør du overveje at læse Kick-Ass! af Mark Millar og John Romita, JR. Hovedpersonen i serien overvejer nemlig det samme, og allerede i slutningen af første nummer ligger han blødende på asfalten med et knivstik i lungen, begge ben brækkede og en knust ryggrad. Og det er kun første nummer!

Kick-Ass tager begrebet “realistiske superhelteserier” og kører konceptet helt ud i yderste konsekvens – ligemeget hvor meget man træner, er sandsynligheden for at man ender med en kniv mellem ribbenene (eller værre) stadig meget høj! Den er skrevet meget underholdende og har et solidt greb i læseren hele vejen, ikke ulig en tur i Tivolis rutsjebane.

Mark Millar har et særligt greb om den hårdkogte realisme, serien rummer og John Romita, JR. bliver stadig bedre, hvilket gør dette til det bedste jeg har set ham tegne. Der er i skrivende stund kommet tre numre af Kick-Ass og jeg hænger på forløbig. Det er alt, alt for underholdende til at jeg kan lade være!

I borgerkrigens skygge – Loveless af Brian Azzarello & Marcelo Frusin

Cover til Loveless vol. 1Der er store spøgelser gemt i USAs dunkle underside, og de styrer landets selvforståelse og folkesjæl og omvælter samfundet, hver gang de stikker deres hoveder frem. Her taler jeg naturligvis om de krige, som landet bliver involveret i: vi har senest set hvordan krigene i Irak og Afghanistan har haft store inden- og udenrigspolitiske konsekvenser, vi har set hvordan Vietnamkrigen affødte ungdomsoprøret, hvordan 2. verdenskrig havde stor indflydelse på deres udenrigspolitik og der er sikkert flere andre eksempler.

Det store spøgelse i Loveless, er naturligvis den amerikanske borgerkrig, der nok er den første store samfundsomvæltende begivenhed i USAs historie. Den stikker aldrig næsen helt frem, men den har stor indflydelse på handlingen og alle de implicerede personer, for som Irak-krigen for nylig har vist os, er der ingen krige der afsluttes når magthaverne slutter fred – befolkningen har lidt de største tab og er også mindst tilbøjelige til at opgive stridighederne…

Wes Cutter er en veteran fra krigen, som vender tilbage til sin hjemby Blackwater efter et ophold i Nordstaternes fangelejre. Han finder sine besiddelser overtaget af Nordstaternes tropper, så hans vel tilbage til en normal tilværelse efter krigen har lange udsigter. Iblandet dette er historien om Wes’ bror Boyd, den frigivne slave Atticus og så naturligvis også Wes kone Ruth, hvis transformation fra bly viol til hårdkogt revolverkvinde både er gribende og overbevisende.

Tegninger fra LovelessFor over tredive år siden revolutionerede Sergio Leone Western-genren med sine spaghetti-westerns, og Loveless er på mange måder en logisk forlængelse af Leones univers – der er bare skruet op for det hele: den barske realisme og ikke mindst manglen på en decideret helt. Alle i historien er ude efter at mele deres egen kage og ingens sti er holdt ren – Cutter på den måde 100% Leone’sk antihelt, og der er på alle måder langt til John Waynes glatbarberede og renskurede cowboy.

Man bliver på ingen måde efterladt med mange illusioner intakt (hvis man havde dem fra en start af!) efter at have læst Loveless – nordstaterne er ikke altruistiske befriere, men ude på at maksimere deres indtjening fra de nye landområder, som de råder over. De overvundne sydstatsborgere er ikke parate til at gå på kompromis med deres traditionelle værdier, og vi ser racismens grimme fjæs stikke hovedet frem – en konflikt, der bliver ekstra betændt, da en frigiven slave i nordstaternes hær skyder og dræber en hvid dreng – måske ved et uheld, måske ikke.

Azarello (nok bedst kendt fra serien 100 bullets) er efterhånden ved at være garvet i branchen, og i Loveless er han i topform – dialogen flyder rapt og naturligt, handlingen bygges sikkert op og der er strøet actionscener ud over serien med lind hånd. Vi bevæger os rent fortællemæssigt på forholdsvis avanceret grund – Azzarello fortæller personernes historie dels via separate flashbacks og dels via flashbacks, der er foregår samtidig med den aktuelle handling, så man skal have sin opmærksomhed 100% i bogen, da man ellers hurtigt taber tråden.

Tegninger fra LovelessTegningerne af Marcelo Frusin (som tidligere har arbejdet sammen med Azzarello på Hellblazer) er detaljerede uden at være udpenslende og skildrer fint den beskidte og barske virkelighed som figurerne bevæger sig i. Til tider er der nogle problemer med at skelne nutid fra fortid i “flashback-integreret-i-nutiden”-sekvenserne, men det er et spørgsmål om tilvænning, og det overordnede indtryk er meget positivt.

Loveless: Hjemkomst er første bind i serien, og tjener som sådan kun til at etablere personerne og den fundamentale setting. Hvad Cutters plan er og hvordan intrigen udvikler sig, må vi vente til november med at finde ud af, når G. Floy udgiver bind to.

Loveless er en veludført serie, der bygger videre på æstetikken fra spaghetti westerns og kombinerer dem med Azzarellos forkærlighed for hårdkogte historier til noget man kunne fristes til at kalde Western Noir. Har man nogen interesse i de mere hårdkogte westerns eller i USAs skumle fortid, er Loveless ikke til at komme udenom.

Fakta om serien

Vurdering: Anbefales

Loveless: Hjemkomst (2008). 128 sider
Forfatter: Brian Azzarello
Tegner: Marcelo Frusin
Forlag: [[Vertigo]] / [[G. Floy Studio]]