I can see you! – Grant Morrisons Animal Man

animal_man_deus_ex_machina_1024x768Den amerikanske tegneserie var i opbrud sidst i 80’erne. Mainstream-serierne var i det store og hele stagnerede (undtagelserne var der, men de var få – Frank Millers nyfortolkning af Daredevil er et eksempel)., men i England blomstrede kreativiteten, bl.a. i bladet 2000AD.
Forlaget [[DC]] (udgiverne af bl.a. Superman og Batman) importerede så 2000ADs mest fremtrædende profil, [[Alan Moore]], til at relancere gyserserien Swamp Thing, hvilket han gjorde med så stor succes – både kunstnerisk og kommercielt – at DC så sig om efter nye talenter på den britiske scene. Et af disse talenter var Grant Morrison.

Før han tog turen over Atlanten, havde [[Grant Morrison]] ikke alverden at skrive på sit CV – nogle enkelte historier i Dr. Who Monthly, samt serien Zenith for 2000AD og Zoids for Marvel UK – så DC valgte mildt sagt ikke at overdrage ham arvesølvet, men tværtimod en figur som ingen rigtigt kendte – “så kan vi bare lukke bladet igen, hvis det ikke går” kan de have tænkt.

Figuren hed Animal Man, og hans særlige kraft var, at han kunne imitere et dyrs egenskaber, hvis han var tæt nok på det. Effekten fortog sig efter nogen tid, og Animal Man brugte generelt sine kræfter uden den store iderighed – superstyrke fra myren, flyveevne fra fugle, evnen til at ånde under vand fra fisk. Buddy Baker blev Animal Man, da han kom for tæt på et eksploderende rumskib og blev badet i nogle “mystiske stråler”. Yeah, right.

animal_man_vol_1Alt i alt en figur skåret over samme læst som hundredevis af andre, og endda en figur som aldrig havde haft sin egen månedlige serie før. Der skulle med andre ord noget særligt til for at få serien til at klare sig i det skiftende marked sidst i 80’erne, hvor de store forlag startede og afsluttede nye serier på måned-til-måned basis afhængigt af én ting : deres salgstal.

Startede Grant Morrison så Animal Man #1 med et actionfyldt brag? Næsten det modsatte – første gang vi møder Buddy, er han i gang med at redde en kat ned fra et træ for sin nabo – forstadsheroisme i et dovent forstadskvarter. Men han har planer: han vil genoptage sin karrierre som superhelt.

Indtræffer det actionfyldte brag så?

Ikke sådan rigtigt – hvis man læser alle Grant Morrisons 26 numre af Animal Man igennem, så er der da nogle slåskampe, jovist, men det er på ingen måde det bærende element på nogen måde – snarere tværtimod.

Verdens første pascifistiske øko-superhelt?

Når en figur kan tage kræfter fra dyr, endda tappe ind i det “morphogeniske felt” og komme i kontakt med alle dyrs essens, er der et meget logisk træk for ham, nemlig at blive vegetar – det føles nemlig lidt som kannibalisme at spise kød. Og Buddy går endnu videre – flere gange undervejs i historien bistår han dyreretsaktivister a la PETA eller miljøaktivister så som Greenpeace.

Derudover er Buddy Baker i høj grad karakteriseret igennem sin nærmest pacifistiske måde at løse problemer på – det er sjældent at han tyer til vold (næsten altid kun hvis han bliver direkte angrebet) og der er få konflikter, som han ikke forsøger at løse ved at prøve at snakke med sin modstander frem for at slå blindt om sig – “skurkene” er ofte misforståede og har hjertet på rette sted. Vi kan vel snakke om det?

Når figuren ved at han er fiktiv

Animal Man - I can see you!Animal Man markerer også – så vidt jeg ved – det første tilfælde af en helt på peyotetrip i amerikansk mainstream, da Buddy, Castaneda-style, søger efter meningen med alle de ting der er hændt ham.

I sit syretrip på en mesa i Arizona møder han først – helt efter bogen – sin dyretotem, en ræv ved navn Foxy, men det er så sandelig også kun begyndelsen.

Rundt om hjørnet venter nemlig en tidligere version af Animal Man, som er blevet [[retcon|retconned]] ud af den nuværende kontinuitet – selvsagt ikke en situation, som han er særligt begejstret for. Denne tidligere Animal Man forklarer sagens sammenhæng for Buddy:

What happens when continuity changes? What happens to all those lives? Who’s responsible?

They twist us and torture us. They kill us in billions. For what?

For entertainment.”

Buddy er naturligvis fuld af spørgsmål, ikke mindst “Who are ‘they’?”. Hans åndeguide beder ham vende sig om og opdage det, hvilket fører til scenen, der er vist i forbindelse med dette afsnit – “I can see you!” (underforstået: dig, læseren).

Den dag i dag er dette en særdeles effektiv scene, og gennem resten af serien beholder Buddy en grad af forståelse for at han er en fiktiv figur – han kan bogstaveligt talt sprænge rammerne i serien og bruger det aktivt i sin problemløsning.

Helten møder sin skaber

Der er hele historien igennem et forholdsvis stort element af metafiktion over Animal Man – det starter i #5, “The Coyote Gospel“, hvor Animal Man møder en lettere omskrevet version af Wile E. Coyote, hvor vi afsluttende ser en gigantisk hånd farvelægge tegningen og bliver stærkere i løbet af den sidste trediedel af serien (bl.a. “I can see you”-eksemplet) for endeligt at kulminere med at Buddy i #26 – det sidste nummer i serien – møder sin forfatter, Grant Morrison og taler med ham om alle de ting, der er tilstødt ham i seriens løb.

Det er en fantastisk scene – syret og sjov i mødet mellem skaberen og det skabte (“You write the Doom Patrol too?” “Yeah, but they don’t know.” )  og samtidig noget af det mest gribende jeg kender til – især da Morrison til sidst giver sig selv ordet, spiller alle sine esser lige fra hjertet og laver en af de mest perfekte og hjertegribende afslutninger på en serie ever.

Hvad der præcis sker skal jeg nok lade være med at afsløre her, men det er ikke en afslutning, som gjorde det nemt for Peter Milligan, der efterfulgte Morrison på titlen.

20 år efter

animal_man_vol_2Hvordan holder serien så, her tyve år efter? Der er sandelig en del scener som tiden ikke har været nådig ved (frisurer og tøjstil er meget 80’et) og “vær god mod dyrene”-afsnittene virker (meget ukarakteristisk for Morrison) ekstremt prædikende og frelste – jeg krummede mest tæer under grindedrabsepisoden, men der er også andre eksempler. Ikke at jeg modsiger budskabet – jeg har bare ikke brug for at få det skåret så meget ud i pap som tilfældet er.

Modsat holder serien utroligt godt som en udforskning af forholdet mellem fiktion og skaber, og de metafiktive elementer står stadigt meget stærkt, ligesom skildringen af især Buddy og hans familie er god og troværdig, og til tider særdeles gribende.

Stærkest står dog – som med så mange af Morrisons værker – ideerne; syrede, nyskabende og provokerende, og frem for alt udfordrende og vedkommende. Ligesom Grant Morrison lader Buddy Baker sprænge rammerne i serien, sprænger han selv rammerne for hvad man kan i en mainstream-serie.

Animal Man af Grant Morrison er i dag et klassisk værk (om end ikke det mesterværk som det kunne have været), og klart et studie værd – især hvis man kan se bort fra lidt tåkrummende frelsthed.

Fakta om serien

Animal Man. 240 sider i farver, 2001 (genudgivelse).
Animal Man: Origin of the Species. 224 sider i farver, 2002 (genudgivelse).
Animal Man: Deux ex Machina
. 232 sider i farver, 2003 (genudgivelse).

Forfatter: Grant Morrison
Tegnere: Chas Truog, Tom Grummett
Rentegner: Doug Hazelwood
Covers: Brian Bolland

Udgiver: DC Comics (Vertigo)