Spider-Man nummer 371

To dage efter årsdagen for angrebene på World Trade Center og Pentagon udkommer næstsidste afsnit af Mark Millars  meget politisk ladede historie Civil War i det danske Spider-Man 371. Tegneseriesiden ser nærmere på indholdet og parallellerne til virkelighedens verden.

Forsiden

Sidste nummer af Spider-Man sluttede jo med et brag, nærmere bestemt et tordenbrag da en af de klassiske Marvel figurer vendte tilbage. For danske læsere var det måske ikke helt så overraskende at se ham, med mindre man har fulgt med i hvad der er sket i de amerikanske udgivelser, for den seneste udgivelse med Thor herhjemme var “Loke” fra G.Floy Studio i 2005. Men på det tidspunkt var den amerikanske udgave faktisk holdt op med at udkomme, efter at man i 2004 var nået igennem Marvels bud på Ragnarok.

Ret hurtigt inde i historien begynder både læseren og heltene at tvivle på at der er tale om den virkelige Thor, og snart udvikler tingene sig i en retning som Tony Stark og de øvrige tilhængere af registrering ikke havde forventet. Hvor man kan sige at sidste nummer af Spider-Man stadig tillod en vis tvivl hos læseren og muligheden for at sympatisere lidt til begge sider, så begynder historien for mig at se fra dette nummer at tippe til fordel for Captain Americas side, om ikke med hensyn til tilhængere og muligheder, så ihvertfald rent moralsk.

En af de ting som er med til at tippe vægtskålen til fordel for Captain Americas hold er at vi gennem Peter Parker endeligt finder ud af hvad Tony Stark og hans medsammensvorne har tænkt sig at gøre ved de helte man har fanget som ikke retter ind efter loven om registrering.

ThorJeg skal ikke her afsløre alt for meget om Tony Starks planer, men i stedet prøve at trække et par paralleller med virkelighedens verden. Hvis Stamford er Marvel universets svar på 11. september, så må man sige at vi her har at gøre med Marvel universets svar på Guantanamo. Den amerikanske lejr beliggende i en militærbase på Cuba er blevet en belejlig måde at omgå de almindelige regler for behandling af forbrydere og krigsfanger.

Amerikansk lov er ikke helt som den danske, men den indeholder et fundamentalt begreb som hedder habeas corpus som er et latinsk udtryk der dækker over at man beder om at få personen udleveret, med det formål at gå i retten. Det regnes for en fundamental beskyttelse af individet, man kan ikke tilbageholdes og nægtes rettergang. Herpå hviler hele retssikkerheden.

Men så sent som ved indsættelsen af den nyligt afgåede justitsminister i USA hørte man meget usædvanligt ham forklare at selv om forfatningen siger at man ikke må forhindre habeas corpus, så betyder det ikke at man er garanteret habeas corpus. En tilsvarende interessant logik dukkede for nyligt op herhjemme, hvor PET’s afsløringer af formodede terrorister, ved hjælp af de muligheder de nuværende love gav dem, fik nogen til at mene at her var beviset for at vi behøvede strengere love.

Men som Nietzsche i sin tid påpegede, så skal de der vil jagte uhyrer passe på at de ikke undervejs selv bliver til det de jagter, og det er de overvejelser som Peter Parker, Sue Richards og flere andre figurer i Marvels univers nu må gøre sig.

Vi har stadig et enkelt kapitel tilbage i den danske udgave af Civil War til at få redet trådene ud og finde ud af hvilken side der går sejrrig ud af konflikten, om idealerne får lov til at hæve sig over realpolitikken, eller om det i sidste ende viser sig at situationen i superheltenes verden faktisk er blevet sådan at målet nu helliger midlerne. Afgørelsen falder som en tidlig julegave til læserne den 15. november.

Det kan måske virke en anelse underligt, men faktisk har jeg tænkt mig at slutte denne Marvel anmeldelse af med en anbefaling af et par DC titler som kan være interessante at læse i sammenhæng med Civil War. Selv om de to store forlag begge har et veludbygget univers af superhelte og ofte henter folk frem og tilbage mellem hinanden, så er det interessant hvor forskelligt de kan håndtere forskellige emner. Jeg har vist allerede tidligere nævnt Brad Meltzers “Identity crisis” som DC’s bud på hvordan man skal forholde sig til at afsløre sin hemmelige identitet eller ej. Hvad angår håndteringen af helte der er ude af kontrol og ikke længere som de helte vore forældre læste om vil jeg anbefale Mark Waids “Kingdom Come”, personligt er jeg ikke den store tilhænger af Alex Ross’ malede stil, men historien er tankevækkende. Og endeligt så er der “Infinite crisis” som også tager fat på konsekvenserne af at nogen gerne vil have os tilbage til “de gode gamle dage”, men fra en helt anden indfaldsvinkel. Så burde indkøbssedlen vist også være fyldt op indtil næste nummer udkommer.

Trailer til Iron Man

Iron Man logo

Den skulle egentlig først komme i morgen, men det lader til at nogen hos Apple ikke kunne vente:

Den officielle trailer til Iron Man

Det ser godt nok godt ud! Robert Downing Jr. er – som ventet – perfekt som Tony Stark og filmens udseende er helt rigtigt. Jeg glæder mig!

Tilføjelse: nu med screenshots!

Screenshot fra Iron Man-filmen 1

Screenshot fra Iron Man-filmen 2

Screenshot fra Iron Man-filmen 3

Spider-Man nummer 370

Spider-Man nummer 370 Så fik vi den første af de store begivenheder i Civil War der i hvert fald for et stykke tid vil ændre en hel del på det Marvel univers vi kender. I USA er man allerede ved at geare op til den næste store begivenhed i Spider-Mans liv som kommer til at ske i den historie der hedder “One more day”, men herhjemme er hans fans nok stadigt ved at tygge på nyheden om at Peter Parker nu har afsløret sin identitet for resten af verden.

Egentlig er det jo en ret alvorlig sag det Peter Parker gør, men det leder til en del komiske situationer, både J. Jonah Jamesons reaktion på nyheden og ikke mindst den efterfølgende telefonsamtale Peter har med MJ og tante May i den ene mobiltelefon mens Reed og Sue Richards er på den anden telefon. Der har nok været et par stykker der har kigget underligt efter mig i S-toget, for jeg morede mig kongeligt over tante Mays bekymring over hvorvidt Peter nu var årsag til et skænderi mellem Sue og Reed, som jo er sådan et pænt par.

Bemærk i øvrigt hvor mange gange i løbet af nummeret der bliver refereret til at Peter må ud og kaste op af nervøsitet før sin pressekonference. Jeg kan ikke lade være med at tænke på om Mark Millar lader sin egen virkelighed skinne igennem, men i så fald skulle det være et nummer tidligere end beregnet. Der skete nemlig det kort før at Marvel startede på Civil War at Millar blev diagnosticeret med Chrons sygdom, som kræver at man slapper af og tager det roligt. I stedet tog Millar jo så fat på det mest omfattende og stressende job man overhovedet kan tænke sig som hovedarkitekt på Civil War. Da man nåede frem til det fjerde nummer var tingene blevet så slemme at Millar måtte på hospitalet, og som han for nyligt udtalte i et interview med Brian Michael Bendis i Wizard, så er hans erindringer om Civl War mest noget med at kaste op i en spand og så vende tilbage til notaterne omkring historien, se det er dedikation til sit arbejde.

Ud over Spider-Man selv, så byder nummer 370 også på de første konfrontationer mellem Iron Man og Captain Americas gruppe som kalder sig Secret Avengers. Navnet peger jo tilbage til den gruppe som både Iron Man og Captain America var medlemmer af igennem mange år, men ud over Secret Avengers når vi også at få set lidt til en anden gruppe Avengers, nemlig Young Avengers som såvidt jeg ved er et ubeskrevet blad i de danske udgivelser, mens Avengers har været udgivet sporadisk på dansk tidligere, senest med New Avengers serien. Men i stedet for at gå i detaljer omkring de forskellige udgaver af Avengers her, vil jeg i stedet opfordre læserne til at checke ind på Tegneseriesiden senere på ugen hvor jeg gerne skulle være parat med en længere baggrundsartikel.

Preview fra ASMNu er Spider-Man jo figuren der om nogen er skabt til at unge mennesker kan identificere sig med helten. Han er i bund og grund skabt som en almindelig teenager, ikke en millionær som Bruce Wayne, ikke et væsen fra rummet som Superman, men som et almindeligt menneske med almindelige problemer, men på samme tid med store forpligtigelser som superhelt på grund af sine kræfter. Marvels Joe Quesada har jo allerede flere gange været ude med riven og nævnt at han syntes det var forkert at man lod Peter Parker blive voksen og gifte sig med MJ, fordi det fjernede de ting fra figuren som gjorde at man kunne identificere sig med den. Hvad sker der så nu hvor Peter Parker har afsløret sig selv som Spider-Man, er der stadigt noget tilbage at identificere sig med? Det er hvad man forsøger at udforske i “Min neturfagslærer er Spider-Man!!” som er den anden historie i bladet, en slags mellemspil der er lidt nede på jorden mellem de store begivenheder i de to Civil War historier.

Jordan Harrison er en elev på de gymnasie hvor Peter Parker underviser, og historien følger hans genvordigheder i dagene omkring afsløringen af Spider-Mans identitet. Han har egentlig nok at slås med, hvis man ser verden med teenager-øjne, for dels er han lun på sin biologi-makker Madeline, dels er han bekymret for sine fremtidsplaner med at specialisere sig i biologi og blæksprutter. Ved skæbnens ironi dukker Doctor Octavius imidlertid op og gør tingene meget værre. Men egentlig er det ikke så meget Doctor Octopus som Otto Octavius der dukker op for ligesom J. Jonah Jameson at give sit besyv med omkring afsløringen af Spider-Mans identitet, og i betragtning af at den kære doktor på et tidspunkt var ganske nært knyttet til tante May kan man måske ikke fortænke ham i at føle sig holdt en anelse for nar. Historien slutter meget amerikansk, og hvor man måske havde tænkt sig at fortælle en historie der skulle underbygge at Peter Parker havde truffet det rette valg, så ender det stadigt med at virke mest som en påstand.

Sidste historie dækker to aspekter, først får vi en forklaring på hvor X-Men står i hele sagen omkring registrering. Ikke overraskende har Emma Frost ikke det store til overs for Tony Starks initiativ, mutanter har jo i forvejen dårlige erfaringer med lovgivning omkring registrering, og Iron Man og de øvrige helte var jo ikke just ved at falde over hinanden for at hjælpe det sønderbombede Genosha hvor Emma havde etablere sin skole. Lidt mere overraskende er det måske at det antydes at de to muligvis har haft et forhold tidligere. Egentlig siger det en del om Tony Starks kynsme at han bringer det på bane i situationen, men på den anden side ville det ikke undre hvis Emma Frost selv har benyttet sig af situationen til at liste et par gode designs ud af Iron Mans hjerne.

Derefter er der lagt op til en af de helt store scener med slagsmål igen, og ikke mindst den mest overraskende entre på allersidste side i bladet. Da de danske læsere oven i købet ikke har fået den historie der blev bragt som optakt i Fantstic Four # 536-537 så burde overraskelsen være total. Men snakken om hvem der dukker op og hvad der er tale om med det mystiske “42” som Reed Richards har gang i, må vente helt til oktober måned, for næste nummer af Spider-Man og dermed også Civil War sagaen kommer først 4/10. Sæt kryds i kalenderen allerede nu.

Iron Man: Bridges som skurk og Jackson som Fury?

Så er der rygter og spekulation om Iron Man-filmatiseringen, men rigtigt gode af slagsen.

Først dette billede af de medvirkende i filmen:

Cast fra Iron Man
– vi ser Terence Howard som Starks bodyguard/ven (og senere helten War Machine) Jim Rhodes, Gwyneth Paltrow som Starks administrator Pepper Potts, Robert Downey Jr. som Tony Stark / Iron Man selv og endelig Jeff Bridges som hans mentor (og skurk?) Obadiah Stane.

Obadiah Stane stammer fra Scott Orson Cards Ultimate Iron Man (på dansk for et par år siden fra G. Floy), og er en af de ondeste skurke i nyere tid, så det har jeg ikke noget problem med. :)

Samuel Jackson / Nick FuryOg så det fedeste filmrygte i nyere tid: AICN spreder rygtet om at Samuel L. Jackson skal dukke op i filmen for en kort bemærkning … som Nick Fury!

– altså Fury fra Ultimate-universet, som bevidst er tegnet som Jackson – rygtet vil vide at Jackson er stor tegneserielæser, og er svært stolt over at blive “castet” i Ultimates, endda som den ultimative badass. Det kan blive sjovt at se ham dukke op, og mine forventninger er efterhånden skruet rigtigt højt op til denne film. Bare ærgeligt at jeg skal vente så længe på den …

Og hvis der er nogle der er med på en våd nørd-drøm: der er snak om en Avengers-film – der er Samuel L. Fury simpelthen nødt til at dukke op!

Borgerkrig hos Marvel – Civil War på dansk i Spider-Man

Tegneseriesiden kigger bag om sidste års store begivenhed i Marvel universet som nu begynder at udkomme i det danske Spider-Man blad.

 

Joe Quesada

En gang om året tager Marvels øverste redaktør Joe Quesada sine med-redaktører og en række udvalgte serieskabere med ud til et fjerntliggende sted hvor de kan lægge hverdagens små afbrydelser bag sig og tænke fremad og få ideer til de to næste år. Det er her linjerne trækkes op og de store historier der berører hele Marvels univers, som for eksempel “House of M”, bliver planlagt.

Egentlig troede man også at tingene var på plads denne gang, man havde fundet frem til nogen den store begivenhed, efter at Hulk var blevet sendt ud i rummet af en række helte fra jorden ville han vende tilbage igen endnu mere rasende end før og fast besluttet på at gøre regnskabet op. Men i sidste ende var der noget der manglede, så Joe Quesada rystede posen igen og kom op med to ord som skulle lave om på det hele. Selv om man næsten var på vej til at tage hjem igen var ingen af de inviterede i tvivl, det her var den rigtige begivenhed, så Quesada og resten af staben skubbede alle de eksisterende planer i baggrunden og begyndte at planlægge en af de største begivenheder nogensinde i Marvels univers. Men alt var ikke tabt for fans af den vrede grønne kæmpe, Hulk fik lov til at arbejde med sine evner i at føre krig i “Planet Hulk”, og i 2007 ruller “World War Hulk” gennem Marvel universet, måske er vi så heldige at der bliver plads til den i Egmonts udgivelsesprogram.

 

Historien om Quesadas beslutning om at udskyde Hulks tilbagevenden til jorden og i stedet starte en begivenhed der skulle få vidtrækkende konsekvenser for en del af heltene i Marvel universet har man for længe siden kunnet læse i det amerikanske blad Wizard, men først nu begynder det at blive interessant for danske læsere i og med at Egmont begynder at udgive begivenheden som en del af det danske Spider-Man blad. Det er dog lagt fra hele Civil War der udkommer på dansk, dertil er antallet af udgivelser simpelthen for stort, der er stof nok i Civil War til at udfylde Egmonts udgivelser både i år og næste år med hvis man skulle have alt med. De der gerne vil have detaljerne om hvilke af de amerikanske udgivelser vi får med kan læse nærmere om det i Kim Helts blog på www.superhelte.dk

 

Hos Egmont har man altid været nødt til at økonomisere i forhold til disse store amerikanske begivenheder, “Secret Wars” udkom som en del af det daværende Edderkoppen og først næsten tyve år efter den oprindelige udgivelse fulgte man op med den samlede udgivelse. “Age of Apocalypse” blev indarbejdet i udgivelserne af X-Men og Wolverine så man fik de væsentligste kapitler, og efter at have læst alle de fire tykke bind der for nyligt er kommet på engelsk med hele begivenheden i må man sige at der er lavet et godt stykke beskæringsarbejde. Senest var det en af forhistorierne til Civil War, “House of M” som måtte skæres lidt til da den oprindelige hovedhistorie fylder hele 9 graphic novels af den slags på små hundrede sider eller mere. Så at indarbejde “Civil war” i den danske udgivelse af Spider-man er nok den bedste løsning så længe man ikke er sikker på at den kan bære en selvstændig udgivelse, da det langt hen ad vejen er ham som begivenhederne i Marvels borgerkrig får de største konsekvenser for.

 

Man fristes til at sige at ingen i Marvel universet går ram forbi da borgerkrigen først bryder ud, men det er ikke helt rigtigt – ude i resten af universet har de rigeligt af andre ting at se til, Shi’ar imperiet kommer til at føle efterdønningerne af begivenhederne i “Deadly genesis” hvor første del kom på dansk i X-Men 142. Resten af de kosmiske skurke og helte er optaget af en anden stor Marvel begivenhed med titlen “Annihilation” og de har kun en hovedrysten til overs overfor de smålige interne stridigheder som udspiller sig mellem jordens helte.

 

Hvad er essensen så i “Civil War”, siden den i den grad kan bringe sindene i kog? Selvfølgeligt kan man ikke lave en amerikansk serie med denne titel uden at der må være referencer til den amerikanske borgerkrig, og allerede i optakts-historien “Mr. Parker goes to Washington” ser man Spider-Man kæmpe mod Titanium Man foran Lincoln monumentet hvor den amerikanske præsident som holdt landet samlet trods borgerkrigen er udødeliggjort med en af den slags statuer der ellers normalt er forbeholdt græske eller romerske guder. Men det handler mere om nutidig politik, som titlen også antyder så er Peter Parker ligesom James Stewart i filmen “Mr. Smith goes to Washington” meget naivt trådt ind i et politisk liv hvor han ønsker at gøre det bedste men slet ikke kan gennemskue hvilke rænker der smedes omkring ham.

 

Ligesom Sider-Man kun vanskeligt kan gennemskue spillet omkring ham, så er det heller ikke helt nemt at gennemskue hvor langt tilbage trådene op til Civil War egentlig går, og for at sikre at hele affæren var speget nok har Marvel udført et såkaldt “retcon” og indarbejdet en større sammensværgelse i Marvel universet. Begrebet “retcon” står for “retroactive continuity” og bruges om de steder hvor man ændrer på en etableret person ved at introducere nye begivenheder i vedkommendes fortid. Forud for Civil War introducerede man ideen om et hemmeligt selskab iblandt Marvels helte, en gruppe som man kaldte Illuminati. Kort efter den såkaldte Kree-Skrull krig samledes en række af de mest magtfulde helte indenfor forskellige områder til en konference i Wakanda. Initiativtageren var Iron Man, som ville samle de øvrige: Dr. Strange, Professor Xavier fra X-Men, Reed Richards fra Fantastic Four, Black Bolt fra Inhumans og Prins Namor fra Atlantis. Formålet var at undgå at jorden i fremtiden skulle risikere at stå uforberedt overfor en lignende trussel.

 

Det er denne gruppe som senere står bag det plot der får sendt Hulk ud i rummet, godt nok var det ikke intentionen at han skulle sendes helt ud til den fjerne planet som han ender på i historien “Planet Hulk”, men tingene gik ikke helt som planlagt. Og det gør det generelt ikke med Tony Starks planer om at indføre et skyggekabinet, de interne modsætninger er for store, og det hele bryder ud i lys lue da han foreslår at alle superhelte skal registreres. Det betyder at regeringen fremover skal kende deres hemmelige identitet og sikre at de bliver uddannet på den rette måde, et radikalt farvel til det man jo ikke kan komme uden om har været en form for stiltiende accept af maskerede selvtægtsforbrydere. Tony Starks forslag er for hård kost for de fleste af hans medsammensvorne, Namor udtrykker det med: “First you took care of The Hulk and now you found a way to take care of the rest of us”. Dr. Strange og Black Bolt gør ham selskab og forlader gruppen, selv Reed Richards som støtter ham er klar over at det kan få konsekvenser for hans ægteskab, så tilbage sidder Tony Stark med en plan han føler er nødvendigt at gennemføre, men ingen allierede ved sin side.

 

Tony Stark er jo på mange måder en konservativ superhelt, en mand med tætte bånd til det som præsident Eisenhower i sin afskedstale advarede om under betegnelsen det militært-industrielle kompleks. Stark undskylder sig selv med at han, ligesom Reed Richards er futurist og derfor intuitivt kan fornemme hvad der er ved at ske, hvilket retfærdiggør at han er parat med en lov der skal imødegå at en superhelt en dag kommer til at bruge sine kræfter på en uansvarlig måde. Store ord, som lyder meget troværdige når nu historien og begivenhederne i Stamford er der til at retfærdiggøre dem, men selv virkelighedens futurister tager fejl af og til, som for eksempel IBM’s Thomas Watson der regnede med et verdensmarked for computere på omkring fem stykker, eller Microsoft grundlæggeren som mente at 640 Kb hukommelse ville være nok til enhver, og at Microsofts eget MSN netværk ville udkonkurrere internettet.

 

Overfor de to teknologisbegejstrede arkitekter bag The Superhuman Registration Act står manden som sjovt nok også ofte bliver slået i hartkorn med den amerikanske regering. Captain America er da også oprindeligt et ikon fra anden verdenskrig som skulle stå for patriotisme, men gennem årene er han også kommet til at stå for de amerikanske idealer som de skulle være, på et tidspunkt smed han endda uniformen i protest mod korruption i den regering han ellers skulle være forkæmper for. Steve Rogers er en mand fra en anden tid, og derfor er han også den rette at sætte op mod Stark og hans tilhængere. Han er ud af en tid hvor man så hvor galt det kunne gå når frihedsrettighederne blev solgt ud til totalitære regimer både på højre og venstre fløj, en stædig idealist som ikke lader sig spise af med en dygtig spindoktor. Eller er han politisk naiv og ude af trit med de nye farer som verden i det 21. århundrede byder på?

 

Ideen i Civil War er egentlig ikke ny, dele af den kan spores tilbage til Alan Moores klassiske historie Watchmen og The Superhuman Registration Act minder også til en vis grad om den Mutant Registration Act som optrådte i tidligere tiders X-Men, så uden at have læst hans reaktion endnu ved vi nok allerede nu hvor Wolverine befinder sig når linierne skal trækkes op. Forskellen er, at mens Mutant Registration Act i høj grad var et skrækscenarie som forfatterne kunne holde frem for hvor galt det kunne gå når frygt vandt over tolerance, så er The Superhuman Registration Act en langt mere konkret lovgivning der bliver vedtaget allerede ved begyndelsen af Civil War.

 

En anden begivenhed der har tilsvarende stor indflydelse på begivenhederne i Civil War udspiller sig også kort efter Kree-Skrull krigen, nemlig at Wanda Maximoff også kendt som Scarlet Witch opdager at hun nærer følelser for androiden Vision, og at han på uforklarlig vis også nærer denne menneskelige følelse. Over tid begynder Scarlet Witch sind at bryde sammen og vi får de dramatiske begivenheder i Avengers Dissasembled som leder frem til House of M der så sammen med begivenhederne i Decimation rydter scenen for mutanter så den omorganiserede Avengers kan træde frem i rampelyset som hovedaktørerne i Civil War. Hermed afspejler det meget godt hvilket skift der er sket hos Marvel gennem de sidste par år hvor man er gået fra at mutantene næsten dominerede alt hvad der skete til at det hotte team nu om dage er en af de mange varianter over Avengers. Det kunne virke som om at der er gået en lang rød tråd gennem Marvels univers fra de gamle numre af Avengers frem til i dag, men sandheden er snarere at man har haft et meget dygtigt team bag serien.

 

Folkene bag Civil War er først og fremmest forfatteren og hovedarkitekten Mark Millar, tegneren Steve McNiven og så redaktøren Tom Brevoort. At det netop blev Millar der skulle håndtere den Avengers-tunge historie i Civil War er nok ikke nogen tilfældighed. Det var Millar man hev frem da Avengers i sin tid skulle have en ansigtsløftning så de blev relevante for Marvels Ultimate univers. Millar nåede at stå for to runder af The Ultimates, som Avengers endte med at hedde i den verden, og selv om de sidste numre af hans anden runde havde forsinkelser i en grad man eller kun forbinder med Joss Whedon, så var begejstringen blandt læserne stor. The Ultimates inspirerede også to tegnefilm som er udsendt direkte på DVD men som er glimrende underholdning.

 

Mark MillarMillars Ultimates har klart en række politiske toner, og det kan ikke undre når man nu ved at skotten tidligere har arbejdet sammen med landsmanden Grant Morrison på 2000 A.D. og Swamp Thing, ligesom han senere afløste Warren Ellis på The Authority (hans arbejde på Vampirella sammen med Morrison er derimod ikke specielt politisk men viser også at der godt kan være andre interessante ting ved den kvindelige vampyrjæger end hende marginale påklædning). At Civil War også har klare politiske undertoner, såsom henvisninger til 9/11 og de efterfølgende indgreb i den personlige frihed som amerikanerne var udsat for blandt andet gennem The Patriot Act, benægter Millar heller ikke, men som han selv udtrykker det, så er det ikke fordi det er hans ærinde at inddrage politik, det er bare den måde det ender med at blive når han skriver.

 

Ligesom Millar har en opgave i at sikre sammenhæng i Civil War historierne, så skal Steve McNiven sikre at de syv hæfter i hovedhistorien ser ens ud. Hos konkurrenten DC valgte man at bruge forskellige tegnere til sidste års store begivenhed “52” men at lade Keith Giffen stå for at nedbryde alle manuskripter til layouts så man fik en ensartet måde at gøre tingene på, en process han selv senere beskrev som at blive langsomt hakket til døde af en flok ænder. Helt så galt var det ikke for Steve McNiven, der tidligere havde slået sit navn fast via det nu hedengangne CrossGen forlag og serien Meridian, som kortvarigt udkom på dansk som en del af titlen “Magic Fantasy”.

 

McNiven selv er et af den slags jordbundne mennesker der er meget tilbageholdende med selv at kommentere sit seneste spring fra lovende ungt talent til stjernestatus. Selv mener han at han først og fremmest var heldig med at Mark Millar ønskede at arbejde sammen med ham, emn det stikker dybere end det, at overbevise Millar er en ting, at være så god at Brian Michael Bendis giver slip på en på New Avengers fordi det er vigtigere at få den rette mand på pladsen er også en præstation. Og for at det ikke skulle være nok så valgte Tom Brevoort selv om det fjerde nummer af Civil War var forsinket ikke at sætte en anden tegner på opgaven. McNivens tidligere arbejder kan blandt andet ses i New Avengers trade paperback bogen “The Sentry” og i et enkelt nummer i “The Collective”.

 

Manden der binder det hele sammen er Tom Brevoort, som har arbejdet sig op fra bunden hos Marvel til idag at være redaktør for både New Avengers, Fantastic Four og Civil War. Man kan løbende følge med i hvad han tænker om stort og småt på hans blog hos Marvel på adressen, selv om jeg ikke altid er enig med ham, for eksempel omkring brugen af betegnelsen 616 for det “normale” Marvel Univers, så er det som regel interessant læsning at følge.

 

Dette var så meget info om Civil War vi kunne give i denne omgang uden at afsløre for meget af handlingen i de kommende numre af Spider-Man. Vi håber at kunne følge op efterhånden som historien udkommer.

 

 

Spider-Man nummer 369

Spider-Man nr. 369Som altid når jeg kaster mig over et nummer af Spider-Man, hvad enten det er den voksne eller børneudgaven, så skal der gerne være lidt mere end bare Peter Parker selv til at holde min interesse fanget. Børneudgaven, som fra næste nummer skifter navn til Spider-Man kids, gjorde mig nysgerrig ved at have Wolverine med, og jeg må indrømme at jeg faktisk har ladet mig friste af hvert nummer siden eftersom der var en ny Marvel-helt med hver gang, Dr. Strange, Thor, Black Widow, en rigtig god måde at få introduceret de unge læsere til Marvel-universets mangfoldighed.
Men tilbage til Spider-Man i den “voksne” udgave, her er det selvfølgeligt starten på “Civil War” der trækker. Egentlig havde jeg besluttet mig for at jeg ville vente og købe hele fortællingen i trade paperbacks eller en eventuel omnibus udgivelse, men nysgerrigheden gjorde at jeg alligevel ikke kunne holde mig fra den danske udgivelse.

Nummeret lægger ud med afslutningen på historien “Mr. Parker goes to Washington”, J. Michael Straczynskis valg af titel er en reference til Frank Capras film fra 1939 hvor James Stewart spiller den politisk naive spejderleder Jefferson Smith som pludseligt bliver en del af de politiske intriger i Washington da han bliver sendt ind som suppleant for sin stats afdøde senator. Tilsyneladende får han hjælp af en gammel ven af sin far, senatoren Joseph Paine, men denne skal snart vise sig at have sin egen dagsorden.

Tony Stark er måske ikke ligefrem nogen ven af hverken Peter Parkers fra eller onkel Ben, men han er så afgjort en mand med sin egen agenda. Gennem et stykke tid har han haft lejlighed til at etablere et nært forhold til Peter Parker, dels ved at agere faderfigur for ham, dels ved at spille på deres fælles interesse for videnskaben. Venskabet er endda kommet så vidt at Spider-Man har accepteret at lade Tony Stark designe en ny dragt til sig med en masse højteknologiske hjælpemidler – men vi ved jo allerede fra Spider-Mans tidligere historie at en ny dragt sjældent fører noget godt med sig.

I princippet skal Spider-Man optræde som en fornuftens stemme i forhold til Tony Starks forslag om at alle superhelte skal lade sig registrere hos regeringen for at få lov til at udøve deres “job”. Han kommer med nogen gode pointer for netop den type superhelte som han selv og for eksempel Daredevil og Punisher repræsenterer, at de maskerede helte netop nogen gange går ind i de sager som det officielle retsvæsen ikke kan eller vil røre ved, og derved bliver de en slags forkæmpere for dem der ingen forkæmpere har. Men alle hans gode argumenter falder til jorden i og med at han ikke kan vidne overfor senatet som maskeret superhelt og derfor må han træffe den vanskeligste og mest vidtrækkende beslutning i hele sin karriere som superhelt i den afsluttende historie “The war at home” hvor han rådfører sig med Mary Jane og tante May før han møder op til den pressekonference som vi må vente til nummer 370 med at se forløbet af.

Civil WarMen mens Spider-Man overvejer hvad han skal gøre er begivenhederne allerede ved at tage fart omkring ham, Marvel universet rystes af en begivenhed der får samme virkning som et 9/11 eller en rigsdagsbrand, alt efter hvilken side man hælder til i konflikten. I Stamford går en konfrontation mellem to grupper superhelte frygteligt galt og resultatet er den fuldstændige ødelæggelse af en nærliggende skole og hundrede af døde skolebørn til følge. Folkestemningen vender sig mod superheltene og intet ser ud til at kunne stå imod Tony Starks forslag, bortset fra en mand, for hvem de amerikanske idealer er vigtigere end skiftende holdninger i offentligheden. Captain America nægter at hjælpe med at arrestere de som modsætter sig registrering, og dermed er linierne trukket op til den helt store konflikt som vil dele Marvel universet på tværs af gruppe-tilknytninger, ægteskaber og venskaber. Der er mange tråde at holde rede på i Civil War, og derfor prøver Kim Helt også på sin meget begrænsede plads at gøre lidt rede for hvad det er der kommer til at foregå. Som et supplement til dette vil Tegneseriesiden i den kommende tid også forsøge at gå lidt i detaljer med de ting der er sket forud og omkring Civil War, den første artikel skulle gerne være online nogenlunde på samme tid som denne anmeldelse.

Selv om jeg godt ved hvordan det hele ender kan jeg næsten ikke vente med at læse videre i historien. En sjov detaljer jeg lagde mærke til under gennemlæsningen var i øvrigt en af de mange TV-kommentatorer Bryan Deemer, såvidt jeg kan se er det en lille “cameo” optræden fra Tom Brevoorts side. Brevoort er redaktøren der sammen med forfatteren Mark Millar og tegneren Steve McNiven holder sammen på den centrale Civil War historie. Personligt kan jeg rigtigt godt lide McNivens tegninger, så jeg kan kun bifalde at Brevoort faktisk gik så langt som til at lade Civil War blive en smule forsinket i stedet for at hente en anden tegner ind da McNiven på et tidspunkt ikke kunne nå sin deadline.

Ud over historierne med relation til Civil War får vi fyld-historien “Without a trace”, som faktisk fortjener bedre end at blive udnævnt til bare at være fyld. Historien er skrevet af C.B. Cebulski, der flere steder beskrives som et kommende stort navn. Personligt kender jeg mest til Cebulski gennem “X-Men: Fairy tales” hvor X-Men bliver sat i scene gennem en stribe af eventyr og folkesagn. Der skulle være en tilsvarende udgave med Spider-Man på vej, så fans af Spider-Man som ikke har noget mod at se deres helt i lidt uvante omgivelser vil sikkert være godt underholdt der.

Black CatMen tilbage til historien, hvor Spider-Man optræder i for ham lidt mere vante omgivelser end den storpolitiske arena. Historien bringer ham sammen med Black Cat, og det kan der i min verden næsten ikke komme noget dårligt ud af rent visuelt. Tegner David Finch får da også præsenteret hende i så mange flatterende positioner at Spider-Man ikke kan undgå at komme med sine egne dobbelttydige kommentarer. Dobbelttydighederne kunne være platte i andre sammenhænge, men netop denne historie handler det i virkeligheden mere om trekanten Peter/Mary Jane/Black Cat end om det indbrud som Black Cat har brug for Spider-Mans hjælp til.

Så fan af figuren eller ej, for mig at se har der aldrig været bedre argumenter for at købe bladet end nu, Spider-Man er et af omdrejningspunkterne i en af de vigtigste begivenheder i Marvel universet i lang tid som kommer til at berøre stort set alle de helte vi kender og elsker. Næste nummer skulle være ude den 28. juni.