Hvem vil være superhelt?

Stan LeeSuperhelte er stadig oppe i tiden, man kan stort set ikke køre rundt med S-toget i København uden at støde på en reklame for den nye DVD udgave af Fantastic Four. En anden ting som er opp i tiden er reality shows hvor deltagerne skal vise deres mere eller mindre (oftest mindre af hensyn til underholdningen) talenter frem i et udskilningsløb over flere afsnit.

 I aften kan man opleve kombinationen af de to på TV2 Zulu hvor man har premiere på det amerikanske show “Who wants to be a superhero”. Hver deltager møder op med sin egen ide til hvordan han eller hun kunne være en superhelt. De kommende helte bedømmes herefter af ingen ringere end Marvel Comics’ levende legende Stan Lee og vinderen kan se frem til at blive udødeliggjort som sit helte-alter ego i en tegneserie skrevet af Stan Lee og udgivet af forlaget Dark Horse.

 Det er i aften klokken 21:50 at helte-aspiranterne første gang slippes løs på dansk TV.