En ny fase for Webcomics? DCs Zuda er gået live!

For et halvt års tid siden annoncerede DC at de ville lave et underforlag som tog sig af Webcomics. Nu er Zuda, som projektet er kommet til at hedde, gået i luften, og det ser rigtigt spændende ud.

Fight Club for webcomics

Logo for ZudaZuda et tænkt som et selvstændigt forlag (et imprint) under DC, lidt på samme måde som Vertigo og Wildstorm – her er der så bare tale om digitale tegneserier i stedet for trykte. Forlaget ser ud til at ville profilere sig som et fremme-på-beatet-forlagt med nye, spændende talenter og et forholdsvis nyt udtryk for mediet.

Planen er, at der hver måned er ti serier der kæmper om læsernes gunst – den vindende serie tegner DC / Zuda så kontrakt med for et år af gangen. Alle kan læse serierne, men man skal registrere sig for at kunne stemme på sin favorit.

Man læser serierne online via et Flash-interface, og det fungerer rigtigt godt, synes jeg – dog kan det være svært at læse teksten i visse af serierne hvis ikke man bruger fuldskærmsvisningen. Gør man til gengæld det, får man en af de bedste læseoplevelser jeg har prøvet online. Serierne er tegnet i 4:3-format, altså samme format som en standard skærm, hvilket gør at der er ikke er nogen unødig scrolling – man ser hele siden på skærmen, hvilket fungerer rigtigt godt på medium- til store skærme.

Ulempen med flash-interfacet er at det ikke er muligt at linke direkte til en bestemt side i tegneserierne, hvilket bryder med hvad vi ellers er vandt til fra webcomics og nettet i det hele taget. Øv.
En anden ulempe er, at smagsprøverne fra serierne kun er på 6 sider, og jeg sidder ofte med en fornemmelse af at mangle lidt mere substans inden jeg kan foretage et ordentligt valg,

Mange forskellige serier

Men hvordan er serierne så?

Den første fortsatte seriee fra Zuda hedder Bayou, og den lover virkeligt godt. Serien foregår i sumpene omkring Mississippi-deltaet i 1930’erne og omhandler både overnaturlige væsner i sumpene og raceadskillelse. Den er godt fortalt og tegnet og klart et nærmere bekendtskab værd – jeg ser frem til det næste afsnit.

Her i november måned stemmer vi på

Alpha Monkey, om en menneskedreng der er superhelt i en verden af aber

Battlefield Babysitter, om en normal pige i en familie af superhelte, der får job som babysitter.

Black Swan, om en ung pige der bliver rodet ind i en 500 år gammel samurai-fejde, da hun får et gammelt sværd.

Dead in the Now, om en dreng og hans tamme zombie, Z-Rex.

High Moon, som fortæller en historie om varulve i det vilde vest.

Leprenomicon, om en ung mand som tager en Leprechaun (irsk nisse) til fange for at undgå at profetien om hans egen død går i opfyldelse.

Raining Cats and Dogs, om en flok overnaturlige piger i moderne kulisser.

The Dead Seas om en ung pirat som rejser verden rundt for at befri os for de onde Necromancers.

The Enders om en ung pige der får superkræfter da hendes forældre bliver dræbt af The Ender, et væsen fra en anden planet.

og endelig

This American Strife som er en næsten non-sequiteur-agtig række små humoristiske, halvt selvbiografiske scener.

Af de titler som jeg har læst, kunne jeg godt tænke mig at se mere til Battlefield Babysitter og især High Moon.

Zuda er ikke alene

Alternativt logo for ZudaDet er en spændende satsning fra DCs side, men der er naturligvis andre spillere på banen – i oktober begyndte siden ComicMix (bl.a. drevet af John Ostrander) at udgive tegneserier på deres hjemmeside og for nylig annoncerede onlinecomics.net og webcomicsnation.com at de ville fusionere under Comicspaces navn. Der er med andre ord tegn på, at Zuda får kamp til stregen om at blive den førende webcomic-udgiver, og det er jo også nok til det bedste. Det er også interessant at bemærke at DCs største konkurrent, Marvel, har været bemærkelsesværdigt tavse i forhold til Zuda – måske de har noget oppe i ærmet? De annoncerede i al fald for et halvt års tid siden at det var deres intention at udgive dele af deres nuværende serier online – spørgsmålet er så, om de vil tage originalt materiale med i samme ombæring.

OPDATERING: Her, 2 timer efter at have publiceret denne artikel, åbner Marvel for (en del af?) deres satsning, nemlig http://www.marvel.com/digitalcomics/ – her kan man for enten $10 om måneden eller $60 om året læse gamle udgivelser. Ikke noget spor af nyt materiale, men måske det kommer? Foreløbigt ikke nogen imponerende indsats fra Marvel …

Det skal i al fald blive spændende at følge udviklingen det næste års tid eller to – hvordan kommer det til at gå for Zuda og de andre aktører? Kommer Marvel med et udspil og hvilke andre uforudsete spillere kommer på banen? Vil publikum læse tegneserier på skærmen? Vil du?

Zuda og DC har i al fald en fordel i og med at de er kommet først – der skulle være alle mulige chancer for at få fingre i en stor del af talentmassen inden de andre for alvor kommer i gang. Omvendt kan det blive problemtisk for dem at have en klar redaktionel linje, a la Vertigo – spørgsmålet er også om det er så vigtigt i dag.

Vi går under alle omstændigheder en spændende tid i møde!