Muzak fra en tryllefløjte – Peter & Max af Bill Willingham

Et fortryllende univers, skrev Mads Bluhm om FABLES i sin korte introduktion til seriens univers her på dette site. Med sit udgangspunkt i både kendte og ukendte karakterer fra alverdens eventyr og børnerim har forfatteren Bill Willingham da også ramt en rig guldåre af fortællinger, som tilmed er blevet flot illustreret af bl.a. Mark Buckingham og Steve Leialoha.

FABLES begyndte i 2003 og har siden høstet over to dusin velfortjente Eisner-priser, ikke mindst for tegningerne og de fantastiske forsider af James Jean. Undervejs har der dog været narrative udsving til den forkerte side – en rammefortælling, der blev presset ud over alt for mange numre; fabler, der blev lidt for mundæne, konservative dydsmønstre; og en ensidig pro-Israelitisk subtekst, hvor løsningerne voksede ud af geværløb.

Ikke overraskende har serien skudt en del sideskud. Det første spin-off var 1001 NIGHTS OF SNOWFALL, siden fulgte JACK OF FABLES og miniserierne THE LITERALS og CINDERELLA. Det seneste skud på stammen er romanen PETER & MAX. “For many reasons, a prose novel just seemed like the right way to tell the story, and I’m pretty happy with that. Some things just cry out for a different format. I think this story was a good example of that,” har Bill Willingham udtalt.

Men lad det være sagt med det samme: overgangen fra tegneserien til romanen er i dette tilfælde ikke særlig vellykket. Tegneserier er (lidt forenklet sagt) fortællinger i billeder, hvor ord og tegninger understøtter hinanden; mens tegneserieforfatteren trækker på tegneren og farvelæggeren, har romanforfatteren ”kun” ord. Willinghams sprog er simpelt hen for fattigt, og fortællingens plot er tilsvarende tyndt.

Titlens Peter og Max er henholdsvis taget fra et engelsk børnerim (”Peter Piper picked a peck of pickled peppers”) og det tyske sagn om ”Pied Piper,” ham vi kender som rottefængeren fra Hamln. I romanen er Peter og Max brødre, og de har begge magiske fløjter – og så er de dødsfjender. Efter mange, mange hundrede år (fabler lever længe) er det endelig blevet tid til det endelige opgør, og inden for denne ramme får vi at vide, hvordan det gik til, at der kom ondt blod imellem dem. ”Ondt blod” skal her forstås meget bogstaveligt.

Hvad skete der virkelig med børnene fra Hamln? Ja, Max er en morder. Han går fra at være en klynkende og jaloux snotunge til fadermorder til massemorder i løbet af meget kort tid. Max er så ond, at han udgollumnerer Gollum. Og så må det jo næsten ende, som det ender, for den absolutte ondskab kan jo ikke forstås, kun bekæmpes med alle midler.

Selv med den ekstra dimension, som en tegnet fortælling giver, ville det have været en flad og uinteressant historie. Faktisk kan jeg kun give PETER & MAX to positive skudsmål: Steve Leialohas vignetter og helsides illustrationer er som altid en fornøjelse for øjet, mens romanen er hurtigt læst.

Fakta om værket

Peter & Max. A Fables Novel. 2009. 368 sider

Forfatter: Bill Willingham

Illustrator: Steve Leialoha

Forlag: Vertigo/DC Comics

WhY bother? – Y: The Last Man

Eskatologiske spekukulationer har formentlig været en del af menneskehedens tankegods siden sumererne. I de mytologiske verdensbilleder er der oftest tale om en regeneration, som når istider for en stund luger ud blandt arterne, men at alt liv kan ophøre endegyldigt er en kristen tanke, der går igen i det moderne naturvidenskabelige verdensbillede – f.eks. entropien og Big Crunch. Apokalypsen kan altså komme i mange forskellige variationer, og det kan derfor ikke undre, at temaet danner grundlag for megen science-fiction.

Cover til Y - the Last Man

Nærliggende er det at forestille sig, hvordan de sidste tider vil tage sig ud for det sidste menneske. Grainville var en af de første, der forsøgte sig, nemlig med romanen Le dernier homme (1805), som året efter blev oversat til engelsk. Britiske digtere som Byron, Thomas Campbell og Thomas Hood tog tråden op, og Mary Shelley skrev en roman, The Last Man (1826). Siden da har temaet været behandlet utallige gange i bøger og film.

Men hvor god idéen end kan forekomme, er resultatet sjældent blevet vellykket, bl.a. demonstrerer Shelleys roman den vel nok største svaghed ved denne subgenre  – det forudsigelige. At fortælleren ydermere er i første person, gør kun fortællingen endnu mere kedelig, det eneste der fastholder læseren er Shelleys sproglige stil:

Arise, black Melancholy! quit thy Cimmerian solitude! Bring with thee murky fogs from hell, which may drink up the day; bring blight and pestiferous exhalations, which, entering the hollow caverns and breathing places of earth, may fill her stony veins with corruption, so that not only herbage may no longer flourish, the trees may rot, and the rivers run with gall – but the everlasting mountains be decomposed, and the mighty deep putrify, and the genial atmosphere which clips the globe, lose all powers of generation and sustenance. Do this, sad visaged power, while I write, while eyes read these papers.

Ja, det er ikke let at være ene menneske tilbage på en planet dækket af pestens ofre. Samtidige anmeldere var ikke begejstrede – “We are reluctantly obliged to pronounce the work a decided failure” – og for en gangs skyld må man give dem ret. I 1927 leverede anmelderen John Wilson et frontalangreb på den omsiggribende tendens: “There is no such thing as the Last Man, or the Last Grosset, or the Last Dew-Drop, or the Last Rose of Summer, or the Last Kick to a Cockney, or the Last Pot of Porter, or the Last Long Sermon” – eller den sidste lange indledning!

The Last Man af Shelley The Last Woman on Earth Cover til I am Legend

Men hvem tager anmeldere alvorligt? Den sidste mand var kommet for at blive, og det til trods for en sovepille som The Purple Cloud (1901) af M. P. Shiel. Større held havde Richard Matheson med den post-apokalyptiske I Am Legend (1954), hvor den sidste mand desperat forsøger at holde horder af vampyr-zompier på armslængde, et plot som filminstruktøren George A. Romero senere har kogt en del blodsuppe på.

I Am Legend blev første gang filmatiseret i 1964 under titlen The Last Man on Earth, men fire år tidligere havde Roger Corman taget samme tema op, idet han dog skiftede kønnet ud – The Last Woman (alene med to mænd). Hvad man end vil mene om disse film har selve filmsproget en evne til at tilføre det-sidste-menneske-genren en elementær spænding, som savnes hos Shelley, og er fuldstændig fraværende hos Shiel.

En egentlig indføring i genren vil føre for vidt, meningen med ovenstående er da også blot at introducere et af de seneste skud på stammen, Brian K. Vaughans tegneserie Y: The Last Man (2002-08).

Side fra Y - the Last ManVaughans udgangspunkt er naturligvis katastrofen, i nærværende tilfælde den simultane død af alle bærere af et Y-kromosom, altså hankønsvæsner. Dog med to undtagelser: Yorick Brown og hanss abe Ampersand, som altså nu er alene i en verden fuld af kvinder. For nogle en misundelsesværdig situation, men ikke for den unge romantiker Yorick, som er forelsket i Beth, som desværre for Yorick befinder sig langt fra Washington, D.C.

I kølvandet på katastrofen er infrastrukturen brudt mere eller mindre sammen, the last flight to Australia er forlængst lettet. Der er da også andre presserende ting, såsom fortsættelsen af menneskeracen. Her er Yorick og Ampersand nøglen, men først må de bringes sikkert til genetikeren dr. Alison Mann i Boston. Den nye amerikanske præsident (visse institutioner forgår ikke så let) sender Yorick afsted eskorteret af Agent 355 og herfra består handlingen af den ene forvikling efter den anden, farefulde optrin og cliff-hangers. Ét er nemlig transportvanskeligheder, noget andet er, at ikke alle kvinder sørger over hankønnets forsvinden.

Da The Daughters of the Amazon, en ultrafeministisk og militant gruppe, der opfatter Le Grand Départ for en velsignelse, får nys om den sidste mand, går jagten ind – med den yderligere forvikling, at Yoriks søster Hero er med i det bevæbnede kobbel. Senere kommer så en hel deling israelske soldater anført af en galning, en ninja, og meget mere. There’s never a dull moment – bortset fra at citronen klemmes og vrides (så længe skidtet sælger, går det nok) og de mange Kodak-stunder, hvor vores hovedpersoner enten skændes som børn eller fører dybe samtaler.

Advarsel: herefter  spoilers omkring serien!

Sidste nummer af Y - the Last ManDet gælder især seriens sidste bind, hvor der tales og tales, uden at der af den grund bliver sagt noget. “Whys and Wherefores” er i det hele taget noget af en skuffende afslutning på en serie, som ellers har været både underholdende og spændende trods sin visuelle fattigdom – Pia Guerras tegninger mangler dybde og liv, synsvinklen er ofte fantasiløs og baggrundene nærmest ligegyldige. I Y: The Last Man er det altså alene plottet, der driver værket.

Men det knager i fugerne. Fortællestilen er noget henefter tv-serien Lost med bratte kronologiske spring, og forklaringer der stritter i alle mulige retninger, hvilket altsammen tjener til at forvirre læseren. Som i Lost får man en (begrundet) mistanke, om at forfatteren også er på Herrens mark – Vaughan er da også tilknyttet omtalte tv-serie. Hvorfor faldt Yorick og Ampersand ikke død om sammen med de andre XY’er?

Moder Naturs hævn? Biogisk våbenførelse med utilsigtede konsekvenser? En forstyrrelse i drømmetiden? En mystisk amulet? Eller morfisk resonans (“spontaneous transmission of data at genetic level” )? Personligt foretrækker jeg sidstnævnte forklaring, men hvor vidunderligt weird den end er, forklarer det stadig ikke, hvorfor der er en sidste mand og en sidste hanabe – og som alle der har fulgt serien så langt ved, er Yorick slet ikke så unik. Angiveligt føler Vaughan, at forklaringen er der, hvis blot man leder efter den – but why bother?

Y: The Last Man begyndte ellers så fint. Som en af bifigurerne, filminstruktøren Cayce B. Sheldon siger om tegneserier: “This format has all the advantages of film and none of the drawbacks. It’s the cheapest way to get your unfiltered vision into as many hands as possible!” Det er så sandt, som det er sagt. Hollywood er dog allerede i sving med at overføre den prisbelønnede tegneserie til moving pictures, og i princippet er der jo intet til hinder for at få en god film ud af et halvdårligt forlæg – i princippet!

Fakta om serien

Y: The Last Man #1-60

Forfatter: [[Brian K. Vaughan]]
Tegner: Pia Guerra
Rentegner: José Marzán, Jr.
Forlag: Vertigo

Serien er samlet i 10 TPB:

Book 1: Unmanned (2003)
Book 2: Cycles (2003)
Book 3: One Small Step (2004)
Book 4: Safeword (2004)
Book 5: Ring of Truth (2005)
Book 6: Girl on Girl (2005)
Book 7: Paper Dolls (2006)
Book 8: Kimino Dragons (2006)
Book 9: Motherland (2007)
Book 10: Whys and Wherefores (2008)

I can see you! – Grant Morrisons Animal Man

animal_man_deus_ex_machina_1024x768Den amerikanske tegneserie var i opbrud sidst i 80’erne. Mainstream-serierne var i det store og hele stagnerede (undtagelserne var der, men de var få – Frank Millers nyfortolkning af Daredevil er et eksempel)., men i England blomstrede kreativiteten, bl.a. i bladet 2000AD.
Forlaget [[DC]] (udgiverne af bl.a. Superman og Batman) importerede så 2000ADs mest fremtrædende profil, [[Alan Moore]], til at relancere gyserserien Swamp Thing, hvilket han gjorde med så stor succes – både kunstnerisk og kommercielt – at DC så sig om efter nye talenter på den britiske scene. Et af disse talenter var Grant Morrison.

Før han tog turen over Atlanten, havde [[Grant Morrison]] ikke alverden at skrive på sit CV – nogle enkelte historier i Dr. Who Monthly, samt serien Zenith for 2000AD og Zoids for Marvel UK – så DC valgte mildt sagt ikke at overdrage ham arvesølvet, men tværtimod en figur som ingen rigtigt kendte – “så kan vi bare lukke bladet igen, hvis det ikke går” kan de have tænkt.

Figuren hed Animal Man, og hans særlige kraft var, at han kunne imitere et dyrs egenskaber, hvis han var tæt nok på det. Effekten fortog sig efter nogen tid, og Animal Man brugte generelt sine kræfter uden den store iderighed – superstyrke fra myren, flyveevne fra fugle, evnen til at ånde under vand fra fisk. Buddy Baker blev Animal Man, da han kom for tæt på et eksploderende rumskib og blev badet i nogle “mystiske stråler”. Yeah, right.

animal_man_vol_1Alt i alt en figur skåret over samme læst som hundredevis af andre, og endda en figur som aldrig havde haft sin egen månedlige serie før. Der skulle med andre ord noget særligt til for at få serien til at klare sig i det skiftende marked sidst i 80’erne, hvor de store forlag startede og afsluttede nye serier på måned-til-måned basis afhængigt af én ting : deres salgstal.

Startede Grant Morrison så Animal Man #1 med et actionfyldt brag? Næsten det modsatte – første gang vi møder Buddy, er han i gang med at redde en kat ned fra et træ for sin nabo – forstadsheroisme i et dovent forstadskvarter. Men han har planer: han vil genoptage sin karrierre som superhelt.

Indtræffer det actionfyldte brag så?

Ikke sådan rigtigt – hvis man læser alle Grant Morrisons 26 numre af Animal Man igennem, så er der da nogle slåskampe, jovist, men det er på ingen måde det bærende element på nogen måde – snarere tværtimod.

Verdens første pascifistiske øko-superhelt?

Når en figur kan tage kræfter fra dyr, endda tappe ind i det “morphogeniske felt” og komme i kontakt med alle dyrs essens, er der et meget logisk træk for ham, nemlig at blive vegetar – det føles nemlig lidt som kannibalisme at spise kød. Og Buddy går endnu videre – flere gange undervejs i historien bistår han dyreretsaktivister a la PETA eller miljøaktivister så som Greenpeace.

Derudover er Buddy Baker i høj grad karakteriseret igennem sin nærmest pacifistiske måde at løse problemer på – det er sjældent at han tyer til vold (næsten altid kun hvis han bliver direkte angrebet) og der er få konflikter, som han ikke forsøger at løse ved at prøve at snakke med sin modstander frem for at slå blindt om sig – “skurkene” er ofte misforståede og har hjertet på rette sted. Vi kan vel snakke om det?

Når figuren ved at han er fiktiv

Animal Man - I can see you!Animal Man markerer også – så vidt jeg ved – det første tilfælde af en helt på peyotetrip i amerikansk mainstream, da Buddy, Castaneda-style, søger efter meningen med alle de ting der er hændt ham.

I sit syretrip på en mesa i Arizona møder han først – helt efter bogen – sin dyretotem, en ræv ved navn Foxy, men det er så sandelig også kun begyndelsen.

Rundt om hjørnet venter nemlig en tidligere version af Animal Man, som er blevet [[retcon|retconned]] ud af den nuværende kontinuitet – selvsagt ikke en situation, som han er særligt begejstret for. Denne tidligere Animal Man forklarer sagens sammenhæng for Buddy:

What happens when continuity changes? What happens to all those lives? Who’s responsible?

They twist us and torture us. They kill us in billions. For what?

For entertainment.”

Buddy er naturligvis fuld af spørgsmål, ikke mindst “Who are ‘they’?”. Hans åndeguide beder ham vende sig om og opdage det, hvilket fører til scenen, der er vist i forbindelse med dette afsnit – “I can see you!” (underforstået: dig, læseren).

Den dag i dag er dette en særdeles effektiv scene, og gennem resten af serien beholder Buddy en grad af forståelse for at han er en fiktiv figur – han kan bogstaveligt talt sprænge rammerne i serien og bruger det aktivt i sin problemløsning.

Helten møder sin skaber

Der er hele historien igennem et forholdsvis stort element af metafiktion over Animal Man – det starter i #5, “The Coyote Gospel“, hvor Animal Man møder en lettere omskrevet version af Wile E. Coyote, hvor vi afsluttende ser en gigantisk hånd farvelægge tegningen og bliver stærkere i løbet af den sidste trediedel af serien (bl.a. “I can see you”-eksemplet) for endeligt at kulminere med at Buddy i #26 – det sidste nummer i serien – møder sin forfatter, Grant Morrison og taler med ham om alle de ting, der er tilstødt ham i seriens løb.

Det er en fantastisk scene – syret og sjov i mødet mellem skaberen og det skabte (“You write the Doom Patrol too?” “Yeah, but they don’t know.” )  og samtidig noget af det mest gribende jeg kender til – især da Morrison til sidst giver sig selv ordet, spiller alle sine esser lige fra hjertet og laver en af de mest perfekte og hjertegribende afslutninger på en serie ever.

Hvad der præcis sker skal jeg nok lade være med at afsløre her, men det er ikke en afslutning, som gjorde det nemt for Peter Milligan, der efterfulgte Morrison på titlen.

20 år efter

animal_man_vol_2Hvordan holder serien så, her tyve år efter? Der er sandelig en del scener som tiden ikke har været nådig ved (frisurer og tøjstil er meget 80’et) og “vær god mod dyrene”-afsnittene virker (meget ukarakteristisk for Morrison) ekstremt prædikende og frelste – jeg krummede mest tæer under grindedrabsepisoden, men der er også andre eksempler. Ikke at jeg modsiger budskabet – jeg har bare ikke brug for at få det skåret så meget ud i pap som tilfældet er.

Modsat holder serien utroligt godt som en udforskning af forholdet mellem fiktion og skaber, og de metafiktive elementer står stadigt meget stærkt, ligesom skildringen af især Buddy og hans familie er god og troværdig, og til tider særdeles gribende.

Stærkest står dog – som med så mange af Morrisons værker – ideerne; syrede, nyskabende og provokerende, og frem for alt udfordrende og vedkommende. Ligesom Grant Morrison lader Buddy Baker sprænge rammerne i serien, sprænger han selv rammerne for hvad man kan i en mainstream-serie.

Animal Man af Grant Morrison er i dag et klassisk værk (om end ikke det mesterværk som det kunne have været), og klart et studie værd – især hvis man kan se bort fra lidt tåkrummende frelsthed.

Fakta om serien

Animal Man. 240 sider i farver, 2001 (genudgivelse).
Animal Man: Origin of the Species. 224 sider i farver, 2002 (genudgivelse).
Animal Man: Deux ex Machina
. 232 sider i farver, 2003 (genudgivelse).

Forfatter: Grant Morrison
Tegnere: Chas Truog, Tom Grummett
Rentegner: Doug Hazelwood
Covers: Brian Bolland

Udgiver: DC Comics (Vertigo)

Immigrant Song – Northlanders af Brian Wood

Tegneseriehistorien har i nyere tid budt på tegneserier om ninjaer, samuraier, riddere og spartanske krigere, og nu har vi med Northlanders fået en serie om vikinger.

Det var med tilbageholdt åndedræt at jeg som skandinavier gik i gang med en serie om mine forfædre skrevet af en amerikaner – det kan potentielt gå meget galt!

Heldigvis er Brian Wood ikke nogen Mr. Hvemsomhelst, hvilket man kan forvisse sig om ved at læse første nummer online hos Vertigo– her er ingen behornede hjelme, ingen RAAAGHHH BERSÆRK!!!, ingen højtidelige “FOR THOR OG ODIN!” uden nogen som helst baggrund. Heldigvis.

I stedet er det en fundamentalt spændende og meget velfortalt historie om Sven, som er blevet frarøvet sin trone af sin onkel og vender hjem for at tage den – og den betragtelige formue der hører med – tilbage. Og nej, det er naturligvis ikke på nogen måde nemt …

Sven the returned er første samling fra Northlanders – den anden samling, The Cross + the Hammer handler om andre personer og andre hændelser.

Northlanders er særdeles velresearchet, hvilket skinner igennem lige fra de første sider, og som heldigvis ikke kun begrænser sig til klædedragter, men også omfatter f.eks. kultur, religion og politik. Er Northlanders så en historiebog i fåreklæder, der bare venter på et en gymnasielærer tager fat i den og tæver sine elever igennem den? Nej, slet ikke. Researchen er – som den slags skal være – ikke på nogen måde det bærende element, men den stikker sin næse frem, når der er brug for det og ellers bliver den bare i baggrunden som det usædvanligt solide fundament serien er bygget på.

Northlanders handler nemlig om mennesker – der er ikke en person i serien, som ikke er troværdig og fængslende, og der er heller ikke nogle sort/hvide fremstillinger af tingene, uden at alting af den grund bliver gråt.

Tegningerne er også fremragende – serien tegnes af én ny tegner per sammenhængende historie (dvs. 2-5 numre med samme tegner), hvilket er en fremgangsmåde jeg har det blandet med – det går endnu rigtigt godt med Northlanders, hvor især Davide Gianfelice, der har tegnet den første samling står frem.

Brian Wood har med Northlanders skabt en velfortalt, velresearchet og frem for alt spændende serie, som fortjener et endnu større publikum – man snyder sig selv for en fremragende læseoplevelse hvis ikke man springer på!

Fables – Eventyrlig god serie fra Vertigo

fables022I Fables får fantasien i bogstaveligste forstand frit løb, og serien er således befolket af et væld af figurer fra mytologi, folkeeventyr og sagn, som du aldrig har set dem før!

Store Stygge Ulv, Snehvide, Gepetto, Julemanden og mange andre eventyrfigurer eller “fables”, som de selv kalder sig, er blevet fordrevet fra deres hjemland af en mystisk og frygtindgydende skurk kendt under navnet “The Adversary”.

Da de for længe, længe siden tog flugten fra deres hjemland slog de sig ned i New York i et hemmeligt bysamfund, som de kaldte Fable Town. Her bor stadig de fables, der ser normale nok ud til at kunne begå sig sammen med mennesker uden at vække opsigt.

De andre, mere underligt udseende fables; drager, kæmper, talende dyr osv., bor i stedet ude på landet på en gård, som de naturligt nok kalder “The farm”. Begge enklaver kæmper for at skabe en dagligdag og holde de almindelige mennesker “Mundys” hen i lykkelig uvidenhed om deres tilstedeværelse, mens de drømmer om en dag at kunne vende tilbage til deres savnede hjemland og leve lykkeligt til deres dages ende…

Fables er et fortryllende bekendtskab, en trylledrik af den mest potente slags, hvor en af de vigtigste ingredienser er den verden, som Willingham har skabt. Den er meget rig og detaljeret og kan konstant udbygges, så historien kan tage nye og overraskende drejninger.

fables-pagefables2fables3

Det fantastiske persongalleri er en anden fantastisk faktor – Willinghams fortolkninger af eventyrfigurer som Prince Charming, de tre små grise og Pinocchio er sublim. Han kommer ind til kernen af de kendte – og ukendte – eventyrfigurer og blæser nyt liv i dem. De fremstår meget anderledes, end vi er vant til, men er samtidig tro mod essensen af hver figur, som vi kender dem fra f.eks. folkeeventyrernes og litteraturens verden..

fablesbjorn

Personkarakteristikken er knivskarp for hovedpersonerne og mere luftig for bipersonerne, indtil det er deres tur til at træde ind i det magiske rampelys. Denne model holder tilsyneladende aldrig op med at kaste spændende historier og mysterier af sig: Hvorfor blev Snehvide og Prince Charming skilt, hvordan er Store Stygge Ulv blevet Fable Towns sikkerhedsansvarlige, og hvorfor vil Snehvide ikke tale om sit ophold hos de 7 små dværge?

Seriens udgangspunkt gør, at Fables som ved et trylleslag uhindret kan skifte mellem at være krimi, romantik, drama, komedie, gys eller episk fantasy, alt dette uden at gå på kompromis med sig selv.

Serien veksler mellem mindre, novelleagtige historier og så den store episke fortælling, som har med Fables tragiske skæbne som fordrevne og kampen mod The Adversary at gøre. Det er imponerende at bevidne, at serien bare bliver bedre og bedre.

Serien har helt fortjent modtaget en lang række priser, heraf hele 14 [[Eisner Award]]s.

Indianere og kasinoer, narko og nunchakuer

I disse julefrokosttider er det vigtigt også at huske den åndelige føde. DC’s Vertigo-linie har gennem tiden været leveringsdygtig i mange vitaminrige serier med bid i, og Scalped er bestemt ingen undtagelse.

Scalped kan bedst beskrives som en hårdkogt noir-tegneserie med et pift af besk socialrealisme. Den udspiller sig i det dybt kriminelle Prairie Rose indianerreservat i South Dakota. Den fortabte søn Dashiell Bad Horse vender tilbage til reservatet efter at have været borte i 15 år. Hvad beboerne i indianersamfundet ikke ved, er, at Dash i virkeligheden er en kampsportstrænet undercover FBI-agent, der under dække af at være lokal strisser skal forsøge at optrævle den organiserede narkokriminalitet og i særdeleshed få forbryderhøvdingen Red Crow ned med nakken.

Dash har flere lig i lasten end Titanic og et temperament, der får dynamit til at fremstå harmløst, hvilket besværliggør missionen en del. Det hele bliver bestemt ikke mindre speget af, at han indleder et passioneret forhold til Red Crows rebelske datter, Carol, eller at hans mor, som er et af reservatets mest indædte aktivister for indianernes rettigheder, nægter at lade ham være i fred. Undervejs kommer han også grueligt i tvivl om hvad, det egentlig er, han har gang i. Dashiell er en mand under konstant pres, og det kan kun være et spørgsmål om tid, før han eksploderer…

Jason Aaron har komponeret en hårdkogt ret, hvor tilbehøret serveres råt for usødet. Han har dog en særlig evne til at give sine personer liv og nuancer, hvilket gør historien både gribende og tragisk til tider, og som den skrider fremad, går det op for læseren, at der er mere end én hovedperson. Tegneren R. M. Guéra har udstyret serien med et kantet og på samme tid råt og beskidt look, der virkelig gror på én, og tilfører serien en ekstra dimension.

Scalped er en ret, som det er en udsøgt fornøjelse at sætte tænderne i, den glider let ned men efterlader en tankevækkende eftersmag, velbekomme.

I borgerkrigens skygge – Loveless af Brian Azzarello & Marcelo Frusin

Cover til Loveless vol. 1Der er store spøgelser gemt i USAs dunkle underside, og de styrer landets selvforståelse og folkesjæl og omvælter samfundet, hver gang de stikker deres hoveder frem. Her taler jeg naturligvis om de krige, som landet bliver involveret i: vi har senest set hvordan krigene i Irak og Afghanistan har haft store inden- og udenrigspolitiske konsekvenser, vi har set hvordan Vietnamkrigen affødte ungdomsoprøret, hvordan 2. verdenskrig havde stor indflydelse på deres udenrigspolitik og der er sikkert flere andre eksempler.

Det store spøgelse i Loveless, er naturligvis den amerikanske borgerkrig, der nok er den første store samfundsomvæltende begivenhed i USAs historie. Den stikker aldrig næsen helt frem, men den har stor indflydelse på handlingen og alle de implicerede personer, for som Irak-krigen for nylig har vist os, er der ingen krige der afsluttes når magthaverne slutter fred – befolkningen har lidt de største tab og er også mindst tilbøjelige til at opgive stridighederne…

Wes Cutter er en veteran fra krigen, som vender tilbage til sin hjemby Blackwater efter et ophold i Nordstaternes fangelejre. Han finder sine besiddelser overtaget af Nordstaternes tropper, så hans vel tilbage til en normal tilværelse efter krigen har lange udsigter. Iblandet dette er historien om Wes’ bror Boyd, den frigivne slave Atticus og så naturligvis også Wes kone Ruth, hvis transformation fra bly viol til hårdkogt revolverkvinde både er gribende og overbevisende.

Tegninger fra LovelessFor over tredive år siden revolutionerede Sergio Leone Western-genren med sine spaghetti-westerns, og Loveless er på mange måder en logisk forlængelse af Leones univers – der er bare skruet op for det hele: den barske realisme og ikke mindst manglen på en decideret helt. Alle i historien er ude efter at mele deres egen kage og ingens sti er holdt ren – Cutter på den måde 100% Leone’sk antihelt, og der er på alle måder langt til John Waynes glatbarberede og renskurede cowboy.

Man bliver på ingen måde efterladt med mange illusioner intakt (hvis man havde dem fra en start af!) efter at have læst Loveless – nordstaterne er ikke altruistiske befriere, men ude på at maksimere deres indtjening fra de nye landområder, som de råder over. De overvundne sydstatsborgere er ikke parate til at gå på kompromis med deres traditionelle værdier, og vi ser racismens grimme fjæs stikke hovedet frem – en konflikt, der bliver ekstra betændt, da en frigiven slave i nordstaternes hær skyder og dræber en hvid dreng – måske ved et uheld, måske ikke.

Azarello (nok bedst kendt fra serien 100 bullets) er efterhånden ved at være garvet i branchen, og i Loveless er han i topform – dialogen flyder rapt og naturligt, handlingen bygges sikkert op og der er strøet actionscener ud over serien med lind hånd. Vi bevæger os rent fortællemæssigt på forholdsvis avanceret grund – Azzarello fortæller personernes historie dels via separate flashbacks og dels via flashbacks, der er foregår samtidig med den aktuelle handling, så man skal have sin opmærksomhed 100% i bogen, da man ellers hurtigt taber tråden.

Tegninger fra LovelessTegningerne af Marcelo Frusin (som tidligere har arbejdet sammen med Azzarello på Hellblazer) er detaljerede uden at være udpenslende og skildrer fint den beskidte og barske virkelighed som figurerne bevæger sig i. Til tider er der nogle problemer med at skelne nutid fra fortid i “flashback-integreret-i-nutiden”-sekvenserne, men det er et spørgsmål om tilvænning, og det overordnede indtryk er meget positivt.

Loveless: Hjemkomst er første bind i serien, og tjener som sådan kun til at etablere personerne og den fundamentale setting. Hvad Cutters plan er og hvordan intrigen udvikler sig, må vi vente til november med at finde ud af, når G. Floy udgiver bind to.

Loveless er en veludført serie, der bygger videre på æstetikken fra spaghetti westerns og kombinerer dem med Azzarellos forkærlighed for hårdkogte historier til noget man kunne fristes til at kalde Western Noir. Har man nogen interesse i de mere hårdkogte westerns eller i USAs skumle fortid, er Loveless ikke til at komme udenom.

Fakta om serien

Vurdering: Anbefales

Loveless: Hjemkomst (2008). 128 sider
Forfatter: Brian Azzarello
Tegner: Marcelo Frusin
Forlag: [[Vertigo]] / [[G. Floy Studio]]

Sidste tur i katastrofekurven – Doom Patrol Vol. 6: Planet Love af Grant Morrison

I perioden 1989-93 gjorde Grant Morrison det tilsyneladende umulige; ikke kun genoplivede og fornyede han ’60ernes mærkeligste team af superhelte, Doom Patrol, men han gjorde dem også endnu mærkeligere end nogensinde. Det blev til i alt 63 numre, som senere blev samlet og genudgivet i seks bind, hvoraf det sidste netop er udkommet.

Ulf Reese Næsborg har andetsteds på Tegneseriesiden givet en kort præsentation af seriens persongalleri, som derfor ikke skal gentages her. Blot skal det bemærkes, at det netop er Morrisons dybt originale karakterer, som umiddelbart forbløffer og vækker læserens nysgerrighed (man skal til kollegaen Peter Milligans Enigma for at finde tilsvarende).

The Candlemaker fra Doom Patrol vol. 6Med et sådant persongalleri kan alt ske. Kan vel være at Doom Patrol foregår i en genkendelig virkelighed, men det genkendelige er kun skind, og virkeligheden er hverken fast eller usårlig: overalt lurer galskab og mareridt, absurditeter og monstre, som f.eks. antagonisten i Planet Love, The Candlemaker.

En krydsning mellem et Lovecraftsk havuhyre og en falden engel med afbrændte vinger var The Candlemaker oprindelig abepigen Dorothys fantasiven, som beskyttede hende mod en fordømmende omverden:

“The Candlemaker told me to make a wish, so I did. I had to let it out so that it could grant my wish, so I said okay. I was just a little kid. I guess I didn’t really think it could do anything. It was just like a bad dream. And I was so angry.”

Men for The Candlemaker er Dorothy kun en dør, og da hun lukker ham ud i et desperat forsøg på at redde en af sine venner fra døden, bliver han ude, fast besluttet på at lægge hvert eksistensniveau øde. Men det er kun en af de farer som Doom Patrol og verden står over for i Planet Love; ligeså seriøs er den trusel som i form af tusindevis af nanomaskiner er udgået fra deres egen midte:

“We have … hours left before they swarm over the whole world. Hours …”

Om verdens mærkeligste helte endnu en gang klarer skærene, skal naturligvis ikke røbes her. Noget andet er, om Morrison formår at lukke serien med samme originalitet, som han åbnede den. Havde Doom Patrol endt med nr. 62, ville svaret have været et forsigtigt ja, men med nr. 63 ebber serien desværre ud i en af litteraturens mest slidte klichéer.

Men ser man bort fra det sidste kapitel, er Planet Love helt i tråd med resten af serien. Grant Morrisons idérigdom er blændende, og derfor tilgiver man ham gerne, at plottet indimellem synes afgjort af en plancette. Når historierne virker bedst – og selv de mest absurde indslag accepteres af læseren – skyldes det selvfølgelig ikke mindst Richard Case, seriens faste tegner, hvis klassiske og detaljerede stil på een gang understreger det velkendte, og gør det sære så meget desto mere virkelighedsnært og foruroligende.

Endelig skal det nævnes, at man i Planet Love også kan læse Morrisons kærlige parodi på Doom Patrol, nemlig Doom Force fra juli 1992, illustreret af Case m.fl.:

“Once they smiled, now they are grim – Children of the catastrophe, blessed – or cursed – with fantastic powers and gorgeous bodies.”

God fornøjelse!

Doom Patrol

Fakta om serien

Doom Patrol Vol. 6: Planet Love (2008) 220 sider i farver

Forfatter: Grant Morrison
Tegner: Richard Case, Sean Phillips, Stan Woch, m.fl.
Forlag: DC/Vertigo

Når alt forandres – Orbiter af Warren Ellis

Efter at have kigget på den dystre og misantropiske Fell, foretager vi nu en 180 graders vending og kigger på et – ganske ukarakteristisk – optimistisk og håbefuldt værk af Warren Ellis.

Den første kontakt

Cover til OrbiterI Science Fiction er der et begreb, der hedder First Contact – det er historien om menneskeheden, der for første gang opnår kontakt med ikke-menneskelige intelligenser. 2001 af Arthur C. Clarke er et af de mest kendte eksempler på en First Contact-historie, men der er snesevis af andre eksempler. I Orbiter giver Warren Ellis sit bud på hvordan den første kontakt mellem mennesket og fremmede intelligenser kunne foregå.

Da Orbiter starter har rumprogrammet været sløjfet i næsten 10 år – da man mistede kontakten med rumfærgen Venture, skønnede man at den bemandede rumfart var for bekostelig og for farlig og derfor måtte skrottes. Men så en dag vender Venture tilbage til Jorden, dækket af en hudlignednde substans og med sand fra Mars på landingsstellet – hvilket vel at mærke ikke burde kunne lade sig gøre, da en rumfærge ikke på nogen måde ville kunne gennemføre en sådan tur.

Besætningen på syv er væk på nær én, nemlig piloten John Cost, der ved ankomsten talte et uforståeligt sprog og angreb bjærgningsstyrken, der blev sendt ind i rumfærgen. Cost er fysisk i topform, hvilket burde være umuligt hvis han havde tilbragt ti år i verdensrummet – der burde være skader på hans celler og muskler som følge af bl.a. den manglende tyngdekraft. Det er med andre ord lidt af et mysterium der lander på Kennedy Space Center.

Hvad skete der?

Orbiter - undersøgelserne er i gangFor at løse mysteriet om Ventures tilbagekomst, tilkaldes tre personer, der skal lede hver sin del af efterforskningen – den tidligere astronaut Michelle Robeson, som er strandet her på jorden efter at rumprogrammet er blevet nedlagt, Terry Marx, som er den førende ekspert i alternativ drivkraft og noget nær et geni, og endeligt psykiateren Anna Bracken, der mens rumprogrammet fandtes talte med astronauterne efter de havde været i rummet og både hjalp og evaluerede dem.

Denne lille flok bliver sat i spidsen for hver sin lille undersøgelse af Ventures forsvinden og genkomst – Michelle leder teamet der skal undersøge den hudagtige substans der dækker skibet, Terry skal finde ud af hvad der har drevet den frem og Anna skal prøve tale med John Cost og finde ud af hvad der er sket uden af fremprovokere endnu en voldelig episode.

Det lyder lidt som en gyser a la filmen Event Horizon, men ca. en trediedel inde i bogen går det langsomt op for en at der er ingen dæmoner fra Helvede, ingen savlende, morderiske aliens, intet der kan koste selv den mest følsomme læser nattesøvn. Snarere tværtimod.

Fremragende håndværk

Orbiter - Venture i fri flugtUndervejs kommer vi igennem en masse videnskabelige forklaringer på hvad der er sket med Venture, og de er alle fascinerende og har rod i mere eller mindre velfunderede teorier. Her er der nok ikke mange – hvis nogen – nulevende forfattere, der kan formidle de underliggende videnskabelige teorier til lægmand som Ellis kan – det er en ren fornøjelse og et klart plus i forhold til historiens flow. Ellis er i det hele taget ikke til at skyde igennem i Orbiter – han forfalder på intet tidspunkt til sin karakteristiske “alle er nogle bastards”-rolle men gør sig al mulig umage for at få fortalt historien og få budskabet frem, som man klart kan fornemme ligger hans hjerte nært.

Colleen Doran tegner fremragende i Orbiter – generelt er jeg ikke vild med hendes måde at tegne ansigter på, men her fungerer det lige som det skal, og især figuren Terry Marx får tilført ekstra liv igennem hendes tegninger. Sidekompositionerne er stramme, men også med masser af plads når det er nødvendigt – der er nogle fantastiske helsidesopslag, som tager vejret fra en. Farvelægningen står Eisner-vindende Dave Stewart (kendt bl.a. fra The New Frontier, The Escapists og Hellboy) for, og den er lige som den skal være.

At møde mysteriet

Orbiter vil – som jeg tidligere har bemærket – lige det modsatte af at skræmme – den vil oplyse og opløfte vore øjne imod himmelrummet igen. På den måde minder den en del om Carl Sagans klassiske Contact, men Orbiter er ikke tynget ned af overvejelser om Guds eksistens eller andre småtunge overvejelser som Contact i mine øjne er – Ellis pacer sin historie perfekt, og når vi når konklusionen er vi parate, parate til at møde mysteriet, parate til at hæve os over vores smålighed, parate til at være en del af universet.

I Orbiter giver Warren Ellis sit bud på hvordan den første kontakt kunne komme til at foregå, og det sker med både indføling, spænding og først og fremmest en storslået vision for menneskets fremtid. Hvis du tænder på ideen om rumrejser, på tanken om at udforske universet og møde hvem eller hvad der er at møde derude, er der en stor sandsynlighed for at du vil tænde – rigtigt hårdt, endda – på Orbiter.

“All the rules change.
I mean that.
Right this second is when everything changes.

Going up.”

Fakta om serien

Orbiter
Bedømmelse: anbefales varmt

Forfatter: Warren Ellis
Tegner: Colleen Doran
Udgiver: Vertigo (DC)
År: 2003

Shoot: den forbudte Hellblazer

Hellblazer #141: ShootFor efterhånden mange år siden var Warren Ellis forfatter på Hellblazer, hvilket i manges øjne gik rigtigt godt – hans næsten uundgåelige kynisme passede meget godt med John Constantine som figur og hans syntes at have et godt greb om titlens ånd. Ellis udtalte på sin hjemmeside, at han regnede med at blive på serien i 40 numre. Serien skiftede tegnere tit, men med Ellis blev det for alvor en del af konceptet – tegneren skulle passe til historiens ånd, og det fungerede godt. Alt var vel.

Men så gik det galt – kun otte numre inde. Ellis havde skrevet #141 og Phil Jimenez havde færdiggjort sine tegninger, da Warner Bros. (som ejer DC/Vertigo, der udgiver Hellblazer) slog bremsen i og krævede ændringer i manuskriptet hvis det skulle udgives.

Ellis svarede igen ved at forlade titlen så hurtigt han kunne – hvilket i praksis blev med #143.

#141 blev aldrig udgivet. Hvad skete der?

Lad os kigge på foromtalen:

“When a female psychologist researches a wave of premeditated mass killings in the American heartland, an enigmatic, chain-smoking Brit shows her that the roots of evil run deeper than she’d imagined.”

Det lyder da ikke specielt chokerende eller censurværdigt – både Hellblazer og serier som Preacher har da budt på værre plotelementer end det. Warren Ellis har mere at sige om indholdet:

“We follow a female psychologist in America as she gathers and prepares research work on the wave of ’schoolyard slayings’ – children gunning down other children en masse that’s slowly sweeping the country – for a Senate investigative committee. She’s also writing a paper on not only the pathology of premeditated mass killing, but the psychology of the victims. Jonestown is her starting point. She’s heard the tape of Jim Jones’ last sermon while his followers were screaming out in pain, the poison chewing through their guts. The children were poisoned too. They screamed too.”

“In this unslept state of constant horror, she notices one cohesive factor in the last few instances of children blowing away their playmates in the playground. A lean, rumpled, middle-aged Englishman in a trenchcoat. She starts investigating him, suspecting a connection. But Constantine – the original, spooky Constantine, seen from a distance, enigmatic, appearing and disappearing at will – prowls round her, bringing her to understanding of what’s really going on. He makes her look properly at the video evidence of the thing he came from England for (an old friend’s son who moved to America was shot dead in one of these incidents).”

Og her har vi så fat i noget – Hellblazer #141 skulle have udkommet et par uger efter massakren i Colombine, hvor to skoleelever dræbte 12 og sårede endnu flere. Medierne og befolkningen var ude efter blod, og populærkulturen stod – som det så ofte sker i den slags situationer – for skud.

Det var på grund af voldelige computerspil lød én anklage. Det var på grund af filmen “The Matrix” lød en anden. Og Warner ville under ingen omstændigheder skulle håndtere anklagen “Det var på grund af tegneserien Hellblazer”, hvor hovedpersonen – ligesom drabsmændene – går klædt i trenchcoat.
Man kan næsten mærke panikken forplante sig op i systemet igennem executive efter executive, til en eller anden med vægt har sat foden ned og sagt stop for udgivelsen – muligvis endda uden at have læst historien.

Nuvel, for nogle år siden begyndte kopier af den ufarvelagte serie at cirkulere i fankredse, og derfra gik der ikke længe før billederne ramte nettet. Hvor chokerende er serien så?

Bedøm selv:

Hellblazer #141: Shoot s. 1Hellblazer #141: Shoot s. 2Hellblazer #141: Shoot s. 3Hellblazer #141: Shoot s. 4Hellblazer #141: Shoot s. 5Hellblazer #141: Shoot s. 6Hellblazer #141: Shoot s. 7Hellblazer #141: Shoot s. 8Hellblazer #141: Shoot s. 9Hellblazer #141: Shoot s. 10Hellblazer #141: Shoot s. 11Hellblazer #141: Shoot s. 12Hellblazer #141: Shoot s. 13Hellblazer #141: Shoot s. 14Hellblazer #141: Shoot s. 15Hellblazer #141: Shoot s. 16Hellblazer #141: Shoot s. 17Hellblazer #141: Shoot s. 18Hellblazer #141: Shoot s. 19Hellblazer #141: Shoot s. 20Hellblazer #141: Shoot s. 21Hellblazer #141: Shoot s. 22

Det er en mørk og misantropisk historie, men det er der mange andre Hellblazer-historier der er. Men var det nok til at censurere / ikke udgive den? Ellis mener ja:

“At the last moment, DC’s executive level felt that the story could not go out in its original form. All media, particularly the narrative arts, are particularly sensitive to the politics of post-Columbine blame-placement at this time, and their concern was entirely justified given their position and special responsibilities. But the changes required created a story that I could not stand behind as a writer.”

Hvis man spørger mig, er det ikke bare fordi den omhandler de kontroversielle schoolyard slayings, men måden den gør det på – den peger en anklagende finger ind i USAs allerdårligste samvittighed, der hvor den amerikanske drøm er blevet en betændt byld.
Og den gør det rigtigt godt.

Jeg er ikke sikker på at jeg helt er enig i pointen, men vigtigheden af denne bidende sociale kommentar er ikke til at komme udenom. Og damn, om ikke den sidste side får det til at løbe mig koldt ned af ryggen.

Kommer vi så nogensinde til at se historien på tryk? Det er svært at sige. DC har i de seneste år (gen-)udgivet en del af de historier, som man ellers aldrig troede man ville se på tryk (igen), men i lyset af at historien har for vane at gentage sig, skal man nok ikke sætte sine forventninger for højt.

Hvad siger du? Er det en god historie, er det med god ret at den blev sløjfet og er Ellis genial eller en sensationalistisk popforfatter?