Freakangels – engle efter syndfloden

Før os, syndfloden
Før os, syndfloden

Samarbejdet mellem Warren Ellis og tegneren Paul Duffield på Freakangels startede egentlig, som tidligere omtalt her på siden med en web-tegneserie hvor man løbende kunne følge serien efterhånden som de enkelte sider blev lagt ud på www.freakangels.com.

Efterfølgende er Ellis’ faste udgiver af hans mange selvskabte universer [[Avatar Press]] begyndt at samle siderne fra nettet til trade paperbacks, hvoraf der indtil videre er kommet to. Måden serien bliver udgivet på afspejler ganske godt det dilemma vi stadigt står i, med hensyn til udgivelse af elektroniske tegneserier. Dels er der endnu ikke fundet en virkelig brugbar forretningsmodel for at udgive rent elektronisk, dels skaber det elektroniske medie stadig nogen barrierer, som gør at mange læsere vil foretrække at have en trykt kopi. Personligt er jeg en af dem, uanset hvor meget jeg holder af min MacBook, så må den blive inde på kontoret når jeg skal læse i sengen.

Verden gik under … men gik videre

Når man ser på temaet for [[FreakAngels]] kan man derfor ikke lade være med at smile lidt over at det netop er den historie der er endt med at blive lagt ud på nettet. For vi befinder os i et post-apokalyptisk steampunk univers hvor verden åbenbart er gået under for seks år siden. Store dele af London står under vand, infrastruktur og myndgheder er der ikke meget af og de mennesker, som stadig er tilbage i storbyen ser ud til at leve i små eknklaver.

Ikke at forveksle med guitaristen i Judas Priest
Ikke at forveksle med guitaristen i Judas Priest

Omdrejningspunktet for historien er Whitechapel, hvor gruppen FreakAngels holder til. Oprindelig var de tolv børn, født 23 år før historien starter, på nøjagtigt samme tidspunkt. De besidder overnaturlige evner, blandt andet telepatiske evner til at kunne læse andres tanker og det antydes flere gange i serien at de har noget at gøre med verdens sammenbrud seks år tidligere.

Men meget mere får man ikke at vide i det første bind af historien, for den udfolder sig med en uvant langsommelighed i forhold til de historier af Warren Ellis jeg ellers har læst, for eksempelt den voldsomt opskruede Anna Mercury som jeg håber snart at anmelde. Det er som om at sammenbrudet af de moderne kommunikationsformer og samfundets opskruede hastighed smitter af på historien og påtvinger den en vis sindighed. At dømme efter den del af andet bind jeg har nået at læse indtil videre, er der heller ingen antydning af at fortællingens tempo stiger der.

Styrke i forskelligheden

Selv om gruppen af FreakAngels er født på samme tidspunkt, er de vidt forskellige personligheder. Lige fra den smukke men iltre og opfarende KK som står for gruppens luftforsvar på den dampdrevne motorcykel/helikopter hun selv har bygget, over den barnlige, lettere ustrukturerede Arkady der spreder rædsel med sin evne til at forudsige andres fremtid.

Hver sin måde at fordrive tiden
Hver sin måde at fordrive tiden

Og for at komme spektret rundt ikke mindst den dekadente Sirkka som helt har trukket sig tilbage fra dagligdagens gøremål for at tilfredsstille sine seksuelle fantasier med partnere af begge køn. Åbenbart har syndfloden også taget syndsbegrebet og moralisterne med sig.

Men netop gennem deres forskellighed har de hver noget at bidrage med til den samlede gruppe, og på den måde kan man sige at den nye verden adskiller sig fra den gamle, hvor det mere virker som om at der er brug for en stor homogen gruppe.

Ind i denne blanding af sære mennesker kastes Manchester-pigen Alice, som dukker op for at hævne sig på Mark Fox, tilsyneladende et sort får iblandt de øvrige FreakAngels. Hendes tilstedeværelse giver både Ellis chancen for at kommentere på begivenhederne fra et normalt menneskes synspunkt, del muligheden for at lege lidt med de britiske dialekters mangfoldighed. Der skal nok være en enkelt amerikaner eller to som klør sig i hovedet over hendes mærkelige måde at tale på.

Konklusion

FreakAngels kan være lidt svær at komme ind på hvis man er vant til at leve på en diæt af superhelte-serier, hvor der helst ikke skal gå for mange sider inden folk tæver løs på hinanden.

Det dæmpede tempo gør at man lige skal bruge lidt tid til at pejle sig ind. Men når først man er inde begynder figurerne at blive interessante, og man begynder ligefrem at finde en vis sympati for den simple verden de lever i.

Teknologien og mange af de ting vi tager for givet er væk, men mulighederne for at udfolde sig og sætte sit aftryk på den nære verden omkring en er pludselig blevet enorme. Ikke at jeg er parat til at give slip på hverken computeren eller nettet endnu, men FreakAngels kan være en hyggelig lille ferie langt væk fra det hele.

Fakta om serien

Freakangels, 2009.

Bedømmelse: Anbefales.

Forfatter: Warren Ellis

Tegner: Paul Diffield

Forlag: Avatar Press

Rumheltenes endestation – Ignition City

Ignition City - klodens sidste rumhavn
Ignition City - klodens sidste rumhavn

[[Buck Rogers]], [[Flash Gordon]], [[Rumagent Spif]] – alle disse heltemodige enspændere som frygtløst drog ud i rummet og bekæmpede fremmede invasioner og mystiske aliens, hvor blev de egentlig af?

Det virker som et emne der har optaget forfatteren [[Warren Ellis]] for nyligt. Første gang han nærmede sig temaet var, da han overtog serien [[Astonishing X-Men]] efter [[Joss Whedon]]s meget berømmede 25-numres forløb.

Den ofte misantropiske Ellis kiggede sig om i vor nuværende verden, og så hvordan vi sender vore gigantiske skibe ud til den tredie verden, for at de kan blive hugget op af arbejdere, som har et lidt mere elastisk forholdt til fagforeninger og arbejdsmiljø end vi er vant til her i den vestlige verden.

Normalt ville man jo sige at science fiction er en optimistisk extrapolering af den nuværende teknologi, med tanke på hvilke positive konsekvenser den kan få. Men Ellis valgte at se det med den gamle gnavne mands skulende sideblik og endte derfor i stedet med at introducere Marvel universets skibs-kirkegård Chaparanga, et sted hvor rumskibene fra alle de invasioner fra rummet der har været siden Fantastic Four første gang stak snuden udenfor jordens atmosfære ligger til ophug.

I Ignition City folder han temaet lidt mere ud. Historien er hans egen, og udgiveren er det mindre forlag Avatar Press, så Ellis behøver ikke at bekymre sig om at anslå den velkendte optimistiske tone fra Marvel Comics. Illustrationerne står [[Gianluca Pagliarani]] for, og han fanger perfekt den forfaldsæstetik som skal til for at få [[Ignition City]] til at fremstå troværdigt.

Rumhelt på druktur i det tyvende århundrede
Rumhelt på druktur i det tyvende århundrede

Hos [[Avatar Press]] behøver Ellis ikke at holde sig indenfor det trods alt meget positive univers han arbejder indenfor hos [[Marvel]], så her får den en tand mere. Juri Gagarin er dybt alkoholiseret og lever på gaden, en næsten lige så fordrukken Buck Rogers hænger lidt bagvendt i stedet fast i det 20. århundrede, Flash Gordon er en del af byens korrupte underverden og jorden har for længst stukket halen mellem benene i konflikten med de insektlignende væsener derude. Navnene er måske ændret lidt, men meningen er ikke til at tage fejl af.

Faktisk er Ignition City det sidste sted tilbage på jorden hvor man stadig har en chance for at komme ud i rummet. Et snusket, forfaldent sted med rustne raketter, infrastruktur der er ved at bryde sammen og meget marginal tilstedeværelse af ordenshåndhævere. Det er til denne forfaldne slum af en rumhavn at den unge, smukke, rødhårede Mary Raven ankommer for at finde ud af årsagerne til sin fars død.

I rummet kan ingen høre dig kaste op
I rummet kan ingen høre dig kaste op

Rock Raven var en af rumpionererne, og hans datter ønskede sig mere end noget andet at være som sin far. Ud i rummet kom hun også, som hun selv beskriver:

“I shot a man on Khargu because he needed to die more than any I’ve ever met. I repaired three rocket tubes with a wrench and a knife while hanging upside down over Titan during the syzygy. I’m 26 years old and my life is over now”.

Hendes tur til Ignition City virker lige så meget som et forsøg på at genvinde det som han stod for, den tilværelse ude blandt stjernerne som nu næsten er uden for rækkevidde. Men var hendes rumkaptajn af en far mon også det menneske hun troede han var? Beboerne i Ignition City vil helst ikke ud med sproget om hvad der er sket, men noget tyder på at Lightning Bowman, med lyn-symbolet på trøjen, ikke har rent mel i posen.

Indtil videre er der kommet tre af de fem numre i serien, og hvis man skal tage efter hvordan det plejer at gå med Warren Ellis’ udgivelser på Avatar, så følger der nok en udgivelse i trade paperback når serien er afsluttet. Historien kan anbefales, både til de der ikke er bange for at få et lidt kynisk tilbageblik på tidligere tiders sorgløse eventyr i rummet og til de der, som jeg synes at det måske er en god ting med en påmindelse om hvor vigtigt det er at vi kommer derud i rummet, inden vi forslummer her på jorden.

Fakta om serien

Ignition City, 2009.

Bedømmelse: Anbefales.

Forfatter: Warren Ellis

Tegner: Gianluca Pagliarani

Forlag: Avatar Press

Hvad vi har skrevet på Twitter

Scott Pilgrim vol. 1
Scott Pilgrim vol. 1

I de forgangne par uger har vi tweetet om lidt af hvert – Warner i samarbejde med Facebook, Thor-filmatiseringen, et samarbejde mellem Alan Moore og Mike Patton, Green Lantern-filmen, ændringer i Carlsens ledelse … samt SCOTT PILGRIM PÅ DANSK!

FreakAngels – ny ugentlig webcomic fra Warren Ellis

I går, 15. februar, gik første afsnit af Warren Ellis webcomic FreakAngels i luften. Serien, der er illustreret af Paul Duffield, er en gratis ugentlig tegneserie, som har forlaget Avatar som udgiver (i den grad man kan tale om en udgiver af en webcomic – men mon ikke der kommer en samling i fysisk form en gang?).

FreakAngels teaser

Præsentationen er simpel og god – intet klumret flash-interface at klikke rundt i samtidig med at tegningerne står klart frem – og historien er efter seks sider forholdsvis lovende. Jeg får en klar steampunk-vibe fra afsnit et, men meget kan nå at ændre sig endnu.

Mig bekendt er der ikke rigtigt nogen fortilfælde hvor en etableret forfatter skriver en historie direkte til nettet, så på den måde er det også et spændende eksperiment: kan de sælge den i papirform bagefter?

I al fald en spændende side, som fortjener et bogmærke.

Når alt forandres – Orbiter af Warren Ellis

Efter at have kigget på den dystre og misantropiske Fell, foretager vi nu en 180 graders vending og kigger på et – ganske ukarakteristisk – optimistisk og håbefuldt værk af Warren Ellis.

Den første kontakt

Cover til OrbiterI Science Fiction er der et begreb, der hedder First Contact – det er historien om menneskeheden, der for første gang opnår kontakt med ikke-menneskelige intelligenser. 2001 af Arthur C. Clarke er et af de mest kendte eksempler på en First Contact-historie, men der er snesevis af andre eksempler. I Orbiter giver Warren Ellis sit bud på hvordan den første kontakt mellem mennesket og fremmede intelligenser kunne foregå.

Da Orbiter starter har rumprogrammet været sløjfet i næsten 10 år – da man mistede kontakten med rumfærgen Venture, skønnede man at den bemandede rumfart var for bekostelig og for farlig og derfor måtte skrottes. Men så en dag vender Venture tilbage til Jorden, dækket af en hudlignednde substans og med sand fra Mars på landingsstellet – hvilket vel at mærke ikke burde kunne lade sig gøre, da en rumfærge ikke på nogen måde ville kunne gennemføre en sådan tur.

Besætningen på syv er væk på nær én, nemlig piloten John Cost, der ved ankomsten talte et uforståeligt sprog og angreb bjærgningsstyrken, der blev sendt ind i rumfærgen. Cost er fysisk i topform, hvilket burde være umuligt hvis han havde tilbragt ti år i verdensrummet – der burde være skader på hans celler og muskler som følge af bl.a. den manglende tyngdekraft. Det er med andre ord lidt af et mysterium der lander på Kennedy Space Center.

Hvad skete der?

Orbiter - undersøgelserne er i gangFor at løse mysteriet om Ventures tilbagekomst, tilkaldes tre personer, der skal lede hver sin del af efterforskningen – den tidligere astronaut Michelle Robeson, som er strandet her på jorden efter at rumprogrammet er blevet nedlagt, Terry Marx, som er den førende ekspert i alternativ drivkraft og noget nær et geni, og endeligt psykiateren Anna Bracken, der mens rumprogrammet fandtes talte med astronauterne efter de havde været i rummet og både hjalp og evaluerede dem.

Denne lille flok bliver sat i spidsen for hver sin lille undersøgelse af Ventures forsvinden og genkomst – Michelle leder teamet der skal undersøge den hudagtige substans der dækker skibet, Terry skal finde ud af hvad der har drevet den frem og Anna skal prøve tale med John Cost og finde ud af hvad der er sket uden af fremprovokere endnu en voldelig episode.

Det lyder lidt som en gyser a la filmen Event Horizon, men ca. en trediedel inde i bogen går det langsomt op for en at der er ingen dæmoner fra Helvede, ingen savlende, morderiske aliens, intet der kan koste selv den mest følsomme læser nattesøvn. Snarere tværtimod.

Fremragende håndværk

Orbiter - Venture i fri flugtUndervejs kommer vi igennem en masse videnskabelige forklaringer på hvad der er sket med Venture, og de er alle fascinerende og har rod i mere eller mindre velfunderede teorier. Her er der nok ikke mange – hvis nogen – nulevende forfattere, der kan formidle de underliggende videnskabelige teorier til lægmand som Ellis kan – det er en ren fornøjelse og et klart plus i forhold til historiens flow. Ellis er i det hele taget ikke til at skyde igennem i Orbiter – han forfalder på intet tidspunkt til sin karakteristiske “alle er nogle bastards”-rolle men gør sig al mulig umage for at få fortalt historien og få budskabet frem, som man klart kan fornemme ligger hans hjerte nært.

Colleen Doran tegner fremragende i Orbiter – generelt er jeg ikke vild med hendes måde at tegne ansigter på, men her fungerer det lige som det skal, og især figuren Terry Marx får tilført ekstra liv igennem hendes tegninger. Sidekompositionerne er stramme, men også med masser af plads når det er nødvendigt – der er nogle fantastiske helsidesopslag, som tager vejret fra en. Farvelægningen står Eisner-vindende Dave Stewart (kendt bl.a. fra The New Frontier, The Escapists og Hellboy) for, og den er lige som den skal være.

At møde mysteriet

Orbiter vil – som jeg tidligere har bemærket – lige det modsatte af at skræmme – den vil oplyse og opløfte vore øjne imod himmelrummet igen. På den måde minder den en del om Carl Sagans klassiske Contact, men Orbiter er ikke tynget ned af overvejelser om Guds eksistens eller andre småtunge overvejelser som Contact i mine øjne er – Ellis pacer sin historie perfekt, og når vi når konklusionen er vi parate, parate til at møde mysteriet, parate til at hæve os over vores smålighed, parate til at være en del af universet.

I Orbiter giver Warren Ellis sit bud på hvordan den første kontakt kunne komme til at foregå, og det sker med både indføling, spænding og først og fremmest en storslået vision for menneskets fremtid. Hvis du tænder på ideen om rumrejser, på tanken om at udforske universet og møde hvem eller hvad der er at møde derude, er der en stor sandsynlighed for at du vil tænde – rigtigt hårdt, endda – på Orbiter.

“All the rules change.
I mean that.
Right this second is when everything changes.

Going up.”

Fakta om serien

Orbiter
Bedømmelse: anbefales varmt

Forfatter: Warren Ellis
Tegner: Colleen Doran
Udgiver: Vertigo (DC)
År: 2003

Håbløsheden er lortebrun: Fell af Warren Ellis

Fell vol. 1: Feral CityWarren Ellis er efterhånden kendt som en misantropisk gammel mand, som har en fascination af tilværelsens skyggesider. Men igennem sin fascination er ham også i stand til at skabe værker der giver grund til eftertanke, og Fell: Feral City er bestemt ingen undtagelse.

I Fell følger vi kriminalbetjenten Richard Fell, som overflyttes til Snowtown, en bydel som er alle betændte og hårdkogte bydele destilleret – eller måske snarere rådnet sammen – til én pøl af tragiske og forvredne menneskeskæbner badet i kriminalitet og håbløshed.

Kriminalafdelingen består af en forstyrret leder på nervemedicin, der efter eget udsagn leder 3½ mand (“Owlsley has no legs”), som ikke gør andet end det mest nødvendige for at dæmme op for det hav af lovløshed der omgiver dem.

Alle historierne i Fell er afsluttede enheder, hvor det eneste samlende element er Richard Fell og personerne omkring ham – her nok især det spirende forhold til bartenderen Mayko. Mange – hvis ikke endda størstedelen – af historierne er baserede på virkelige sager, så som kvinden der myrder sin mand med et alkohollavement eller manden der skærer fostre ud af gravide kvinder for at bruge dem som beskyttelsestalismaner. Det er hård kost og Fell er da heller ikke godnatlæsning for sarte sjæle.
Ellis har tidligere brugt virkelige sager, bl.a. i serien Bad World, men her virker de meget mere som en del af handlingen.

Side fra Fell #1Der er mange uforklarede elementer i serien, for eksempel Snowtown-tagget, der er et S med et kryds igennem eller den mystiske – og skræmmende – nonne iklædt Nixon-maske, og de tjener alle til at understrege det uforudsigelige og mystiske ved Fells univers.

Tegningerne er af Ben Templesmith, som de fleste nok kender fra 30 Days of Night / Nat i 30 dage. Hans malede, meget ekspressive tegninger er her i serien lagt ind i et 9 x 9 gitter af rammer, hvilket strammer dem gevaldigt op og i det hele taget understøtter historien på en fremragende måde – sidekompositionerne virker decideret klaustrofobiske. Selv om man ikke kan lide Templesmith i Nat i 30 dage, kan man sagtens synes om hans tegninger i Fell – det er en meget anden oplevelse.

Farverne holdes i en palette af – undskyld udtrykket -tisgult og lortebrun med lejlighedsvise vandringer til tilstødende farver som størknet blod-rødt, muggrønt og grå og sorte farver, hvilket kun tjener til at understrege historiernes klaustrofobiske stemning af håbløshed.

Der er heldigvis også øjeblikke af (sort) humor og – endnu vigtigere – gryende håb i visse af historierne, hvilket er med til at løfte skyen af håbløshed, men man sidder ikke just tilbage med en stålfast tro på menneskeracen efter at have læst samlingen.

Med Fell har Warren Ellis lavet et af sin karrieres mest helstøbte værker, og ligemeget om man er fan eller ej er man godt tjent ved at dykke ned på verdens vrangside med Richard Fell som rejsefører – det er en næsten terapeutisk oplevelse, og den er alt hvad serier som CSI og andre hårdkogte “realistiske” politiserier burde være.

Fakta om serien:

Fell Vol. 1: Feral City
Bedømmelse: Anbefales varmt

Forfatter: Warren Ellis
Tegner: Ben Templesmith
Udgiver: Image Comics
År: 2007

Læs #1 online

Planetary #1

Planetary - dansk coverFor nogen tid siden omtalte jeg serien Planetary, og nu er serien så kommet på dansk, udgivet af Egmont – og naturligvis skal denne udgivelse have nogle ord med på vejen.

Vi starter i ørkenen, hvor Elijah Snow kontaktes af Jakita Wagner, som tilbyder ham at arbejde for organisationen Planetary, der rejser rundt i verden og opdager og dokumenterer fantastiske hændelser, steder og væsner. Snow kan fjerne varmen fra sine omgivelser, Jakita er superstærk og hurtig, mens gruppens sidste medlem, Trommeslageren, kan kommunikere med maskiner.

Man kommer vidt omkring i Planetarys univers, der i dette nummer består af fire afsluttede historier – vi hører om et hemmeligt selskab af helte fra 1940’erne, der har bygget en kvantecomputer, går i land på Ø Nul, hvor monstrene fra japanske film som Godzilla har holdt til, hører en spøgelseshistorie fra Hong Kong og endeligt lærer vi om et usædvanligt dimensionshoppende skib (kaldet et skiftingsskib), der er begravet under jorden.

Warren Ellis fortæller spændende og medrivende og håndterer de forskellige stilarter med legende lethed, og da jeg har læst den amerikanske serie, ved jeg at han kun lige er ved at blive varm – der er endnu bedre historier i vente!

John Cassaday tegner i verdensklasse – han mestrer de store panoramaer såvel som detaljen, action såvel som nærhed. Jeg holder meget af hans tegninger generelt, men det er i Planetary han rigtigt folder sig ud – ikke mindst på grund af seriens skiftende stilarter, som han boltrer ubesværet i.

Serien er på dansk ved Kim Schou, som undgår de fleste faldgruber og – vigtigst – får Ellis mundrette sprog til ikke at miste sit flow på dansk.

Planetary er en fremragende serie, og det er glædeligt at Egmont har valgt at udgive den på dansk – man må håbe at den sælger nok til at vi får alle 27 numre på dansk. Jeg undrer mig dog over at man ikke har valgt at udgive serien i et mere langtidsholdbart format, a la de amerikanske Trade Paperbacks – som det ser ud nu, kan jeg f.eks. ikke forestille mig at der er specielt mange biblioteker der investerer i serien, og det er egentligt en skam.

Desuden har jeg det lidt stramt med trykkekvaliteten – Laura DePuys fantastiske farvelægning kommer simpelthen ikke til sin ret og billederne bliver noget gnidrede i det. Prøv at se dette foto af henholdsvis den amerikanske og den danske udgave (klik for stor): Sammenligning af den amerikanske og danske udgave af Planetary

Jeg mangler noget dynamik i den danske udgave – farverne er matte og den manglende højglans gør billedet mindre tredimensionalt.

Dette er dog et mindre kritikpunkt, som ikke tæller fra seriens generelt høje niveau – og måske er det endda prisen vi betaler for overhovedet af få serien på dansk til en absolut rimelig pris. I så fald betaler jeg gerne, og ser under alle omstændigheder frem til at læse mere Planetary engang i efteråret.

– Det er en løjerlig verden.
– Lad os sørge for, den forbliver sådan.

Fakta om serien

Planetary #1 (Superhelte 26/7 – 22/8)
Bedømmelse: Anbefales varmt

Forfatter: Warren Ellis
Tegner: John Cassaday
Farvelægger: Laura DePuy
Oversætter: Kim Schou
Udgiver: Egmont

Nye kreative teams til Astonishing X-Men og Runaways

Astonishing X-Men v2 - Simone BianchiDet vælter ind med nyheder fra San Diego Comic Con (SDCC) – hvad for eksempel med nyheden om at Warren Ellis og Simone Bianchi overtager Astonishing X-Men efter at Joss Whedon og John Cassaday efter planen forlader titlen ved årets udgang.

I mine øjne et fint valg, og jeg er spædt på hvorvidt Ellis beholder den lette tone serien har eller tilføjer den sin egen kynisme. Læsværdigt bliver det jo nok under alle omstændigheder!

Warren Ellis bliver på serien i mindst 24 numre, Bianchi så længe som muligt.

Og så forlader Joss Whedon også Runaways som bliver overtaget af ingen mindre end Terry Moore, der ikke er så kendt i Danmark, men som er manden bag den nyligt afsluttede Strangers in Paradise – en serie, der bestemt er værd at læse.

Moore vil tage Runaways tilbage til Californien for at plante et stort, solidt Marvel-flag i den del af landet. Han bliver den tredie forfatter på serien og efterfølger så store navne som Brian K. Vaughan og Joss Whedon.

I mine øjne er Moore det perfekte valg til serien og jeg håber at se flere forfattere og tegnere fra den amerikanske indie-scene blive inviteret indenfor hos de store forlag.

Ultimate Galactus Trilogy – hardcover udgaven

Læseren advares om at denne anmeldelse indeholder omtale af brugen af Galactus i den nyeste Fantastic Four film “Rise of the Silver Surfer”. Læsere som ikke ønsker at få afsløret handlingen i filmen bør ikke læse denne anmeldelse.

Ultimate GalactusSelv om jeg ikke har været særligt imponeret af det jeg indtil videre har set af Ultimate universets udgave af Fantastic Four, så må jeg indrømme at jeg ikke kunne lade være med at lade mig fascinere af coveret til den tredie del, Ultimate Extinction, som såvidt jeg kan gennemskue er lavet af Brandon Peterson. Galactus har altid været en af mine foretrukne skurke hos Marvel, hvis man i det hele taget kan kalde ham en skurk – naturkraft eller kosmisk væsen er måske mere korrekt. Men uanset hvad man vælger at kalde ham, så har Galactus altid for mig været en “ham”, et væsen som på en gang havde menneskelige træk, men på samme tid kræfter og motiver der lå hinsides vores verdensbillede. Derfor var det selvsagt også en stor skuffelse at man i den nylige Fantastic Four film valgte at erstatte vores velkendte udgave af Galactus med en udefinerbar sky.

Rygterne havde svirret i tiden op til filmens premiere, og efter at flere personer på nettet havde nævnt Ultimate Galactus som et eksempel på hvordan man godt kunne afvige fra den klassiske Galactus uden at ødelægge historien, så var jeg nysgerrig nok til at investere i “Ultimate Galactus Trilogy” som samler alle historierne med Galactus i Ultimate universet i et hardcover bind, hvor man i tilgift får et par sketches og designoplæg til de forskellige figurer. Ekstra-materialet er bestemt ikke noget der er med til at sælge denne specialudgave, men heldigvis så er indholdet i sig selv så fremragende at det sælger sig selv.

Historien falder i tre dele forfattet af Warren Ellis, med Ultimate Vision #0 af Mark Millar som en ekstra historie der samler op på en fortsat fortælling der ellers var henlagt til forskellige numre af The Ultimates. Det hele startes op med Ultimate Nightmare der sætter stemningen på et meget dystert niveau. Jeg husker at da historien først blev annonceret var jeg sikker på at man var på vej til at introducere en af Marvels horror figurer i Ultimate universet. Vi starter i Tunguska i det tidligere Sovjetunionen, hvor et meteor slår ned i 1904. Men først i vore dage, hundrede år senere begynder effekten af denne begivenhed at vise sig. På bedste Lovecraft maner bliver jordens befolkning hjemsøgt af mareridt og under indflydelse af dem begynder folk på uforklarlig vis at begå selvmord.

Ultimate NightmareDette tiltrækker sig opmærksomhed fra to grupper, dels X-Men og dels en anden gruppe ledet af Nick Fury med Captain America, Black Widow og Ultimate udgaven af Falcon som medlemmer. Begge grupper drager til Tunguska med hver deres motiver til at finde årsagen til bølgen af mareridt. Begge grupper ender i et underjordisk militærkompleks er forfaldet lige siden det sovjetiske imperie brød sammen, og takket være Trevor Hairsine og Steve Eptings fremragende tegninger får man straks den uhyggelige følelse der ellers er reserveret til øjeblikke hvor man spiller Doom helt alene i sin lejlighed sent om aftenen hvor det kun er skærmen giver lys fra sig.

Ultimate Secret fortsætter historien med undersøgelser af det fund som de to grupper ender med at gøre i Tunguska. En budbringer som skal advare mod faren fra Gah Lak Tus, men som desværre har været spærret inde i et århundrede, og læsere der tror de har regnet ud hvem budbringeren er vil blive en smule overraskede, for som det senere skal vise sig, så er Ultimate universets udgave af Silver Surfer ganske anderledes end sit oprindelige forbillede.

Slutspillet hvor menneskeheden skal forsøge at forsvare sig mod truslen fra Gah Lak Tus sker i Ultimate Extinction, hvor man ser at Gah Lak Tus ikke er et enkelt væsen, men en sværm af væsener, maskiner med intelligens, men uden følelser, drømme eller håb.

Ideen med at lade Gah Lak Tus optræde som en sværm i stedet for et gigantisk væsen er en interessant nyskabelse. Stephen King påpeger et sted at amerikansk horror i enhver tidsalder afspejler den fremherskende tidsånd. 50’ernes koldkrig gav frygten for teknologisk avancerede væsener fra rummet. Frygten for de moderne og uregerlige teenagere slog igennem i 70’ernes “The Exorcist” og frygten for kræft og andre sygdomme kan ses afspejlet i Cronenbergs tidlige film. Tilsvarende kunne man sige at Gah Lak Tus afspejler frygten for de muligheder som nano-teknologi og intelligente maskiner som vi oplever den i vor tid. Denne frygt kan for eksempel ses i Bill Joys essay “Why the future don’t need us”. Denne dystre fremtidsvision kom midt under den hysteriske optimisme i forbindelse med dot-com boomet, og overraskede mange, da Bill Joy selv gennem en årrække havde været en fremtrædende profil indenfor high-tech verdenen med tilnavnet “the Edison of the internet”.

Truslen fra Gah Lak Tus samler ganske godt op på denne på en gang frygt for de teknologier vi er ved at slippe løs og så på den anden side vores tyrkertro på at mennsket er udviklingens herrer og at vi er istand til at beherske teknologien og anvende den til at forbedre alting. Modsat tidligere tiders historier hvor Reed Richards og Silver Surfer må slutte pagt med noget der ligner en gammeltestamentelig gud, så vi i Ultimate Galactus nået frem til en Nick Fury der selvsikkert forventer at gud rømmer sin himmelske trone og lader ham indtage sin retmæssige plads. Om arkitekterne bag Ultimate universet vil lade ham slippe afsted med denne hybris må vi vente og se. I forbindelse med lanceringen af filmen er der allerede meldt om at Silver Surfer vender tilbage til Ultimate Fantastic Four, så det sidste ord er nok ikke skrevet i denne saga.

Planetary: om at bevare den forunderlige verden

Planetary - Jakita, Ellijah, The DrummerPlanetary er en af disse tegneserier det umiddelbart er svært at beskrive for andre uden at forklare hele handlingen, men jeg skal nok prøve :)

Organisationen Planetary beskriver sig selv som “Archaeologists of the Impossible” og rejser verden tynd på jagt efter de mere eller mindre gemte artefakter og væsner. De informationer de får fra disse ting, bliver alle brugt til at forøge menneskehedens samlede viden og i sidste ende bidrage til en bedre verden.
Holdet i marken består af superstærke Jakita Wagner, The Drummer, som kan opfange og manipulere med næsten enhver form for information og endeligt den nye rekrut Elijah Snow, der kan trække varmen ud af nærliggende objekter, hvilket i praksis fryser dem til is. Den næsten 100 år gamle Snow er seriens hovedperson – i den grad en sådan findes.

Imod sig har Planetary de utroligt magtfulde The Four, hvis mål er at samle de samme informationer som Planetary, men med egoistiske formål – de vil ikke dele deres landvindinger med nogen og skyer ingen midler for at beholde deres magt og viden for sig selv.

Men Planetary er meget andet end det – hver historie er én afsluttet enhed, samtidig med at der kører en overordnet historie igennem alle numrene. Dette giver Warren Ellis og John Cassaday, der henholdsvis skriver og tegner, utroligt frie hænder til at tage nye emner op hvert nummer – et nummer kan handle om japanske monsterfilm a la Godzilla, mens et andet tager historien om Hulk op med en ny vinkel. Andre historier viser pulp-helte fra 30’erne, Jules Verne-sci fi eller alternative versioner af figurerne fra DCs Vertigo-forlag.

Planetary-forsideSerien er en del af Wildstorm-universet, som vi ikke har set meget til på dansk, men som rummer titler som The Authority, Gen 13 og Stormwatch. Serien har dog ikke meget at gøre med Wildstorm som sådan – der er stort set ingen gæsteoptrædener fra de andre serier – derimod er her mere tale om et “meta-univers”, hvor mange af populærkulturens figurer dukker op i en eller anden form. Ellis har skabt sig den perfekte legeplads til sig selv, og historierne bærer da også præg af en kolossal fortælleglæde, der sammen med de utroligt spændende og veldrejede historier nok gør dette til hans foreløbigt bedste værk.

Han skriver selv i sit oprindelige udkast til serien:

What if, underneath all that, there was an entire classic old superhero world? What if there were huge Jack Kirby temples underground built by old gods or new, and ghostly cowboys riding the highways of the West for justice, and superspies in natty suits and 360-degree-vision shades fighting cold wars in the dark, and strange laughing killers kept in old Lovecraftian asylums… what if you had a hundred years of superhero history just slowly leaking out into this young and modern superhero world of the Wildstorm Universe? What if you could take everything old and make it new again?

Vi skal heller ikke glemme John Cassadays fantastiske tegninger – herhjemme kender vi ham fra Astonishing X-Men, som han tegner for Joss Whedon, men i Planetary viser han for alvor sit format, idet han nærmest danser igennem de forskellige stilarter og med samme dragende lethed tegner viktorianske miljøer, 50’er sci fi og nutidige superhelte og bidrager til aligevel at gøre universet sammenhængende. Forsiderne er også et kapitel for sig – der er ikke et fast “Planetary”-logo endsige et fast layout på dem – de ændrer sig med de enkelte historiers ånd. Serien er utroligt flot farvelagt af Laura Martin (tidligere DePuy), som da også har modtaget en Eisner for sit arbejde.

Planetary er spændende og smuk, dragende og fængslende, og en af de bedste mainstream-tegneserier, der er kommet fra USA i mange år.

“It’s a strange world. Let’s keep it that way.”

Planetary kommer på dansk fra Egmont Serieforlaget i juli måned.

Yderligere læsning:

Wikipedia om Planetary
God fanside om Planetary (indeholder spoilers)
Endnu en fanside (også med spoilers)