The Spirit reinkarneret

Action, Mystery & Adventure i The Spirit: Book One af Darwyn Cooke

Begyndelsen på tegneseriens guldalder sættes ofte til 1938, året hvor en lille kapsel fra planeten Krypton gennembrød Jordens atmosfære og pløjede ned i Kansas’ muld. Både formen og formatet var dog allerede blevet etableret med henholdsvis striben Happy Hooligan (1900) og hæftet Funnies on Parade (1933).

Den kreative impuls, som er essensen af guldalderbegrebet, havde i de mellemliggende år skabt klassikere som Little Nemo in Slumberland, Krazy Kat, Dick Tracy og Little Orphan Annie og efter 1933 kom striber som The Phantom og Terry and the Pirates. Guldalderens begyndelse kan altså med nogen ret dateres til før 1938.

Derimod er det indiskutabelt, at superhelten blev født i 1938. I efterdønningerne fra Supermans nedslag opstod ikke blot et sandt boom af superhelte og tegneseriehæfter, men også mange nye forlag. Et af dem var Everett M. Arnolds Quality Comics Group.

EisnerBlueMed en række talentfulde tegnere i sin stald, var forlagets navn ikke vindmageri men en garanti: Jack Cole (Plastic Man), Lou Fine (The Black Condor), Bill Ward (Torchy), Bob Powell (Crack Comics), Reed Crandall (Blackhawk) – og [[Will Eisner]], hvis maskerede helt næppe behøver nærmere introduktion. Men lad os alligevel kort se på The Spirits meritter.

I en tid domineret af superhelte var Denny Colt, alias [[The Spirit]], uden kappe, spandex og superkræfter. I stedet havde han en diminutiv maske, charme, hjerne og muskler. Endelig havde han, ligesom sin ældre kollega Dick Tracy, en mirakuløs evne til klare sig helskindet igennem selv de værste tæsk og den heftigste kugleregn.

spiritDet var en noirish krimi-serie fuld af action og vold, død og humor, skæbnefortællinger og direkte fjollede optrin, samt de smukkeste femme fatales nogensinde set i en tegneserie. Hvert Spirit-eventyr blev indledt med en visuelt overvældende splash-page, hvor titelheltens alias ofte dannede kulissen eller på anden måde blev vævet ind i scenen.

Denne formmæssige virtuositet begrænsede sig ikke til den første side. Nok havde Milton Caniff (inspireret af filmmediet) allerede eksperimenteret med billedvinkler, men Eisner gik adskillige skridt videre. Læserens øjne blev ført rundt i alle mulige og umulige vinkler, alt mens handlingen fløj afsted accentueret af Eisners suveræne fornemmelse af miljø og beherskelse af lys og skygge.

Persongalleriet var så farverigt, at hovedpersonen ikke altid stod i handlingens centrum. Karakterernes personlighed kom ikke kun til udtryk gennem deres handlinger og ord, men som hos Dickens også gennem deres kropssprog. Alt dette – og mere til – medvirkede til at skabe en serie, som synes synonym med dens skaber.

Will Eisner tegnede The Spirit fra 1940 til 1952. Der var ghosttegnere og ghostforfattere, heriblandt Lou Fine, Jack Cole og Jules Feiffer, men det bemærkes ikke. Inden sin død i 2005 sørgede Eisner for, at rettighederne til The Spirit overgik til DC. Nye og flotte genoptryk kom på gaden, men det var ikke tilstrækkeligt: Serien skulle genoplives.

spirit10Men hvem evnede at løfte arven? Hvem havde modet til at føre Eisners populære helt ind i det 21. århundrede? Æren – eller udfordringen – tilfaldt tegneren og forfatteren Darwyn Cooke, som forståeligt nok modtog tilbudet med blandede følelser: ”The Spirit was simultaneously the most exciting and horrifying offer I’d been made in my career,” betror han intervieweren fra The Comics Journal.

Cookes tegnestil taget i betragtning var han det oplagte valg. I serier som New Frontier og Catwoman er blækket tydeligvis blandet med guldalderstøv. Her tænker jeg særligt på hans forkærlighed for rene og vinlede streger, kantede fingre, kæber og muskler. Alligevel er det forståeligt, hvis nogle har mødt Spirits genopstandelse med skepsis.

Jeg var skeptisk. Ville Cookes Spirit være en pastice eller ligefrem et plagiat? Ville han, i et krampagtigt forsøg på at være original, falde for dekonstruktivismens fristelse? Og hvad med Ebony? Men al min forudindtagede skepsis blev gjort til skamme. Skønt Cookes Spirit (samt bifigurer og miljø) ligner Eisners, er både streg og fortælling Cookes egen.

Billedvinklerne er mere rolige end Eisners men ligeså velvalgte. Lys og skygge håndteres perfekt, og kropssprogets register udnyttes til fulde, hvilket kompenserer for Cookes udeltaljerede baggrunde. De indledende splash-pages kan måske nok opfattes som en homage, men indtil videre lever de helt op til Eisners fantasifulde standard.

I de syv nye Spirit-eventyr, som udgør The Spirit: Book One finder vi gamle kendinge som Dolan, Ellen, P’Gell, Mister Carrion og Ebony. Dolan er stadig lige ilter, Ellens rolle er som førhen indskrænket til at være den tro forlovede (som dog har mere forstand på internettet end Spirit), mens Mister Carrion til gengæld er blevet kreativ direktør i Julia Communications (opkaldt efter hans elskede grib).

pgellAt P’Gell stadig kan gøre alle hankønsvæsner til viljeløse proselytter, vil ikke komme som nogen overraskelse for dem, der har stiftet bekendtskab med Cookes Catwoman. P’Gell udstråler præcis den rette blandning af uskyld, sårbarhed og drivende seksualitet, som kendetegner en femme fatale.

Ebony2Eisners Ebony White var (mildt sagt) en stereotyp, der kan få selv den mest venligt indstillede moderne læser til at krumme tæer. Men under Cookes hånd er Spirits sidekick ikke bare blevet en ung mand, han er blevet cool og mindst ligeså charmerende som Spirit selv.

Af nye karakterer bør nævnes Ginger Coffee og Hussein Hussein. Førstnævnte er en sexet tv-reporter, som i jagten på den gode historie ikke går af vejen for at sætte sit eget liv på spil, mens sidstnævnte er en lykkejæger med et stænk af Peter Lorres karakter i Casablanca over sig, men knapt så slesk.

I den sidste historie (skrevet af [[Jeph Loeb]]) bringes Spirit sammen med Batman og Robin i kampen mod et overdådigt opbud af Gothams superskurke og – endelig – Spirits ærkefjende, den mystiske Mister Octopus. Af de syv historier er den måske det svageste led, men generelt er underholdningsniveauet højt.

Spiritcircle

Som hos Eisner byder også Darwyn Cookes The Spirit på action og vold, død og humor, samt en enkelt skæbnefortælling, men (i modsætning til sin forgænger) ingen fjollede optrin. Cooke har ikke bare formået at genoplive en gammel helt fra guldalderen, han har givet figuren nyt liv. Hvorvidt Cookes efterfølgere, Mark Evanier og Sergio Aragones, formår at føre stilen og ånden videre, skal jeg ikke kunne sige … endnu!

Fakta om serien

The Spirit: Book One (2008, 192 sider) indeholder:

The Spirit #1-6 (2007)

Forfatter: Darwyn Cooke

Tegner: Darwyn Cooke

Rentegner: J. Bone

Farvelægning: Dave Stewart

Forlag: DC Comics

Batman/The Spirit #1 (2007)

Forfatter: Jeph Loeb

Tegner: Darwyn Cooke

Rentegner: J. Bone

Farvelægning: Dave Stewart

Forlag: DC Comics

Med venner som Frank Miller behøver man ikke fjender

Plakat til The SpiritOkay, Frank Miller… denne gang er det personligt! Jeg har rystet på hovedet af dig flere gange i det sidste årti, men har alligevel både lukket øjnene og set den anden vej over for blandt andet din grusomme behandling af Nattens Ridder i All Star Batman and Robin. Men nu bør der sættes en stopper for det! The Spirit er årets værste film, og det er DIN skyld!

Hvis man er gammel tegneserie-fan, så ved man, at [[Frank Miller (f. 1957)|Frank Miller]]s navn var lig med det rene guld i 80erne. Man kunne simpelthen ikke forestille sig, at han kunne lave andet end originale, grafisk interessante historier, ofte inden for neo-noir genren. [[Nattens ridder vender tilbage]] er en milepæl i tegneseriehistorien, og Batman Year One og diverse andre titler var alle med til at gøre tegneserien voksen og lødig. Personligt har denne anmelder en særlig plads i hjertet reserveret til Millers [[Daredevil]], der jo som bekendt havde historien om Elektra som en rød tråd løbende igennem herlighederne. Det var virkeligt godt skrevet og vidunderligt tegnet. Tegneserier var ikke kun for børn længere.

Millers aftryk og indflydelse kan ses på mangen en moderne tegneserie og tegneseriefilmatisering, og således var det nok helt umuligt at forestille sig 2008s helt store sejr med filmen om The Dark Knight uden Frank Millers værker som de giganter, der gerne lagde skuldre til instruktøren Christopher Nolan og resten af filmholdet. I 2008 blev altså også tegneseriefilmatiseringen voksen. Selv urimeligt underholdende og generelt set befriende fjollede film som [[Iron Man]] tog deres emne alvorligt, og det var herligt at se på.

Tilbage til stenalderen

"The Audience Screams" ville nok være mere på sin plads...
"The Audience Screams" ville nok være mere på sin plads...

Hvor ironisk er det så, at selv samme filmår i det amerikanske sluttede med Frank Millers såkaldte filmatisering af Will Eisners klassiske og banebrydende tegneserie om The Spirit? Det lykkes nemlig Miller at banke genren (hvis man kan kalde den det) helt tilbage til stenalderen, hvilket i tegneseriefilmatiseringens historie er lig med 80er filmen om Howard the Duck. Ja, det er rigtigt: Jeg har lige sammenlignet The Spirit med Howard the Duck filmen.

Men i objektivitetens navn vil det måske være retfærdigt at tale om Millers film på dens egne præmisser. Hvor umuligt det end lyder, vil jeg prøve at glemme Eisners tegneserie i et kort øjeblik og udelukkende tale om filmen som film. Hvilket dog er en rigtigt dårlig ide, da den heller ikke som sådan har ret meget at byde på. Den starter sin tåbelige historie midt i plottet, hvilket sagtens kan fungere i en god film. Det gør det ikke her. Og da Miller få minutter senere hopper en anelse tilbage i tid for at vise os, hvad der virkeligt skete… ja, så gør det desværre ikke tilskuerne ret meget klogere. Men Miller bruger uendeligt lang tid på det første set-piece, der vistnok foregår ved havnen. Det er ikke helt til at vide, da kulisserne (eller manglen på samme) ikke rigtigt afslører noget. Der er ikke nogen fornemmelse for tid og rum i åbningsscenen, eller i filmen for den sags skyld.

Efter den første slåskamp, der tydeligvis forsøger at genskabe den looney toones-agtige humor, som Eisner (hvis forlæg vi er i gang med at ignorere) brugte i sin noget mere kulørte tegneserie, bliver der snakket i en uendelighed om ikke særligt meget. Den tegnefilms-agtige slåskamp føles aldeles påtaget og det skurrer slemt imod dialogens tough guy talk, der forsøger at lyde som Raymond Chandler, men i stedet ender med at lyde som det rene ingenting. Dialogen kører i ring, scener varer alt for længe og handler om alt for lidt, og det virker som om, at alt er filmet i mere eller mindre uplanlagte one-takes. Allerede i første scene er det tydeligt, at Samuel L. Jacksons skurk, The Octopus, er uden substans og nærmest skandaløst dårligt spillet. Han ævler kontant løs om æg, og jeg har helt ærligt ikke helt forstået hvorfor.

spirit-posters3Den her anmeldelse har allerede været for lang, og vi er kun nået til første scene. Men det gør nu ikke så meget, da så godt som alle filmens (mange, mange, MANGE) problemer er tilstede i de første ti minutter: Et plot, der ikke giver mening, indholdsløst dialog uden bid, horribelt skuespil fra alle involverede, en visuel stil stjålet fra Miller selv samt en instruktør, der åbenbart ikke har den fjerneste anelse om, hvordan man skaber narrativ fremdrift i en film. Eller hvordan man instruerer actions-scener. Det er ganske forfærdeligt. Derudover er historien om The Spirits barndomskæreste, der nu er på den anden side af loven, stjålet fra Millers egen Daredevil tegneserie. Hvor fantasiløs har man lov til at være, spørger jeg bare?

Filmens store gimmick er naturligvis den visuelle stil, der på alle måder er en gentagelse af Robert Rodriguez’ filmiske oversættelse af Millers eget udtryk fra tegneserien om Sin City. Miller stjæler med andre ord også her fra sig selv og tvinger sit eget udtryk (eller mangel på samme) ned over en historie, det ikke passer til. Det er et af de bedste eksempler på, hvordan en egocentrisk instruktør kan forråde sin egen film, jeg nogensinde har set. Hvorfor Miller ikke bare kastede sig over Sin City 2 i stedet for at sparke til stakkels Will Eisner, er mig en gåde. Hvor stilen var spændende og nyskabende i Sin City, virker den her fortærsket og påtaget.

Normalt fremhæver man en films bedste skuespillerpræstationer i en anmeldelse. Det er dog ikke helt muligt i den her film, så i stedet vil jeg atter engang fremhæve Samuel L. Jackson, der spiller så dårligt, at man knapt nok kan huske dengang, man syntes han var cool. Det var vist i en Quentin Tarantino film for rigtigt længe siden. Nu er han (ligesom Miller) både en parodi på sig selv og en skygge af sit tidligere jeg. Fremhæves skal også Scarlett Johansson, der spiller som var hun med i en skoleopsætning af en dårlig krimi. Fuldstændigt uden timing og variation. Værst er dog Sopranos og 24 Timer veteranen Louis Lombardi, der spiller en række kloner, som Octopus bruger som håndlangere. Måske er det Millers manuskript og instruktions skyld, at Lombardi er så forfærdelig, men det ændrer altså ikke på, at disse kloner er det allerværste ved en allerede forfærdelig film.

Og netop disse kloner bringer os til min endelige pointe: Filmen har absolut ingenting med Eisners tegneserie at gøre. Personerne hedder det samme, Miller har forsøgt at tvinge (vanvittigt mislykket) slap-stick ned over filmen, men derudover er det svært at se, hvor Eisner gemmer sig i denne film. Udover klonerne har Miller også givet Spirit en mobiltelefon, der snakkes om internettet, og snigskytterne har lasersigte på deres rifler. Det er den mest unødvendige opdatering, jeg nogensinde har set i en film, og det er så selvbevidst gjort, at man næsten får dårlige mave af det.

Will Eisners The Spirit på vej hen til Frank Millers hus
The Spirit på vej hen til Frank Millers hus

Miller har altid været en stor fan af Will Eisner, hvis storbystegninger har inspireret så mange af hans egne tegneserier. Hensigten med filmen har sandsynligvis været at hylde Eisner ved at føre hans tegneserie op til vores nutid og gøre den relevant og tilgængelig for et mainstream publikum, men det er som sagt noget af en bjørnetjeneste, Miller her har gjort Eisner.

Burde vide bedre

Med venner som Frank Miller behøver man ikke fjender. Og jeg føler mig faktisk næsten personligt krænket af denne film. Som tegneserie-fan føler jeg mig talt ned til og hånet. Nogle af de mere positive anmeldelser, jeg har set af denne film, fremhæver filmens tegnefilmsagtige stil og hævder, at tegneserie-fans vil elske den. Men der tager de altså fejl! Filmen ser tegneserie-agtig ud på en måde, der får en til at tro, at instruktøren aldrig har læst en tegneserie i sit liv. Det er overfladisk, billigt og påtaget. Og det ville næsten være til at tilgive, hvis Frank Miller altså ikke havde skrevet og tegnet nogle af 80ernes bedste tegneserier. Han burde vide bedre!

Jeg skal dog gerne indrømme, at jeg ikke kedede mig i de 103 minutter, filmen varede. Jeg var nærmest hypnotiseret af dens rædderlighed og det tæppe-bombardement af dårlige, kunstneriske valg, der voldtog mine stakkels øjne på biograflærredet. Det er en fascinerende film, hvis man har smag for det helt forfærdelige. Men har man ikke det, så vil jeg klart anbefale, at man holder sig væk. Der var klar uenighed i den gruppe, jeg var inde at se filmen med, om den nu faktisk var så dårlig, at den var god, eller om den blot var så dårlig, at den ikke fortjener at leve. Det spørgsmål vil jeg lade stå åbent.

Men Frank Millers The Spirit er en forbrydelse imod menneskeheden. Og imod Will Eisner. Og så sandelig også imod den legende, som Frank Miller kunne have været blevet.

Hjemmeside for The Spirit-filmen

The Spirit Movie Poster

Frank MillerFrank Miller er godt i gang med sin filmatisering af Will Eisners mesterværk, The Spirit, og nu er der kommet en hjemmeside for filmen.

Foreløbigt er der ikke meget på siden – de største trækplastre er et forum og en video med Frank Miller, hvor han siger lidt om hvor godt det går med indspilningerne og hvilket unikt hold der står bag filmen. Man kan også læse en synopsis af handlingen og lidt om skuespillerne, der fylder de forskellige roller.

Jeg er stadig lidt forbeholden overfor ideen om en The Spirit-film (og især instrueret af Frank Miller i lyset af hans seneste par års produktion), men ender nok med at give mig – det skal nok blive visuelt overvældede og underholdende. Og castingen er bestemt ikke håbløs, så mine fingre forbliver krydsede.

Sergio Aragones overtager The Spirit

Sergio AragonesHerhjemme kender vi nok mest Sergio Aragonés for hans arbejde for Mad og måske især barbar-parodien Groo, så det er med let løftede øjenbryn at jeg læser nyheden om at han skal overtage The Spirit efter at Darwyn Cooke forlader titlen om et par numre.
Det vides endnu ikke hvem der skal tegne serien, men det bliver ikke Aragones selv – naturligvis, vil jeg tilføje, da hans karrikerede stil ikke rigtigt passer til seriens univers. Hans humor passer efter nærmere eftertanke fint til det glimt i øjet, der ofte er i Eisners gamle serie.

Aragones skriver også DCs relancering af Westernhelten Bat Lash, en figur som Aragones faktisk har skrevet tilbage i 1960’erne. Den nye Bat Lash tegnes af John Severin, der nok bedst er kendt for sit arbejde på krigsserierne Two-Fisted Tales og Sgt. Fury samt westernserien The Rawhide Kid.

Årets Eisner-nomineringer

Eisner Awards LogoFlere steder nettet rapporteres nu, at årets Eisner-nomineringer er klar, og jeg iler fluks videre med listen:

Nominees, 2007,Will Eisner Comic Industry Awards

Best Short Story
”The Black Knight Glorps Again,” by Don Rosa, in Uncle Scrooge #354 (Gemstone)
“Felix,” by Gabrielle Bell, in Drawn & Quarterly Showcase 4 (Drawn & Quarterly)
“A Frog’s Eye View,” by Bill Willingham and James Jean, in Fables: 1001 Nights of Snowfall (Vertigo/DC)
“Old Oak Trees,” by Tony Cliff, in Flight 3 (Ballantine)
“Stan Lee Meets Spider-Man,” by Stan Lee, Oliver Coipel, and Mark Morales, in Stan Lee Meets Spider-Man (Marvel)
“Willie: Portrait of a Groundskeeper,” by Eric Powell, in Bart Simpsons’s Treehouse of Horror #12 (Bongo)

Best Single Issue (or One-Shot)
Batman/The Spirit #1: “Crime Convention,” by Jeph Loeb and Darwyn Cooke (DC)
A Late Freeze, by Danica Novgorodoff (Danica Novgorodoff)
The Preposterous Adventures of Ironhide Tom, by Joel Priddy (AdHouse)
Skyscrapers of the Midwest #3, by Joshua Cotter (AdHouse)
They Found the Car, by Gipi (Fantagraphics)

Best Continuing Series
All Star Superman, by Grant Morrison and Frank Quitely (DC)
Captain America, by Ed Brubaker and Steve Epting (Marvel)
Daredevil, by Ed Brubaker, Michael Lark, and Stefano Gaudiano (Marvel)
Naoki Urasawa’s Monster, by Naoki Urusawa (Viz)
The Walking Dead, by Robert Kirkman and Charles Adlard (Image)
Young Avengers, by Allan Heinberg, Jim Cheung, and various inkers (Marvel)

Best Limited Series
Batman: Year 100, by Paul Pope (DC)
The Looking Glass Wars: Hatter M, by Frank Beddor, Liz Cavalier, and Ben Templesmith (Desperado/Image)
The Other Side, by Jason Aaron and Cameron Stewart (Vertigo/DC)
Scarlet Traces: The Great Game, by Ian Edginton and D’Israeli (Dark Horse)
Sock Monkey: The Inches Incident, by Tony Millionaire (Dark Horse)

Best New Series
Criminal, by Ed Brubaker and Sean Phillips (Marvel Icon)
East Coast Rising, by Becky Cloonan (Tokyopop)
Gumby, by Bob Burden and Rick Geary (Wildcard)
Jack of Fables, by Bill Willingham, Matthew Sturges, Tony Akins, and Andrew Pepoy (Vertigo/DC)
The Lone Ranger, by Brett Matthews and Sergio Cariello (Dynamite)

Best Publication for a Younger Audience
Chickenhare, by Chris Grine (Dark Horse)
Drawing Comics Is Easy (Except When It’s Hard), by Alexa Kitchen (Denis Kitchen Publishing)
Gumby, by Bob Burden and Rick Geary (Wildcard)
Moomin, by Tove Jansson (Drawn & Quarterly)
To Dance: A Ballerina’s Graphic Novel, by Sienna Cherson and Mark Siegel (Simon & Schuster)

Best Humor Publication
Flaming Carrot Comics, by Bob Burden (Desperado/Image)
Onionhead Monster Attacks, by Paul Friedrich (Hellcar)
Schizo #4, by Ivan Brunetti (Fantagraphics)
Tales Designed to Thrizzle, by Michael Kupperman (Fantagraphics)
Truth Serum, by Jon Adams (City Cyclops)

Best Anthology
Fables: 1001 Nights of Snowfall, by Bill Willingham and various (Vertigo/DC)
Hotwire Comix and Capers #1, edited by Glenn Head (Fantagraphics)
Japan as Viewed by 17 Creators, edited by Frédéric Boilet (Fanfare/Ponent Mon)
Kramers Ergot 6, edited by Sammy Harkham (Buenaventura Press)
Project: Romantic, edited by Chris Pitzer (AdHouse)

Best Digital Comic
Bee, in “Motel Art Improvement Service,” by Jason Little, http://beecomix.com
Girl Genius, by Phil Foglio, www.girlgeniusonline.com
Minus, by Ryan Armand, www.kiwisbybeat.com/minus1.html
Phables, by Brad Guigar, www.phables.com
Sam and Max, by Steve Purcell, http://telltalegames.com/community/comics/samandmax/issue-3
Shooting War, by Anthony Lappe and Dan Goldman, www.shootingwar.com

Best Reality-Based Work
Fun Home, by Alison Bechdel (Houghton Mifflin)
I Love Led Zeppelin, by Ellen Forney (Fantagraphics)
Mom’s Cancer, by Brian Fies (Abrams)
Project X Challengers: Cup Noodle, by Tadashi Katoh (Digital Manga)
Stagger Lee, by Derek McCulloch and Shepherd Hendrix (Image)

Best Graphic Album—New
American Born Chinese, by Gene Luen Yang (First Second)
Billy Hazelnuts, by Tony Millionaire (Fantagraphics)
Fun Home, by Alison Bechdel (Houghton Mifflin)
Ninja, by Brian Chippendale (Gingko Press)
Scrublands, by Joe Daly (Fantagraphics)
The Ticking, by Renée French (Top Shelf)

Best Graphic Album—Reprint
Absolute DC: The New Frontier, by Darwyn Cooke (DC)
Castle Waiting, by Linda Medley (Fantagraphics)
Mom’s Cancer, by Brian Fies (Abrams)
Shadowland, by Kim Deitch (Fantagraphics)
Truth Serum, by Jon Adams (City Cyclops)

Best Archival Collection/Project—Strips
The Complete Peanuts, 1959–1960, 1961–1962, by Charles Schulz (Fantagraphics)
Mary Perkins On Stage, by Leonard Starr (Classic Comics Press)
Moomin, by Tove Jansson (Drawn & Quarterly)
Popeye: I Yam What I Yam, by E. C. Segar (Fantagraphics)
Walt & Skeezix, vol. 2, by Frank King (Drawn & Quarterly)

Best Archival Collection/Project—Comic Books
Abandon the Old In Tokyo, by Yoshihiro Tatsumi (Drawn & Quarterly)
Absolute Sandman, vol. 1, by Neil Gaiman and various (Vertigo/DC)
Art Out of Time: Unknown Comics Visionaries, 1900–1969, by Dan Nadel (Abrams)
The Eternals, by Jack Kirby (Marvel)
Ode to Kirihito, by Osamu Tezuka (Vertical)

Best U.S. Edition of International Material
A.L.I.E.E.E.N., by Lewis Trondheim (First Second)
De:TALES, by Fábio Moon and Gabriel Bá (Dark Horse)
Hwy 115, by Matthias Lehmann (Fantagraphics)
The Left Bank Gang, by Jason (Fantagraphics)
Pizzeria Kamikaze, by Etgar Keret and Asaf Hanuka (Alternative)

Best U.S. Edition of International Material—Japan
After School Nightmare, by Setona Mizushiro (Go! Comi)
Antique Bakery, by Fumi Yoshinaga (Digital Manga)
Naoki Urusawa’s Monster, by Naoki Urusawa (Viz)
Old Boy, by Garon Tsuchiya and Nobuaki Minegishi (Dark Horse Manga)
Walking Man, by Jiro Taniguchi (Fanfare/Ponent Mon)

Best Writer
Ed Brubaker, Captain America, Daredevil (Marvel); Criminal (Marvel Icon)
Bob Burden, Gumby (Wildcard)
Ian Edginton, Scarlet Traces: The Great Game (Dark Horse)
Grant Morrison, All Star Superman, Batman, 52, Seven Soldiers (DC)
Bill Willingham, Fables, Jack of Fables, Fables: 1001 Nights of Snowfall (Vertigo/DC)

Best Writer/Artist
Allison Bechdel, Fun Home (Houghton Mifflin)
Renée French, The Ticking (Top Shelf)
Gilbert Hernandez, Love and Rockets, New Tales of Old Palomar (Fantagraphics); Sloth (Vertigo/DC)
Paul Pope, Batman: Year 100 (DC)
Joann Sfar, Klezmer, Vampire Loves (First Second)

Best Writer/Artist—Humor
Ivan Brunetti, Schizo (Fantagraphics)
Lilli Carré, Tales of Woodsman Pete (Top Shelf)
Michael Kupperman, Tales Designed to Thrizzle (Fantagraphics)
Tony Millionaire, Billy Hazelnuts (Fantagraphics); Sock Monkey: The Inches Incident (Dark Horse)
Lewis Trondheim, A.L.I.E.E.E.N. (First Second); Mr. I (NBM)

Best Penciller/Inker or Penciller/Inker Team
Mark Buckingham/Steve Leialoha, Fables (Vertigo/DC)
Tony Harris/Tom Feister, Ex Machina (WildStorm/DC)
Niko Henrichon, Pride of Baghdad (Vertigo/DC)
Michael Lark/Stefano Gaudiano, Daredevil (Marvel)
Sonny Liew, Wonderland (SLG)
Steven McNiven/Dexter Vines, Civil War (Marvel)

Best Painter/Multimedia Artist (interior art)
Nicolas De Crecy, Glacial Period (NBM)
Melinda Gebbie, Lost Girls (Top Shelf)
Ben Templesmith, Fell (Image); The Looking Glass Wars: Hatter M (Desperado/Image); Wormwood: Gentleman Corpse (IDW)
Jill Thompson, “A Dog and His Boy” in The Dark Horse Book of Monsters; “Love Triangle” in Sexy Chix (Dark Horse); “Fair Division,” in Fables: 1001 Nights of Snowfall (Vertigo/DC)
Brett Weldele, Southland Tales: Prequel Saga (Graphitti); Silent Ghost (Markosia)

Best Cover Artist
John Cassaday, Astonishing X-Men (Marvel); The Escapists (Dark Horse); The Lone Ranger (Dynamite)
Tony Harris, Conan (Dark Horse); Ex Machina (WildStorm/DC)
James Jean, Fables, Jack of Fables, Fables: 1001 Nights of Snowfall (Vertigo/DC)
Dave Johnson, 100 Bullets (Vertigo/DC); Zombie Tales, Cthulu Tales, Black Plague (Boom!)
J. G. Jones, 52 (DC)

Best Coloring
Kristian Donaldson, Supermarket (IDW)
Hubert, The Left Bank Gang (Fantagraphics)
Lark Pien, American Born Chinese (First Second)
Dave Stewart, BPRD, Conan, The Escapists, Hellboy (Dark Horse); Action Comics, Batman/The Spirit, Superman (DC)
Chris Ware, Acme Novelty Library #17 (ACME Novelty)

Best Lettering
Ivan Brunetti, Schizo (Fantagraphics)
Todd Klein, Fables, Jack of Fables, Fables: 1001 Nights of Snowfall; Pride of Baghdad, Testament (Vertigo/DC); Fantastic Four: 1602, Eternals (Marvel); Lost Girls (Top Shelf)
Clem Robins, BPRD, The Dark Horse Book of Monsters, Hellboy (Dark Horse); Loveless, 100 Bullets, Y: The Last Man (Vertigo/DC)
Richard Sala, The Grave Robber’s Daughter, Delphine (Fantagraphics)
Chris Ware, Acme Novelty Library #17 (ACME Novelty)

Special Recognition
Ross Campbell, Abandoned (Tokyopop); Wet Moon 2 (Oni)
Svetlana Chmakova, Dramacon (Tokyopop)
Hope Larson, Gray Horses (Oni)
Dash Shaw, The Mother’s Mouth (Alternative)
Kasimir Strzepek, Mourning Star (Bodega)

Best Comics-Related Periodical/Journalism
Alter Ego, edited by Roy Thomas (TwoMorrows)
Comic Art 8, edited by Todd Hignite (Buenaventura Press)
The Comics Journal, edited by Gary Groth, Dirk Deppey, Michael Dean, and Kristy Valenti (Fantagraphics)
The Comics Reporter, produced by Tom Spurgeon and Jordan Raphael (www.Comicsreporter.com)
¡Journalista!, produced by Dirk Deppey (Fantagraphics, www.tcj.com/journalista/)

Best Comics-Related Book
The Art of Brian Bolland, edited by Joe Pruett (Desperado/Image)
Cartoon America: Comic Art in the Library of Congress, edited by Harry Katz (Abrams)
Dear John: The Alex Toth Doodle Book, by John Hitchcock (Octopus Press)
In the Studio: Visits with Contemporary Cartoonists, by Todd Hignite (Yale University Press)
Wally’s World, by Steve Sarger and J. David Spurlock (Vanguard)

Best Publication Design
Absolute DC: The New Frontier, designed by Darwyn Cooke (DC)
Castle Waiting graphic novel, designed by Adam Grano (Fantagraphics)
Lost Girls, designed by Matt Kindt and Brett Warnock (Top Shelf)
Popeye: I Yam What I Yam, designed by Jacob Covey (Fantagraphics)
The Ticking, designed by Jordan Crane (Top Shelf)

Hall of Fame
Judges’ Choices (2): Robert Kanigher and Ogden Whitney

Ross Andru & Mike Esposito
Dick Ayers
Bernard Baily
Matt Baker
Wayne Boring
Creig Flessel
Harold Gray
Irwin Hasen
Graham Ingels
Joe Orlando
Lily Renée (Peters) Phillips
Bob Powell
Gilbert Shelton
Cliff Sterrett

Det er en solid liste, der i år synes at være mere præget af Indie-udgivelser end den plejer (eller er det bare mig?). Og så må i år vel også markere en af de første gange nogen sinde at Alan Moore ikke er nomineret til prisen – det lader til at komiteen ikke var imponeret af hans erotiske Lost Girls.

Ellers er der også mange piger/kvinder nomineret i år – 20 er det blevet til, her i blandt Alison Bechdel for Fun Home og Alexa Kitchen, der med sine bare 8 år er den yngste nominerede nogensinde.

Frank Miller om filmen The Spirit

Nu har Frank Miller udtalt sig omkring sin kommende filmatisering af Will Eisners The Spirit:

Comics demigod Frank Miller (Sin City, 300), currently recouperating from serious hip and leg injuries, won’t appear at Con as scheduled on Saturday to plug his upcoming project, The Spirit, which he’s writing and directing. However, the show will go on without him, and Miller (pictured) gave EW’s Steve Daly a little taste of what to expect. Take it away, Frank:
“I’ve written a first draft of the screenplay. I’m working on the second draft, and it’s shaping up really good. It’s taken a while to get over the initial jitters, but it always does.The main focus I have is to write and direct a Spirit that captures a lot of the flavor of [creator Will] Eisner… but that doesn’t feel like nostalgia at all. Spirit fans often develop a rather cloudy memory of it, and think of it as this happy-go-lucky strip.

“The character has a terrifying side to him. This is a man who’s died and come back to life. So it twists into fantasy. And of course there are tons of women in it. There have to be — it’s The Spirit. They’re all in love with him, and he’s in love with all of them. You might say he’s a bit of a slut.”

Huzzah! As for the character of The Spirit’s sidekick Ebony White — now considered an embarassing stereotype? “Ebony’s gone. Ebony was simply a bad idea. Will Eisner was a genius, but even geniuses have their bad days.”

Jeg har stadigvæk forbehold overfor The Spirit i hænderne på Miller, men er dog klar til at give filmen en chance – den kunne jo gå hen og blive godt!

Nu kommer “The Spirit” instrueret af … Frank Miller???

Frank Miller to Helm The Spirit

Comic book artist Frank Miller will adapt and direct The Spirit, based on comic legend Will Eisner’s classic strip, for Odd Lot Entertainment and Batfilm Productions, reports Variety.

Miller made his helming debut co-directing Sin City — adapted from his graphic novel — with Robert Rodriguez.

The Spirit, which debuted in 1940, tells the story of a masked detective who is believed to be dead. Using a mausoleum as his home base, Eisner’s character fights crime in the dark shadows of Central City, using cunning and ingenious forms of punishment.

DC Comics has reprinted much of the comic series — Eisner’s best-known work — in hardcover form.

Odd Lot bought rights to The Spirit from Eisner, who passed away last year, in 2004. The producers are Del Prete, Pritzker, and Batfilm’s Michael Uslan (Batman Begins).

“I intend to be extremely faithful to the heart and soul of the material, but it won’t be nostalgic. It will be much scarier than people expect,” said Miller.

Miller said he’s putting together a treatment that consists in large part of panels from the “Spirit” strip. Shooting is expected to start in late spring.

Batfilm co-founder Benjamin Melniker is executive producing. Odd Lot’s Linda McDonough and Batfilm’s F.J. DeSanto will co-produce.

Betyder det at vi vil se The Spirit med maskinpistol, Ellen som prostitueret og Ebony som incestoffer eller er Miller i stand til at lave en film, der er tro mod Eisners univers? En sætning som “I intend to be extremely faithful to the heart and soul of the material, but it won’t be nostalgic” kan pege begge veje. Jeg holder vejret og venter på en film, som i alle tilfælde sikkert bliver visuelt imponerende …