Hvad der sker på twitter.com/tegneseriesiden

Side 1 af Thomas Thorhauges Kom Hjem

Denne samling af nyheder er igen noget indholdstung, og igen er der lidt af hvert. Dog er der denne gang en overvægt af tweets om Kom Hjem af Thomas Thorhauge – og det inden tegneserien er udkommet.

Hype? Os? Neeeeeej, hvordan kan man få den tanke?

Heldigvis også en animation af en dansende Alan Moore (m.fl.), dyre-superhelte (frø-Thor, anyone?) og det hele ville naturligvis ikke være komplet uden nyheder om Scott Pilgrim-filmen.

  • Har bladret i Thorhauges “Kom Hjem” og fornemmer at det kan være årets danske udgivelse. Anmeldelseseksemplaret kan kun komme for langsomt! #
  • Thorhauges Kom Hjem-set på Flickr: http://bit.ly/LOSST #komhjem #
  • Lad dig hypnotisere af dansende tegneseriekoryfæer: http://bit.ly/MB4ta #
  • En ny Thor? http://bit.ly/xsSVG #
  • Tegneseriefigurer på Twitter: @MisterStuffins og @jjonahjameson – kender I andre? in reply to jjonahjameson #
  • I dag er det “Spørg tegneseriesiden”-dag – kom med jeres tegneserierelaterede spørgsmål og vi vil svare! #
  • Bryan Lee O’Malley ( @radiomaru ) med personerne fra Scott Pilgrim-filmen: http://bit.ly/njBPr in reply to radiomaru #
  • Online miniserie: “Dawn of the Gearheads” af Scott Morse – tegnet på en uge uden skitser: http://bit.ly/HfL8A – imponerende på flere planer! #
  • Lille film som viser Thorhauges “Kom Hjem”: http://bit.ly/LOSST #komhjem #
  • RT @BeaucoupKevin: HOW TO SAVE COMICS: Shut up and make your own. #savecomics #
  • RT @cameronmstewart: Wolverine: The Man From SNIKT: http://tinyurl.com/cw9onf #
  • Watchmen-filmen har dårligere seertal end Schumachers Batman & Robin. http://bit.ly/21ewX Av! #
  • Mere Pet Avengers: http://bit.ly/IdHin #
  • I love comics! RT @BrianReed: Goodnight giant mechanical dinosaur. #
  • En tredie Batman-film? Måske: http://bit.ly/jdouo #
  • (ja, jeg ved godt at der totalt er lavet mere end tre Batman-film. Ordkløvere.) #
  • Der er snak om en Gambit-film: http://bit.ly/15wlsQ – 90’erne ringede og ville have deres helte tilbage. #
  • Tegneserieskaber in spe? @CBCebulski er et veritabelt overflødighedshorn af gode råd og årelang erfaring. Go, follow! #
  • Filmselskabet løj om Wolverine-filmen: http://bit.ly/v6LTk – et filmselskab, som LYVER? CHOK! #
  • Sådan kan man også forholde sig til piratkopiering: RT @hopelarson: Mal just found a torrent of Chiggers! I’m glad it’s out there. #
  • Coveret til Thomas Thorhauges nyeste opus, Kom Hjem: http://bit.ly/pncYd – bliver det snart d. 15 så vi kan få fingre i den? #
  • Teaser fra Thomas Thorhauges “Kom Hjem”: http://bit.ly/7v5re #
  • En del af dette virker også oplagt for trykte tegneserier: RT @Perazza: “Top Five Ways to Promote Your Webcomic: http://tinyurl.com/ch6vx5#
  • Og en til:RT @Perazza: “How To Promote Your Webcomic by NOT promoting your webcomic (from comixtalk.com): http://tinyurl.com/c5qwhb#
  • Artikel i Politiken om … sorte superhelte: http://bit.ly/15hm2o #

En jærv med knapt så skarpe kløer

Persongalleriet i Wolverine
Da Bryan Singer i starten af årtusindet søsatte X-Men som filmserie, var det til stor fryd for de fleste superheltefans. Endelig var der en instruktør, der turde tage genren alvorligt og rent faktisk bruge den til noget. Singer tog mange friheder med forlægget, men tematikken var intakt, og det var mere, end man normalt var vant til fra superheltefilm. Der er dog sket meget siden, og både Iron Man og The Dark Knight har sat nye standarder for genren, og i dag er det måske lidt sværere at sluge at en figur som Rogue er forvandlet til en tudende teenager eller at Storm har mindre karisma end en gennemsnitlig sten.

X-Men serien døde kvalitetesmæssigt med den forfærdelige tredje film i serien. Nu er det ikke meningen, at den film skal anmeldes her, så lad mig bare nøjes med at sige, at det var en seriøs stinker med en både tam og overfyldt historie, overfladiske personkarakteristikker og kedelige action-scener. Af selv samme grund var det også med noget lavere forventninger, at jeg satte mig i biografsædet i Imperial for at se X-Men Origins: Wolverine (sikke dog en dum og irriterende titel). Der havde været historier om indblanding fra filmstudiet, og når man som rigtig Marvel-kender ved, at det var selv samme studie, der forvandlede verdensæderen og naturkraften Galactus til en næsten harmløs sky og gangsterkongen Kingpin til en gangsta from da hood, så var man allerede på vagt.

WolverineWolverine er dog ikke nogen X-Men 3. Så galt går det aldrig. Filmen er dummere end dum, men den er også sært underholdende. På engelsk ville man kalde det en “guilty pleasure”. På mange måder minder filmen mig om action-film fra 80erne, og det kan man så vælge at se som enten en god eller en dårlig ting.
Der er som bekendt tale om en oprindelseshistorie. Alle Wolverines hemmeligheder, der ellers altid har været blandt figurens definerende træk, hives frem i dagens lys. Vi finder først ud af, at han er rigtigt gammel og har kæmpet i alle amerikanske krige siden Borgerkrigen. Hvorfor? Ingen anelse, da manden trods alt er canadier, men måske kan han bare virkelig godt lide at slås? Hvem ved. I hvert fald bruger filmen ikke tid på det, da den skal hastigt videre. Vi møder en række andre mutanter, som Wolverine kæmper side om side med, indtil han får dårlig samvittighed og skrider. I et snuptag er der gået seks år, og Wolverine bor i fred og fordragelighed på et bjerg sammen med en kvinde. Det går der tre scener med, og så er det hastigt videre. Filmen skal trods alt helst nå frem til sit klimaks. Og helst i tide. Det går rigtigt stærkt i første halvdel af filmen, og det er meget tydeligt, at det i virkeligheden kun handler om at nå frem til anden halvdel. Og det er også fint nok, for den starter med et brag og fortsætter sådan. Det betyder dog også, at man intet føler for nogen af personerne på noget som helst tidspunkt.

Hugh Jackman i WolverineJeg vil godt give Hugh Jackman et par venlige ord med på vejen. Han er god i rollen som filmudgaven af Wolverine (der som bekendt er en noget dresseret udgave af den klassiske tegneseriefigur), og hans karisma bærer store dele af filmen. Det kvindelige publikum burde også være i stand til at nyde filmen.

Kernen i filmen er forholdet imellem Logan og hans bror Victor, også kendt som Sabretooth (der i Liev Schreibers diabolske form er milevidt fra den umælende, næsten retarderede wrestler fra den første X-Men film, men det gør ikke noget, da det er en klar forbedring i forhold til Singers film), og det fungerer overraskende godt. Schreiber er en god skuespiller og en god skurk. Man kan ikke helt sige det samme om Danny Hustons William Stryker. Huston er en virkelig god skuespiller, men desværre er Stryker en noget tam skurk. Måske mest fordi han opfører sig så bizart dumt, at man har svært ved at tage ham alvorligt (hans hemmelige våben imod Wolverine er adamantiumkugler… helt hvordan, DET giver mening, forstår jeg ikke). Jeg har sjældent set en skurk, der i den grad skaber sine egne problemer, og det bliver næsten grinagtigt. Det sjoveste er dog den måde, hvorpå Wolverine erhverver sig sit famøse hukommelsestab. Det virker næsten som om, at forfatteren havde glemt det et langt stykke hen ad vejen. For gennemtænkt er det dælme ikke.

Men her har jeg også fat i det, der ender med at gøre filmen ret underholdende alligevel: Hvis man vælger at trække på skulderen, efterlade hjernen i døren og simpelthen nyde filmen som en voldsomt dum actionfilm af den gode gammeldags slags, så er man i fint selskab. Filmen om Wolverine er ikke så meget en farlig jærv, som den er en dum, lille hund, man ikke kan lade være med at holde lidt af alligevel. Det er dog meget tydeligt, at det er en film i en serie, der blev skabt før Nolans Batman film samt Raimis Spider-man og Favreaus Iron Man. I dag har man som superheltefan vænnet sig til en hvis grad af loyalitet over for oplægget. Den fesne filmatisering af Watchmen led ligefrem under, at den var FOR trofast visse steder. Når Wolverine så lader vores allesammens yndligsmær, Emma Frost, være en blanding imellem en cheerleader og en disco-kugle uden det mindste spor af mentale kræfter, så bliver det lidt irriterende.

X-Men Origins: Wolverine fungerer dog på sine egne præmisser. Hvis man altså går ud fra, at præmissen var at lave en dum, men underholdende action-basker i klassisk stil. Kun dårlig CGI minder os om, at det faktisk er en moderne film, vi ser. På kun 9 år er X-Men serien altså gået fra at være det vildeste inden for superheltefilm til faktisk at se lidt gammeldags ud.

Sådan kan det gå.

Tegneseriesidens twitter-opdateringer – kæmpe opsamling

Cav Bøgelunds tegning af Batman

Det har været nogen tid siden vi har lavet en opsamling på vores aktivitet på Twitter, så denne gang er det en kæmpe liste. Næste gang skal vi nok byde på noget mere overskueligt…

Tegneseriesidens twitter-opdateringer for uge 11 og 12 2009

Plakat til The Goon-filmen

Tegneseriesidens twitter-opdateringer for 2009-03-06

Alan Moore "vinder" over Watchmen-filmen

Mythbusters for tegneserier

Who's your daddy?
Who's your daddy?

Normalt plejer ugens tip at være en tegneserie eller en figur som vi her på Tegneseriesiden synes er værd at stifte nærmere bekendtskab med, men i denne uges tip bevæger Kent Damgaard sig i stedet ud på nettet for at se på tegneseriernes vandrehistorier hos Comic Book Resources.

I toppen af min entusiasme-skala indenfor tegneserier vil det nok ikke komme som nogen overraskelse at man kan finde Storm fra X-Men, alternative universser og dimensioner og “historien bagved”. Faste læsere har allerede set hvordan min nysgerrighed overfor intern politik, spøjse ideer og store konkurerende egoer hos Marvel endte som to artikler om Jean Grey og Phoenix.

Men det stopper ikke der, faktisk har jeg det sådan med de fleste ting. Da jeg første gang kørte Windows NT på min computer måtte jeg have fat i G. Pascal Zacherys “Showstopper” for at læse historien bag udviklingen. Min X-Box blev fulgt op af “Opening the X-Box” for at læse hvordan de havde lavet den, og nu hvor jeg kører en Mac må jeg selvfølgelig læse Andy Herzfelds “Revolution in the Valley” og “The Design and Implementation of the FreeBSD Operating system.

Så på den ene side elsker jeg de historier der fortælles, på den anden side er jeg en af den slags nørder der absolut skal kigge indenfor i tingene og finde ud af hvordan de er skruet sammen.Det værste ved vore dages internet er, at man stort set får historien bag historien inden at man selv har nået at læse den. Længe inden postbudet har nået at fragte en ny historie her til Lyngby er der allerede massevis af interviews med forfatteren rundt omkring på nettet.

Det gode ved vore dages internet er til gengæld at man endeligt kan få historien bag de serier man læste da man var yngre. Et sted jeg specielt har kastet min kærlighed på her for nyligt er Comic Book Resources afdeling for vandrehistorier indenfor tegneserier. De kalder det “Comic Book Urban Legends Revealed” og det betyder i daglig tale “Tegneseriernes svar på Mythbusters”.

Hvem kalder du for teenager knægt?
Hvem kalder du for teenager knægt?

Her har man en chance for at få godbidder om hvad der skete bag kulisserne? Hvilke mærkelige ledelsesmæssige beslutninger der førte til at den ene serie blev stoppet og den anden fik lov til at fortsætte? Hvorfor Wolverine nær var blevet en teenager og af hunkøn? og hvorfor Mystique nær var blevet far og ikke mor til Nightcrawler?

Hvis man er typen der stadigt kan blive ophidset over Marvels beslutning om at bringe Jean Grey tilbage eller stadig er bitter over at DC nær havde slået Jokeren ihjel inden han nogensinde var kommet igang, så kan stedet ikke anbefales – der er masser af læsning der vil få både blodtryk og mavesyre op på et niveau hvor det ikke burde være.

Men hvis man godt kan lide at forundres over hvordan forfattere og tegnere nogen gange redder sig ud af tilsyneladende umulige situationer eller nogen gange sidder tilbage med en følelse af “Hvordan kan det egentlig være at …” så er det noget at hente.

I skrivende stund er der 170 afsnit med sådan cirka tre vandrehistorier i hver, og den seneste kan læses her på Comic Book Resources site. Og hvis man er klar til at kaste sig over de forgående 169 afsnit, så kan man finde en oversigt her. God fornøjelse.

Filmnyt: The Boys, Black Hole og Wolverine

I dag bringer mange spændende nyheder fra filmbranchen:

The Boys TPB CoverGarth Ennis og Darick Robertsons The Boys ser ud til at være på vej til Hollywood:

Moritz characterized the series as an original take on the superhero genre. “Rather than begin with a romantic idea of superheroes out to save the world, ‘The Boys’ imagines a world in which superheroes really exist, with all of the flaws that real people have,” he said. “The boys are there to make sure that people with superhuman powers don’t get out of line.”

– det kan aldrig blive lige så ekstremt som forlægget. Jeg har så heller ikke brug for at se en hamster kravle ud af en mands … bagdel … som live action.

Cover til Black HoleFilmatiseringen af Charles Burns fremragende Black Hole har fået en instruktør … nemlig David Fincher, som bl.a. instruererede Se7en og Fight Club:

Plan B and producer Kevin Messick are developing the project that’s based on Charles Burns‘ graphic novel. Burns wrote and illustrated the 12-issue series that became the graphic novel over a 10-year period.

Story kicks off when a sexually transmitted “bug” is passed from teenager to teenager.

Roger Avary and Neil Gaiman were tapped to adapt the screenplay in March 2006.

Jeg vidste ikke at Neil Gaiman var involveret i drejebogen, men det bliver det da ikke en dårligere nyhed af! Jeg tror at Fincher er den helt rigtige mand til den krybende uhygge i historien.

Endeligt er der annonceret en masse skuespillere til Wolverine-filmen:

Danny Huston “is playing Stryker, the military general who subjected Wolverine to the experiment that laced his bones with an unbreakable metal called adamantium.

Taylor Kitsch is playing Gambit, a Cajun thief whose powers include the manipulation of kinetic energy, which allows him to use card-throwing to deadly effect.

Will.i.am, frontman of hip-hop group the Black Eyed Peas, will play Wraith, a mutant with the power to turn himself translucent.

Lynn Collins will play as Kayla Silverfox, Wolverine’s lover and a member of Team X, a superpowered covert ops team.

Ryan Reynolds will appear as Deadpool, a wisecracking mercenary. “

Her er jeg lidt overrasket over at rygterne om at Deadpool skulle være med i filmen viste sig at holde vand, men det kan da gå hen og blive sjovt.

Guder klædt i spandex

Er superhelte i virkeligheden en videreførelse af de gamle guder? Er Lex Luthor i virkeligheden formet efter okkultisten Aleister Crowley? og er der en forbindelse mellem Batman og kaballah? Det mener forfatteren Christopher Knowles. Kent Damgaard ser nærmere på sagen i denne boganmeldelse.

Gudernes genkomst?

Our Gods Wear SpandexI vore dage er det på mode at hade tegneren Rob Liefeld, og blandt folk der gør det er der vist ingen tvivl om at Christopher Knowles står temmeligt langt fremme i køen. Knowles ser tegneseriens “Chromium age” som et onde der nu heldigvis er ovre. Chromium hentyder til datidens mange forskellige forsider på forskellige former for metallisk folie der skulle give et indtryk af at være trykt i guld og sølv, en kynisk spekulation i at skabe samlerobjekter ud af den blå luft.

Ifølge Knowles er vi heldigvis blevet reddet fra denne tidligere ondskab, og frelseren er ingen ringere end Alex Ross og hans samarbejde med Mark Waid om værket “Kingdom come” som også er udgivet på dansk. Her gør fortidens superhelte op med den nye tids ultra-voldelige helte som er ved at ødelægge verden. For Knowles er der nærmest tale om en form for exorcisme hvor Waid og Ross uddriver 90’ernes dårskab og vender tilbage til det som Superhelte egentlig skal stå for, nemlig de guder og den religiøsitet vi nærmest har tabt i vores moderne samfund.

Med sådan et forlæg og et forord hvor Knowles fortæller om sin fascination af alle former for spirituel udfoldelse kunne man godt blive lidt bekymret for at resten af bogen ville blive en ørkenvandring i genfødt kristendom og moderne moralvogten, men det er heldigvis ikke tilfældet. For Knowles har gjort sit hjemmearbejde og gør meget ud af at sætte scenen for sine påstande om vor moderne tegneseriekultur.

Guder og helte fødes

Christopher KnowlesKnowles trækker sine tråde helt tilbage til både egyptisk, græsk og romersk mytologi, men det er specielt de sidste 150 år at tingene for alvor begynder at tage form. Udgravninger i det gamle egypten vækker en ny interesse for fortidens myter, spiritismen og interessen for det okkulte begynder at gøre sit indtog og med den sættes scenen for en ny type af historier. Figurer som Aleister Crowley, Madame Blavatsky og Harry Houdini gør hver på deres måde et indtryk på det overnaturlige landskab og efterlader en inspiration som senere tegnere og forfattere kan trække på.

Men i stedet for at tage springet direkte til tegneserien tager Knowles os igennem en lang række af dens forløbere fra Conan Doyle over Sax Rohmer og videre til Lovecraft og Robert E. Howard. De tidlige figurer i tegneseriens verden som for eksempel The Shadow og Dr. Occult bliver sat i relief og knowles bruger dem til at vise sammenhængen til de mere moderne helte som vi kender dem idag. For mit at se er dette den stærkeste del af bogen, der er et væld af information om fortidens helte som man normalt ikke støder på. De enkelte tegnere og forfatteres tilknytning til enten religion eller forskellige okkulte grupperinger nævnes flittigt hvilket nogen gange fører til overraskende viden som måske kan hjælpe med at sætte dem i relief.

Guder, Golem og Amazoner

Efter at have sat brugt næsten halvdelen af bogens 230 sider til at sætte scenen begynder Knowles så at tage vore mest kendte helte under behandling. Superman og Captain Marvel bliver sat på plads som moderne Messias-legender mens Hawkman og Falcon får deres plads som genfortællinger af Horus fra den egyptiske mytologi. Så langt går det godt for Knowles, men i sit efterfølgende forsøg på at hægte den jødiske mytologis golem op på en række moderne serier begynder det at gå galt for ham. En golem er et væsen skabt af ler, animeret af en rabbiner ved hjælp af et magisk skaberord skrevet på den, skabt til at beskytte de jødiske samfund mod forfølgelse.

SuperheltFlere har hæftet sig ved myten om golem og det faktum at en lang række af de første skabere af vore dages superhelte har en jødisk baggrund, for eksempel Siegel og Schuster (Superman) eller Stan Lee og Jack Kirby (Marvel Comics). Nu har Knowles jo allerede brugt Superman i en mytologisk sammenhæng, så selv om flere andre har bemærket at han ville passe ind som en golem-manifestation lige så vel som en kristus-manifestation, så vælger Knowles at kigge andetsteds i DC’s univers, nemlig til Batman. Batman opstår ifølge Knowles for at beskytte de almindelige mennesker fra forbrydere og korruption der kan sidestilles med omverdenens forfølgelse af jøderne.

Ved hjælp af dette kunstgreb kan Knowles så også placere Punisher og Wolverine under eksempler på golem, mens de mere indlysende eksempler som Hulk og The Thing (som oven i købet er en jødisk superhelt) får en lidt mere overfladisk behandling. Personligt føler jeg nok at det er et lidt voldsomt kunstgreb Knowles benytter sig af her, jeg ville tro at der med fordel kunne være trukket andre mytologier ind som ville have passet bedre på Batman, Punisher og Wolverine.

Det går heller ikke helt godt for Knowles da han tager fat på myten om amazonerne. Wonder Woman ligger selvfølgelig lige til højrebenet her, og Knowles giver en del eksempler på andre amazoner i tidligere tider, hvorefter han konkluderer at denne type kvindelige helt mere eller mindre er gået i sig selv og sjældent ses idag. Personligt ville jeg jo sige at der vist aldrig tidligere har været så mange TV-serier og tegneserier hvor kvindelige krigere optræder på linje med mænd. Knowles får da også skudt sig selv lidt i foden ved at nævne James Camerons Dark Angel, mens han helt forbigår Buffy og Xena (som begge stadig udkommer som tegneserier), ligesom Red Sonja der lige har fejret 35 års jubilæum med genudgivelse af de gamle Marvel serier og en ny serie som ser ud til at kunne holde salgstallene. Heller ikke den nye Wonder Woman forfatter Gail Simones serie Birds of Prey eller den moderne Cassandra/Batgirl finder nåde for Knowles’ blik.

Gudernes skabere

I det hele taget begynder Knowles at tabe dampen mod slutningen af bogen. Her tager han fat på at fortælle om nogen af de kendte skabere som står bag de historier der efter hans tese signalerer gudernes genkomst i tegneserieverdenen. Historien om Jack Kirby er ganske interessant, måske især for læsere der ikke er så bekendt med hans personlige historie og arbejde hos DC. Jack Kirby var altid den tavse part i samarbejdet med Stan Lee, som i stedet lod sin blyant og pen tale for sig, derfor kender flere sikkert også Lees historie bedre end Kirby. Knapt så interessant bliver gennemgangen af Alan Moore og Neil Gaiman, mens Grant Morrison og Mike Mignolas biografier ikke har meget at sige i forhold til en gennemsnitlig Wikipedia artikel. På dette punkt i bogen har Knowles egentlig fået sagt hvad han ville og træder mest vande for at fylde sidetallet ud.

Konklusion

Joseph Michael Linsner med sin egyptiske katSelv om “Our gods wear spandex” virker som lidt af en fuser mod slutningen, så er den første del af bogen grund nok til at læse den. Den giver læseren god mulighed for at orientere sig i denne del af populærkulturens univers, måske ikke direkte et referenceværk, men dog en bog der giver masser af inspiration til videre studie. Som et partsindlæg i en debat om hvor tegneserier om superhelte bevæger sig hen er den knapt så anvendelig, Knowles har allerede fra starten besluttet sig for at Waid og Ross er de nye guder på seriehimlen, og så må resten af verden og fakta rette ind efter det.

Et andet godt argument for bogen er Joseph Michael Linsners tegninger. Jeg kender ellers mest Linsner for hans goth/horror babe Dawn, men hans ofte lidt humoristiske illustrationer til teksten viser at Linsner sagtens kunne tegne superhelte hvis lysten og inspirationen skulle melde sig.

230 sider for omkring 20$ er en udmærket handel med den nuværende dollarkurs for den der vil vide mere om de mytologiske og religiøse rødder for superhelte genren.

Til de der vil læse mere kan Linsner findes på sin hjemmeside mens Christopher Knowles uddyber sine betragtninger om superhelte og meget andet i sin blog.

Fakta om Bogen

Christopher Knowles: Our gods wear spandex

Bedømmelse: Anbefales

Forfatter: Christopher Knowles
Illustrationer: Joseph Michael Linsner
Udgiver: Weisner Books
ISBN: 1-57863-406-7

Dansk X-Men 143

xdeadly51.jpgTitel: Deadly Genesis nr.4-6 og Greys End nr.1
Forfatter: Ed Brubaker og Grant MorrisonTegner: Trevor Hairsine og Chris Bachalo

Udgiver: Marvel Comics

Bedømmelse (samlet): [rate 7.5]

Så slutter Deadly Genesis i dette blad, og vi starter på Greys End.

I Deadly Genesis får endelig at vide hvem ham fyren er, som tager Cyclops og Marvel Girl til fange.

Han stammer langt tilbage i X-Mens historie – han kaldte sig selv for Kid Vulcan, og faktisk var han medlem af det første hold, der skulle ud og redde de originale X-Men fra øen Krakoa (altså holdet der kom før det andet hold, som bestod af Wolverine, Storm, Colossus, Sunfire, Nightcrawler, Banshee og Thunderbird).

Men det endte så med at hans hold ikke magtede opgaven, og de døde, som alle troede. Men han døde ikke alligevel, for han blev sendt ud i rummet på et stykke klippe af øen, af den anden gruppe. Efter at have drevet rundt i rummet i mange år, har han pludselig opnået omega niveauet. Det vil sige at han som mutant er i den stærkeste klasse af mutanter. Historien skifter meget mellem nutiden og flashbacks fra dengang Kid Vulcan og hans hold trænede, og i sidste ende tabte i kampen på Krakoa.

Marvel Girl undslap fangenskabet, da Vulcan eller Kid Vulcan blev angrebet af en Sentinel, men det var med vilje, at hun skulle flygte så hun kunne fortælle de andre X-Men om hvor han havde tænkt sig at tage hen. Og selvfølgelig kom X-men så til hjælp på Muir Island, hvor Vulcan og Cyclops var taget hen. Grunden til at han ville have dem samlet, var ikke at han ville slås mod X-Men, men snarere at han ville have at Professor X skulle fortælle dem hele sandheden om ham og hans hold.

Da det så går op for Vulcan at hans forældre blev myrdet af kejseren af Shi’ar imperiet, og han selv var en slave for dem i mange år, opstår der et nyt had til kejseren i ham, så han suser af sted i det ydre rum efter hævn på Shi’ar imperiets kejser.

Men bare rolig – senere på året får vi efterfølgeren, som hedder ”The rise and fall of the Shi’ar empire”. Greys End er en historie der går tæt ind på sjælen af Marvel Girl. Historien giver en god opfølgning på hvor Marvel Girl kommer fra, og hvad der lige er sket indenfor den seneste fortid med X-Men. Om Psylockes genopstandelse, og vogterne som har givet X-Men husarrest. Ellers sker der ikke så meget andet end at Marvel Girl er på besøg hos sin familie, og ja så er det lige sidste side, hvor der sker noget mega uforventet, men det må du selv læse.

x41.bmpxdeadlyg005_cov_sm.jpgxdeadlyg006.jpguxmen466cover_sm.jpg

På tegnersiden har vi Trevor Hairsine, der faktisk gør det godt – i sidste nummer var jeg ikke så meget for hans streg, men nu synes jeg lidt bedre om den. Det kan være han har forbedret sig lidt siden sidst, eller har jeg bare vænnet mig til ham. Forfatteren Ed Brubaker er som i alt det jeg har set fra ham, simpelthen bare fantastisk, når han formår at tage gamle tråde op fra blade, som er mange år gamle. Og kan opfinde nye personer, som ikke bare er en personer med superstyrke og superudholdenhed, men personer med utrolige kræfter. Som Darwin fra Vulcans hold, der kan tilpasse sin krop til alle omgivelser.

Grant Morrison på Greys End, er en ret interessant forfatter, nu er det jo sådan at man enten hader ham for hans lange historier eller elsker ham for sine utroligt godt sammenskruede fortællinger med det visse ekstra. Jeg hører til dem der elsker ham, men jeg venter stadig på at Greys End kommer i gang, jeg synes den er lidt kedelig i første historie. Selvom der er en overraskende slutning, så håber jeg at der kommer mere gang i historien i næste blad. Tegneren til historien er Chris Bachalo, og ham er jeg ikke vild med – hans stegninger gør personerne alt for miniatureagtige, tykke og udetaljerede, benene er især tykke. Når man ser på Psylocke, så ligner hun da en lille pige, og ikke en voksen kvinde, hans stil er ikke min kop te.

Et godt blad med skønhedsfejl, der ikke ødelægger helhedsindtrykket, rammer lige plet i beskrivelsen på dette blad.

Borgerkrig hos Marvel – Civil War på dansk i Spider-Man

Tegneseriesiden kigger bag om sidste års store begivenhed i Marvel universet som nu begynder at udkomme i det danske Spider-Man blad.

 

Joe Quesada

En gang om året tager Marvels øverste redaktør Joe Quesada sine med-redaktører og en række udvalgte serieskabere med ud til et fjerntliggende sted hvor de kan lægge hverdagens små afbrydelser bag sig og tænke fremad og få ideer til de to næste år. Det er her linjerne trækkes op og de store historier der berører hele Marvels univers, som for eksempel “House of M”, bliver planlagt.

Egentlig troede man også at tingene var på plads denne gang, man havde fundet frem til nogen den store begivenhed, efter at Hulk var blevet sendt ud i rummet af en række helte fra jorden ville han vende tilbage igen endnu mere rasende end før og fast besluttet på at gøre regnskabet op. Men i sidste ende var der noget der manglede, så Joe Quesada rystede posen igen og kom op med to ord som skulle lave om på det hele. Selv om man næsten var på vej til at tage hjem igen var ingen af de inviterede i tvivl, det her var den rigtige begivenhed, så Quesada og resten af staben skubbede alle de eksisterende planer i baggrunden og begyndte at planlægge en af de største begivenheder nogensinde i Marvels univers. Men alt var ikke tabt for fans af den vrede grønne kæmpe, Hulk fik lov til at arbejde med sine evner i at føre krig i “Planet Hulk”, og i 2007 ruller “World War Hulk” gennem Marvel universet, måske er vi så heldige at der bliver plads til den i Egmonts udgivelsesprogram.

 

Historien om Quesadas beslutning om at udskyde Hulks tilbagevenden til jorden og i stedet starte en begivenhed der skulle få vidtrækkende konsekvenser for en del af heltene i Marvel universet har man for længe siden kunnet læse i det amerikanske blad Wizard, men først nu begynder det at blive interessant for danske læsere i og med at Egmont begynder at udgive begivenheden som en del af det danske Spider-Man blad. Det er dog lagt fra hele Civil War der udkommer på dansk, dertil er antallet af udgivelser simpelthen for stort, der er stof nok i Civil War til at udfylde Egmonts udgivelser både i år og næste år med hvis man skulle have alt med. De der gerne vil have detaljerne om hvilke af de amerikanske udgivelser vi får med kan læse nærmere om det i Kim Helts blog på www.superhelte.dk

 

Hos Egmont har man altid været nødt til at økonomisere i forhold til disse store amerikanske begivenheder, “Secret Wars” udkom som en del af det daværende Edderkoppen og først næsten tyve år efter den oprindelige udgivelse fulgte man op med den samlede udgivelse. “Age of Apocalypse” blev indarbejdet i udgivelserne af X-Men og Wolverine så man fik de væsentligste kapitler, og efter at have læst alle de fire tykke bind der for nyligt er kommet på engelsk med hele begivenheden i må man sige at der er lavet et godt stykke beskæringsarbejde. Senest var det en af forhistorierne til Civil War, “House of M” som måtte skæres lidt til da den oprindelige hovedhistorie fylder hele 9 graphic novels af den slags på små hundrede sider eller mere. Så at indarbejde “Civil war” i den danske udgivelse af Spider-man er nok den bedste løsning så længe man ikke er sikker på at den kan bære en selvstændig udgivelse, da det langt hen ad vejen er ham som begivenhederne i Marvels borgerkrig får de største konsekvenser for.

 

Man fristes til at sige at ingen i Marvel universet går ram forbi da borgerkrigen først bryder ud, men det er ikke helt rigtigt – ude i resten af universet har de rigeligt af andre ting at se til, Shi’ar imperiet kommer til at føle efterdønningerne af begivenhederne i “Deadly genesis” hvor første del kom på dansk i X-Men 142. Resten af de kosmiske skurke og helte er optaget af en anden stor Marvel begivenhed med titlen “Annihilation” og de har kun en hovedrysten til overs overfor de smålige interne stridigheder som udspiller sig mellem jordens helte.

 

Hvad er essensen så i “Civil War”, siden den i den grad kan bringe sindene i kog? Selvfølgeligt kan man ikke lave en amerikansk serie med denne titel uden at der må være referencer til den amerikanske borgerkrig, og allerede i optakts-historien “Mr. Parker goes to Washington” ser man Spider-Man kæmpe mod Titanium Man foran Lincoln monumentet hvor den amerikanske præsident som holdt landet samlet trods borgerkrigen er udødeliggjort med en af den slags statuer der ellers normalt er forbeholdt græske eller romerske guder. Men det handler mere om nutidig politik, som titlen også antyder så er Peter Parker ligesom James Stewart i filmen “Mr. Smith goes to Washington” meget naivt trådt ind i et politisk liv hvor han ønsker at gøre det bedste men slet ikke kan gennemskue hvilke rænker der smedes omkring ham.

 

Ligesom Sider-Man kun vanskeligt kan gennemskue spillet omkring ham, så er det heller ikke helt nemt at gennemskue hvor langt tilbage trådene op til Civil War egentlig går, og for at sikre at hele affæren var speget nok har Marvel udført et såkaldt “retcon” og indarbejdet en større sammensværgelse i Marvel universet. Begrebet “retcon” står for “retroactive continuity” og bruges om de steder hvor man ændrer på en etableret person ved at introducere nye begivenheder i vedkommendes fortid. Forud for Civil War introducerede man ideen om et hemmeligt selskab iblandt Marvels helte, en gruppe som man kaldte Illuminati. Kort efter den såkaldte Kree-Skrull krig samledes en række af de mest magtfulde helte indenfor forskellige områder til en konference i Wakanda. Initiativtageren var Iron Man, som ville samle de øvrige: Dr. Strange, Professor Xavier fra X-Men, Reed Richards fra Fantastic Four, Black Bolt fra Inhumans og Prins Namor fra Atlantis. Formålet var at undgå at jorden i fremtiden skulle risikere at stå uforberedt overfor en lignende trussel.

 

Det er denne gruppe som senere står bag det plot der får sendt Hulk ud i rummet, godt nok var det ikke intentionen at han skulle sendes helt ud til den fjerne planet som han ender på i historien “Planet Hulk”, men tingene gik ikke helt som planlagt. Og det gør det generelt ikke med Tony Starks planer om at indføre et skyggekabinet, de interne modsætninger er for store, og det hele bryder ud i lys lue da han foreslår at alle superhelte skal registreres. Det betyder at regeringen fremover skal kende deres hemmelige identitet og sikre at de bliver uddannet på den rette måde, et radikalt farvel til det man jo ikke kan komme uden om har været en form for stiltiende accept af maskerede selvtægtsforbrydere. Tony Starks forslag er for hård kost for de fleste af hans medsammensvorne, Namor udtrykker det med: “First you took care of The Hulk and now you found a way to take care of the rest of us”. Dr. Strange og Black Bolt gør ham selskab og forlader gruppen, selv Reed Richards som støtter ham er klar over at det kan få konsekvenser for hans ægteskab, så tilbage sidder Tony Stark med en plan han føler er nødvendigt at gennemføre, men ingen allierede ved sin side.

 

Tony Stark er jo på mange måder en konservativ superhelt, en mand med tætte bånd til det som præsident Eisenhower i sin afskedstale advarede om under betegnelsen det militært-industrielle kompleks. Stark undskylder sig selv med at han, ligesom Reed Richards er futurist og derfor intuitivt kan fornemme hvad der er ved at ske, hvilket retfærdiggør at han er parat med en lov der skal imødegå at en superhelt en dag kommer til at bruge sine kræfter på en uansvarlig måde. Store ord, som lyder meget troværdige når nu historien og begivenhederne i Stamford er der til at retfærdiggøre dem, men selv virkelighedens futurister tager fejl af og til, som for eksempel IBM’s Thomas Watson der regnede med et verdensmarked for computere på omkring fem stykker, eller Microsoft grundlæggeren som mente at 640 Kb hukommelse ville være nok til enhver, og at Microsofts eget MSN netværk ville udkonkurrere internettet.

 

Overfor de to teknologisbegejstrede arkitekter bag The Superhuman Registration Act står manden som sjovt nok også ofte bliver slået i hartkorn med den amerikanske regering. Captain America er da også oprindeligt et ikon fra anden verdenskrig som skulle stå for patriotisme, men gennem årene er han også kommet til at stå for de amerikanske idealer som de skulle være, på et tidspunkt smed han endda uniformen i protest mod korruption i den regering han ellers skulle være forkæmper for. Steve Rogers er en mand fra en anden tid, og derfor er han også den rette at sætte op mod Stark og hans tilhængere. Han er ud af en tid hvor man så hvor galt det kunne gå når frihedsrettighederne blev solgt ud til totalitære regimer både på højre og venstre fløj, en stædig idealist som ikke lader sig spise af med en dygtig spindoktor. Eller er han politisk naiv og ude af trit med de nye farer som verden i det 21. århundrede byder på?

 

Ideen i Civil War er egentlig ikke ny, dele af den kan spores tilbage til Alan Moores klassiske historie Watchmen og The Superhuman Registration Act minder også til en vis grad om den Mutant Registration Act som optrådte i tidligere tiders X-Men, så uden at have læst hans reaktion endnu ved vi nok allerede nu hvor Wolverine befinder sig når linierne skal trækkes op. Forskellen er, at mens Mutant Registration Act i høj grad var et skrækscenarie som forfatterne kunne holde frem for hvor galt det kunne gå når frygt vandt over tolerance, så er The Superhuman Registration Act en langt mere konkret lovgivning der bliver vedtaget allerede ved begyndelsen af Civil War.

 

En anden begivenhed der har tilsvarende stor indflydelse på begivenhederne i Civil War udspiller sig også kort efter Kree-Skrull krigen, nemlig at Wanda Maximoff også kendt som Scarlet Witch opdager at hun nærer følelser for androiden Vision, og at han på uforklarlig vis også nærer denne menneskelige følelse. Over tid begynder Scarlet Witch sind at bryde sammen og vi får de dramatiske begivenheder i Avengers Dissasembled som leder frem til House of M der så sammen med begivenhederne i Decimation rydter scenen for mutanter så den omorganiserede Avengers kan træde frem i rampelyset som hovedaktørerne i Civil War. Hermed afspejler det meget godt hvilket skift der er sket hos Marvel gennem de sidste par år hvor man er gået fra at mutantene næsten dominerede alt hvad der skete til at det hotte team nu om dage er en af de mange varianter over Avengers. Det kunne virke som om at der er gået en lang rød tråd gennem Marvels univers fra de gamle numre af Avengers frem til i dag, men sandheden er snarere at man har haft et meget dygtigt team bag serien.

 

Folkene bag Civil War er først og fremmest forfatteren og hovedarkitekten Mark Millar, tegneren Steve McNiven og så redaktøren Tom Brevoort. At det netop blev Millar der skulle håndtere den Avengers-tunge historie i Civil War er nok ikke nogen tilfældighed. Det var Millar man hev frem da Avengers i sin tid skulle have en ansigtsløftning så de blev relevante for Marvels Ultimate univers. Millar nåede at stå for to runder af The Ultimates, som Avengers endte med at hedde i den verden, og selv om de sidste numre af hans anden runde havde forsinkelser i en grad man eller kun forbinder med Joss Whedon, så var begejstringen blandt læserne stor. The Ultimates inspirerede også to tegnefilm som er udsendt direkte på DVD men som er glimrende underholdning.

 

Mark MillarMillars Ultimates har klart en række politiske toner, og det kan ikke undre når man nu ved at skotten tidligere har arbejdet sammen med landsmanden Grant Morrison på 2000 A.D. og Swamp Thing, ligesom han senere afløste Warren Ellis på The Authority (hans arbejde på Vampirella sammen med Morrison er derimod ikke specielt politisk men viser også at der godt kan være andre interessante ting ved den kvindelige vampyrjæger end hende marginale påklædning). At Civil War også har klare politiske undertoner, såsom henvisninger til 9/11 og de efterfølgende indgreb i den personlige frihed som amerikanerne var udsat for blandt andet gennem The Patriot Act, benægter Millar heller ikke, men som han selv udtrykker det, så er det ikke fordi det er hans ærinde at inddrage politik, det er bare den måde det ender med at blive når han skriver.

 

Ligesom Millar har en opgave i at sikre sammenhæng i Civil War historierne, så skal Steve McNiven sikre at de syv hæfter i hovedhistorien ser ens ud. Hos konkurrenten DC valgte man at bruge forskellige tegnere til sidste års store begivenhed “52” men at lade Keith Giffen stå for at nedbryde alle manuskripter til layouts så man fik en ensartet måde at gøre tingene på, en process han selv senere beskrev som at blive langsomt hakket til døde af en flok ænder. Helt så galt var det ikke for Steve McNiven, der tidligere havde slået sit navn fast via det nu hedengangne CrossGen forlag og serien Meridian, som kortvarigt udkom på dansk som en del af titlen “Magic Fantasy”.

 

McNiven selv er et af den slags jordbundne mennesker der er meget tilbageholdende med selv at kommentere sit seneste spring fra lovende ungt talent til stjernestatus. Selv mener han at han først og fremmest var heldig med at Mark Millar ønskede at arbejde sammen med ham, emn det stikker dybere end det, at overbevise Millar er en ting, at være så god at Brian Michael Bendis giver slip på en på New Avengers fordi det er vigtigere at få den rette mand på pladsen er også en præstation. Og for at det ikke skulle være nok så valgte Tom Brevoort selv om det fjerde nummer af Civil War var forsinket ikke at sætte en anden tegner på opgaven. McNivens tidligere arbejder kan blandt andet ses i New Avengers trade paperback bogen “The Sentry” og i et enkelt nummer i “The Collective”.

 

Manden der binder det hele sammen er Tom Brevoort, som har arbejdet sig op fra bunden hos Marvel til idag at være redaktør for både New Avengers, Fantastic Four og Civil War. Man kan løbende følge med i hvad han tænker om stort og småt på hans blog hos Marvel på adressen, selv om jeg ikke altid er enig med ham, for eksempel omkring brugen af betegnelsen 616 for det “normale” Marvel Univers, så er det som regel interessant læsning at følge.

 

Dette var så meget info om Civil War vi kunne give i denne omgang uden at afsløre for meget af handlingen i de kommende numre af Spider-Man. Vi håber at kunne følge op efterhånden som historien udkommer.