Anders Brønserud: Otto Obscura

Anders brønseruds Otto-karakter er tidligere udkommet under meget stramme forhold: små kvadratiske bøger med fire billeder på hver side og med den cirkelrunde hovedperson som fokus for det sort/hvide univers. Dem har jeg tidligere omtalt her.

Med “Otto Obscura” har Brønserud taget springet til til et større format – på flere måder. Det er forlaget Politisk Revy, der står bag, og værket er opgraderet til stor, flot hardcover. Det er ærligt talt på tide, for Brønseruds grafiske streg fortjener det større udstillingsvindue, som “Otto Obscura” er.

Der er nogle få figurer, som går igen i Otto-serien: vor hovedperson, naturligvis, som verden synes opsat på at nedbryde; Døden, som også gerne er ude efter ham; den stakkels abe, som det aldrig rigtig lykkes Otto at hjælpe; og den sure mand, der kan optræde under en utal af forskellige former: som dyrepasser eller kritiker for at nævne et par eksempler. Og i denne omgang begynder pingvinerne at have deres indtog – med deres sort/hvide klædedragt er de næsten selvforskrevne til det. Her får de alle så lov til at begå sig i en række længere historier.

Det er lidt et sats fra Brønseruds side, for en del af charmen ved Otto har i mine øjne altid være de meget stramme rammer. De har udfordret tegneserieskaberen og tvunget ham til at finde kreative udveje, og det har helt klart været med til at løfte serien op på et højere plan.

Men fungerer det så?

For størstedelens skyld: Ja. For enkelte historier får man måske fornemmelsen af, at den bliver trukket en side for langt til lige dén pointe, men i langt de fleste tilfælde får Brønserud rum til at sprælle, hvor han tidligere blot har haft hårde vægge, og resultatet er smukt. Otto bevarer sin unikke blanding af poesi og brutalitet, af filosofi og falde på halen. Man fornemmer et øje for tegningernes muligheder, som gør Otto til en humorstribe, der ikke blot forlader sig på nogle replikker og en fad pointe, men formår både at underholde og fortælle historier.

Det er ikke kun de længere historier, der er blevet plads til her, men også små pudsige ensides-ting, såsom et farv-selv-billede. Det giver en god balance og er med til at gøre “Otto Obscura” til en tegneserie, der ikke får lov at stå død på hylden. Og man kunne håbe, at den fik selskab der, for selv om den var tænkt som sidste kapitel i eposset om Otto, indrømmer Brønserud i dette interview, at han er begyndt at lave nye skitser – jeg krydser fingre og kunne især godt tænke mig at se Otto i nye formater. Indtil videre vil jeg dog blot håbe, at dette format vil tiltrække nye læsere, for det er fortjent. “Otto Obscura” er en sort/hvid fest for øje og sind.

Anders Brønserud: Otto – verdens ensomste palindrom

Jeg stødte første gang på Anders Brønseruds navn, da jeg var knægt og kom i besiddelse af nogle selvpublicerede hæfter ved navn Lattergalen, der blandt andet gjorde nar af hjembyens lokale antikvar. Jeg husker ærligt talt ikke meget af disse hæfter, men vil dog gerne tro, at der var et eller andet, som skinnede igennem; for da jeg første gang mødte Brønserud, cirka 20 år efter i forbifarten og mylderet på Bogforum, stod hans navn blandt andet på tegningerne af Otto, verdens ensomste palindrom og i mine øjne en af de bedste danske humorstrips i tiden.

Otto er måske ikke grel og højtråbende, som succes i tiden åbenbart kræver det (Ingemann og Wulffmorgenthaler, det er jer, jeg kigger på), men til gengæld spiller den på flere strenge og giver dem baghjul rent visuelt. Humoren er underspillet, grafisk, bogstavelig og lusket, men den gør ikke et stort nummer ud af sig selv.

Et par eksempler, som jeg på groveste vis har stjålet fra Freecomics:

Jeg besluttede mig for en genlæsning af Otto-bøgerne, da jeg hørte, at et nyt og større værk var på vej – det bliver det sjette bind, hvor vor sørgelige, runde helt begår sig (og viste sig rent faktisk at udkomme i dag, på Politisk Revy). Der kommer en anmeldelse senere, men indtil videre en introduktion til det hidtil udgivne:

Dit er riget / Thine is the Kingdom – lader til at være en prøveudgivelse fra 2004. 12 sider med hver tre striber, hvoraf en del går igen i Otto – Memento Mori – det første “rigtige” Otto-hæfte, også fra 2004, der lægger standarden for de følgende hæfter. Udstyret er firkantet, og der er fire billeder på hver side. Især er det interessant at se i disse to første hæfter, hvorledes Otto synes at være udsprunget helt færdig. Selvfølgelig kan man i senere hæfter se, hvordan Brønserud udvikler sig, men Otto er poleret (og rund) fra første færd – der er ikke den vaklen, man så ofte finder i sit første møde med en ny figur (og på sin vis en tegner, selv om Brønserud jo så har tegnet i en del år før dette).

Med lidt mellemrum fulgte så Otto in absintia (2006), Otto jacta est (2008) og Otto Nonchalangelo (2010) i samme udstyr og med masser af drejninger på figuren. Samtidig optrådte Otto i Freecomics, hvor den sørgede for en vedvarende kvalitet i et blad, der ærligt talt kunne have store udsving. Indimellem lavede Brønserud også Cosmo, der ligeledes optrådte i Freecomics og fik sit eget album (men ærligt talt aldrig faldt i min smag). For den kritiske forbruger (og tegneserielæser) har det den betydning, at man kan finde en god del Otto-striber i Freecomics arkiver.

Men hvem er så Otto? Eller måske rettere hvad? For Otto er en figur, der er svær at anbringe i en firkantet kasse. Hvor de fleste humorstriber med en fast figur gerne satser på de samme letgenkendelige karaktertræk igen og igen til punchlines, er den røde tråde i Otto-striberne snarere en personlighed. Otto skifter skikkelse og størrelse, alt efter hvad striben kræver (fra lillebitte til planet med egen satellit), men igennem det hele er der en personlighed, som skinner igennem. En blanding af barnagtigt blåøjet tilgang til verden, gammelmandsagtig irritation over virkeligheden og den tunge fornemmelse af, at alting rotter sig sammen mod Otto. Han kan være Dracula eller bedsteborger, løvetæmmer eller skattejæger, lalleglad eller ædende ond, men det er stadig Otto. Evnen til at fastholde en person i så forskellige situationen er en stor del af seriens kvalitet.

Et andet tydeligt fortrin er det grafiske – Brønserud holder sig til den rene streg, som det sig vel hør og bør for en humorstribe. Men det gør ikke Otto tandløs, for der eksperimenteres konstant med formatet, og mange af pointerne er rent grafiske – som når Ottos profil opstår af dampen fra en nybagt tærte, rækker ud efter den og får et slag over fingrene med en grydeske. Den er ikke alene godt udtænkt, den kunne sikkert også sætte en filosofisk indstillet person i selvsving.

Og så skiftes der form, så serien ikke forfalder til den samme skabelon – nogle striber er ganske gængse og fører os til en pointe i en klassisk historie i fire billeder, andre spiller på ordspil, andre igen på overraskende drejninger af billederne og så videre. Det holder serien frisk, selv når man (som jeg netop har gjort) læser den igennem fem albums. Ærligt talt, det har et nummer af Basserne svært ved at opretholde gennem et enkelt hæfte.

Otto er stilig, intelligent underholdning, som endda til tider formår at være krævende i sine fire billeder. Jeg undrer mig til stadighed over, at den ikke har nået større berømmelse, men håber, at Otto Obscura måske vil skabe lidt mere røre om Otto og bringe ham længere ud i lyset (også selv om han er sjovest, når der er megen mørke i striberne).

Som en bonus har jeg fået fat i en stribe fra Otto Obscura, hvor Brønserud bryder med sit tidligere format:

Junji Ito: Museum of Terror 1-3

“Tak for lån. Jeg bliver nok aldrig stor fan af Tomie :)”

Den ganske korte og noget sigende besked fulgte med, da en kollega afleverede de tre “Museum of Terror”. Jeg havde lånt dem til hende, efter hun havde anmeldt filmene baseret på Junji Itos værk på Gyseren.dk – i håbet om, at de originale historier ville tiltale hende mere end de afledte. Desværre ikke, viste det sig.

Det sjove er, at selv om jeg er vild med “Museum of Terror”, kan jeg egentlig godt forstå, hvorfor hun ikke kan lide den. Og selv om jeg har lovprist Junji Itos nok største værk, “Uzumaki”, så forstår jeg også godt, når Thomas Strømsholt ovre på Planet Pulp finder den helt mislykket. Jeg tror, at Itos værker er lidt som en vippe – det kommer an på, hvor man lægger vægten, om man rammer jorden på den ene eller anden side af den gode læseoplevelse.

Jeg lander selvsagt godt og tungt på den gode side, også med “Museum of Terror”. Ikke, at den mangler sine fejl, men den har også en energi og en vision, der virker overbevisende på mig.

De tre bind samler en lang række historier, som kan deles op i to.

Først og fremmest er der Tomie-historierne, som fylder de to første bind, dernæst en lang række enkeltstående historier, som fylder tredie bind under titlen “The Long Hair in the Attic”. Dette sidste bind er i sagens natur meget blandet både i udtryk, og hvor godt det lykkes Ito – hvor man i Tomie-bindene har et mere sammenhængende univers og en skaber, der tydeligvis udvikler sig igennem historierne.

Tomie er en ung pige – smuk og af typen, der tiltrækker unge og ikke helt så unge mænd som bier til holdning. I den allerførste historie om hende er hun netop død, og hele hendes klasse er ramt af det. Punktum. Den burde ende der, indtil Tomie møder op i skolen, tilsyneladende uden at vide, at hun nyde den evige hvile. Snart får vi historien om, hvad der virkelig skete, da hun døde, og den viser sig at involvere hele klassen – og Tomie er som en hævnende ånd, hvis tilsyneladende uvidenhed og besynderlige sorgløshed er som en negl over en tavle for alle de involverede.

Det er egentlig en ganske gennemskuelig skæbnefortælling – velfortalt, men i sig selv ikke noget ud over det sædvanlige. Itos svært definerbare styrke kommer, når han går over gevind. For historien stopper ikke der – omkring 750 sider fylder han med med historier om Tomie, alle ud fra de få fakta: Tomie får mænd til at forelske sig, og mænd slår Tomie ihjel, men hun vender altid tilbage. Og over gevind går han – for ideerne bliver mere og mere groteske, mens historierne vælter derudaf. Der er en manisk aggression i Juni Itos måde at fortælle på – hæng på eller fald af, land på den ene eller anden side af vippen, det er ligemeget, for han har ikke tænkt sig at stoppe op og kigge tilbage.

Hans værker- ikke de enkelte historier, men sammenhængen – er som groteske tæger, der bider sig fast i en ide og suger blod af dens, mens de vokser til store blævrende masser af blodfyldt kød, der virker på nippet til at eksplodere, hvad øjeblik det skal være. De virker foruroligende, alene fordi de formår at hænge sammen på trods af den umådelige vægt på dem.

Helt samme effekt har tredie og sidste bind i serien så ikke på mig – det er ene og alene enkeltstående historier, der så selvføgelig ikke kan opnå samme umådelige inerti. Her svinger vippen noget mere – nogle er okay håndværk, enkelte er lidt latterligt, og nogle få rummer den der ægte knivsæg af ægte ubehag. Det er det svageste bind af de tre, men dog med sine perler imellem.

God horror handler ofte om at finde det fremmede i det velkendte – måske er det derfor, at jeg som 34-årig mand i en sådan grad fascineres af Itos verden, der konsekvent tager udgangspunkt i teenagepiger og den verden, de færdes i. Det er ikke kvalmende romantisk glasur efter laveste fællesnævner, som en vis Stephenie Meyers brug af samme, men ægte mørke, hvor realismens vægge bryder sammen under vægten af det, der læner sig op ad dem udefra. Og så er det helt grundlæggende bare historier, der forstår at overraske igen og igen.

Phonogram : musikkens magi

“Choose a track. Doesn’t matter what it is – just that it matters to you. Stick it on and turn it up. Close your eyes. And listen HARD. Focus. Just feel the song. Let it sweep over you. Breathe it in. Let it possess you. And when you can feel it filling every single cell in your body … just ride it as long as you can.”

Hvis musik for dig kun er noget der kører på radioen uden din bevidste indblanding; rart at have, men ikke livsvigtigt eller bare signifikant, er dette ikke en bog for dig.

Hvis du aldrig har oplevet at et stykke musik stoppede dig midt i en sætning, løftede dig op i nakkeskindet for derefter at transportere dig til en anden verden og derpå sende dig tilbage igen, uvis på hvor lang tid der egentligt er gået, er dette sandsynligvis heller ikke en bog for dig.

Der er nogle ideer, der i deres slående simplicitet umiddelbart forekommer indlysende sande. Phonogram af Jamie McKelvie og Kieron Gillen er baseret på en sådan idé:

musik er magi.

For nogen et banalt udsagn, men har man en gang prøvet at fortabe sig i en sang, ved man i sit hjerte, at det er den reneste sandhed du kan møde.

Musik ér magi.

I Phonogram: Rue Britannia følger vi David Kohl, som er Phonomancer, altså en magiker hvis kræfter er baseret på musik – eller som han selv siger: ”I do intricate vivisection rituals on pop songs to better understand their totemic powers”.

Kohl bliver af den store gudinde udvalgt / truet / forbandet til at undersøge hvad der er galt med et af hendes aspekter, den nu afdøde guddommelige dronning af Britpop, Britannia. Ja, britpop – musikgenren, som startede midt i 90’erne med navne som Oasis, Blur, Pulp, Kenickie, The Auteurs, og som kulminerede med Knebworth-festivallen i 1996, hvor Oasis spillede for en kvart million mennesker – og som 2.5 million mennesker (en ud af tyve briter) forgæves forsøgte at få billet til.

Men det er nu fortid, Britannia er død og hendes følge af musik og fans er forlængst væk eller i al fald fortsat til andre ting. Og dog – der er noget galt et sted: Kohls gamle flamme, Beth, dukker op i britpop-spøgelsesform, selv om hun er i live og Kohl selv sætter uden at tænke en Echobelly-plade på. Så ved man, at der er noget rygende galt.

Undervejs drager vi igennem Memory Kingdoms, møder Retromancers (”Nostalgia Parasite. A kind of phonomancer in the same way a date rapist is a kind of lover”), Indie Dave (”More a very crude golem sculpted from decomposing festival detritus”) og det hele kulminerer under bakken Primrose Hill, hvor Britannia i sin tid blev til.

Man kan se Phonogram: Rue Britannia som et billede på nødvendigheden af at lægge fortiden bag sig, og det vil ikke være helt forkert, men samtidig byder den på et unikt indblik i musikkens magiske underverden, det sted hvor kunsten møder sit publikum og forandrer dem, har magt over dem. Selv var jeg ikke blandt Britannias undersåtter – jeg fordybede mig på det tidspunkt i Desert Rocks transcendentale, monumentale tyngde – men jeg kan sagtens forholde mig til følelsen alligevel.

En noget anden sag er Phonogram: The Singles Club.

Her er der tale om flere små fortællinger, der alle foregår samme aften på samme natklub, og som til sidst knyttes sammen til en stor mangefacetteret fortælling, set fra syv forskellige menneskers øjne. Der er – som det nødvendigvis må være med den slags fortælling – nogle afsnit, der fungerer bedre end andre. Eller snarere, afsnit, som taler mere til én end andre gør. Ja, der er en forskel.

Hvis Rue Britannia er et koncept-debutalbum, er Singles Club den svære toer, som teknisk set er  1’eren overlegen, men som ikke helt har den samme energi. Den er dog stadig fremragende og særdeles læsværdig.

Ærgeligt for begge samlingers vedkommende er det, at de ikke har medtaget de mange B-sides; små, afsluttede en-sides fortællinger som kørte bagerst i månedsbladet. De er ikke essentielle for noget, men de ville have været rare at have.

Noget meget iøjnefaldende ved begge bind af Phonogram er, hvor meget værkerne taler med deres egen stemme. Det er ikke Moores nøje planlagte kinesiske æske, fyldt til randen med fakta og instruktioner. Det er heller ikke Morrisons hjerne- og hjertevridende mindfuck. Åbenbaringerne er ikke afgrundsdybe og jordrystende. Tværtimod er det næsten nøgterne skildringer af en flok menneskers liv – mennesker, der alle er berørt af musikken basale magi. Det er fremragende og vedkommende.

Er du nået hertil i anmeldelsen, er det nok fordi du kender følelsen. For musik er magi, og vi der er berørt af den, ved det allerinderst i vores sjæl.

Charles Burns: Sort hul

Dette er nok en af de mest rammende titler, jeg er stødt på i lang tid, for Burns’ mesterværk føles som lige præcis det: et sort hul, som suger læseren ind.

“Sort hul” er oprindelig udgivet som tolv hæfter i årene 1995-2005, først hos Kitchen Sink, så hos Fantagraphics og til sidst samlet hos Pantheon Books. Det er Fahrenheit, der har stået for den danske udgave – med Paw Mathiasen selv bag den vellykkede oversættelse. Og det er ærligt talt på tide, at vi stifter bekendtskab med den på dansk, for der er tale om en ganske unik læseoplevelse. Bag den underspillede forside gemmer der sig en fortælling, som kommer under huden – på mere end én måde.

Historien foregår i 70erne og handler især om tre teenagere i en forstad til Seattle: pigen Chris og de to drenge Rob og Keith. De bliver fanget lige der i overgangen mellem barn og voksen, i den allermørkeste del af puberteten, hvor seksualiteten synes at buldre lige under alting. De er alle fra gode familier og bruger tiden på at gå i skole og drikke sig fulde eller ryge sig skæve. Livet er ganske godt, og sommeren synes at vare evigt, hvilket er noget af en bedrift, når man kigger på Burns’ tegninger, der næster vælter sig i sort. Han forstår at fremmane stemninger, og hans billede af 70erne er utroligt vellykket.

“Sort hul” kunne sagtens have holdt sig inden for en strengt realistisk ramme – grundlæggende er det en historie om at vokse op, at ændre sig, og jeg tvivler ikke på, at Burns kunne have begået en yderst interessant historie uden de ekstra lag, han graver under sine personer. Men uden de lag ville den ikke rumme den afgrundsdybe og altgennemtrængende følelse af frygt og undergang, som den gør. Den ville hverken rage op eller nå de dybder, den gør.

Der huserer nemlig en sygdom i byen. En kønssygdom, som kun rammer teenagere og påvirker deres kroppe på et utal af forskellige måder. Nogle kommer til at ligne monstre, én får en hale, en anden viser næsten ingen ydre tegn på det. Rob har en ekstra mund, ikke særligt stor og placeret på hans hals. Da han har sex med Chris, bliver hun smittet, og hendes hud begynder at give slip på hendes krop. Da det viser sig, at hun er smittet, kommer det som et slag for Keith, der længe har været lun på hende. De bliver alle rystet ud af deres rolige tilværelser.

De smittede samles i skoven og i udkanten af samfundet, og vores tre hovedpersoner kæmper for at finde en eller anden form for lykke i det mørke, der har sænket sig over dem. Det lykkes ikke for alle – ligesom i virkeligheden er fløjlshandskerne ikke på her.

Burns har begået et værk, der flår læseren gennem det meste af følelsesspektret. Det er det bedste billede på puberteten, jeg længe er stødt på, og det er en historie, der trækkes en ind og ikke giver slip. Et sort hul i virkeligheden er et punkt, der har opnået så stor masse, at dets tyngdekraft trækker alt ind, selv lyset, og det er et passende billede på denne graphic novel – ikke blot fordi den er så dyster i sit grafiske udtryk, men også fordi man netop har billedet af hovedpersonerne som indfangne af kræfter uden for deres forstand. De bevæger sig gennem hvert deres kredsløb, sammen med flere mere eller mindre vigtige bipersoner, mens de langsomt trækkes længere og længere ind mod singulariteten: det punkt, hvor selv naturlovene bryder sammen, og hvor det er umuligt at forestille sig, hvad der ligger forude.

Som man måske kan læse, ville “Sort hul” være i stand til at give en hel kongres af dansklærere lystkramper, men dens kvalitet ligger naturligvis i, at den fortæller en god historie. Burns lader sine personer krydse frem og tilbage og springer mellem nutid, erindringer og drømme, så fortællingen bliver endnu mere fortættet. Hans tegninger fremstår måske lidt stive i det, men har formår alligevel at lade dem med en masse detaljer og stemning. Man kan formelig mærke frustrationen og desperationen flyde ud fra siderne. Det får “Sort hul” til at fremstå på den ene side som en vellykket socialrealistisk coming of age-historie og på den anden side næsten taktil horror med mindelse om Jim Woodring og Junji Ito.

Det letteste ville nok være blot at hæfte en mærkat på: mesterværk.

David Small: en barndom i gråtoner

De første ord i den amerikanske graphic novel Stitches er ildevarslende: I WAS SIX.
Uskyldigheden bliver her slået fast. Følelsen af, at noget mismodigt lurer, bliver understreget af værkets første illustration – et gråligt og gnidret billede af et olieraffinaderi.
David vokser op i Detroit i en grå familie. Faren er radiolog og røntgenfotograferer konstant David, angiveligt for at hjælpe ham af med et bihuleproblem. Han sætter også hans nakke på plads i en snæver vending eller udfører traumatiserende lavementer. Det sidste er vist ikke bihulerelateret. Moren er gnaven og bitter. I stedet for at tale rømmer hun sig mest, snøfter bag lukkede døre eller smækker med låger. Man vil bare ikke gøre hende mere knotten. Storbror Ted tæsker løs på sine trommer. Det er et hus fuld af ekstrem stilhed og larm.

David kan tegne, heldigvis, og han forsvinder bogstaveligt ind i sine illustrationer. Han fantaserer også om at falde gennem Kaninhullet og binder derfor et gult håndklæde om hovedet for at illudere Alices hår. Det er et modigt valg.
Da David er 11 år, opdager en af forældrenes venner en knude på hans hals. Det er angstfremkaldende, for i hjemmet er der selvfølgelig et lægeleksikon, så David er ikke helt uvidende om kroppens mutationer. Læger koster penge, og derfor prioriterer forældrene en ny bil, ny sofa, nyt tv, en vaskemaskine, fester og andre livsfornødenheder, som en almindelig amerikansk kernefamilie ikke bør snyde sig selv for.
Da David et par år efter endelig får sin operation, bliver det ret omfattende, og da han vågner, har han mistet en del af stemmebåndet.
Stilheden omfavner ham og skubber ham længere væk fra andre mennesker og ind i ensomheden.

Skævheden i familien, som især opleves igennem moren med de forvrængede følelser, griber helt ud af siderne og fortvivler læseren. Fordi noget er galt. Mere galt end lavementer, mere galt end mormoren, der skolder Davids hænder, og mere galt end at lade en knude gro i halsen på et barn igennem flere år.
Forældrene har ikke fortalt David sandheden.

Davids frustration, sorg og den forråelse, han oplever, er gribende, og illustrationernes enkle grå akvareludtryk understreger sårbarheden og efterlod mig med en følelse af poetisk bitterhed.
Erindringer opstår et sted mellem virkelighed og fiktion. Stitches er barsk men yderst intelligent og narrativt veldrejet. Historien handler ikke kun om følelsesmæssig afstumpethed og en forvrænget ensom barndom – David Small får farvelagt et større perspektiv.

Illustrationerne får trods sine gråtoner vist mange nuancer – også humor.
Der er noget glansbilledeverden over miljøet. Vi er i 50erne, og stemningen rammer meget godt gamle amerikanske reklamefilm for vaskepulver…eller måske er det i virkeligheden mere hen ad The Bodysnatchers? Stitches er en følelsesmæssig og socialrealistisk thriller. Den er grum men pusler i mange lag.

David Small er i dag en anerkendt og prisbelønnet børnebogsillustrator, og et enkelt sted er der også en hilsen til den gamle Plys-illustrator Ernest Shepard.

Alan moore & Oscar Zarate: A Small Killing

Til tider får man et værk mellem hænder – det være sig en bog, en tegneserie, en film eller noget andet – hvor man godt kan mærke på sit vand, at her står man med noget godt. Her er en historie, som vil noget, og som måske endda også har succes med det. Men selv om værket vækker den fornemmelse, formår det ikke at tænde for den knap, der får historien til at lyse op i hovedet på én. Sådan, må jeg nok indrømme, havde jeg ikke forventet at have det med en tegneserie af Alan Moore. Manden har jo slået bag titler som Watchmen, From Hell, V for Vendetta og spandevis af andet – han burde stort set være et kvalitetsstempel i sig selv.

Men jeg må indrømme det: jeg kan ganske enkelt ikke lide “A Small Killing”.

Det er snart en del år siden, jeg læste den første gang, og siden da har den henslæbt tilværelsen i diverse reoler og skabe, hvor de mindre efterspurgte værker har det med at flokkes. Ikke en glemt kirkegård, men dog et uforstyrret otium. Ideen om en genlæsning kom fra et interview med Peter Madsen på Nummer 9, hvor han bl.a. siger:

Men i “A Small Killing” falder alt på plads. Beskrivelsen af turen tilbage i tiden til “ur-svigtet” er både underfundig, original – og gribende. Og i Oscar Zarate har Alan Moore fundet et værdigt modspil, en tegner, der bidrager med en både smuk, personlig og stramt fortællende billedside. Et lille mesterværk. Synd at albummet aldrig er kommet på dansk.

Og når det kommer derfra, tvinges man næsten til at tage det alvorlig og måske endda tage egne gamle holdninger op til overvejelser. Så frem fra dybet med Moore og Zarate. Beklageligvis var oplevelsen den samme: på afstand er det såmænd interessant, men andet blev det aldrig, fordi jeg ikke blev draget ind i historien.

“A Small Killing” omhandler reklamemanden Timothy Hole – han har gjort lynkarriere, og nu står han overfor the big one, kampagnen for læskedrikken Flite i USSR. Fremtiden ser lys ud, men snart viser der sig skygger. Fortiden vil ikke helt give slip på Timothy, og så er der den lille dreng, som begynder at dukke op i tide og utide, og som snart viser sig ikke at have gode hensigter. Han begynder at virke som en hjemsøgelse, samtidig med at Timothys verden begynde at skælve i kanterne.

Historien er hovedsageligt et psykologisk portræt af hovedpersonen. Hvilket i sig selv er godt nok, men bare ikke fanger mig som læser. “Problemet” er naturligvis læserpræferencer. Peter Madsen siger videre:

Alan Moore har skrevet mange gennemførte seriemanuskripter, men af og til synes jeg, han fortaber sig i konstruktion og bliver lidt kold i sit udtryk. Og selv om han vender ting på hovedet, er en stor del af hans serier (også mange, som jeg selv holder af) for mig “genrestykker” med smarte replikker og klicheer, bare på en anden måde.

Der ligger lidt den gamle opfattelse, at der er “rigtig” litteratur, og så er der genrestykker. Men alt er genre. Genre er blot brugen af visse temaer/kunstgreb/historieformer/andet genkendeligt for de faste læsere – hemmelige håndtryk, som gør det muligt at uddybe historien uden at skulle genopfinde den dybe tallerken. “A Small Killing” er lige så meget et genrestykke som alt mulig andet, Moore har stået for – det er bare ikke de genrer, han plejer at gøre sig i. Og i modsætning til sine andre værker gør han ikke rigtigt noget specielt med genren her – det er mere eller mindre fra første færd tydeligt, hvilken vej historien kommer til at gå, og så falder dominobrikkerne ellers frem mod en slutning, der dog så rummer sin egen groteske charme. Der er ikke (i al fald for mit utrænede øje) dekonstruktionen som i Watchmen, referencelegen som i Det hemmelighedsfulde selskab og så videre.

Fordelen og ulempen ved genrer er, at faste læsere har andre forventninger end den tilfældige. Dette er ikke min genre, så jeg kan ikke som på samme måde frydes over de detaljer, der uden tvivl er i historien. Kender man sproget, så at sige, tvivler jeg ikke på, at det sprudler med gode drejninger og små overraskelser. Men når man som jeg kommer til det som en tilfældig læser og derfor ikke skimter alle disse detaljer, men kun historien i et mere generelt perspektiv, er den ganske enkelt for gennemskuelig og forudsigelig.

Oscar Zarate har illustreret, hvilket ikke hjælper for mit vedkommende. Jeg kan godt se, at hans forvredne, karikerede mennesker, der udgør baggrunden for fortællingen, bidrager til afspejlingen af Timothys sindtilstande, og at han lægger lag til stemningen i værket – men samtidig må jeg indrømme det enkle faktum, at jeg ikke bryder mig om hans streg. På det formelle plan kan jeg se, at det fungerer, men det griber mig ikke. Jeg kan ikke – og det er meget muligt, at jeg gør mig selv til grin for hele den tegneseriekyndige befolkning – lade være med at tænke på ham som et lidt kedelig udgave af Miguel-Angel Prado.

Alt i alt var “A Small Killing” en kedelig oplevelse for mig. Måske vil mine læsevaner med tiden ændre sig, så den vil få lov at blive fremme, når den om x antal år igen bliver trukket fuld af skabet og støvet af. Jeg tvivler såmænd ikke på, at den fortjener det.

Sambre – Begyndelsen

Første gang, jeg blev grebet, altså virkelig grebet, af en tegneserie bugnende fuld af romantik og kærlighed, var det i midten af 80erne, da jeg intetanende slæbte Bernard Hislaires Birger & Viola med hjem fra bogbussen.
Det var en poetisk og gribende oplevelse, der retrospektivt set rustede mig til livet og kærligheden.
Da jeg senere opdagede Sambre – Blodets bånd, var jeg nærmest ved at besvime i affekt over, at den var illustreret af geniet bag Birger & Viola.

Frankrig, 1848. Vi er ude på landet.
Sambre
er historien om den aristokratiske familie af samme navn. Faren, en excentrisk, eller om man vil: vanvittig godsejer, der euforisk skriver på det dramatiske intellektuelle værk: Øjnenes krig.
Da godsejeren dør, måske som følge af sit vanvid, kaster hans enke sig straks ud i dristige løse forbindelser, mens datteren Sarah forarges, og sønnen Bernard sørger og forvirres.
Julie med de røde øjne, krybskytte og allemandsdatter, drages af Bernard, sønnen i familien Sambre. Hvor hun dog drages!

Bernard er jo ikke lavet af sten, og efter at de to er blevet kødeligt forenet i familiens mausoleum, mærker han det, som Julie i forvejen vidste: deres skæbner er forbundet!
Enken dør snart også, under halvmystiske omstændigheder, og selvom søsteren Sarah opfører sig rablende, bliver det Julie, der må flygte ud i natten – anklaget for mord.
Bernard fortvivles.

Julie flygter til Paris, hvor hun opsøger den klamme og usympatiske “Kapellanen”, som viser sig at være hendes far. Julie er bare ikke heldig. Herefter kommer hun i stald hos en talentfuld, men indbildsk og idiotisk kunstner.

Bernard drages også mod Paris og snubler selvfølgelig over adskillige skæbnetråde, der peger i retning af Julie.

Lad det være sagt være med det samme – Bernard er ikke den rundeste ske i skuffen, og allerede ret tidligt i serien føler den indlevende læsertype trang til at gribe ind i fiktionen og ruske knægten.
Julie skal gå ualmindelig grueligt meget igennem – endda også halvt afklædt i en forkølet revolution. Skurketyper og demoraliserede sjæle står nærmest i kø for at få en bid af hende.

Da Bernard får nosset sig sammen til at se overvejende klart, er det for sent!

I 1997 sad jeg bjergtaget med bind 4 i serien – med den episke titel: Frihed eller retfærdighed og på sidste side – helt nederst, lige efter at Bernard måske har kastet sig i døden for kærligheden og Julie, stod der: “Næste episode: Den sidste Sambre.”

Jeg kom til at vente længe. 13 år helt præcist, og så blev det i stedet med den mere lyriske, men måske ikke helt så folkelige titel: Forbandet være hendes lænders frugt.

De første 4 bind i serien er en svulmende og lidenskabelig epos. Sorg, savn, svigt, uretfærdighed, hævn og begavede benspænd pisker hen over siderne.

Illustrationerne er skønne og i bedste belgisk/fransk tradition. Der er lækkerhed i nuancerne og stoflighed og valør i hvert enkelt billede.
Tonen er højtidelig, til tider grænsende til det karikerede, men det falder nu rørende fint i tråd med persontegningen, der er drivende stereotyp. Alle kan være med her. Skurkene og andre tvivlsomme personager er tegnet, så man ikke er i tvivl om deres hensigter. Det er effektfuldt og overbevisende.
Man har ikke set lidelse, før man har set Julie der kramper sig sammen i smertefuld længsel efter sin Bernard!

Jeg holder meget af serien Sambre, det vil jeg ikke lægge skjul på, og jeg holder af den, fordi den tager sig selv så seriøst. Det er en alvorlig historie tung af melankoli, der med en skønhed i illustrationerne fuldender og sandsynliggør serenaden om to elskende, mere uheldige end Romeo og Julie og mere temperamentsfulde i deres umulige lidenskab end Heathcliff og Catherine.

Andre eksistentielle emner som politik, filosofi og hvad man måske kan genkende som racehygiejne er sidetematikker. Hovedplottet er, og kan kun være, kærligheden!

De første to bind er skrevet af Balac aka Yannick Le Pennetier, og herefter tog Yslaire (Bernard Hislaire) selv over.

Seriekronologi:
Yslaire/Balac: Sambre-Blodets bånd (1987)
Yslaire/Balac: Bernard, Bernard… (1992)
Yslaire: Revolution, Revolution! (1993)
Yslaire: Frihed eller retfærdighed  (1997)
Yslaire: Forbandet være hendes lænders frugt (2010)

Yslaire/Bastide/Mezil: Sambres krig: Hugo & Iris 1 (2010)

Jens Lapidus og Peter Bergting: Bandekrig 145

Jeg må da indrømme, at jeg har haft mine (absolut ikke underbyggede) tvivl om gennemslagskraften af forsøgene på at udbrede graphic novel-formatet på dansk. Der er ingen tvivl om, at vi har fået nogle litterært set tunge udgivelser på gaden – og dertil nogle helt exceptionelle læseoplevelser. Men har det flyttet noget i forhold til den store mængde af læsere, dem der har fjernet sig fra tegneserien? Men når Modtryk udvider bogmarkedet mest populære genre til billed/tekst-kombinationen med den hårdkogte krimi “Bandekrig 145”, så må det da betyde, at der er sket en ændring i folks opfattelse af tegneserien. Om der så ligefrem er tale om “en nyskabende bog i en genre, som er næsten ikke-eksisterende i Skandinavien”, som pressematerialet hævder, ved jeg ikke helt; men selvfølgelig: hvis man begrænser genren til “krimi graphic novel”, er den nok så lille, at det er muligt at indtage en ganske stor plads.

Til gengæld er der tale om en ganske læseværdig og godt fortalt krimi. Testosteronen flyder ned ad siderne i en historie, der holder sig inden for de faste rammer, men det er fortalt, så man gladeligt bladrer frem for at se, hvad der sker.

Vi befinder os i det sydlige Stockholm, i postnummeret 145. En ung pige bliver voldtaget. Det kunne sagtens ende der, for en af gerningsmændene er halvbror til Eddie Ljublic, som ikke er en fyr, man ønsker at lægge sig ud med. Men Jiva, som pigen hedder, er søster til Mahmud, og der er ganske få mennesker, som han vil dø for. Jiva er et af dem, og Mahmud er indstillet på, at nogen kommer til at dø for det, der er sket. Og han tænker ikke på sig selv.

Snart er der bandekrig, et blodigt opgør, der truer med at sprede sig.

På den anden side står strømeren Hägerström, en rimeligt anstændig sjæl i et beskidt miljø. Først forsøger han at forhindre bandekrigen, sidenhen at begrænse den, altimens han modarbejdes fra alle sider af konflikten.

Manden bag historien er Jens Lapidus, et af de nyere og større navne blandt de svenske krimiforfattere. På dansk er udgivet to romaner: “Cash” og “Aldrig fucke up”, dele i en trilogi, der ligesom “Bandekrig 145” fokuserer på den stockholmske underverden. For stregen står Peter Bergting, en angiveligt ret produktiv tegner og illustrator, der senest har høstet god omtale på fantasy-serien “The Portent”. Han har omsat historien til tegneserie yderst professionelt og med et godt øje for, at kernelæseren måske ikke er at finde hos de hardcore billedaflæsere, men snarere hos folk, der er vant til at indtage deres historier gennem tekst. Billedsiden er derfor holdt rimeligt rolig – dog uden på noget tidspunkt at blive forsimplet. Han formår at fortælle historien, så den er til at følge med i, samtidig med at der er stemningsskabende detaljer, som ikke står i vejen eller kræver for meget af læserens bevidsthed. På den negative side er han ikke god til at tegne hunde, men det er en detalje, der ikke skygger for succesen – Bergtings formidling af historien gør den perfekt til krimilæsere, der ikke er vant til mediet, samtidig med at han fortæller så godt, at vi andre kan nyde det også.

Jens Lapidus’ historie virker – ud fra min begrænsede erfaring med krimigenren – lidt tung på klicheerne: en fraskilt betjent, der stræber efter at gøre det rigtige og har problemer med sin overordnede – tilsat lidt personlige problemer, et strejf af problematisk romantik og et skarpt fokus på Sveriges sociale problemer. Dertil kommer en scene, hvor Hägerström holder indre monolog om forholdet til sit barn og derefter handler stik imod det (for ikke at sige komplet idiotisk), hvilket raslede mig ud af læseoplevelsen. Men på den anden side af vægten – og klart med balancen i sin favør – ligger et stort antal scener, der bare fungerer. Særlig er første del af historien vellykket – man kan nærmest se, hvordan dominobrikkerne vælter hurtigere og hurtigere, mens både helte og skurke bliver suget ind i konflikten. Samtidig står både Mahmud og Hägerström ganske klart, så man som læser står med fod i begge lejre.

“Bandekrig 145” er godt skruet sammen, og samspillet mellem forfatter og tegner fungerer helt upåklageligt. Forhåbentlig kan den komme til at fungere som et gateway drug for nogle krimilæsere, når de indser, at tegneserier kan levere varen så godt. Om den trækker nogen den modsatte vej, tvivler jeg dog på.

Alan Moore & Kevin O’Neill: 1910

Jeg har tidligere her på siden skrevet om de to første bind om Det Hemmelighedsfulde Selskab, og nu har forlaget Fahrenheit sendt Alan Moore og Kevin O’Neills næste lækkerbisken på gaden. Titlen er “1910”, og handlingen er, som man kan gætte, flyttet noget frem i tiden, men der bydes endnu engang på en tætvævet fortælling fyldt med referencer til alt lige fra Arthur C. Clarke til Kong Arthur.

Kender man ikke serien i forvejen, er en kort introduktion på sin plads: Det Hemmelighedsfulde Selskab er en lille og skiftende forsamling af generelt legendariske personer, der arbejder i det skjulte for at bevare det britiske imperium. Alle er de personer, som Moore har fisket op af litteraturhistoriens skjulte vande, sandsynligvis på de dybder, hvor fiskene ser meget sære ud. De to personer, der går igen fra de tidligere historier til dette bind, er Mina Murray (Jonathan Harkers forlovede i “Dracula”) og Allan Quatermain (hovedpersonen i flere bøger af H. Rider Haggard, især “Kong Salomons miner”). Men det er ikke den aldrende Quatermain, som vi mødte i de foregående bind, der toner frem her – for i de mellemliggende år har han og Mina været vidt omkring og har bl.a. andet badet i den dam, der spillede en rolle i Haggards “Hun” og gjorde titelpersonen udødelig. Quartermain er derfor igen ung og handlekraftig og må faktisk lade, som om han er sig egen søn.

Tidens gang betyder også, at der introduceres nye medlemmer til selskabet denne gang, og de to får selskab af Carnacki (spøgelsesjæger kendt fra en række noveller af William Hope Hodgson), gentleman-tyven Arthur J. Raffles (skabt af Arthur Conan Doyles svoger EW Hornung) og den udødelige Orlando (der skifter køn med jævne mellemrum og er sammensat af flere figurer, bl.a. hovedpersonen fra “O’s historie). Carnacki har en række drømme, som i lettere fordulgte billeder fortæller om en snarlig katastrofe, og Selskabet sætter sig for at forhindre de grumme hændelser.

Jeg må indrømme, at “1910” ved første gennemlæsning ikke helt levede op til forventningerne (som så også må siges at have været helt oppe at ringe) – historien flød ikke helt så let og virkede ikke helt så fuldendt, og Kevin O’Neills tegninger virkede en smule mere stive i det i denne omgang. Men som mange af Moores værker er også dette ét, der nyder godt af flere gennemlæsninger.

Det, man skal huske (og som forklarer de mangler, der måtte være i værket som afsluttet historie), er, at “1910” er første bind i en trilogi – og det er ikke alle de frø, som bliver sået her, der når frem til fuld blomstring. Og så skal man naturligvis som begejstret læser af de tidligere historie lige vænne sig til, at dette ikke er det Selskab, som vi kender og elsker. Hyde er væk og ligeså Griffin, hvorimod Nemo kan siges at være et frø, der bærer grusom frugt i denne ombæring. Hans arvtager spiller nemlig en vigtig rolle og vil uden tvivl optræde igen.

Dernæst har Moore skabt en ganske anderledes basis for historien i denne ombæring, idet det denne gang er en opera, der løber som en mørk understrøm gennem hele historien: Brecht og Weills “Laser og pjalter” fra 1928. Det sker først og fremmest ved en norne-agtig baggrundsfigur, der kommenterer handlingen i sang, men også et enkelt sted ved, at figurer i handlingen bryder ud i sang og dans. Det er et af de elementer, der ved første gennemlæsninger virker lidt prætentiøst og uden den dybere eksistensberettigelse – men ved genlæsning hurtigt afslører flere dybder og forlener historien med en ekstra dimension og en endnu dybere atmosfære af overhængende undergang.

Det virker, som om Moore har skåret lidt ned på mængden af referencer i “1910”, men samtidig skruet lidt op for ambitionerne. Jack the Ripper, som han tidligere har behandlet så udførligt, optræder også her, med en anden identitet, men igen som et billede på den nye tid, og det er igen det, der gør dette bind så stærkt. Endnu en gang skaber Moore og O’Neill et litterært puslespil, og selv om dette bind alene måske ikke skaber et lige så overbevisende billede, som f.eks. “Klodekrigen” gjorde, så er tanken om, hvad det kan blive til i samspil med de to næste bind, nok til at gøre én både op- og forstemt, for jeg tror ikke, at Moores billede af århundredet bliver noget skønmaleri. Han har et blik for det grusomme og en evne til at fortælle om det med både humor og fascination, der er troldbindende, og det viser han endnu engang.