Nestor Burma

Den amerikanske tegneseriekritiker Douglas Wolk skriver et sted (s. 13 i Reading Comics – How Graphics Novels Work (Da Capo Press, 2007) for nu at være helt præcis), at det synes at være så godt som umuligt at lave en vellykket tegneserieudgave af et allerede foreliggende litterært værk. Alle hidtidige forsøg på at overføre romaner eller noveller til tegneserieform er således, hævder Wolk, mislykkedes og hele idéen med at forsøge er grundlæggende misforstået og forkert.

For Wolk er manglen på vellykkede tegneserieudgaver af litterære værker en klar indikation af, at tegneserier ikke er en litterær genre, men derimod et selvstændigt kunstnerisk medie, dvs. en selvstændig menneskelig udtryksform, hvis produkter skal læses, fortolkes og kritiseres ud fra dette medies egne præmisser og normer, på samme måde som det er tilfældet med f.eks. film, litteratur og billedkunst. Hvis tegneserier ”blot” var en litterær genre, så burde det (eller det synes i det mindste at være Wolks påstand) være langt lettere at overføre romaner og noveller til tegneserieform, og der burde derfor findes langt flere vellykkede tegneserieudgaver af litterære værker.

Det eneste eksempel på en gennemført og succesfuld tegneseriebearbejdning af en roman, som Wolk kan komme i tanke om, undtagelsen der bekræfter hans regel, er David Mazzucchellis og Paul Karasiks fortolkning af Paul Austers City of Glass. Dette værk, hævder Wolk, ”…works only because it extends Auster’s metafictional games into a visual dimension.” (Reading Comics, s. 13).

Wolk går ikke nærmere i dybden med hvad han mener med dette, men hans tanke synes at være, at Mazzuchelli og Karasik udforsker og udfordrer tegneseriens visuelle muligheder på samme måde som Auster udforsker og leger med det litterære medies muligheder og begrænsninger. Austers ”metafictional games”, hans leg med hans valgte medies (romanens) grænser og muligheder, overtages og fortsættes af Mazzuchelli og Karasik, men i en visuel, ikke en tekstlig, form. Både Mazzuchellis og Karasiks tegneserieudgave af City of Glass og Austers oprindelige roman leger således med og udfordrer deres respektive mediers form og muligheder, og det er denne leg der gør, at overgangen fra bog til tegneserie lykkes. Det er, hævder Wolk, fordi Mazzuchelli og Karasik fokuserer på og søger at gengive City of Glass’ form, i stedet for at fokusere på bogens konkrete narrative indhold, at deres tegneserieudgave fungerer.

Der er ganske meget i Wolks analyse, som forekommer plausibelt, og et langt stykke vej er jeg ganske enig med ham. At betragte tegneserier som et selvstændigt medie er således langt mere frugtbart end at forsøge at forstå dem som en litterær genre. Dels så slipper man for den tåbelige ”jamen det er jo bare tekst med billeder”-diskussion, og dels så undgår man på forhånd at indholdsbestemme hvad tegneserier kan og bør beskæftige sig med, noget som det er let at komme til at gøre, hvis tegneserier partout skal indpasses i eller opfattes som en bestemt genre. Derudover så har Wolk også en pointe i at insistere på, at det er problematisk og vanskeligt at overføre et værk skabt indenfor et medie til et andet medie. Udover manglen på vellykkede tegneserieudgaver af bøger, så er de utallige dårlige filmatiseringer af glimrende romaner (og tegneserier) er et glimrende bevis for dette.

Wolk indrømmer imidlertid, at blot fordi det er vanskeligt at overføre værker fra et medie til et andet medie, så betyder det ikke at det er umuligt. Principielt er der således ikke noget til hinder for, at der kunne være produceret glimrende tegneserieudgaver af diverse litterære værker. Wolk er bare endnu ikke stødt på andre eksempler end City of Glass.

Her skinner Wolks amerikanske baggrund igennem. Enhver der har beskæftiget sig en smule med europæiske tegneserier vil således slå en højlydt latter op ved tanken om at Mazzuchelli og Karasiks City of Glass skulle være det eneste vellykkede eksempel på at en roman kan overføres til tegneserieform, og hvis Wolk nogensinde havde læst Jacques Tardis Nestor Burma serie, baseret på en række romaner af den franske krimiforfatter Léo Malet, så ville han næppe være kommet med den påstand.

Jeg har, må det retfærdigvis siges, aldrig har læst Malets romaner om Burma, men at dømme ud fra det jeg har hørt om dem, så tilhører de, ganske bevidst og helt uden skam, den genre man bedst kan betegne som kiosklitteratur. Dette skinner klart igennem i tegneserierne, som på godt og ondt rummer alle de træk som kendetegner god triviallitteratur. Nestor Burma er således en privatdetektiv af den gode gammeldags type: hårdtslående, forhutlet, moralsk anløben og med et lettere anstrengt forhold til den officielle ordensmagt, men samtidig i besiddelse af en veludviklet retfærdighedssans. Hvis han havde været amerikaner ville Burma have pulset cigaretter, drukket billig bourbon og hængt ud på den lokale bar. Nu er han imidlertid fransk, så i stedet tilbringer han megen tid på de parisiske caféer, hvor han drikker rødvin, ryger pibe, afhører mistænkte og forsøger at finde hoved og hale på de sager han mere eller mindre uforvarende bliver indblandet i.

Malet skrev i alt 29 romaner om Burma, hvoraf Tardi (foreløbigt) har illustreret 7. Af disse er 4 udkommet på dansk, udgivet af Faraos Cigarer: Rue de la Gare 120 og Skydetelt på Place de la Nation (begge i 2008), samt Tåge over Tolbiac-broen og Døden i Rue de Paradis (i 2009). Rue de la Gare 120 og Tåge over Tolbiac-broen har begge tidligere været udgivet på dansk, men er til nyudgivelserne blevet nyoversat af den oprindelige oversætter, Søren Vinterberg, der også har oversat de to øvrige album.

Den overordnede plotstruktur i alle de fire albums er klassisk: Nestor Burma bliver, mere eller mindre tilfældigt, indblandet i en speget affære, som regel en mordgåde, undertiden med tråde til hans egen fortid, som han desperat forsøger at finde sammenhæng i. I flere tilfælde, f.eks. i Tåge over Tolbiac-broen og Rue de la Gare 120, viser det sig, at det er Burmas blotte tilstedeværelse og beslutning om at blande sig, der er den katalysator, der, om ikke sætter historien i gang, så i det mindste er årsag til flere af de mord og forbrydelser der bliver begået. Og ofte er det ikke Burma selv der aktivt får opklaret sagen, men derimod en række mere eller mindre tilfældige hændelser, som leder til forbrydelsens opklaring. Tardi har til Informations Christian Monggaard fortalt, at han, når han omskrev og omstrukturerede Malets romaner til sine albums, forsøgte at lappe de værste plothuller.

”Når jeg opdagede jeg, at et plot ikke hang sammen, ringede jeg til ham [Malet] og sagde: ‘Jeg forstår ikke, at den person kan dukke op igen, fordi han døde da i begyndelsen af romanen. Kan du forklare mig det?’ […] Malet svarede mig: ‘Jeg har skrevet det for lang tid siden. Gør med det, hvad du vil.”

Selv efter Tardis bearbejdning er der imidlertid klare huller i historierne. Rue de la Gare 120, som er det længste af Tardis Burma-albums, er et klart eksempel på de problemer, som Malets plot lider under. Nestor Burma sidder under Anden Verdenskrig i krigsfangelejr, hvor han bl.a. møder Fange 60202, en mand med hukommelsestab som ikke ved noget som helst om sin fortid. På sit dødsleje får han imidlertid hukommelsen igen og opdager tilsyneladende at han kender Burma. Hans sidste ord er således: ”Burma! Giv Helene besked. Rue de la Gare 120.” Burma løslades fra fangelejren og da toget med de løsladte fange på vej mod Paris holder stille i Lyon får han pludselig øje på en af sine tidligere medarbejdere fra detektivbureauet. Ikke så snart har de fået hils på hinanden, før medarbejderen skydes ned for øjnene af Burma. Lige inden han dør får han med sine sidste kræfter råbt ”Chef!!! Rue de la Gare 120.” Burma hopper resolut af toget – og så kører historien derudaf.

Allerede i historiens set-up har vi således flere (urimelige) tilfældigheder: et møde med en hukommelsessvækket tidligere bekendt (som Burma ikke selv kan huske hvem er), et møde med en tidligere medarbejder på en tilfældig banegård i Frankrig og så selve det, at begge disse personer tilsyneladende har forbindelse med et og det samme sted, nemlig det mystiske adresse Rue de la Gare 120. Og som historien skrider frem, så hober flere og flere tilfældigheder sig op. Et væsentlig element i historien afhænger således helt og aldeles af, at en af de personer, som Burma var i krigsfangelejr med, pludseligt og uden nogen forklaring dukker op igen, i færd med at bryde ind på Burmas kontor i Paris!

Det fantastiske ved Tardis albums er imidlertid, at disse urimeligheder og tilfældigheder på ingen måde mindsker læseglæden. Man stryger igennem albummene og enten overser eller ignorerer de huller der er i historien. Og grunden til dette er, som Tardi selv har udtrykt det, at man ikke læser Malet (og Tardis fortolkning af Malet) for plottet, men for stemningen, for atmosfæren, for fornemmelsen af at bevæge sig rundt i Frankrig og Paris i 1940’erne og 50’erne. I interviewet med Monggaard indrømmer Tardi således, at han et langt stykke hen af vejen betragter Malets romaner som ”en rigtig god undskyldning for at tegne gaderne i Paris. Selve plottet er ikke så vigtigt, og man er ligeglad med, om de skyldige bliver fanget til sidst. Det interessante er stemningen og det at rekonstruere tiden.” Og til netop det job er der næppe nogen der er bedre end Tardi. Hvert af de fire album tager således udgangspunkt i og foregår primært indenfor et af Paris’ 20 arrondissementer, og Paris’ lokaliteter spiller i det hele taget en væsentlig rolle i serien. Tardi fortæller, at han bevidst valgte at illustrere de af Malets romaner ”…der foregår i de mest fattige, skumle kvarterer. I Tåge over Tolbiac-broen kommer man aldrig uden for det 13. arrondissement, og jeg kan godt lide tanken om at bruge de elementer, der er til stede i området, på åstedet, og udnytte dem til at skabe en intrige.”

En af de største glæder ved at læse de fire Burma-albums er således Tardis detaljerede og fantastiske tegninger af Paris under og efter anden verdenskrig. Atmosfæren driver ned siderne og den parisiske tåge nærmest bølger en i møde når man åbner albummene. Tardis Burma-albums minder her på mange måder om Conan Doyles Sherlock Holmes historier. Det som jeg husker bedst fra disse noveller og historier er som regel ikke plottet eller historierne, men derimod stemningen; fornemmelsen af at befinde sig i London i den sidste halvdel af 1800-tallet. Og grunden til at jeg atter og atter vender tilbage og genlæser disse historier er primært (men selvsagt ikke udelukkende) fordi jeg ønsker at genopleve denne stemning. På samme måde er det med Tardis Burma-albums. De regnvåde toppede brosten; den billige rødvin; de korrupte betjente; piberøgen; de dejlige damer og tågen over Tolbiac-broen er skildret og tegnet med en sådan omhu og (ja, nu bliver jeg lige højtravende) kærlighed, at det er en rendyrket fornøjelse at fordybe sig i. Og så skide være med om historierne hænger sammen eller ej.

Hvilket alt sammen bringer os tilbage til Wolk og den diskussion jeg indledte med, nemlig spørgsmålet om, hvorvidt man kan overføre et værk skabt indenfor et medie til et andet medie. Wolks svar var, at ja, det kan man, hvis man respekterer såvel det oprindelige værks særegenhed og det medie man selv arbejder indenfor. Wolk har, synes jeg, ganske ret i dette, og det er, vil jeg mene, netop fordi Tardi både respekterer det værk han tager udgangspunkt i og har et indgående kendskab til tegneseriemediets virkemidler, at hans udgaver af Malets romaner er så vellykkede. Han har taget Malets litterære form, den stemningsfulde kiosklitteratur, med alt hvad dette betyder af plotmæssige svagheder og manglende troværdighed, og overført den til tegneseriemediet. Historien er skam også fulgt med, men den er bare ikke nær så vigtig, som den ville have været, hvis det var Tolstoy Tardi havde prøvet at gengive.

Når det drejer sig om den håndværksmæssige udførelse af de fire Tardi-albums så er det, som næsten altid med Faraos Cigarer, tale om rigtig god kvalitet: Hardcover, god indbinding, god tekstning, flot tryk, et interessant forord til Tåge over Tolbiac-Broen af Léo Malet himself, og et oplysende efterskrift til Rue de la Gare 120 af oversætteren Søren Vinterberg. Når der nu er kælet sådan for detaljerne, så er det netop derfor ekstra trist, at der alligevel er et par beklagelige smuttere her og der. Tilsyneladende er Skydetelt på Palace de Nation således ikke oversat af nogen. Der mangler i hvert fald en angivelse af, hvem oversætteren (Søren Vinterberg) er. Og så indledes Rue de la Gare 120 med et kort, to-siders, forord, som opridser den politiske situation i Frankrig under Anden Verdenskrig. Dette forord er dels forholdsvis dårlig skrevet (eller muligvis dårlig oversat? Der er ikke opgivet nogen forfatter) og dels kunne det have brugt en ekstra omgang korrekturlæsning (Middelhavet staves med stort i en linje og med småt tre linjer senere).

Dette er imidlertid småtterier som ikke skal fjerne fokus fra, at der er tale om en virkelig, virkelig flot udgave af Tardis værker, som det er en glæde at have stående på sin reol og en endnu større glæde at tage frem og læse i.

Bonusinfo: Faraos Cigarer har, ifølge deres hjemmeside, planer om at (gen)udgive Tardis fantastiske Adéles Ekstraordinære Oplevelser. Denne anmelder glæder sig som et lille barn!

Fakta om serien

Vurdering: Anbefales på det allerkraftigste. Nestor Burma for ever! Køb, køb.

Nestor Burma 1: Rue de la Gare 120 (2008), 200 sider, kr. 298.
Nestor Burma 2: Skydetelt på Place de la Nation (2008), 80 sider, kr. 168.
Nestor Burma 3: Tåge over Tolbiac-broen (2009), 85 sider, kr. 168.
Nestor Burma 4: Døden i Rue de Paradis (2009), 60 sider, kr. 148.
Boks med alle fire bind: kr. 698

Tegner: Jacques Tardi
Forfatter: Léo Malet
Forlag: Faraos Cigarer

Muzak fra en tryllefløjte – Peter & Max af Bill Willingham

Et fortryllende univers, skrev Mads Bluhm om FABLES i sin korte introduktion til seriens univers her på dette site. Med sit udgangspunkt i både kendte og ukendte karakterer fra alverdens eventyr og børnerim har forfatteren Bill Willingham da også ramt en rig guldåre af fortællinger, som tilmed er blevet flot illustreret af bl.a. Mark Buckingham og Steve Leialoha.

FABLES begyndte i 2003 og har siden høstet over to dusin velfortjente Eisner-priser, ikke mindst for tegningerne og de fantastiske forsider af James Jean. Undervejs har der dog været narrative udsving til den forkerte side – en rammefortælling, der blev presset ud over alt for mange numre; fabler, der blev lidt for mundæne, konservative dydsmønstre; og en ensidig pro-Israelitisk subtekst, hvor løsningerne voksede ud af geværløb.

Ikke overraskende har serien skudt en del sideskud. Det første spin-off var 1001 NIGHTS OF SNOWFALL, siden fulgte JACK OF FABLES og miniserierne THE LITERALS og CINDERELLA. Det seneste skud på stammen er romanen PETER & MAX. “For many reasons, a prose novel just seemed like the right way to tell the story, and I’m pretty happy with that. Some things just cry out for a different format. I think this story was a good example of that,” har Bill Willingham udtalt.

Men lad det være sagt med det samme: overgangen fra tegneserien til romanen er i dette tilfælde ikke særlig vellykket. Tegneserier er (lidt forenklet sagt) fortællinger i billeder, hvor ord og tegninger understøtter hinanden; mens tegneserieforfatteren trækker på tegneren og farvelæggeren, har romanforfatteren ”kun” ord. Willinghams sprog er simpelt hen for fattigt, og fortællingens plot er tilsvarende tyndt.

Titlens Peter og Max er henholdsvis taget fra et engelsk børnerim (”Peter Piper picked a peck of pickled peppers”) og det tyske sagn om ”Pied Piper,” ham vi kender som rottefængeren fra Hamln. I romanen er Peter og Max brødre, og de har begge magiske fløjter – og så er de dødsfjender. Efter mange, mange hundrede år (fabler lever længe) er det endelig blevet tid til det endelige opgør, og inden for denne ramme får vi at vide, hvordan det gik til, at der kom ondt blod imellem dem. ”Ondt blod” skal her forstås meget bogstaveligt.

Hvad skete der virkelig med børnene fra Hamln? Ja, Max er en morder. Han går fra at være en klynkende og jaloux snotunge til fadermorder til massemorder i løbet af meget kort tid. Max er så ond, at han udgollumnerer Gollum. Og så må det jo næsten ende, som det ender, for den absolutte ondskab kan jo ikke forstås, kun bekæmpes med alle midler.

Selv med den ekstra dimension, som en tegnet fortælling giver, ville det have været en flad og uinteressant historie. Faktisk kan jeg kun give PETER & MAX to positive skudsmål: Steve Leialohas vignetter og helsides illustrationer er som altid en fornøjelse for øjet, mens romanen er hurtigt læst.

Fakta om værket

Peter & Max. A Fables Novel. 2009. 368 sider

Forfatter: Bill Willingham

Illustrator: Steve Leialoha

Forlag: Vertigo/DC Comics

Junji Ito: Uzumaki, vol. 1-3

Katayama har altid været langsom – på flere måder. Han synes ganske enkelt ude af stand til at bevæge sig hurtigt. Og som regel kommer han kun i skole, hvis det regner. En dag efter volleyball, hvor han igen har udstillet sin manglende evne til at udføre selv de mest enkle opgaver, kaster de andre drenge sig over ham i omklædningsrummet og ydmyger ham ved at trække tøjet af ham.

Der er en sort, ildevarslende spiral på Katayamas ryg.

Det fortsætter med at regne, og da han igen kommer i skole, er hans ryg opsvulmet under skjorten. Væksten fortsætter med at blive større over de næste par dage, indtil han en dag kommer kravlende nøgen gennem døren – spiralen på hans ryg er blevet til et sneglehus, og Katayama selv er tydeligvis ved at blive noget andet end menneskeligt.

Få dage senere er metamorfosen komplet, og de opdager ham på ydersiden af skolebygningen. Han er blevet til en kæmpesnegl. Forældrene nægter at kendes ved ham, så skoleklassen må tage sig af det sære væsen. Og lidelsen spreder sig.

The Snail” er ottende kapitel i Junji Itos horrormanga ”Uzumaki” – et værk, der strækker sig over 18 kapitler i det hele og er blevet udgivet i tre bind. Man kan argumentere for, at dette kapitel er ”point of no return”, fordi de kræfter, der virker under overfladen og koncentrerer sig om en begrænset gruppe mennesker, her endelig begynder at skylle ud over den lille by Kurôzu-cho. Sikkert er det, at ”The Snail” rummer mange af de ting, der er betegnende for hele værket – på godt og ondt.

Men hvad er ”Uzumaki”?

Titlen betyder spiral, hvirvel eller malstrøm – den der enkle, men også ret hypnotiske streg, som man lynhurtigt kan lave med en kuglepen; som synes at trække blikket ind i sig; som er tegnet for svimmelhed og bevægelse nedad i mørket. Og det beskriver meget godt det, der sker med Kurôzu-cho – det starter enkelt, men samler momentum og trækker alle byens indbyggere ned i mørket. Der er nemlig ingen skurk i ”Uzumaki” – der er ikke horrorgenrens evindelige behov for at sætte ansigt på ondskaben; i stedet er der blot hvirvlerne i alle deres inkarnationer: spiralen på Katayamas ryg, der bliver til en snegleskal, røgen, der stiger op fra krematoriet i samme form og bliver slugt af malstrømmen i byens sø, lyset i fyrtårnet, de cykloner, der senere hen skyller ind over byen.

I Junji Itos værk er truslen blot en form, en ansigtsløs kraft, der omdanner alt omkring sig. Der er ingen forklaring, men alligevel en form for mørk, underliggende logik – som måske blot fremkommer af den grundighed, hvormed skaberen går til værket. Han synes at pille alt fra hinanden ved at bruge spiralformen som det dystre ukrudt, der bryder igennem selv de mindste revner og vokser op fra undergrunden. Det er frit for mange af de fortællekonventioner, der ofte er med til at gøre horror til lige præcis det, som den ikke må være: tryg.

Det har sine fordele og ulemper, det tidligere nævnte godt og ondt.

Som det element, der skal binde alle historierne sammen, har Junji Ito valgt pigen Kirie og hendes ven/kæreste Shuichi. Især Kirie har en evne til at befinde sig i begivenhedernes centrum og fungerer som vores guide til det helvede, Kurôzu-cho omdanner sig til – men samtidig kan Ito ikke tillade sig at lade hende påvirke i samme grad som omgivelserne. Hvis han gjorde det, ville han nok blive nødt til at være sig sin tydelige Lovecraft-inspiration bevidst og lade hende blive rablende sindssyg. I betragtning af, hvad han udsætter hende for, ville det kunne kaldes barmhjertigt. I stedet forbliver hun gennem næsten hele serien en karikeret naiv pige, som virker lige overrasket, hver gang virkelighedens vægge synes at bryde ned omkring hende. På samme måde har Shuichi fået tildelt rollen som manisk dommedagsprædikant, der øjner faren fra første færd og konstant mumler om, hvordan byen er blevet inficeret med spiraler, og udpeger infektioner for Kirie. De to er ganske enkelt gjort til papfigurer i historiens tjeneste.

Det opvejes dog til fulde af, at ”Uzumaki” er det, som rigtig horror bør være: dybt foruroligende. Manglen på konventioner gør også, at vi ikke ved, hvad vi skal forvente, og Ito river tæppet væk under læseren igen og igen. Grundideen er enkel, men kraftfuld, og han udfolder med en ensporet effektivitet, der ikke kan undgå at overraske. Historien er fortalt i en klar og enkel streg, der dog hurtigt bliver dyster og svømmende med organiske former, når mørket flyder ud fra sprækkerne ind i vores verden.

Mest utroligt er dog i mine øjne Itos evne til at balancere sine historier – for nogle af de påfund, historierne bygger på, grænser da til det tåbelige, men han går sammenbidt til dem uden at forfalde til selvbevidst humor, som måske ville lette det for læseren, men også udvande effekten. Nogle få gange lander han måske på den forkerte siden af stregen, men som regel er effekten vellykket.

Når man har læst samtlige bind, fremstår ”Uzumaki” som nok det mest vellykkede eksempel på kosmisk horror, jeg har læst, hvad enten vi snakker bøger eller tegneserier. Det gør den blandt andet, fordi skaberen tager sig den til, der skal til – han starter (næsten) nede på jorden og fylder derefter på, så da vi endelig står ved den groteske finale, virker det som det eneste rigtige. Der er stadig ingen forklaring, men man mærker inderst inde, at dette er den eneste vej, tingene kunne gå.

Jeff Smith: Bone

Monumental. Det er det ord, der summer i hovedet efter endt læsning af Jeff Smiths debutværk, Bone. Ikke alene fordi bogen vejer 1,7 kilo og er mere end 6 centimer tyk, men især fordi fortællingen er så stor, at det føles, som om den burde sprænge ens hoved. Det er en tegneserie, der efterlader en med en klump i halsen, en latter bag øjnene og hovedet fyldt med brusen. Når man altså først får rettet sig ud efter at have sidder krummet sammen over den, fortabt for omverdenen i den tid, det har taget at tygge sig fra start til slut. For det er også et af de værker, der holder én fast på trods af den voldsomme størrelse.

Jeff Smith udgav selv første bind i serien tilbage i 1991, var kortvarigt forbi Image Comics og fortsatte så selv som sin egen udgiver. Han afsluttede historien mere end 1300 sider senere i 2004. I 1996 begyndte Carlsen at udsende Bone på dansk, men serien gik ind efter 12 numre i 1999 – heldigvis er den udgivet i en samlet udgave på engelsk, et nært foreliggende projekt, som ingen danske forlag endnu har kastet sig over, desværre. Der er tale om et værk, som burde tiltale både børn og voksne – og vigtigst af alt (for mig som voksen læser, i al fald): tillade én at genvinde den umiddelbare fryd ved at læse en tegneserie, man følte som barn. ”Bone” er en tegneserie, man indtager grådigt, så det næsten snurrer rundt for en.

Men hvad er ”Bone” så?

Hvis man tager det meget overordnede overblik, er der for så vidt tale om en ret gængs fantasy-fortælling: langt ude på landet bor der en person, hvis fortid er skjult, og hvis fremtid er en Skæbne med stort S. Vi taler om kongelighed, drager, stor ondskab og så videre.

Der er bare ikke meget andet gængs over ”Bone”. For det første fortælles historien gennem det, der normalt ville være bipersonerne, ja nok snarest de ”funny sidekicks”: Bone-fætrene Fone, Phoncible (Phoney) og Smiley Bone. De er alle tre stornæsede ”funny animals”-figurer, som en blanding af Nuser og Walt Kellys Pogo. De tre er blevet smidt ud af deres hjemby Boneville på grund af en lille uheldig batalje, hvor Phoney forsøgte at blive borgmester. Og som de fleste af den slags små hændelser i deres liv, der som regel kan henføres til Phoney, endte også denne med gråd og tænders gnidsel. Og nu altså med, at Bone-fætrene er på vej gennem ørkenen.

De bliver skilt ad for til sidst at ende i en idyllisk dal, hvor de møder nogle af de mennesker, der vil spille en stor betydning i deres og resten af verdens eksistens det næste år: den yndige Thorn, hendes bedste Ben (der er cirka lige så blød som stål) og krofatteren Lucius, der har god forstand på folk og derfor straks ser sig sur på Phoney. Tilsæt dertil et par (dumme, dumme) rottemonstre, som har det med at løbe ind i vore venner i tide og utide, og som har en forkærlighed for quiche. Og en rød drage, der ikke viser sig for andre end vor helt, Fone.

Man kunne sikkert snakke længe om, hvordan ”Bone” har været med til at revolutionere/genoplive selvpubliceringen, eller hvad den gjorde for den sort/hvide tegneserie, men intet af det har noget med læseoplevelsen at gøre. Og det er naturligvis læseoplevelsen, der har skabt den indflydelse, tegneserien måtte have haft. På den anden side har formen naturligvis også været med til at påvirke historien, positivt endda, for man mærker, at Smith ikke skal tilpasse sig til de sædvanlige udgivelsesmønstre – det er ham selv, der styrer hvert skridt af turen, og det gør det muligt for ham at tage sin tid. Så vi får det hele serveret roligt og velovervejet. Ja, til tider får vi måske serveret portioner, som er lidt sludrende og uden den store fremdrift, men det gør ikke det store. Det er alt sammen med til at plantet både personer og deres verden endnu dybere i læserens bevidsthed. Og Smith formår at få det til at virke, som om det hele er meningen, som om han har haft samtlige elementer i hovedet, før han gik i gang med side 1. Det er en umådelig præstation.

Vigtigst er dog Smiths evne til at gøre stort set hver enkelt scene til en historie i sig selv. Det gør ”Bone” til en af de værker, man kan slå op i tilfældigt og bare lade sig fange ind. Det er kort sagt smukt. Det er ”Ringenes Herre” fortalt af Charlie Chaplin – storslået, hjertegribende, skræmmende og først og fremmest ufatteligt morsomt. Og som sagt: monumental – på flere måder: som tegneserieværk, som historie og som læseoplevelse. For det er en af de bøger, som ikke bare opsluger ens, mens man sidder sammenkrummet over den, men bliver ved med at rumstere i hovedet i dagene derefter. Scener og dialog farer gennem hovedet på én, og ens fingre kan ikke lade være med at slå op i den massive papirbunke for lige at genopleve en eller anden scene. Det er en af de værker, som man ikke kun læser én gang, men alligevel for altid vil ønske, at man havde til gode.

Det er også et af de værker, som det er svært at gøre andet end at lovprise, og det har jeg vist gjort rigeligt. Hvis man i forvejen har læst ”Bone”, er det sikkert snart tid til at genlæse den – hvis ikke man har stiftet bekendtskab med den endnu, så har man min misundelse over den oplevelse, man har til gode. Og kom så i gang.

Om at vende tilbage – Min fjerne barndomsby af Jiro Taniguchi

“Himlen er forunderlig.

Som om den er hævet over tiden og bare eksisterer.

Hvis evigheden var som himlen var der aldrig nogen, der blev voksne. Barnet i os ville blive ved med at eksistere. Ligesom himlen … Men tiden gør os voksne og den voksne tilstand lægger vores barnlige sind i lænker.

Nu hvor jeg igen var 14 år, så jeg pludselig alt muligt, som jeg før havde overset.”

For et par år siden tog jeg tilbage til min fødeby, som jeg boede i den første del af min barndom. Jeg havde ikke været der siden.
Jeg brugte en del tid på at gå rundt i byen, se de steder og stier jeg opholdt mig på i en anden, på mange måder mere ukompliceret tid. Mit gamle hjem, min gamle skole, kiosken (nu lukket), hvor jeg brugte lommepenge på tegneserier, gadekæret, hvor jeg fiskede vandkalve og haletudser – det var der alt sammen. Naturligvis gav det anledning til en del refleksion fra min side – naturligvis, for tanken om at vende tilbage til et tidligere tidspunkt i ens liv og eventuelt ændre på sin livslinje må være så gammel som det reflekterende menneske. Det er ikke så meget et spørgsmål om at gøre gjort ugjort, men snarere om at gøre ugjort gjort. Hvad nu hvis … ?

I Jiro Taniguchis Min fjerne barndomsby er det den samme tematik, der tages op: hovedpersonen Nakahara ender ved et tilfælde i sin barndomsby, falder i søvn og vågner op i sin 14-årige krop i starten af 1960’erne. Året han færdiggør grundskolen og starter på gymnasiet … og året hvor hans far en dag forsvinder sporløst for aldrig at vende tilbage. Kan han med sin voksne erfaring forhindre sin far i at forlade den lille, lykkelige familie og efterlade kaos eller er historien mejslet i sten og kan aldrig ændres?

Undervejs giver hans voksne viden og selvsikkerhed kombineret med ungdommens fysiske form og gåpåmod ham en række fordele: han får meget bedre resultater i skolen, bliver god til atletik og ikke mindst bliver den populære pige forelsket i ham. Omvendt ser han også negative sammenhænge, som han ikke havde bemærket før og finder ud af en masse om sin far, som han aldrig har vidst før.

Fundamentalt set er det en forholdsvis velkendt historie, der bliver fortalt i “Min fjerne barndomsby”, men på den anden side er der mange historier, der i deres fundament er ens – det er ofte måden, de bliver fortalt på, der gør hele forskellen. Taniguchi er heldigvis en forrygende fortæller – historien er medrivende, personerne levende og frem for alt giver han handlingen plads til at ånde uden på noget tidspunkt at skynde sig. Ikke dermed sagt at historien er kedelig, for det er den bestemt ikke – jeg læste de 408 sider med uhørt fart – den tager også bare sin tid til at bygge spændingen op. Tegningerne er detaljerede grænsende til det perfektionistiske, men har stadig liv og frem for alt hjerte – man får et glimrende indtryk af en landsby i Japan i starten af 1960’erne, hvilket – ved alt andet end et tilfælde – også var det tidspunkt, hvor Taniguchi var ung.

Og min egen tur til min barndomsby? Selv om tingene i store træk var som dengang, var alting alligevel underligt at se på: afstandene og vinklerne var på en eller anden måde forkerte, som om deres dimensionerne var fortegnede. Men selv om der var nogle ydre ændringer, var den vigtigste ændring indeni – det var dér, min barndomsverden altid havde været og dér den stadig var – som en del af det, jeg er nu. Naturligvis var der ikke ændret noget i min barndomsby – det eneste der var anderledes, var mig. Man kan aldrig vende tilbage til fortiden, men det er samtidig den, der former nutiden og fremtiden.

Taniguchi udforsker elegant barndommens verden og dens sammenhæng med ens nutidige jeg, og man er fanget hele vejen – og som med de bedste historier, går man derfra og har fået stof til eftertanke og er måske også blevet rykket en smule.

Dette er afgjort “Manga for voksne” eller en “Manga Graphic Novel” og bør læses af alle, der kan lide gode, velfortalte historier, som ikke er bange for at gå i dybden og dvæle i detaljen. Samtidig er det japansk kultur på højt plan – forordet drager paralleller til Murakami, Kurosawa og Miyazaki, og det er ikke helt ved siden af. En fremragende udgivelse fra forlaget Fahrenheit, som hermed indleder 2010 i fin stil.

God’s greatest hits: R. Crumb – Verdens skabelse

Robert Crumb var i 60’erne og 70’erne en af hovedkræfterne i den amerikanske undergrunds tegneseriebevægelse Comix, og har givet os så ikoniske karakterer som Mr. Natural og Fritz the Cat.

Nu har han efter fire års arbejde, givet os en tegneserieudgave af en rigtig mainstream klassiker – Biblen. Nærmere bestemt Første Mosebog, som også er den saftigste og mest interessant del af Det gamle testamente. Her optræder klassiske bibelhistorier som Adam og Eva, Noa og syndfloden, ødelæggelsen af Sodoma og Gomorra, Josef og hans brødre og mange flere.

Teksten har Crumb trofast taget fra den seneste (engelske) oversættelse af Første Mosebog, og på dansk er det teksten fra Det Danske Bibelselskabs autoriserede oversættelse fra 1992 der bruges. Der er kunnet lavet få ændringer, for at få det til at passe ind i tegneseriemediet, som alle er anført bagerst i bogen.

Det siger en del at Crumb, som vanligt nyder at provokere, her udgiver med bibelautoriteters velsignelse, og man må da også sige at Crumb har holdt sig i skindet. Man kunne forvente at med så saftigt materiale som Sodoma og Gomora, masseomskæringer og adskillige sex- og incestscener, ville Crumb forfalde til at gå lidt amok. Men Crumb holder sig trofast til biblens ord, og viser ikke mere end han behøver.

Faktisk er Verdens Skabelse så trofast mod sit oplæg, at den på bedste vis demonstrerer hvor absurd og usammenhængende en historie det egentlig er. Crumb er sig selv bevidst om denne tendens. I forordet fortæller han hvordan andre tegneserietilpasninger af Biblen, ofte kommer scener ind som ikke optræder i det tekstlige oplæg, mens Crumb, som ikke troende, holder sig nøjagtig til tekstens ord.

Crumb udviser desuden et godt kendskab til Biblens tekst og fortolkninger i en kommentarsektion til sidst i bogen, hvor han diskuterer de mulige ændringer som teksten har gennemløbet gennem tiden, herunder især rettelser og omskrivninger der fremhæver patriarkalsk magt, frem for den oprindelige matriarkalske.

Crumb undlader måske nok at provokere unødigt, men hans vanlige stil dominerer stadig i høj grad. Således er kvinderne alle storrøvede og med spidse granatbryster, og ikke mindst notorisk grimme. De sort/hvide tegninger er superdetaljerede og de tætte skraveringer giver næsten én ondt i armen.

Tegneseriemediet passer godt på det tekstlige forlæg, især i lange, uoverskuelige opremsninger af familieforhold og sønner, som fx “Esaus førstefødte søn Elifaz’ sønner… høvdingene Tema, Omar, Sefo, Kenaz, Kora, Gatam og Amalek” som hver får deres lille portræt, og på den måde gøres læsevenligt og mindre arbitrært.

Jeg vil ikke kalde Verdens skabelse et stort værk, men det er forfriskende at vi endelig har fået en trofast gengivelse af Første Mosebogs tekst, som så samtidig er noget mere appetitlig og lettere at gå til end Det gamle testamente.

Fakta om værket

Titel: Verdens skabelse

Oversættelse: Søren Vinterberg

ISBN: 9788711433461

Omfang: 208 sider

Indbinding: Hardcover

Pris: 299.95

Nulpigen: Zero Girl af Sam Kieth

Sam Kieth er nok især kendt for sin outrerede serie ”The Maxx” – det var i al fald gennem den og den derpå følgende MTV-tegnefilmsserie, at jeg lærte ham at kende. Side har han sat sine streger på et væld af forskellige figurer og serier, men ikke rigtig noget, der har stået ud fra mængden på samme måde, synes jeg; men nu har G. Floy Studio pludselig sendt Kieths miniserie fra 2001 ud på dansk: Zero Girl.

Det er en noget særegen tegneserie. Den er til tider rodet og frustrerende, men i sidst ende faktisk også overbevisende; den pirker til én, så man får lyst til at genlæse historien.

Det hele starter som en lidt kikset ungdomsfilm: Amy Smootster er i puberteten, i high school og i problemer. Hun er, som hun bekendtgør i den indledende monolog, en freak, en særling… og egentlig lidt stolt af det. Tøjkombinationerne er ikke køn, men de er i det mindste sjældne, og hun er ikke medlem af nogen af de bestående kliker.

Med andre ord: hun er det perfekte mobbeoffer, og det er en rolle, som en lille gruppe piger ikke holder sig tilbage for at tømre hende inde i. Især ikke efter hun begynder at tale med karriererådgiveren Tim, som de ellers havde udset til deres handyr.

Og så begynder de små særheder ellers at dryppe ind i historien… bogstaveligt talt. For det viser sig, at Amys fødder udskiller voldsomme mængder af mystisk væske, når hun bliver flov. Særhed nummer to følger lige i hælene: Amy har sin helt egen psykiater – han hedder Carl og er en bænkebider. Og for så helt at løfte begge fødder fra jorden: da pigegruppen vil være Amy behjælpelig med at få vasket håret i en toiletkumme, afværges det af en gruppe aggressive toiletruller.

I løbet af ganske få sider går ”Zero Girl” fra at være ungdomsdrama til at være en absurd blanding af superheltekarikatur, coming-of-age-historie, magisk realisme og fascinerende indblik i hovedpersonens psyke.

For mens Amy indleder et forhold til den voksne Tim, og pigegruppen forsøger at opdage, hvorfor fodsvedsudsondringerne angiveligt beskytter vor helt, finder vi ud af, at hun befinder sig i en konstant krig mellem cirkler og firkanter. Runde ting hjælper hende, mens ting med for mange kanter forsøger at gøre det af med hende. En stor del af charmen ved ”Zero Girl” ligger i den måde, hvorpå det, der sagtens kunne være en psykose, folder sig ud i historien og bliver virkelighed.

”Zero Girl” er en pudsig historie og helt ærligt svær at blive klog på. På den gode side betyder det, at nogle læsere (undertegnede inklusive) vil få lyst til at genlæse den, næsten så snart de er færdige; på den dårlige side vil nogle læsere nok bare ryste på hovedet og lægge den fra sig. Lige der hjælper det sandsynligvis ikke, at Kieths tegninger er så svingende – folk har det med at skifte udseende, og til tider streger han sig ud i overdrevet. Det gør ikke noget, når han slår sig løs i en historie, der spræller og bobler lige så meget som tegningerne, men her støder de to ting lidt sammen i mine øjne – for godt nok bevæger historien sig ud i det groteske til tider, men han holder hele tiden for øje, at den handler om mennesker og især de to: Amy og Tim.

Alt i alt er ”Zero Girl” ganske fascinerende, og både anden og tredje gennemlæsning giver god bonus. Det er som ”Den mystiske sag om hunden i natten” møder ”Carrie” og en hel masse andet til tonerne af ”Don’t Stand So Close To Me”. Det lyder uden tvivl mærkeligt, så der er ikke meget andet at gøre end at opfordre til at læse den – selv forsøger jeg endnu at afgøre med mig selv, om jeg hader eller elsker den.

Alan Moore & Kevin O’Neill: Det hemmelighedsfulde selskab 1+2

Tredje bind af [[Alan Moore]] og Kevin O’Neills meta-pulp-pastiche ”[[Det Hemmelighedsfulde Selskab]]” kommer snart på dansk, så det er et godt tidspunkt at genlæse de to første historier – og har man ikke læst dem før, kan vi konkludere allerede nu, at stort set ethvert tidspunkt er et godt tidspunkt at starte.

Mange kender nok Selskabet fra filmatiseringen, The League of Extraordinary Gentlemen fra 2003; de to ting er dog (mildest talt) meget forskellige. Filmen er en søndagsfilm – af den slags, der nok nydes bedst med tømmermænd, chips og cola. Tegneserier er søndagslæsning – af den slags, som nydes bedst, når man har tid, sted og overskud. Det er nemlig lige dele god historie og litterært puslespil med et væld af detaljer.

Det er Alan Moore, der har skrevet historien, og han har tidligere (og senere, for disse to bind er udkommet imellen årene 1999 og 2003 oprindelig) begået både gennemført kulørte historier og større, mere tunge værker – her synes jeg, at det i høj grad lykkes ham at forene de to. Han dykker ned i fortidens kulørte hæfter og forlener dem med en vis vægt kraft af sit overlegne fortælletalent.

Titlens selskab består ganske enkelt af folk fra litteraturhistorien – og dermed ikke ment Bram Stoker, Robert Louis Stevenson, Jules Verne, Sir Rider Haggard og HG Wells, men derimod deres personer, hvad enten de er hoved- eller bi- i de originale værker. Romanfigurer dør aldrig rigtig, men deres ophavsret forfalder, og det er det faktum, som danner basis for Det Hemmelighedsfulde Selskab. Personer oprindeligt skabt af de førnævnte forfattere placeres i en udgave af Victoriatidens England med masser af Steampunk-undertoner; det er England på sit højeste med masser af retro-retro-futuristisk teknologi i baggrunden.

Det første bind, som blot hedder ”Det hemmelighedsfulde selskab”, fortæller historien om, hvordan Selskabet samles (eller rettere, hvordan den seneste inkarnation af selskabet samles, for vi får hen ad vejen også listet lidt oplysninger om tidligere udgaver). Det er lederen af efterretningsvæsenet, Champion Bond (som det er svært ikke at se som en forfader til en vis James), der sætter en frøken Murray til at samle en række meget specielle individer. Mina hedder hun til fornavn og var tidligere gift med Jonathan Harker – og nyder man at genkende en henvisningen til en biperson i Dracula, kender man en smule af fryden til at læse om Selskabet, den litterære ækvivalent til at fange snefnug med tungen. Og det er formelig som et løbe gennem en snestorm af intertekstuelle referencer.

Den første person, Mina får med, er kaptajn på sin egen ubåd og hedder (naturligvis) Nemo. Den næste er H. Rider Haggards eventyrer Quatermain. Den tredje må de finde i Paris, hvor detektiven Auguste Dupin fører dem gennem noget, der minder ubehageligt om ”Edgar Allan Poe”, men ender et helt andet sted. Og sådan går det, fra historie til historie, hvor ikke blot personerne men også baggrundene har deres helt egen betydning.

Da først hele Selskabet er samlet, viser det sig snart, at en grusom fare truer det britiske imperium, og det mildest tale umage team må drage i felten.

En lykkelig slutning ved jeg ikke, om jeg vil kalde det, der kommer ud af det, men det må være tydeligt for enhver, at det går godt nok til, at der kunne komme en forsættelse. Her er titlen Klodekrigen, og i stedet for blot at løfte folk op fra litteraturens genpøl har Moore denne gang samlet en hel historie op, som han søsætter sin tidligere fangst i – der er tale om HG Wells’ ”Klodernes kamp”, og marsboernes invasion udspiller sig på én gang som i originalen og helt originalt.

De to historier er overlegent fortalt. Moore styrer sine tegneserier minutiøst, samtidig med at han lægger en forfærdeligt masse arbejde i dem, og det kan ses – ikke nok med, at han forstår at fortælle en historie, men samtidig formår han at formidle mængder af baggrundsinformation i baggrunde og henkastede bemærkninger. Et mesterværk, tøver jeg ikke med at kalde det, men samtidig må jeg også indse, at en stor del af de to værkers charme har at gøre med, hvorvidt man finder fortællingernes sfære for interessant. Min kone, hvis smag jeg ellers ofte deler, har aldrig kunnet se pointen, men har så heller ikke den baggrund, der gør, at hun kan fortabe sig i referencerne og de indforståede vittigheder. På den gode side må det så også betyde, at baggrund og historie hænger sammen – de kan ikke fungere alene, eller i al fald ikke fungere lige så godt.

Tredje historie om Det Hemmelighedsfulde Selskab skulle være på vej på dansk fra Forlaget Fahrenheit. Efter denne genlæsning kan det i mine øjne ikke gå hurtigt nok. Det virker umuligt, men Moore har tidligere vist, at han er i stand til at overgå sig selv; alene tanken om, at han vil overgå dette, er nok til at give hjertebanken.

HOLY SHOCKEROO! It’s … Batman: Scarecrow Tales

Bill Finger, Bob Kane, m.fl. World’s Finest Comics #3, Fall 1941

“Fear has no brains; it is an idiot.”

Bill Finger, Bob Kane, m.fl. World’s Finest Comics #3, Fall 1941
Bill Finger, Bob Kane, m.fl. World’s Finest Comics #3, Fall 1941

Citatet stammer fra den amerikanske forfatter og journalist, Ambrose Bierce, men kunne lige såvel have været formuleret af Jonathan Crane, psykologen der blev Scarecrow. Som barn morede Jonathan sig med at skræmme fugle, som professor Crane ved Gotham University fornøjede han sig med at skræmme de psykologistuderende.

Det sidste var selvfølgelig et led i hans entusiastiske forskning i frygtens psykologi, men universitetets ledelse så anderledes på sagen. Inden Jonathan Crane blev afskediget, havde han igennem længere tid måttet døje sine kollegers hån, mobning og bagtalelse. Ikke på grund af hans akademiske evner, men fordi han var en særling, der brugte alle sine penge på bøger og derfor gik klædt som et fugleskræmsel. Med andre ord en sympatisk person. Da han til sidst ikke længere kunne udholde omgivelsernes pres, slog han ind på en kriminel karriere som pengeafpresser, idet han maskerede sig som et fugleskræmsel: ”So I look like a scarecrow … That will be my symbol … A symbol of poverty and fear combined!”

Bill Finger, Bob Kane, m.fl. World’s Finest Comics #3, Fall 1941
Bill Finger, Bob Kane, m.fl. World’s Finest Comics #3, Fall 1941

Det er oprindelseshistorien, sådan som den er fortalt i ”Riddle of the Human Scarecrow” (1941) skrevet af Bill Finger og tegnet af Bob Kane, Jerry Robinson og George Roussos. Det er naturligt nok også den indledende fortælling i SCARECROW TALES (2005), en antologi med i alt otte historier, der strækker sig over perioden 1941-2002.

Coverillustration af Jim Balent & Bill Sienkiewicz Scarecrows eneste våben er frygt.

Crane, der kan mere end sin Freud, benytter sig af visse gasarter, kemiske midler og højfrekvente lydbølger til at indgyde sine omgivelser frygt eller ligefrem vække specifikke fobier til live hos sine ofre og (ikke mindst) sine modstandere – den dynamiske duo. Ifølge Freud opstod fobier når det frygtede objekt blev symbol for noget skræmmende, som det var pinligt at benævne. Cranes tilgangsvinkel er mere evolutionær. Når Ambrose Bierce skriver, at frygt gør hjerneløs, har han utvivlsomt ret. Irrationel frygt medfører i mange tilfælde en højst uhensigtsmæssig adfærd, værst naturligvis når vi deler vores frygt med andre – over for f.eks. burkaer eller influenza – og veksler frygten til vrede, en mekanisme som reformatorer, ambitiøse politikere og avisredaktører til alle tider har benyttet sig af. Ikke desto mindre har frygt (eller fobi) en adaptiv funktion. Chimpanser født i fangeskab skriger i rædsel første gang, de ser en slange, hvilket er en indlysende hensigtsmæssig adfærd. Vi kender sikkert alle til noget lignende – slangen i græsplænen, der bare var en haveslange, eller det lille gib når vi overraskes af en fuldstændig harmløs edderkop. Pointen er, at der kunne være fare på færde. Som psykologen og hjerneforskeren Steven Pinker skriver: “Fear is the emotion that motivated our ancestors to cope with the dangers they were likely to face.”

Gardner Fox, Bob Kane & Joe Giella. Batman #189, February 1967Det er i udgangpunktet intet hverken irrationelt eller neurotisk i at frygte mørket, især ikke når man bliver spærret inde i et bælgmørkt rum med et par rovdyr, således som det sker for Batman og Robin i ”Fright of the Scarecrow” (1967) forfattet af Gardner Fox (der allerede i ’39 var med til at udvikle Batmanfiguren) og tegnet af Bob Kane og Joe Giella. Her er slam-bang action så det batter, men da Batman indser at frygten ikke kan bekæmpes med næver alene, må han ty til viden! ”The Scarecrow’s Trail of Fear” (1975) er Denny O’Neil på automatpilot, men stadig læselig takket være Dick Giordanos rentegning (den perfekte balance mellem kraftige strøg og henkastede streger).

I ”The Scarecrow’s Fearsome Face-Off!” (1976) er Batman helt fraværende, til gengæld får vi Jokeren versus Scarecrow: – Die laughing, Scarecrow! – No, Joker … It’s you who will die … of fright!

Herefter følger antologiens længste og kedeligste historie, ”The 6 Days of the Scarecrow” (1981), som dog har et interessant lille twist. Som bekendt tilskriver fuglenes instinkt dem en vis påpasselighed over for mennesker, heraf fugleskræmslet på marken. Rationalet bag Batmans kostume er det samme – at indgyde frygt i de kriminelles sind. Men da Scarecrow injicerer Batman med et frygtfremkaldende hormon, begynder han at sprede mere frygt end godt er.

Som sagt har frygt en adaptiv funktion. Ikke overraskende viser studier at mennesker og andre dyr, der af en eller anden grund ikke registrerer frygt, har en kort levetid. Dette er oplægget til ”Fear For Sale” (1987) af Mike W. Barr. Det er en orginal historie, hvor Scarecrow giver sine ofre frygtløshed, men desværre tegnet i 1980’ernes værste stil.

Ligeså original, men langt bedre tegnet og fortalt, er ”Mistress of Fear” (1998) af Peter Milligan og Duncan Fegredo (makkerparret bag THE ENIGMA). Uforvarende får Scrarecrow sympati for et af sine ofre, en ung kvinde ved navn Becky, som han efterfølgende kurtiserer på sin egen særprægede facon. Det går hårdt ud over Becky, men alligvel formår Milligan at skabe et dybfølt og forstående portræt af Jonathan Crane.

Samlingen rundes af med den uinspirerede ”Fear of Sucess” (2002), der intet nyt føjer til Scarecrow-figuren, og selv visuelt er den en bundskraber – Roger Robinsons streg får Bob Kane til at fremstå som en mester.

Ja, kvaliteten svinger i SCARECROW TALES – sådan er det jo med antologier – men generelt er der dog tale om et fint lille udvalg, der både introducerer og reintroducerer en af Batmanmytologiens mest interessante skurke.

Fakta om serien

Batman: Scarecrow Tales (2005) 171 sider

Forfatter: Bill Finger, Gardner Fox, Denny O’Neil, Elliot S! Maggin, Gerry Conway, Mike W. Barr, Peter Milligan, Devin Grayson
Tegner: Bob Kane, Jerry Robinson, George Roussos, Joe Giella, Irv Novick, Don Newton, Alan Davis, Duncan Fegredo, Roger Robinson
Rentegner: Dick Giordano, Tex Blaisdell, Dan Adkins, Paul Neary, John Floyd
Pinups: George Pratt, Mark Stutzman, Jim Balent & Bill Sienkiewicz, Mike Mignola, Dermot Power
Forlag: DC

Pauline … af Loisel, JB Djian og Mallié

Den_døde_kæmpe_2Pauline… er andet bind i forfatterne Regis Loisels og JB Djians samt tegneren Malliés fantasy-/eventyr-serie Den Døde Kæmpe. I seriens første bind, Biernes Tårer blev vi introduceret for seriens to hovedpersoner: Erwan, en ung fyr fra den franske provins, som (af grunde vi ikke får forklaret nærmere) har fået til opgave at rejse til ”Derovre”, en eventyrlig parallelverden, hvor han skal udføre en hemmelig opgave (hvis præcise natur og formål vi heller ikke får nogen præcis forklaring på) og Pauline, en universitetsstuderende fra Paris, som ved et tilfælde er blevet indblandet Erwans mission. Bind 1 sluttede med at Erwan, Pauline og deres rejsekammerater – repræsentanter for nogle af de forskellige racer som bebor ”Derovre” – når frem til deres rejsemål: Et enormt skelet, resterne af den døde kæmpe, som har lagt navn til serien.

Pauline… begynder præcis hvor Biernes tårer sluttede, nemlig for foden af den døde kæmpes skelet. Det viser sig, at det ritual, som er hele formålet med rejsen, skal gennemføres i kæmpens kranie, hvorfor Erwan og de øvrige deltagere i missionen drager ind i skelettet, mens Pauline venter udenfor. Ritualet, som synes af tappe Erwan for livskraft, gennemføres tilsyneladende uden problemer, men da selskabet vender tilbage til der hvor de efterlod Pauline, så er hun væk.

døde-kæmpe-2-s005_Page_4Erwan, der som følge af ritualet er svækket og tilsyneladende lider af febervildelse, kan ikke deltage i eftersøgningen af Pauline. For at helbrede Erwan gennemfører de øvrige medlemmer af rejseselskabet et nyt ritual, men desværre viser det sig, at en af deltagerne er en forræder, der benytter lejligheden til at forgifte de øvrige medlemmer af selskabet. Erwan formår med nød og næppe at flygte og vende tilbage til vores verden. Her opdager han for det første, at mens hans mission ”Derovre” kun syntes at tage et par uger, så er der gået over et år i den virkelige verden, og for det andet at Pauline også er vendt tilbage til Jorden, men at hun kom tilbage et halvt år før ham og at hun er vendt hjem til Paris.

Resten af Pauline…, hvilket vil sige de resterende 2/3 af bindet, beskriver Erwans (forgæves) forsøg på at genfinde Pauline og de mere eller mindre mystiske ting han i den forbindelse finder ud af. I sit forsøg på at opspore Pauline erfarer Erwan således, at hun tilsyneladende var gravid, da hun vendte tilbage fra ”Derovre”, men at hendes graviditet er forløbet langt hurtigere end normalt, og at hun, på trods af at der kun er gået et halvt år siden hendes hjemkomst, allerede har et barn på tre år. Samtidig så viser det sig at både klimaet og samfundet at være ved at bryde sammen. Tørke, oversvømmelser, sygdom samt økonomisk og politisk uro plager alle verdens lande, og på sin rejse til og rundt i Paris støder Erwan igen og igen på tegn, der synes at antyde, at dette på en eller anden måde hænger sammen med hans mislykkede færd til ”Derovre”. Bindet slutter uden at Erwan har fundet Pauline, men til gengæld opdager han, på de allersidste sider, at… Nej, det må I altså selv læse jer frem til, men jeg kan godt afsløre, at det er en rigtig cliffhanger af en afslutning!

døde-kæmpe-2-s005_Page_5Da jeg tidligere på året anmeldte Biernes Tårer her på Tegneseriesiden, skrev jeg, at jeg savnede lidt fremdrift og action i serien, og brokkede mig over, at historien forekom mig en smule forudsigelig. Efter at have læst seriens andet bind trækker jeg begge disse kritikpunkter i mig igen. Ganske vist er der ikke kommet mere action, men til gengæld har det vist sig, at historien langt fra er så ligetil og forudsigelig, som den umiddelbart forekom. Og da Loisel og Djian samtidig konsekvent nøjes med at antyde hvad der egentlig foregår, frem for direkte at fortælle det, så bliver man som læser holdt på tæerne og engageret i historien, på en måde som er langt mere frugtbar og produktiv, end hvis de blot havde tilsat mere action.

I stedet for at få forklaret, hvad Erwans mission præcist går ud på, så får vi således løbende antydninger og hints, men er selv nødt til selv at føje en masse manglende brikker til puslespillet. Og at lade Pauline forsvinde ud af historien allerede efter 15 sider, uden at fortælle hverken Erwan eller læseren, hvor hun er blevet af, er et overraskende, men samtidig helt eminent, dramaturgisk greb. Dels så giver det læseren en umiddelbar interesse i at læse historien til ende, nemlig at finde ud af hvad pokker der er sket med Pauline, samtidigt med at han, med Erwan (som jo heller ikke ved hvad der er sket), får en figur at identificere sig med. Læseren (eller i det mindste denne læser) lever sig ind i Erwans søgen efter Pauline, og forstår hans frustration over ikke at kunne finde hende; over at møde hendes venner, kolleger og tilfældige bekendte, men ikke hende selv; over ikke at kunne hitte hoved og hale i de historier og hentydninger om hende, som han får støvet frem. Man forstår Erwan, fordi man selv har samme mål som han, nemlig at få at vide hvor Pauline er blevet af og hvad der er sket med hende, siden man sidst så noget til hende.

døde-kæmpe-2-s005_Page_6(I parentes bemærket, og apropos absolut ingenting, så kan jeg desuden ikke lade være med at bemærke, at franske tegneserieskabere tilsyneladende kan et eller andet med at formidle samfundsmæssigt og økologisk sammenbrud på en afdæmpet, realistisk og dagligdags måde. Beskrivelsen af folks reaktion på den økonomiske og politiske ustabilitet i Pauline… fik mig således flere gange til at tænke på to af mine favorit Linda og Valentin album, Metro Chatelet, retning Cassiopeia og Brooklyn Station, endestation Kosmos, som begge besidder lidt af den samme adstadige og meget nede på jorden dommedagsstemning. Som T.S. Eliot udtrykte det i Hollow Men: ” This is the way the world ends. Not with a bang but a whimper.”)

Som det fremgår af ovenstående er jeg blevet væsentligt mere positiv stemt overfor serien om Den Døde Kæmpe efter at have læst Pauline… Jeg er stadig ikke helt sikker på, hvad der egentlig foregår, og hvor serien er på vej hen. Men det er netop en del af charmen ved serien, og i en tid hvor alt går hurtigere og hurtigere er det en sand nydelse at støde ind i en serie, hvor forfatterne tager sig god tid til at fortælle deres historie. Som det også var tilfældet i første bind, så er Malliés tegninger virkeligt flotte – hans figurer og tegnestil minder sine steder en del om Loisels , og det er ment som en ros – og Lapierres farvelægning fungerer endnu engang glimrende. Trykket er flot, papiret er godt, hardcoverformatet kommer virkelig til sin ret. Kort sagt: Faraos Cigarer leverer endnu engang et upåklageligt produkt, specielt når man tager prisen (kr. 148) i betragtning.

Fakta om serien

Vurdering: Anbefales. Skønt jeg stadig ikke er helt sikker på, hvad der foregår, så glæder jeg mig virkelig til bind tre.

Den Døde Kæmpe 1 – Pauline… (2009). 64 sider
Tegner: Vincent Mallié.

Forfatter: Régis Loisel og JB Djian
Forlag: Faraos Cigarer