tegneseriesiden

Jeg købte engang et par slidte og i grunden ret ubekvemme bryderstøvler på grund af en tegneserie. Det er, hvad der kan ske, når fiktive personligheder trænger sig ind på én og vifter med et alternativt åndehul. Indrømmet, det sker måske mest for folk i puberteten, men pointen kan vi godt bruge: tegneserier kan skabe fællesskaber på tværs af talebobler og illustrerede parallelverdener.

For noget tid siden stødte jeg på Scott Pilgrim, og jeg har næsten kun haft ham til fælles med min hund, der tog en pænt stor mundfuld af bind nummer 3. Derfor er det med begejstring og stor forventning, at jeg ser ham blive sluppet løs med danske undertekster.

Scott Pilgrim er en forholdsvis almindelig ung fyr i starten af 20′erne. Han går i parkacoat, sikkert mest fordi han bor i Toronto, spiller rodet rock, med tre akkorder, i et band med det rammende navn Sex Bob-omb. Derudover er Scott mellem jobs, som er helt præcis det samme som at være arbejdsløs, og så har han sin helt egen bøsseroomie, som betaler hele gildet med lejlighed, fælles Futon og tandbørste. I bussen har han scoret en katolsk kinesisk pige på blot 17 år, som han udlever et ømt forhold med,  hvor de mest holder i hånd, mens hun fortæller om livet i High school. Men så møder Scott den klart lækre men mystisk dragende Ramona, der ernærer sig som superhurtigt rulleskøjtebud for Amazon.ca. Scott forstår, at de er skabt for hinanden, og sætter sig for at få det forklaret for Ramona. Efter en vellykket stalking falder hun måske for hans hjælpeløse charme, men der er mere mellem jul og nytår, end man først skulle tro, fordi for at vinde Ramona skal Scott overvinde en håndfuld af hendes gustne og onde ekskærester.

Historien om Scott Pilgrim sprudler og lever især igennem de vellykkede, underspillede men rappe replikker, som spiller op og giver en rytme i historien, der gør den ualmindeligt underholdende. Stilen, som man f.eks. også finder i filmen Clerks af Kevin Smith, er lavet af det stof, som giver kultklassikere. Visuelt præsenterer Scott Pilgrim sig som en s/h manga-tegneserie, hvor personerne har genrens typiske karakteristika med f.eks. enorme glugger og ingen næsebor. Mangastilen inviterer helt sikkert et bredere publikum indenfor i Scotts virkelighed, men andre af genrens virkemidler bliver også udnyttet på bedste vis, når f.eks. følelser skal leves helt ud, eller som når Scott deler røvfuld ud, hvilket han gør i tjekket Tekkenstil uden tyngdelove. Det ser fedt ud – og det fungerer.

Men tilbage til bryderstøvlerne, som jeg hev ud af et andet gennemført tegneserieunivers, der grundlæggende har en del kvaliteter og dikkedarer tilfælles med Scott Pilgrim: Jaime Hernandez’ fantastiske Mekanix (Locas), som desværre ikke er udkommet i komplet dansk oversættelse, men der på samme sublime og elegante måde har skabt en kultur, som rækker ud og hiver læseren indenfor. Mekanix og Scott Pilgrim rummer også begge fantastiske elementer i en genkendelige og realistisk verden, som normalt ikke undfanger superhelte. Scot Pilgrim er dog langt enklere og mere folkelig end Hernandez’ Mekanix, der rent narrativt spiller på flere strenge, hvor Bryan Lee O’Malley har lavet en mere stramt komponeret og samlet historie med humoren som diesel.
Scott Pilgrim er nyskabende, hot og kommet for at blive. Serien kører charmerende stilen hele vejen, og det gør Forlaget Aben maler også, fordi de fremsynet og venligt bringer Scott sammen med folket. Prisen for at være med er på niveau med en biografbillet, og bind nummer 2 er klar til at skabe glæde allerede i december 2009

Fakta om serien

Scott Pilgrim kører stilen. Aben Maler, 2009. ISBN: 8792246168

Skrevet og tegnet af Bryan Lee O’Malley

Del dette indlæg med andre:

Der er få – om nogen – tegneserielæsere på min alder, som ikke har et eller andet forhold til Jodorowsky og Moebius‘ storslåede science fiction-opus Inkalen, der kom i seks bind fra forlaget Carlsen i perioden 1982-1989, men som siden da ikke har været genoptrykt og er blevet sværere og sværere at få fingre i antikvarisk. Nu foreligger den i en genoptrykt udgave i forlaget Faraos Cigarers efterhånden velkendte høje kvalitet.

For mig var Inkalen en stor oplevelse at læse dengang – jeg havde vendt mig fra barndommens Anders And, Tintin og Asterix mod Lee og Kirbys store, kosmiske armbevægelser … faktisk læste jeg ALT, der havde store, kosmiske armbevægelser, og Inkalen faldt bestemt på et tørt sted.

Vi følger den sølle klasse-R privatdetektiv John Difool, som kommer i besiddelse af Inkalen, en kosmisk artefakt (eller et levende væsen?) med umådelige kræfter, som der er mange der er interesserede i at få fat på – både sekten Amok, ledet af den smukke Tanatah, de fremmedartede Berg’er, den skræmmende Techno-sekt, den smukke og mystiske Animah samt en hel del flere. Undervejs kommer vi forbi den Gyldne Planet , fængselsplaneten Aquaend, ligesom vi mødte en lang række forbundsfæller, så som Difools trofaste betonpapegøje Deepo, barske Kill Hundehoved og ikke mindst den mystiske og – set med 15-årige briller – ultraseje Metabaron (ok, han er sgu også sej den dag i dag).

Difool lever i et ekstremt klasseinddelt samfund, hvor overklassen bærer glorier og aura, og deres yndlingsadspredelse er at se underklassen blive slagtet igennem oprør på oprør. Underklassen er heller ikke på nogen måde helgener – de lever i en næsten konstant bedøvelse, dels af stoffer, dels af 3d-tv, som kører overalt og er deres primære kontaktflade med omverdenen.

Inkalen er et overvældende værk, især ved første læsning, og selv om Moebius fantastiske tegninger bærer en stor del af fortællingen, så kommer store dele af værkets kompleksitet fra Jodorowskys manuskript, som er spækket med syrede, okkulte indfald og en masse underliggende teoristof fra alt fra Tarot (John Difool = John, The Fool) til The Emeralt Tablet og med hentydninger til ikke mindst Frank Herberts Dune-serie.

Inkalens nye klæder

Det, der allerede inden bogens udgivelse har splittet vandene totalt er den nye farvelægning, som forlaget har valgt at udsende værket i. Tråde i diverse diskussionsfora har allerede på forhånd udråbt den nye farvelægning som en VEDERSTYGGELIGHED! som er en trussel mod alt godt i verden og med garanti er bragt i verden udelukkende for at pisse direkte på netop den enkelte persons barndomsminder. Ja, det er en rimeligt ironisk distance jeg lægger, for alle ved jo at majoriteten af tegneseriefans (majoriteten af en hvilken som helst fanskare) frygter og hader forandring over alt andet, og som sådan er det ofte tjeneligt at træde et skridt tilbage og se hvor galt det går. Faraos må have fulgt med i disse diskussioner, for en god del af redaktørens forord er mere eller mindre et forsvar for at bruge den nye farvelægning.

Inden jeg fortsætter, er det måske på sin plads med nogle eksempler på den nye farvelægning:

(se også lidt sammenligning mellem de to versioner)

Hvad synes jeg? Det er måske 15 år siden jeg har læst 1. udgaven af Inkalen fra ende til anden, men jeg har bladret igennem de numre jeg har, og min konklusion må blive noget i retning af “både / og“.

Der har altid været ting ved den gamle farvelægning der irriterede mig – “det røde hav” på fængselsplaneten Aquaend fungerede aldrig rigtigt for mig, og den gyldne planet er nærmest brun-gul og det overordnede indtryk er lidt udflydende. Ja, det er sandsynligvis et bevidst valg, for samtidig er bl.a. denne udflyden med til at give serien et meget organisk præg, som er helt væk i den nye version – her er linjerne strammere, farverne klarere og kanterne mere spidse og hele universet fremstår mere strømlinet og maskinelt. Man kan gå mere i dybden, men det er for mig at se den helt centrale forskel – den gamle farvelægning er organisk og ekspressiv, mens den nye er strømlinet og logisk – eller sagt på en anden måde: den oprindelige farvelægning er meget europæisk i sit udtryk, mens den nye er meget amerikansk. Måske vi også har en del af stridens kerne (for nogle, i al fald)? Inkalen ska’ sku’ ikke amerikaniseres!

Mig er det sådan set fint med, hvis det får nogle nye læsere – der er opvoksede med den mere strømlinede farvelægning – til at hoppe på værket.

I dag er det stadigt et usædvanligt godt værk, og især Jodorowsky har vi ikke set i bedre form siden da, så Inkalen er stadig required reading for tegneserielæsere. Om man kan lide den nye farvelægning er en smagssag, men giv den en chance – jeg glemte alt om ny farvelægning og kontroverser nogle sider inde i værket og lod mig bare rive med af den intense, til tider Space Opera-agtige historie. Jeg tror de fleste læsere vil gøre det samme, med mindre de allerede er druknet i forudindtagethed.

Del dette indlæg med andre:

Robert Venditti og Brett Weldeles science fiction-krimiserie ”The Surrogates” er netop blevet filmatiseret (og er landet i de danske biografer) med Bruce Willis i hovedrollen. Jeg har ikke set filmen, men det er ikke svært at forestille sig grunden til, at den er blevet realiseret – de to ophavsmænd har et skarpt syn for gode billeder, samtidig med at de forstår at fortælle en god og kraftfuld historie.

Serien er oprindeligt udgivet i fem bind, som senere er samlet i en trade paperback (og nu også genudgivet i forbindelse med filmen) – senere er der kommet en lidt kortere historie til, udgivet med undertitlen ”Flesh and Bone”. Fælles for de to er krimiintrigen og så det univers, der bliver spundet omkring den – og som den bedste science fiction spiller de to ting sammen på ypperste vis.

”The Surrogates” foregår i 2054 – i en verden, som på overfladen minder meget om vor egen; der er ingen flyvende biler, ingen rumvæsener, ingen robotter med bagtanker om verdensherredømme. Der er smukke mennesker, som gør de ting, mennesker nu engang gør – og så er der en sortklædt skikkelse, som slår dem ihjel. Men ingen dør, for de to dræbte er ikke mennesker, de er surries, surrogater – avatarer eller erstatningskroppe, som styres fra brugerens eget hjem, eller hvor denne nu måtte befinde sig.

Surrogaterne er spredt over hele samfundet – alle, der har råd, er i besiddelse af en alternativ krop, der som regel er smukkere, mere udholdende og i det hele taget bare bedre end den, de er født med. Men hvorfor så slå nogen ihjel, hvis man ved, at man i virkeligheden ikke rammer nogen?

Det er den sag, som de to politimænd Harvey Greer og Pete Ford sættes til at løse. De er et klassisk par, Greer den ældre og garvede og Ford den yngre og mere kække. Det er især den førstnævnte, der er i fokus, for hans privatliv bliver langsomt bundet ind i ”morderens” motiver, som går langt ud over et enkelt drab. Greers ægteskab er langsomt ved at bukke under – konen har låst sig inde og vil kun fortsætte ægteskabet som sin surrogat, uanset hvor meget Greer bedyrer sin kærlighed til hendes eget, fysiske jeg. Selv begynder han at sætte spørgsmålstegn ved behovet for at leve sit liv via stedfortræder – et spørgsmålstegn, der er en stor del af gerningsmandens plan.

Fra den enkle begyndelse fører historien til et stort og voldsomt klimaks med vidtrækkende konsekvenser.

”Flesh and Bone” er en prequel til ”The Surrogates” – der er andre hovedpersoner, igen indenfor politiet, og historien er flyttet til 2039. Her fortæller Venditti og Weldele et historisk omdrejningspunkt, som kun refereres kort i den originale historie – i den verden, som fører op til første bind. Her er surrogaterne ikke så udbredte i samfundet, og historien starter med en hadforbrydelse, udført af surrogater mod levende, af metal mod kød og blod, men selvfølgelig af mennesker mod et andet menneske. Det er noget nær den perfekte brug af prequel-formen, fordi den fortæller sin helt egen historie, samtidig med den udvider universet. Første del af den er faktisk i mine øjne bedre end originalen, fordi Venditti får gjort historien mere fokuseret på personerne og derfor sætter endnu mere på spil. Henimod slutningen er det dog ikke alle tråde, der bliver lige godt bundet op.

Fælles for de to værker er, at de udnytter science fiction-genren til det yderste – de postulerer en ændring (som i sig selv jo blot er en fremskrivning af folks liv bag computerskærmen) og lader den løbe igennem både historien og den baggrund, den udspiller sig på. Historierne er gode – spændende, klassiske kriminalfortællinger – men det er alle de små touches, de små detaljer, der gør serien så eminent. ”The Surrogates” handler om mennesker, og den er tydeligvis et billede på vor egen tid. Endnu mere imponerende bliver det, når man opdager, at serien faktisk er forfatterens debut – den er forbløffende flot konstrueret; der er en lille tendens til at forfalde til de storladne virkemidler i begge bind, men der er en intens nerve, som løber igennem det hele.

I ekstramaterialet indrømmer forfatteren sin forkærlighed for Astro City og Watchmen – sidstnævnte skinner især igennem i de artikler, reklamer og andet, som er strøet gennem historien og ærligt talt ikke bidrager med det store, mens man tydeligere mærker åndsfællesskabet med Kurt Busieks historier. Vendetti har samme evne til at vise normale mennesker i unormale omstændigheder, illustreret effektivt og stemningsfuld af Weldele. ”The Surrogates” kan anbefales.

Del dette indlæg med andre:

Et af de mest underholdende aspekter ved begrebet “graphic novels” er, at der ikke rigtigt er enighed om en definition af det. Nogle mener at en opsamling af Spider-man løshæfter kvalificerer sig som en graphic novel, blot fordi de er samlet i såkaldt bogform. Andre mener, at det er et højkulturelt og (i forhold til almindelige tegneserier for “pøblen”) overlegen viderudvikling af tegneseriemediet. Og så er vi straks ude i en værdikamp. Den skal vi ikke rode alt for meget rundt i her, da min pointe blot er, at en graphic novel kan være mange forskellige ting for mange forskellige mennesker.

Selv mener jeg, at man kan bruge begrebet til to praktiske formål: For formidleren (og butiksindehaveren) er det en måde at “narre” såkaldte voksne mennesker til at læse noget så underlødigt som en tegneserie uden at de rigtigt opdager, at det er det, de har gjort. Og for kunstneren og forfatteren (og velsagtens forlaget) er det en måde at signalere et vist kunstnerisk ambitionsniveau i et værk. Jeg synes ikke, at Spider-man særligt ofte kan kaldes graphic novels, men nu bevæger jeg mig faretruende tæt på den nævnte værdikamp, og det er stadigvæk ikke min mission.

Jeg har også hørt folk sige fjollede ting som at en graphic novel er en tegneserie med mere tekst i end i en normal tegneserie. Det giver vist ikke rigtigt mening. Det svarer til at skabe en særlig kategori for film, hvor de snakker meget. Og når man så kigger på Bastien Vivés graphic novel Smagen af Klor, der nu er udkommet på dansk, så falder den definition til jorden. Her formidles historiens indhold og karakterernes udvikling nemlig hovedsageligt igennem et mageløst grafisk udtryk med næsten ingen tekst til at hjælpe de knapt så visuelt tænkende læsere.

Smagen af Klor er et værk for os, der godt kan lide at gå i svømmehallen (samt for folk, der føler sig irrationelt selvbevidste, når de skal optræde i badetøj, der jo er skridtet før Adam og Eva kostumet). Hovedpersonen udstråler så meget usikkerhed og manglende selvværd, at det halve kunne være nok. At en billed-googling så afslører, at han ligner bogens forfatter på en prik kan man så forstå, som man vil. Hovedpersonen kigger sig modløst i spejlet, før han begiver sig ud i svømmehallen, og han starter da også seancen med at få klor i øjnene. Et problem et par svømmebriller naturligvis løser senere i historien. Nævnes skal det også, at det ikke er hovedpersonens eget valg, at han skal stille sig selv til skue i en svømmehal, men derimod hans fysioterapeut. Så den frie vilje er sat ud af spil. Dog lysner tingene, da han møder en kvindelig svømmer, der også kommer i svømmehallen om onsdagen. Et kejtet forsøg på at gøre kur til hende begynder, og det bliver hurtigt klart, at hovedpersonen nok bliver nødt til at overkomme sin usikkerhed og mande sig op.

Det lyder ikke som om, der er meget historie i Smagen af Klor, og det sådan set også rigtigt nok. I hvert fald på overfladen. Vivés er dog blændende til at fange kropssprogets fine nuancer, og et tankeforløb visualiseres i en persons kropsholdning eller ansigtsudtryk. En svømmetur på 25 meter opsummerer en persons manglende tro på sig selv. Man kunne således blæse igennem værket på under ti minutter, men så ville man gå glip af selve historien. Luften imellem personer, de manglende ord og de store flader af ensartede farver fortæller mere end flere siders tekst kunne gøre det.

Bogens visuelle udtryk er det første, man lægger mærke til. Over vandoverfladen er karaktererne tegnet i et næsten stregagtigt udtryk (hvor intet sandsynligvis er overladt til tilfældighederne, men Vivés får det til at se let ud, det talentfulde skarn) med flot og enkel farvelægning. Under overfladen forsvinder stregerne dog, og mennesker bliver reduceret til malede former. Det er et enkelt, men såre effektivt udtryk, og svømmehallens endeløse rækker samt vandets uendelighed får vores hovedperson til at minde om en myre på et gulv.

Kærlighedshistorien er der næsten ikke, og det er det fine ved det. Signaler misfortolkes, chancer misses, og det hele flyder ligesom ud i sandet (eller rettere vandet). Dog undergår vores hovedperson en form for udvikling, og det er her, at rygraden i historien ligger gemt. Mest af alt er Smagen af Klor en lille, poetisk oplevelse, hvor i hvert fald denne læser ofte kunne nikke genkendende til flere af de følelser og usikkerheder, som hovedpersonen giver udtryk for. Interaktionerne imellem karaktererne er naturlige og troværdige, og der gemmer sig en slags ekstrem hverdagsrealisme neden under det stærkt stiliserede visuelle udtryk og den stilfærdigt poetiske historie.

Der er intet underlødigt ved Smagen af Klor, og værkets kunstneriske ambitionsniveau kan man heller ikke sætte spørgsmålstegn ved, så jeg vover pelsen og kalder bogen for en vaskeægte graphic novel. Vivés vil noget mere og presser tegneseriemediets grafiske udtryk ud i en ny og uventet retning. Uden alt for megen tekst. Det er min påstand, at man i begrebet “graphic novel” skal tage ordet “graphic” ligeså alvorligt som ordet “novel”. Hvis det modsatte var tilfældet kunne man ligeså godt skrive en roman uden billeder som unødvendig støttepædagog. Tegneseriemediet er et grafisk medie, og det er Smagen af Klor et smukt eksempel på. Vivés anvender billeder, hvor det kan lade sig gøre, og tekst, hvor det er nødvendigt. Det er smukt i al sin velgennemtænkte enkelthed.

Smagen af Klor er en af de første graphic novel satsninger fra Forlaget Faraos Cigarer (jeg regner personligt Alan Moore og Eddie Campbells From Hell for en graphic novel), men jeg håber ikke, at det er den sidste. For det er herligt, at værker som dette også finder vej til de danske hylder.

Fakta om værket

Smagen af klor. Forlaget Faraos Cigarer, 2009. 128 sider i farver.

Skrevet og tegnet af Bastian Vivès

Se forlagets omtale af værket

Del dette indlæg med andre:

Tegneserier for børn er ved at være en mangelvare, og tegneserier for de allermindste er praktisk talt ikke-eksisterende. Ikke desto mindre er det en enormt vigtig gruppe at skrive til – dels fordi tegneserien er et uvurderligt redskab til at stimulere barnets mentale udvikling, idet den både dækker den visuelle afbildning af konceptet/tingen og det tilknyttede ord / begreb. Og dels også fordi vi skal have fat i børnene som små og lære dem at læse tegneserier, så nogen af dem forhåbentligt holder ved mediet når de bliver større.

Hovedpersonen i Little Mouse gets ready er – ikke overraskende – en lille mus, som skal blive klar til at tage med sin mor hen i laden, som er fyldt med sjove steder at lege og en masse lækkerier.

Den lille mus fører læseren igennem mysterierne ved selv at tage tøj på – mærket skal f.eks. være bagi, for at underbukserne vender rigtigt (og man skal huske at få halen ud igennem halehullet) – indtil han er fuldt påklædt og klar til at tage med sin mor over i laden. Men hov, hvordan er det nu lige det er med mus og tøj?

Jeff Smith er mest kendt for sit omfattende værk Bone, som han selv udgav i perioden 1991-2004, og hans rene, klassiske stil passer godt til figuren og målgruppen – og det er nogle både veloplagte og super-charmerende tegninger med masser af liv og glimt i øjet han leverer. Historien er – ganske med vilje, formoder jeg – ikke Shakespeare, men fortalt så de små kan indleve sig og så de voksne kan holde ud at læse den op mere end en gang.

Grænsen mellem (nogle) billedbøger og tegneserien er ved første øjekast lettere flydende, men man kan ikke – ud over målgruppe – klassificere Little Mouse som en billedbog: det er en fuldblods tegneserie, med sekventiel handling, talebobler og fartstreger! Den er da også en del af en forlagsserie, der hedder Toon Books (som bl.a. Art Spiegelman står bag), der bliver lanceret med sloganet “Bringing new readers to the pleasure of comics!” – hvilket jo må siges at være den rette ånd!

Little Mouse er en fin lille tegneserie til de unge læsere, og har man børn indenfor målgruppen skal ikke lade sig skræmme af at der – endnu – ikke foreligger en dansk oversættelse. Den kan sagtens simultanoversættes og er et god skridt på vejen til tidlig og grundig indoktrinering hjernevask påvirkning af ens børn.

Fakta om serien

Little Mouse gets ready. Toon Books, 2009. 32 sider i farve. ISBN: 1-935179-01-2

Skrevet og tegnet af Jeff Smith

Se forlagets præsentation

Del dette indlæg med andre:

Alexandro Jodorowskys originale værk om Inkalen udkom på dansk i 6 bind i 1981-89 (under serietitlen John Difool). Nu, en god del år efter, har Faraos Cigarer udgivet det, der på godt dansk hedder en prequel, altså en forhistorie til det originale værk. Historien viser, at det er en farlig øvelse at begive sig ud i, men Jodorowsky har også lavet en ganske vellykket (igen godt dansk) spin-off-serie til Inkalen, nemlig den indtil videre 10 bind lange serie om Metabaronernes kaste. Så der burde være grund til at skrue forventningerne lidt i vejret.

Problemet med en prequel er naturligvis, i hvilken grad den skal (og kan) hænge sammen med originalværket. Med mindre forfatteren har været meget forudseende i sit arbejde med det originale værk, er der grænser for hvad han kan lave på det historiemæssige plan – en velfungerende historie kan godt havde uforklarede elementer, men bør dog ikke direkte have løse tråde tilbage i tiden, som prequel’en kan gribe fat i. Tilbage er der at forklare, hvorfor personerne er, som de er – hvilket også bør være afklaret til en vis grad i originalen, eller i al fald ikke kræve forklaring (se blot Star Wars for nu at tage et klassisk eksempel: havde vi behøvet tre films ørkenvandring for at få skåret ud i CGI-pap, hvorfor Darth Vader var, som han var?). Og så er der naturligvis muligheden for at smide en masse indforståede henvisninger på bordet.

Så er der spørgsmålet, hvordan man bør anmelde en prequel. Skal man genlæse originalen og sammenholde de to, kræve 100% overensstemmelse mellem de to? Jeg har valgt at lade være – og blot forholde mig til den (måske lettere lyserøde) erindring, jeg har om oplevelsen af at læse den oprindelige Inkal-historie: en sprudlende historie formelig fyldt med ideer, drejninger, vilde indspark og overraskelser. Sagaen om Inkalen var måske ikke 100% sammenhængende, men den opvejede det med alle sine andre kvaliteter. Den forundrede.

”Før Inkalen” handler om John Difool, den oprindelige series absolutte hovedperson. Jodorowsky har valgt at fortælle hans baggrundshistorie – hans noget groteske barndom og ungdom, og hvordan det egentlig gik til, at han blev detektiv. Det betyder bl.a., at historien er lidt fastlåst, for vi ved, hvem der overlever, og hvor de havner henne. Det er en skavank, som forfatteren forsøger at opveje ved at fylde historien med endnu flere og endnu mere groteske påfund. Jeg vil ikke forsøge at forklare dem her, for de skal ærligt talt opleves.

Kritikken først: ærligt talt er lidt af magien forsvundet. Det er Zoran Janjetov, der har illustreret denne gang, og det er med skiftende held; bl.a. har vor hovedperson det med at skifte udseende til en vis grad. Ligesådan svinger computerfarvelægningen mellem ganske og mindre vellykket. Og historien – eller rettere: historierne – har det med at blive noget rodede.

Jodorowsky har sit helt eget univers af sex, kynisme, tabu-brud, religion og andet godt – det er stadig ene og alene hans, men det virker lidt, som om tiden måske er løbet fra det. Det er ikke længere grænseoverskridende eller overraskende – snarere end forundrende er det blevet forvirrende.

Men der er også en grund til, at det ene og alene er Jodorowskys univers – for jeg tror ikke, nogen anden kunne få det til tilnærmelsesvist at fungere, som det lykkes ham.

Der er et stærkt satirisk element i ”Før Inkalen”, og det er især den del af værket, der gør det værd at læse. Og omend jeg synes, at der jongleres med lidt for mange elementer over historiens næsten 300 sider, så er der altså en kerne af dem, som fungerer. Selv om den høje hastighed er en del af forfatterens kendetegn, så kunne det nok have hjulpet at sætte farten en smule ned her. Som læser kan man selv gøre en del ved at læse tegneserien i dens enkelte kapitler i stedet for ud i ét.

”Før Inkalen” lider naturligvis under at blive sammenlignet med en klassiker, hvilket den ikke kan leve op til. På sine egne vilkår kan den dog godt være en ganske fornøjelig læseoplevelse – især hvis man ikke tager den i for store bidder og tillader sig at lade Jodorowskys eksplosionsfortællestil udfolde sig. Og så er den første store udgivelse i en række af Inkal-værker fra Faraos Cigarer. Den bliver ganske snart fulgt op af en samlet udgivelse af hele den klassiske historie, hvilket i sig selv er grund til jubel. Så skal man ikke ud og søge efter de gamle og svært tilgængelige hæfter, men kan i stedet få historien samlet i én lækker udgave som her.

Fakta om værket

Titel: Før Inkalen. 294 sider i farver. ISBN: 978-879197634-6

Forfatter: Alexandro Jodorowsky
Tegner: Zoran Janjetov
Forlag: Faraos Cigarer

Del dette indlæg med andre:

Der er et sted, hvor tanke og hjerte mødes og sammen med fantasien er altings ophav – og hvor ingen regler er mere absolutte end de kan fraviges. Skabelse i den reneste form har sin rod dér, og når vi længes mod det på en gang ukendte og nære, er det dette sted vi længes efter. Det ér et sted, som altid har været tyndt befolket, men heldigvis har de få, som rejser dertil for vane at afrapportere til de, der blev tilbage i det, der har fået navnet virkeligheden.

Jeg har netop modtaget en sådan rapport, og det er godt af flere grunde – nogle burde være indlysende, men blandt andet også fordi en af de få, men store fortrydelser jeg har omkring sidens fortid er, at jeg ikke fik anmeldt Jakob Martin Strids Decimal 0.4 dengang den udkom.

Det er pinligt, næsten skammeligt at jeg ikke fik skrevet noget som helst om et af mine absolutte yndlingsværker, og klart den danske tegneserie jeg har læst flest gange – ja, flere gange end Rejsen til Saturn.

Det var med andre ord helt fantastisk at finde ud af, at Strid ikke kun har begået et nyt album – det er endda en opfølgning til Decimal 0.4 …
… det vil sige, opfølgning og opfølgning  – videreudvikling er måske et bedre ord, for naturligvis gentager en kunstner af Strids kaliber sig ikke. I lighed med Decimal 0.4 følger vi Strid-figuren igennem en række situationer, ofte involverende fantastiske maskiner og vidunderligere scenarier – denne gang i selskab med den kat han slog følgeskab med i decimal 0.4. I modsætning til det tidligere værk, er Strid stort set uden ord, hvilket snarere understøtter end ødelægger bogens ånd.

Denne gang er der heller ikke en fortløbende handling som sidst, men snarere en række scener af kortere eller længere varighed. Det kan være noget a la:

Strid samler sportsvogn, kører tur med kat, stopper ved en flok næsehorn og sparker et bagi, hvorefter han kører videre. Slut.

De enkelte scener er sjove, rørende og fyldt af en karakteristisk skabende nysgerrighed, som har ligget og ulmet i større eller mindre grad, men som her folder sig helt ud og cementerer Strids plads på den danske tegneseriescene. Det er poetisk uden at være højtragende, nyskabende uden at være anstrengt og en fantastisk tour de force fra en original skaber på det foreløbige højdepunkt i sin karriere.

Strid forstår at tegne detaljeret med en ubesværethed, som får det til at se simpelt ud – indtil man dykker ned i tegningerne og ser, at ikke kun formår han at gemme ting i detaljerne, som man først ser måske anden eller tredie gang man læser bogen; nej, han formår at skabe noget helt unikt, nemlig sit eget univers. Endda et univers som virker utroligt veldefineret og – for en som mig – utroligt logisk. Ja, man kan tromme et fly op af det papir, man har tegnet det på. Ja,  man kan lave ilt i sin egen lille biotop og flyve rundt og give det til de trængende dyr i en verden der er lige dele Little Nemo og Moebius’ Arzach (minus skræmmende tentakler).

Jeg har en masse ord endnu omkring dette fantastiske værk, men i stedet for at tale det sønder og sammen, vil jeg bare opfordre dig til snarest muligt at få fingre i det – så kan vi snakke om det her når du er færdig med at læse det, okay? Okay.

Strid er uhæmmet, ren skaberkraft, og der findes ingen som ham, hverken nationalt eller internationalt. Hans nyeste værk er en hyldest til fritænkning og kreativitet samtidig med at det er et bevis på at det originale, personlige udtryk altid vil sejre over metervaren og vanetænkningen. Strid – både manden og bogen – er en gave til os, som vi bør tage pænt imod og håbe vi har glæde af mange år endnu. Tak.

Fakta om serien:

Jakob Martin Strid: Strid. Gyldendal, 2009. 160 sider i farve, ISBN 9788702078275.

Del dette indlæg med andre:

Med udgivelsen af syvende bind af Frank Millers hårdkogte serie Sin City, som på dansk har fået titlen Ind i helvede, har det danske tegneserieforlag G. Floy Studio sandsynligvis færdiggjort oversættelsesarbejdet af serien. Siden Miller lagde sidste hånd på den amerikanske original From Hell and Back i 2000, er der nemlig ikke udkommet mere i Sin City universet – på papir i hvert fald.

Det er nok meget godt, for bind syv er præget af en træthed og monotomi i sine virkemidler. Det virker som at Miller kender sit univers og dets mekanismer lidt for godt, og derfor formår han ikke at skyde samme entusiasme og fortælleglæde i bogen som i de tidligere (fantastiske) bind.

Ind i helvede starter meget passende som det første bind i sin tid startede, med en mand der møder og forelsker sig i en mystisk kvinde, kun for at miste hende igen, og så i resten af fortællingen uddele sin blodige hævn på de skyldige. Men i stedet for Marvs muskuløse knudemand, der blindt uddeler tæsk med gigantnæverne i sin blodrus over luksusluderen Goldies død, hedder den mandlige part her Wallace og er en følsom maler med langt sort hår. Nå ja, så er han desuden højt dekoreret Navy Seal-soldat og kan dræbe en mand på 99 forskellige måder.

Wallace redder Esther fra et selvmordsforsøg. Esther er vist skuespiller eller noget lignende, men vigtigst er selvfølgelig at hun, som de fleste kvinder i Sin City universet, kan bryste sig af ypperlige former, store læber, og – i dette tilfælde – en glat ibenholtshud. Wallace tager Esther med hjem, og de finder med det samme gnisten, og tilbringer derefter en hyggelig aften i Basin Citys natteliv.

I hvert fald lige indtil Wallace bliver skudt med en bedøvelsespil, og hjælpeløst må se til mens to skumle skikkelser kidnapper hans nyfundne kærlighed.

Herfra går det hånd i hånd. Wallace optrevler den organisation der står bag Esthers kidnapning, i et Millersk hævntogt gennem Sin Citys afkroge. Det viser sig at organisationen bag er et større foretagende der handler i slaver og organer, og har en mindre hær som vagtværn. Undervejs støder man blandt andet på gamle kendinge som kæmpechaufføren Manute, og den nymfomaniske lejemorder Delia, som poserer som Esthers værelseskammerat.

Det er ikke handlingen der fænger i Ind i helvede, skabelonen minder som sagt utrolig meget om første bind af Sin City. Når det så er sagt, er plottet her unødvendigt kompliceret. Hvis man ikke holder tungen lige i munden taber man hurtigt tråden. Kausaliteten i bogen er ikke så stram og velkomponeret som den ellers plejer at være i Sin City-bøgerne, og samtidig er den med sine 300 sider den længste og dyreste i serien. En god opstramning villet have gjort underværker.

Det mange Sin City-fans forventer af en bog, er nok utvivlsomt mange scener med halvnøgne kvinder, og udpenslede actionscener, og her skuffer Ind i helvede bestemt ikke. Ligene hober sig op i skønne sort-hvid farver, og den ene pin-up kvinde efter den anden poserer i smagsfulde skyggerige positurer.

Der er også en sjov og original sekvens i bogen, hvor Wallace hallucinerer efter at være blevet injiceret med et stof af lejemorderen Delia. Her skruer Miller ned for kontrasten, og pludselig kommer der faktisk gråtoner i Sin City (!). Wallace bliver reddet fra situationen af sin ven Kaptajnen, som, i Wallaces hallucinationer, forvandler sig til forskellige popkulturelle ikoner, som Kaptajn Amerika, Rambo, Kong Leonidas, Dirty Harry og Hellboy – for at nævne nogle få! Det er en underholdende og afvekslende scene, det er bare synd at G. Floy Studio ikke har bragt den i farver. Sådan udkom den nemlig i USA, farvelagt af Millers ekskone Lynn Varley. I stedet må vi så nøjes med gråtonerne.

Ind i helvede følger i høj udstrækning den succesfulde Sin City-skabelon, den bærer bare præg af en vis træthed i sit udtryk, og gør derfor ikke så stort indtryk som de tidligere bind i serien. Det ændrer dog ikke ved at den sætter punktummet for Millers fantastiske neo-noir serie, som nok skal se masser af succes endnu med de kommende filmatiseringer.

Fakta om serien

Sin City – Ind i helvede.

G. Floy Studio, 300 sider i sort/hvid, kr. 248,00. ISBN 978-87-91630-52-1.

Skrevet og illustreret af: Frank Miller

Oversat af: Steffen P. Maarup

Del dette indlæg med andre:

”De evige”, udgivet på dansk af G. Floy Studio i 2007, samler syv hæfter i ét og tre af branchens store navne i én historie.

Titlens evige kunne sagtens tages for superhelte, men de er i virkeligheden et folk af udødelige skabninger, som mægtige gudevæsener har anbragt på Jorden. Serien blev skabt i 1976 af Jack Kirby, et navn, der har stået for mange klassiske tegneserieværker – han var bl.a. et af navnene bag Fantastic Four, X-Men, Hulk og en perlerække af andre kendte navne.

Historierne blev med tiden gjort til en del af Marvel-universet, men rummer også sin helt egen mytologi, hvor det er de helt store koncepter, der er oppe at ringe. Stjernevandrerne ankom til Jorden i dens helt unge dage og brugte planeten som et genetisk laboratorium – hvilket skabte en laverestående, voldelig race kendt som afvigerne og en race af nærperfekte væsener, de evige. Gennem tiden har de udødelige evige beskyttet menneskeheden mod de mangetallige afvigere.

”De evige” kobler to andre navne på Kirbys værk: forfatteren Neil Gaiman (selvfølgelig især kendt for Sandman-serien, men også en lang række andre tegneserier, romaner og andet) og tegneren John Romita Jr. (hvis streg har prydet et utal af historier). Det er garanter for kvalitet, men selv om det færdige resultat er langt bedre end de fleste af konkurrenterne, så når det aldrig op på det niveau, man burde kunne forvente.

Historien indledes på lidt fortærsket vis: Mark Curry forsøger blot at blive læge, men han hjemsøges af drømme om mystiske væsener og kræfter. Og som om det ikke er nok, bliver han opsøgt af en mystisk mand ved navn Ike Harris, der påstår, at Mark er over en halv million år gammel, har overnaturlige kræfter og er sat på Jorden for at beskytte den. Harris er selv en af de evige, ligesom omkring hundrede andre på kloden skulle være det – men heller ikke hans hukommelse er, som den skulle være, og han kæmper forgæves for overbevise Mark.

Samtidig følger vi en lille gruppe mennesker: festarrangøren Sersi, tweener-tvstjernen Sprite, Thena Elliot, der laver våben for Tony Stark (også kendt som Ironman) og Druig, vicestatsminister for Vorozhikiet og med et udseende, som tydeligvis viser, at han ikke rummer det reneste hjerte. Forbindelsen mellem disse mennesker er naturligvis let at få øje på, men mysteriet er, hvorfor ingen  af dem husker deres meget lange fortid.

Det hele udspiller sig på baggrund af et samfund, hvor superhelte registreres, og der er uenigheder heltene imellem, hvordan man bør forholde sig til dette. Det er med andre ord en fordel, hvis man kender noget til Marvel-universet, før man går i gang med ”De evige” – ellers kan man nok støde på en del forvirrende detaljer.

I det store hele begår Gaiman og Romita en ganske underholdende og velskrevet superhelte-historie. De kan begge deres metier, og historien glider gnidningsfrit fra start til slut. Der er spænding, overraskelser og action, som man kunne ønske sig, og det krydres med storladent drama. Men alligevel er det, som om det ikke går op i en højere enhed. De enkelte scener fungerer upåklageligt, og Gaiman har en god fornemmelse for sine personer, men men men…

Det virker et sted, som om han ikke helt har gjort sig klart, hvad han vil med ”De evige”. Opdatere serien og få den op i gear igen, selvfølgelig, og det gør han efter bogen – antallet af personer skæres ned til en overskueligt størrelse, der introduceres nogle mål, nogle konflikter, der kan udvikle sig, og en altoverskyggende trussel. Men derudover? Der er lidt Superman/Lynet-leg med et par af personerne; lidt Jesus-skabelon over en af dem; lidt typisk overraskelse med en gammelkendt person – men det indledende plot (hvem er ude efter de evige?) gøres ret hurtigt forbi over et par fortællende sider uden egentlig et blive et klimaks, mens historiens egentlige klimaks forplumres af et flashback med et hastig introduceret underplot og lidt løber ud i sandet – simpelthen fordi der er tale om en serie, som skal fortsætte efter denne historie. Gaiman virker ikke helt tilpas i krydsfeltet mellem superhelte og guder, og resultatet bliver derefter. Der er masser af detaljer i ”De evige”, som gør, at den vinder ved flere gennemlæsninger, men desværre også nogle mangler, som gør, at den ikke vil blive husket, som den burde. Det, man får, er en velfortalt og underholdende tegneserie, men så heller ikke mere. Det er for så vidt nok, men man burde kunne forvente mere med de navne, der står på omslaget.

Del dette indlæg med andre:

Den gennemsnitlige karriere for en tegneserieskaber foregår nogenlunde således: Man starter med at lave nogle mindre undergrundsting, der fører til enten en graphic novel eller en såkaldt creator owned titel på et mindre forlag. Derefter bliver man opdaget at et større forlag og ender måske med at tegne eller skrive superhelte for Marvel eller DC, imens man desperat – og mere og mere sjældent – klemmer mere personlige projekter ind imellem de bestilte opgaver.

Sådan gik det ikke for David Mazzucchelli. Han startede karrieren med at skrive kung fu tegneserier og brød igennem med samarbejdet med Frank Miller på Daredevil historien Born Again, der nok må regnes for den definerende historie om den blinde superhelt. Samarbejdet med Miller fortsatte på klassikeren Batman: Year One, og så var banen i den grad kridtet op for Mazzucchellis invasion af den amerikanske mainstreamtegneserie.

Men Mazzuchelli havde større fisk at stege. I 1994 var Mazzuchelli med til at omsætte Paul Austers korte roman By af Glas til graphic novel form, hvilket lød som et vanvittigt projekt, der var dømt til at mislykkes. Ikke desto mindre er det et glimrende værk, der på mange måder ikke blot fortolker Austers bog, men supplerer den. Mazzucchellis effektive streg fra mainstream værkerne blev skåret helt ind til benet og forenklet, men hvad der blev ofret i detaljer blev vundet i tyngde og præcision. Ligesom Austers sprog er komplekst i al sin enkelhed, således også Mazzucchellis streg.

Femten år senere er Mazzucchelli nu klar med sin helt egen graphic novel, og den har i allerhøjeste grad været de femten års slid og ventetid værd. Før jeg satte mig ned for at skrive denne ydmyge tekst læste jeg bogen igennem to gange. Jeg begyndte i bogstaveligste forstand forfra samme aften, som jeg var blevet færdig. Eller rettere, færdig med første gennemlæsning. For helt færdig blev jeg langt fra. Bogen er fyldt til randen med betydninger, billedsymbolik og flere lag end en hel sæk fyldt med løg. Det gik også op for mig, at der er flere måder at anmelde den på og at en anmeldelse af dette værk er næsten umulig uden en personlig vinkel. Hvilket netop er et af bogens temaer og pointer, men det kommer jeg til senere.

Med andre ord: Skabelsen af denne tekst er en del af min personlige oplevelse af værket og forståelsen af samme. Jeg håber blot, at teksten vil være brugbar for andre mennesker end mig selv, og jeg undskylder på forhånd, hvis det ikke er tilfældet.

Ligesom bogen hedder hovedpersonen Asterios Polyp. Han burde have været en tvilling, men hans bror døde ved fødslen, hvilket måske er årsagen til, at han konsekvent anskuer verden som en endeløs række af modsætninger: Liv og død. Kærlighed og had. Lys og mørke. De valg, vi træffer, er blot punkter på en linje imellem disse modsætninger. Han afviser konstant andre verdensanskuelser og er i det hele taget næsten frustrerende arrogant. Hans valgte profession er arkitekt, men han har aldrig tegnet noget, der er blevet bygget. Han underviser derimod i arkitektur på universitet og beskæftiger sig kun teoretisk med sit fag. Så det er altså historien om et lettere irriterende menneske, men det er også en kærlighedshistorie. Asterios’ udkårne er den blide Hana, der har levet hele sit liv fra sidelinjen og ude af spotlightet. Derfor indtager hun uden problemer sin plads i Asterios’ skygge. Den langt fra lineære historie starter efter alting er gået galt. Asterios sidder i sin lejlighed og er i den grad forsumpet. Lynet slår ned, og hans hjem forsvinder i en ildebrand. Med sine sidste penge køber han en billet ud af byen og forsvinder. En ny Asterios fødes ganske langsomt i løbet af bogen, og der leges hele tiden med, om han i virkeligheden har levet sin tvillings liv og ikke sit eget. Det er tunge sager, men fortalt med en let og kontrolleret hånd.

Plottet og det intellektuelle miljø, der langsomt rives ned, er genkendeligt for enhver, der har læst en roman af Paul Auster. Det er tydeligt, at Mazzucchelli har været rundt om Austers forfatterskab i skabelsen af By af Glas (faktisk er en figur i en af Austers romaner opkaldt efter Mazzucchelli), og det var nok en af de ting, der får Asterios Polyp til at gå rent ind hos mig. Jeg er nemlig kæmpe Auster fan. Asterios må langsomt indse, at han ikke selv er herre over alt i sit liv, at han ikke har svaret på alt, og at han selv bærer skylden for mange af de skidte ting, der er sket i hans liv. En rigtig austersk udvikling for en hovedperson. Mazzucchelli er præcis og nøjsom i sine personkarakteristikker, og ikke en eneste tone er falsk i skildringen af persongalleriet. Asterios udvikling er logisk og velgennemtænkt.

På den grafiske side er der heller ikke noget, der er overladt til tilfældighederne. Mazzucchelli bøjer tegneseriemediet og rykker det i uventede retninger i sin histories tjeneste. Man fristes til at kalde bogen for eksperimenterende, men dertil er den nu alligevel for velovervejet. Et eksempel: Asterios møder sin kommende kone, Hana, til en fest. Mazzucchelli skildrer, hvordan hvert enkelt menneskes verdensbillede og perception er forskellig og ofte gør kommunikation næsten umulig, ved at tegne alle de festende mennesker på forskellige, grafiske måder. Nogle er skraverede andre er nærmest abstrakte. Hana er tegnet med næsten skitseagtige, røde streger. Varm og naturligt kaotisk. Asterois er tegnet med kolde, blå streger og ligner mest af alt en arkitekttegning uden plads til fortolkning. Som han siger: Alt, der ikke har et praktisk formål, er blot pynt. Det er altså to vidt forskellige mennesker, der mødes, men i løbet af samtalen begynder de to tegnestile af flyde sammen og blive et. Da de to senere i bogen har et skænderi skiller de to stilarter sig fra hinanden igen, og kommunikation bliver mere og mere umulig. Dette kunne sagtens have været et prætentiøst greb, hvis eneste formål var at bevise, at bogen altså var KUNST og ikke ”bare” en tegneserie. Men sådan føles det ikke. Det grafiske udtryk og dets virkemidler fortæller det usagte, og ofte er det usagte der, hvor den egentlige historie ligger. Mazzucchelli er blevet en mageløs visuel fortæller.

Personkarakteristikkerne begrænser sig dog ikke til den måde, hvorpå personerne er tegnet, men breder sig også til de miljøer, de færdes i. Asterios’ lejlighed er fyldt med rette vinkler og linjer, den familie, han bor hos efter branden, bor i et varmt hjem med masser af pyntegenstande og puder, og Hana introducerer et rundt, asymetrisk bord i Asterios’ lejlighed ved forholdets start. Hendes miljø efterlader et mærke på hans. Igen er der intet, der er tilfældigt i Mazzucchellis fortælling. Ethvert ansigtsudtryk, kropsholdning, genstand eller mangel på samme fortæller sin lille del af historien.

Asterios oplever verden som et ordnet og logisk opbygget sted og således også tilværelsen. Hans forståelse må nødvendigvis være den rigtige, og så må alle andre, inklusiv Hana, vige. Men bogen stiller spørgsmålet: Er vores opfattelse af verden blot en forlængelse af vores jeg? Ser vi alting igennem et filter? For så er der en fare for, at dette filter og denne verdensforståelse gør kommunikation nærmest umulig. Især når man er så stædig som vores hovedperson. Det viser sig dog, at der rigtigt mange ting, som selv Asterios ikke er herre over. Lyn fra en klar himmel og himmellegemer er uden for ethvert menneskes kontrol.

Nu er der så altså også en fare for, at jeg har læst Asterios Polyp igennem et bestemt filter, der er en forlængelse af mig selv og mine litterære interesser. Det skal jeg ikke kunne afvise, men jeg har valgt at acceptere det og tage højde for det ved at skrive følgende sætning: Læs bogen selv og find din egen vinkel på den. Du vil ikke fortryde det!

Det er overvældende suverænt. Og hvis der kommer en bedre tegneserie i år, så falder jeg død om af forbavselse. Mazzucchelli har med denne bog sat sig ved siden af giganter som Chris Ware, Marjane Satrapi, David B. og sågar Will Eisner. Det kan godt være, at det er mig, der er grøn bag ørerne, men jeg føler at tegneserien og graphic novels har fået et herligt spark i den rigtige retning med denne bog, og jeg kunne sådan set blive ved med at skrive om den i en uendelighed, men det vil jeg ikke gøre. Selvom en anmeldelse ikke har en naturlig afslutning, så skal den jo ende på et eller andet tidspunkt. Og det bliver så her.

Fakta om værket

Asterios Polyp. Pantheon Graphic Novels, 2009. 344 sider i farver. ISBN 0307377326

Tegnet og skrevet af David Mazzuccelli

Del dette indlæg med andre: