Hvorfor skulle Phoenix og Jean Grey dø ?

X-Men 148 indeholder en artikel af Kent Damgaard om Jean Grey og Phoenix. Af hensyn til den begrænsede spalteplads måtte en del af artiklen skæres fra. Heldigvis har Kim Helt givet sit samtykke til at Tegneseriesiden bringer den hele uforkortede artikel her kort efter udgivelsen.

X-Men #148

En lille forhistorie

X-Men er fanget i rummet, kun med en ødelagt rumfærge at vende hjem i. Den der tager styrtøjet er sikker på at dø, men Jean Grey tager chancen og ofrer sig for holdet.

Da alle tror hun er død efter nødlandingen i vandet udfor JFK lufthavnen flyver hun pludseligt op af vandet, genfødt som Phoenix. Hvorfor blev Jean Grey til Phoenix? Hvorfor skulle hun dø? Og hvordan blev de to skilt ad? Historien har været trykt i Projekt X Klassiker nummer 3, men hvad skete der bag kulisserne?

Kun en (Marvel) pige

Før hun blev Phoenix hed Jean Grey Marvel Girl, og det første billede jeg så af hende var i kamp mod en superskurk som muligvis var Magneto. Det var ikke i en dansk udgivelse, men derimod i en bog om tegneserier. Jeg husker ikke længere titlen, men skulle nogen af læserne vide hvilken bog der er tale om ville jeg være meget interesseret i at høre det. Hvorom alting er, så viser billedet en Jean Grey der kæmper mod Magneto, men som er trængt helt ned i knæ i forsøg på at holde ham stangen med sine svage kræfter. Bogens pointe var at selv om der fandtes kvindelige superhelte, så blev de fremstillet som svage og underlegne i forhold til de mandlige helte og skurke.

Jean Grey får en “makeover”

X-Men forsideForvandlingen fra Marvel Girl til Phoenix startede med at tegneren Dave Cockrum, som blandt andet skabte Nightcrawler, savnede Jean Grey fra det oprindelige team. Han syntes dog at hendes navn: Marvel Girl var fjollet, så han og forfatteren Chris Claremont gik i gang med at rende redaktøren Archie Goodwin på døren for at få lov til at ændre radikalt på hende. Cockrums første udkast til en ny uniform var i hvidt og guld med en kappe over skuldrene lige som den gamle Captain Marvel fra forlaget Fawcett. Goodwin syntes det var en rigtig dårlig ide, for et hvidt kostume ville betyde at man kunne se teksten på den næste side igennem det tynde papir man trykte på den gang. I stedet fik hun farverne gul og grøn, og nu da figuren jo var blevet genfødt, så mente de to plotmagere at det var rigtigt at kalde hende Phoenix.

Store kræfter og stort ansvar

Det var slet ikke tanken at Phoenix skulle været et selvstændigt væsen eller en universal kraft. Da Jean Grey styrer rumfærgen mod jorden kan man se lyd-effekter (‘TACATACATACA’) som illustrerer at hun bliver udsat for kosmisk stråling. Samme stråling havde givet Fantastic Four deres kræfter, så det forklarede at Jean fik nye kræfter. Senere, da Phoenix var død, fik forfatteren Kurt Busiek den ide at Phoenix kraften var et selvstændigt væsen og at Jean var gemt på havbunden der hvor nødlandingen havde fundet sted. Tegner og forfatter John Byrne kunne lide ideen. Så som den mytologiske fugl Føniks genopstod Jean mens Phoenix fortsatte som et af de store kosmiske væsener, på linje med Galactus.

Det hele skyldtes at folkene bag X-Men ikke var enige om den retning Phoenix skulle bevæge sig i. For Cockrum og Claremont havde Jean havde fået nye kræfter, men som det hedder sig i Marvel universet følger der stort ansvar med store kræfter. Jean Grey gik fra at være “kun en pige” til at have kræfter der kunne ødelægge hele planeter. Claremont kaldte det “at surfe på en tsunami”, uden at have tid til at vænne sig til kræfterne og lære at kontrollere dem, som eleverne på Xaviers skole ellers gør. Cockrum sammenlignede det med et narkotikum hun med tiden skulle vænnes fra, så hun kunne blive Jean som vi kendte hende.

Phoenix skal dø!

Jim ShooterFør de nåede dertil var Cockrum blevet afløst af John Byrne, som mente at Phoenix fik resten af X-Men til at se ud som statister, mens Claremont begyndte at holde af figuren. Derfor blev slutningen på Dark Phoenix Saga” kontroversiel.

Byrne lod Phoenix udslette en hel beboet planet og det blev for meget for redaktør Jim Shooter.

Han brød sig, ifølge Cockrum, ikke om stærke kvindelige figurer, så med henvisning til hendes forbrydelse fik Byrne og Claremont en lodret ordre om at lade hende dø. Cockrum fortæller:

“Shooter hadede stærke kvindelige figurer. Da vi første gang introducerede Phoenix ville vi have hende til at kæmpe mod Thor eller Silver Surfer, men Shooter ville ikke give os lov til det. Han udtalte at ingen kvinde ville få lov til at overvinde Thor eller Silver Surfer. Vi luskede os rundt om ham ved at sætte hende op imod Firelord, som tidligere havde kæmpet lige op med Thor. På den måde fik vi fastsat niveauet for hendes kræfter”.

Historierne om om hvad der skete divergerer alt efter hvem der fortæller dem. Louise Simonson , som tog over som redaktør for X-Men på daværende tidspunkt, husker at Claremont viste hende Byrnes tilføjelse.

“Og jeg sagde ‘Chris, det kan du ikke gøre. Hvis Phoenix udsletter en hel race af levende væsner så bliver hun massemorder. De får du ikke lov til at gøre’. Han svarede ‘Nej, nej, det er i orden’, og forklarede at Jim Salicrup, som var redaktør på X-Men på daværende tidspunkt, havde vist scenen til Shooter som havde sagt god for den.”

Byrne og Claremont hver til sit

X-Men forsideByrne mente det var en god måde at afslutte historien på, men han kunne mærke at han og Claremont ikke længere var enige, så med Phoenix døde også et af de helt store makkerpar på X-Men serien da Byrne gik til Fantastic Four. Adspurgt om det var en tilfredsstillende slutning udtaler Byrne:

“Ja, det var det faktisk. Jeg går ud fra at alle nu ved, at Shooter skred ind i sidste øjeblik og tvang os til at ændre slutningen fuldstændigt så Phoenix døde. Chris har aldrig været i stand til at give slip, men jeg synes faktisk at vi i sidste ende gjorde noget der var bedre en hvad vi havde planlagt.”

Claremont siger selv:

“Jim greb ind. John og jeg slog Jean ihjel og hele serien bevægede sig i en fuldstændig anderledes retning. Jeans død gav os faktisk troværdighed. Vi var blevet påtvunget noget der skulle vise sig at være en gave som adskildte X-Men markant fra alle andre serier. Selvfølgeligt var Gwen Stacy død i Spider-Man, men det var ikke på niveau med at slå Sue Storm eller Ben Grimm ihjel. Vi dræbte den ene part i det næstældste kærlighedsforhold i Marvels univers.”

Den evige genfødsel ?

I persisk mytologi hvor Fugl Føniks hører til, dukker der en op hver 500 til 1000 år. Den brænder sig selv op i sin rede og genopstår fra asken. Så lang tid kan intet forbliive dødt i Marvels univers. Vi har set udgaver af Phoenix siden da: den ægte vare, forfalskninger, udgaver fra alternative verdener og så videre. Og som Claremont og Byrne bliver vi fans nok aldrig enige om det er godt eller skidt. For min skyld må de godt genoplive hende igen, så længe der er gode historier at fortælle.

Forfatterens bemærkninger

Den franske filosof Pascal skrev på et tidspunkt til en ven at han desværre var nødt til at sende et langt brev, da tiden ikke tillod ham at skrive et kort brev. Sandheden i dette gamle udsagn fik jeg virkeligt at føle i mit i øvrigt meget interessante og givende samarbejde med Kim Helt hos Egmont omkring fremstillingen af denne artikel.

I denne udgave har jeg tilføjet en række yderligere forklaringer, citater og andre ting jeg var nødt til at skære væk for ramme de 3500 tegn som Kim var nødt til at insistere på at jeg holdt mig til. Desuden får læserne et par billeder mere. Citaterne i artiklen er hentet fra “Comic Creators on X-Men”, men da artiklen er skrevet til et dansk publikum har jeg tilladt mig at oversætte dem.

Links

Undervejs mens jeg ledte efter billeder til denne artikel fandt jeg dette Jean Grey fansite som vist samler alt merchandise man kan finde med Jean og Phoenix.

http://www.squidoo.com/jean-grey

Efter at have skrevet artiklen lavede jeg noget yderligere research på redaktøren Jim Shooter, som nogen gange får en lidt hård medfart i artiklen. Efter at have læst et par interviews med ham på nettet har jeg fået et lidt mere nuanceret syn på Shooter. Læsere der gerne vil have en lidt anden indfaldsvinkel kan læse nedenstående og danne sig deres egen mening.

Interview med Shooter på Comic Book Resources del 1.

Fandom and beyond with Jim Shooter

ComicWiki runder to år og 5000 sider

ComicWiki logoFor to år siden var der nok ikke mange der havde spået at ComicWiki skulle få den succes som sitet kan fremvise her kort efter sin to års fødselsdag. Ideen lød jo tiltalende nok, at få samlet alt hvad de danske tegneseriefans vidste på et enkelt site som så kunne fungere som opslagsværk.

Forklaringerne på hvorfor det ikke kunne lade sig gøre var mange – oplysningerne var for spredte, der var overlap med Wikipedia, der ville aldrig være folk nok som ville bidrage og så videre. Men nogen få begyndte at stille sig selv det vigtige spørgsmål som man skal stille når en mulighed præsenterer sig “Hvis ikke dig? Hvem så? Hvis ikke nu? Hvornår så?” og pludseligt var en lille flok igang med at smøge ærmerne op og rejse noget der lignede et skelet til et brugbart site.

Siden da er det gået stærkt og der begynder at være materiale nok til at ComicWiki kan bruges til et egentligt opslagsværk på en lang række områder. Der er stadig ting der ikke er dækket grundigt nok, så der er ikke nogen grund til at smide sit Komiklex i skraldespanden endnu.

Det område som Tegneseriesiden skriver mest om, amerikanske serier med superhelte eller horror, er langt fra dækket fuldt ud, så herfra skal også lyde en opfordring til at dele din viden hvis du sidder inde med noget specialviden derude. Igennem det sidste år er for eksempel Marvels Ultimate univers blevet dokumenteret med en misundelsesværdig grundighed.

Men der er stadig masser af huller i det almindelige Marvel univers, DC udover Batman kunne godt trænge til noget input, de gamle horror serier som Gru, Dracula, Vampyr med videre bør også dokumenteres for kommende tegneserie-generationer. Og sidst men ikke mindst er der fortsat en lang række vigtige serieskaber der mangler biografier, for eksempel Alan Moore, Grant Morrison, Neal Adams og George Perez.

Kort sagt der er masser at tage fat på. Den bedste fødselsdagsgave man kan give er, at gå ind på www.comicwiki.dk og give en hånd.

ComicWiki 2 år

Traditionen tro fejrer ComicWiki begivenheden med en tegning til lejligheden.

Brug alle sidens muligheder

Hvis du er fast læser af tegneseriesiden, er du måske interesseret i nogle af de mange muligheder der gemmer sig “under motorhjelmen” på siden, så i den almene oplysnings navn kommer her et lille informativt indlæg.

Følg med i opdateringerne

Vil man være helt up to date med de seneste opdateringer på siden, kan man abonnere på sidens RSS-feed. Hvis ikke man ved hvad RSS er (læs evt. mere) eller hvis man bare foretrækker det på en anden måde, er der muligheden for at få en mail med de nyeste indlæg direkte i ens mailboks – man skal bare udfylde denne formular.

Søg på siden

Hvis man har en moderne browser (som understøtter OpenSearch og MyCroft-plugins – f.eks. Internet Explorer version 7 og Firefox version 2) kan man tilføje tegneseriesiden til sine søgemaskiner og således søge direkte i sidens mange artikler via browserens søgefelt.

Det foregår i store træk sådan her (eksemplet er i IE7, men princippet er det samme i alle understøttede browsere):

Pilen ved siden af søgefeltet i øverste højre hjørne er orangefarvet – det vil sige at siden har sin egen søgemaskine, som man kan tilføje til browserens liste. Klik på pilen.

Tilføj tegneseriesiden som søgemaskine i din browser, del 2

Vælg tegneseriesiden.dk for at få mulighed for at bruge din browsers søgefelt til at søge i vores arkiv. Og lad være med at gøre den til standardsøgemaskine, med mindre du virkeligt er fan – til almindelig brug passer Google noget bedre til ens behov. ;)

Spred budskabet!

Hvis man vil mere end det og er interesseret i at sprede kendskabet til siden, er der flere muligheder:

Hvis man har sin egen hjemmeside, kan man lægge denne smarte widget på den og vise de seneste indlæg herfra – nemt, hurtigt og endda gratis.

I WordPress eller lignende blogløsninger kan man naturligvis bare vise indlæggene via den indbyggede RSS-widget.

For brugere af Facebook, er der et par ekstra muligheder: man kan blive fan af tegneseriesiden eller man kan finde sit sande nørd-flag frem og vise sidens seneste indlæg på sin profil via denne lille tilføjelse. Og nej, det er ikke nødvendigt at sende den til 20 venner for at få lov til at bruge den – vi hader også den slags!

Nogen spørgsmål? Skriv en kommentar herunder!

Tillykke til os selv!

I dag for to år siden sad jeg foran computeren og arbejdede på mit nye projekt – jeg havde i nogen tid skrevet minianmeldelser af de tegneserier jeg fik fingre i på min personlige blog – faktisk så meget at de fyldte hele bloggen.

Jeg tog konsekvensen, købte et nyt domæne og snart var første version af tegneseriesiden født! Det kunne se nogenlunde sådan ud:

Version 1 af tegneseriesiden

– altså mere eller mindre en standard blog med et (på det tidspunkt) standard tema. Fint nok. Jeg fik ikke altid lavet så meget på siden – jeg havde også et stort set nyfødt barn på det tidspunkt – men jeg skrev om min store passion, tegneserier. Alt var godt.
Og dog.

Det var nemlig hele tiden ideen at siden dels skulle nå ud til nogen flere mennesker og dels skulle have nogle flere skribenter – det bliver så kedeligt kun at læse sine egne meninger hele tiden. Jeg kiggede, dels efter nye layouts der bedre kunne rumme mere forskelligt indhold og dels efter potentielle skribenter, og en dag fandt jeg en:
Kent Damgaard, som på det tidspunkt var redaktør af Seriejournalens USA-sider skrev på sin blog at han havde forladt Seriejournalen og overvejede nye muligheder. En hurtig mail senere, og han bed på! Få dage senere kunne man se hans første indlæg, et portræt af Joss Whedon, på den nydesignede side med det på det tidspunkt helt nye logo (tak til Reno Designs):

Version 2 af tegneseriesiden

Kent er efterfølgende blevet sidens mest aktive bidragyder, men der er jo også andre – felsted, som har været med siden januar samt Michael Lindal Andersen og Torbjørn Porsmose, der endnu er i gang med at falde til ;) – og så er der jo også en flok ude i kulisserne, der har givet tilsagn om på et eller andet tidspunkt at skrive til siden. Det er sjovt at arbejde sammen med jer og jeg ser frem til at se flere spændende indlæg og naturligvis flere skribenter, der melder sig under fanerne.

Det går i det hele taget forrygende for siden – vores besøgstal er stadigt stigende, og vi er begyndt at brede os til de trykte medier – the Sky’s the Limit!

Nu har vi så fået et nyt design – hvad så med fremtiden?
Jo, der er masser af planer for siden og også for relaterede projekter – forhåbentligt snart mere om det! Og der skal naturligvis mange flere læsere og mange flere forskellige skribenter til, så siden for alvor kan afspejle den mangfoldighed der ligger i tegneseriernes vidunderlige verden.

Det er altid sjovt for mig at arbejde med siden, og jeg tør godt love at der om to år stadig findes en tegneseriesiden.dk – hvordan den ser ud og hvilket indhold den har, tør jeg til gengæld ikke at gætte på.

Fletcher Hanks: tegneseriens Ed Wood

Stardust af Fletcher HanksDen amerikanske tegneseries “Golden Age” gik fra et sted i 1930’erne til McCarthyismen affødte The Comics Code i 1950’erne. I denne periode gik tegneserierne fra at være noget i avisernes søndagstillæg til at blive udgivet i selvstændige blade, og vi så skabelsen af mange af de kendte helte, bl.a. Superman, Captain America, Batman og Wonder Woman. Og der var et væld af tegneserier og tegnere, som i dag er dukket ned i glemslens dyb – en af dem hed Fletcher Hanks.

Fletcher Hanks fungerede som tegner i perioden 1939-41, og skabte figurer som Stardust the Super Wizard og Fantomah (verdens måske første kvindelige superhelt!). Så langt, så godt. Hvorfor beskæftige sig med ham i dag?

Stardust af Fletcher Hanks Hanks var et særligt talent, nemlig den slags som ikke lader sig holde nede af snærende bånd som anatomiske detaljer, logisk opbyggede historier eller andre fine fornemmelser. Det er grotesk, grimt og … genialt?

Hans figurer er karakteriseret ved deres stort set udefinerede kræfter (hvilket i praksis gør dem almægtige) og de overdrevent sadistiske metoder de benytter til at besejre skurkene, mens historierne er meget tynde og springer vildt associativt fra scene til scene – og alt sammen er det tegnet i en lidt ubehjælpsom, men meget entusiastisk streg. Det er nok i sidste ende entusiasmen, der gør Hanks interessant i dag – der kan drages mange paralleller til Ed Wood, som heller ikke lod sit manglende talent stoppe sig, men frembragte film på film, der i dag har kultstatus.

Det tætteste jeg kan komme på en beskrivelse af Hanks’ historier er nok den måde børn leger på – “Nå så du har en molekyleknuser? Bah, jeg har bare en … skrumpestråle, som jeg bruger på din molekyleknuser!” “Så sagde vi lige at jeg tryllede alle de onde om til rotter og tryllede en stor leopard frem, som spiste dem!”

Der hvor Hanks for alvor skiller sig ud fra samtidens andre serier er de førnævnte småsadistiske “straffe” som forbryderne får – det kan nemt tage 2-3 sider at give de skyldige deres bekomst i en Hanks-historie, og det vel at mærke i en historie der ikke er længere end 8 sider – her er det skurken De Structo, der får sin bekomst:

Stardust af Fletcher HanksStardust af Fletcher HanksStardust af Fletcher Hanks

Farewell forever, indeed!
(se også skurken “Slant-Eyes” endligt)

Og hvis man tror at Stardusts kræfter stopper her, går man galt i byen – her en ufuldstændig liste over hans kræfter:
Superiority beam, rarifying beam, attractor beam, tubular spatial, stardust flash, televisional crime-detecting unit (og en portable crime-detecting ray-phone), extra sight, kunstige lunger, star-metal skin, spectral ray, reducing ray, transforming ray, agitator ray, fusing ray, suspending ray, revolving speed-ray, attractor ray, counteracting ray, supersolar disintegrating ray, antigravity ray (ikke at forveksle med hans gravity-control ray), boomerang ray og hans “secret ray” som øjensynligt kan bringe skeletter frem fra graven:
Stardust af Fletcher Hanks - Secret Ray
(ignorer, den dårlige, tegnsætning)

Efter at have lavet tegneserier i to år, forsvandt Hanks ud af branchen og døde i ubemærkethed omkring 1970, og kunne have været forblevet i glemslen, hvis ikke forfatteren og redaktøren Paul Karasik (herhjemme bedst kendt for at bearbejde Paul Austers By af Glas til tegneserie) var faldet over hans serier. Efter nogle års forskning resulterede det i bogen I Shall Destroy All the Civilized Planets (kan købes her) om Hanks liv og værker.

Man kan grine eller måbe (eller begge dele) af Hanks serier, men det er svært at få dem ud af hovedet når man en gang har læst dem. Som Karasik skriver i sit forord til bogen:

His work is everything that you want a comic book to be but so rarely is: weird, violent, stupid, fun and breathtakingly beautiful all at once. It’s like a memory of a comic book story you read as a kid but are now not certain whether it really existed or not because nothing else has ever lived up to that particular type of thrill. It really existed, alright. And it was written and drawn by a guy you never heard of: Fletcher Hanks. Welcome home.

Hvis man har smag for det bizarre og lidt usmagelige kan det klart anbefales at kigge nærmere på Fletcher Hanks – det er aldrig kedeligt og du har med garanti aldrig læst noget lignende!

Yderligere læsning:

Biografi på Lambiek.net biography med links til historier med Tabu, Stardust og Space Smith
Stardust fanside med stor samling af online Stardust serier
Profil af Fantomah, den måske første kvindelige superhelt
Artikel om Hanks
Interview med Paul Karasik omkring bogen

… nu med ekstra varulv

I kølvandet på denne måneds udgave af Dylan Dog kigger Tegneseriesidens varulve-begejstrede anmelder på et par andre bud på tegneserier indenfor genren.

Denne gang tog anmeldelsen af Dylan Dog lidt længere tid end sidst, blandt andet fordi jeg måtte kæmpe med et hold i nakken som holdt mig væk fra tastaturet et par dage. Læsere der kender mig vil selvfølgeligt påstå at det skyldes umådeholden headbanging på Wacken Open Air festivalen som jeg lige er hjemvendt fra, nogen vil sikkert endda påstå at det slet ikke er en varulv Dylan stødte på i det tyske, men bare en ubarberet udgave af undertegnede. Selv om jeg måske ikke er klar til at vedgå nogen af disse ting, så kan jeg ikke løbe fra at være stor fan af varulve-historier, så efter anmeldelsen sad jeg tilbage med en del småbidder som ikke rigtigt passede ind i den “rigtige” anmeldelse, men som alt sammen havde et eller andet at gøre med varulve. Så betragt det efterfølgende som en slags bonus-materiale eller fraklips-show.

Fallen angel og DolphKroværten Rudy som bestyrer den bedste og eneste kro i Wolfburg kan jo ikke undgå at at vække visse associationer til Adolf Hitler med sit mærkværdige overskæg og det faktum at hans første opdukken i historien ledsager Dylans replik “Krigen er slut!”. Sammenbindingen mellem Hitler og varulven kunne ikke helt undgå at vække erindringen om vor egen Neutzsky-Wulffs novelle “Ulvens arv”, desværre er det en af de få historier fra “Ulvens arv og andre noveller” som ikke kan læses online på forfatterens hjemmeside, og den koster uden tvivl en mindre formue at anskaffe antikvarisk. Jeg ved ikke om der er nogen forhold der gør at historien ikke kan lægges ud på nettet, men hvis det bare er mangel på et elektronisk manuskript kunne man da håbe at en venlig sjæl ville give en hånd med at få den tastet ind.

Lidt lettere at få fat på er nok Peter David og J.K. Woodwards serie “Fallen Angel”, som tilfældigvis er “Book of the month i det seneste nummer af Wizard, DC har udgivet to trade paperbacks og IDW følger op med en hardcover udgave som dækker deres del af udgivelsen. Der er ikke umiddelbart nogen varulv i denne fortælling om en falden engel som stiller sig i menneskehedens tjeneste. Men til gengæld har byen Bete Noir en bar kaldet Furors Bar hvor den ældgamle bartender Dolph beskriver sig selv som “I’ve been a painter, a writer … dabbled in politics, made som enemies”. Det lyder jo unægteligt som noget man kender.

På samme tid som den tredie Dylan Dog udgivelse dumpede ind af brevsprækken var jeg så heldig også at få fingrene i Free Comic Book Day udgaven af “The Astounding Wolf-Man” #1. Jeg havde set en del foromtale af denne udgivelse fra Image, skrevet af Robert Kirkman og tegnet af Jason Howard, men havde egentlig tænkt mig at gå uden om den da tegnestilen ikke helt så ud til at være min kop te. Min ultimative ide om hvordan en varulv skal tegnes kan, som det fremgår af anmeldelsen, findes i Wrightsons illustrationer til Stephen Kings “Cycle of The Werewolf”, mens Jason Howard mere tenderer i retning af moderne tegnefilm i sin måde at tegne på. Det giver en utrolig dynamik i alle de sekvenser hvor varulven optræder, men til gengæld virker scenerne med almindelige mennesker flade og livløse.

Astounding Wolf-ManHistorien er i høj grad en tilbagevenden til den klassiske varulve fortælling som man kender den fra forskellige film, Gary Hampton er på campingtur med sin kone og datter i det stille Montana da han bliver overfaldet af … en bjørn. Vi andre der ikke er med i historien er selvfølgelig godt klar over at den forklaring ikke holder, og heldigvis viser Gary da også snart en bemærkelsesværdig evne til at hele sine sår, så han i fuldmånens skær kan jage rundt i storbyjunglen.

Ved siden af sine nyvundne kræfter har Gary et par mere jordnære problemer at slås med, et firma som han kæmper for at holde kørende, en datter som gerne vil være tennis-stjerne og en kone der ikke kan holde op med at ryge. Det er lige før at man under den stakkels mand at han kan få lejlighed til at komme lidt hjemmefra og jagte en kanin eller to. Men kan det lykkes for Gary at forene sit nye liv som varulv med et normalt familieliv, meget af det ser ud til at afhænge af den mystiske fremmede som dukker op i slutningen af historien.

Af en gratis tegneserie er “The Astounding Wolf-Man” ikke nogen dårlig ting, og som det nok også var intentionen fra Image, så vil jeg lige give det næste nummer eller to af serien et forsøg også, men der skal noget mere til hvis den skal have held til at fange mig som fast læser.

Marvel derimod prøver ikke at kapre læsere til en enkelt ny serie, men skyder mere med spredehagl med deres Legion of Monsters serie. Det virker som om at Marvel godt er klar over at der er et marked derude for den slags historier, de ved også godt at de har en række klassiske figurer fra 70’erne som de kan Legion of Monstersgenoplive, men ud over det har de ikke rigtigt nogen ide om hva de vil. Så i stedet får vi en række enkeltstående historier med Morbius, Werewolf by night, Man-Thing og Satana. De er nu blevet samlet i en hardcover udgave som kan findes i denne måneds Marvel Previews under titlen “Legion of Monsters”, mens der forhåbentlig er nogen hos Marvel der kigger på salgstal og finder frem til at en af serierne kan bære at komme i en fortsat udgave.

Vi skal do nok ikke skrue forventningerne for højt op, for i samme moment har Marvel meddelt at en anden klassisk 70’er figur ikke overlevede sin genoplivning. Det handler om vampyrjægeren Blade, hvor sidste halvdel af de 12 numre der nåede at udkomme af Marc Guggenheim og Howard Chaykins eller udmærkede serie nu udkommer som trade paperback med titlen “Blade: Sins of the father”. Men tilbage til “Legion of Monsters”, hvor varulve-historien “Smalltown Girl” af Mike Carey og Greg Land om en ung pige som forsøger at komme overens med sin families ekstraordinære kræfter.

Mens vi venter på en afgørelse kan vi dog glæde os over at der i samme nummer af Marvel Previews er annonceret en Essential Werewolf by Night vol. 2, mens vol. 1 stadig kan fås. Jeg nåede for nyligt igennem det første bind efter en længere pause. Historien lægger stærkt ud men undervejs virker det som om at man lidt taber pusten og orienteringen for figuren, det bliver lidt for meget monster-of-the-week, men mod slutningen virker det som om at serien igen finder sine fødder og begynder at være relevant, så derfor har jeg besluttet at andet bind også skal have en chance når det udkommer.

Spike Shadow PuppetsVarulve af hunkøn er åbenbart kommet lidt på mode, for eksempel har den amerikanske forfatterinde Kelley Armstrong haft en pæn succes med forløbig to bøger om Elena Michaels. Folk der har fulgt Buffy the Vampire Slayer vil også kunne huske Vercua som dukkede op for at forføre Oz. Oprindeligt skulle hun have haft mere plads i historien, men på grund af Seth Greens forskellige film-projekter var man nødt til at gøre en lang historie kort.

Samme skæbne så ud til at overgå varulven Nina i Angel serien, som lige nåede at dukke op som potentiel partner til vor vampyr-helt før serien blev aflyst. Hun fik dog lov til at dukke op i tegneserie-form i historien “Mystery date” hvor vi finder ud af hvad der sker efter “Smile Time” hvor Angel bliver forvandlet til en muppet-lignende dukke. Historien udkom sidste år i august, men den er lidt aktuel ige, da IDW nu har valgt at lade Angels gamle rival Spike gennemgå en tilsvarende forvandling i historien “Shadow puppets”. Gad vide om titlen i virkeligheden er en slet skjult reference til at James Marsters som oprindeligt spillede Spike i TV serien netop har en film ude med samme titel. Den beskrives som “Saw” møder “Cube” med nogen overnaturlige elementer.

… og så kom vi vist så langt værk fra det oprindelige emne at det er tid at slutte, så herfra er der kun at sige “Så skulle den varulv vist være barberet”.

Planetary: om at bevare den forunderlige verden

Planetary - Jakita, Ellijah, The DrummerPlanetary er en af disse tegneserier det umiddelbart er svært at beskrive for andre uden at forklare hele handlingen, men jeg skal nok prøve :)

Organisationen Planetary beskriver sig selv som “Archaeologists of the Impossible” og rejser verden tynd på jagt efter de mere eller mindre gemte artefakter og væsner. De informationer de får fra disse ting, bliver alle brugt til at forøge menneskehedens samlede viden og i sidste ende bidrage til en bedre verden.
Holdet i marken består af superstærke Jakita Wagner, The Drummer, som kan opfange og manipulere med næsten enhver form for information og endeligt den nye rekrut Elijah Snow, der kan trække varmen ud af nærliggende objekter, hvilket i praksis fryser dem til is. Den næsten 100 år gamle Snow er seriens hovedperson – i den grad en sådan findes.

Imod sig har Planetary de utroligt magtfulde The Four, hvis mål er at samle de samme informationer som Planetary, men med egoistiske formål – de vil ikke dele deres landvindinger med nogen og skyer ingen midler for at beholde deres magt og viden for sig selv.

Men Planetary er meget andet end det – hver historie er én afsluttet enhed, samtidig med at der kører en overordnet historie igennem alle numrene. Dette giver Warren Ellis og John Cassaday, der henholdsvis skriver og tegner, utroligt frie hænder til at tage nye emner op hvert nummer – et nummer kan handle om japanske monsterfilm a la Godzilla, mens et andet tager historien om Hulk op med en ny vinkel. Andre historier viser pulp-helte fra 30’erne, Jules Verne-sci fi eller alternative versioner af figurerne fra DCs Vertigo-forlag.

Planetary-forsideSerien er en del af Wildstorm-universet, som vi ikke har set meget til på dansk, men som rummer titler som The Authority, Gen 13 og Stormwatch. Serien har dog ikke meget at gøre med Wildstorm som sådan – der er stort set ingen gæsteoptrædener fra de andre serier – derimod er her mere tale om et “meta-univers”, hvor mange af populærkulturens figurer dukker op i en eller anden form. Ellis har skabt sig den perfekte legeplads til sig selv, og historierne bærer da også præg af en kolossal fortælleglæde, der sammen med de utroligt spændende og veldrejede historier nok gør dette til hans foreløbigt bedste værk.

Han skriver selv i sit oprindelige udkast til serien:

What if, underneath all that, there was an entire classic old superhero world? What if there were huge Jack Kirby temples underground built by old gods or new, and ghostly cowboys riding the highways of the West for justice, and superspies in natty suits and 360-degree-vision shades fighting cold wars in the dark, and strange laughing killers kept in old Lovecraftian asylums… what if you had a hundred years of superhero history just slowly leaking out into this young and modern superhero world of the Wildstorm Universe? What if you could take everything old and make it new again?

Vi skal heller ikke glemme John Cassadays fantastiske tegninger – herhjemme kender vi ham fra Astonishing X-Men, som han tegner for Joss Whedon, men i Planetary viser han for alvor sit format, idet han nærmest danser igennem de forskellige stilarter og med samme dragende lethed tegner viktorianske miljøer, 50’er sci fi og nutidige superhelte og bidrager til aligevel at gøre universet sammenhængende. Forsiderne er også et kapitel for sig – der er ikke et fast “Planetary”-logo endsige et fast layout på dem – de ændrer sig med de enkelte historiers ånd. Serien er utroligt flot farvelagt af Laura Martin (tidligere DePuy), som da også har modtaget en Eisner for sit arbejde.

Planetary er spændende og smuk, dragende og fængslende, og en af de bedste mainstream-tegneserier, der er kommet fra USA i mange år.

“It’s a strange world. Let’s keep it that way.”

Planetary kommer på dansk fra Egmont Serieforlaget i juli måned.

Yderligere læsning:

Wikipedia om Planetary
God fanside om Planetary (indeholder spoilers)
Endnu en fanside (også med spoilers)

Fantastic Four – da Marvel fik sin første-familie

I forbindelse med den danske premiere på film nummer to om Marvels superheltegruppe Fantastic Four ser vi lidt nærmere på hvordan gruppen oprindeligt opstod og hvordan de har udviklet sig igennem årene.

Myten om golfmatchen

Fantastic FourDet er nok den mest betydningsfulde golfmatch som muligvis aldrig har fundet sted. Så kryptisk kan man vist beskrive den begivenhed som satte gang i det Marvel univers vi kender idag. I 1961 var Stan Lee ved at være brændt ud, hans arbejde hos forlaget Timely så ikke ud til at føre nogen steder trods det at han havde haft mange gode ideer over årene og trofast fulgt sin chef hver gang denne lidt for sent opdagede en seneste trend indenfor udgivelser. Men Stan Lee mente at han havde større og vigtigere ting at bidrage til denne verden med end at efterligne hvad alle andre forlag fandt på

“I had finally decided I was getting too old to be turning out simplistic comicbooks, day after day, ad anauseam. It might have been more endurable if I could have written stories that had – even though this sounds like a contradiction in terms – more realistic fantasy. But Martin never wavered from his insistence that the strips be done the way they had always been done, with very young children in mind.”

Stan Lee, som netop havde undladt at bruge sit virkelige navn Stanley Lieber, idet han håbede at bruge det når han en dag skulle skrive berømt bog, følte at tegneserierne var en blindgyde for ham. Der var ikke noget forlag der ville drømme om at ansætte en mand hvis CV kun indeholdt manuskripter til tegneserier, så hvis han ville videre måtte han prøve noget andet. Stans kone Joanie havde tidligere talt ham fra at forlade tegneseriebranchen. Hun påpegede at Martin Goodman jo syntes om hans arbejde og at hans serier jo solgte udmærket, men denne gang var hun parat til at stå bag ham hvis han ville noget nyt.

Inden det kom så vidt at Stan fik fortalt Martin Goodman om sine fremtidsplaner nåede Goodman imidlertid at bede ham om at gøre det ene job, som for altid skulle fastlægge Stan Lees plads i universet. Ifølge overleveringen, som nogen hævder er det rene opspind, havde Goodman nemlig spillet golf med Jack Liebowitz som var udgiver for National Comics, det der senere skulle blive til DC comics. Liebowitz pralede under matchen med sin nye serie “The Justice League of America” som solgte rigtigt godt og ifølge Liebowitz ville det føre til en ny efterspørgsel efter blade om superhelte og specielt grupper af superhelte. Så som altid var Goodman parat til at følge trop hvor andre ledte og vendte tilbage til Stan Lee med opgaven at skabe en gruppe af superhelte. Lee gik modvilligt med på ideen, problemet var bare at Marvel ikke havde nogen etablerede helte man kunne samle i en gruppe, så han måtte starte fra bunden af med at skabe en gruppe der ikke lignede noget man havde set før.

En familie skabes

I sin selvbiografi “Excelsior! The Amazing Life of Stan Lee”, hvorfra det tidligere citat også er hentet, fortæller Stan Lee selv om sin metode til at skabe superhelte. Der findes en gammel talemåde som siger, at måden at lave en skulptur af en elefant er at man tager et stort stykke marmor, og så hugger man alt det væk som ikke ligner en elefant. Stan Lee valgte at bruge samme metode til at skabe sine helte på, man fjerner alle de ting som allerede er gjort tidligere i andre serier, og så har man forhåbentlig en ny helt.

En af de første ting der røg overbord var den hemmelige identitet, hvilket sætter Fantastic Four i et specielt lys i disse Civil War tider hvor de med rette kan hævde at de har klaret sig selv om resten af verden vidste hvem de i virkeligheden var. Det næste der røg var kampen mod forbryderne, ikke at der ikke er skurke i Fantastic Four universet, men det er ikke den geneme slags som man ville sende Daredevil, Spider-Man eller Batman til at bekæmpe. Fantastic Four giver sig af med de store monstre og de store skurke der vil erobre hele verden, hvilket Stan Lee flere steder bemærker at der jo ikke som sådan er nogen lov imod.

Fantastic Four - dengangDet er ikke ganske sikkert om Stan Lee da han udtænkte de kræfter som den kosmiske stråling skulle tilføre vore fire helte, skævede til de klassiske elementer, men flere andre forfattere har senere fremhævet ligheden. Human Torch er let nok at se som ild, The Thing som jord er også ligetil, mens Invisible Girl som luft og Mr. Fantastic som vand kan være lidt sværere at forliges med. Ikke desto mindre bliver ideen brug i “X4” som er en gentagelse af den klassiske “The Fantastic Four vs. The X-Men” historie, hvor også X-Men oplever hvad de kosmiske stråler kan gøre ved rumrejsende.

På det mere jordnære plan er det derimod tydeligt at Stan Lee kiggede på sine nye helte ikke som en gruppe af mennesker der havde sluttet sig sammen som tilfældet var med Justice League, men som en familie. Båndene mellem dem er tætte, Johnny og Sue Storm er søskende, Sue og Reed Richard er kærester og senere mand og kone og selv om Ben Grimm kun er Reeds gamle værelseskammerat fra college, så udfylder han trods det en rolle som en slags onkel til familien. Ved at introducere familie-dynamikken opnåede Stan Lee også at hans helte både kunne drille hinanden og skændes indbyrdes, men stadigt stå sammen som en enhed når ydre farer truede.

På mange måder kan man måske sige at Fantastic Four er skabt i det billede som Stan Lee så sig selv og sin familie i. Hans egen beskrivelse af sit liv og sin familie har altid en positiv tone og man fornemmer en fælles opbakning som er gensidig, selv da hans egen kone ville gå ham i bedene og blive forfatter, belært af tidligere fejl, hvor han overtalte hende til at opgive en lovende karriere som model til fordel for rollen som husmor, stak han hende en stabel papir og ønskede hende held og lykke. Han bad endda sine venner i forlagsbranchen om ikke at være for hårde ved hende, indtil han til sin overraskelse opdagede at Joanie faktisk viste sig at være en ganske udmærket forfatter, selv om hun nok aldrig kommer til at overgå sin berømte mand.

Derfor er det måske også sigende at Marvels mere dysfunktionelle familie X-Men aldrig på samme måde nåede popularitetens tinder med Stan Lee ved roret, selv om familiemennesket Stan Lee nok i sit hjerte følte for disse udstødte og gav dem en stemme gennem sit værk, så var det andre der skulle føre dem frem til at være relevante for en større læserskare gennem 80’erne og fremefter. Det er for eksempel også bemærkelsesværdigt at notere at i “Stan Lee meets …” der i sin hardcover udgave jo mere end noget ligner et festskrift over Stan Lees 65 års karriere hos Marvel er det Spider-Man og Fantastic Four som stjæler billedet, der er ikke nogen mutanter til stede.

De øvrige fantastiske helte

Ved at skabe Fantastic Four som en slags familie blev det også sværere at lave løbende udskiftninger blandt medlemmerne som man så det i andre grupper som Avengers. Selv om Human Torch i et af de tidlige numre forlader gruppen efter en mindre skærmydsel med The Thing, så ved vi at de er nødt til at overvinde deres uoverensstemmelser og samles igen. Men trods det har der været flere udskiftninger undervejs når forskellige medlemmer har haft brug for lidt personlig tid væk fra gruppen, for eksempel trak Sue og Reed sig på et tidspunkt i baggrunden for at tage sig af opdragelsen af deres unge søn Franklin. Og lur mig om ikke de nuværende begivenheder i Civil War med Human Torch på hospitalet og Reed Richards der frygter at hans støtte til Tony Stark kan få konsekvenser for hans forhold til Sue, kan risikere at føre til at tidligere medlemmer dukker op igen eller at nye afløsere må hentes ind.

Der er ihvertfald nok at tage af i rækken af tidligere medlemmer, Luke Cage blev på et tidspunkt hentet ind som afløser for Ben Grimm, She-Hulk udfyldte en tilsvarende position og begger er stadigt aktive i forhold til Civl War historien. Fra gruppen af Inhumans, aktuelle fra de større historieforløb Decimation og Silen War har Medusa og Crystal været medlemmer. Men hvorfor nøjes med at hente prøvede figurer frem igen, i Fantastic Fours verden hvor man både kan rejse i tid og rum har der været versioner af gruppen hvor alt fra Skrulls til Dr. Dooms adoptivsøn har været med. Det eneste vi kan være nogenlunde sikre på er, at uanset udskiftninger af medlemmer, så er det kun et spørgsmål om tid før man vender tilbage til de oprindelige fire.

Stan LeeEn knapt så fantastisk helt, men en bifigur som også fortjener at blive nævnt, er postmanden Willie Lumpkin. Den pæne ældre mand har trofast slæbt tonsvis af fan-breve op til toppen af Baxter-bygingen hvor FF har deres hovedkvarter, for når man er offentligt kendte helte får man selvfølgeligt breve fra fans, Stan Lee fandt endda på at afsætte et helt nummer blandt de tidlige til at lade FF besvare imaginær fanpost. Men faktisk har Willie Lumpkin en mindre forhistorie helt udenfor superhelte genren. Han var nemlig oprindeligt en figur som Stan Lee opfandt som en selvstændig serie for Timely, som Marvel hed dengang. Stan Lee som den indfødte New Yorker han var, ville gerne lave en serie om en politimand i storbyen, men inden redaktøren var færdig med at skære Lees ide til var Willie Lumpkin blevet et landpostbud. Uden det store kendskab til livet i provinsen forsøgte Stan Lee stadigt at følge sin skabning til døren, men det var først som biperson i Fantastic Four at han kom til sin ret flere år efter at den oprindelige serie var gået ind igen. Ironisk nok var det også netop i rollen som Willie Lumpkin at Stan Lee skulle få sine optræden i den første filmatisering af Fantastic Four.


Drengeklubben og Sue Richards som Marvels moderfigur

Hvis man ser på hvordan figurerne i Fantastis Four udvikler sig over tid som personer, så er der forbavsende få ændringer for Reed, Johnny og Ben.

Johnny er først og fremmest teenageren i os alle, vovehalsen og drillepinden. Til gengæld kan han prale af at have skabt en internet-talemåde, ihvertfald er der visse cyber-historikere som mener at hans udtryk “Flame on!” er ophav til det fænomen man på internettet kalder “flaming”, at argumentere på en grow og ophidset måde. Man taler ligefrem om “flame-wars” som kan dreje sig om alt fra Windows kontra Linux til Kirk kontra Picard i Star Trek. Selv om jeg tidligere påstod at Marvel ikke havde nogen eksisterende helte som de kunne basere deres gruppe på, så var der faktisk en Human Torch tidligere hos Marvel, men modsat Johnny Storm så var der tale om en androide som sammen med Submariner og Captain America bekæmpede de onde tyskere under anden verdenskrig.

Reed Richards er som, jeg tror det var Dan Turell der beskrev ham sådan, Marvel universets svar på Georg Gearløs. En videnskabsnørd der modsat sin gamle værelseskammerat fra universitetet, Victor von Doom, altid har en fast overbevisning om at alt kan forklares videnskabeligt, selv når gruppens eventyr bringer dem ansigt til ansigt med fantastiske væsener eller overnaturlige fænomener fra Dr. Strange’s verden holder han altid fast i at der kan bygges et apperat ud af forhåndenværende dimser fra hans laboratorium som kan modstå truslen. Ben har skiftet frem og tilbage mellem sin menneskelige form og sten-mennesket The Thing, men han er først og fremmest der for at være det jordbundne modstykke til Reed, både som den der gør opmærksom på at Reeds videnskabelige forklaringer er uforståelige for almindelige mennesker og som en fysisk påmindelse om at Reeds videnskab nogen gange kan føre ham ud i ting der kan have store konsekvenser for mennesker omkring ham.

Mr. Fantastic og Sue RichardsSue Richards er interessant fordi hun udvikler sig mere som et normalt menneske, modsat de øvrige mænd/drenge i gruppen som opfylder typiske drengedrømme om at lege “hemmelig hule”, opfinde fantastiske dimser og redder verden fra det onde. Stan Lee havde allerede fra starten den tanke at Invisible Girl måske nok skulle være kæreste med Mr. Fantastic, men at hun ikke bare skulle være en af den slags piger der dåner når de ser et monster og hele tiden skal reddes ud af den ene knibe efter den anden. I begyndelsen er hendes rolle dog stadigt begrænset til at blive usynlig på et belejligt tidspunkt når der er optræk til slagsmål og benytte sig af sin usynlighed til at redde de andre ud af fangenskab. I et af de tidlige numre af Fantastic Four, hvor man gennem hele nummeret ser gruppen besvare fanpost ser vi så Sue begynde at græde over at flere af brevene antyder at hun ikke gør nok for gruppen, og de tre andre må træde i karakter og forklare de vildfarne fans, og derigennem også læseren, at Sue skam er fuldgyldigt medlem og en vigtig del af deres missioner for at redde verden.

Snart bliver Sues kræfter også mere aktive, hun begynder at generere usynlige kraftfelter som kan bruges til modangreb i fysiske konfrontationer eller til at beskytte de andre holdmedlememer. I 80’erne under John Byrne dropper hun endda titlen Invisible Girl og bliver Invisible Woman. Selv om hun stadigt er omsorgsfuld og moderlig i forhold til resten af gruppen og sin søn Franklin, så er hendes kontrol over kraftfelterne nået til et niveau hvor hun nogen gange omtales som den der har de største kræfter i gruppen. Personligt har jeg altid fundet det som et interessant træk ved Sue Richards at hun i en verden hvor sexede kvinder og udfordrende uniformer ofte er normen har været i stand til at forblive kvinde/moder. På det sidste ser det desværre ud til, at under indtryk af brugen af Jessica Alba i filmudgaven af Fantastic Four, så har Marvel også valgt at lade Sue gå lidt tilbage fra at være Invisible Woman til at være Invisible Girl igen, om ikke af navn så af udseende.

Det var lidt om hvordan Fantastic Four opstod og udviklede sig, men de fire hovedpersoner i serien er langt fra det eneste som gør den verden som de bebor interessant. I et par kommende artikler vil jeg forsøge at gå lidt i detaljer med Silver Surfer, Galactus og Dr. Doom som er nogen af hovedaktørerne i den nye Fantastic Four filmatisering.

Borgerkrig hos Marvel – Civil War på dansk i Spider-Man

Tegneseriesiden kigger bag om sidste års store begivenhed i Marvel universet som nu begynder at udkomme i det danske Spider-Man blad.

 

Joe Quesada

En gang om året tager Marvels øverste redaktør Joe Quesada sine med-redaktører og en række udvalgte serieskabere med ud til et fjerntliggende sted hvor de kan lægge hverdagens små afbrydelser bag sig og tænke fremad og få ideer til de to næste år. Det er her linjerne trækkes op og de store historier der berører hele Marvels univers, som for eksempel “House of M”, bliver planlagt.

Egentlig troede man også at tingene var på plads denne gang, man havde fundet frem til nogen den store begivenhed, efter at Hulk var blevet sendt ud i rummet af en række helte fra jorden ville han vende tilbage igen endnu mere rasende end før og fast besluttet på at gøre regnskabet op. Men i sidste ende var der noget der manglede, så Joe Quesada rystede posen igen og kom op med to ord som skulle lave om på det hele. Selv om man næsten var på vej til at tage hjem igen var ingen af de inviterede i tvivl, det her var den rigtige begivenhed, så Quesada og resten af staben skubbede alle de eksisterende planer i baggrunden og begyndte at planlægge en af de største begivenheder nogensinde i Marvels univers. Men alt var ikke tabt for fans af den vrede grønne kæmpe, Hulk fik lov til at arbejde med sine evner i at føre krig i “Planet Hulk”, og i 2007 ruller “World War Hulk” gennem Marvel universet, måske er vi så heldige at der bliver plads til den i Egmonts udgivelsesprogram.

 

Historien om Quesadas beslutning om at udskyde Hulks tilbagevenden til jorden og i stedet starte en begivenhed der skulle få vidtrækkende konsekvenser for en del af heltene i Marvel universet har man for længe siden kunnet læse i det amerikanske blad Wizard, men først nu begynder det at blive interessant for danske læsere i og med at Egmont begynder at udgive begivenheden som en del af det danske Spider-Man blad. Det er dog lagt fra hele Civil War der udkommer på dansk, dertil er antallet af udgivelser simpelthen for stort, der er stof nok i Civil War til at udfylde Egmonts udgivelser både i år og næste år med hvis man skulle have alt med. De der gerne vil have detaljerne om hvilke af de amerikanske udgivelser vi får med kan læse nærmere om det i Kim Helts blog på www.superhelte.dk

 

Hos Egmont har man altid været nødt til at økonomisere i forhold til disse store amerikanske begivenheder, “Secret Wars” udkom som en del af det daværende Edderkoppen og først næsten tyve år efter den oprindelige udgivelse fulgte man op med den samlede udgivelse. “Age of Apocalypse” blev indarbejdet i udgivelserne af X-Men og Wolverine så man fik de væsentligste kapitler, og efter at have læst alle de fire tykke bind der for nyligt er kommet på engelsk med hele begivenheden i må man sige at der er lavet et godt stykke beskæringsarbejde. Senest var det en af forhistorierne til Civil War, “House of M” som måtte skæres lidt til da den oprindelige hovedhistorie fylder hele 9 graphic novels af den slags på små hundrede sider eller mere. Så at indarbejde “Civil war” i den danske udgivelse af Spider-man er nok den bedste løsning så længe man ikke er sikker på at den kan bære en selvstændig udgivelse, da det langt hen ad vejen er ham som begivenhederne i Marvels borgerkrig får de største konsekvenser for.

 

Man fristes til at sige at ingen i Marvel universet går ram forbi da borgerkrigen først bryder ud, men det er ikke helt rigtigt – ude i resten af universet har de rigeligt af andre ting at se til, Shi’ar imperiet kommer til at føle efterdønningerne af begivenhederne i “Deadly genesis” hvor første del kom på dansk i X-Men 142. Resten af de kosmiske skurke og helte er optaget af en anden stor Marvel begivenhed med titlen “Annihilation” og de har kun en hovedrysten til overs overfor de smålige interne stridigheder som udspiller sig mellem jordens helte.

 

Hvad er essensen så i “Civil War”, siden den i den grad kan bringe sindene i kog? Selvfølgeligt kan man ikke lave en amerikansk serie med denne titel uden at der må være referencer til den amerikanske borgerkrig, og allerede i optakts-historien “Mr. Parker goes to Washington” ser man Spider-Man kæmpe mod Titanium Man foran Lincoln monumentet hvor den amerikanske præsident som holdt landet samlet trods borgerkrigen er udødeliggjort med en af den slags statuer der ellers normalt er forbeholdt græske eller romerske guder. Men det handler mere om nutidig politik, som titlen også antyder så er Peter Parker ligesom James Stewart i filmen “Mr. Smith goes to Washington” meget naivt trådt ind i et politisk liv hvor han ønsker at gøre det bedste men slet ikke kan gennemskue hvilke rænker der smedes omkring ham.

 

Ligesom Sider-Man kun vanskeligt kan gennemskue spillet omkring ham, så er det heller ikke helt nemt at gennemskue hvor langt tilbage trådene op til Civil War egentlig går, og for at sikre at hele affæren var speget nok har Marvel udført et såkaldt “retcon” og indarbejdet en større sammensværgelse i Marvel universet. Begrebet “retcon” står for “retroactive continuity” og bruges om de steder hvor man ændrer på en etableret person ved at introducere nye begivenheder i vedkommendes fortid. Forud for Civil War introducerede man ideen om et hemmeligt selskab iblandt Marvels helte, en gruppe som man kaldte Illuminati. Kort efter den såkaldte Kree-Skrull krig samledes en række af de mest magtfulde helte indenfor forskellige områder til en konference i Wakanda. Initiativtageren var Iron Man, som ville samle de øvrige: Dr. Strange, Professor Xavier fra X-Men, Reed Richards fra Fantastic Four, Black Bolt fra Inhumans og Prins Namor fra Atlantis. Formålet var at undgå at jorden i fremtiden skulle risikere at stå uforberedt overfor en lignende trussel.

 

Det er denne gruppe som senere står bag det plot der får sendt Hulk ud i rummet, godt nok var det ikke intentionen at han skulle sendes helt ud til den fjerne planet som han ender på i historien “Planet Hulk”, men tingene gik ikke helt som planlagt. Og det gør det generelt ikke med Tony Starks planer om at indføre et skyggekabinet, de interne modsætninger er for store, og det hele bryder ud i lys lue da han foreslår at alle superhelte skal registreres. Det betyder at regeringen fremover skal kende deres hemmelige identitet og sikre at de bliver uddannet på den rette måde, et radikalt farvel til det man jo ikke kan komme uden om har været en form for stiltiende accept af maskerede selvtægtsforbrydere. Tony Starks forslag er for hård kost for de fleste af hans medsammensvorne, Namor udtrykker det med: “First you took care of The Hulk and now you found a way to take care of the rest of us”. Dr. Strange og Black Bolt gør ham selskab og forlader gruppen, selv Reed Richards som støtter ham er klar over at det kan få konsekvenser for hans ægteskab, så tilbage sidder Tony Stark med en plan han føler er nødvendigt at gennemføre, men ingen allierede ved sin side.

 

Tony Stark er jo på mange måder en konservativ superhelt, en mand med tætte bånd til det som præsident Eisenhower i sin afskedstale advarede om under betegnelsen det militært-industrielle kompleks. Stark undskylder sig selv med at han, ligesom Reed Richards er futurist og derfor intuitivt kan fornemme hvad der er ved at ske, hvilket retfærdiggør at han er parat med en lov der skal imødegå at en superhelt en dag kommer til at bruge sine kræfter på en uansvarlig måde. Store ord, som lyder meget troværdige når nu historien og begivenhederne i Stamford er der til at retfærdiggøre dem, men selv virkelighedens futurister tager fejl af og til, som for eksempel IBM’s Thomas Watson der regnede med et verdensmarked for computere på omkring fem stykker, eller Microsoft grundlæggeren som mente at 640 Kb hukommelse ville være nok til enhver, og at Microsofts eget MSN netværk ville udkonkurrere internettet.

 

Overfor de to teknologisbegejstrede arkitekter bag The Superhuman Registration Act står manden som sjovt nok også ofte bliver slået i hartkorn med den amerikanske regering. Captain America er da også oprindeligt et ikon fra anden verdenskrig som skulle stå for patriotisme, men gennem årene er han også kommet til at stå for de amerikanske idealer som de skulle være, på et tidspunkt smed han endda uniformen i protest mod korruption i den regering han ellers skulle være forkæmper for. Steve Rogers er en mand fra en anden tid, og derfor er han også den rette at sætte op mod Stark og hans tilhængere. Han er ud af en tid hvor man så hvor galt det kunne gå når frihedsrettighederne blev solgt ud til totalitære regimer både på højre og venstre fløj, en stædig idealist som ikke lader sig spise af med en dygtig spindoktor. Eller er han politisk naiv og ude af trit med de nye farer som verden i det 21. århundrede byder på?

 

Ideen i Civil War er egentlig ikke ny, dele af den kan spores tilbage til Alan Moores klassiske historie Watchmen og The Superhuman Registration Act minder også til en vis grad om den Mutant Registration Act som optrådte i tidligere tiders X-Men, så uden at have læst hans reaktion endnu ved vi nok allerede nu hvor Wolverine befinder sig når linierne skal trækkes op. Forskellen er, at mens Mutant Registration Act i høj grad var et skrækscenarie som forfatterne kunne holde frem for hvor galt det kunne gå når frygt vandt over tolerance, så er The Superhuman Registration Act en langt mere konkret lovgivning der bliver vedtaget allerede ved begyndelsen af Civil War.

 

En anden begivenhed der har tilsvarende stor indflydelse på begivenhederne i Civil War udspiller sig også kort efter Kree-Skrull krigen, nemlig at Wanda Maximoff også kendt som Scarlet Witch opdager at hun nærer følelser for androiden Vision, og at han på uforklarlig vis også nærer denne menneskelige følelse. Over tid begynder Scarlet Witch sind at bryde sammen og vi får de dramatiske begivenheder i Avengers Dissasembled som leder frem til House of M der så sammen med begivenhederne i Decimation rydter scenen for mutanter så den omorganiserede Avengers kan træde frem i rampelyset som hovedaktørerne i Civil War. Hermed afspejler det meget godt hvilket skift der er sket hos Marvel gennem de sidste par år hvor man er gået fra at mutantene næsten dominerede alt hvad der skete til at det hotte team nu om dage er en af de mange varianter over Avengers. Det kunne virke som om at der er gået en lang rød tråd gennem Marvels univers fra de gamle numre af Avengers frem til i dag, men sandheden er snarere at man har haft et meget dygtigt team bag serien.

 

Folkene bag Civil War er først og fremmest forfatteren og hovedarkitekten Mark Millar, tegneren Steve McNiven og så redaktøren Tom Brevoort. At det netop blev Millar der skulle håndtere den Avengers-tunge historie i Civil War er nok ikke nogen tilfældighed. Det var Millar man hev frem da Avengers i sin tid skulle have en ansigtsløftning så de blev relevante for Marvels Ultimate univers. Millar nåede at stå for to runder af The Ultimates, som Avengers endte med at hedde i den verden, og selv om de sidste numre af hans anden runde havde forsinkelser i en grad man eller kun forbinder med Joss Whedon, så var begejstringen blandt læserne stor. The Ultimates inspirerede også to tegnefilm som er udsendt direkte på DVD men som er glimrende underholdning.

 

Mark MillarMillars Ultimates har klart en række politiske toner, og det kan ikke undre når man nu ved at skotten tidligere har arbejdet sammen med landsmanden Grant Morrison på 2000 A.D. og Swamp Thing, ligesom han senere afløste Warren Ellis på The Authority (hans arbejde på Vampirella sammen med Morrison er derimod ikke specielt politisk men viser også at der godt kan være andre interessante ting ved den kvindelige vampyrjæger end hende marginale påklædning). At Civil War også har klare politiske undertoner, såsom henvisninger til 9/11 og de efterfølgende indgreb i den personlige frihed som amerikanerne var udsat for blandt andet gennem The Patriot Act, benægter Millar heller ikke, men som han selv udtrykker det, så er det ikke fordi det er hans ærinde at inddrage politik, det er bare den måde det ender med at blive når han skriver.

 

Ligesom Millar har en opgave i at sikre sammenhæng i Civil War historierne, så skal Steve McNiven sikre at de syv hæfter i hovedhistorien ser ens ud. Hos konkurrenten DC valgte man at bruge forskellige tegnere til sidste års store begivenhed “52” men at lade Keith Giffen stå for at nedbryde alle manuskripter til layouts så man fik en ensartet måde at gøre tingene på, en process han selv senere beskrev som at blive langsomt hakket til døde af en flok ænder. Helt så galt var det ikke for Steve McNiven, der tidligere havde slået sit navn fast via det nu hedengangne CrossGen forlag og serien Meridian, som kortvarigt udkom på dansk som en del af titlen “Magic Fantasy”.

 

McNiven selv er et af den slags jordbundne mennesker der er meget tilbageholdende med selv at kommentere sit seneste spring fra lovende ungt talent til stjernestatus. Selv mener han at han først og fremmest var heldig med at Mark Millar ønskede at arbejde sammen med ham, emn det stikker dybere end det, at overbevise Millar er en ting, at være så god at Brian Michael Bendis giver slip på en på New Avengers fordi det er vigtigere at få den rette mand på pladsen er også en præstation. Og for at det ikke skulle være nok så valgte Tom Brevoort selv om det fjerde nummer af Civil War var forsinket ikke at sætte en anden tegner på opgaven. McNivens tidligere arbejder kan blandt andet ses i New Avengers trade paperback bogen “The Sentry” og i et enkelt nummer i “The Collective”.

 

Manden der binder det hele sammen er Tom Brevoort, som har arbejdet sig op fra bunden hos Marvel til idag at være redaktør for både New Avengers, Fantastic Four og Civil War. Man kan løbende følge med i hvad han tænker om stort og småt på hans blog hos Marvel på adressen, selv om jeg ikke altid er enig med ham, for eksempel omkring brugen af betegnelsen 616 for det “normale” Marvel Univers, så er det som regel interessant læsning at følge.

 

Dette var så meget info om Civil War vi kunne give i denne omgang uden at afsløre for meget af handlingen i de kommende numre af Spider-Man. Vi håber at kunne følge op efterhånden som historien udkommer.

 

 

Nemi og Lise Myhre

I min bog er Norges to suverænt største bidrag til populærkulturen siden 90’erne Black Metal og Nemi. Mens historierne om død og kirkebrændinger som fulgte med Black Metal genrens gennembrud måske godt kunne forlede nogen til at tro at folk i sort tøj ikke syntes der var noget at grine af, så har den unge serietegner Lise Myhre gennem snart ti år efterhånden fået overbevist folk om noget andet … og som Nemi selv siger, hvorfor brænde en smuk gammel kirke af, når nu der ligger et skattekontor lige ved siden af.

Første gang jeg stødte på serien var i musikmagasinet Terrorizer, som dækker den mere ekstreme del af musikken, normalt plejer tegneserier som udgives i blade om Heavy Metal at være skrevet af mænd og for mænd, gerne med hentydinger til død, ødelæggelser, sex og prutter, fladpandet humor ingen hindring.Black number one

Men Nemi er anderledes, dels er hun en ung pige i tyverne, dels er hendes skaber en ung kvinde på samme alder. Ikke desto mindre appellerer den sorthårede pige med det mærkelige navn til både mandlige og kvindelige læsere. Ifølge Lise Myhre selv skyldes det at Nemi ligesom Mick Jagger har noget at tilbyde begge parter, pigerne vil gerne være som hende, drengene vil gerne være sammen med hende.

Nemi er ihvertfald en af den slags piger man møder alt for sjældent. En af mine absoutte yndlingsstriber viser hende lettere utilpasset sammen med veninderne der alle snakker om børn og gardiner og hvad deraf følger, i et forsøg på at komme ind i samtalen spørger hun om der er nogen der har hørt det seneste album med Emperor, i den efterfølgende øresønderdøvende tavshed omkring bordet må Nemi snige sig over til drengenes bord med et “Må jeg lege med jer i stedet”.

Både goth og sort/hvid

Nemi omtales ofte som goth, og det er da også rigtigt at hun oprindeligt dukkede op som en del af en goth side som Lise Myhre lavede til den norske udgave af The Far Side, en amerikansk stribe af Gary Larson som på dansk blev udgivet som “Langt ude”. Men selv om hun er meget bleg, og altid er klædt i sort, så er Nemi ikke bare goth, hun er også sort/hvid. Hendes udseende er også en visuel måde at skille hende ud fra resten af sine omgivelser, både i forhold til omverdenen generelt, men også i forhold til veninden Cyan, der trods sit blå hår ofte må indtage rollen som “straight man” i forhold til Nemis sprudlende fantasiverden.

Steen og Stoffer fra et kvindeligt synspunkt?

Ligesom Steen fra ovennævnte serie, så har Nemi masser af sund fornuft, hun vælger bare ofte at ignorere den. Mens veninden Cyan harcelerer over at fabrikanterne bruger udtryk som “dueblå” og “Kaffe latte” for at sælge henholdvist blå og brun maling, så kaster Nemi øjeblikkeligt sin kærlighed på en 50 liters tromle med “dragegrøn”. Hendes fascination af fantasy verdenen er så stor at hun som den eneste voksne kan blive skuffet når sætningen “Se, en drage!” viser sig at referere til den slags der er sat sammen af pinde og papir.Nemi og dragen

Men hvor Steen kan siges at være “undskyldt” med at han er et barn med en lidt for livlig fantasi, så er Nemi i en aldersgruppe hvor hun måske burde vide bedre, men alligevel vælger hun at holde fast sine barnlige sider. Som tegneserie-nørd kan man ikke undgå at hilse den slags velkomment, for hvor står det skrevet at i det øjeblik man overskrider en vis aldersgrænse så skal underholdning pludseligt til at være folk der bygger hus om, danser standarddanse eller smukke mennesker der laver intriger mod hinanden eller fede mennesker der skal tabe sig.

Norges smukkeste tegner

Lise Myhre gør meget ud af at understrege at Nemi ikke er en selvbiografisk serie, og at Nemi og hende er to selvstændige personer. Men ligesom sin tegneseriefigur kan Lise Myhre ikke løbe fra at være en smuk ung dame. Det virker dog som om at hun bevidst underspiller den del en smule, for eksempel da hun selv optræder i en af striberne.
Nemi og Lise Myhre

Billedet af hende på Sprays hjemmeside hvor Nemi kører online er tonet ned i sort/hvid til næsten ukendelighed.Da hun under sit seneste besøg i Danmark blev konfronteret med at et afstemning på nettet åbenbart havde kåret hende til den næst-smukkeste kvinde i Norge virkede hun også ganske ukrukket, nærmest genert over det. Hvorom alting er, så kan læseren selv danne sig sin mening udfra billedet herunder.

Lise MyhreNemi som talerstol

Lise understreger, som nævnt ovenfor at der er forskelle mellem hende og Nemi, og at Nemi over tid har udviklet sin egen personlighed, ikke bare i forhold til Lise selv, men også i forhold til hvordan fans mener at hun vil opføre sig. Men ind imellem kan det stadigt godt virke som om at Lise bruger Nemi som talerør for sine egne synspunkter, for eksempel omkring dyrevelfærd, ligesom visse personlighedstyper indenfor tegneserie-verdenen også af og til får en kommentar med på vejen som virker så ukarakteristisk for Nemi at man sidder tilbage med følelsen af at her er noget som skaberen føler så stærkt for at det bare MÅ ud gennem hendes stribe.

Igen virker det nærliggende at tænke på Steen og Stoffers skaber Bill Watterson som også af og til får listet sine egne synspunkter om verden ind i dialogen mellem den lille dreng og hans udstoppede tiger. Men heldigvis for begge så gælder det at seriens generelle humor har en dejlig afvæbnende effekt selv hvis man er helt uenig med skaberens holdninger.

Nemi på dansk

Nemi kan læses hver dag i gratisavisen Urban, som også har en række striber fra serien i deres online udgave, og har man ikke noget imod at læse serien på originalsproget kan man finde striberne online hos det norske Spray, hvorfra det tre eksempler her på siden også er taget (© Lise Myhre / Distr. iblis@nemi.no ). Hos Spray kan man også læse mere information om Nemi, blandt andet at hendes usædvanlige navn er taget fra en italiensk sø, mens at efternavnet Montoya er taget fra en film-figur.

Nemi fik for nyligt sit eget blad som udkommer hver tredie måned, og som er anmeldt andetsteds her på Tegneseriesiden. Men hvis man vil have fat i de tidligere striber er der mulighed for at købe dem i to samlinger som er udgivet af Egmont serieforlaget. Mere info kan fås på www.basserne.dk som også indeholder er lille forum dedikeret til Nemi.

Endligt skal det nævnes at Egmonts norske afdeling løbende udgiver et blad med Nemi samt andre serier og artikler indenfor fantasy, horror og goth, ligesom der findes to tilsvarende samlealbums med Nemi på norsk. Selv om jeg har haft lejlighed til at læse både de danske og norske samlealbums må jeg tilstå, at jeg ikke har noget overblik over hvorvidt den danske udgave dækker alt hvad der findes på norsk, så jeg kan kun opfordre til at man køber begge dele – man kan jo aldrig få for meget Nemi vel?