Kan du lide zombier, robotter og Rum-karate? Og tegneserier også? Så skulle du måske tage et kig på Rock Manlyfist – Master of Space Karate, som er en ny webcomic af svenske Johan Wanloo. Den skuffer ikke.
Kategori: Tips
Hver uge giver en af tegneseriesidens skribenter et godt tip – det kan være en læsværdig serie, en god hjemmeside eller noget helt tredie.
Mimimalistiske superhelte
Nej, det er ikke Micronauts der får en revival, men derimod en billedserie ovre på Comic TwArt, som er en gruppeblog hvor kunstnerne Chris Samnee, Tom Fowler, Francesco Francavilla, Mitch Breitweiser, Mike Hawthorne, Ron Salas og Evan Shaner hænger ud – og udfordrer hinanden med ét overordnet tema om ugen.
Denne uge er temaet minimalisme, og det er der kommet mange interessante tegninger ud af:
– men der er mange flere på sitet og oveni det tidligere ugers udfordringer. Så hvad venter du på?
The face of Evil – Crossed af Garth Ennis
Af alle forfattere jeg kan komme i tanke om, er der ingen som jeg har et så blandet forhold til som Garth Ennis. Der er få i amerikansk mainstream, der kan skrive så præcise og rammende personskildringer som han kan og han har en evne til at give skruen på sine plots lige én tand mere, især når man ikke venter det. Omvendt så bliver han også for meget for mig – han synes at ville holde fast i en rolle som plathedens depraverede mester, nogle gange for enhver pris. Med i bagkataloget har han Preacher, som plothuller til trods har status som nyklassiker, den fabelagtige, men oversete Hitman og en forrygende version af Marvels selvtægtshelt The Punisher. Og i nyere tid har vi fået Battlefields, som er fremragende og gribende skildringer af mennesker under 2. verdenskrig. Nu har han begået en ny serie, Crossed, som ifølge forfatteren selv er “as far as I’ve ever gone”.
Seriens præmis er simpelt: en flok mennesker forsøger at overleve fra dag til dag i et USA, som er overrendt af mennesker, transformerede til The Crossed. Med en blodig, arvævsagtig korsform hen over ansigtet og et manisk udtryk i øjnene, myrder, lemlæster og voldtager The Crossed sig hen over landet, og får man deres kropsvæsker – blod, spyt, sæd – i sig, transformeres man selv til en af dem og sønderdeler med høj latter de mennesker, man øjeblikke forinden kaldte venner og familie. De er ikke udøde, som er sultne efter menneskekød – de er bare mennesker, som lader til at være overtaget af deres inderste, mørkeste side og som udforsker hvor meget ondt de kan gøre andre. Gerne på så innovative måder som muligt.
Man ved ikke hvad der har frembragt the crossed – flere teorier nævnes undervejs i serien, men ingen autoritative – men det er heller ikke vigtigt. Vigtigt er det at de, der stadigt er mennesker kæmper en særdeles ulige kamp for deres egen overlevelse. Ja, det er en zombie/survival horror-type, men alt er taget til yderste ekstrem: hvis man falder i hænderne på dem, dør man ikke “kun” – man har faktisk ikke nogensinde haft nogen mareridt, der er så slemme som det, der helt sikkert vil overgå en. Her er for eksempel en af hovedpersonernes forhistorie (klik kun, hvis du tror du kan håndtere det):
Hvad er det så for en serie – eller rettere: hvad er det så for en Garth Ennis, der skriver den?
Til at starte med var jeg lige ved at droppe serien – volden virkede for overdrevet og selvforherligende, og serien virkede mest af alt som en “fuck jer, nu er jeg hos et lille forlag, hvor jeg må skrive alt! ALT! Se, nu parterer de onde et barn! Se, nu hugger de et ben af et offer og har sex med det bagefter!”. Selv om der faktisk var en del god personbeskrivelse, troværdig dialog og et rimeligt solidt setup, var volden og de ekstreme scener simpelthen for meget for mig, og jeg betragter mig egentligt ikke som sart. Jeg vil bare have mening, for ellers er det for mig chokværdi for chokværdiens skyld, og så kan det være ligemeget. Tredie nummer af serien ændrede imidlertid mit syn på den: vel var det stadig ekstremt, men tempoet var noget mere afdæmpet og vigtigere endnu: jeg tror jeg så Ennis formål med serien (hvilket jeg ikke havde kunnet før).
Crossed #3 indeholder en rystende, grænseoverskridende scene, men modsat seriens øvrige scener sker den off-camera – og modsat de øvrige rystende scener, er det ikke the crossed der er direkte involverede. Mere kan jeg ikke sige uden at spoile for meget, men scenen fungerede for mig som et vendepunkt i forhold til min forståelse af serien, der stadig er rystende, men nu har meget mere mening. Det betyder ikke at jeg ikke stadigt har forbehold i forhold til serien, for det har jeg.
Ennis har mange pointer med Crossed, men en meget vigtig pointe er at den største trussel menneskeheden står overfor er sig selv. I George A. Romeros klassiske zombiefilm Dawn of The Dead bliver shoppingcentret fyldt med udøde ofte fremhævet som en metafor for det ukritiske forbrugersamfund, men metaforen i Crossed er en helt anden. The Crossed er menneskets morderiske skyggeside, fravær af empati og kærlighed og et darwinistisk vrangbillede, hvor den grusomste overlever. Vore menneskelige hovedpersoner antyder lige og lige et gran af håb, men samtidig ligger implicit at enhver på ethvert tidspunkt kan blive Crossed.
Jacen Burrows tegninger skifter for mig mellem at være let kluntede og ekstremt rammende, men selve fortællingen hænger sammen, rent billedmæssigt. Burrows største force er nok evnen til at lade folk tale igennem deres ansigtsudtryk, hvilket tillader Ennis at økonomisere med ordene og lade billederne tale. At jeg oplever The Crossed som ekstremt skræmmende, er også klart Burrows fortjeneste – han dypper øjensynligt sin pen i ren malice, når han tegner dem.
Det er ofte sagt at civilisationens fernis er millimetertyndt. I Crossed udforsker Garth Ennis præcis hvor tyndt, og resultatet er hverken kønt eller behagelig læsning. Er det nødvendigt? Det vil jeg lade den endnu ufortalte slutning afgøre, for hænge på, det gør jeg nu. Muligvis mod bedre vidende…
De mægtiges fald
Ah, de kære superhelte.
Oprindeligt skabt sidst i 30’erne som idealiserede halvguder, igennem 50’erne videreudviklet til idealiserede familier, indtil de i 60’erne blev gjort til mennesker, fejlbarlige som alle andre.
I en proces igennem 70’erne og frem til 90’erne, blev serierne gradvist mørkere, hvilket i nogen grad må siges at afspejle den generelle samfundsudvikling – Vietnam og Watergate efterlod et knap så autoritetstro USA, og superheltene afspejlede også nationens identitetskrise. Senere blev genren dekonstrueret så grundigt, at det eneste 90’erne havde at byde på synes at være store geværer, mænd med patronbælter og storbarmede kvinder i diminutive kostumer.
Her, i det nye årtusindes første årti, synes genren at være kommet sig over de mest groteske udskejelser, og i hænderne på en intelligent forfatter, kommer der ofte noget yderst læsværdigt ud af det. The Mighty har hele to intelligente forfattere – Peter Tomasi og Keith Champagne – men er den så dobbelt så god?
Grundplottet er simpelt, men fascinerende: Alpha One er første og eneste superhelt i seriens univers, og selv om han oprindeligt var menneske, har vi med en Superman-analogi at gøre – superstyrke, usårlighed, superfart og så videre. Med til Alpha One hører en regeringsenhed, Section Omega, som dels styrer presserelationerne for superhelten og dels fungerer som feltagenter for Alpha One – som regel oprydningsarbejde.
Seriens omdrejningspunkt er Section Omegas nyeste chef – Gabriel Cole – som får jobbet da hans forgænger dør som følge af et overfald fra en bande. Eller hvad? Man skal ikke mange numre ind i serien for at se at der er noget, der ikke stemmer et eller andet sted. Samtidig bliver Cole venner med Alpha One, med hvem han har en forhistorie – superhelten reddede nemlig hans liv, da han var barn. Det var dog for sent at redde hans forældre, så Cole er vokset op forældreløs og kendt i pressen som “America’s Orphan”.
Seriens første fire numre er tegnet af [[Peter Snejbjerg]] (der også arbejdede sammen med forfatteren Tomasi på [[Lysbrigaden]]), som gør et fantastisk job med at sætte både stemning og tegne personerne levende på papiret. Senere numre er tegnet af Chris Samnee, der gør et glimrende arbejde med at bevare seriens grafiske særpræg.
Som serien skrider frem, tager tingene fart og plottet begynder for alvor at vise sine facetter – forfatterne spiller med andre ord med musklerne, og det må de godt, når det er så godt lavet som det er tilfældet.
Serien er planlagt til 12 numre, men vil i følge sine skabere sagtens kunne blive et månedsblad hvis salget tillader det. Det har jeg lidt svært ved at se, da plottet i en eller anden grad peger hen mod en slutning (som jeg læser det), men jeg er da åben for at læse mere.
The Mighty er godt, solidt håndværk – tiden vil vise om serien kommer til at transcendere det gode håndværk og blive noget mere. Som det er nu, kan den trygt anbefales til fans af den moderne, lidt selvbevidste superhelteserie – især hvis man holder af et lille tvist eller to undervejs.
Fakta om serien
The Mighty. DC Comics, 2009-
Forfattere: Peter J. Tomasi og Keith Champagne
Tegner: Peter Snejbjerg (1-4), Chris Samnee (5-)
Verden er min bitch – Sinfest
Ud over udsigten til flyvere fra frokostbordet og til stewardesser når man går til og fra kontoret er en af fordelene ved mit nuværende job de mange interessante personer man arbejder sammen med.
En af disse er Preben Pedersen, fra tegneserieværkstedet Sort som blæk. Preben holder til på den anden side af gangen, og da han ud over at kunne lave tegneserier også er fan af Lovecraft (hans “Væsenet fra S’kha’ht” bør læses ved selvangivelses-tid), Terry Pratchett og Douglas Adams så ender vi, oftere end vi sikkert burde, med at snakke om andet end databasedesign.
En af de mange online-tegneserier han har introduceret mig til er Sinfest af Tatsuya Ishida, som han sagde: “Den her er lige noget for dig, den starter med en der vil sælge sin sjæl til djævlen“. Lighederne med Trine fra Radiserne er ikke helt tilfældige.
Faktisk tager Sinfest ganske respektløst på andre serier og gør gerne grin med hvad der sker bag kulisserne hos Radisserne, Steen og Stoffer og andre kendte avisstriber. Så givet det, og så at man ikke holder sig tilbage for at gøre grin med både gud og djævlen, samt at flere af seriens hovedpersoner ikke holder sig tilbage fra at se porno eller læse Playboy, kan det ikke under at serien aldrig rigtig er havnet i syndikation.
Seriens to hovedpersoner, Slick og Monique, har masser af referencer til den moderne hip-hop/gangsta-kultur. Men selv hvis man, som mig, får udslæt bare af at komme til at zappe forbi MTV, så er der stadigt noget at hente i Sinfest.
Slick er, ihvertfald i sine egne tanker, inkarnationen af en over-sexet blanding af street-pimp og Hugh Hefner. Hans modspil, baben Monique, er dog ganske uimponeret over hans usofistikerede, seksuelt meget eksplicitte forsøg på at lægge an på hende. Til gengæld benytter hun sig skruppelløst af hans interesse når hun har brug for opmærksomhed.
Det fysiske størrelsesforhold mellem de to afspejler nok meget godt hvem der egentlig har det mentale overtag, eller som hun meget selvbevidst bemærker “the ‘nique shall inherit the earth”.
På mange måder minder Sinfest om den klassiske firser-serie Bloom County, men hvor Bloom County ligesom Doonesbury ofte kommenterede på den politiske situation, så er Sinfest mere i stil med den nuværende tidsånd hvor religion fylder meget i vores verdensbillede. Hovedpersonerne er måske nok både hedonistisk og anarkistisk indstillede, men i Tatsuya Ishidas verden kan man ikke helt slippe for gud, ikke engang selv om man ikke tror.
Gud må dog også finde sig i nogen drøje hug undervejs. Djævelen er aldrig langt væk, og skal nok sørge for at minde ham om korruption, etnisk udrensning, folkedrab, børnemishandling og hvad kirken ellers har beriget os med gennem tiderne. Og så må han lide den tort det må være for en monoteistisk gud at jævnligt blive opsøgt af den asiatiske drage som repræsentant for den tro som en ikke ubetydelig del af vores verden har. En dejlig forfriskende ting i disse tider, hvor et blik på dagspressen gode kunne overbevise en om at det eneste vigtige er hvilken af de mellemøstlige religioner der har mest ret.
Så selv om gud må høre for lidt af hvert, så er der som regel en rest af respekt overfor ham som spirituelt begreb, mens der er fri jagt på hans jordiske repræsentanter. Farisæiske tilhængere og ulidelige missionærer bliver gjort grundigt til grin.
Selv ikke djævelen slipper for en fanboy undervejs, der ganske som sit engleagtige modstykke, forsøger krampagtigt at tjene den onde sag. Djævlen derimod er en sofistikeret gentleman med sans for de finere ting her i livet, ikke en surmulende sortklædt teenager som lever i sin mors kælder og lytter til Dimmu Borgir dagen lang.
Men ud over livets store spørgsmål har Sinfest også masser af referencer til asiatisk populærkultur, som for eksempel når Slick som ninjaen Wasabi uden det store held kæmper mod Monique og hendes robot, eller når Uncle Sam pludseligt forvandler sig til en kæmpestor Gundam og smadrer løs på både huse og mennesker. Begge får dog deres bekomst, Slick bliver udsat for den specielle asiatiske tortur-metode “tøsefilms-marathon” og Uncle Sam opdager at Lady Liberty ikke er begejstret for hans handlinger, så han må se sig henvist til at sove på sofaen.
Sinfest kørte vist kortvarigt i et af de danske humør-blade fra Egmont for år tilbage, men hvilket og hvorvidt den stadig kører ved jeg ikke. Men for de engelsktalende kan Sinfest købes i trykt format, Dark Horse har for nyligt udgivet en samling, og ellers kan serien læses online via arkivet.
Preben Pedersen og Sort som blæk kan opleves på dette års Fantasticon hvor de står for en tegneserie-workshop søndag i tidsrummet 12 – 14. Tegneseriesidens redaktør deltager også i Fantasticon, hvor han blandt andet interviewer [[Peter Snejbjerg]].
Når SuperGodt bliver SuperOndt – Irredeemable af Mark Waid
Sarah er en pige på 8-10 år. Ved siden af hende ligger de forkullede rester af hendes far, superhelten Hornet. Manden der netop har ristet faderen med sit varmesyn bøjer sig over den skræmte pige og hvisker “Do you know who I am, Sarah? I’m a superhero.”
Og det har han ret i – han er klodens største helt, Plutonian, og udover at riste sine tidligere kolleger (og deres familier) har han netop jævnet millionbyen Sky City med jorden. Fra Jordens største helt – ren Superman-analogi – til den største skurk; hvordan er det sket?
Superheltene nåede at eksistere i mange år, før man for alvor gik i gang med at studere deres skyggeside – hvor meget kan den absolutte magt korrumpere? Denne spekulation har resulteret i en del virkeligt gode historier, mange metervarer samt en hel masse som aldrig burde have været udgivet, og som måske retrospekt har skadet superheltegenren mere end noget andet (1990’erne, jeg kigger på jer!).
Mark Waid har stået for nogle af de bedre udforskninger af hvad magt kan gøre ved heltene – Kingdom Come er (trods dens svagheder) i den absolut bedste ende, og hans oversete Empire som udforsker superskurkens side af medaljen er også værd at bemærke. Nu kommer så Irredeemable fra Boom! Studios (som Waid er chefredaktør for), og Waid nævner den selv som en naturlig fortsættelse af de to tidligere nævnte værker.
Højdepunket indenfor “absolut magt korrumperer absolut”-historier kom for mange i form af Alan Moores nu uopdrivelige Miracle Man, hvori den magtfulde Kid Miracleman viste hvor galt det kan gå, når en Superman-analogi korrumperes af sin magt. Der er den dag i dag få serier, der har kunnet ramme den skræmmende stemning, som den vanvittige Kid Miracleman står for, og psykopatisk-supervæsen-møder-små-piger-scener til trods, er det heller ikke det som Irredeemable forsøger at gøre.
I stedet udforsker Waid hvad der skal til for at klodens bedste og mægtigste forvandler sig til det ondeste onde – det er ikke noget man beslutter sig for når man står op om morgenen, men en længere proces. [[Mark Waid]] siger det selv sådan:
The beauty of Superman is that he can deal with that level of adulation without it going to his head, without it warping him, but he’s a very special individual. We presume, whenever we write superheros and we come up with superhero origins, that anybody who gets the powers of a superhero — even if they are like Spider-Man and they’ve got things they’ve got to work out that issue and responsibility and power and responsibility — we assume that they eventually have the emotional makeup it takes to overcome these things. Well, what if you gave that level of power to someone who, at heart, didn’t have that emotional capability?
Irredeemable gør jobbet rigtig godt – der er mange rigtigt gode scener, og her, fire numre inde i historien, er jeg fanget – hvad har ført til Plutonians fald? Peter Krauses tegninger er gode og klassiske, hvilket er perfekt til historien, som spiller på netop et klassisk superhelteunivers gone wrong. Det er til tider lidt svært at engagere sig i en række ukendte figurers skæbne, men som historien skrider frem, går det dog bedre.
Mark Waids Irredeemable kan anbefales til alle, holder af en klassisk superheltehistorie om kræfter, der er større end ét menneske kan magte. Om det decideret ender som en klassiker er ikke til at sige endnu – det kommer meget an på slutningen og hvor meget og hvordan de senere numre går ind på, hvad der er sket med Plutonian – og hvor meget man kommer til at engagere sig i de øvrige personer.
Rumheltenes endestation – Ignition City
[[Buck Rogers]], [[Flash Gordon]], [[Rumagent Spif]] – alle disse heltemodige enspændere som frygtløst drog ud i rummet og bekæmpede fremmede invasioner og mystiske aliens, hvor blev de egentlig af?
Det virker som et emne der har optaget forfatteren [[Warren Ellis]] for nyligt. Første gang han nærmede sig temaet var, da han overtog serien [[Astonishing X-Men]] efter [[Joss Whedon]]s meget berømmede 25-numres forløb.
Den ofte misantropiske Ellis kiggede sig om i vor nuværende verden, og så hvordan vi sender vore gigantiske skibe ud til den tredie verden, for at de kan blive hugget op af arbejdere, som har et lidt mere elastisk forholdt til fagforeninger og arbejdsmiljø end vi er vant til her i den vestlige verden.
Normalt ville man jo sige at science fiction er en optimistisk extrapolering af den nuværende teknologi, med tanke på hvilke positive konsekvenser den kan få. Men Ellis valgte at se det med den gamle gnavne mands skulende sideblik og endte derfor i stedet med at introducere Marvel universets skibs-kirkegård Chaparanga, et sted hvor rumskibene fra alle de invasioner fra rummet der har været siden Fantastic Four første gang stak snuden udenfor jordens atmosfære ligger til ophug.
I Ignition City folder han temaet lidt mere ud. Historien er hans egen, og udgiveren er det mindre forlag Avatar Press, så Ellis behøver ikke at bekymre sig om at anslå den velkendte optimistiske tone fra Marvel Comics. Illustrationerne står [[Gianluca Pagliarani]] for, og han fanger perfekt den forfaldsæstetik som skal til for at få [[Ignition City]] til at fremstå troværdigt.
Hos [[Avatar Press]] behøver Ellis ikke at holde sig indenfor det trods alt meget positive univers han arbejder indenfor hos [[Marvel]], så her får den en tand mere. Juri Gagarin er dybt alkoholiseret og lever på gaden, en næsten lige så fordrukken Buck Rogers hænger lidt bagvendt i stedet fast i det 20. århundrede, Flash Gordon er en del af byens korrupte underverden og jorden har for længst stukket halen mellem benene i konflikten med de insektlignende væsener derude. Navnene er måske ændret lidt, men meningen er ikke til at tage fejl af.
Faktisk er Ignition City det sidste sted tilbage på jorden hvor man stadig har en chance for at komme ud i rummet. Et snusket, forfaldent sted med rustne raketter, infrastruktur der er ved at bryde sammen og meget marginal tilstedeværelse af ordenshåndhævere. Det er til denne forfaldne slum af en rumhavn at den unge, smukke, rødhårede Mary Raven ankommer for at finde ud af årsagerne til sin fars død.
Rock Raven var en af rumpionererne, og hans datter ønskede sig mere end noget andet at være som sin far. Ud i rummet kom hun også, som hun selv beskriver:
“I shot a man on Khargu because he needed to die more than any I’ve ever met. I repaired three rocket tubes with a wrench and a knife while hanging upside down over Titan during the syzygy. I’m 26 years old and my life is over now”.
Hendes tur til Ignition City virker lige så meget som et forsøg på at genvinde det som han stod for, den tilværelse ude blandt stjernerne som nu næsten er uden for rækkevidde. Men var hendes rumkaptajn af en far mon også det menneske hun troede han var? Beboerne i Ignition City vil helst ikke ud med sproget om hvad der er sket, men noget tyder på at Lightning Bowman, med lyn-symbolet på trøjen, ikke har rent mel i posen.
Indtil videre er der kommet tre af de fem numre i serien, og hvis man skal tage efter hvordan det plejer at gå med Warren Ellis’ udgivelser på Avatar, så følger der nok en udgivelse i trade paperback når serien er afsluttet. Historien kan anbefales, både til de der ikke er bange for at få et lidt kynisk tilbageblik på tidligere tiders sorgløse eventyr i rummet og til de der, som jeg synes at det måske er en god ting med en påmindelse om hvor vigtigt det er at vi kommer derud i rummet, inden vi forslummer her på jorden.
Fakta om serien
Ignition City, 2009.
Bedømmelse: Anbefales.
Forfatter: Warren Ellis
Tegner: Gianluca Pagliarani
Forlag: Avatar Press
Det utænkelige – og det der er værre
I disse år oplever sammensværgelses-teorierne en vis revival. Ikke at de i sig selv er noget nyt, ordet kendes helt tilbage til 1909. Men når kompleksiteten i verden hele tiden stiger og borgerne begynder at opfatte deres regeringer som lukkede og egenrådige, så må der nødvendigvis opstå et behov for at skabe en forklaring på det hele.
Krigen i Irak er et eksempel, mens de fleste måske nok kan se en vis fornuft i, at foretage en eller anden form for modtræk efter terrorangrebene på New York og Washington, så var der alligevel så mange løse ender, mærkelige forklaringer og ting der efterfølgende viste sig ikke at passe. Så man kunne ikke lade være med at få den tanke, at der måske lå noget andet bag.
Nogen vil sige at det gør der, at USA selv organiserede terrorangrebet den 11. september for at finde et påskud til at fremme sine egne interesser i mellemøsten. Andre vil sige at det er et udslag af vores overaktive fantasi. At vi har brug for, at skabe en sammenhængende forklaring på verden, så derfor fylder vi de huller som vi ikke kender, eller ikke forstår op. Det være sig med med “guds vilje”, illuminatiernes orden, den globale kapitalismes hemmelige forbund eller hvad der nu ellers får det hele til at hænge sammen.
En ven af mig gjorde opmærksom på at det nok er sjovere at være konspirationspraktiker end at være konspirationsteoretiker, og det kan der jo være noget om. Men konspirationsteorien passer bedre for det moderne menneske.
Verden er trods alt fyldt med ting vi ikke helt forstår, men gerne ville ændre. Ændringer ser ud til at kræve en stor indsats, personligt engagement og muligheden for ikke at være hjemme når ens personlige favorit vises på TV.
Så det er måske nemmere bare at konstatere, at det hele alligevel er for sent, at de mystiske magthavere har vundet, at Michael Jackson ikke er død men afventer et kæmpe comeback i kølvandet på det medieshow han har sat i gang … og var der ikke også noget underligt i den måde Blachman aldrig blinkede når han afgav sin stemme i X-Factor.
Personligt er jeg placeret i den skeptiske lejr – der er onde og meget synlige ting man kan tage fat på her i verden, vi behøver ikke at opfinde fiktive forklaringer for at finde ting vi her især kan ændre i vores liv. Men jeg er fascineret af teoriernes mangfoldighed og indhold. Og hvis man vil have mangfoldighed, så er “Unthinkable” af Mark Sable fra Boom! Studios lige det rette sted at bevæge sig hen.
Alan Ripley er en Hollywood forfatter af den type, der skriver den slags blockbuster thriller film som ville være sommerens store sællert i tiden før 11. september. Hæren elsker filmene baseret på hans bøger, Blackhawk helikoptere og dristige soldater som redder verden i sidste øjeblik er god propaganda.
Men med 11. september ændres alt. Alan kommer selv under beskydning fra medierne, som beskylder ham for at have inspireret angrebet, ganske som Timothy McVeigh skulle være inspireret af Turner Diaries. Men ikke nok med det, så mister han sin bror i angrebet på Pentagon.
Kunne han have inspireret angrebet? kunne han have forudset det? Nogen i en hemmelig regeringsorganisation kommer på den tanke, at det kunne “nogen” godt have gjort. Derfor samler de en tænketank af personer med evnen til at finde på dommedags-scenarier, og Alan vælger at deltage under dæknavnet “Hollywood”.
Alt ser ud til at gå vel, ideerne strømmer frem, scenarie efter scenarie rulles op. Snart viser det sig at de 7 mennesker i gruppen sagtens kan få 11. september til at ligne en spejderudflugt sammenlignet med det de har i tankerne.
Efter udført arbejde går de hver til sit … men så sker det utænkelige. De scenarier de har udtænkt begynder at udspille sig. Ganske som med 11. september giver de nye angreb frygt nok til at indføre stærkere modforholdsregler, og alt hvad der ligner kritik eller alternative udlægninger bliver hurtigt dysset ned.
Kun Alan og hans tidligere kolleger ved hvad der venter, i den lange række af dommedags-scenarier de har udtænkt. Og kun de ved nok til at kunne stoppe de personer som står bag. Efter to numre er det stadig for tidligt at gisne om hvor slemt det ender, og om der er nogen måde at redde resterne af vestlig civilisation som vi kender den. Men efter to numre er jeg nysgerrig nok til at hænge på for at se hvordan det her ender.
Om vi får lov til det vil tiden vise – for i sidste uge kunne man på det kendte nørd-website Slashdot læse at Mark Sable var blevet tilbageholdt i lufthavnen i Los Angeles med manuskriptet til Unthinkable nummer tre. Sikkerhedsfolkene var mere end almindeligt interesseret i hvorfor han rendte rundt med et manuskript i baggagen som havde henvisninger til 9/11 og sammensvorne terrorister.
Eller er det måske bare en sammensværgelse, hvor Mark Waid har ringet til sikkerhedsvagterne i Los Angeles lufthavn, for at skaffe lidt ekstra publicity for Boom! Studios nyeste udgivelse … hmmm …
Fakta om serien
Unthinkable, 2009. 24 sider per hæfte, farver.
Bedømmelse: Anbefales.
Forfatter: Mark Sable
Tegner: Julian Totino Tedesco
Forlag: [[Boom! Studios]]
Orv, det’ for børn!
Som tidligere omtalt, har de fremadstormende BOOM! Studios sikret sig rettighederne til at lave tegneserier baseret på Pixars populære animationsfilm, og nu er de første par stykker i kassen. Vi tager et kig på dem – og sandelig om ikke der også har sneget sig en gammel, ikke Pixar-baseret kending ind i forlagets nye underforlag, som meget forventeligt hedder BOOM! Kids.
Den mest indlysende af Pixars film at lave en tegneserie over fra et kommercielt synspunkt må være filmen Cars fra 2006, som efter en rimelig indtjening ved billetlugerne har tjent massevis af penge ind til Pixar i form af merchandise – findes der et barn i Danmark som ikke har Lynet McQueen i en eller anden form?
Tegneserien følger – naturligvis, fristes man til at sige – selveste McQueen, men med det twist at vi ser den allertidligste del af hans karierre, altså de hændelser, som ender med at bringe ham ind i de store vædeløb, som vi finde ham i da filmen starter.
Det er ikke stor kunst, men meget underholdende og mon ikke de næste tre numre kommer til at løfte sløret for Lynets forhistorie.
Cars: The Rookie er skrevet af Alan J. Porter og tegnet af Albert Carreres, og de gør det begge udmærket uden at nogen af dem gør sig bemærket – hverken for det gode eller det onde. Målgruppen – deriblandt min 6-årige dreng – vil sikkert æde det råt.
Da superheltefilmen The Incredibles kom, var der mange der drog paralleller til Fantastic Four, hvilket også ligger lige til højrebenet – dels har Pixar helt sikkert skelet til Lee og Kirbys klassiske serie og dels er det en næsten refleksagtig sammenligning når vi har at gøre med en superheltefamilie.
Nuvel, en af de bedste forfattere på Fantastic Four i nyere tid er Mark Waid, som i dag er chefredaktør for Boom! … og sandeligt om ikke han er forfatter på tegneserieudgaven af Incredibles og tilfører projektet en masse af sin patenterede magi.
Vi følger superfamilien, som de kæmper mod fremtidsrobotten Futur10n, får nye naboer og søreme om ikke der er et familiemedlem, som er ved at miste sine kræfter. Det er charmerende og involverende og helt i filmens ånd
Udover at være skrevet af Mark Waid er serien tegnet af Marcio Takara, og han gør det rigtigt godt og rammer filmens stil lige på kornet.
The Incredibles er får en god start her, og jeg har i al fald tænkt mig fortsat at følge med – for børn eller ej.
For mig var den store overraskelse blandt Boom! Kids start-titler denne serie – Muppet Show som tegneserie, endda skrevet og tegnet af Roger Langridge, manden bag Fred The Clown og Fin Fang Four (oldschool anmeldelse ohoy!). Kan det gå galt?
Måske i et teoretisk parallelt kvante-induceret Bizarro-univers, men i vores univers går det heldigvis meget, meget godt. Fremragende, faktisk, hvis man som mig både er fan af klassisk Muppet Show og Langridges skæve, småabsurde humor.
Serien rammer showets tone og persongalleri intet mindre end perfekt – de er der alle sammen og Langridge forstår at overføre dem til det nye medium uden problemer, endda forholdsvis svært konverterbare figurer som The Swedish Chef (svær fordi hans humor er verbalt baseret) täler sit Gebrökkeskne Köchlingsnak som om han aldrig har eksisteret på andre medier end det tegnede. Et sketchbaseret tv-show, konverteret til tegneserie … og det virker! Forrygende, især fordi Langridge også bevarer sit eget særpræg sammen med seriens.
Historien omhandler Kermit, som har fået hjemve og resten af truppen, som forsøger at muntre ham op – på mere eller mindre vellykkede måder. Mest mindre vellykkede, faktisk. Undervejs får vi alle de klassiske indslag – Muppet News Flash, Pigs in Space, Swedish Chef, indslag fra planeten Koozebane, Statler & Waldorf – og naturligvis Kermit, Piggy, Fozzie, Gonzo og hvad de nu ellers hedder.
Muppet Show er en af de bedste nyere serier jeg har læst i nogen tid, og er man fan af den gamle serie, har det allerede gået for langsomt med at få fingre i den.
Alt i alt
Jeg synes at BOOM! Kids lægger rigtigt godt ud, rent indholdsmæssigt. Cars-serien er ikke verdens stærkeste, men jeg tror at den vil ramme målgruppen rigtigt godt – og både Incredibles og Muppet Show er virkeligt gode og solide serier, grænsende til den fremragende (især Muppets).
Mig bekendt er titlerne rent salgsmæssigt kommet rimeligt godt fra start – Incredibles og Muppet Show måtte allerede melde udsolgt via forhåndsordrer og Cars var udsolgt en uge efter den kom i butikkerne – og derudover har BOOM! lavet en aftale om distribution til kiosker og newsstands over hele USA, således at serierne har bedst mulige chancer for at ende i hænderne på målgruppen.
Fremtiden bringer – så vidt jeg ved – bl.a. Nemo, Toy Story og Monsters, Inc. Jeg glæder mig, især hvis de trækker endnu et wildcard a la Muppet Show ud af ærmet.
Du har set Watchmen – hvad nu?
En stor fordel ved en film som Watchmen er, at den potentielt får fat i nogle mennesker, som ellers ikke læser tegneserier. Det skal heller ikke hedde sig at vi her på tegneseriesiden ikke gør noget for disse potentielle læsere, så hvis du hører til denne gruppe: velkommen til tegneseriens forunderlige verden.Vi har kaffe på kanden og en magelig stol og man må blive oppe til over sin sengetid, hvis man læser noget spændende.
Så kom indenfor, kig på hylderne, tag nogle titler ned og kig i dem. Spørg, hvis der er noget du vil vide. Jeg går ud fra at du overvejer at læse tegneserien Watchmen – gør det! Den er spændende og udfordrende – og meget, meget bedre end filmen.
Forslag derudover? Jo, naturligvis kan du få nogle forslag – her er en liste med titler, som på en eller anden måde har et slægtskab med Watchmen.
(Ikke alt er naturligvis amerikanske superhelte, og jeg håber i en senere artikel at kunne komme omkring nogle af de mere alternative titler, som er derude)
Mere af samme forfatter:
Hvor Watchmen blandt andre ting er en dekonstruktion af superheltegenren, som fremviser den særdeles mørke underside af universet, er Top 10 på mange måder en direkte modsætning – det er nemlig i det store og hele sjov og ballade.
‘Top 10 er kort beskrevet Distrikt Hill Street, bare med superhelte. Vi følger en rookie, som bliver partner med en erfaren, men modvillig outsider-cop med sine egne hemmeligheder, vi har morgensamlingen hvor alle betjentene tildeles dagens opgaver og alle de andre karakteristiske træk fra politiserierne – at betjentene så har superkræfter og f.eks. rykker ud til en mordsag involverende nogle fordrukne nordiske guder eller en formskifter, hvis kræfter er gået amok.
Top 10 er fuld af små sjove referencer til superheltegenren, som i høj grad øger dens gen-læselighed – hvad f.eks. med et boyband ved navn The Sidekicks? Eller en tøjbutik ved navn The Phonebooth? Siderne er ofte spækket med detaljer, hvilket gør at Top 10 er god at gå på opdagelse i på flere planer.
Det er sjovt og meget veloplagt, og i øvrigt fremragende illustreret af Gene Ha og Zander Cannon. Der er også et spin-off med en af hovedpersonerne, SMAX, hvori fantasygenren står for skud – det er også meget morsomt og om muligt endnu mere spækket med detaljer end Top 10.
Mere dystert: From Hell
Hvad, mere dystert end Watchmen? Er det muligt?
Ja, når ens emnevalg er en udforskning af Jack The Ripper og ikke mindst hans samtid og man vælger at illustrere værket med sort/hvide, klaustrofobiske tegninger, så må det naturligvis ende med at være et meget dystert og i nogen grad misantropisk værk der kommer ud i den anden ende.
From Hell er anmeldt andetsteds på siden, så jeg går ikke i detaljer med handling og vurdering – jeg nøjes bare med at konstatere at det ligesom [[Watchmen]] er et moderne hovedværk indenfor tegneseriemediet og en stor og kompleks læseoplevelse, som man skal unde sig selv.
Man kunne skrive en lang artikel kun om Moores værker, men der er også mange andre gode forfattere derude, så resten af denne liste er tilegnet dem.
Udgivet nogenlunde samtidigt med Watchmen (men knap så højtragende):
Batman – the Dark Knight Returns af Frank Miller
Sidst vi skrev om [[Frank Miller]] her på siden var det ikke specielt positivt, men det ændrer ikke på at hans Batman: The Dark Knight Returns er et hovedværk i moderne amerikansk tegneseriekunst.
I en grafisk meget genkendelig stil fortæller Miller om den aldrende Batman, der gør comeback efter flere års inaktivitet i en nær-fremtidsverden, som på mange måder er et billede af vores egen.
Udover at være en udforskning af Batman / Bruce Wayne og de psykologiske mekanismer, der er i spil, er den også bl.a. et opgør med mediernes sentasionslyst og kynisme samt en udforskning af traditionel heroisme, selvtægt og disses modsætninger.
I samme boldgade er Millers Batman: Year Zero om Bruce Waynes første tid som Batman også meget læsværdig – elementer fra den er blevet brugt i de nyere Batman-filmatiseringer, men Year Zero er helt sin egen og et vigtigt værk i Batman-mytologien.
Mord og intriger blandt superhelte
Powers af Brian Michael Bendis og Michael Avon Oeming
Ligesom Top 10 er Powers et bud på en politiserie i et superhelteunivers, men der holder ligheden også i store træk op – Powers er nemlig (om end den har sine sjove øjeblikke) noget mere seriøs end Top 10.
I serien følger vi Christian Walker og Deena Pilgrim, som opklarer sager indenfor superhelteverdenen – i første bind det chokerende mord på superheltinden Retro Girl, som viser sig at have en højst overraskende forklaring og konklusion.
Et af seriens virkeligt store scoops er forfatteren Brian Michael Bendis evne til at skrive mundret og realistisk dialog, hvilket igen i høj grad tjener til at gøre personerne mere levende og nærværende. Tegningerne er også et kapitel for sig – lige dele naive og noir – og selv om de lige kræver noget tilvænning, fungerer de perfekt når man er komme i gang med dem.
Sleeper af Ed Brubaker og Sean Philips
Sleeper har alt hvad der hører til en historie om en hemmelig agent, der er placeret undercover i en storforbryders organisation.
Vi følger Holden Carver, som i sit arbejde med med at afdække en forbryderorganisation er gået undercover og efterhånden får arbejdet sig ind i inderkredsen – men den pris han må betale er høj, og hvordan skal han nogensinde komme helskindet ud igen?
Serien refererer dels til klassiske undercover-historier og dels til superheltehistorier – Holden har selv superkræfter (og hader dem), ligesom der er masser af både skurke og helte med superkræfter i universet. Det lyder måske om en underlig fusion, men Ed Brubaker får det til at virke både naturligt og fængslende – i modsætning til Watchmens noget mere ikoniske figurer, er persongalleriet i Sleeper helt nede på jorden og særdeles genkendelige. Brubaker og Philips er netop påbegyndt en ny serie, Incognito, som minder noget om Sleeper, så der er mere at komme efter hvis man kan lide stilen.
Et realistisk superhelteunivers
Alias af Brian Michael Bendis og Michael Gaydos
Alias er på mange måder lidt af et sats fra forlaget Marvel – historien foregår nemlig i Marvel-universet, befolket af Spider-Man, Captain America, Daredevil, Hulk og alle de andre – men vinklen er noget mere voksen end man er vandt til.
Vi følger Jessica Jones, som trods sine superkræfter ikke tager en tætsiddende latexdragt på og bekæmper kriminalitet – hun har derimod et lille detektivbureau, hvor hun f.eks. overvåger utro ægtemænd eller finder bortløbne teenagers, der er endt i narkomiljøet. Hendes veje krydser superheltenes en gang i mellem, men oftest er hun alene med sine sager og problemer.
Det store scoop ved serien er dog hovedpersonen Jessica Jones, der nok er en af de bedste personskildringer i amerikansk mainstream nogensinde – når man har læst Alias fra ende til anden ved man hvordan hun ser ud med morgenhår, hvordan hendes stemme lyder når hun er irriteret og sågar hvordan ser ud mens hun sidder på toilettet. Hun er ikke et perfekt superhelteikon – hun ryger og drikker for meget, bander, kommer op at skændes med sine venner over ingenting og begår fejl på fejl på fejl – men det gør hende bare mere menneskelig.
Rising Stars af J. Michael Straczynski og forskellige tegnere
Herhjemme kender de fleste J. Michael Straczynski for hans Spider-Man eller evt. hans banebrydende Science Fiction tv-serie Babylon 5.
Hans Rising Stars er nu også et bekendtskab værd, trods en ujævnt tegnet første trediedel. Vi følger en gruppe på 113 personer (kaldet the Peterson Specials efter deres hjemby, Peterson, Illinois), der får særlige kræfter in utero da en mystisk energikugle eksploderer over deres hjemby.
Vi følger en lang række specials, som de ændrer – og ændres af – verden, og allerede i slutningen af bind 1 (af 3) er historien en helt anden end den man troede man skulle læse, da man gik i gang. Vi får store og verdensomspændende konspirationer, store armbevægelser og en lang række “det gjorde han ikke”-scener.
Straczynski trækker undervejs i mange plottråde, men i sidste ende går alting op i en højere enhed og vi får en masse overraskelser undervejs – alle handlinger har en direkte konsekvens, måske ikke lige med det samme, men i sidste ende påvirker alle handlingstrådene den store og heldivis tilfredsstillende konklusion. Rising Stars er ikke et ligeså dybt værk som Watchmen, men alligevel er der rigtigt mange paralleller imellem de to.
Watchmens diametrale modsætninger
The New Frontier af Darwyn Cooke
Allerede omtalt andetsteds på siden, men stadig et fantastisk og dybt anbefalelsesmæssigt værk.
New Frontier foregår i perioden efter Korea-krigen, som i tegneseriesammenhæng er kendt som The Silver Age. Her dukker en lang række nye helte op i et noget anderledes USA, hvor de efter en kamp mod en øjensynligt uovervindelig fjende ender med at finde deres plads blandt etablerede helte som Superman og Wonder Woman.
Serien lever i den grad op til sit navn – man fornemmer virkeligt en pionerånd, følelsen af at stå på grænsen til et helt nyt og uopdaget land, som man skal til at begive sig ind i, hvilket er et billede både på tidsånden i halvtressernes USA og mere specifikt
All-Star Superman af Grant Morrison og Frank Quitely
Dette er endnu en titel, som tidligere er omtalt her på siden, men som klart fortjener endnu mere opmærksomhed.
Med figuren Dr. Manhattan i Watchmen stiller Alan Moore spørgsmålet “hvordan ville en gudelignende person agere i den virkelige verden”. Grant Morrisons svar er Superman.
Ikke Superman som han var engang eller som han er nu, men et slags Superman-destillat, der tager de bedste træk fra figurens 70-årige historie og koger dem sammen til en af de mest gennemarbejdede og velskrevne tegneserier i mediets historie – og oveni sprudler det af kærlighed, vild fantasi og en hel ubændig fortælleglæde.
(mens jeg husker det: denne liste er inspireret af forlaget DCs liste “After Watchmen”, som også er en række gode anbefalinger, om end den af indlysende årsager er en smule DC-centrisk)
Det var så denne liste, men som alle lister er den naturligvis ikke på nogen måde dækkende. Hvad synes du man kunne inkludere på en liste som denne? Hvilke titler ville du give den nye læser, som gerne vil i gang med tegneseriermediet, baseret på at han godt kunne lide Watchmen? Giv et bud her i kommentarerne!