Rushkoffs bibelhackere – Testament

Nogen vælger at hacke deres eget liv
Nogen vælger at hacke deres eget liv

Der er dem som selv i vore dage mener at biblens gamle testamente er guds ufejlbarlige sandhed. Der er dem der mener at have fundet så mange interne modsigelser i den og imellem ordene i den og den praksis som tilhængerne står for at den er blevet irrelevant for det moderne menneske. Og mellem de to positioner står Douglas Rushkoff med sin tegneserie “Testament” som indtil videre er kommet i flere trade paperbacks.

Som Rushkoff selv siger det i indledningen til den første trade paperback, så ville biblen måske have gjort sig bedre som tegneserie. Rushkoff er også en stor tilhænger at Open Source tankegangen, og de to ting smelter sammen i Testament.

Open Source religion?

Open Source er ofte noget som folk sidestiller med gratis software, men de underliggende tanker er at ideer skal deles, hvis nogen har løst et problem, så skal andre kunne se det og drage nytte af det. Hvis nogen ser en bedre løsning, så skal den kunne føres ind i produktet. Det er ikke noget tilfælde at Rushkoffs moderne helte i historien er hackere, et dobbelttydigt ord som kan henføres både til folk der bryder ind i systemer og til ekstraordinært begavede personer som laver nye elegante tekniske løsninger.

Måske er de gamle jødiske skrifter en række løsninger som man kan arbejde videre med og ikke en guds uimodsigelige bud om at bekæmpe homoseksuelles rettigheder, straffe folk der arbejder på helligdagen (som jeg ofte gør for at levere materiale til Tegneseriesiden), går med tøj af flere forskellige tråde, eller en opfordring til incest, etnisk udrensning og alle de andre knapt så pæne ting i biblen vi helst ikke vil tale om.

Gud er ikke vred ... gud er ... tjah faktisk er gud pænt sur
Gud er ikke vred ... gud er ... tjah faktisk er gud pænt sur

En sideløbende historier på flere planer

Testament fortæller en historie på to planer. Dels genfortælles en del af de klassiske historier vi kender fra biblen, dels sættes det hele i relief af en moderne historie der viser at mennesket har brug for at se den gamle fortælling, ikke som et guds absolutte ord, men som et redskab de kan anvende til at forstå de udfordringer den moderne verden stiller dem overfor.

Den klassiske historie lægger ud med Abraham på vej til Mount Moriah for at ofre sin søn og stille sin gud tilfreds. Den moderne historie foregår i en ikke så fjern fremtid hvor en far skal tage stilling til at “ofre” sin søn ved at lade ham gå i militærtjeneste. Gud er ikke allestedsnærværende i den moderne historie, men takket være chips implanteret under huden kan magthaverne holde styr på deres undersåtter. Det starter som et positivt forslag om at kunne finde forsvundne børn, men konsekvenserne viser sig at eskalere og det viser sig efterhånden også at der er mere i disse uskyldige chips end man lige skulle tro.

Den lille gruppe hackere som er kernen i Rushkoffs fortælling forsøger at redde andre ud af det moderne Sodoma og Gomorrah, men må ligesom Lot i den gamle historie erkende at det ikke er alle der er klar til at tage imod sandheden om hvordan verden er skruet sammen.

Matrix for det gamle testamente?

Lighederne med The Matrix trænger sig på, men Rushkoffs måde at betragte virkeligheden som en konstruktion er mindre bogstavelig end i The Matrix. Virkeligheden konstrueres af andre som ønsker at kontrollere os, men vi er selv en del af konstruktionen, vi er selv med til at skabe de store symboler man bruger, og selv ansvarlige for at være med til at skrive dem om, eller som det hedder sig på bagsiden af anden trade paperback “And if a story written by God can be changed by man, does God even exist? That’s what the gods are worried about”.

Guderne holder øje med edens have. Ikke alle synes om spillereglerne.
Guderne holder øje med edens have. Ikke alle synes om spillereglerne.

Og det er ikke en stavefejl når jeg skriver “gods”, guder i flertal. For selv om Rushkoffs afsæt er det gamle testamente, så er den verden vi ser i Testament ikke monoteistisk i den forstand at der kun findes en gud som er den rette. I historiens margen finder vi flere af de klassiske guder som Kali og Atum-Ra. Som Rushkoff pointerer, så var isrealitternes religion skabt i opposition til andre kulter, for eksempel Moloch, og når historien om edens have har en slange med, så er det måske ikke et symbol på den djævel vi kender fra senere dele af skrifterne, men måske bare en lokal konkurrerende slange-gud man ønskede at miskreditere.

Hinsides bibelselskabet

Der findes også folk der skriver seriøst om disse emner, Rushkoff selv har også skrevet flere bøger, men det er sjældent den slags der får den store opmærksomhed i medierne – det er også lidt svært at skulle koge en nytolkning af en af vore mest fundamentale skrifter ned til et fem-minutters “sound-bite”. Derfor er tegneserien et godt medie, ikke mindst med de virkeligt flotte tegninger som Liam Sharp leverer til at illustrere Rushkoffs vision. Det er blandt andet hans fortjeneste at guderne indtager en mere fremtrædende position, hvor de oprindeligt var tænkt til kun at skulle optræde ligesom de små figurer Sergio Aragones levered til Mad Magazine.

Testament er ikke for alle læsere, der findes mennesker derude som har så meget investeret i at biblen er guds levende ord som alle vi andre syndere skal indordne os under, allerede før Ruskoff slog sig på tegneseriemediet var der fundamentalister som krævede ham lyst i band. Men for de der har en intereresse i at ændre deres egen verden i stedet for at ændre verden vil der måske være noget at hente. Skepticisten som slet ikke tror, vil stadig kunne finde en velfortalt historie. Så læs den som et supplement, læs den og tænk selv. Som vor egen Erwin Neutzsky-Wulff udtrykker det “Som agitationsmiddel er tegneserien trods alt for vigtig til at overlade til Bibelselskabet”.

Links, facts etc.

Vil man vide mere of Douglas Rushkoff, er der en kortfattet biografi på Wikipedia og et officielt site hvor  man løbende kan følge hvad han har gang i for tiden. Hvis man vil vide mere om Rushkoffs tanker omkring Testament og hans øvrige bøger, kan dette interview anbefales.

Immigrant Song – Northlanders af Brian Wood

Tegneseriehistorien har i nyere tid budt på tegneserier om ninjaer, samuraier, riddere og spartanske krigere, og nu har vi med Northlanders fået en serie om vikinger.

Det var med tilbageholdt åndedræt at jeg som skandinavier gik i gang med en serie om mine forfædre skrevet af en amerikaner – det kan potentielt gå meget galt!

Heldigvis er Brian Wood ikke nogen Mr. Hvemsomhelst, hvilket man kan forvisse sig om ved at læse første nummer online hos Vertigo– her er ingen behornede hjelme, ingen RAAAGHHH BERSÆRK!!!, ingen højtidelige “FOR THOR OG ODIN!” uden nogen som helst baggrund. Heldigvis.

I stedet er det en fundamentalt spændende og meget velfortalt historie om Sven, som er blevet frarøvet sin trone af sin onkel og vender hjem for at tage den – og den betragtelige formue der hører med – tilbage. Og nej, det er naturligvis ikke på nogen måde nemt …

Sven the returned er første samling fra Northlanders – den anden samling, The Cross + the Hammer handler om andre personer og andre hændelser.

Northlanders er særdeles velresearchet, hvilket skinner igennem lige fra de første sider, og som heldigvis ikke kun begrænser sig til klædedragter, men også omfatter f.eks. kultur, religion og politik. Er Northlanders så en historiebog i fåreklæder, der bare venter på et en gymnasielærer tager fat i den og tæver sine elever igennem den? Nej, slet ikke. Researchen er – som den slags skal være – ikke på nogen måde det bærende element, men den stikker sin næse frem, når der er brug for det og ellers bliver den bare i baggrunden som det usædvanligt solide fundament serien er bygget på.

Northlanders handler nemlig om mennesker – der er ikke en person i serien, som ikke er troværdig og fængslende, og der er heller ikke nogle sort/hvide fremstillinger af tingene, uden at alting af den grund bliver gråt.

Tegningerne er også fremragende – serien tegnes af én ny tegner per sammenhængende historie (dvs. 2-5 numre med samme tegner), hvilket er en fremgangsmåde jeg har det blandet med – det går endnu rigtigt godt med Northlanders, hvor især Davide Gianfelice, der har tegnet den første samling står frem.

Brian Wood har med Northlanders skabt en velfortalt, velresearchet og frem for alt spændende serie, som fortjener et endnu større publikum – man snyder sig selv for en fremragende læseoplevelse hvis ikke man springer på!

Write Now!

Best of Write Now!
Best of Write Now!

Bladet [[Write Now!]] fra det lille [[Two Morrows Publishing]] blev startet af [[Danny Fingeroth]] som modvægt til en allerede eksisterende udgivelse “[[Draw!]]” som primært henvendte sig til tegnere.

Nu er tegneserien jo per definition et medie der ikke kan eksistere uden illustrationer, men trods det er den også en egen undergenre indenfor det almindelige forfatterhåndværk, med sine egne regler og konventioner for hvad der virker og ikke virker.

Hvis man interesserer sig for denne del, og jeg må erkende at selv om jeg i min tid har haft mange yndlings-tegnere, så er det den gode historie og forfatterhåndværket der for alvor trækker mig ind i genren, så er Write Now! et blad man bør holde øje med.

Indtil videre har jeg mest haft lejlighed til at se Write Now! fra sin absolut bedste side, nemlig gennem “The Best of Write Now!” og så Write Now! #18 som er et “Special [[Stan Lee]] 85th birthday issue”. Sidstnævnte udkom i sommeren 2008, men med størrelsen af min stak af ting der skal læses er jeg lige nået frem til den i tide til den store mesters 86. fødselsdag.

Men det er ikke kun Stan Lee som kommer til orde, Best of udgaven viser at store navne som [[Brian Bendis]], [[Jeph Loeb]], [[Will Eisner]], [[J.M. Straczynski]], [[Mark Millar]], [[Steve McNiven]] med flere har nået at udtale sig om det svære job at skrive for tegneseriemediet.

Write Now! #18
Write Now! #18

Rådene til aspirerende forfattere er nyttige, men også nådesløse. Skriv, skriv hver dag, skriv om hvad som helst du bliver tilbudt, skriv i enhver genre. Her er ærlige ord fra mænd som er formet af den amerikanske industri og har nået den absolutte top, og det er klart at der kræves en kompromisløs dedikation til faget, blandet med evnen til at socialisere og en dosis held at bryde igennem der.

Men hvad enten man er en ung håbefuld skribent, eller som jeg bare en midaldrende nysgerrig der gerne vil kigge indenfor og se hvad der sker i hjernen hos de der når eliten indenfor deres område, så er Write Now! interessant læsning. Jeg ved ikke om forfatternes råd kan omsættes til den danske tegneserieverden, tempoet i udgivelser herhjemme virker knapt så hektisk som på det amerikanske marked. Men rådet om at skrive, skrive hele tiden og blive ved med at skrive er vist gangbart lige meget hvilket område man gerne vil arbejde indenfor.

Forlagets hjemmeside byder også på andre udgivelser fra forlaget, for eksempel Alter Ego, som har flere interessante artikler om klassiske serier og deres skabere, og Jack Kirby Collector.

Fables – Eventyrlig god serie fra Vertigo

fables022I Fables får fantasien i bogstaveligste forstand frit løb, og serien er således befolket af et væld af figurer fra mytologi, folkeeventyr og sagn, som du aldrig har set dem før!

Store Stygge Ulv, Snehvide, Gepetto, Julemanden og mange andre eventyrfigurer eller “fables”, som de selv kalder sig, er blevet fordrevet fra deres hjemland af en mystisk og frygtindgydende skurk kendt under navnet “The Adversary”.

Da de for længe, længe siden tog flugten fra deres hjemland slog de sig ned i New York i et hemmeligt bysamfund, som de kaldte Fable Town. Her bor stadig de fables, der ser normale nok ud til at kunne begå sig sammen med mennesker uden at vække opsigt.

De andre, mere underligt udseende fables; drager, kæmper, talende dyr osv., bor i stedet ude på landet på en gård, som de naturligt nok kalder “The farm”. Begge enklaver kæmper for at skabe en dagligdag og holde de almindelige mennesker “Mundys” hen i lykkelig uvidenhed om deres tilstedeværelse, mens de drømmer om en dag at kunne vende tilbage til deres savnede hjemland og leve lykkeligt til deres dages ende…

Fables er et fortryllende bekendtskab, en trylledrik af den mest potente slags, hvor en af de vigtigste ingredienser er den verden, som Willingham har skabt. Den er meget rig og detaljeret og kan konstant udbygges, så historien kan tage nye og overraskende drejninger.

fables-pagefables2fables3

Det fantastiske persongalleri er en anden fantastisk faktor – Willinghams fortolkninger af eventyrfigurer som Prince Charming, de tre små grise og Pinocchio er sublim. Han kommer ind til kernen af de kendte – og ukendte – eventyrfigurer og blæser nyt liv i dem. De fremstår meget anderledes, end vi er vant til, men er samtidig tro mod essensen af hver figur, som vi kender dem fra f.eks. folkeeventyrernes og litteraturens verden..

fablesbjorn

Personkarakteristikken er knivskarp for hovedpersonerne og mere luftig for bipersonerne, indtil det er deres tur til at træde ind i det magiske rampelys. Denne model holder tilsyneladende aldrig op med at kaste spændende historier og mysterier af sig: Hvorfor blev Snehvide og Prince Charming skilt, hvordan er Store Stygge Ulv blevet Fable Towns sikkerhedsansvarlige, og hvorfor vil Snehvide ikke tale om sit ophold hos de 7 små dværge?

Seriens udgangspunkt gør, at Fables som ved et trylleslag uhindret kan skifte mellem at være krimi, romantik, drama, komedie, gys eller episk fantasy, alt dette uden at gå på kompromis med sig selv.

Serien veksler mellem mindre, novelleagtige historier og så den store episke fortælling, som har med Fables tragiske skæbne som fordrevne og kampen mod The Adversary at gøre. Det er imponerende at bevidne, at serien bare bliver bedre og bedre.

Serien har helt fortjent modtaget en lang række priser, heraf hele 14 [[Eisner Award]]s.

Indianere og kasinoer, narko og nunchakuer

I disse julefrokosttider er det vigtigt også at huske den åndelige føde. DC’s Vertigo-linie har gennem tiden været leveringsdygtig i mange vitaminrige serier med bid i, og Scalped er bestemt ingen undtagelse.

Scalped kan bedst beskrives som en hårdkogt noir-tegneserie med et pift af besk socialrealisme. Den udspiller sig i det dybt kriminelle Prairie Rose indianerreservat i South Dakota. Den fortabte søn Dashiell Bad Horse vender tilbage til reservatet efter at have været borte i 15 år. Hvad beboerne i indianersamfundet ikke ved, er, at Dash i virkeligheden er en kampsportstrænet undercover FBI-agent, der under dække af at være lokal strisser skal forsøge at optrævle den organiserede narkokriminalitet og i særdeleshed få forbryderhøvdingen Red Crow ned med nakken.

Dash har flere lig i lasten end Titanic og et temperament, der får dynamit til at fremstå harmløst, hvilket besværliggør missionen en del. Det hele bliver bestemt ikke mindre speget af, at han indleder et passioneret forhold til Red Crows rebelske datter, Carol, eller at hans mor, som er et af reservatets mest indædte aktivister for indianernes rettigheder, nægter at lade ham være i fred. Undervejs kommer han også grueligt i tvivl om hvad, det egentlig er, han har gang i. Dashiell er en mand under konstant pres, og det kan kun være et spørgsmål om tid, før han eksploderer…

Jason Aaron har komponeret en hårdkogt ret, hvor tilbehøret serveres råt for usødet. Han har dog en særlig evne til at give sine personer liv og nuancer, hvilket gør historien både gribende og tragisk til tider, og som den skrider fremad, går det op for læseren, at der er mere end én hovedperson. Tegneren R. M. Guéra har udstyret serien med et kantet og på samme tid råt og beskidt look, der virkelig gror på én, og tilfører serien en ekstra dimension.

Scalped er en ret, som det er en udsøgt fornøjelse at sætte tænderne i, den glider let ned men efterlader en tankevækkende eftersmag, velbekomme.

De sande troende

Vidste du at Reed Richards havde en dom for at flyve Fantasticar’en i beruset tilstand? Det gjorde jeg heller ikke før jeg fik fat i True Believers, en ny miniserie fra Marvel.

Serien følger en lille gruppe superhelte der arbejder for at nå frem til Sandheden – de afslører slemme øvrighedspersoner, der driver en ulovlig Fight Club-lignende klub, bortset fra at de kæmpende er prostituerede, der bliver dopet til at slås og publikum er klædt ud som superhelte. Ok, så er det ikke særligt meget som Fight Club.

Så er der Reeds førnævnte DUI-sag og ikke mindst sagen om hovedpersonen Mavis Trents afdøde far og det projekt han arbejdede på.

Vi kommer rundt omkring holdets medlemmer (som bliver antydet uden at blive udpenslede) og ser en masse til S.H.I.E.L.D., hvilket i mine øjne altid er en god ting – mere agenthalløj og blå briller til folket!

Cary Bates er en på mange måder usædvanlig forfatter – han begyndte at indsende forslag til DC da han var 13 år gammel (hvoraf flere blev til forsider, bl.a. Superman #167 fra 1964) og han begyndte at sælge historier til DC som 17-årig.

Op igennem 70’erne og 80’erne arbejdede han i tegneseriebranchen – fortrinsvis for DC – og stod bl.a. for fænomenalt vilde historier som Flash vs. Future Abe Lincoln, men igennem 90’erne har han mest arbejdet med manuskripter til filmbranchen og især til tv-serier (bl.a. Gargoyles og W.I.T.C.H.).

Nu er han vendt tilbage, denne gang hos Marvel, og det er et generelt glædeligt gensyn – manuskriptet virker nogle gange lidt gammeldags og det tager også nogen tid inden vi for alvor føler med hovedpersonen. Tegningerne er af 70’er-veteranen Paul Gulacy, som leverer det bedste jeg har set ham tegne i årevis.

True Believers har veloplagt dialog, vilde og sjove ideer og en bagved liggende professionalisme, som aldrig overspilles, men altid anes – det er simpelthen godt, gammeldags håndværk, vi har fat i her!

Grimm’e og grumme eventyr fra Zenescope

Stygge ulv ser et let offer.
Stygge ulv ser et let offer.

Eventyr er noget man fortæller børn, og måske fortæller voksne også nogen gange eventyrerne videre til deres børn fordi de savner deres barndoms historier.

Selv når vi bliver voksne og fornuftige kan vi have brug for at genopleve lidt af vor barndoms magiske verden igen, selv om vi burde beskæftige os med vigtige og seriøse ting som pensionsordninger og boligprogrammer på TV.

For selv om vi har fundet frem til den bedste måde at anlægge en udestue, eller mener at have fundet det optimale mix af aktier og obligationer i forhold til hvor vi nu er i livet og hvor længe vi regner med at leve, så hjælper det os ikke rigtigt med at blive bedre mennesker eller træffe de store valg (eller fravalg) her i livet.

Hvad gør vi når vi pludseligt finder os i de vanskelige situationer, når vi ved at vi burde være i et stabilt og roligt parforhold med en med samme baggrund og uddannelse som os selv, men pludseligt føler at hjertet banker kraftigere hver gang vi ser på den unge kvinde bag disken hos bageren med de ufatteligt mørke øjne og tørklædet om hovedet. Eller når det går op for os at det gode og stabile job vi har til at forsørge familien langsomt æder vores sjæl dag for dag fordi det ikke er det vi egentlig brænder for.

Når vi er i den slags situationer hvor det kan være svært at lade fornuften og pænheden råde, kan vi så bruge eventyrerne til noget? Hvis man skal tro det amerikanske forlag [[Zenescope]] og deres serie [[Grimm Fairy Tales]], så kan et kig i eventyrerne faktisk godt være det man har brug for i en trængt situation.

Både Grimm og grum

... men små rødhætter er ikke alle lige uskyldige.
... men små rødhætter er ikke alle lige uskyldige.

Titlen på serien er en dobbelttydighed eftersom den både henviser til de velkendte eventyr fra brødrene Grimm og til det engelske udtryk ”grim” som blandt andet kan oversættes til ”grum”. Og der er tale om grumme versioner af de gamle eventyr når pointen skal drives hjem hos de søgende personer i historierne.

Skabelonen ser ud til at minde meget om TV-serier som Twilight Zone hvor et tilsyneladende tilfældigt menneske drages ind i det overnaturliges verden. I dette tilfælde sker det for hver af dem ved at de finder en bog med eventyr hvor det første de falder over har en forbavsende relevans for den livssituation de står midt i.

Den grumme fortolkning af det gamle eventyr får dem til at tage situationen op til ny vurdering og komme videre med deres liv, enten det nu er sex før ægteskabet set gennem Den lille Rødhætte og ulven eller en ulige håbløs ensidig kærlighed til en person der udnytter den set gennem Tornerose.

De alternative fortolkninger af eventyrerne står Joe Tyler og Ralph Tedesco for, men det er i lige så høj grad de utroligt flotte tegninger af Joe Dodd, Josh Medors, John Toledo, H.G. Young, Alexandre Benhossi og Aluisio De Souza som er med til at sælge serien. Selv om der er mange tegnere på serien er det overordnede indtryk det samme – historierne er både grumme og sexede på samme tid.

Ugengældt kærlighed kan æde en op hvis man ikke passer på.
Ugengældt kærlighed kan æde en op hvis man ikke passer på.

Fables, forskelle og ligheder
Sammenligningen med [[Fables]] af [[Bill Willingham]] er selvfølgelig noget der ligger lige for, men modsat Fables så er hver afsnit af Grimm Fairy Tales en enkeltstående fortælling. Så selv om begge serier har eventyrets verden som forlæg, så har Grimm Fairy Tales også en del af sine rødder plantet i horror og den tidligere nævnte Twilight Zone.

Online smagsprøver
Generelt har Zenescope som forlag været meget generøse med at give gratis smagsprøver på deres serie, blandt andet på MySpace Comic Books og nu også gennem sitet www.wowio.com. Wowio kræver at man opretter en konto, hvilket er gratis, men derefter kan man gratis læse ting online eller downloade for en forholdsvist rimelig pris der svinger fra $0.99 til $2.99 alt efter indhold. Når man når frem til sitets hovedside indtaster man simpelthen ”Zenescope” i søgefeltet og på den måde får man så en liste over tegneserier som man så kan tilføje til sit bibliotek.

Wowio byder i øvrigt på en række andre online tilbud af tegneserier, herunder også en forsmag på Zenescopes to andre serier “Return to Wonderland” og “1001 Arabian Nights: The Adventures of Sinbad” samt ikke at forglemme rigtige bøger og vigtige dokumenter, rangerende fra Kennedys berømte tale ved muren i Berlin over moderne videnskab, det okkulte og en bog med 1500 tips til at gøre sit liv mere enkelt. Så selv om Zenescopes eventyr måske ikke lige er det du leder efter, så er stedet måske værd at tage et kig på.

Retro på den fede måde – 1985 af Mark Millar

Jeg har det ofte lidt anstrengt med retro-et-eller-andet indenfor tegneserieverdenen – man ser det ofte når en forfatter overtager en serie og straks vil bringe den tilbage til den måde den kørte på da han var barn eller ung. Resultatet er sjældent særligt godt, og samtidig får man ofte i processen ødelagt en masse ting som den forgående forfatter forsøgte at skabe. Bevares, det kan gå godt – Geoff Johns revitalisering af Green Lantern er et eksempel fra nyere tid – men oftest holder jeg mig væk fra serier, der lugter bare lidt af retro. Fremad!

Handlingen i Marvel 1985 er – som den kvikke læser nok kan gætte – henlagt til 1985, og må derfor være en retroserie, som jeg per default hader, ikke?

Mjo mja, på en måde og på en måde slet ikke.

Per definition er en serie, der foregår i en bestemt historisk periode, inklusive denne periodes kulturelle ikoner – i denne sammenhæng superhelte og -skurke – vel retro, men dels er der forskel på at skildre en periode og så det at dyrke den næsten religiøst.

Marvel 1985 foregår ikke i Marveluniverset, men i vores univers, som gradvist bliver invaderet af skurkene fra Marveluniverset – lige fra Batroc the Leaper over MODOK til Doctor Doom og endda selveste Galactus. I Hunger!!

Vidne til invasionen – og til at starte med den eneste der aner uråd – er drengen Toby Goodman, som serien igennem er vores primære hovedperson. Som situationen spidser til og militæret (naturligvis) er magtesløse, henter han hjælp det eneste mulige sted, nemlig i Marveluniverset.

Marvel 1985 er en miniserie på 6 numre fortalt af [[Mark Millar]], der dropper de store, provokerende armbevægelser, der karakteriserer en stor del af hans øvrige værker og koncentrerer sig om at fortælle historien med fokus på personerne i den og deres udvikling, og det lykkes over al forventning – men Millar har jo også i f.eks. Superman: Red Son vist at han sagtens kan fortælle gode, persondrevne historier uden at skulle svinge alt for meget med armene. Tegningerne er af Tommy Lee Edwards – som nogen måske kender fra den groft oversete Bullet Points skrevet af J. Michael Straczynski – og hans lidt skitseagtige streg passer perfekt til historien.

Hvad så med retroelementet? Som en der begyndte at læse superhelteserier i netop den periode, er det sjovt at se Toby være helt oppe at køre over f.eks. Secret Wars og bagefter se superheltene i samtidig mundering – Spiderman i sort dragt, Storm med mohawk – men samtidig er der heldigvis meget andet at komme efter i historien.

1985 er ikke en serie om superhelte som sådan – 1985 handler om selvopofrelse, tro på fantasiens kraft og i mere end én forstand om ikke at lade fortiden blive begravet. Og den gør det dæl’me godt.

Sidste nummer af Marvel 1985 er netop udkommet i USA, og dette tip er skrevet på baggrund af seriens første 5 numre.

”You’re shouting again, sir” – Giffen/DeMatteis på slap line

Justice League International
Justice League International

Den intergalaktiske invasionsflåde er opmarcheret i kredsløb om jorden. Vi ved at det kun er et spørgsmål om ganske kort tid før de vil slippe deres overlegne ildkraft løs mod vores verden, men vi ved også med lige så stor sikkerhed at der inden da er tid til noget andet.

Talen.

Den store kommandør over flåden må først stille sig majestætisk op ved panoramaruden så vi kan se jorden i baggrunden og sige et par ord om hvor langt han har rejst og hvor ubetydelige vi er. Vi kender talen og ved at det på et eller andet tidspunkt må ende med noget i retning af ”Fools! I will destroy them all!”.

Men ikke når Keith Giffen og J.M DeMatteis får fat på historien. Vi får stadigt det store optrin, men de invaderendes øverstkommanderende griber sig selv i at hæve stemmmen, eller den lille robot L-RON ved hans side bryder ind med et ”You’re shouting again, sir”.

Og når Justice League om sider slår igen kan man finde et tilsvarende ordspil mellem de to.

”Tell me you’re joking”
”I’m joking”
”But you’re NOT. Are you?”
”Uh … NO M’Lord”

Sådan var det i slutfirserne da Keith Giffen og J.M. DeMatteis slog sig løs i Justice League International. Her 20 år senere var jeg så heldig at min veninde Gry havde fået en fejlsending på et Batman køb og var så rar at give dem videre til mig.

Hero Squared
Hero Squared

Jeg må tilstå at mit gensyn med de gamle historier var en ublandet fornøjelse. Jeg har ikke moret mig bedre siden jeg faldt over Giffen og DeMatties’ tilsvarende projekt hos Marvel ”Indefensible” som jeg tidligere har anmeldt her.

Når man har læst serier med superhelte i mange år ender man med at forvente en vis grad af klicheer i det man læser. Man kan endda blive helt oprørt når nogen begynder at pille ved dem, som når Doctor Strange begynder at tale normalt i stedet for at sige ”By the hoary hosts of Hoggoth” eller Thor pludseligt fralægger sig brugen ”Thee” og ”Shalt”.

Men nogen gange har man også brug for at blive mindet om at det jo bare er tegneserier og at der ikke er nogen grund til at hidse sig op, og der kan Giffen og DeMatteis være en passende pruttepude til at bringe det pompøse ned på jorden igen.

Hvis man er en af dem der godt kan lide Giffens specielle humor, så er der håb forude fra det lille men fremstormende forlag Boom! Studios og serien ”Hero Squared”. Robotten er skiftet ud med en anden håndlanger, som forsøger at forbedre sit ordforråd ved at lære et nyt ord hver dag – måske har  de to en plan om at bruge ord som ingen forfatter tidligere har brugt i en tegneserie.

Helten bringer også mindelser om de gamle JLI historier, hvor en stor del at æren for at afværge den fremmede invasion må tilfalde den ellers dybt inkompetente Grønne Lygte ved navn Gnort, som kun er kommet ind i korpset på grund af sine forbindelser.

Planetary Brigade
Planetary Brigade

I ”Hero Squared” får vi ikke en, men to helte – Captain Valor, som er en helt fra en alternativ verden som i vores verden kun kendes som en tegneseriefigur og så Milo, som er vor verdens eksempel på hvad der kan ske når skæbnen banker på og man ikke lige er hjemme den dag.

Milo skulle have været Captain Valor i vores verden, men endte med at blive en filmstuderende, som aldrig får gjort sit speciale færdig. En person med potentiale som nu pludselig skal til at se sig selv i forhold til den næsten perfekte Captain Valor som til gengæld er lidt irriterende i sin opblæste fejlfrihed.

Det kommer der en ret morsom historie ud af, og endnu bedre så kan den læses helt gratis på Boom! Studios hjemmeside hvor de første 90 sider i skrivende stund er lagt online, men hvis man er fan er Hero Squared nok en der skal købes som trade paperback. Og hvis man ikke har fået sit Giffen/DeMatteis-fix med den ene serie, så udgiver Boom! Også serien Planetary Brigade, som ser ud til at indeholde flere fjollerier af samme skuffe.

Keith Giffen
Keith Giffen

Sidst men ikke mindst skal jeg huske at påpege at Giffens klumme ”As if I care” som tidligere kørte på Wizards hjemmeside har holdt flyttedag. Åbenbart havde Wizard gang i en omorganisering hvor man fyrede Giffens kontaktperson og glemte at fortælle ham hvem han så skulle snakke med. Hvor dum har man lov at være?

Men alt er ikke tabt, Giffen har fundet et nyt hjem til sine gnavne og småsarkastiske udgydelser hos Comic Book Resources under titlen ”Unfortunate Confluence of Words”. Nyt sted – samme gnavne gamle mand. Gamle læsere, eller nye der gerne vil være gnavpot før deres tid kan starte her.

Nu er Giffens samarbejde med Boom! ikke begrænset til de mere fjollede ting. Han har også haft en hånd med i serier som “Dominion” og “Tag” hvor indholdet er anderledes seriøst, men det vil jeg vende tilbage til på et senere tidspunkt.

Den bedste til det hun gør – Hexed!

Skal du have stjålet en håndfuld englefjer, magtfulde artifakter fra endnu mere magtfulde dæmoner eller måske hængslerne til helvedes porte? Der er flere måder at gøre det på, men den mest oplagte måde er nok at kontakte tyven Luci Neves – oftest kaldet Lucifer. Hun er nemlig den bedste indenfor sit særlige felt af tyvebranchen; et felt der, som antydet, ikke er helt almindeligt.

Problemet er, at der er masser af mennesker (og det, der er værre) som har en høne at plukke med hende, og fælden klapper allerede i seriens første nummer – den mystiske Dietrich dukker op med et krav om at Lucifer arbejder de $400.000 af, som hun skylder ham. Første opgave er at  stjæle en artefakt kaldet The Carasinth, hvilket indebærer at hun skal bruge en død mand som portal til en anden dimension.

Hexed er en ny serie skrevet af Michael Alan Nelson (forfatteren til den roste Fall of Cthulhu) og tegnet af det spændende nye navn Emma Rios, der passer perfekt til seriens tone og i høj grad er med til at gøre Lucifer til den troværdige person, som hun faktisk er.

Første nummer af Hexed udkommer til december fra Boom! Studios, men vi har her på tegneseriesiden fået lejlighed til at anmelde første nummer af serien her lige inden ordrerne for #1 skal falde til Diamond. Boom! satser stort på serien, og det kan jeg godt forstå – det kunne være denne serie der gav forlaget dets første egentlige hit. Potentialet er der, og jeg venter spændt på #2.

Hexed er et spændende bekendtskab – veltegnet og fundamentalt spændende fortalt. Serien rammer lige ind i skaren af hungrende Buffy-fans og skal også nok glide ned hos fans af den aktuelle bogserie Twilight eller hos læsere af forfattere som Laura K. Hamilton eller Kim Harrison. Vi har en stærk kvindelig hovedperson, alskens overnaturlige tildragelser og nogle scener, som jeg ikke har set magen til meget længe.

Vi har også et par godbidder til jer, direkte fra Boom! Studios: