tegneseriesiden

Best of Write Now!

Bladet Write Now! fra det lille Two Morrows Publishing blev startet af Danny Fingeroth som modvægt til en allerede eksisterende udgivelse “Draw!” som primært henvendte sig til tegnere.

Nu er tegneserien jo per definition et medie der ikke kan eksistere uden illustrationer, men trods det er den også en egen undergenre indenfor det almindelige forfatterhåndværk, med sine egne regler og konventioner for hvad der virker og ikke virker.

Hvis man interesserer sig for denne del, og jeg må erkende at selv om jeg i min tid har haft mange yndlings-tegnere, så er det den gode historie og forfatterhåndværket der for alvor trækker mig ind i genren, så er Write Now! et blad man bør holde øje med.

Indtil videre har jeg mest haft lejlighed til at se Write Now! fra sin absolut bedste side, nemlig gennem “The Best of Write Now!” og så Write Now! #18 som er et “Special Stan Lee 85th birthday issue”. Sidstnævnte udkom i sommeren 2008, men med størrelsen af min stak af ting der skal læses er jeg lige nået frem til den i tide til den store mesters 86. fødselsdag.

Men det er ikke kun Stan Lee som kommer til orde, Best of udgaven viser at store navne som Brian Bendis, Jeph Loeb, Will Eisner, J.M. Straczynski, Mark Millar, Steve McNiven med flere har nået at udtale sig om det svære job at skrive for tegneseriemediet.

Write Now! #18

Rådene til aspirerende forfattere er nyttige, men også nådesløse. Skriv, skriv hver dag, skriv om hvad som helst du bliver tilbudt, skriv i enhver genre. Her er ærlige ord fra mænd som er formet af den amerikanske industri og har nået den absolutte top, og det er klart at der kræves en kompromisløs dedikation til faget, blandet med evnen til at socialisere og en dosis held at bryde igennem der.

Men hvad enten man er en ung håbefuld skribent, eller som jeg bare en midaldrende nysgerrig der gerne vil kigge indenfor og se hvad der sker i hjernen hos de der når eliten indenfor deres område, så er Write Now! interessant læsning. Jeg ved ikke om forfatternes råd kan omsættes til den danske tegneserieverden, tempoet i udgivelser herhjemme virker knapt så hektisk som på det amerikanske marked. Men rådet om at skrive, skrive hele tiden og blive ved med at skrive er vist gangbart lige meget hvilket område man gerne vil arbejde indenfor.

Forlagets hjemmeside byder også på andre udgivelser fra forlaget, for eksempel Alter Ego, som har flere interessante artikler om klassiske serier og deres skabere, og Jack Kirby Collector.

Del dette indlæg med andre:

I Fables får fantasien i bogstaveligste forstand frit løb, og serien er således befolket af et væld af figurer fra mytologi, folkeeventyr og sagn, som du aldrig har set dem før!

Store Stygge Ulv, Snehvide, Gepetto, Julemanden og mange andre eventyrfigurer eller “fables”, som de selv kalder sig, er blevet fordrevet fra deres hjemland af en mystisk og frygtindgydende skurk kendt under navnet “The Adversary”.

Da de for længe, længe siden tog flugten fra deres hjemland slog de sig ned i New York i et hemmeligt bysamfund, som de kaldte Fable Town. Her bor stadig de fables, der ser normale nok ud til at kunne begå sig sammen med mennesker uden at vække opsigt.

De andre, mere underligt udseende fables; drager, kæmper, talende dyr osv., bor i stedet ude på landet på en gård, som de naturligt nok kalder “The farm”. Begge enklaver kæmper for at skabe en dagligdag og holde de almindelige mennesker “Mundys” hen i lykkelig uvidenhed om deres tilstedeværelse, mens de drømmer om en dag at kunne vende tilbage til deres savnede hjemland og leve lykkeligt til deres dages ende…

Fables er et fortryllende bekendtskab, en trylledrik af den mest potente slags, hvor en af de vigtigste ingredienser er den verden, som Willingham har skabt. Den er meget rig og detaljeret og kan konstant udbygges, så historien kan tage nye og overraskende drejninger.

Det fantastiske persongalleri er en anden fantastisk faktor – Willinghams fortolkninger af eventyrfigurer som Prince Charming, de tre små grise og Pinocchio er sublim. Han kommer ind til kernen af de kendte – og ukendte – eventyrfigurer og blæser nyt liv i dem. De fremstår meget anderledes, end vi er vant til, men er samtidig tro mod essensen af hver figur, som vi kender dem fra f.eks. folkeeventyrernes og litteraturens verden..

Personkarakteristikken er knivskarp for hovedpersonerne og mere luftig for bipersonerne, indtil det er deres tur til at træde ind i det magiske rampelys. Denne model holder tilsyneladende aldrig op med at kaste spændende historier og mysterier af sig: Hvorfor blev Snehvide og Prince Charming skilt, hvordan er Store Stygge Ulv blevet Fable Towns sikkerhedsansvarlige, og hvorfor vil Snehvide ikke tale om sit ophold hos de 7 små dværge?

Seriens udgangspunkt gør, at Fables som ved et trylleslag uhindret kan skifte mellem at være krimi, romantik, drama, komedie, gys eller episk fantasy, alt dette uden at gå på kompromis med sig selv.

Serien veksler mellem mindre, novelleagtige historier og så den store episke fortælling, som har med Fables tragiske skæbne som fordrevne og kampen mod The Adversary at gøre. Det er imponerende at bevidne, at serien bare bliver bedre og bedre.

Serien har helt fortjent modtaget en lang række priser, heraf hele 14 Eisner Awards.

Del dette indlæg med andre:

I disse julefrokosttider er det vigtigt også at huske den åndelige føde. DC’s Vertigo-linie har gennem tiden været leveringsdygtig i mange vitaminrige serier med bid i, og Scalped er bestemt ingen undtagelse.

Scalped kan bedst beskrives som en hårdkogt noir-tegneserie med et pift af besk socialrealisme. Den udspiller sig i det dybt kriminelle Prairie Rose indianerreservat i South Dakota. Den fortabte søn Dashiell Bad Horse vender tilbage til reservatet efter at have været borte i 15 år. Hvad beboerne i indianersamfundet ikke ved, er, at Dash i virkeligheden er en kampsportstrænet undercover FBI-agent, der under dække af at være lokal strisser skal forsøge at optrævle den organiserede narkokriminalitet og i særdeleshed få forbryderhøvdingen Red Crow ned med nakken.

Dash har flere lig i lasten end Titanic og et temperament, der får dynamit til at fremstå harmløst, hvilket besværliggør missionen en del. Det hele bliver bestemt ikke mindre speget af, at han indleder et passioneret forhold til Red Crows rebelske datter, Carol, eller at hans mor, som er et af reservatets mest indædte aktivister for indianernes rettigheder, nægter at lade ham være i fred. Undervejs kommer han også grueligt i tvivl om hvad, det egentlig er, han har gang i. Dashiell er en mand under konstant pres, og det kan kun være et spørgsmål om tid, før han eksploderer…

Jason Aaron har komponeret en hårdkogt ret, hvor tilbehøret serveres råt for usødet. Han har dog en særlig evne til at give sine personer liv og nuancer, hvilket gør historien både gribende og tragisk til tider, og som den skrider fremad, går det op for læseren, at der er mere end én hovedperson. Tegneren R. M. Guéra har udstyret serien med et kantet og på samme tid råt og beskidt look, der virkelig gror på én, og tilfører serien en ekstra dimension.

Scalped er en ret, som det er en udsøgt fornøjelse at sætte tænderne i, den glider let ned men efterlader en tankevækkende eftersmag, velbekomme.

Del dette indlæg med andre:

Vidste du at Reed Richards havde en dom for at flyve Fantasticar’en i beruset tilstand? Det gjorde jeg heller ikke før jeg fik fat i True Believers, en ny miniserie fra Marvel.

Serien følger en lille gruppe superhelte der arbejder for at nå frem til Sandheden – de afslører slemme øvrighedspersoner, der driver en ulovlig Fight Club-lignende klub, bortset fra at de kæmpende er prostituerede, der bliver dopet til at slås og publikum er klædt ud som superhelte. Ok, så er det ikke særligt meget som Fight Club.

Så er der Reeds førnævnte DUI-sag og ikke mindst sagen om hovedpersonen Mavis Trents afdøde far og det projekt han arbejdede på.

Vi kommer rundt omkring holdets medlemmer (som bliver antydet uden at blive udpenslede) og ser en masse til S.H.I.E.L.D., hvilket i mine øjne altid er en god ting – mere agenthalløj og blå briller til folket!

Cary Bates er en på mange måder usædvanlig forfatter – han begyndte at indsende forslag til DC da han var 13 år gammel (hvoraf flere blev til forsider, bl.a. Superman #167 fra 1964) og han begyndte at sælge historier til DC som 17-årig.

Op igennem 70′erne og 80′erne arbejdede han i tegneseriebranchen – fortrinsvis for DC – og stod bl.a. for fænomenalt vilde historier som Flash vs. Future Abe Lincoln, men igennem 90′erne har han mest arbejdet med manuskripter til filmbranchen og især til tv-serier (bl.a. Gargoyles og W.I.T.C.H.).

Nu er han vendt tilbage, denne gang hos Marvel, og det er et generelt glædeligt gensyn – manuskriptet virker nogle gange lidt gammeldags og det tager også nogen tid inden vi for alvor føler med hovedpersonen. Tegningerne er af 70′er-veteranen Paul Gulacy, som leverer det bedste jeg har set ham tegne i årevis.

True Believers har veloplagt dialog, vilde og sjove ideer og en bagved liggende professionalisme, som aldrig overspilles, men altid anes – det er simpelthen godt, gammeldags håndværk, vi har fat i her!

Del dette indlæg med andre:

Stygge ulv ser et let offer.

Eventyr er noget man fortæller børn, og måske fortæller voksne også nogen gange eventyrerne videre til deres børn fordi de savner deres barndoms historier.

Selv når vi bliver voksne og fornuftige kan vi have brug for at genopleve lidt af vor barndoms magiske verden igen, selv om vi burde beskæftige os med vigtige og seriøse ting som pensionsordninger og boligprogrammer på TV.

For selv om vi har fundet frem til den bedste måde at anlægge en udestue, eller mener at have fundet det optimale mix af aktier og obligationer i forhold til hvor vi nu er i livet og hvor længe vi regner med at leve, så hjælper det os ikke rigtigt med at blive bedre mennesker eller træffe de store valg (eller fravalg) her i livet.

Hvad gør vi når vi pludseligt finder os i de vanskelige situationer, når vi ved at vi burde være i et stabilt og roligt parforhold med en med samme baggrund og uddannelse som os selv, men pludseligt føler at hjertet banker kraftigere hver gang vi ser på den unge kvinde bag disken hos bageren med de ufatteligt mørke øjne og tørklædet om hovedet. Eller når det går op for os at det gode og stabile job vi har til at forsørge familien langsomt æder vores sjæl dag for dag fordi det ikke er det vi egentlig brænder for.

Når vi er i den slags situationer hvor det kan være svært at lade fornuften og pænheden råde, kan vi så bruge eventyrerne til noget? Hvis man skal tro det amerikanske forlag Zenescope og deres serie Grimm Fairy Tales, så kan et kig i eventyrerne faktisk godt være det man har brug for i en trængt situation.

Både Grimm og grum

... men små rødhætter er ikke alle lige uskyldige.

Titlen på serien er en dobbelttydighed eftersom den både henviser til de velkendte eventyr fra brødrene Grimm og til det engelske udtryk ”grim” som blandt andet kan oversættes til ”grum”. Og der er tale om grumme versioner af de gamle eventyr når pointen skal drives hjem hos de søgende personer i historierne.

Skabelonen ser ud til at minde meget om TV-serier som Twilight Zone hvor et tilsyneladende tilfældigt menneske drages ind i det overnaturliges verden. I dette tilfælde sker det for hver af dem ved at de finder en bog med eventyr hvor det første de falder over har en forbavsende relevans for den livssituation de står midt i.

Den grumme fortolkning af det gamle eventyr får dem til at tage situationen op til ny vurdering og komme videre med deres liv, enten det nu er sex før ægteskabet set gennem Den lille Rødhætte og ulven eller en ulige håbløs ensidig kærlighed til en person der udnytter den set gennem Tornerose.

De alternative fortolkninger af eventyrerne står Joe Tyler og Ralph Tedesco for, men det er i lige så høj grad de utroligt flotte tegninger af Joe Dodd, Josh Medors, John Toledo, H.G. Young, Alexandre Benhossi og Aluisio De Souza som er med til at sælge serien. Selv om der er mange tegnere på serien er det overordnede indtryk det samme – historierne er både grumme og sexede på samme tid.

Ugengældt kærlighed kan æde en op hvis man ikke passer på.

Fables, forskelle og ligheder
Sammenligningen med Fables af Bill Willingham er selvfølgelig noget der ligger lige for, men modsat Fables så er hver afsnit af Grimm Fairy Tales en enkeltstående fortælling. Så selv om begge serier har eventyrets verden som forlæg, så har Grimm Fairy Tales også en del af sine rødder plantet i horror og den tidligere nævnte Twilight Zone.

Online smagsprøver
Generelt har Zenescope som forlag været meget generøse med at give gratis smagsprøver på deres serie, blandt andet på MySpace Comic Books og nu også gennem sitet www.wowio.com. Wowio kræver at man opretter en konto, hvilket er gratis, men derefter kan man gratis læse ting online eller downloade for en forholdsvist rimelig pris der svinger fra $0.99 til $2.99 alt efter indhold. Når man når frem til sitets hovedside indtaster man simpelthen ”Zenescope” i søgefeltet og på den måde får man så en liste over tegneserier som man så kan tilføje til sit bibliotek.

Wowio byder i øvrigt på en række andre online tilbud af tegneserier, herunder også en forsmag på Zenescopes to andre serier “Return to Wonderland” og “1001 Arabian Nights: The Adventures of Sinbad” samt ikke at forglemme rigtige bøger og vigtige dokumenter, rangerende fra Kennedys berømte tale ved muren i Berlin over moderne videnskab, det okkulte og en bog med 1500 tips til at gøre sit liv mere enkelt. Så selv om Zenescopes eventyr måske ikke lige er det du leder efter, så er stedet måske værd at tage et kig på.

Del dette indlæg med andre:

Jeg har det ofte lidt anstrengt med retro-et-eller-andet indenfor tegneserieverdenen – man ser det ofte når en forfatter overtager en serie og straks vil bringe den tilbage til den måde den kørte på da han var barn eller ung. Resultatet er sjældent særligt godt, og samtidig får man ofte i processen ødelagt en masse ting som den forgående forfatter forsøgte at skabe. Bevares, det kan gå godt – Geoff Johns revitalisering af Green Lantern er et eksempel fra nyere tid – men oftest holder jeg mig væk fra serier, der lugter bare lidt af retro. Fremad!

Handlingen i Marvel 1985 er – som den kvikke læser nok kan gætte – henlagt til 1985, og må derfor være en retroserie, som jeg per default hader, ikke?

Mjo mja, på en måde og på en måde slet ikke.

Per definition er en serie, der foregår i en bestemt historisk periode, inklusive denne periodes kulturelle ikoner – i denne sammenhæng superhelte og -skurke – vel retro, men dels er der forskel på at skildre en periode og så det at dyrke den næsten religiøst.

Marvel 1985 foregår ikke i Marveluniverset, men i vores univers, som gradvist bliver invaderet af skurkene fra Marveluniverset – lige fra Batroc the Leaper over MODOK til Doctor Doom og endda selveste Galactus. I Hunger!!

Vidne til invasionen – og til at starte med den eneste der aner uråd – er drengen Toby Goodman, som serien igennem er vores primære hovedperson. Som situationen spidser til og militæret (naturligvis) er magtesløse, henter han hjælp det eneste mulige sted, nemlig i Marveluniverset.

Marvel 1985 er en miniserie på 6 numre fortalt af Mark Millar, der dropper de store, provokerende armbevægelser, der karakteriserer en stor del af hans øvrige værker og koncentrerer sig om at fortælle historien med fokus på personerne i den og deres udvikling, og det lykkes over al forventning – men Millar har jo også i f.eks. Superman: Red Son vist at han sagtens kan fortælle gode, persondrevne historier uden at skulle svinge alt for meget med armene. Tegningerne er af Tommy Lee Edwards – som nogen måske kender fra den groft oversete Bullet Points skrevet af J. Michael Straczynski – og hans lidt skitseagtige streg passer perfekt til historien.

Hvad så med retroelementet? Som en der begyndte at læse superhelteserier i netop den periode, er det sjovt at se Toby være helt oppe at køre over f.eks. Secret Wars og bagefter se superheltene i samtidig mundering – Spiderman i sort dragt, Storm med mohawk – men samtidig er der heldigvis meget andet at komme efter i historien.

1985 er ikke en serie om superhelte som sådan – 1985 handler om selvopofrelse, tro på fantasiens kraft og i mere end én forstand om ikke at lade fortiden blive begravet. Og den gør det dæl’me godt.

Sidste nummer af Marvel 1985 er netop udkommet i USA, og dette tip er skrevet på baggrund af seriens første 5 numre.

Del dette indlæg med andre:

Justice League International

Den intergalaktiske invasionsflåde er opmarcheret i kredsløb om jorden. Vi ved at det kun er et spørgsmål om ganske kort tid før de vil slippe deres overlegne ildkraft løs mod vores verden, men vi ved også med lige så stor sikkerhed at der inden da er tid til noget andet.

Talen.

Den store kommandør over flåden må først stille sig majestætisk op ved panoramaruden så vi kan se jorden i baggrunden og sige et par ord om hvor langt han har rejst og hvor ubetydelige vi er. Vi kender talen og ved at det på et eller andet tidspunkt må ende med noget i retning af ”Fools! I will destroy them all!”.

Men ikke når Keith Giffen og J.M DeMatteis får fat på historien. Vi får stadigt det store optrin, men de invaderendes øverstkommanderende griber sig selv i at hæve stemmmen, eller den lille robot L-RON ved hans side bryder ind med et ”You’re shouting again, sir”.

Og når Justice League om sider slår igen kan man finde et tilsvarende ordspil mellem de to.

”Tell me you’re joking”
”I’m joking”
”But you’re NOT. Are you?”
”Uh … NO M’Lord”

Sådan var det i slutfirserne da Keith Giffen og J.M. DeMatteis slog sig løs i Justice League International. Her 20 år senere var jeg så heldig at min veninde Gry havde fået en fejlsending på et Batman køb og var så rar at give dem videre til mig.

Hero Squared

Jeg må tilstå at mit gensyn med de gamle historier var en ublandet fornøjelse. Jeg har ikke moret mig bedre siden jeg faldt over Giffen og DeMatties’ tilsvarende projekt hos Marvel ”Indefensible” som jeg tidligere har anmeldt her.

Når man har læst serier med superhelte i mange år ender man med at forvente en vis grad af klicheer i det man læser. Man kan endda blive helt oprørt når nogen begynder at pille ved dem, som når Doctor Strange begynder at tale normalt i stedet for at sige ”By the hoary hosts of Hoggoth” eller Thor pludseligt fralægger sig brugen ”Thee” og ”Shalt”.

Men nogen gange har man også brug for at blive mindet om at det jo bare er tegneserier og at der ikke er nogen grund til at hidse sig op, og der kan Giffen og DeMatteis være en passende pruttepude til at bringe det pompøse ned på jorden igen.

Hvis man er en af dem der godt kan lide Giffens specielle humor, så er der håb forude fra det lille men fremstormende forlag Boom! Studios og serien ”Hero Squared”. Robotten er skiftet ud med en anden håndlanger, som forsøger at forbedre sit ordforråd ved at lære et nyt ord hver dag – måske har  de to en plan om at bruge ord som ingen forfatter tidligere har brugt i en tegneserie.

Helten bringer også mindelser om de gamle JLI historier, hvor en stor del at æren for at afværge den fremmede invasion må tilfalde den ellers dybt inkompetente Grønne Lygte ved navn Gnort, som kun er kommet ind i korpset på grund af sine forbindelser.

Planetary Brigade

I ”Hero Squared” får vi ikke en, men to helte – Captain Valor, som er en helt fra en alternativ verden som i vores verden kun kendes som en tegneseriefigur og så Milo, som er vor verdens eksempel på hvad der kan ske når skæbnen banker på og man ikke lige er hjemme den dag.

Milo skulle have været Captain Valor i vores verden, men endte med at blive en filmstuderende, som aldrig får gjort sit speciale færdig. En person med potentiale som nu pludselig skal til at se sig selv i forhold til den næsten perfekte Captain Valor som til gengæld er lidt irriterende i sin opblæste fejlfrihed.

Det kommer der en ret morsom historie ud af, og endnu bedre så kan den læses helt gratis på Boom! Studios hjemmeside hvor de første 90 sider i skrivende stund er lagt online, men hvis man er fan er Hero Squared nok en der skal købes som trade paperback. Og hvis man ikke har fået sit Giffen/DeMatteis-fix med den ene serie, så udgiver Boom! Også serien Planetary Brigade, som ser ud til at indeholde flere fjollerier af samme skuffe.

Keith Giffen

Sidst men ikke mindst skal jeg huske at påpege at Giffens klumme ”As if I care” som tidligere kørte på Wizards hjemmeside har holdt flyttedag. Åbenbart havde Wizard gang i en omorganisering hvor man fyrede Giffens kontaktperson og glemte at fortælle ham hvem han så skulle snakke med. Hvor dum har man lov at være?

Men alt er ikke tabt, Giffen har fundet et nyt hjem til sine gnavne og småsarkastiske udgydelser hos Comic Book Resources under titlen ”Unfortunate Confluence of Words”. Nyt sted – samme gnavne gamle mand. Gamle læsere, eller nye der gerne vil være gnavpot før deres tid kan starte her.

Nu er Giffens samarbejde med Boom! ikke begrænset til de mere fjollede ting. Han har også haft en hånd med i serier som “Dominion” og “Tag” hvor indholdet er anderledes seriøst, men det vil jeg vende tilbage til på et senere tidspunkt.

Del dette indlæg med andre:

Skal du have stjålet en håndfuld englefjer, magtfulde artifakter fra endnu mere magtfulde dæmoner eller måske hængslerne til helvedes porte? Der er flere måder at gøre det på, men den mest oplagte måde er nok at kontakte tyven Luci Neves – oftest kaldet Lucifer. Hun er nemlig den bedste indenfor sit særlige felt af tyvebranchen; et felt der, som antydet, ikke er helt almindeligt.

Problemet er, at der er masser af mennesker (og det, der er værre) som har en høne at plukke med hende, og fælden klapper allerede i seriens første nummer – den mystiske Dietrich dukker op med et krav om at Lucifer arbejder de $400.000 af, som hun skylder ham. Første opgave er at  stjæle en artefakt kaldet The Carasinth, hvilket indebærer at hun skal bruge en død mand som portal til en anden dimension.

Hexed er en ny serie skrevet af Michael Alan Nelson (forfatteren til den roste Fall of Cthulhu) og tegnet af det spændende nye navn Emma Rios, der passer perfekt til seriens tone og i høj grad er med til at gøre Lucifer til den troværdige person, som hun faktisk er.

Første nummer af Hexed udkommer til december fra Boom! Studios, men vi har her på tegneseriesiden fået lejlighed til at anmelde første nummer af serien her lige inden ordrerne for #1 skal falde til Diamond. Boom! satser stort på serien, og det kan jeg godt forstå – det kunne være denne serie der gav forlaget dets første egentlige hit. Potentialet er der, og jeg venter spændt på #2.

Hexed er et spændende bekendtskab – veltegnet og fundamentalt spændende fortalt. Serien rammer lige ind i skaren af hungrende Buffy-fans og skal også nok glide ned hos fans af den aktuelle bogserie Twilight eller hos læsere af forfattere som Laura K. Hamilton eller Kim Harrison. Vi har en stærk kvindelig hovedperson, alskens overnaturlige tildragelser og nogle scener, som jeg ikke har set magen til meget længe.

Vi har også et par godbidder til jer, direkte fra Boom! Studios:

Del dette indlæg med andre:

Vi mangler rigtigt gode agent/spion-serier, synes I ikke? Jo, vi har Queen & Country, men selv om den er rigtig god, er den for seriøs i det til at dække det jeg efterlyser – jeg vil gerne have nogle vilde actionsekvenser, noget pang, nogle gizmos, nogle kvinder og en helt, der klarer det hele i sidste ende. Og også gerne noget sci-fi, så som nogle robotter, underlige skydere og andre devices og naturligvis dimensionsrejser.

Ja, den serie findes, og den er både spændende, sjov og velskrevet. Vi mangler bare et tema med wah-wah-guitar og svedig hornsektion. Serien hedder Casanova og er skrevet af Matt Fraction og tegnet af Gabriel Bá og Fábio Moon.

Casanova handler om tyven Casanova Quinn, der ender som dobbeltagent på tværs af dimensionerne i et indviklet net af super-spionage. Konflikten kører imellem den verdensomspændende organisation E.M.P.I.R.E. (med Casanovas far Cornelius ved roret – ikke et far/søn-forhold der ligefrem er præget af kærlighed og tillid) og W.A.S.T.E, en klassisk forbryderorganisation, anført af det bandageindsvøbte super-geni Newman Xeno.

En ting der er værd at bemærke er, at Casanova er en hyldest til den månedlige serie, hvor der, som Fraction selv skriver, ikke er plads til syv sider med et sværd, der bliver trukket ud af skeden eller den såkaldte “decompressed storytelling“, hvor de enkelte historier er skrevet til at være en del af en større helhed (en TPB) – hans primære inspirationskilde i skriveprocessen har været måden hvorpå Phil Spector producerede singler sidst i 60′erne. Teknikken hedder Wall of Sound, og inkorporerer massevis af, nå ja, lag af lyd, og selv om det ikke er det første jeg tænkte på da jeg læste serien, er ligheden der alligevel: hvert nummer på 16 sider, som er tæt pakket af action, plot- og karakterudvikling og massevis af overraskelser og et veritabelt overflødighedshorn af ideer.

Der er tydelig inspiration fra Barbarella, Jim Sterankos Nick Fury, Michael Moorcocks Jerry Cornelius, Diabolik og desuden et væld af mere eller mindre tydelige pulp-påvirkninger.

Tegningerne skal også have et par ord med på vejen, da de er perfekte til serien – til tider stramme og præcise, til tider mere skitseprægede alt afhængigt af kontekst og hele tiden med et nik til det nostalgiske retrofeel, som bærer hele serien. Klassisk på en moderne måde!
Som et lille kuriosum er den eneste farve på siderne udover sort/hvid alle en grøn nuance, hvilket fungerer overraskende godt og er med til at give serien et unikt look og feel.

Der er kommet to miniserier af syv numre, men planen er at der skal skrives i alt syv miniserier, om end Fraction har serien “on hold” pt.

Interesserede kan læse første nummer gratis online hos Image Comics.

Del dette indlæg med andre:

Creepy Archives bind 1

Efteråret trænger sig ubønhørligt på. På Erwin Neutzsky-Wulffs hjemmeside kan man læse at tiden er inde til at se film og læse Bathos, og det er et godt råd, specielt nu da den gamle ulv er så venlig at betænke sine læsere med en gammel skrækhistorie i tegneserieform i hvert nummer ud over den medfølgende DVD.

Da jeg var barn husker jeg at mine forældre havde en bog med titlen “Hyg dem med uhyggen” stående på hylden. Denne uges tip vil se nærmere på nogen af de tilbud der ellers er til os der synes, at det var en passende overskrift for efterårets kommende aktiviteter.

Først og fremmest har Dark Horse været nede i arkiverne – at dømme efter titlen “Dark Horse Archives”, og i en støvet afkrog af arkivet, dækket af støv og spindelvæv, omgivet af omstrejfende rotter har de fundet en række numre af det gode gamle “Creepy” eller “Gru” som det i sin tid hed på dansk den gang i halvfjerdserne (selv om Gru indeholdt materiale fra flere andre blade). En lille forsmag kan ses her.

Der er indtil videre kommet to arkivudgaver som optrykker både forsider, historier, brevkasse og reklamer i solid hardcover indbinding. De der er vokset op med “Gru” må til gengæld undvære Erwin Neutzsky-Wulffs forskellige redaktionelle bidrag som man den gang kunne finde i de danske skrækserier.

Cthulhu Tales

God horror går heldigvis aldrig helt af mode, og når man nu alligevel er i Fantask for at hente sit nye nummer af Bathos, så kan man jo passende lige tage et kig i bogafdelingen og se en anden bekræftelse på dette i form af “Necronomicon – The best weird tales of H.P. Lovecraft”.

Bogen i sig selv er har ikke noget specifikt med Necronomicon at gøre, den er nærmest en slags greatest hits opsamling af Lovecrafts klassiske historier, men der er noget rart ved at kunne kigge op på reolen og se “Necronimicon” i guldtryk hen over ryggen af den læderindbundne bog, med en lille guld-Cthulhu afbildet nedenunder.

Grunden til at jeg bringer dette på banen er, ud over at opfordre til at investere i bogen, at forlaget Boom! begynder at supplere sine eksisterende udgivelser “Fall of Cthulhu” og “Cthulhu Tales” med “Necronomicon” hvor det fjerde hæfte lige er annonceret. Stjernerne må i sandhed være i den rette stilling, for i øjeblikket sniger der sig masser af Lovecraft udgivelser ud fra skyggerne.

Marvel Comics har således lige afsluttet deres H.P. Lovecrafts Haut of Horror i tre hæfter illustreret af Richard Corben, så vi må håbe at det betyder at der udkommer en hardcover samling ligesom det var tilfældet med deres tilsvarende udgaver af Edgar Allan Poe.

Necronomicon #1

Og så må vi i skyndingen ikke glemme igen at gøre opmærksom på Henrik Harksens udgivelse “Fra Skyggerne” som samler en række danske Cthulhu historier – når nu vi har forfatterne til det, er der så ikke snart nogen der tager handsken op og laver en dansk Lovecraft tegneserier?

Men tilbage til genoptrykkene, hvis ikke de genoptrykte numre af “Creepy” er nok, så er E.C. Archives udgaverne med genoptryk af “Weird Science”, “Shock Supenstories” fra Gemstone værd at kaste sig over, eller hvis man er på et mere beskedent budget, så har DC i deres Showcase serie genoptrykt de gamle House of Mystery i to bind, som nu har fået selskab af et bind med House of Secrets.

Det burde kunne holde den værste blodtørst fra døren, indtil den længe ventede Tomb of Dracula omnibus dukker op i handlen. Så lad bare efterårsstormen komme og regnen falde, lad kun TV køre “Vild med dans” marathon og vise endeløse rækker af moderne mennesker der vil udstille deres mangel på talent – jeg har vellagrede single malts og gamle rædsler nok til at klare mig.

Godt efterår, og husk at oktober er Halloween-måned.

Del dette indlæg med andre: