En stor fordel ved en film som Watchmen er, at den potentielt får fat i nogle mennesker, som ellers ikke læser tegneserier. Det skal heller ikke hedde sig at vi her på tegneseriesiden ikke gør noget for disse potentielle læsere, så hvis du hører til denne gruppe: velkommen til tegneseriens forunderlige verden.Vi har kaffe på kanden og en magelig stol og man må blive oppe til over sin sengetid, hvis man læser noget spændende.
Så kom indenfor, kig på hylderne, tag nogle titler ned og kig i dem. Spørg, hvis der er noget du vil vide. Jeg går ud fra at du overvejer at læse tegneserien Watchmen – gør det! Den er spændende og udfordrende – og meget, meget bedre end filmen.
Forslag derudover? Jo, naturligvis kan du få nogle forslag – her er en liste med titler, som på en eller anden måde har et slægtskab med Watchmen.
(Ikke alt er naturligvis amerikanske superhelte, og jeg håber i en senere artikel at kunne komme omkring nogle af de mere alternative titler, som er derude)
Mere af samme forfatter:
Mere med superhelte: Top 10
Hvor Watchmen blandt andre ting er en dekonstruktion af superheltegenren, som fremviser den særdeles mørke underside af universet, er Top 10 på mange måder en direkte modsætning – det er nemlig i det store og hele sjov og ballade.
‘Top 10 er kort beskrevet Distrikt Hill Street, bare med superhelte. Vi følger en rookie, som bliver partner med en erfaren, men modvillig outsider-cop med sine egne hemmeligheder, vi har morgensamlingen hvor alle betjentene tildeles dagens opgaver og alle de andre karakteristiske træk fra politiserierne – at betjentene så har superkræfter og f.eks. rykker ud til en mordsag involverende nogle fordrukne nordiske guder eller en formskifter, hvis kræfter er gået amok.
Top 10 er fuld af små sjove referencer til superheltegenren, som i høj grad øger dens gen-læselighed – hvad f.eks. med et boyband ved navn The Sidekicks? Eller en tøjbutik ved navn The Phonebooth? Siderne er ofte spækket med detaljer, hvilket gør at Top 10 er god at gå på opdagelse i på flere planer.
Det er sjovt og meget veloplagt, og i øvrigt fremragende illustreret af Gene Ha og Zander Cannon. Der er også et spin-off med en af hovedpersonerne, SMAX, hvori fantasygenren står for skud – det er også meget morsomt og om muligt endnu mere spækket med detaljer end Top 10.
Mere dystert: From Hell
Hvad, mere dystert end Watchmen? Er det muligt?
Ja, når ens emnevalg er en udforskning af Jack The Ripper og ikke mindst hans samtid og man vælger at illustrere værket med sort/hvide, klaustrofobiske tegninger, så må det naturligvis ende med at være et meget dystert og i nogen grad misantropisk værk der kommer ud i den anden ende.
From Hell er anmeldt andetsteds på siden, så jeg går ikke i detaljer med handling og vurdering – jeg nøjes bare med at konstatere at det ligesom [[Watchmen]] er et moderne hovedværk indenfor tegneseriemediet og en stor og kompleks læseoplevelse, som man skal unde sig selv.
Man kunne skrive en lang artikel kun om Moores værker, men der er også mange andre gode forfattere derude, så resten af denne liste er tilegnet dem.
Udgivet nogenlunde samtidigt med Watchmen (men knap så højtragende):
Batman – the Dark Knight Returns af Frank Miller
Sidst vi skrev om [[Frank Miller]] her på siden var det ikke specielt positivt, men det ændrer ikke på at hans Batman: The Dark Knight Returns er et hovedværk i moderne amerikansk tegneseriekunst.
I en grafisk meget genkendelig stil fortæller Miller om den aldrende Batman, der gør comeback efter flere års inaktivitet i en nær-fremtidsverden, som på mange måder er et billede af vores egen.
Udover at være en udforskning af Batman / Bruce Wayne og de psykologiske mekanismer, der er i spil, er den også bl.a. et opgør med mediernes sentasionslyst og kynisme samt en udforskning af traditionel heroisme, selvtægt og disses modsætninger.
I samme boldgade er Millers Batman: Year Zero om Bruce Waynes første tid som Batman også meget læsværdig – elementer fra den er blevet brugt i de nyere Batman-filmatiseringer, men Year Zero er helt sin egen og et vigtigt værk i Batman-mytologien.
Mord og intriger blandt superhelte
Powers af Brian Michael Bendis og Michael Avon Oeming
Ligesom Top 10 er Powers et bud på en politiserie i et superhelteunivers, men der holder ligheden også i store træk op – Powers er nemlig (om end den har sine sjove øjeblikke) noget mere seriøs end Top 10.
I serien følger vi Christian Walker og Deena Pilgrim, som opklarer sager indenfor superhelteverdenen – i første bind det chokerende mord på superheltinden Retro Girl, som viser sig at have en højst overraskende forklaring og konklusion.
Et af seriens virkeligt store scoops er forfatteren Brian Michael Bendis evne til at skrive mundret og realistisk dialog, hvilket igen i høj grad tjener til at gøre personerne mere levende og nærværende. Tegningerne er også et kapitel for sig – lige dele naive og noir – og selv om de lige kræver noget tilvænning, fungerer de perfekt når man er komme i gang med dem.
Sleeper af Ed Brubaker og Sean Philips
Sleeper har alt hvad der hører til en historie om en hemmelig agent, der er placeret undercover i en storforbryders organisation.
Vi følger Holden Carver, som i sit arbejde med med at afdække en forbryderorganisation er gået undercover og efterhånden får arbejdet sig ind i inderkredsen – men den pris han må betale er høj, og hvordan skal han nogensinde komme helskindet ud igen?
Serien refererer dels til klassiske undercover-historier og dels til superheltehistorier – Holden har selv superkræfter (og hader dem), ligesom der er masser af både skurke og helte med superkræfter i universet. Det lyder måske om en underlig fusion, men Ed Brubaker får det til at virke både naturligt og fængslende – i modsætning til Watchmens noget mere ikoniske figurer, er persongalleriet i Sleeper helt nede på jorden og særdeles genkendelige. Brubaker og Philips er netop påbegyndt en ny serie, Incognito, som minder noget om Sleeper, så der er mere at komme efter hvis man kan lide stilen.
Et realistisk superhelteunivers
Alias af Brian Michael Bendis og Michael Gaydos
Alias er på mange måder lidt af et sats fra forlaget Marvel – historien foregår nemlig i Marvel-universet, befolket af Spider-Man, Captain America, Daredevil, Hulk og alle de andre – men vinklen er noget mere voksen end man er vandt til.
Vi følger Jessica Jones, som trods sine superkræfter ikke tager en tætsiddende latexdragt på og bekæmper kriminalitet – hun har derimod et lille detektivbureau, hvor hun f.eks. overvåger utro ægtemænd eller finder bortløbne teenagers, der er endt i narkomiljøet. Hendes veje krydser superheltenes en gang i mellem, men oftest er hun alene med sine sager og problemer.
Det store scoop ved serien er dog hovedpersonen Jessica Jones, der nok er en af de bedste personskildringer i amerikansk mainstream nogensinde – når man har læst Alias fra ende til anden ved man hvordan hun ser ud med morgenhår, hvordan hendes stemme lyder når hun er irriteret og sågar hvordan ser ud mens hun sidder på toilettet. Hun er ikke et perfekt superhelteikon – hun ryger og drikker for meget, bander, kommer op at skændes med sine venner over ingenting og begår fejl på fejl på fejl – men det gør hende bare mere menneskelig.
Rising Stars af J. Michael Straczynski og forskellige tegnere
Herhjemme kender de fleste J. Michael Straczynski for hans Spider-Man eller evt. hans banebrydende Science Fiction tv-serie Babylon 5.
Hans Rising Stars er nu også et bekendtskab værd, trods en ujævnt tegnet første trediedel. Vi følger en gruppe på 113 personer (kaldet the Peterson Specials efter deres hjemby, Peterson, Illinois), der får særlige kræfter in utero da en mystisk energikugle eksploderer over deres hjemby.
Vi følger en lang række specials, som de ændrer – og ændres af – verden, og allerede i slutningen af bind 1 (af 3) er historien en helt anden end den man troede man skulle læse, da man gik i gang. Vi får store og verdensomspændende konspirationer, store armbevægelser og en lang række “det gjorde han ikke”-scener.
Straczynski trækker undervejs i mange plottråde, men i sidste ende går alting op i en højere enhed og vi får en masse overraskelser undervejs – alle handlinger har en direkte konsekvens, måske ikke lige med det samme, men i sidste ende påvirker alle handlingstrådene den store og heldivis tilfredsstillende konklusion. Rising Stars er ikke et ligeså dybt værk som Watchmen, men alligevel er der rigtigt mange paralleller imellem de to.
Watchmens diametrale modsætninger
The New Frontier af Darwyn Cooke
Allerede omtalt andetsteds på siden, men stadig et fantastisk og dybt anbefalelsesmæssigt værk.
New Frontier foregår i perioden efter Korea-krigen, som i tegneseriesammenhæng er kendt som The Silver Age. Her dukker en lang række nye helte op i et noget anderledes USA, hvor de efter en kamp mod en øjensynligt uovervindelig fjende ender med at finde deres plads blandt etablerede helte som Superman og Wonder Woman.
Serien lever i den grad op til sit navn – man fornemmer virkeligt en pionerånd, følelsen af at stå på grænsen til et helt nyt og uopdaget land, som man skal til at begive sig ind i, hvilket er et billede både på tidsånden i halvtressernes USA og mere specifikt
All-Star Superman af Grant Morrison og Frank Quitely
Dette er endnu en titel, som tidligere er omtalt her på siden, men som klart fortjener endnu mere opmærksomhed.
Med figuren Dr. Manhattan i Watchmen stiller Alan Moore spørgsmålet “hvordan ville en gudelignende person agere i den virkelige verden”. Grant Morrisons svar er Superman.
Ikke Superman som han var engang eller som han er nu, men et slags Superman-destillat, der tager de bedste træk fra figurens 70-årige historie og koger dem sammen til en af de mest gennemarbejdede og velskrevne tegneserier i mediets historie – og oveni sprudler det af kærlighed, vild fantasi og en hel ubændig fortælleglæde.
(mens jeg husker det: denne liste er inspireret af forlaget DCs liste “After Watchmen”, som også er en række gode anbefalinger, om end den af indlysende årsager er en smule DC-centrisk)
Det var så denne liste, men som alle lister er den naturligvis ikke på nogen måde dækkende. Hvad synes du man kunne inkludere på en liste som denne? Hvilke titler ville du give den nye læser, som gerne vil i gang med tegneseriermediet, baseret på at han godt kunne lide Watchmen? Giv et bud her i kommentarerne!
Forslag til listen: Kingdom Come (Waid/Ross); Squadron Supreme (Gruenwald) og Squadron Supreme: Supreme Power (Straczynski)
Rigtig gode forslag, og det er kun plads- og tidshensyn, der gør at de ikke er med. Måske i liste nummer 3?
Og er du ikke glad for at du kunne cut&paste “Straczynski” fra mig?
Jeg har haft held med at bruge “the Walking Dead” til at få folk med på tegneserievognen. Jeg tror faktisk ikke jeg vil anbefale Watchmen til en der lige er gået i gang med at læse tegneserier.
Den er også et godt bud, og den eneste grund til at jeg ikke har skrevet om den er at der forhåbentligt er en artikel på vej om den fra en af de andre skribenter.
Og Watchmen er en kompliceret tegneserie at stikke i hånden på nye læsere – bestemt ikke mit første valg, men det kommer jo også an på læseren. Nogen vil kunne tage det, og hvis man kommer fra filmen Watchmen, kunne der måske være en fordel i at komme videre med noget delvis genkendeligt.
The Boys af Garth Ennis giver jo et ret sjovt bud på hvad der ville sket hvis man satte nogen til jobbet med “watching the watchmen”.
The Authority af Warren Ellis synes jeg også kunne være et godt bud.
Og så blev jeg selv fanget ind af Moores Swampthing og derefter trukket over i Hellblazer, det er også et godt sted at gå videre hvis man er til horror/det overnaturlige.
The Boys er sort, sort og meget kynisk satire over superheltene og deres univers – og samtidig lidt et angreb på “realistiske superhelte”-ideen: Ennis mener at magt korrumperer, lige meget hvad og at et univers befolket af superhelte ville producere nogle super-r¤%huller. I øvrigt en holdning han deler med mange britiske forfattere – sjovt nok.
Authority er også fed nok, men på mange måder så rendyrket superhelt, at det i mine øjne alligevel falder lidt udenfor nummer i denne sammenhæng.
Intet at tilføje til Swampy og Hellblazer. Yum!
the walking dead er også mit bedste bud, jeg har kun mødt en person der ikke kunne li’ den.
Jeg er vild med tre af tegneserierne på din liste, godt gået!
Tom Spurgeon (Ridder af Comics Reporter) har dog det bedste bud…
Ja, Palestine er helt oplagt til når jeg laver en non-superhelteliste.
Hvilke tre værker fra denne liste er du vild med?
Dark Knight, From Hell (men hvem er ikke det?) og så All Star Superman, som jeg har haft optur over hele vejen igennem. Phååårgh, den er fed!
Mange tak for listen, men ingen Sandman?? Det var overvejende den, der fik mig i gang med ‘Graphic Novels’. Der er jo i princippet masser af superhelte i.
Jeg må også bakke op om The Authority, men måske er den mere til garvede læsere.
Jeg overvejede også meget længe om Sandman skulle med eller ej, men valgte i sidste ende at bruge pladsen på nogle nyere og mindre kendte værker.
Listen kunne jo også med god ret indeholde en masse andre af de store 90’er Vertigo-serier – Preacher, Transmetropolitan, Starman, Invisibles – men vægtede aktualiteten og det at få eksponeret noget andet end de gamle travere højere.
Interessant liste. Jeg må have fat i From Hell.
Lige en anden ting. Batman Year Zero, menes der Year One, eller er jeg bare håbløst informeret om tegneserier?
Year One. Damnit, jeg kan ikke tro at jeg missede den.
From Hell er på alle måder anbefalelsesværdig. Go get it.
Even in the golden age, not all comics were made for adults – Robin Hood and Davy Crocket still had their audience. Following a trend towards science fiction, they became superheroes.
Some of the early DC material wasn’t too bad, but when Marvel came along, the rot set in, the target audience becoming younger and younger, until finally settling around six to eight years (and those of comparable intelligence). To understand, how big this audience is, one only has to look at the budget of movies like Harry Potter and Lord of the Rings.
Superheroes are back, but different. Whereas the creators of Superman and Batman were merely bringing a moment’s joy to the boy, who was half a man, the people behind schlock epics like WATCHMEN are neither.
They are, quite simply, retarded. While their intelligence hasn’t evolved since infancy, their sexuality and aggressive tendencies are those of the adolescent.
Their ideas of heroes and villains may still be those of a child, but the violence that fascinates them is not cartoon violence, and when you add the kiddie version of politics, Nixon and the Vietnam War, you get something very close to Nazism. In WATCHMEN the saint-like hero “kills millions to save billions” – you can almost hear Adolf shout: I told them so!
After three hours of disintegrating people, you can hardly be surprised. Apparently, superheroes no longer save kittens from trees, and only rescue children from burning buildings as a sexual stimulant.
Human beings, after all, are “termites” to be exterminated as part of a greater plan or simply because they’re not worth preserving. As always, the only excuse for this kind of Fascism is impenetrable stupidity, which is much in evidence here.
Not even the sorriest retired western hero in baggy underpants can match these idiots in all their transvestite glory, nor will it surprise anyone to discover that the female romantic lead is now no more than a rubber-doll with the intellectual powers of a vibrator. The visuals are ugly, the effects those of a cheesy videogame, and it all goes on for 186 minutes, something of which the viewer is at all times painfully aware.
LÆS VIDERE I BATHOS!
Så blev I endelig enige om noget!
Du har tydeligvis ikke set de andre Zack Snyder-film. Jeg kan røbe, at hans mission er at underholde på et relativt uskadeligt niveau. Kun en retarderet ville have andre forventninger, frankly. Kan det tænkes at du har et utilfredsstillet behov for at markere en kulturel overlegenhed?
Frederik, jeg vil gerne bede dig genlæse vores kommentarpolitik inden din næste kommentar.
Erwin, dit indlæg er et cut-and-paste fra BATHOS (som du ikke engang har ulejliget dig til at oversætte) med en “læs mere” tilføjet bagefter? Og BATHOS er stadig et kommercielt produkt (=man skal betale for fornøjelsen)?
Det minder lidt om hvis Egmonts redaktør havde kommenteret
Har du noget at sige, så sig det her eller henvis til en gratis tilgængelig ressource på nettet. Vil du reklamere for BATHOS, så kan du købe dig til den slags hos bl.a. Google (tjenesten hedder AdWords). Sidste advarsel.
Og du skylder mig stadig et svar på det med rønnebærerne?
Beklager, at du fik en gratis anmeldelse. Slet den venligst!
Rønnebærrene var en hentydning til den ærgrelse, Janus røbede over ikke selv at have fået ideen med de gratis serier, som i øvrigt er fuldt forståelig. BATHOS har udkonkurreret alle de fanzines, han anmelder på sin side, og det må vel gøre lidt ondt.
I øvrigt skal jeg ikke yderligere belemre din side med kommentarer eller henvisninger. En bibliotekar med en blog er trods alt noget ganske særligt og skal ikke rendes på dørene af totalt ukendte personer.
Og Frederik! Fy!
Erwin, jeg ved snart ikke hvor jeg skal begynde med dig, og det er givetvis spild af krudt at forsøge.
Jeg fik ikke en “gratis anmeldelse” – jeg fik en slet skjult reklame for EGO MASTURBATHOS. Kommentarfilteret har fanget en anden, lignende reklame, som har endnu mindre relevans til det indlæg den er skrevet som kommentar til. (og jeg kan se at du har gang i lignende reklamer ovre på Serieland – igen uden stor relevans til det du kommenterer, men med en tydelig LÆS VIDERE I BATHOS).
Reklame er hvad det er, og lad være med at pakke det ind som andet.
Janus skriver intet sted at han ærgrer sig – han skriver at han “går og summer” over noget lignende. At du forsøger at holde din ensidige, personlige fejde med Janus ved lige her på siden er ikke acceptabelt på nogen måde.
Jeg ved med andre ord godt hvor jeg skal ende med dig: Da du ikke kan finde ud af at følge reglerne, er du hermed endt i sidens banfilter sammen med et par teenagelømler, som engang kom hertil fra Ekstra Bladets debatside og syntes at det var sjovt at sige LORT. Exit Erwin.
… men det hedder altså højtravende (høj-travende) …
Denne debat har, så vidt jeg kan se, transcenderet kommentarpolitikken. Men jeg vil gerne beklage for internet-relateret opførsel.
Det kan man vist roligt sige – helt uden hjælp af nogen art.