Fables – Eventyrlig god serie fra Vertigo

fables022I Fables får fantasien i bogstaveligste forstand frit løb, og serien er således befolket af et væld af figurer fra mytologi, folkeeventyr og sagn, som du aldrig har set dem før!

Store Stygge Ulv, Snehvide, Gepetto, Julemanden og mange andre eventyrfigurer eller “fables”, som de selv kalder sig, er blevet fordrevet fra deres hjemland af en mystisk og frygtindgydende skurk kendt under navnet “The Adversary”.

Da de for længe, længe siden tog flugten fra deres hjemland slog de sig ned i New York i et hemmeligt bysamfund, som de kaldte Fable Town. Her bor stadig de fables, der ser normale nok ud til at kunne begå sig sammen med mennesker uden at vække opsigt.

De andre, mere underligt udseende fables; drager, kæmper, talende dyr osv., bor i stedet ude på landet på en gård, som de naturligt nok kalder “The farm”. Begge enklaver kæmper for at skabe en dagligdag og holde de almindelige mennesker “Mundys” hen i lykkelig uvidenhed om deres tilstedeværelse, mens de drømmer om en dag at kunne vende tilbage til deres savnede hjemland og leve lykkeligt til deres dages ende…

Fables er et fortryllende bekendtskab, en trylledrik af den mest potente slags, hvor en af de vigtigste ingredienser er den verden, som Willingham har skabt. Den er meget rig og detaljeret og kan konstant udbygges, så historien kan tage nye og overraskende drejninger.

fables-pagefables2fables3

Det fantastiske persongalleri er en anden fantastisk faktor – Willinghams fortolkninger af eventyrfigurer som Prince Charming, de tre små grise og Pinocchio er sublim. Han kommer ind til kernen af de kendte – og ukendte – eventyrfigurer og blæser nyt liv i dem. De fremstår meget anderledes, end vi er vant til, men er samtidig tro mod essensen af hver figur, som vi kender dem fra f.eks. folkeeventyrernes og litteraturens verden..

fablesbjorn

Personkarakteristikken er knivskarp for hovedpersonerne og mere luftig for bipersonerne, indtil det er deres tur til at træde ind i det magiske rampelys. Denne model holder tilsyneladende aldrig op med at kaste spændende historier og mysterier af sig: Hvorfor blev Snehvide og Prince Charming skilt, hvordan er Store Stygge Ulv blevet Fable Towns sikkerhedsansvarlige, og hvorfor vil Snehvide ikke tale om sit ophold hos de 7 små dværge?

Seriens udgangspunkt gør, at Fables som ved et trylleslag uhindret kan skifte mellem at være krimi, romantik, drama, komedie, gys eller episk fantasy, alt dette uden at gå på kompromis med sig selv.

Serien veksler mellem mindre, novelleagtige historier og så den store episke fortælling, som har med Fables tragiske skæbne som fordrevne og kampen mod The Adversary at gøre. Det er imponerende at bevidne, at serien bare bliver bedre og bedre.

Serien har helt fortjent modtaget en lang række priser, heraf hele 14 [[Eisner Award]]s.

Udgivet af

Mads Bluhm

Mads Bluhm nærer en stor passion for tegneserien i alle afskygninger, lige fra klassiske fransk/belgiske serier over superhelte, amerikansk indie og moderne graphic novels fra ind- og udland. Der går ikke én dag, hvor han ikke priser sig lykkelig for at kunne udleve denne passion i sit daglige virke som bibliotekar i Allerød og som formand for Københavns internationale tegneseriefestival Komiks.dk.

Skriv et svar