Med serien Hunter-Killer satte Mark Waid og Marc Silvestri sig for at genopfinde historien om den mystiske regerings-sammensværgelse. Et ambitiøst projekt, ikke mindst når man tænker på at genren har været rigeligt udforsket i de senere år, ikke mindst i TV-serien X-files som nu er ved at være film aktuel. Waid fortæller selv i ekstra-materialet til trade paperback udgaven at han undervejs måtte tage sig selv i ikke at skabe endnu en X-files klon. Heldigvis lykkedes projektet.
Baggrunds-historien for Hunter-Killer er, at den kolde krig slet ikke drejede sig om atomvåben og hvem der havde overtaget på det område. Det drejede sig om hvem der havde de mest afskrækkende supervæsener – I historien kaldet “Ultra-sapiens” – for hvem har brug for et missil når man har en person der med et pust kan jævne en by med jorden.
Men de hemmelige væsener ville ikke være en brik i regeringernes spil og gjorde oprør. Fremme i vore dage findes disse menneskelige “weapons of mass destruction” stadigt derude, gemt i hemmelighed. Men for at sikre verden mod dem findes der gruppen Hunter-killer med den meget smukke, som altid i Silvestris streg, Samantha Argent der styrer agenterne i felten.
Ind i dette mix kastes så den unge Ellis der er vokset op i et stille og fredeligt familieliv på landet, uden at vide noget om alle disse hemmelige operationer og hvordan han selv sammen med sine forældre passer ind i puslespillet. Til yderligere at forvirre begreberne tilføjes den mystiske Wolf, en fri agent med sin egen dagsorden og udseende og attitude der er lige dele Wolverine og Clint Eastwood.
Hvilken side skal Ellis slutte sig til i denne spegede affære? Hvem kan han stole på? Og hvem er den mystiske person som tilsyneladende har overtaget kontrollen med USAs regering uden at nogen har opdaget det.
High-tech, superkræfter og sammensværgelser blandes til en virkeligt underholdende historie af Waid, og Silvestris tegninger, som jeg har haft en svaghed for lige siden han i sin tid arbejdede på X-Men, giver både den dynamik og blandingen af cyberpunk og realisme der gør at man pløjer sig igennem historien med en forbavsende lethed.
Hunter-Killer udgives af Top Cow og første del af historien kan købes i en trade paperback der ud over selve serien også indeholder en gennemgang af Waid og Silvestris process fra den første skitse og frem til det første manuskript i serien.
Jeg har hørt meget godt om serien, holder meget af Waid og når nu du slutter dig til mængden af lovprisere må jeg hellere se at få gjort noget ved det. Damn, som om min “to read”-bunke ikke var høj nok i forvejen!
Kun en bunke? jeg har en to-read reol
Nu vi er ved sammensværgelser så har FBI på deres website netop udgivet en forklaring på de ti største myter om deres arbejde
http://www.fbi.gov/page2/july08/myths_072408.html
de siger at de ikke har gjort eller vil gøre noget ondt. Men det skal de jo sige