Dylan Dog #1: En knæler gik at jage

En død mand kommer ind på en single-natklub…

Det er ikke begyndelsen på en af de mange vittigheder som Dylan Dogs assistent når at få afleveret i løbet af det første hæfte, men derimod indledningen på historien “En knæler gik at jage”. Natklubben har det dobbelttydige navn “Hiroshima mon amour”, en henvisning til den fransk/japanske film fra 1959 som flere steder deler temaer med Dylan Dog historien, men herom senere.

Uset og spøgelsesagtigt leder den døde mand os fra sit gravsted til natklubben som er omdrejningspunktet for denne første sag for Dylan Dog på dansk. Det giver os mulighed for at springe ind midt i arbejdet med at finde en kvindelig serimorder som finder sine ofre på “Hiroshima mon amour”.

Mareridtsdetektiven Dylan Dog udgiver sig for at være en af de mange singler der frekventerer natklubben i håb om at finde den eneste ene, dels for at hjælpe sin gamle ven og mentor Komissær Bloch fra Scotland Yard, dels for at hjæle en kunde som er mor til en af “knæleren”‘s ofre. Det fantasifulde tilnavn skyldes at morderen ligesom sin navnesøster i insektriget dræber sin mandlige partner efter at kønsakten er fuldbyrdet.

Så man kan roligt sige at Dylans hjerte er i fare på flere planer, for kærlighed på en single-natklub kan nogen gange være lige så farlig og uforudsigelig som en seriemorder. I filmen “Hiroshima mon amour” mødes parret på en cafe ved navn “Casablanca”, hvilket ifølge nogen ses som en hilsen til filmen af samme navn, og et symbol på at vi har at gøre med den umulige kærlighed.

Så det er sikkert med fuldt overlæg at Sclavi og Ciaverotti lader sine personer mødes på “Hiroshima mon amour”, for rundt i yderkanterne af det i øvrigt ganske gode, men også lidt traditionelle plot, bevæger sig en række menneskeskæbner som alle søger kærligheden på den ene eller anden måde, med meget forskellige og alligevel ens resultater til følge.

Teknikken med at introducere små menneskeskæbner ved siden af den gennemgående historie og alligevel opnå at læseren på kort tid når at få en smule følelse for dem kendes sikkert af mange fra Stephen King, men også Neil Gaimen og Alan Moore har brugt den i deres tidlige numre af henholdsvis “Sandman” og “Swamp Thing”. Det giver en fin balance ved at læseren trods de voldsomme dele af handlingen fastholdes i menneskelige følelser i stedet for at bedøves og afstumpes – folk der synes at Doom og Resident evil er god horror vil måske nok blive lidt skuffede, men måske også udfordret på en positiv måde.

Nu kunne nogen læsere måske forledes til at tro, at med referencer til franske film og anbefalingen fra selveste Umberto Eco: “Jeg kan læse Biblen, Homer og Dylan Dog i dagevis …”, så kunne det udarte sig til noget højpandet noget, og måske er det netop derfor at forfatterne til serien har valgt at give Dylan Dog noget nær den underligste assistent man kan tænke sig. En skuespiller der en gang har spillet Groucho Marx og siden er blevet hængende i rollen, tilsyneladende uden at bidrage til sagen med andet en en række meget karakterisktiske vittigheder.

Nogen gange kan jeg godt synes at han er lidt i overkanten – om jeg med tiden vil finde ham lige så irriterende som de fleste personer omkring Dylan Dog ser ud til at gøre det er der kun en måde vi kan finde ud af – ved at vi alle køber både dette bind, det næste når det udkommer d. 6 juli og så fremdeles.

Velkommen til Dylan Dog og til Shadow Zone Media på det danske marked. Læsere der vil vide mere om dette nye forlag, følge med i nyheder om serien eller diskutere serien, horror, musik eller film bør besøge hjemmesiden (som altid er mit brugernavn verszou).