Charles Burns: Sort hul

Dette er nok en af de mest rammende titler, jeg er stødt pÃ¥ i lang tid, for Burns’ mesterværk føles som lige præcis det: et sort hul, som suger læseren ind.

“Sort hul” er oprindelig udgivet som tolv hæfter i Ã¥rene 1995-2005, først hos Kitchen Sink, sÃ¥ hos Fantagraphics og til sidst samlet hos Pantheon Books. Det er Fahrenheit, der har stÃ¥et for den danske udgave – med Paw Mathiasen selv bag den vellykkede oversættelse. Og det er ærligt talt pÃ¥ tide, at vi stifter bekendtskab med den pÃ¥ dansk, for der er tale om en ganske unik læseoplevelse. Bag den underspillede forside gemmer der sig en fortælling, som kommer under huden – pÃ¥ mere end én mÃ¥de.

Historien foregÃ¥r i 70erne og handler især om tre teenagere i en forstad til Seattle: pigen Chris og de to drenge Rob og Keith. De bliver fanget lige der i overgangen mellem barn og voksen, i den allermørkeste del af puberteten, hvor seksualiteten synes at buldre lige under alting. De er alle fra gode familier og bruger tiden pÃ¥ at gÃ¥ i skole og drikke sig fulde eller ryge sig skæve. Livet er ganske godt, og sommeren synes at vare evigt, hvilket er noget af en bedrift, nÃ¥r man kigger pÃ¥ Burns’ tegninger, der næster vælter sig i sort. Han forstÃ¥r at fremmane stemninger, og hans billede af 70erne er utroligt vellykket.

“Sort hul” kunne sagtens have holdt sig inden for en strengt realistisk ramme – grundlæggende er det en historie om at vokse op, at ændre sig, og jeg tvivler ikke pÃ¥, at Burns kunne have begÃ¥et en yderst interessant historie uden de ekstra lag, han graver under sine personer. Men uden de lag ville den ikke rumme den afgrundsdybe og altgennemtrængende følelse af frygt og undergang, som den gør. Den ville hverken rage op eller nÃ¥ de dybder, den gør.

Der huserer nemlig en sygdom i byen. En kønssygdom, som kun rammer teenagere og påvirker deres kroppe på et utal af forskellige måder. Nogle kommer til at ligne monstre, én får en hale, en anden viser næsten ingen ydre tegn på det. Rob har en ekstra mund, ikke særligt stor og placeret på hans hals. Da han har sex med Chris, bliver hun smittet, og hendes hud begynder at give slip på hendes krop. Da det viser sig, at hun er smittet, kommer det som et slag for Keith, der længe har været lun på hende. De bliver alle rystet ud af deres rolige tilværelser.

De smittede samles i skoven og i udkanten af samfundet, og vores tre hovedpersoner kæmper for at finde en eller anden form for lykke i det mørke, der har sænket sig over dem. Det lykkes ikke for alle – ligesom i virkeligheden er fløjlshandskerne ikke pÃ¥ her.

Burns har begÃ¥et et værk, der flÃ¥r læseren gennem det meste af følelsesspektret. Det er det bedste billede pÃ¥ puberteten, jeg længe er stødt pÃ¥, og det er en historie, der trækkes en ind og ikke giver slip. Et sort hul i virkeligheden er et punkt, der har opnÃ¥et sÃ¥ stor masse, at dets tyngdekraft trækker alt ind, selv lyset, og det er et passende billede pÃ¥ denne graphic novel – ikke blot fordi den er sÃ¥ dyster i sit grafiske udtryk, men ogsÃ¥ fordi man netop har billedet af hovedpersonerne som indfangne af kræfter uden for deres forstand. De bevæger sig gennem hvert deres kredsløb, sammen med flere mere eller mindre vigtige bipersoner, mens de langsomt trækkes længere og længere ind mod singulariteten: det punkt, hvor selv naturlovene bryder sammen, og hvor det er umuligt at forestille sig, hvad der ligger forude.

Som man mÃ¥ske kan læse, ville “Sort hul” være i stand til at give en hel kongres af dansklærere lystkramper, men dens kvalitet ligger naturligvis i, at den fortæller en god historie. Burns lader sine personer krydse frem og tilbage og springer mellem nutid, erindringer og drømme, sÃ¥ fortællingen bliver endnu mere fortættet. Hans tegninger fremstÃ¥r mÃ¥ske lidt stive i det, men har formÃ¥r alligevel at lade dem med en masse detaljer og stemning. Man kan formelig mærke frustrationen og desperationen flyde ud fra siderne. Det fÃ¥r “Sort hul” til at fremstÃ¥ pÃ¥ den ene side som en vellykket socialrealistisk coming of age-historie og pÃ¥ den anden side næsten taktil horror med mindelse om Jim Woodring og Junji Ito.

Det letteste ville nok være blot at hæfte en mærkat på: mesterværk.

Udgivet af

Janus Andersen

Janus læser meget og gerne, og især de fantastiske genrer har hans kærlighed. Han er også særdeles aktiv skribent og webmaster på sider som Horrorsiden, Den Elektriske Kanin, Fortællingen og ikke mindst Fanzine.dk Janus er - trods vedholdende rygter - ikke manden bag det store apokalyptiske puddelangreb i '33, selv om det stadigt ikke er opklaret hvorfor han var den eneste overlevende.

En tanke om “Charles Burns: Sort hul”

Skriv et svar