“Empowered” er titlen på en trade paperback som udkommer i marts fra forlaget Dark Horse, skrevet og tegnet af Adam Warren. Historien virker umiddelbart som en humoristisk indfaldsvinkel til den bølge af “girl power” der ellers har været indenfor kvindelige superhelte.
Hos DC har man fået en barsk, asiatisk udgave af Batgirl, som kan kæmpe lige op selv med de fjender Batman har besvær med. Supergirl viser bar mave og fester igennem på det lokale diskotek. Hos Marvel har man gen-introduceret Rachel Summers som en yngre Phoenix og lanceret unge kvindelige udgaver af Wolverine og Nightcrawler i form af X-23 og Nocturne.
Men mens Batgirl og X-23 måske nok er den bedste babe til det de gør bedst, så er tingene lidt mere besværlige for heltinden ved navn Empowered. For det første er hendes navn ikke rigtigt cool, hendes dragt sidder tæt, men da hun ikke er helt tryg ved at vise sin krop frem på den måde hjælper det ikke ret meget, specielt ikke da den har det med at gå i stykker eller ikke virke når dens indbyggede kræfter skal bruges.
Som hun selv udtrykker det “… but that power doesn’t work if my suit’s really torn up like this. Or if I’m too distracted or scraed. Or if I don’t get enough sleep the night before”. Så hendes rygte blandt heltene er ikke det bedste, til gengæld får hun så hjælp af sin skumle kæreste og en fordrukken ninja-veninde, for ikke at glemme en dæmon der er fanget hjemme på hendes stuebord, som får tiden til at gå med at se DVD’er og komme med skurkagtige råd.
Så mens at de kvindelige helte har fået en tand opdad med hensyn til de barske egenskaber, så er der så til gengæld også blevet plads til den kvindelige anti-helt på samme måde som vi tidligere har set det på mande-siden. Umiddelbart lyder foromtalen ihvertfald til at der skulle være et par gode grin at hente.
Mere information kan fås hos Dark Horse selv.