Robert Crumb var i 60’erne og 70’erne en af hovedkræfterne i den amerikanske undergrunds tegneseriebevægelse Comix, og har givet os så ikoniske karakterer som Mr. Natural og Fritz the Cat.
Nu har han efter fire års arbejde, givet os en tegneserieudgave af en rigtig mainstream klassiker – Biblen. Nærmere bestemt Første Mosebog, som også er den saftigste og mest interessant del af Det gamle testamente. Her optræder klassiske bibelhistorier som Adam og Eva, Noa og syndfloden, ødelæggelsen af Sodoma og Gomorra, Josef og hans brødre og mange flere.
Teksten har Crumb trofast taget fra den seneste (engelske) oversættelse af Første Mosebog, og på dansk er det teksten fra Det Danske Bibelselskabs autoriserede oversættelse fra 1992 der bruges. Der er kunnet lavet få ændringer, for at få det til at passe ind i tegneseriemediet, som alle er anført bagerst i bogen.
Det siger en del at Crumb, som vanligt nyder at provokere, her udgiver med bibelautoriteters velsignelse, og man må da også sige at Crumb har holdt sig i skindet. Man kunne forvente at med så saftigt materiale som Sodoma og Gomora, masseomskæringer og adskillige sex- og incestscener, ville Crumb forfalde til at gå lidt amok. Men Crumb holder sig trofast til biblens ord, og viser ikke mere end han behøver.
Faktisk er Verdens Skabelse så trofast mod sit oplæg, at den på bedste vis demonstrerer hvor absurd og usammenhængende en historie det egentlig er. Crumb er sig selv bevidst om denne tendens. I forordet fortæller han hvordan andre tegneserietilpasninger af Biblen, ofte kommer scener ind som ikke optræder i det tekstlige oplæg, mens Crumb, som ikke troende, holder sig nøjagtig til tekstens ord.
Crumb udviser desuden et godt kendskab til Biblens tekst og fortolkninger i en kommentarsektion til sidst i bogen, hvor han diskuterer de mulige ændringer som teksten har gennemløbet gennem tiden, herunder især rettelser og omskrivninger der fremhæver patriarkalsk magt, frem for den oprindelige matriarkalske.
Crumb undlader måske nok at provokere unødigt, men hans vanlige stil dominerer stadig i høj grad. Således er kvinderne alle storrøvede og med spidse granatbryster, og ikke mindst notorisk grimme. De sort/hvide tegninger er superdetaljerede og de tætte skraveringer giver næsten én ondt i armen.
Tegneseriemediet passer godt på det tekstlige forlæg, især i lange, uoverskuelige opremsninger af familieforhold og sønner, som fx “Esaus førstefødte søn Elifaz’ sønner… høvdingene Tema, Omar, Sefo, Kenaz, Kora, Gatam og Amalek” som hver får deres lille portræt, og på den måde gøres læsevenligt og mindre arbitrært.
Jeg vil ikke kalde Verdens skabelse et stort værk, men det er forfriskende at vi endelig har fået en trofast gengivelse af Første Mosebogs tekst, som så samtidig er noget mere appetitlig og lettere at gå til end Det gamle testamente.
Fakta om værket
Titel: Verdens skabelse
Oversættelse: Søren Vinterberg
ISBN: 9788711433461
Omfang: 208 sider
Indbinding: Hardcover
Pris: 299.95
Jeg har denne bog, og jeg synes den er fantastisk. Flot tegnet, fascinerende, og underholdende i sin absurditet.
God anmeldelse.
Ok anmeldelse, men det virker lidt overfladisk hurtigt at affærdige Crumb’s kvinder som værende ‘notorisk grimme’. Er man så ikke bare selv underlagt det moderne samfunds kvindeidealer? Crumb synes vel ikke selv at de er grimme, og jeg kender mange kvinder der elsker hans måde at skildre kvindekønnet på, netop fordi det går imod ‘mainstream’-kulturens indgroede normer for skønhed.
Det var egentlig udelukkende en kommentar til kvindernes ansigter, og ikke til kropsidealet, hvis robusthed og formfuldendthed jeg skam også sætter pris på. Jeg ved ikke om Crumb synes de er grimme, det er nu engang bare sådan han altid har tegnet kvindekønnet, jeg tvivler dog på at mellemrum mellem fortænderne og kæmpenæse nogensinde har været et kvindeideal – moderne som antikt.
I alle tilfælde er det, som anmeldelsen i sin helhed, udtryk for min helt egen subjektive mening, så det er fint hvis du og de mange kvinder du kender synes noget andet. Harold Bloom beklager sig i øvrigt over det samme, på humoristisk vis, i sin anmeldelse af værket i The New York Review of Books.
Mvh
Christian
Crumb har jo selv giftet sig med en jødinde med en stor næse – et eller andet må han vel se i dem.
Nå, ligegyldigt. Grundlæggende er vi ikke uenige om bogen.