Junji Ito: Museum of Terror 1-3

“Tak for lån. Jeg bliver nok aldrig stor fan af Tomie :)”

Den ganske korte og noget sigende besked fulgte med, da en kollega afleverede de tre “Museum of Terror”. Jeg havde lÃ¥nt dem til hende, efter hun havde anmeldt filmene baseret pÃ¥ Junji Itos værk pÃ¥ Gyseren.dk – i hÃ¥bet om, at de originale historier ville tiltale hende mere end de afledte. Desværre ikke, viste det sig.

Det sjove er, at selv om jeg er vild med “Museum of Terror”, kan jeg egentlig godt forstÃ¥, hvorfor hun ikke kan lide den. Og selv om jeg har lovprist Junji Itos nok største værk, “Uzumaki”, sÃ¥ forstÃ¥r jeg ogsÃ¥ godt, nÃ¥r Thomas Strømsholt ovre pÃ¥ Planet Pulp finder den helt mislykket. Jeg tror, at Itos værker er lidt som en vippe – det kommer an pÃ¥, hvor man lægger vægten, om man rammer jorden pÃ¥ den ene eller anden side af den gode læseoplevelse.

Jeg lander selvsagt godt og tungt på den gode side, også med “Museum of Terror”. Ikke, at den mangler sine fejl, men den har også en energi og en vision, der virker overbevisende på mig.

De tre bind samler en lang række historier, som kan deles op i to.

Først og fremmest er der Tomie-historierne, som fylder de to første bind, dernæst en lang række enkeltstÃ¥ende historier, som fylder tredie bind under titlen “The Long Hair in the Attic”. Dette sidste bind er i sagens natur meget blandet bÃ¥de i udtryk, og hvor godt det lykkes Ito – hvor man i Tomie-bindene har et mere sammenhængende univers og en skaber, der tydeligvis udvikler sig igennem historierne.

Tomie er en ung pige – smuk og af typen, der tiltrækker unge og ikke helt sÃ¥ unge mænd som bier til holdning. I den allerførste historie om hende er hun netop død, og hele hendes klasse er ramt af det. Punktum. Den burde ende der, indtil Tomie møder op i skolen, tilsyneladende uden at vide, at hun nyde den evige hvile. Snart fÃ¥r vi historien om, hvad der virkelig skete, da hun døde, og den viser sig at involvere hele klassen – og Tomie er som en hævnende Ã¥nd, hvis tilsyneladende uvidenhed og besynderlige sorgløshed er som en negl over en tavle for alle de involverede.

Det er egentlig en ganske gennemskuelig skæbnefortælling – velfortalt, men i sig selv ikke noget ud over det sædvanlige. Itos svært definerbare styrke kommer, nÃ¥r han gÃ¥r over gevind. For historien stopper ikke der – omkring 750 sider fylder han med med historier om Tomie, alle ud fra de fÃ¥ fakta: Tomie fÃ¥r mænd til at forelske sig, og mænd slÃ¥r Tomie ihjel, men hun vender altid tilbage. Og over gevind gÃ¥r han – for ideerne bliver mere og mere groteske, mens historierne vælter derudaf. Der er en manisk aggression i Juni Itos mÃ¥de at fortælle pÃ¥ – hæng pÃ¥ eller fald af, land pÃ¥ den ene eller anden side af vippen, det er ligemeget, for han har ikke tænkt sig at stoppe op og kigge tilbage.

Hans værker- ikke de enkelte historier, men sammenhængen – er som groteske tæger, der bider sig fast i en ide og suger blod af dens, mens de vokser til store blævrende masser af blodfyldt kød, der virker pÃ¥ nippet til at eksplodere, hvad øjeblik det skal være. De virker foruroligende, alene fordi de formÃ¥r at hænge sammen pÃ¥ trods af den umÃ¥delige vægt pÃ¥ dem.

Helt samme effekt har tredie og sidste bind i serien sÃ¥ ikke pÃ¥ mig – det er ene og alene enkeltstÃ¥ende historier, der sÃ¥ selvføgelig ikke kan opnÃ¥ samme umÃ¥delige inerti. Her svinger vippen noget mere – nogle er okay hÃ¥ndværk, enkelte er lidt latterligt, og nogle fÃ¥ rummer den der ægte knivsæg af ægte ubehag. Det er det svageste bind af de tre, men dog med sine perler imellem.

God horror handler ofte om at finde det fremmede i det velkendte – mÃ¥ske er det derfor, at jeg som 34-Ã¥rig mand i en sÃ¥dan grad fascineres af Itos verden, der konsekvent tager udgangspunkt i teenagepiger og den verden, de færdes i. Det er ikke kvalmende romantisk glasur efter laveste fællesnævner, som en vis Stephenie Meyers brug af samme, men ægte mørke, hvor realismens vægge bryder sammen under vægten af det, der læner sig op ad dem udefra. Og sÃ¥ er det helt grundlæggende bare historier, der forstÃ¥r at overraske igen og igen.

Udgivet af

Janus Andersen

Janus læser meget og gerne, og især de fantastiske genrer har hans kærlighed. Han er også særdeles aktiv skribent og webmaster på sider som Horrorsiden, Den Elektriske Kanin, Fortællingen og ikke mindst Fanzine.dk Janus er - trods vedholdende rygter - ikke manden bag det store apokalyptiske puddelangreb i '33, selv om det stadigt ikke er opklaret hvorfor han var den eneste overlevende.

4 tanker om “Junji Ito: Museum of Terror 1-3”

Skriv et svar