This Movie is afraid of me – Watchmen

Promobilleder fra Watchmen-filmenDet skal ikke være nogen hemmelighed (det er det i al fald ikke for dem af jer, der følger os på Twitter) at mine forventninger i forhold til denne film var helt i bund. Nej, Watchmen kan ikke filmatiseres på en ordentlig måde – Alan Moore har skrevet den til at være u-filmbar, og i øvrigt er den for lang og for detaljeret til at blive andet end en 24-timers maraton hvis man skal gøre det ordentligt. Den her film kan ikke være tro mod hele indholdet i tegneserien.

Oven i det er Moore selv mildt sagt rigtigt meget imod projektet – vi har f.eks. hans næsten klassiske “I will be spitting venom all over it“-interview med LA Times:

I find film in its modern form to be quite bullying. It spoon-feeds us, which has the effect of watering down our collective cultural imagination. It is as if we are freshly hatched birds looking up with our mouths open waiting for Hollywood to feed us more regurgitated worms. The ‘Watchmen’ film sounds like more regurgitated worms. I for one am sick of worms. Can’t we get something else? Perhaps some takeout? […]
Perhaps [The Watchmen Movie has] been cursed from afar, from England. And I can tell you that I will also be spitting venom all over it for months to come.

Nuvel, selv om Moore selv ikke bryder sig om at hans tegneserier bliver filmatiseret, er der ikke noget der forhindrer dig og mig i at se filmen og selv danne os vores egen mening om den – faktisk tværtimod. For det kan vel godt gå godt, kan det ikke? Snyder har flere gange udtalt hvor stor fan han er af serien og hvor stor respekt han har for Moore, så det kunne da gå godt … ikke? Vel har man måtte sluge et par kameler undervejs,  men de har ofte givet os et plaster på såret – tegneserien-i-tegneserien Tales of the Black Freighter er f.eks. ikke med i filmen, men kommer i stedet for i en seperat animeret version. Der bliver gjort meget for at stille os fans tilfredse, og en del af de frigjorte klip er da også meget pæne at se på.

En fin start

Det starter rigtigt fint med en stemningssættende intro og mordet på Gøgleren, filmet i Snyders næsten patenterede “så mange 100% genkendelige scener fra tegneserien som mulig”-stil. Gøgleren (spillet af Jeffrey Dean Morgan) virker godt ramt som figur, og idet hans krop smadrede vinduesglasset og faldt mod gaden 22 etager nede, må jeg indrømme at et spinkelt håb blev tændt i mig: måske?

Og det fortsætter skam – titelsekvensen er fremragende og bagefter har vi en række scener, som får bygget bro mellem tegneserien og filmens medie på fin vis. Ja, der er et par kompromiser, men de er ikke skrækindjagende og stemningen rammer rimeligt godt min ide om hvordan stemningen i scenerne bør være.

Men nej. De første advarselstegn viser deres grimme fjæs.

Vi får f.eks. scenen, hvor Silk Spektre (spillet uden nogensinde at opnå gennemslagskraft af Malin Akerman) og Nite Owl (en svær rolle, men overvejende fint spillet af Patrick Wilson) sønderbanker bandemedlemmerne i baggården – deres første action i årevis og det første gryende tegn på, at et forhold imellem dem for alvor er ved at spire, Silk Spektres forhold til Dr. Manhattan til trods. Hvad får vi? Det er en voldelig scene i tegneserien, men filmens brækkede lemmer og hvad den ellers byder på virker overdrevne og hvad værre er:  filmen misser totalt den indestængte, forbudte erotik der er i scenen.

Tegneserien er også mørk, voldelig og på mange måder ekstrem, men den rummer en følelsesmæssig ballast, som filmen i store træk mangler – eksempelvis den næsten klassiske sekvens med Nite Owls impotens i civil og efterfølgende potens i dragten – selv om den er smurt tykt på rent symbolmæssigt i tegneserien, er det også en central og gribende scene. I filmen er den et skuldertræk værdig, ligesom det efterfølgende samleje i modsætning til sin modpart på papiret i filmen bare kommer til at virke lummert og ikke som den forløsning det er.

De iscenesatte slåskampe og den rå vold bliver i sidste ende … kedelige og skaber en afstand til filmen. Er det snart færdigt? Det er da moderat underholdende, men jeg har en indbygget grænse for hvor mange brækkede lemmer, hoveder kløvet med kødøkser og arme savet af med vinkelsliber jeg kan se på, før min opmærksomhed begynder at vandre. Sjovt nok generede det mig ikke de fjerneste i tegneserien, men det er nok dels forskellene mellem de to medier og det at Snyder mærkværdigvis har valgt at skrue op for volden i filmen  – de tidligere nævnte oversavne arme er f.eks. ikke en del af tegneserien.

Nu er jeg ved at komme frem til det, der nok et mit hovedproblem med filmen: af en film, som gerne vil lave så tro en adaptering af originalmanuskriptet som muligt, laver den om på nogle ting som er fuldstændigt unødvendige.

Rorschack ser RorschackFor eksempel Rorschacks forhistorie – filmen følger tegneserien til punkt og prikke, Jackie Earle Haley spiller igennem og POW! – pludseligt står han og hakker en barnemorder i hovedet med en kødøkse. HVAD? Ikke at tegneseriens løsning er mindre grusom, men der er ingen fornuftig grund til ikke at beholde den – den havde ikke taget længere tid, den havde fungeret lige så godt på film som det de fandt på i stedet og … der er simpelthen ingen grund. Ingen.

Musikken i filmen skal også lige have en kommentar med: tegneserien refererer på mange steder til specifikke musikstykker, og de er alle med i filmen. Rigtigt godt. Lige pludseligt kommer så “Sound of Silence”, der ikke er i tegneserien men med rimelig god vilje kan siges at være et period piece – i kontekst er Hello Darkness my old friend liiiige tykt nok i forhold til en film, som mange vil opfatte som dyster – og hvor fanden kommer Leonard Cohen fra som erstatning for Billie Holliday? Helt galt går det så i nogle af actionscenerne, hvor slåskampene foregår til uptempo moderne musik og bringer ubehagelige mindelser til Daredevil-filmen. Damnit, man skal ikke sidde og tænke på Daredevil-filmen når man ser en moderne superheltefilm.

To squid or not to squid

The Squid in all it's glory!Som mange af seriens fans nok har læst sig til allerede – ellers kan de gøre det her – er slutningen ændret i forhold til tegneserien; væk er det kunstigt skabte interdimesionelle, psykiske blækspruttemonster og i stedet har vi en række … eksplosioner, hvis natur jeg nok skal lade være med at komme ind på her. Jeg kan godt se at den gængse biografgænger måske har nogle problemer med at godtage et blækspruttemonster, men jeg synes ikke at den løsning man har valgt i stedet er specielt god.

Det store problem her er, at selv om vi ser folk dø som følge af eksplosionerne, mister vi igen den emotionelle impakt – dels fordi man i tegneserien har fået et forhold til nogle af de mennesker der omkommer, og dels fordi Silk Spektres (og dermed vores og resten af verdens) reaktion på de tusindvis af meget døde mennesker vi ser i tegneserien er meget forståelig, hvorimod hun i filmen bliver chokeret over, nå ja, et hul i jorden. Snak om at amputere en scene, rent følelsesmæssigt.

Vi er her nok henne ved filmens allerstørste problem: den er et – som Moore startede denne anmeldelse med at præcisere – tygget og opgylpet opkog af visse af Watchmens plotelementer, tilsat lidt ekstra vold for at virke “dyster”, “kompromisløs” og “ekstrem” og så med et poleret lag, som på ingen måde klæder hverken forlæg eller adaptering – det er fordummet og fordummende.

Alligevel er jeg ret glad for Watchmen-filmen. Hvorfor dog?

Massedød i New YorkWatchmen tager nogle underlige krumspring, laver nogle lige så underlige kompromis’er, misser nogle oplagte muligheder og ødelægger centrale scener fuldstændigt. Der er for megen overflødig action, og den der er der er for kedelig alligevel, der er ingen følelsesmæssig dybde i flere af figurerne (paradoksalt er den mest involverende person den følelsesforladte Dr. Manhattan, spillet af Billy Crudup i filmens for mig suverænt bedste præstation) og den tramper flere steder hen over det nuancerede og subtile forlæg som en dino igennem Dr. Manhattans glasslot. Hvad er der at være glad for, så?

For det første fordi at selvom der er mange ting som filmen gør forkert, så er der altså også en masse ting, som den gør rigtigt – første halvdel rammer i store træk forlægget, nogle af skuespillerne er fint castet og først og fremmest så prøver den at være bare nogenlunde tro overfor forlægget, hvilket man ikke kan beskylde tidligere Moore-filmatiseringer for at være (V for Vendetta som en mulig undtagelse).

Der er mange problemer med Watchmen, men samtidig er det nok den bedste filmatisering som kunne komme fra Hollywood, og jeg tror i høj grad at vi kan takke Snyder for det. Vi får også ekstramateriale – Tales of the Black Freighter og Watchmen Motion Comic giver os henholdsvis tegneserien-i-tegneserien og hele tegneserien, så man kan få al baggrunden med. Det havde de ikke behøvet, og det vidner om at der er hjerte med i det hele et eller andet sted.Og like it or not: det er en film, som på et eller andet tidspunkt ville være blevet lavet – så hellere dette end LOEG v2.0.

Men den egentlige grund til at jeg er glad for filmen er denne: med filmatiseringen af Watchmen er det tydeligt ud over enhver grænse at film og tegneserier – selvom der er ligheder medierne imellem – er to meget forskellige medier. Scener som fungerer perfekt i tegneserien, falder til jorden i filmen, selvom man har gjort masser af krumspring for at få det til at fungere. Når folk i fremtiden snakker om at tegneserien er “film light” kan man altid henvise til Watchmen – nej, den er ikke! Se hvordan det ikke lykkedes dem, selv om de prøvede.

Og der er naturligvis altid en lummer tilfredsstillelse i at kunne sige “hvad sagde jeg?”

Udgivet af

Ulf Reese Næsborg

Ulf Reese Næsborg er født i 1971, og har læst tegneserier siden da, hvilket vil sige at han har læst stort set samtlige albumudgivelser i Danmark indtil starten af 90'erne, hvor han begyndte at læse overvejende udenlandske tegneserier. Læser mest amerikanske tegneserier, både fra 'de to store' og fra Indie-udgivere. Yndlingsforfatterne er Grant Morrison, skarpt efterfulgt af Alan Moore, men han har også et blødt punkt for Brian Michael Bendis, J. Michael Straczynski og Brian K. Vaughan. Han er manden bag tegneseriesiden og som sådan den man skal kontakte hvis man har generelle spørgsmål eller kommentarer til siden.

14 tanker om “This Movie is afraid of me – Watchmen”

  1. Rigtig god anmeldelse. Jeg får lyst til at se filmen – samtidigt med at jeg mentalt forsøger at forebygge den nok uundgåelige skuffelse. Og så et rigtigt fint afslutningsafsnit. Hvor længe har du haft den liggende ;-)

    1. Tak for det – jeg har ikke haft anmeldelsen liggende som sådan, men jeg har da gjort mig både tanker og notater undervejs. Vend endeligt tilbage med dine indtryk, når du har set den!

      1. Shall do – men det ser sgu’ først ud til at blive mandag. Har en aftale med en kammerat, som påstår han er “optaget” indtil da. Tsk, tsk, tsk.

    1. Spoilers, spoilers … vi har generelt ikke nogen (store) spoilers i vore anmeldelser, så tegneseriesiden er som tommelfingerregel spoiler-fri zone.
      Personligt spoiler jeg aldrig helt nye udgivelser (som f.eks. ændringerne i denne films slutning i forhold til tegneserien), men kan godt finde på det med meget gamle ting, især hvis det jeg skriver mere har karakter af baggrundsartikel (se f.eks. min anmeldelse af Grant Morrisons Animal Man).

      Vi bør nok have en erklæret politik, så endnu en ting til min todo.

      1. Jo det er såmænd ikke fordi jeg er bange for spoilere, men det er godt at vide. I mit system tilføjes “spoiler free” automatisk hvis jeg tagger et indlæg “reviews”, og omvendt hvis jeg tagger mit indlæg “spoilers”.

  2. Okay jeg er lige kommet hjem fra biografen, jeg har lige skrevet noter til OFV i morgen, jeg ved du har skrevet en anmeldelse, men jeg ville ikke læse den, jeg har holdt mig helt clean inden filmen, men jeg tænker det kan ikke skade, jeg vil jo godt vide hvad andre mener om filmen.
    Og nu hvor jeg er færdig med at læse…det er næsten uhyggeligt, du er helt sikker på du ikke formerer dig ved celledeling eller du havde en klon i Helsingør eller noget.

    jeg kunne ikke være mere enig…for det er min mening og du er helt sikker på det med klonen.

  3. Det er en god anmeldelse, og jeg har efterhånden læst mange af dem – det er næsten lige så interessant som selve filmen, som jeg synes i øvrigt synes var fantastisk vellykket. Jeg vil sige, at anmeldere skal passe på at de ikke laver objektive vurderinger af kvaliteten i Snyders prioriteringer. Man kan altid forestille sig at en anden prioritering havde været bedre, men at kalde dem fx fordummende, er i mine øjne en fejl, hvis man vil beholde sin objektivitet. Vi er stadig milevidt over de hidtidige superheltefilm.
    Dine eksempler på gode ting er til gengæld helt objektivt korrekte :p

    Jeg var nu ikke så vild med Crudups noget underspillede Dr. Manhattan, jeg kunne meget bedre lide Earle Haleys Rorschach (en af de bedste karakterer ever i noget medium), og var glad for at Malin Akeman ikke trak ned, som jeg havde frygtet. Wilson var også overraskende god. Matthew Goode var lidt blah og fik nok ikke helt tid nok til at bygge figuren op.

    Det er sjovt med voldsscenerne, som slet ikke irriterede mig i forhold til fx Pans Labyrint, hvor de i mine øjne var alt for overdrevne og distraherende. Jeg vil ikke sige der er nogen god grund til den ekstra vold i Watchmen-filmen, men det generede mig ikke. Måske fordi jeg indgik en aftale med filmen om at vi er i et 100% urealistisk univers, så hvorfor ikke lidt splat hist og her?

    Generelt vil jeg sige, at så længe filmen tør være moden, ambitiøs og fjollet på samme tid, gør den tegneserien ære. Og det tør den sgu langt det meste af tiden. Det er så absolut min nye favorit-superhelte-film.

  4. Tak for en som sædvanlig indsigtsfuld anmeldelse.

    Jeg er temmelig enig med frederik, og må sige, at kombinationen af Crudups close-up med synlig makeup stod i grel modsætning til hans lyseblå aura i alle andre shots. jeg ved ikke lige hvordan detkunne udbedres, men jeg var ikke vild m. Manhattan.

    Derudover synes jeg mest at filmen bare forværrer de svage punkter der er i seriens flow: Ozyandias’ figur er ikke enormt troværdig, og kortet ned til under en halv times screen time er han helt til grin. ligeledes rorschach og nite owl opklarings-spurt:
    vi besøger lige xxx, når han er der ikke, hvad er der på hans pc, bumbumbum, gud, det er jo HAM der er the bad guy. At få det ned på ti minutter bliver helt Lassie-agtigt( vuf vuf! hvad siger du lassie? er der to jægere med brækkede ben i kløften, og de har brug for insulin?)

    Watchmens slutning har bare alrig været specielt velfungerende, uanset det intelligente spil på detenté. Men uden den lange optakt med den forsvundne tegner osv. bliver det totalt deus ex machina.

    Jeg ville have ønsket at hele filmen var blevet mere snusket og grumset – Proposition, Unforgiven-agtig – især i voldsscenerne. Matrix-slomo og det i øvrigt teflon-agtige CGI-look forstærker min oplevelse af uvirkelighed, og jeg synes at når serien virker, er det fordi personerne kommer til at virke troværdige.

    Her ville især scenerne omkring aviskiosken have været en virkelig god tilføjelse. Man savner at ikke-superhelte-verdenen blander sig i filmen; det er stort set kun Nixon, der står for det.

    Nå. Jeg synes alt i alt ikke at Moore behøver spy edder i mere end et par dage, og så kan vi til gengæld alle glæde os over at der kommer nye læsere til tegneserieverdenen.

Der er lukket for kommentarer.