Disney køber Marvel

4-i-2007-nav-logo_marvel_medIfølge flere nyheder rapporteret på sitet Yahoo Finance er Disney ved at lægge an til at købe Marvel Entertainment Inc for intet mindre end fire milliarder dollars.

Nyheden kan læses på dette link.

Marvels egen hjemmeside indeholder på nuværende tidspunkt ikke nogen oplysninger om handlen.

En uddybende historie på Yahoo nævner at Disney sandsynligvis er interesseret i at få fat på et yngre mandligt publikum som modvægt til den store markedsandel de allerede har på den kvindelige side med film og serie-successen Hannah Montana.

Interessen fra Disneys side viser den store forvandling Marvel har gennemgået siden 90’erne hvor selskabet stort set var bankerot. Under den nuværende leder Joe Quesada og den tidligere chef for film-delen Avi Arad har Marvel formået at positionere sig ikke bare som et tegneserieforlag, men også som en underholdningskoncern der dækker både spillefilm, tegnefilm og animerede og digitaliserede online-tegneserier.

Verden er min bitch – Sinfest

Persongalleriet i Sinfest
Persongalleriet i Sinfest

Ud over udsigten til flyvere fra frokostbordet og til stewardesser når man går til og fra kontoret er en af fordelene ved mit nuværende job de mange interessante personer man arbejder sammen med.

En af disse er Preben Pedersen, fra tegneserieværkstedet Sort som blæk. Preben holder til på den anden side af gangen, og da han ud over at kunne lave tegneserier også er fan af Lovecraft (hans “Væsenet fra S’kha’ht” bør læses ved selvangivelses-tid), Terry Pratchett og Douglas Adams så ender vi, oftere end vi sikkert burde, med at snakke om andet end databasedesign.

En af de mange online-tegneserier han har introduceret mig til er Sinfest af Tatsuya Ishida, som han sagde: “Den her er lige noget for dig, den starter med en der vil sælge sin sjæl til djævlen“. Lighederne med Trine fra Radiserne er ikke helt tilfældige.

Faktisk tager Sinfest ganske respektløst på andre serier og gør gerne grin med hvad der sker bag kulisserne hos Radisserne, Steen og Stoffer og andre kendte avisstriber. Så givet det, og så at man ikke holder sig tilbage for at gøre grin med både gud og djævlen, samt at flere af seriens hovedpersoner ikke holder sig tilbage fra at se porno eller læse Playboy, kan det ikke under at serien aldrig rigtig er havnet i syndikation.

2003-11-02

Seriens to hovedpersoner, Slick og Monique, har masser af referencer til den moderne hip-hop/gangsta-kultur. Men selv hvis man, som mig, får udslæt bare af at komme til at zappe forbi MTV, så er der stadigt noget at hente i Sinfest.

Slick er, ihvertfald i sine egne tanker, inkarnationen af en over-sexet blanding af street-pimp og Hugh Hefner. Hans modspil, baben Monique, er dog ganske uimponeret over hans usofistikerede, seksuelt meget eksplicitte forsøg på at lægge an på hende. Til gengæld benytter hun sig skruppelløst af hans interesse når hun har brug for opmærksomhed.

2003-09-08

Det fysiske størrelsesforhold mellem de to afspejler nok meget godt hvem der egentlig har det mentale overtag, eller som hun meget selvbevidst bemærker “the ‘nique shall inherit the earth”.

På mange måder minder Sinfest om den klassiske firser-serie Bloom County, men hvor Bloom County ligesom Doonesbury ofte kommenterede på den politiske situation, så er Sinfest mere i stil med den nuværende tidsånd hvor religion fylder meget i vores verdensbillede. Hovedpersonerne er måske nok både hedonistisk og anarkistisk indstillede, men i Tatsuya Ishidas verden kan man ikke helt slippe for gud, ikke engang selv om man ikke tror.

2003-10-25

Gud må dog også finde sig i nogen drøje hug undervejs. Djævelen er aldrig langt væk, og skal nok sørge for at minde ham om korruption, etnisk udrensning, folkedrab, børnemishandling og hvad kirken ellers har beriget os med gennem tiderne. Og så må han lide den tort det må være for en monoteistisk gud at jævnligt blive opsøgt af den asiatiske drage som repræsentant for den tro som en ikke ubetydelig del af vores verden har. En dejlig forfriskende ting i disse tider, hvor et blik på dagspressen gode kunne overbevise en om at det eneste vigtige er hvilken af de mellemøstlige religioner der har mest ret.

Så selv om gud må høre for lidt af hvert, så er der som regel en rest af respekt overfor ham som spirituelt begreb, mens der er fri jagt på hans jordiske repræsentanter. Farisæiske tilhængere og ulidelige missionærer bliver gjort grundigt til grin.

2003-08-24

Selv ikke djævelen slipper for en fanboy undervejs, der ganske som sit engleagtige modstykke, forsøger krampagtigt at tjene den onde sag. Djævlen derimod er en sofistikeret gentleman med sans for de finere ting her i livet, ikke en surmulende sortklædt teenager som lever i sin mors kælder og lytter til Dimmu Borgir dagen lang.

Men ud over livets store spørgsmål har Sinfest også masser af referencer til asiatisk populærkultur, som for eksempel når Slick som ninjaen Wasabi uden det store held kæmper mod Monique og hendes robot, eller når Uncle Sam pludseligt forvandler sig til en kæmpestor Gundam og smadrer løs på både huse og mennesker. Begge får dog deres bekomst, Slick bliver udsat for den specielle asiatiske tortur-metode “tøsefilms-marathon” og Uncle Sam opdager at Lady Liberty ikke er begejstret for hans handlinger, så han må se sig henvist til at sove på sofaen.

Sinfest kørte vist kortvarigt i et af de danske humør-blade fra Egmont for år tilbage, men hvilket og hvorvidt den stadig kører ved jeg ikke. Men for de engelsktalende kan Sinfest købes i trykt format, Dark Horse har for nyligt udgivet en samling, og ellers kan serien læses online via arkivet.

Preben Pedersen og Sort som blæk kan opleves på dette års Fantasticon hvor de står for en tegneserie-workshop søndag i tidsrummet 12 – 14. Tegneseriesidens redaktør deltager også i Fantasticon, hvor han blandt andet interviewer [[Peter Snejbjerg]].

Den utrolige historie om Kavalier og Clay

Forsiden på den danske og amerikanske udgave
Forsiden på den danske og amerikanske udgave

Tegneseriebranchen som vi kender den idag er i høj grad præget af navne. I 90’erne var det de store tegnere som for eksempel McFarlane der opnåede næsten rockstjerne-status indenfor branchen og her i det nye årtusind er det forfattere som Miller, Millar og Bendis der har den store status og forbindelserne til drømmefabrikken i Hollywood.

Men de superhelte-serier vi kender og elsker idag startede ud under noget mere ydmyge kår. Den første store bølge af tegneserier kom i den såkaldte “golden age” periode. Senere kom “silver age” hvor de to store selskaber vi mest kender til idag, Marvel og DC satte dagsordenen for superhelte-serier. Lidt sarkastisk har nogen senere talt om en “chromium age” i 90’erne hvor omslag trykt på metalfolie var en af de mange kreative ideer der forsøgte kunstigt at skabe samlerobjekter. Den boble endte med at briste, om den nuværende symbiose mellem superheltene og Hollywood også ender på samme måde er det nok for tidligt at dømme om endnu.

Historien om Kavalier og Clay hører derimod til i den første periode, “golden age”. Historisk kan man nogenlunde afgrænse perioden til tiden mellem to begivenheder. Det der sætter det hele i gang i 1938 er udgivelsen af Action Comics nummer et, hvor figuren Superman optræder første gang. Den definitive dødsdom over den første bølge af tegneserier med superhelte, kom ud af de senatshøringer som fulgte i kølvandet på blandt andet Fredric Werthams bog “Seduction of the innocent” som førte til indførelsen af den såkaldte Comics Code Authority.

Allerede inden Wertham begyndte at fortolke på hvad mænd i stramtsiddende kostumer foretog sig  i selskab med teenage drenge når de var alene i deres hemmelige hovedkvarter , havde guldalderens tegneserier dog tabt en del af pusten. Med den store krig mod Tyskland afsluttet ændredes markedet. og andre genrer kom i fokus.

Men mellem de to perioder opstod en tidsalder hvor serieskabere i bedste “American dream” stil skabte noget nyt og enestående som gav mulighed for at tjene store summer, både på hæfterne i sig selv og på afledte produkter som legetøj og radiospil. Muligheder der tiltrak driftige forretningsmænd der sjældent lod de oprindelige kreative kræfter få deres del af kagen.

De to hovedpersoner i historien om Kavalier og Clay er begge jøder, ligesom en række af de betydende navne indenfor den amerikanske tegneserie i virkeligheden var det, for eksempel Supermans skabere Siegel og Schuster og de senere hovedkræfter i Marvel Comics Stan Lee og Jack Kirby.

Sam Clay arbejder som reklametegner, men vil gerne meget mere, desværre har han ikke det store talent for at tegne, det har til gengæld hans fætter Joe Cavalier, et naturtalent med uddannelse på kunstakademiet i Prag. Joe Kavalier undslipper med nød og næppe fra Europa mens den tyske jernnæve strammer sit greb om de jødiske ghettoer.

Hans familie må derimod blive tilbage i Europa, hvilket sætter sine spor i Joes psyke og i den serie de to senere skal blive berømte på “Eskapisten”. De indestængte frustrationer over nazismens fremtrængen i Europa, kombineret med jødisk overtro og myten om Golem er temaer som ofte fremhæves omkring skabelsen af den moderne superhelt, for eksempel i “Our gods wear spandex” som jeg tidligere har anmeldt på Tegneseriesiden. Men Michael Chabon er heller ikke blind for den fascistiske subtekst, som også findes i disse serier, et paradoks som Neutzsky-Wulff og Bitch benytter sig af i deres politiske satire “Lawman”, som tidligere er blevet anmeldt her på siden (og af undertegnede i [[Himmelskibet]].

Forfatteren til 'Kavalier og Clay'
Forfatteren til 'Kavalier og Clay'

Chabon bruger måske nok tegneseriens guldalder som bagtæppe for sin historie, men i virkeligheden er det lige så meget en historie om to menneskeskæbner, måske tre når man medtager den smukke maler Rosa Saks som får stor betydning for begges liv. Familiens sammenhold og svigt, menneskers seksualitet, jødisk identiet er temaer som væver sig ind i historien om hvordan Kavalier og Clay skaber tegneseriehistorie. Og tidens store navne, som Harry Houdini, Salvador Dali, Eleanor Rosevelt og Orson Welles får alle lov til at træde ind i små biroller sammen med kendte serieskabere som Stan Lee og Joe Simon.

I sidste ende viser hovedpersonernes historie sig at være lige så vigtig som den tegneseries historie Chabon prøver at fortælle.  Så selv for folk der ikke specielt interesserer sig for tegneserier med superhelte er der noget at hente i denne bog. Måske er det også derfor at bogen ved sin udgivelse blev belønnet med Pulitzer prisen.

Eskapisten som rigtig tegneserie
Eskapisten som rigtig tegneserie

Som det næsten måtte ske, har bogen efterfølgende fået følgeskab af en tegneserie baseret på Eskapisten, eller The Escapist som han endte med at hedde i udgivelsen fra Dark Horse. Der er siden kommet yderligere tegneserier inspireret af The Escapist, men dem vil sidens redaktør følge op på senere.

Min anmeldelse her er baseret på den danske udgave fra Borgen, oversat af Svend Ranild. Generelt gør den danske udgave sig udmærket, men der er steder undervejs hvor den meget konsekvente oversættelse af alt til dansk bliver lidt for pedantisk. For eksempel når Human Torch bliver til Den Menneskelige Fakkel i stedet for Flammen, som er det navn der har været brugt på dansk for ham indtil vi i 90’erne gik over til amerikanske navne herhjemme. Flere steder er det faktisk uhyre vanskeligt at udlede hvilke helte der egentlig er tale om da mange af dem ikke har været udgivet på dansk i årevis, nogen måske aldrig.

Så hvis man vil vide hvad de oprindelige helte er for nogen, så må man gætte sig til hvad de hed på amerikansk. Her ville en liste over de valgte oversættelser nok have været på sin plads. Værre endnu bliver det når amerikanske vendinger og slangudtryk bliver oversat direkte. “See you later aligator” kan man nok gætte sig til, men udtryk som kærlighedshistorien “Kærligheden gjorde mig til en abe”, sandsynligvis kommer fra “Love made a monkey out of me” skurrer fælt. Så hvis man har det med at hidse sig op over den slags og derfor måske naturligt ikke har det så svært med det engelske, så kan man måske med fordel forsøge sig med den engelske udgave.

Fakta om serien

Bedømmelse: Anbefales (engelsk udgave bør foretrækkes).

Forfatter: Michael Chabon

Dansk udgave:

Den utrolige historie om Kavalier & Clay
Borgen 2006
ISBN: 978-87-21-02749-0

Amerikansk udgave

The Amazing Adventures of Kavalier & Clay
Picador
ISBN: 978-0312282998

Freakangels – engle efter syndfloden

Før os, syndfloden
Før os, syndfloden

Samarbejdet mellem Warren Ellis og tegneren Paul Duffield på Freakangels startede egentlig, som tidligere omtalt her på siden med en web-tegneserie hvor man løbende kunne følge serien efterhånden som de enkelte sider blev lagt ud på www.freakangels.com.

Efterfølgende er Ellis’ faste udgiver af hans mange selvskabte universer [[Avatar Press]] begyndt at samle siderne fra nettet til trade paperbacks, hvoraf der indtil videre er kommet to. Måden serien bliver udgivet på afspejler ganske godt det dilemma vi stadigt står i, med hensyn til udgivelse af elektroniske tegneserier. Dels er der endnu ikke fundet en virkelig brugbar forretningsmodel for at udgive rent elektronisk, dels skaber det elektroniske medie stadig nogen barrierer, som gør at mange læsere vil foretrække at have en trykt kopi. Personligt er jeg en af dem, uanset hvor meget jeg holder af min MacBook, så må den blive inde på kontoret når jeg skal læse i sengen.

Verden gik under … men gik videre

Når man ser på temaet for [[FreakAngels]] kan man derfor ikke lade være med at smile lidt over at det netop er den historie der er endt med at blive lagt ud på nettet. For vi befinder os i et post-apokalyptisk steampunk univers hvor verden åbenbart er gået under for seks år siden. Store dele af London står under vand, infrastruktur og myndgheder er der ikke meget af og de mennesker, som stadig er tilbage i storbyen ser ud til at leve i små eknklaver.

Ikke at forveksle med guitaristen i Judas Priest
Ikke at forveksle med guitaristen i Judas Priest

Omdrejningspunktet for historien er Whitechapel, hvor gruppen FreakAngels holder til. Oprindelig var de tolv børn, født 23 år før historien starter, på nøjagtigt samme tidspunkt. De besidder overnaturlige evner, blandt andet telepatiske evner til at kunne læse andres tanker og det antydes flere gange i serien at de har noget at gøre med verdens sammenbrud seks år tidligere.

Men meget mere får man ikke at vide i det første bind af historien, for den udfolder sig med en uvant langsommelighed i forhold til de historier af Warren Ellis jeg ellers har læst, for eksempelt den voldsomt opskruede Anna Mercury som jeg håber snart at anmelde. Det er som om at sammenbrudet af de moderne kommunikationsformer og samfundets opskruede hastighed smitter af på historien og påtvinger den en vis sindighed. At dømme efter den del af andet bind jeg har nået at læse indtil videre, er der heller ingen antydning af at fortællingens tempo stiger der.

Styrke i forskelligheden

Selv om gruppen af FreakAngels er født på samme tidspunkt, er de vidt forskellige personligheder. Lige fra den smukke men iltre og opfarende KK som står for gruppens luftforsvar på den dampdrevne motorcykel/helikopter hun selv har bygget, over den barnlige, lettere ustrukturerede Arkady der spreder rædsel med sin evne til at forudsige andres fremtid.

Hver sin måde at fordrive tiden
Hver sin måde at fordrive tiden

Og for at komme spektret rundt ikke mindst den dekadente Sirkka som helt har trukket sig tilbage fra dagligdagens gøremål for at tilfredsstille sine seksuelle fantasier med partnere af begge køn. Åbenbart har syndfloden også taget syndsbegrebet og moralisterne med sig.

Men netop gennem deres forskellighed har de hver noget at bidrage med til den samlede gruppe, og på den måde kan man sige at den nye verden adskiller sig fra den gamle, hvor det mere virker som om at der er brug for en stor homogen gruppe.

Ind i denne blanding af sære mennesker kastes Manchester-pigen Alice, som dukker op for at hævne sig på Mark Fox, tilsyneladende et sort får iblandt de øvrige FreakAngels. Hendes tilstedeværelse giver både Ellis chancen for at kommentere på begivenhederne fra et normalt menneskes synspunkt, del muligheden for at lege lidt med de britiske dialekters mangfoldighed. Der skal nok være en enkelt amerikaner eller to som klør sig i hovedet over hendes mærkelige måde at tale på.

Konklusion

FreakAngels kan være lidt svær at komme ind på hvis man er vant til at leve på en diæt af superhelte-serier, hvor der helst ikke skal gå for mange sider inden folk tæver løs på hinanden.

Det dæmpede tempo gør at man lige skal bruge lidt tid til at pejle sig ind. Men når først man er inde begynder figurerne at blive interessante, og man begynder ligefrem at finde en vis sympati for den simple verden de lever i.

Teknologien og mange af de ting vi tager for givet er væk, men mulighederne for at udfolde sig og sætte sit aftryk på den nære verden omkring en er pludselig blevet enorme. Ikke at jeg er parat til at give slip på hverken computeren eller nettet endnu, men FreakAngels kan være en hyggelig lille ferie langt væk fra det hele.

Fakta om serien

Freakangels, 2009.

Bedømmelse: Anbefales.

Forfatter: Warren Ellis

Tegner: Paul Diffield

Forlag: Avatar Press

Rumheltenes endestation – Ignition City

Ignition City - klodens sidste rumhavn
Ignition City - klodens sidste rumhavn

[[Buck Rogers]], [[Flash Gordon]], [[Rumagent Spif]] – alle disse heltemodige enspændere som frygtløst drog ud i rummet og bekæmpede fremmede invasioner og mystiske aliens, hvor blev de egentlig af?

Det virker som et emne der har optaget forfatteren [[Warren Ellis]] for nyligt. Første gang han nærmede sig temaet var, da han overtog serien [[Astonishing X-Men]] efter [[Joss Whedon]]s meget berømmede 25-numres forløb.

Den ofte misantropiske Ellis kiggede sig om i vor nuværende verden, og så hvordan vi sender vore gigantiske skibe ud til den tredie verden, for at de kan blive hugget op af arbejdere, som har et lidt mere elastisk forholdt til fagforeninger og arbejdsmiljø end vi er vant til her i den vestlige verden.

Normalt ville man jo sige at science fiction er en optimistisk extrapolering af den nuværende teknologi, med tanke på hvilke positive konsekvenser den kan få. Men Ellis valgte at se det med den gamle gnavne mands skulende sideblik og endte derfor i stedet med at introducere Marvel universets skibs-kirkegård Chaparanga, et sted hvor rumskibene fra alle de invasioner fra rummet der har været siden Fantastic Four første gang stak snuden udenfor jordens atmosfære ligger til ophug.

I Ignition City folder han temaet lidt mere ud. Historien er hans egen, og udgiveren er det mindre forlag Avatar Press, så Ellis behøver ikke at bekymre sig om at anslå den velkendte optimistiske tone fra Marvel Comics. Illustrationerne står [[Gianluca Pagliarani]] for, og han fanger perfekt den forfaldsæstetik som skal til for at få [[Ignition City]] til at fremstå troværdigt.

Rumhelt på druktur i det tyvende århundrede
Rumhelt på druktur i det tyvende århundrede

Hos [[Avatar Press]] behøver Ellis ikke at holde sig indenfor det trods alt meget positive univers han arbejder indenfor hos [[Marvel]], så her får den en tand mere. Juri Gagarin er dybt alkoholiseret og lever på gaden, en næsten lige så fordrukken Buck Rogers hænger lidt bagvendt i stedet fast i det 20. århundrede, Flash Gordon er en del af byens korrupte underverden og jorden har for længst stukket halen mellem benene i konflikten med de insektlignende væsener derude. Navnene er måske ændret lidt, men meningen er ikke til at tage fejl af.

Faktisk er Ignition City det sidste sted tilbage på jorden hvor man stadig har en chance for at komme ud i rummet. Et snusket, forfaldent sted med rustne raketter, infrastruktur der er ved at bryde sammen og meget marginal tilstedeværelse af ordenshåndhævere. Det er til denne forfaldne slum af en rumhavn at den unge, smukke, rødhårede Mary Raven ankommer for at finde ud af årsagerne til sin fars død.

I rummet kan ingen høre dig kaste op
I rummet kan ingen høre dig kaste op

Rock Raven var en af rumpionererne, og hans datter ønskede sig mere end noget andet at være som sin far. Ud i rummet kom hun også, som hun selv beskriver:

“I shot a man on Khargu because he needed to die more than any I’ve ever met. I repaired three rocket tubes with a wrench and a knife while hanging upside down over Titan during the syzygy. I’m 26 years old and my life is over now”.

Hendes tur til Ignition City virker lige så meget som et forsøg på at genvinde det som han stod for, den tilværelse ude blandt stjernerne som nu næsten er uden for rækkevidde. Men var hendes rumkaptajn af en far mon også det menneske hun troede han var? Beboerne i Ignition City vil helst ikke ud med sproget om hvad der er sket, men noget tyder på at Lightning Bowman, med lyn-symbolet på trøjen, ikke har rent mel i posen.

Indtil videre er der kommet tre af de fem numre i serien, og hvis man skal tage efter hvordan det plejer at gå med Warren Ellis’ udgivelser på Avatar, så følger der nok en udgivelse i trade paperback når serien er afsluttet. Historien kan anbefales, både til de der ikke er bange for at få et lidt kynisk tilbageblik på tidligere tiders sorgløse eventyr i rummet og til de der, som jeg synes at det måske er en god ting med en påmindelse om hvor vigtigt det er at vi kommer derud i rummet, inden vi forslummer her på jorden.

Fakta om serien

Ignition City, 2009.

Bedømmelse: Anbefales.

Forfatter: Warren Ellis

Tegner: Gianluca Pagliarani

Forlag: Avatar Press

Det utænkelige – og det der er værre

Første nummer af Unthinkable
Første nummer af Unthinkable

I disse år oplever sammensværgelses-teorierne en vis revival. Ikke at de i sig selv er noget nyt, ordet kendes helt tilbage til 1909.  Men når kompleksiteten i verden hele tiden stiger og borgerne begynder at opfatte deres regeringer som lukkede og egenrådige, så må der nødvendigvis opstå et behov for at skabe en forklaring på det hele.

Krigen i Irak er et eksempel, mens de fleste måske nok kan se en vis fornuft i, at foretage en eller anden form for modtræk efter terrorangrebene på New York og Washington, så var der alligevel så mange løse ender, mærkelige forklaringer og ting der efterfølgende viste sig ikke at passe. Så man kunne ikke lade være med at få den tanke, at der måske lå noget andet bag.

Nogen vil sige at det gør der, at USA selv organiserede terrorangrebet den 11. september for at finde et påskud til at fremme sine egne interesser i mellemøsten. Andre vil sige at det er et udslag af vores overaktive fantasi. At vi har brug for, at skabe en sammenhængende forklaring på verden, så derfor fylder vi de huller som vi ikke kender, eller ikke forstår op. Det være sig med med “guds vilje”, illuminatiernes orden, den globale kapitalismes hemmelige forbund eller hvad der nu ellers får det hele til at hænge sammen.

En ven af mig gjorde opmærksom på at det nok er sjovere at være konspirationspraktiker end at være konspirationsteoretiker, og det kan der jo være noget om. Men konspirationsteorien passer bedre for det moderne menneske.

Verden er trods alt fyldt med ting vi ikke helt forstår, men gerne ville ændre. Ændringer ser ud til at kræve en stor indsats, personligt engagement og muligheden for ikke at være hjemme når ens personlige favorit vises på TV.

Så det er måske nemmere bare at konstatere, at det hele alligevel er for sent, at de mystiske magthavere har vundet, at Michael Jackson ikke er død men afventer et kæmpe comeback i kølvandet på det medieshow han har sat i gang … og var der ikke også noget underligt i den måde Blachman aldrig blinkede når han afgav sin stemme i X-Factor.

Personligt er jeg placeret i den skeptiske lejr – der er onde og meget synlige ting man kan tage fat på her i verden, vi behøver ikke at opfinde fiktive forklaringer for at finde ting vi her især kan ændre i vores liv. Men jeg er fascineret af teoriernes mangfoldighed og indhold. Og hvis man vil have mangfoldighed, så er “Unthinkable” af Mark Sable fra Boom! Studios lige det rette sted at bevæge sig hen.

Forfatteren Mark Sable
Forfatteren Mark Sable

Alan Ripley er en Hollywood forfatter af den type, der skriver den slags blockbuster thriller film som ville være sommerens store sællert i tiden før 11. september. Hæren elsker filmene baseret på hans bøger, Blackhawk helikoptere og dristige soldater som redder verden i sidste øjeblik er god propaganda.

Men med 11. september ændres alt. Alan  kommer selv under beskydning fra medierne, som beskylder ham for at have inspireret angrebet, ganske som Timothy McVeigh skulle være inspireret af Turner Diaries. Men ikke nok med det, så mister han sin bror i angrebet på Pentagon.

Kunne han have inspireret angrebet? kunne han have forudset det? Nogen i en hemmelig regeringsorganisation kommer på den tanke, at det kunne “nogen” godt have gjort. Derfor samler de en tænketank af personer med evnen til at finde på dommedags-scenarier, og Alan vælger at deltage under dæknavnet “Hollywood”.

Alt ser ud til at gå vel, ideerne strømmer frem, scenarie efter scenarie rulles op. Snart viser det sig at de 7 mennesker i gruppen sagtens kan få 11. september til at ligne en spejderudflugt sammenlignet med det de har i tankerne.

Nummeret af Unthinkable vi måske får at se
Nummeret af Unthinkable vi måske får at se

Efter udført arbejde går de hver til sit … men så sker det utænkelige. De scenarier de har udtænkt begynder at udspille sig. Ganske som med 11. september giver de nye angreb frygt nok til at indføre stærkere modforholdsregler, og alt hvad der ligner kritik eller alternative udlægninger bliver hurtigt dysset ned.

Kun Alan og hans tidligere kolleger ved hvad der venter, i den lange række af dommedags-scenarier de har udtænkt. Og kun de ved nok til at kunne stoppe de personer som står bag. Efter to numre er det stadig for tidligt at gisne om hvor slemt det ender, og om der er nogen måde at redde resterne af vestlig civilisation som vi kender den. Men efter to numre er jeg nysgerrig nok til at hænge på for at se hvordan det her ender.

Om vi får lov til det vil tiden vise – for i sidste uge kunne man på det kendte nørd-website Slashdot læse at Mark Sable var blevet tilbageholdt i lufthavnen i Los Angeles med manuskriptet til Unthinkable nummer tre. Sikkerhedsfolkene var mere end almindeligt interesseret i hvorfor han rendte rundt med et manuskript i baggagen som havde henvisninger til 9/11 og sammensvorne terrorister.

Eller er det måske bare en sammensværgelse, hvor Mark Waid har ringet til sikkerhedsvagterne i Los Angeles lufthavn, for at skaffe lidt ekstra publicity for Boom! Studios nyeste udgivelse … hmmm …

Fakta om serien

Unthinkable, 2009. 24 sider per hæfte, farver.

Bedømmelse: Anbefales.

Forfatter: Mark Sable

Tegner: Julian Totino Tedesco

Forlag: [[Boom! Studios]]

BATHOS – nu med tegneserier

Bathos nummer 88
Bathos nummer 88

At runde 90 numre for et dansk fanzine er noget af en bedrift, ikke mindst når når man påtænker at indholdet i det store hele er frembragt af en enkelt person. Men enmandshæren bag [[Bathos|BATHOS]] er heller ikke nogen hr. Hvemsomhelst.

Erwin Neutzsky-Wulffs  imponerende produktion bag sig siden han i 70’erne, hvor han, med bidrag til Seriemagasinet og  diverse gyserudgivelser samt bøgerne om Adam Hart, var med til at hjælpe undertegnede og sikkert flere andre ind på deres afsporede vej her i livet.

Siden er der fulgt mange hyldemeter af bøger med, som forener science fiction, mytologi, det overnaturlige og esoteriske, hvor det seneste fiktionsværk er “Hjernen”, mens “Menneskets afvikling” er Neutzsky-Wulff’s ret unikke bud på en historiebog.

De fleste ville nok mene, at med sådan en produktion ville det være på tide med en velfortjent eftermiddagslur, men tilsyneladende slapper Wulff af fra at skrive, med at skrive lidt mere. Det er så blevet til BATHOS en sjov blanding af et filmblad, Wulff på slap line, politisk satire, kurser i latin, gennemgang af den babylonske historie suppleret med monstre, sadomasochistisk sex og det okkulte.

Eksempel på det kommende indhold
Eksempel på det kommende indhold

Med andre ord, alt hvad det moderne menneske har behov for af modgift mod kulturkanon og “Vild med dans”. Med tiden er den omfattende gennemgang af de obskure film indenfor science fiction og horror blevet suppleret med en DVD, hvor gamle public domain film bliver suppleret med forfatterens eksperimenter med et digitalt videokamera, politiske kvæk og sågar computerspil om transcendens og sadomasochisme.

Og hvad har det så alt sammen med tegneserier at gøre, og hvor bliver nyheden af?

Jo, som de der har fulgt med i online-debatten rundt omkring på nettet vil vide, så er Wulff vendt tilbage til tegneserien. Først og fremmest med tegneserien “[[Lawman]]”, som tidligt på året vandt Seriejournalens netkåring. Men som altid, så har forfatterens hovedbeskæftigelse det med at smitte af på BATHOS. Så siden nummer 75 har der jævnligt været optryk af gamle tegneserier, som nu er i public domain.

Endnu et eksempel
Endnu et eksempel

Fra og med nummer 90 får tegneseriedelen af BATHOS dog en tand mere. Wulff barsler med artikler om [[Dick Tracy]] og det danske tegneseriemarked i halvtredserne. Efterfølgende vil der blive fulgt op med en artikel om gyserserier, og da de der har fulgt Wulff gennem årene ved at han er stor fan af ting som de klassiske [[EC]] serier, skal det nok blive interessant læsning.

Eksempel på en BATHOS DVD
Eksempel på en BATHOS DVD

Og med fare for at lyde som en dårlig reklame på TV-shop, så er der mere endnu. På den medfølgende DVD vil filmene blive suppleret op med tegneserier fra guldalderen som nu er tilgængelige i public domain.

Personligt tror jeg roligt man kan regne med, at der ikke vil være mange venlige ord at finde om denne sommers crossover hos Marvel  eller det seneste tie-in til de japanske tegnefilm på TV, Wulff rapporterer ikke “news” men “olds” – og jævnfør hans seneste bog, så er det ikke en optimistisk tro på “udviklingen” som præger forfatterens verdenssyn. Men, enig med ham eller ej, så er Wulff sjældent kedelig at høre på. Bathos kan købes på forfatterens hjemmeside, og hvis man bor i københavnsområdet også i butikker som [[Fantask]] og Rock Uglen.

Fantasticon 2009 – også for tegneserielæsere

Fantasticon
Fantasticon

Hvor går en tegneseriefan hen i de år hvor der ikke afholdes Komiks? Et af forslagene kunne være Fantasticon 2009, som afholdes i Vanløse Kulturhus d. 29. -30. August. Der er således god tid til arrangementet, men festivalens koordinator Flemming R.P. Rasch, som for nyligt udsendte nyhedsbrev nummer tre omkring festivalen opfordrer folk til allerede nu at tilmelde sig på Fantasticons hjemmeside.

Fantasticon har været et årligt tilbagevendende arrangement siden 2005, hvor fans af science fiction, fantasy, horror med mere har chancen for at møde dels hinanden, dels en række danske og udenlandske gæster.
De to udenlandske hovednavne er i år begge forfattere at science fiction, og skulle man ikke kende dem i forvejen vil nye læsere få lejlighed til at komme “up to date” ved et par præsentationer. Det forlyder også at der vil blive udgivet bøger med de to hovednavne i forbindelse med Fantasticon. Flemming Rasch præsenterer de to hovednavne således:

“Charles Stross: Science fiction-forfatter – som annonceret i nyhedsbrev 1. D. 16/6 har Science fiction Cirklen et arrangement i Valby, hvor Stross’ forfatterskab præsenteres. Se sciencefiction.dk

Gwyneth Jones: Science fiction-forfatter – som annonceret i nyhedsbrev 1. Vi har planer om at arrangere et foredrag om hendes forfatterskab inden Fantasticon.”

Det er værd at bemærke at Charles Stross for nyligt blevet nomineret til en Hugo pris, science fiction genrens Oscar, for sin bog Saturn’s Children (mere herom på http://www.thehugoawards.org/ ).

The Light Brigade af Tomasi og Snejbjerg
The Light Brigade af Tomasi og Snejbjerg

Blandt de øvrige deltagere er det nok [[Peter Snejbjerg]] som er mest interessant for tegneserie-læsere. Et andet velkendt navn for tegneserielæsere er Morten Søndergård, også kendt som [[Marvel-Morten]]. Morten har i år en stand på Fantasticon, ikke for sin arbejdsplads [[Fantask]], men for at holde hollandsk auktion over en del af sin meget omfattende samling af bøger. Morten har også lovet at stille op til en panel-diskussion undervejs.

Måske vokser tegneseriefans fra at diskutere om “Superman kan tæve Hulk”, men de fleste er som regel klar til en omgang “Hvilken historie var den bedste?”. Fantasticon byder på flere top-10 lister over de bedste historier med blandt andet X-Men som sikkert vil inspirere nye læsere og sætte gang i diskussionen hos de mere garvede.

Endelig vil deltagerne få lejlighed til at prale med deres viden i to quiz’er hvor undertegnede sammen med den tidligere formand for [[Fantastik]], storsamleren Tue Sørensen, arbejder på højtryk for at finde på interessante spørgsmål.

… og så har jeg slet ikke nævnt film-sporet som byder på alt fra kult-fanfilm til den aktuelle svenske vampyr-film “Lad den rette komme ind”.

Læs mere om de øvrige dele af arrangementet i nyhedsbrev nummer tre.

Marvel indgår samarbejde med X-Factor

De danske dommere
De danske dommere

Først skulle de til at skændes  i det amerikanske retssystem, men så pludselig sejrede forretningssansen. Marvel Entertainment udbygger sin position som en vigtig underholdningsvirksomhed med en enestående aftale om fælles shows med det populære talentshow X-Factor.

Pressemøde i New York

På et pressemøde i New York, indkaldt netop i dag, afslørede Marvel Entertainment at man har indgået et banebrydende samarbejde med folkene bag det populære underholdnings- og talent-program X-Factor om en række udsendelser med fælles tema.

Manden bag Marvel Entertainment
Manden bag Marvel Entertainment

Til stede på mødet var Marvels øverste chef for tegneseriesiden, chefredaktør Joe Quesada  sammen med Avi Arad, tidligere chef for Marvel Entertainment, som har været tilknyttet projektet som konsulent.

Retssagen som aldrig blev

“Som vi tidligere har set med ‘City of Heroes’ startede det hele som en retssag”, forklarer Arad om den stævning Marvel havde udtaget mod folkene bag X-Factor for misbrug af ophavsret.

“Vi stævnede dem for at have misbrugt navnet på en af vores grupper af superhelte”, tilføjer Quesada, med henvisning til Marvels nu hedengangne serie med de oprindelige medlemmer af X-Men.
Producerne bag X-Factor var ikke interesseret i at få negativ omtale i forbindelse med deres show og man har derfor forsøgt at holde den truende retssag ude af medierne. Men før at retsforhandlingerne kunne starte foreslog Arad med en årelang baggrund i underholdningsbranchen et kompromis som ville give økonomiske fordele for begge parter.

Marvels X-Factor serie
Marvels X-Factor serie

“Marvel ejer et katalog med mere end 5000 superhelte, X-Factor har et enormt publikum i ungdoms-segmentet som vi gerne vil i kontakt med, derfor var det en åbenlys win-win situation at kombinere de to”.

Udklædte deltagere

I den kommende runde af X-Factor udsendelserne vil både deltagere og dommere derfor være nødt til at  klæde sig ud som figurer fra Marvels univers, både til auditions og under selve showet.

Den musikalske del af showet vil Marvel Entertainment derimod ikke blande sig i, ud over at man på forhånd har frabedt sig brugen af en række sange som nævner konkurrerende superhelte.

Ingen DC helte i sangene

Den fulde liste er ikke tilgængelig på nuværende tidspunkt, men det forlyder at de forbudte sange vil rumme alt fra åbenlyse henvisninger som Laurie Andersons “Oh, Superman” til mere obskure sange som “I was Kaizer Bills Batman”.

“Vi er klar over at sidstnævnte ikke indeholder egentlig sang”, forklarer Quesada der selv er fritidsmusiker, “men i så stor en forretning som denne kan der ikke tages chancer”.

Hos de danske producenter ser man positivt på det nye samarbejde som sløret nu løftes for. “Vi forventer ikke at det bliver noget problem at folk skal klæde sig ud som  superhelte, de fleste er parat til at gøre hvad der skal til for at komme på TV”, udtales det som en del af en længere pressemeddelelse.

Kraftige reaktioner i det danske tegneseriemiljø

Knapt så begejstret er man hos den danske Marvel-udgiver Egmont. “Jeg har ikke bestilt andet end at snakke i telefon med teenagere som vil have kostumetips siden de første rygter dukkede op på nettet i mandags”, udtaler en træt og lettere irriteret Michael G. Nielsen, “hvis det her fortsætter når vi simpelthen ikke at få næste nummer af Spider-Man på gaden til tiden.

Også fra den kendte tegneserieforretning Fantask lyder der kritiske røster, blandt andet fra den navnkundige Marvel-Morten som gennem mange år har oversat de danske udgivelser af Marvels tegneserier. “Fundamentalt set er det jo noget pjat. Den værste beslutning siden Quesada anullerede Spider-Mans ægteskab her for nyligt”, udtaler Morten Søndergård.

Thomas Blackman
Charles Xavier
Thomas Blackman
Thomas Blackman

Dommer-ballade fra starten

Også hos seriens dommere har der været en del kontroverser omkring udklædningen. Mindst påvirket af ændringen bliver tilsyneladende Thomas Blackman, der vil optræde som Professor Xavier, manden bag X-Men. “Jeg lader mig ikke sådan skubbe rundt med”, udtaler Blackman og tilføjer en længere udredning om sit forhold til tegneserier, som et hasteindkaldt hold af sprogforskere fra Syddansk universitet i øjeblikket er ved at fortolke.

Emma Frost
Emma Frost
Lina Rafn
Lina Rafn

Showets kvindelige dommer Lina Rafn vil ikke umiddelbart udtale sig om de rygter der verserer om, at hun vil være klædt ud som isdronningen Emma Frost, ligeledes fra serien X-Men. “Det ville være en stor udfordring, men ikke meget mere end jeg er vant til når jeg ellers optræder på scenen”, udtaler hun kryptisk.

Mest utilfreds er den tredie dommer Remee, som allerede kan afsløre at vi får ham at se dels iført røde kontaktlinser, dels med et sæt spillekort i hånden. “Det er jo absurd, bare fordi mit navn minder lidt om Gambits virkelige navn (Remy Labeau) og fordi han tilfældigvis er aktuel i forbindelse med Wolverine filmen så træffer man sådan en tåbelig beslutning”.

Filmens og tegneseriens Remy
Filmens og tegneseriens Remy

Remee i kvindetøj?

Fra Marvels side bekræftes det per email, at der har været en del problemer omkring valget af kostumer. “Remee ønskede at være Black Panther, men i den nuværende historie vi har kørende er Black Panther død og erstattet af et kvindeligt modstykke”.

Marvel kan derimod ikke bekræfte at udtalelser fra Thomas Blackman om at “… Remee er en kælling” på et tidspunkt medførte en misforståelse der nær havde gjort, at den tredie dommer var blevet klædt ud som det kvindelige medlem af X-Men Storm.

“Der har været en række drøftelser og begge parter har måttet give indrømmelser. Vi føler at det nuværende valg er det bedste vi kan træffe”, udtaler Marvel Entertainment.

De nye afsnit som blev annonceret på pressemødet idag ventes at komme på dansk TV til efteråret.

Claremont vender tilbage til X-Men

X-Men Forever
X-Men Forever

Ulrik Kristiansen fra foreningen Fantastik er en mand med et stort hjerte. Det opdagede de danske tegneseriefans da han for et stykke tid siden tog initiativ til at sende en hilsen til den alvorligt syge serietegner Gene Colan.

Og hvis man er i tvivl om at en del af dette store hjerte banker for [[X-Men]] og for seriens mest berømte forfatter [[Chris Claremont]], så burde al tvivl være fjernet med den mail der for nyligt dumpede ind i Tegneseriesidens inbox med titlen “Tegneserienyhed af dimensioner”.

Teksten var oprindeligt beregnet på et diskussionsforum for foreningen [[Fantastik]], men da undertegnede selv er så stor fan af Claremont at jeg gerne læser ham både når han er god og når han er knapt så god (det som ikke-fans af manden kalder dårlig), så viderebringer jeg gerne det gode budskab.

Den berømte X-MEN skribent, Chris Claremont, vender tilbage til X-MEN i en ny serie, X-MEN FOREVER, som foregår i en alternativ kontinuitet.

Serien *fortsætter* således hvor Claremont oprindelig slap tøjlerne – nemlig i X-Men vol. 2 # 3 fra 1991. (Det var den hvor # 1 havde 5 forskellige forsider af Jim Lee :-9)

Claremont har tidligere forsøgt sig med comeback på UNCANNY X-MEN og X-MEN(vol. 2) med blandede resultater. I 2000 kom han tilbage første gang på begge serier, men blev dog taget af serierne igen efter under et år.

Dernæst skrev han serien X-TREME X-MEN, som varede i 46 numre.

Efterfølgende vendte han så igen tilbage til hovedserierne og skrev UNCANNY X-MEN med lidt mere publikumssucces i omkring 30 numre (# 444-473), samt efterfølgende serierne NEW EXCALIBUR, EXILES og NEW EXILES.

Han har også forfattet de afsluttede serier X-MEN: THE END og GEN-NEXT.

Læs interviewet med Claremont om den nye serie, X-MEN FOREVER

http://comics.ign.com/articles/952/952385p1.html

Personligt prøver jeg ikke at skrue forventningerne alt for højt op. Efter min mening er Claremont ikke nær så god en forfatter i 00’erne som han var i 80’erne, bl.a. fordi han synes at have mistet fokuset på den førhen så stærke personkarakteristik, såvel som evnen til at skabe et stramt, dramatisk plot.

Men X-TREME X-MEN havde både en vis grad af den personudvikling,

X-treme X-Men
X-treme X-Men

drama og samfundskritik, som kendetegnede Claremonts lange run på UNCANNY X-MEN og diverse spin-off-serier (NEW MUTANTS vol. 1 fx) fra 1975-1991. Claremont har også i glimt vist takterne fra dengang i de andre serier. Så jeg vil selvfølgelig støtte op om serien, dvs. købe den, og håbe det bedste.

En af de muligheder som serien åbner for qua at den foregår udenfor kontinuitet er i øvrigt til Claremont’s fordel. Karakternerne behøver ikke længere forblive levende og uforanderlige, dvs. ‘ikoniske’, fordi de er en del af en franchise, som – reelt set – er styret af redaktørerne og aktionærernes ønsker.

Claremont kan således, hvilket han også antyder ret kraftigt i interviewet at han vil gøre, lade X’erne leve og dø som ‘normale mennesker’, selv om de har superkræfter og tilhørende ansvar. Det var jo – efter min mening – også dette der gjorde UNCANNY X-MEN til måske den mest gennemførte serie ud fra Stan Lees oprindelige vision om ‘superhelte med personlige problemer’, især i seriens storhedsperiode som jeg vil betegne som fra # 129 og ca. 100 numre frem. Det var da at personerne for alvor blev voksne og udviklede sig – og døde.

Så … til dem af jer, som også glæder sig over denne nyhed er der bare tilbage at sige: Spred den! :-)

Det glade budskab er hermed givet videre.

Ulrik har funderet en del over hvordan de senere års af og til ret rodede kontinuitet hos Marvel og satsningerne på at have store navne som forfattere og tegnere kan påvirke Marvels univers i fremtiden.

Jeg tror Chris Claremont’s tilbagevenden til sit ‘eget’ X-univers er den positive, men lidet omtalte, konsekvens af den efterhånden totalt opløste Marvel-kontinuitet.

Marvel har i forvejen en håndfuld sideløbende ‘kontinuiteter’ kørende – såsom:

  • Marvel Age-universet
  • Ultimate-universet
  • Film-adaptionerne
  • First Class-universerne (som angiveligt foregår i kontinuitet men ikke gør det reelt – jfr. fx. de gamle X-Mens nydesignede uniformer)
  • Marvel Universe proper (som ikke længere er internt konsistent – fx burde Wolverine have mindst 3 kloner for at kunne optræde i så mange serier samtidig som han gør. Vent! Måske har han faktisk 3 … uha, nej – perish the thought! :-)
  • Osv. [indsæt selv eksempel]
X-Men for alle pengene
X-Men for alle pengene

Så X-MEN FOREVER vil måske retrospektivt ses som det arketypiske serie-eksempel på, at den postmoderne tegneserieæra *er*, og aldrig vil vende tilbage til det der var. (Læs: Et rimelig kohærent Silver Age-univers med masser af krydshenvisninger til figurernes gæsteoptrædender i forskellige serier.)

Marvel har jo (indirekte) tidligere tilladt kunstnere stort set at lave deres egne versioner af fx X-Men (Morrison), men disse versioner har altid haft en eller anden relation til eksisterende kontinuitet og er så siden blevet omgjort, når en ny Big Artist er kommet til.

De hyppige kostumeskift, hver gang en Big Artist fulgte en anden er vel det mest iøjnefaldende – og tilsyneladende mest overfladiske – eksempel på de postmoderne tider, hvor ingen status quo er hellig i kampen om at tiltrække nye læsere.

De årlige Really Big Cross-Over Events, hvor ‘intet nogensinde vil blive det samme’, er det tilsyneladende mest substantielle eksempel. For i sidste ende vender alting tilbage til status quo, som da Marvel-heltene vendte tilbage fra deres ‘lommeunivers’ i HEROES RETURN fra 1996. Eller fra House of M-universet. Eller fra Age of Apocalypse-universet. Eller, eller, eller.

tilsyneladende er nøgleordet, for i virkeligheden er der ikke noget, som forandrer sig afgørende.

Men det betyder også at alle i princippet har mulighed for at skrive deres egen version af de ikoniske figurer som X-Men er. Og hvis ikke man kan lide den ene version kan man altid vælge den anden – om ikke andet så som fanfiction!

Det seneste eksempel på den udvikling er således, at Marvel nu direkte tillader en kunstner – Claremont – at lave sin helt egen kontinuitet for X-Men. Claremont bliver formodentlig kun den første. Om kortere tid end nogen aner får vi sikkert en serie med Brian Bendis egen kontinuitet for Avengers og en serie med Millars egen kontinuitet for Fantastic Four. Det vil blot være en naturlig videreudvikling af den Big Artist-drevne promovering af ikoniske figurer, som altid skal forandre sig uden nogensinde at forandre sig afgørende.

Om det postmoderne Marvel så er hvad man kan lide som fan må jo være op til en selv – og ens nærighed. Men der er så afgjort en udvikling der rummer både fordele og ulemper.

Personligt har jeg altid været en stor tilhænger af den slags historier der i Marvels univers hedder “What if”, så jeg har ikke noget problem med de mange forskellige kontinuiteter. Men gamle fans og nye læsere vil sikkert have deres egen meninger om det.

Ulrik slutter sit indlæg af med et ganske interessant postscriptum.

P.S. Interviewet indeholder i øvrigt også en – for mig personligt – sjov reference, sådan da, til et interview Tue og jeg lavede med Claremont til San Diego Comic Con i 1995 og som stadig kan læses på Seriejournalen.dk.  Men jeg skal ikke afsløre hvilken reference her. Hardcore Claremont-fans skal nok selv finde den :-)

Så er det jo bare at gå igang med at lede.