Her er første del af en serie om den amerikanske tegneseries historie
Tegneseriens første år
Tegneserien som vi kender den er forholdsvis ny som kunstart; vel kan man finde eksempler på, at man har fortalt historier med billeder helt tilbage fra hulemalerierne til Bayeux-tapetet, men den form som vi kender slår sine spæde rødder i det sene 1800-tals aviser. Konkurrencen om læserne var hård, og tegneserierne viste sig at tiltrække publikum.
Dette foregik primært i USA, hvor tegnere i disse år frembragte serier som idag har klassikerstatus (George Herrimans sære Krazy Kat (“Krazy Kat”, 1908) samt Windsor McCays elegante Little Nemo in Slumberland (“Lille Kaj i drømmeland”, 1905) hører efter min mening til blandt de bedste).
På dette tidspunkt var mediet endnu så ungt, at det ikke var bundet af konventioner, og mange anser dette som mediets guldalder, mens andre bruger denne betegnelse om 1930’ernes tegneserier, måske fordi det var omkring dette tidspunkt en ny form for publikation opstod: The Comic Book.
I modsætning til, hvad man tidligere havde set, var comic books selvstændige udgivelser, som i format og sidetal mindede om vore dages Anders And-blade. Indholdet var ofte flere små fortsatte serier med lidt for enhver smag: spænding, romantik, humor, osv.
The Comic Book – i forening med depressionen – medførte et sandt boom indenfor spændingsserien, og især helteskikkelsen var meget efterspurgt i disse år: Tarzan, Superman, Fantomet, Jens Lyn. Batman og mange andre fik deres debut i tredivernes comic books.
Fyrrenes tegneserier var en svag afglans af tredivernes; næsten alle heltene blev “indkaldt” til at kæmpe på allieret side under krigen, samtidig med at de fik følgeskab af nye, specialdesignede helte: Captain Commando and the Boy Soldiers, Commando Cubs, The Patriot, Mr. Liberty, The Star Spangled Kid var nogle af de mange titler som markedet blev overfodret med, og som i høj grad var med til at skabe tegneseriens ry som barnlig, uforpligtende underholdning.
Halvtredserne skulle vise sig at blive et begivelsesrigt årti – på godt og ondt.
Halvtredsernes tegneserier og “The Comics Code”
Starten af halvtredserne så et kolossalt boom indenfor gysertegneserien, anført af forlaget Entertaining Comics (EC), der i dette årti udsendte en lang række titler, som på mere end én måde skulle vise sig at blive banebrydene.
Kunstnerisk gik EC’s gyserserier helt nye veje; med ofte overraskende intelligente historier, sofistikerede sort/hvide tegninger og et emnevalg som både var provokerende og samfundskritisk, satte de et eksempel for senere tegneserieskabere
– ikke kun de, som laver gysertegneserier, men stort set alle som idag laver tegneserier for voksne.
Uheldigvis befandt USA sig i den måske mest paranoide del af den kolde krig, nemlig McCarthyismen, og en sådan pest som EC’s tegneserier skulle ikke have lov til at sprede sin sæd blandt den frie verdens unge (-og måske endda få dem til at tænke!!), så der gik ikke lang tid før man indledte et korstog mod tegneserien generelt og især EC’s titler.
I 1954 skrev psykologen Frederick Wertham sin bog “Seduction of the Innocent” (direkte oversat: “Forførelsen af de uskyldige” ), som anklagede tegneserien for at lave moderiske psykopater ud af Amerikas stolte ungdom.
Werthams angreb på tegneserien er meget følelsesladet; eksempelvis slutter han sin bog med at fortælle om en moder, hvis søn er kommet i konflikt med loven. Hun henvender sig grædende til Wertham, knust af tanken om at hun har været en dårlig moder. Han trøster hende og siger, at selv påvirkningen fra et godt hjem kan korrumperes af “andre påvirkninger” som børnene bliver udsat for – først og fremmest tegneserien.
Kvinden trøstes af disse ord, men idet hun skal til at gå vender hun sig mod Wertham, og siger: “Jeg er ked af at tage deres tid, doktor, men vil de ikke være sød at sige det igen?…. Sig mig, at det ikke er min skyld!”. Wertham bog slutter her, med ordene: “And I did”.
En sådan forsikring om at den daværende generationskonflikt ikke var deres skyld faldt i god jord blandt Amerikas forældre: snart blev tegneserien betragtet som heksene under inkvisitionen og deciderede “Comic Book Burnings” var blandt tidens løsener, kun halvandet årti efter nasistenes bogbrændinger.
Tegneserieforlæggerne så deres indtjening forsvinde, og lavede i al hast nogle retningslinjer, som de mente hvidvaske tegneserien. Disse retningslinjer fik navnet “The Comics Code” (originaltekst), og skulle vise sig at blive altafgørende for den amerikanske tegneseries videre udvikling.
Som man kan læse af navnet er det et sæt regler, et kodeks, for hvordan tegneserier må udformes. Eftersom disse regler ikke på nogen måde var eller er lovfæstede, ligger deres magt på et andet plan: tegneserier bliver den dag idag ikke forhandlet i kiosker, hvis ikke de har et “Approved by the Comics Code” påtrykt omslaget – dog er kodeks’ets magt stærkt svækket, og vil formentlig miste sin betydning helt i de kommende år.
Indførselen af “The Comics Code” medførte mange ting: forlaget EC var nødt til at indstille sine udgivelser, idet forelæggeren William Gaines (nu bedre kendt for bladet “Mad”) ikke ville rette sig efter reglerne, som han fandt var en kunstnerisk spændetrøje. Sammen med EC’s blade gik flere andre titler ind, og efterlod det amerikanske marked drænet for al liv; en ørkenvandring blandt romantikserier, familieserier og gamle helte som f.eks. Batman og Superman, som måtte finde sig i at få deres tænder trukket. Det eneste nye på markedet var den spidsfindige eller intellektuelle serie, som Peanuts (“Radiserne”) er repræsentant for; den mere spændingsprægede serie var død.
Men ude i kulissen stod to mænd, Stan Lee og Jack “King” Kirby, og forlaget Marvel Comics.
Tressernes tegneserier: “The Marvel Age”
I 1961 udgiver forlaget Marvel den første af en række titler som bliver en stor succes og som får stor betydning for superheltegenren. Det er serien The Fantastic Four (De Fantastiske Fire), som snart får følgeskab af The Amazing Spiderman (Edderkoppen, 1962), The Incredible Hulk (Hulk, 1962), Dr Strange (1963), X-Men (X-Mændene / Projekt X, 1963) samt et hav af andre titler.
Det nyskabende ved Marvels superhelteserier var, at heltene foruden at have en fysisk form også havde en psykisk.
De var alle i besiddelse af store kræfter, men samtidig grubler de også dybt over deres status som superhelt: gavner de samfundet, er det rimeligt, at de svinger sig rundt og tæver skurke? Mister de ikke følingen med de mennersker, som de forsvarer, netop i kraft af deres kræfter, som jo ikke er helt naturlige? Er de ikke i virkeligheden en smule skizofrene?
Derudover beskæftigede historierne sig med tiden bl.a. raceproblematik og narkotika, selvfølgeligt oversat til det symbolsprog, som superhelteserierne benytter sig af, og holdt indenfor de grænser som Comics Code satte.
Stoffer, (lidt) politik og masser af sex var også at finde i de serier som blev udgivet i USA i slutningen af 60’erne i forbindelsen med ungdomsoprøret. Disse serier var udover at være en del af ungdomsoprøret også den kraftig reaktion mod The Comics Code. Oftest var de dog både dårligt fortalt og tegnet – blandt de bedste er Robert Crumb’s serier (bl.a. Fritz The Cat og Mr. Natural), Gilbert Sheltons The Fabulous Furry Freak Brothers (Flipkompa’niet, 1968) samt Vaughn Bodé’s Cheech Wizard og Deadbone Erotica.
Brudet med Comics Code kunne lade sig gøre, idet den kun gjaldt for serier som skulle i kioskdistribution – de såkaldte ‘undergrundstegneserier’ blev ikke distribueret sådan, men igennem de såkaldte ‘head-shops’.
Igennem hele 1970’erne og et stykke ind i 80’erne må markedet nok siges at eksplodere – den såkaldte ‘voksentegneserie’ udvikler sig, og de fleste af disse udsendes i et meget flot udstyr. I takt med pornoens frigivelse, udkommer der også en masse erotisk/pornografiske albums, og også i dag er dette en genre der er godt salg i.
I begyndelsen af 80’erne udgav det engelske forlag 2000 AD en lang række serier som udmærkede sig ved deres originale og tit intelligente historier. Mange af forfatterne på disse serier blev snart exporteret til USA – bedst kendt er Alan Moore (nok bedst kendt som forfatter til The Watchmen (Vogterne, 1986) og V for Vendetta (1988)), men der var tale om en regulær britisk invasion der udmærkede sig ved at revitalisere den amerikanske tegneseriescene.
En anden voksen-superhelteserie fra 80’erne er amerikaneren Frank Millers Daredevil og senere hans intelligente revitalisering af Batman i værket The Dark Knight Returns (Nattens Ridder, 1986).
I anden del skal vi se på tiden fra senfirserne og frem til i dag.
