Fantask under ny ledelse

Fantask burde være kendt af alle sidens læsere – det er da også en af verdens ældste stadigt eksisterende tegneseriebutikker. Mange af butikkens kunder kender også Rolf Bülow og Søren
Pedersen, der startede butikken for snart 40 år siden. Men nu giver de så fanen videre, fortæller Tommy Jensen:

Fantask har nu eksisteret i 37 år under samme ledelse. Rolf Bülow og Søren Pedersen startede Fantask i 1971 og har kørt butikken lige siden. Fantask er igennem alle disse år blevet til mere end bare en butik, det er blevet til et landemærke for alle, der elsker spil, tegneserier og fantastisk litteratur. Det har i høj grad været på grund af den ligefremme og venlige måde, som de to
herrer og de ansatte altid har stået for. I Fantask kan man altid få en snak om superhelte, fantasy, science fiction og deslige.

Som årene gik, kom der flere varegrupper til, Dungeons & Dragons for eksempel kom ind med et brag og har boet i Fantask lige siden. Nu om dage kan man også finde brætspil, figurer og manga tegneserier. Alt sammen noget der synes at passe ind i Fantasks image.

Men det siger sig selv, at der kommer en tid, hvor nye kræfter skal til. Derfor har Søren og Rolf givet stafetten videre til en ny leder. Fra 1. oktober hedder Fantasks ejer Marit Nim.

Det er spændende nye tider, men det er stadig gode gamle Fantask, der på denne måde består, bare under ny ledelse. Marit har arbejdet i Fantask i 14 år, og har i en del år ledet Fantasks spilleafdeling. Hun vil føre Rolfs og Sørens arbejde videre, og håber at Fantask vil bestå i mindst 37 år endnu! Så frygt ej, Fantask vil stadig være Fantask nu bare med ny frisk energi bag roret. Både Rolf og Søren vil også forsat være at finde i Fantask, så de holder altså ikke op d. 1 oktober.

For at fejre begivenheden holder Fantask reception onsdag d. 1/10 i afdelingerne fra kl 16-18, og I er alle inviteret til at kigge forbi og hilse på den nye ejer og måske få et glas sodavand og et stykke kage.

Herfra siden skal lyde et stort tak til Rolf og Søren for deres store bidrag til dansk tegneseriekultur og et ønske om god vind til Marit Nim – vi glæder os til at se hvad fremtiden har at byde på!

Udgivet af

Ulf Reese Næsborg

Ulf Reese Næsborg er født i 1971, og har læst tegneserier siden da, hvilket vil sige at han har læst stort set samtlige albumudgivelser i Danmark indtil starten af 90'erne, hvor han begyndte at læse overvejende udenlandske tegneserier. Læser mest amerikanske tegneserier, både fra 'de to store' og fra Indie-udgivere. Yndlingsforfatterne er Grant Morrison, skarpt efterfulgt af Alan Moore, men han har også et blødt punkt for Brian Michael Bendis, J. Michael Straczynski og Brian K. Vaughan. Han er manden bag tegneseriesiden og som sådan den man skal kontakte hvis man har generelle spørgsmål eller kommentarer til siden.

2 tanker om “Fantask under ny ledelse”

  1. 37 år samme sted er godt nok lang tid – sidst jeg var derinde hørte jeg Marvel-Morten sige til en kunde at han jo “kun” havde været der i 30 år :)

    Men held og lykke til dem med ledelses-rokaden :)

  2. Min alder var endnu ét-cifret, da min mor for mange år siden tog mig med ned i Fantask for at se på brugte tegneserier. Der mødte mig et skønt og overvældende syn af både nye og gamle tegneserier men især alle de amerikanske blade fra Marvel og DC på begge sider af reolen midt på gulvet bjergtog mig i den grad. Det var et slaraffenland for dyrkere af den mangfoldige billedlige kunst en ordentlig tegneserie kan være. I dag er min alder to-cifret og starter med et 4-tal, men det afholder mig ikke fra at opretholde diverse abonnementer i min yndlingsbutik og ca. hver 3. måned mailer jeg til Søren, at han gerne må sende mig indholdet af min hentemappe. Så længe den gamle ånd består (og det vil den jo gøre som min., så længe Rolf og Søren stadig er på stedet), kan I trygt regne med mig og jeg vil ønsker jer alle 3 megen held og lykke også de næste 37 år og forhåbentlig mere til c¨,)
    De bedste ønsker fra Lars

Der er lukket for kommentarer.