Lousiana sætter spotlight på japansk filmindustri

I forbindelse med den store Manga-udstilling på Lousiana, sætter professor Yasuko Hamano spotlight på den japanske filmindustri, nærmere bestemt animationens verden.

Hvorfor er japansk animation blevet så populært verden over? Og hvorfor har den ligefrem fået forbilledlig karakter – også for andre landes filmmagere? Hvori består dens fascinationskraft og kunstneriske kvalitet?

Det er nogle af de spørgsmål, som professor Yasuko Hamano, Tokyo Universitet, vil forsøge at besvare i sit foredrag om den japanske filmindustri, onsdag den 29. oktober 2008, kl. 19.30 i Louisiana Koncertsal.

Også kendte japanske filminstruktører som eksempelvis Hayao Miyazaki og pop-kunstneren Takashi Murakami vil blive omtalt; det hele perspektiveret gennem japansk natur, tradition, kunst og kultur.

Kort sagt – et foredrag om animation og en mulighed for indblik i japansk tankemåde.

Yasuko Hamano har en meget stor viden om filmens udvikling i Japan. Dels underviser han de studerende i fagene film og animation samt i publikation og markedsføring, dels har han arbejdet i filmindustrien siden han var 18 år. I dag sidder han i bestyrelsen for “Akira Kurosawa Foundation” og “Ghibli Museum” – et museum om den berømte animations-film-direktør Hayao Miyazaki, filmskaberen af “Chihiro” eller “Totoro”. Desuden er han tilknyttet “Production IG Inc.”, der er kendt for produktion af animationer som eksempelvis “Ghost in the shell” og “Kill Bill”.

Igen et spændende tiltag fra Lousiana, som virkeligt rykker med deres udstilling.

Udgivet af

Ulf Reese Næsborg

Ulf Reese Næsborg er født i 1971, og har læst tegneserier siden da, hvilket vil sige at han har læst stort set samtlige albumudgivelser i Danmark indtil starten af 90'erne, hvor han begyndte at læse overvejende udenlandske tegneserier. Læser mest amerikanske tegneserier, både fra 'de to store' og fra Indie-udgivere. Yndlingsforfatterne er Grant Morrison, skarpt efterfulgt af Alan Moore, men han har også et blødt punkt for Brian Michael Bendis, J. Michael Straczynski og Brian K. Vaughan. Han er manden bag tegneseriesiden og som sådan den man skal kontakte hvis man har generelle spørgsmål eller kommentarer til siden.