Note: denne artikel er undtaget fra tegneseriesidens sædvanlige copyright, idet den er overgået til ComicWiki og dermed er omfattet af en Creative Commons-licens.
Du kan fra nu af altid finde den nyeste version af artiklen på ComicWiki.
Alan Moore (f. 1958) hører til den moderne tegneseries sværvægtere.
Han startede med at skrive tegneserier til forskellige aviser i 1970’erne, men fandt først rigtigt sin egen stemme, da han i starten af 1980’erne begyndte at skrive for forlaget 2000AD. Her skrev han serier som Skizz (), D.R. and Quinch () og The Ballad of Halo Jones (), inden han for alvor gik i gang med to sværvægtere i produktionen: Miracleman og V for Vendetta.
Miracleman er en opdatering af en gammel engelsk superhelt fra 1950’erne, Marvelman. Figuren var i sin oprindelige form en efterligning af superhelten Captain Marvel (nu oftest kaldet Shazam), men Moore tog serien og skabte et helt unikt værk, som ændrede måden man skriver superhelteserier på for altid. Den oprindelige series uskyldige løjrer bliver erstattet af en dyster, moderne verden, som Miracleman søger at finde plads i og samtidig finde ud af sin egen baggrund. Serien kulminerer i Miraclemans apokalyptiske kamp mod sin tidligere sidekick, Kid Miracleman, hvorpå han bruger sine gudelignende kræfter til at overtage verden og indføre et utopia. Herefter (#17 og frem til det upublicerede #25) overtog en ung lovende forfatter ved navn Neil Gaiman serien, indtil den røg ind i juridiske forviklinger, der gjorde at udgivelsen måtte stoppe. Den dag i dag befinder serien sig i juridisk limbo, men Gaiman kæmper en indædt kamp for at få løst problemet.
Serien var en stor succes fra et kunstnerisk synspunkt, og bragte mange originale tanker ind i amerikansk mainstream, samtidig med at den er et af de første eksempler på postmodernisme i superheltetegneserier.
V for Vendetta er et dystet billede af et fremtidigt, fascistisk England, hvor en Robin Hood-agtig figur bekæmper styret, mens verden bliver mørkere og mørkere omkring ham. Det særlige ved V for Vendetta er – udover at det er en skarp kommentar til Thatchers England – Moores brug af bipersoner til at fortælle historien om hovedpersonen, samt hans meget bevidste brug af intertekstualitet, da hovedpersonen V ofte taler i lange citater, hvor kilden ikke pensles ud – man er overladt til selv at finde referencerne og kilderne.
Mens han skrev Miracleman og V for Vendetta, blev han kontaktet af forlaget DC, som tilbød ham at skrive en af deres gyserserier, Swamp Thing. Han tog imod tilbuddet, og havde inden længe skabt endnu en original serie, som flyttede grænserne for hvad man kunne med kommercielt udgivede tegneserier. Moore startede med at omdefinere hovedpersonen radikalt, hvorefter han kastede sig ud en en række fortællinger, som omhandlede dårligdomme i det moderne samfund – frygt for forurening, kvindeundertrykkelse, racisme – i metaforisk form inden for gyserfortællingens rammer. Derudover revitaliserede han DCs okkulte persongalleri – The Phantom Stranger, Spectre, Deadman, Zatanna for at nævne nogle få – og skabte desuden sin egen figur, den okkulte detektiv John Constantine, som senere skulle få sin egen serie, Hellblazer.
Swamp Thing indeholder desuden også mange smukke, anderledes og rørende øjeblikke, ikke mindst Swamp Things forhold til kvinden Abby.
Serien blev en kæmpe succes og ophøjede Moore til stjernestatus i tegneserieverdenen, samtidig med at den var startskuddet til den såkaldte “british invasion”, som bragte forfattere som Neil Gaiman, Jamie Delano, Grant Morrison og Garth Ennis frem i rampelyset.
Efter Swamp Thing skrev Moore bl.a. Batman-albummet The Killing Joke (på dansk: “Batman – den der ler sidst” , 1989), inden han for alvor vendte op og ned på tegneseriemediet med The Watchmen (på dansk: “Vogterne (bind 1-6)”, 1989).
Watchmen er en dyster fortælling om en række superhelte, som forsøger at leve i en verden, der har forbudt deres virke. Vi følger de seks hovedpersoner i en verden præget af kold krig og med truslen om atomkrig hængende over hovedet. Hovedpersonerne bliver skildret uden filter – nogle er neurotiske, amoralske, grænsende til fascistiske, mens andre er rørende i deres klodsede forsøg på at bevare deres menneskelighed og – måske især – medmenneskelighed i en verden styret af frygt. Serien er også et eksempel på den måske mest vellykkede dekonstruktion af superheltegenren til dato: Moore piller de moralske, psykologiske og seksuelle aspekter ved superhelten fra hinanden og udstiller dem til skue for enhver. Derudover berøres også emner som fri vilje, tidens natur, menneskelig adfærd og politik.
Watchmen er et ambitiøst værk, som fortæller sin historie nonlinært og fra flere synsvinkler på en gang, og sammen med samtidige værker som Frank Millers Batman: The Dark Knight Returns og Art Spiegelmans Maus: A Survivors Tale skabte den røre også udenfor tegneseriens normale modus operandi, og Alan Moore blev i en periode genstand for en enorm mediedækning og en endnu større fanskare. Dette fik den sky Moore til at trække sig tilbage fra offentlighedens søgelys (i den grad det lader sig gøre), og den dag i dag deltager han aldrig i tegneseriemesser og forlader i det hele taget sjældent sit hjem i Northhampton, England.
Efter Watchmen brød han med DC, da han mente at de store forlag for ofte kvalte kreativiteten hos den enkelte forfatter, og han lancerede sit eget forlag, Mad Love.
Her kastede han sig over en lang række projekter, bl.a. fortolkningen af Jack The Ripper-myten, From Hell og de ikke færdiggjorte Big Numbers og Lost Girls.
From Hell er en vellykket og meget kompleks udforsking af Jack The Ripper, ikke såmeget personen (det er ikke en “whodunit” ), men et kig på dennes samtid igennem hollistisk farvede briller. Udervejs tegnes et stærkt portræt af et sen-victoriansk London med gæsteoptrædenen af alle, som var noget i den tidsalder: Joseph “Elefantmanden” Merrick, Oscar Wilde, William Morris, ja selv en ung Aleister Crowley.
I denne periode udgave Moore også albummet A Small Killing, om en reklamemand, som må slutte fred med en ung udgave af sig selv for at komme videre i sit liv. En vellykket lille fortælling, som er en af de mest overbevisende skildringer af midtvejskrise i moderne tegneserier.
Efter nogen tid udenfor mainstream-tegneserier, begyndte Moore at skrive for forlaget Image Comics. Her startede ham med serien 1963, som er en kærlig pastiche over Marvels serier fra starten af 1960’erne. Som kontrast var det tanken, at figurerne skulle introduceres til det grumme og brutale Image-univers, men pga. interne stridigheder i forlaget blev det ikke til noget. I samme periode arbejdede Moore også med en række titler som Rob Liefeld havde skabt, nemlig Glory, Youngblood og især Supreme. Moore tog nogle ikke særligt veldefinerede (og ofte plagierede) figurer og gav dem troværdige baggrunde og bevæggrunde. Supreme blev i Moores hænder en særdeles vellykket postmoderne hyldest til den klassiske superhelt, og især Mort Wesingers periode som forfatter på Superman (engang i 1940’erne). Supreme skiller sig ud ved at der iblandt de mange lag af metafiktion, er gemt en dyb respekt for superheltegenren, og et ærligt forsøg på at revitalisere den. Moore, den store dekonstruktionist, vender her skuden og begynder i stedet at rekonstruere superheltegenren. Hvor forfriskende serien end var, så solgte den desværre ikke særligt godt, og lukkede før de sidste to numre kunne nå at udkomme.
Efter sin tid hos Image, startede Moore igen sit eget forlag (Mad Love var i mellemtiden gået konkurs), som han denne gang kaldte America’s Best Comics, eller bare ABC.
Under ABC startede Moore en serie nye titler:
The League of Extraordinary Gentlemen, som laver et team ud af en række figurer fra Victoriatidens pulp-litteratur, heriblandt Den Usynlige Mand, Dr. Jekyll & Mr. Hyde, Allan Quatermain, Kaptajn Nemo og Wilhelmina Murray (fra “Dracula”). Serien er utroligt veloplagt og velfortalt både på tekst- og illustrationsdelen, og får på fremragende vis indarbejdet elementer fra de klassiske historier i en moderne fortællestil.