Sambre – Begyndelsen

Første gang, jeg blev grebet, altså virkelig grebet, af en tegneserie bugnende fuld af romantik og kærlighed, var det i midten af 80erne, da jeg intetanende slæbte Bernard Hislaires Birger & Viola med hjem fra bogbussen.
Det var en poetisk og gribende oplevelse, der retrospektivt set rustede mig til livet og kærligheden.
Da jeg senere opdagede Sambre – Blodets bånd, var jeg nærmest ved at besvime i affekt over, at den var illustreret af geniet bag Birger & Viola.

Frankrig, 1848. Vi er ude på landet.
Sambre
er historien om den aristokratiske familie af samme navn. Faren, en excentrisk, eller om man vil: vanvittig godsejer, der euforisk skriver på det dramatiske intellektuelle værk: Øjnenes krig.
Da godsejeren dør, måske som følge af sit vanvid, kaster hans enke sig straks ud i dristige løse forbindelser, mens datteren Sarah forarges, og sønnen Bernard sørger og forvirres.
Julie med de røde øjne, krybskytte og allemandsdatter, drages af Bernard, sønnen i familien Sambre. Hvor hun dog drages!

Bernard er jo ikke lavet af sten, og efter at de to er blevet kødeligt forenet i familiens mausoleum, mærker han det, som Julie i forvejen vidste: deres skæbner er forbundet!
Enken dør snart også, under halvmystiske omstændigheder, og selvom søsteren Sarah opfører sig rablende, bliver det Julie, der må flygte ud i natten – anklaget for mord.
Bernard fortvivles.

Julie flygter til Paris, hvor hun opsøger den klamme og usympatiske “Kapellanen”, som viser sig at være hendes far. Julie er bare ikke heldig. Herefter kommer hun i stald hos en talentfuld, men indbildsk og idiotisk kunstner.

Bernard drages også mod Paris og snubler selvfølgelig over adskillige skæbnetråde, der peger i retning af Julie.

Lad det være sagt være med det samme – Bernard er ikke den rundeste ske i skuffen, og allerede ret tidligt i serien føler den indlevende læsertype trang til at gribe ind i fiktionen og ruske knægten.
Julie skal gå ualmindelig grueligt meget igennem – endda også halvt afklædt i en forkølet revolution. Skurketyper og demoraliserede sjæle står nærmest i kø for at få en bid af hende.

Da Bernard får nosset sig sammen til at se overvejende klart, er det for sent!

I 1997 sad jeg bjergtaget med bind 4 i serien – med den episke titel: Frihed eller retfærdighed og på sidste side – helt nederst, lige efter at Bernard måske har kastet sig i døden for kærligheden og Julie, stod der: “Næste episode: Den sidste Sambre.”

Jeg kom til at vente længe. 13 år helt præcist, og så blev det i stedet med den mere lyriske, men måske ikke helt så folkelige titel: Forbandet være hendes lænders frugt.

De første 4 bind i serien er en svulmende og lidenskabelig epos. Sorg, savn, svigt, uretfærdighed, hævn og begavede benspænd pisker hen over siderne.

Illustrationerne er skønne og i bedste belgisk/fransk tradition. Der er lækkerhed i nuancerne og stoflighed og valør i hvert enkelt billede.
Tonen er højtidelig, til tider grænsende til det karikerede, men det falder nu rørende fint i tråd med persontegningen, der er drivende stereotyp. Alle kan være med her. Skurkene og andre tvivlsomme personager er tegnet, så man ikke er i tvivl om deres hensigter. Det er effektfuldt og overbevisende.
Man har ikke set lidelse, før man har set Julie der kramper sig sammen i smertefuld længsel efter sin Bernard!

Jeg holder meget af serien Sambre, det vil jeg ikke lægge skjul på, og jeg holder af den, fordi den tager sig selv så seriøst. Det er en alvorlig historie tung af melankoli, der med en skønhed i illustrationerne fuldender og sandsynliggør serenaden om to elskende, mere uheldige end Romeo og Julie og mere temperamentsfulde i deres umulige lidenskab end Heathcliff og Catherine.

Andre eksistentielle emner som politik, filosofi og hvad man måske kan genkende som racehygiejne er sidetematikker. Hovedplottet er, og kan kun være, kærligheden!

De første to bind er skrevet af Balac aka Yannick Le Pennetier, og herefter tog Yslaire (Bernard Hislaire) selv over.

Seriekronologi:
Yslaire/Balac: Sambre-Blodets bånd (1987)
Yslaire/Balac: Bernard, Bernard… (1992)
Yslaire: Revolution, Revolution! (1993)
Yslaire: Frihed eller retfærdighed  (1997)
Yslaire: Forbandet være hendes lænders frugt (2010)

Yslaire/Bastide/Mezil: Sambres krig: Hugo & Iris 1 (2010)