Spider-Man nummer 369

Spider-Man nr. 369Som altid når jeg kaster mig over et nummer af Spider-Man, hvad enten det er den voksne eller børneudgaven, så skal der gerne være lidt mere end bare Peter Parker selv til at holde min interesse fanget. Børneudgaven, som fra næste nummer skifter navn til Spider-Man kids, gjorde mig nysgerrig ved at have Wolverine med, og jeg må indrømme at jeg faktisk har ladet mig friste af hvert nummer siden eftersom der var en ny Marvel-helt med hver gang, Dr. Strange, Thor, Black Widow, en rigtig god måde at få introduceret de unge læsere til Marvel-universets mangfoldighed.
Men tilbage til Spider-Man i den “voksne” udgave, her er det selvfølgeligt starten på “Civil War” der trækker. Egentlig havde jeg besluttet mig for at jeg ville vente og købe hele fortællingen i trade paperbacks eller en eventuel omnibus udgivelse, men nysgerrigheden gjorde at jeg alligevel ikke kunne holde mig fra den danske udgivelse.

Nummeret lægger ud med afslutningen på historien “Mr. Parker goes to Washington”, J. Michael Straczynskis valg af titel er en reference til Frank Capras film fra 1939 hvor James Stewart spiller den politisk naive spejderleder Jefferson Smith som pludseligt bliver en del af de politiske intriger i Washington da han bliver sendt ind som suppleant for sin stats afdøde senator. Tilsyneladende får han hjælp af en gammel ven af sin far, senatoren Joseph Paine, men denne skal snart vise sig at have sin egen dagsorden.

Tony Stark er måske ikke ligefrem nogen ven af hverken Peter Parkers fra eller onkel Ben, men han er så afgjort en mand med sin egen agenda. Gennem et stykke tid har han haft lejlighed til at etablere et nært forhold til Peter Parker, dels ved at agere faderfigur for ham, dels ved at spille på deres fælles interesse for videnskaben. Venskabet er endda kommet så vidt at Spider-Man har accepteret at lade Tony Stark designe en ny dragt til sig med en masse højteknologiske hjælpemidler – men vi ved jo allerede fra Spider-Mans tidligere historie at en ny dragt sjældent fører noget godt med sig.

I princippet skal Spider-Man optræde som en fornuftens stemme i forhold til Tony Starks forslag om at alle superhelte skal lade sig registrere hos regeringen for at få lov til at udøve deres “job”. Han kommer med nogen gode pointer for netop den type superhelte som han selv og for eksempel Daredevil og Punisher repræsenterer, at de maskerede helte netop nogen gange går ind i de sager som det officielle retsvæsen ikke kan eller vil røre ved, og derved bliver de en slags forkæmpere for dem der ingen forkæmpere har. Men alle hans gode argumenter falder til jorden i og med at han ikke kan vidne overfor senatet som maskeret superhelt og derfor må han træffe den vanskeligste og mest vidtrækkende beslutning i hele sin karriere som superhelt i den afsluttende historie “The war at home” hvor han rådfører sig med Mary Jane og tante May før han møder op til den pressekonference som vi må vente til nummer 370 med at se forløbet af.

Civil WarMen mens Spider-Man overvejer hvad han skal gøre er begivenhederne allerede ved at tage fart omkring ham, Marvel universet rystes af en begivenhed der får samme virkning som et 9/11 eller en rigsdagsbrand, alt efter hvilken side man hælder til i konflikten. I Stamford går en konfrontation mellem to grupper superhelte frygteligt galt og resultatet er den fuldstændige ødelæggelse af en nærliggende skole og hundrede af døde skolebørn til følge. Folkestemningen vender sig mod superheltene og intet ser ud til at kunne stå imod Tony Starks forslag, bortset fra en mand, for hvem de amerikanske idealer er vigtigere end skiftende holdninger i offentligheden. Captain America nægter at hjælpe med at arrestere de som modsætter sig registrering, og dermed er linierne trukket op til den helt store konflikt som vil dele Marvel universet på tværs af gruppe-tilknytninger, ægteskaber og venskaber. Der er mange tråde at holde rede på i Civil War, og derfor prøver Kim Helt også på sin meget begrænsede plads at gøre lidt rede for hvad det er der kommer til at foregå. Som et supplement til dette vil Tegneseriesiden i den kommende tid også forsøge at gå lidt i detaljer med de ting der er sket forud og omkring Civil War, den første artikel skulle gerne være online nogenlunde på samme tid som denne anmeldelse.

Selv om jeg godt ved hvordan det hele ender kan jeg næsten ikke vente med at læse videre i historien. En sjov detaljer jeg lagde mærke til under gennemlæsningen var i øvrigt en af de mange TV-kommentatorer Bryan Deemer, såvidt jeg kan se er det en lille “cameo” optræden fra Tom Brevoorts side. Brevoort er redaktøren der sammen med forfatteren Mark Millar og tegneren Steve McNiven holder sammen på den centrale Civil War historie. Personligt kan jeg rigtigt godt lide McNivens tegninger, så jeg kan kun bifalde at Brevoort faktisk gik så langt som til at lade Civil War blive en smule forsinket i stedet for at hente en anden tegner ind da McNiven på et tidspunkt ikke kunne nå sin deadline.

Ud over historierne med relation til Civil War får vi fyld-historien “Without a trace”, som faktisk fortjener bedre end at blive udnævnt til bare at være fyld. Historien er skrevet af C.B. Cebulski, der flere steder beskrives som et kommende stort navn. Personligt kender jeg mest til Cebulski gennem “X-Men: Fairy tales” hvor X-Men bliver sat i scene gennem en stribe af eventyr og folkesagn. Der skulle være en tilsvarende udgave med Spider-Man på vej, så fans af Spider-Man som ikke har noget mod at se deres helt i lidt uvante omgivelser vil sikkert være godt underholdt der.

Black CatMen tilbage til historien, hvor Spider-Man optræder i for ham lidt mere vante omgivelser end den storpolitiske arena. Historien bringer ham sammen med Black Cat, og det kan der i min verden næsten ikke komme noget dårligt ud af rent visuelt. Tegner David Finch får da også præsenteret hende i så mange flatterende positioner at Spider-Man ikke kan undgå at komme med sine egne dobbelttydige kommentarer. Dobbelttydighederne kunne være platte i andre sammenhænge, men netop denne historie handler det i virkeligheden mere om trekanten Peter/Mary Jane/Black Cat end om det indbrud som Black Cat har brug for Spider-Mans hjælp til.

Så fan af figuren eller ej, for mig at se har der aldrig været bedre argumenter for at købe bladet end nu, Spider-Man er et af omdrejningspunkterne i en af de vigtigste begivenheder i Marvel universet i lang tid som kommer til at berøre stort set alle de helte vi kender og elsker. Næste nummer skulle være ude den 28. juni.

Nettet raser over cover fra Marvel

De store forlag udsender månedligt lister over deres fremtidige udgivelser – de såkaldte solicitations – så man kan kontakte sin seriepusher og forudbestille. Intet usædvanligt i det, sådan set.

For nylig udsendte Marvel så deres solicitations for august, og naturligvis var der som sædvanligt intet anstødeligt i det – ingen covers som ville kunne findes på et japansk hentai-blad … oh damn …

Heroes for Hire #13 (hentai tentacle demon rape)

Ja, det er Black Cat, Misty Knight og Colleen Wing – tre af de stærkeste og mest uafhængige kvinder i Marvel-universet – der hænger klar til tentakel-voldtægt (linket ikke for børn!) a la Urotsukidoji. Og nej, det er fand’me ikke i orden.

Men det er naturligvis heller ikke gået tegneserieverdenens feminister forbi – der var lige blevet stille ovenpå sagen om Mary Jane-statuen (se kommentarerne eller søg på nettet efter flere indlæg om statuen), men nu er der for alvor skyts til den feministiske kanon.

Tamora Pierce (som også arbejder for Marvel) har følgende at sige:

This cover makes me INSANE. It is nasty. It is degrading. It is everything I fight and write against.

Three supposedly strong, war-like women, strung up by their wrists, in chains, the emblem of the slave […]; dazed and helpless […]; bared practically to their navels (but no nipple showing because nurturing organs would be dirty in this screwed-up pervo-catering censorship universe) as nameless Things with glowing eyes (and probably elongated barbed dicks) slaver in the background–and phallic tentacles reach up to their crotches. Misty’s clothes are ripped; she’s bleeding. Do her eyes and Colleen’s glimmer with tears? Colleen’s mouth hangs open–to receive a tentacle?

It’s not right that we have these powerful women. Let’s humiliate them publicly, on the cover. Let’s strip them of their power, wit, and rage, and show them off to everyone who walks by, to show what powerful women can expect, even when we’ve showed them being powerful. This is what happens when women strut along, kicking butt. This is what they can expect. Savor and learn!

Elin Winkler, hvis forlag Radio Comics udgiver pornografiske tegneserier, har denne kommentar:

Now, as we all know, I publish pornographic comics. Not just tease comics or pinup comics or sexy comics- hardcore pornography. Poles & holes, money shots, manga-style spurting penii, cartoon boobies bouncing, etc. I am not ashamed of the adult comics my company publishes. This is because I try to be a responsible editor and I believe there should be adult comics out there with consensual sex, women enjoying themselves and not being treated as mere objects, couples in love who can’t keep their hands off each other, and the radical idea that sex, in all its forms, should be fun and pleasant and positive. This means it’s often difficult to find artists who understand these concepts, and we often have to reject stuff with very nice art that contains things like rape, snuff, extreme violence, and the like.

I looked at this cover for Heroes For Hire and realized that 1) it looks like it belongs on the cover of a porn comic, like Milk and 2) it’s a cover I wouldn’t even run on Milk, because the women are all obviously in an abused position. That was my initial reaction.

My second reaction was something along the lines of “holy shit, is that Misty Knight?!”

And then I got really mad. Misty Knight was one of those characters that you just sort of encountered in comics when you grew up in the 1970’s. She was a butt-kicking powerful black woman, like Pam Grier in Coffy, and she was really cool. Her friend, Colleen Wing, was also a butt-kicking strong woman, though not as cool as Misty, of course. As I recall, Misty and Colleen don’t really even have any kind of superpowers, they just kick ass.

Selv er jeg ved at være træt – jeg har fundet mig i Michael Turners anorektiske Supergirl i miniskørt og Greg Land, der konsekvent tracer sin pornosamling (den her er åbenlys), men med det her cover har Marvel overskredet grænserne både for god smag og hvor sexistisk man kan tillade sig at være i en verden, hvor kvindelige figurer oftest eksisterer som Cheesecake. Det der er mærkeligt er at coveret er tegnet af en kvinde, nemlig den japanske Sana Takeda, men der er på den anden side masser af kulturforskelle, der kan forklare det.

Misforstå mig ikke – jeg vil til enhver tid forsvare en udskældt figur som Power Girl, men det her er for meget. Man kan ikke fratage disse figurer deres værdighed uden at det går imod ens egen troværdighed som forelægger.

Der er mere at læse på disse sider: