Azzarello og Bermejos Joker

Navnet Joker behøver vist ingen nærmere introduktion. Men ud over at være Batmans yndlingsfjende, er det også titlen på en nyligt udkommet graphic novel skrevet af Brian Azzarello og tegnet af Lee Bermejo.

Joker, med ryggen til Arkham Asylum. Gotham går en hård tid imøde.
Joker med ryggen til Arkham Asylum. Gotham går en hård tid imøde.

Lad mig starte med at sige at Lee Bermejos tegnestil er fantastisk. Jeg nærmest savlede mig igennem bogen (begge gange), og måtte udvise en for mig meget ukarakteristisk selvkontrol og tvinge mig til også at læse teksten. Ikke at den ikke er god – det kommer vi til – men illustrationerne er virkelig ”to die for” som man siger på godt dansk.

Men uden handling ingen illustrationer. Joker er, modsat så mange andre historier, fortalt fra en udefrakommendes synspunkt. I dette tilfælde følger vi den kriminelle Jonny Frost, som længe har ønsket at blive til noget stort, og mest af alt, at Joker skal lægge mærke til ham. Han melder sig derfor frivilligt til at hente Joker, som just er blevet udskrevet fra Arkham Asylum. Hvad der herefter følger, er fortalt gennem Jonnys øjne. Det er ham, der betragter Jokers gøren og laden, hans raseren gennem den kriminelle underverden i kampen for at genvinde sin magt. Og Jonny hjælper kun alt for villigt til.

Der er delte meninger om det faktum, at historien er fortalt gennem en tredjeparts øjne. Nogen synes at det lægger en for stor distance til handlingen. Jonny selv er nu heller ikke nogen særligt interessant figur, men personligt gjorde det mig intet. Faktisk synes jeg det er lidt af en genistreg. Både fordi det giver mulighed for betragtninger via Jonnys ord, som ingen ellers ville have kunnet give os, havde der ikke været en fortæller. Men ikke mindst fordi det simpelthen er forfriskende anderledes. Det er rart at se noget nyt blive prøvet.

Vores hovedperson(er) smukt illustreret af Lee Bermejo. Nævnte jeg, at jeg var begejstret for billederne?

Joker er en dyster fortælling. Joker selv er grum og impulsiv. Men heller ikke helt uden humor, og jeg kunne ikke lade være med at grine, da Joker i starten af historien giver fingeren til Arkham Asylum, lige efter han er kommet ud.

Vi møder en del af Gothams underverden, blandt andet et muskelbundt af en Killer Croc, og the Penguin, som Joker af uransagelige årsager bliver ved med at referere til som Abner. Og så selvfølgelig Harley Quinn, Jokers sidekick. Det er en meget anderledes Harley vi får præsenteret. Væk er den fjollede blonde pige med sit tøsecrush, og værsgo, her har vi en Harley der stripper, og mest af alt ligner et narkovrag. Hun passer dermed fint ind i historiens stil, og det giver faktisk også et billede af et langt mere jævnbyrdigt forhold mellem hende og Joker. Om det er noget rart forhold er så en anden sag. I en meget stærk scene som jeg ikke vil afsløre, ser hun fuldstændig uberørt og uengageret ud. Og så ytrer hun i øvrigt ikke et ord i hele historien, hvilket klæder hende meget.

Azzarello har udtalt, at han ville lege lidt med Jokers sexualitet, og der er da også blevet plads til lidt antydende billeder og tekst. Det er vist længe siden at en reje har set så fallisk ud. Bermejo var dog mere tilbageholdende og mente det var bedre at overlade den flamboyante homo-Joker til folk som Grant Morrison. Det kan han nok have ret i; det ville heller ikke passe ind i den mørke crime noir ånd.

Jeg må dog sige, at dialogen ikke er så skarp som man kunne have håbet. Der er mange gode øjeblikket, men historien er bare ikke den stærkeste jeg har læst i nyere tid. Her står Sam Keiths Secrets langt mere tydeligt, pga de enormt intense dialoger, der lader Joker noget tilbage at ønske. Men det opvejer illustrationerne til fulde, og mere til. Og er man som jeg bare en smule fascineret af Joker, er den helt klart et køb værd.

Fakta om serien

Joker, 128 sider, 2008
Forfatter: Brian Azzarello
Tegner: Lee Bermejo
Forlag: DC

I borgerkrigens skygge – Loveless af Brian Azzarello & Marcelo Frusin

Cover til Loveless vol. 1Der er store spøgelser gemt i USAs dunkle underside, og de styrer landets selvforståelse og folkesjæl og omvælter samfundet, hver gang de stikker deres hoveder frem. Her taler jeg naturligvis om de krige, som landet bliver involveret i: vi har senest set hvordan krigene i Irak og Afghanistan har haft store inden- og udenrigspolitiske konsekvenser, vi har set hvordan Vietnamkrigen affødte ungdomsoprøret, hvordan 2. verdenskrig havde stor indflydelse på deres udenrigspolitik og der er sikkert flere andre eksempler.

Det store spøgelse i Loveless, er naturligvis den amerikanske borgerkrig, der nok er den første store samfundsomvæltende begivenhed i USAs historie. Den stikker aldrig næsen helt frem, men den har stor indflydelse på handlingen og alle de implicerede personer, for som Irak-krigen for nylig har vist os, er der ingen krige der afsluttes når magthaverne slutter fred – befolkningen har lidt de største tab og er også mindst tilbøjelige til at opgive stridighederne…

Wes Cutter er en veteran fra krigen, som vender tilbage til sin hjemby Blackwater efter et ophold i Nordstaternes fangelejre. Han finder sine besiddelser overtaget af Nordstaternes tropper, så hans vel tilbage til en normal tilværelse efter krigen har lange udsigter. Iblandet dette er historien om Wes’ bror Boyd, den frigivne slave Atticus og så naturligvis også Wes kone Ruth, hvis transformation fra bly viol til hårdkogt revolverkvinde både er gribende og overbevisende.

Tegninger fra LovelessFor over tredive år siden revolutionerede Sergio Leone Western-genren med sine spaghetti-westerns, og Loveless er på mange måder en logisk forlængelse af Leones univers – der er bare skruet op for det hele: den barske realisme og ikke mindst manglen på en decideret helt. Alle i historien er ude efter at mele deres egen kage og ingens sti er holdt ren – Cutter på den måde 100% Leone’sk antihelt, og der er på alle måder langt til John Waynes glatbarberede og renskurede cowboy.

Man bliver på ingen måde efterladt med mange illusioner intakt (hvis man havde dem fra en start af!) efter at have læst Loveless – nordstaterne er ikke altruistiske befriere, men ude på at maksimere deres indtjening fra de nye landområder, som de råder over. De overvundne sydstatsborgere er ikke parate til at gå på kompromis med deres traditionelle værdier, og vi ser racismens grimme fjæs stikke hovedet frem – en konflikt, der bliver ekstra betændt, da en frigiven slave i nordstaternes hær skyder og dræber en hvid dreng – måske ved et uheld, måske ikke.

Azarello (nok bedst kendt fra serien 100 bullets) er efterhånden ved at være garvet i branchen, og i Loveless er han i topform – dialogen flyder rapt og naturligt, handlingen bygges sikkert op og der er strøet actionscener ud over serien med lind hånd. Vi bevæger os rent fortællemæssigt på forholdsvis avanceret grund – Azzarello fortæller personernes historie dels via separate flashbacks og dels via flashbacks, der er foregår samtidig med den aktuelle handling, så man skal have sin opmærksomhed 100% i bogen, da man ellers hurtigt taber tråden.

Tegninger fra LovelessTegningerne af Marcelo Frusin (som tidligere har arbejdet sammen med Azzarello på Hellblazer) er detaljerede uden at være udpenslende og skildrer fint den beskidte og barske virkelighed som figurerne bevæger sig i. Til tider er der nogle problemer med at skelne nutid fra fortid i “flashback-integreret-i-nutiden”-sekvenserne, men det er et spørgsmål om tilvænning, og det overordnede indtryk er meget positivt.

Loveless: Hjemkomst er første bind i serien, og tjener som sådan kun til at etablere personerne og den fundamentale setting. Hvad Cutters plan er og hvordan intrigen udvikler sig, må vi vente til november med at finde ud af, når G. Floy udgiver bind to.

Loveless er en veludført serie, der bygger videre på æstetikken fra spaghetti westerns og kombinerer dem med Azzarellos forkærlighed for hårdkogte historier til noget man kunne fristes til at kalde Western Noir. Har man nogen interesse i de mere hårdkogte westerns eller i USAs skumle fortid, er Loveless ikke til at komme udenom.

Fakta om serien

Vurdering: Anbefales

Loveless: Hjemkomst (2008). 128 sider
Forfatter: Brian Azzarello
Tegner: Marcelo Frusin
Forlag: [[Vertigo]] / [[G. Floy Studio]]

Bølle i helteklæder – Batman: Broken City af Brian Azzarello og Eduardo Risso

Batman og jeg

Batman: Broken City

“For at være oprigtig burde kritikeren sige: Mine herrer, jeg vil nu tale lidt om mig selv i anledning af Shakespeare, i anledning af Racine eller Pascal eller Goethe. Det er en god lejlighed, der her gives mig.” (Anatole France)

Batman var en af min barndoms favorithelte. Ganske vist havde jeg kun få hæfter med Batman, men min fabulerende hjerne udfyldte hullerne, ofte med mig selv under masken. Ligeså fascineret som jeg var af den forklædte mesterdetektiv og hans fantastiske dimser, ligeså inciterende fandt jeg alle de groteske og absurde skurke, som befolker Gotham. Og så var jeg naturligvis smaskforelsket i Catwoman.

Takket være de offentlige biblioteker fik jeg senere adgang til flere Batmantegneserier, end der kunne være på barndomsværelsets hylder, og jeg slugte dem alle. Det gør jeg stadig, men med mindre og mindre nydelse.

For det første er der langt mellem de gode historier. Det er en meget streng generalisering, der som alle sådanne let kan skydes ned, og jeg vil derfor straks indskyde, at der naturligvis findes undtagelser, såsom Alan Moores The Killing Joke (1988), Grant Morrisons Arkham Asylum (1989) og Jeph Loebs The Long Halloween (1998).

For det andet er Batman degenereret til en simpel voldspsykopat. Det er også en generaliserende bemærkning, som meget vel kan vise sig at være pivfalsk. Det håber jeg faktisk. Men i Brian Azzarellos og Eduardo Rissos Broken City (2004) ses begge tendenser.

Broken Comic

En kvinde er blevet brutalt myrdet, og de afgnavede rester peger på Killer Croc som gerningsmanden. Men dels er det kun indicier, dels har Killer Croc pludselig penge på lommen. Rigtig mange penge. Så hvem er den egentlige skyldige?

Plottet i Broken City er et traditionelt whodunnit, og sådanne kan som bekendt udarte sig til alt mellem E. A. Poe og John Grisham. Azzarello har hentet sin inspiration fra den hårdkogte detektivgenre, komplet med regn og kyniske oneliners à la Raymond Chandler. Det harmonerer fint med det gotiske og grumme univers, som Batman befinder sig i. Det burde ikke kunne gå galt.

Detective Comics #31Men det gør det. Broken City spilder sine indvolde ud i rendestenen og slæber sig videre, indtil plottet bliver lige så opløst som en ugegammel strandvasker. Til gengæld er der rigeligt med vold, ikke mindst fra Batmans side, hvis detektivmetode åbenbart består i at tæve sig gennem Gothams underverden.

Længere væk fra Bill Fingers og Bob Kanes Batman kan man vist ikke komme. Det skulle da lige være Frank Millers The Dark Knight Returns (1986), men den var i det mindste plotmæssigt skudsikker. Der er i det hele taget en del Frank Miller og Sin City over Broken City, fra det spinkle plot og voldsepisoder til Rissos tegnestil, hvilket man – alt efter smag – enten kan tage som en anbefaling eller advarsel.

For læsere af Azzarellos og Rissos lovpriste 100 Bullets kommer den grafiske brutalitet måske ikke som en overraskelse. Men 100 Bullets er heller ikke en heltefortælling, og deri ligger den afgørende forskel. Deres Batman er et muskelbundt uden hjerne, som ikke adskiller sig fra de skurke, som han bekæmper. At han har beholdt helteklæderne på gør ham ikke til en mindre bølle.

Fakta om serien

Forfatter: Brian Azzarello
Tegner: Eduardo Risso
Forlag: DC

Batman: Broken City (2004) samler Batman #620-625

Citatet af Anatole France stammer fra La vie littéraire I (1888), oversat til dansk i essaysamlingen Det litterære liv (1946).

Loveless #1

Loveless #1Titel: Loveless #1
Forfatter: Brian Azzarello
Tegner: Marcelo Frusin
Udgiver: Vertigo
Bedømmelse (samlet): [rate 7.5]

Brian Azzarello, især kendt fra serien 100 Bullets og et nyligt overstået job på Superman, giver her sit bud på en western af den hårdkogte slags, og umiddelbart tegner det rigtigt godt.
Vores hovedperson, Wes Cutter, er en mand på vej tilbage til sit tidligere liv efter at have deltaget i den amerikanske borgerkrig, og selv om der formelt er fred i landet, ser det ikke ud til at han finder fred og ro lige med det første. Dermed ikke sagt at serien er spækket med action, men derimod med en skummel, underliggende tone, som klæder det hårdkogte Wild West-miljø rigtigt godt.
Azzarello skaber et nyt univers og figurgalleri, og jeg vil egentligt ikke udtale mig meget mere om den sag før histoorien er gået videre.
Tegningerne er flotte og stemningsfulde og hovedpersonerne står allerede forholdsvist stærkt. Jeg skal tage mig lidt sammen for at komme i gang med Azzarello, da han er … meget ordrig til tider, men det betaler sig i sidste ende. En lovende ny serie, som jeg vil følge med spænding.