Hyg Dem med uhyggen

Creepy Archives bind 1
Creepy Archives bind 1

Efteråret trænger sig ubønhørligt på. På Erwin Neutzsky-Wulffs hjemmeside kan man læse at tiden er inde til at se film og læse Bathos, og det er et godt råd, specielt nu da den gamle ulv er så venlig at betænke sine læsere med en gammel skrækhistorie i tegneserieform i hvert nummer ud over den medfølgende DVD.

Da jeg var barn husker jeg at mine forældre havde en bog med titlen “Hyg dem med uhyggen” stående på hylden. Denne uges tip vil se nærmere på nogen af de tilbud der ellers er til os der synes, at det var en passende overskrift for efterårets kommende aktiviteter.

Først og fremmest har [[Dark Horse]] været nede i arkiverne – at dømme efter titlen “Dark Horse Archives”, og i en støvet afkrog af arkivet, dækket af støv og spindelvæv, omgivet af omstrejfende rotter har de fundet en række numre af det gode gamle “Creepy” eller “[[Gru]]” som det i sin tid hed på dansk den gang i halvfjerdserne (selv om Gru indeholdt materiale fra flere andre blade). En lille forsmag kan ses her.

Der er indtil videre kommet to arkivudgaver som optrykker både forsider, historier, brevkasse og reklamer i solid hardcover indbinding. De der er vokset op med “Gru” må til gengæld undvære [[Erwin Neutzsky-Wulff]]s forskellige redaktionelle bidrag som man den gang kunne finde i de danske skrækserier.

Cthulhu Tales
Cthulhu Tales

God horror går heldigvis aldrig helt af mode, og når man nu alligevel er i Fantask for at hente sit nye nummer af Bathos, så kan man jo passende lige tage et kig i bogafdelingen og se en anden bekræftelse på dette i form af “Necronomicon – The best weird tales of [[H.P. Lovecraft]]”.

Bogen i sig selv er har ikke noget specifikt med Necronomicon at gøre, den er nærmest en slags greatest hits opsamling af Lovecrafts klassiske historier, men der er noget rart ved at kunne kigge op på reolen og se “Necronimicon” i guldtryk hen over ryggen af den læderindbundne bog, med en lille guld-Cthulhu afbildet nedenunder.

Grunden til at jeg bringer dette på banen er, ud over at opfordre til at investere i bogen, at forlaget Boom! begynder at supplere sine eksisterende udgivelser “Fall of Cthulhu” og “Cthulhu Tales” med “Necronomicon” hvor det fjerde hæfte lige er annonceret. Stjernerne må i sandhed være i den rette stilling, for i øjeblikket sniger der sig masser af Lovecraft udgivelser ud fra skyggerne.

[[Marvel Comics]] har således lige afsluttet deres H.P. Lovecrafts Haut of Horror i tre hæfter illustreret af [[Richard Corben]], så vi må håbe at det betyder at der udkommer en hardcover samling ligesom det var tilfældet med deres tilsvarende udgaver af Edgar Allan Poe.

Necronomicon #1
Necronomicon #1

Og så må vi i skyndingen ikke glemme igen at gøre opmærksom på Henrik Harksens udgivelse “Fra Skyggerne” som samler en række danske Cthulhu historier – når nu vi har forfatterne til det, er der så ikke snart nogen der tager handsken op og laver en dansk Lovecraft tegneserier?

Men tilbage til genoptrykkene, hvis ikke de genoptrykte numre af “Creepy” er nok, så er E.C. Archives udgaverne med genoptryk af “Weird Science”, “Shock Supenstories” fra Gemstone værd at kaste sig over, eller hvis man er på et mere beskedent budget, så har DC i deres Showcase serie genoptrykt de gamle House of Mystery i to bind, som nu har fået selskab af et bind med House of Secrets.

Det burde kunne holde den værste blodtørst fra døren, indtil den længe ventede Tomb of Dracula omnibus dukker op i handlen. Så lad bare efterårsstormen komme og regnen falde, lad kun TV køre “Vild med dans” marathon og vise endeløse rækker af moderne mennesker der vil udstille deres mangel på talent – jeg har vellagrede single malts og gamle rædsler nok til at klare mig.

Godt efterår, og husk at oktober er Halloween-måned.