Immigrant Song – Northlanders af Brian Wood

Tegneseriehistorien har i nyere tid budt på tegneserier om ninjaer, samuraier, riddere og spartanske krigere, og nu har vi med Northlanders fået en serie om vikinger.

Det var med tilbageholdt åndedræt at jeg som skandinavier gik i gang med en serie om mine forfædre skrevet af en amerikaner – det kan potentielt gå meget galt!

Heldigvis er Brian Wood ikke nogen Mr. Hvemsomhelst, hvilket man kan forvisse sig om ved at læse første nummer online hos Vertigo– her er ingen behornede hjelme, ingen RAAAGHHH BERSÆRK!!!, ingen højtidelige “FOR THOR OG ODIN!” uden nogen som helst baggrund. Heldigvis.

I stedet er det en fundamentalt spændende og meget velfortalt historie om Sven, som er blevet frarøvet sin trone af sin onkel og vender hjem for at tage den – og den betragtelige formue der hører med – tilbage. Og nej, det er naturligvis ikke på nogen måde nemt …

Sven the returned er første samling fra Northlanders – den anden samling, The Cross + the Hammer handler om andre personer og andre hændelser.

Northlanders er særdeles velresearchet, hvilket skinner igennem lige fra de første sider, og som heldigvis ikke kun begrænser sig til klædedragter, men også omfatter f.eks. kultur, religion og politik. Er Northlanders så en historiebog i fåreklæder, der bare venter på et en gymnasielærer tager fat i den og tæver sine elever igennem den? Nej, slet ikke. Researchen er – som den slags skal være – ikke på nogen måde det bærende element, men den stikker sin næse frem, når der er brug for det og ellers bliver den bare i baggrunden som det usædvanligt solide fundament serien er bygget på.

Northlanders handler nemlig om mennesker – der er ikke en person i serien, som ikke er troværdig og fængslende, og der er heller ikke nogle sort/hvide fremstillinger af tingene, uden at alting af den grund bliver gråt.

Tegningerne er også fremragende – serien tegnes af én ny tegner per sammenhængende historie (dvs. 2-5 numre med samme tegner), hvilket er en fremgangsmåde jeg har det blandet med – det går endnu rigtigt godt med Northlanders, hvor især Davide Gianfelice, der har tegnet den første samling står frem.

Brian Wood har med Northlanders skabt en velfortalt, velresearchet og frem for alt spændende serie, som fortjener et endnu større publikum – man snyder sig selv for en fremragende læseoplevelse hvis ikke man springer på!