Sidste tur i katastrofekurven – Doom Patrol Vol. 6: Planet Love af Grant Morrison

I perioden 1989-93 gjorde Grant Morrison det tilsyneladende umulige; ikke kun genoplivede og fornyede han ’60ernes mærkeligste team af superhelte, Doom Patrol, men han gjorde dem også endnu mærkeligere end nogensinde. Det blev til i alt 63 numre, som senere blev samlet og genudgivet i seks bind, hvoraf det sidste netop er udkommet.

Ulf Reese Næsborg har andetsteds på Tegneseriesiden givet en kort præsentation af seriens persongalleri, som derfor ikke skal gentages her. Blot skal det bemærkes, at det netop er Morrisons dybt originale karakterer, som umiddelbart forbløffer og vækker læserens nysgerrighed (man skal til kollegaen Peter Milligans Enigma for at finde tilsvarende).

The Candlemaker fra Doom Patrol vol. 6Med et sådant persongalleri kan alt ske. Kan vel være at Doom Patrol foregår i en genkendelig virkelighed, men det genkendelige er kun skind, og virkeligheden er hverken fast eller usårlig: overalt lurer galskab og mareridt, absurditeter og monstre, som f.eks. antagonisten i Planet Love, The Candlemaker.

En krydsning mellem et Lovecraftsk havuhyre og en falden engel med afbrændte vinger var The Candlemaker oprindelig abepigen Dorothys fantasiven, som beskyttede hende mod en fordømmende omverden:

“The Candlemaker told me to make a wish, so I did. I had to let it out so that it could grant my wish, so I said okay. I was just a little kid. I guess I didn’t really think it could do anything. It was just like a bad dream. And I was so angry.”

Men for The Candlemaker er Dorothy kun en dør, og da hun lukker ham ud i et desperat forsøg på at redde en af sine venner fra døden, bliver han ude, fast besluttet på at lægge hvert eksistensniveau øde. Men det er kun en af de farer som Doom Patrol og verden står over for i Planet Love; ligeså seriøs er den trusel som i form af tusindevis af nanomaskiner er udgået fra deres egen midte:

“We have … hours left before they swarm over the whole world. Hours …”

Om verdens mærkeligste helte endnu en gang klarer skærene, skal naturligvis ikke røbes her. Noget andet er, om Morrison formår at lukke serien med samme originalitet, som han åbnede den. Havde Doom Patrol endt med nr. 62, ville svaret have været et forsigtigt ja, men med nr. 63 ebber serien desværre ud i en af litteraturens mest slidte klichéer.

Men ser man bort fra det sidste kapitel, er Planet Love helt i tråd med resten af serien. Grant Morrisons idérigdom er blændende, og derfor tilgiver man ham gerne, at plottet indimellem synes afgjort af en plancette. Når historierne virker bedst – og selv de mest absurde indslag accepteres af læseren – skyldes det selvfølgelig ikke mindst Richard Case, seriens faste tegner, hvis klassiske og detaljerede stil på een gang understreger det velkendte, og gør det sære så meget desto mere virkelighedsnært og foruroligende.

Endelig skal det nævnes, at man i Planet Love også kan læse Morrisons kærlige parodi på Doom Patrol, nemlig Doom Force fra juli 1992, illustreret af Case m.fl.:

“Once they smiled, now they are grim – Children of the catastrophe, blessed – or cursed – with fantastic powers and gorgeous bodies.”

God fornøjelse!

Doom Patrol

Fakta om serien

Doom Patrol Vol. 6: Planet Love (2008) 220 sider i farver

Forfatter: Grant Morrison
Tegner: Richard Case, Sean Phillips, Stan Woch, m.fl.
Forlag: DC/Vertigo

Robotmanden, Transvestitgaden og Saksemændene fra Orqwith

– en rejse ind i Grant Morrisons Doom Patrol.

Grant Morrison har igen fyldt mit hoved med billeder og ideer:

Luften er fuld af hvide silouetter, hvor Saksemændene har klippet mennesker ud af vores virkelighed og ind i deres. De kommer fra Orqwith, et levendegjort, fiktivt univers bestående af én uendeligt stor by, bestående af glaslabyrinter og observatorier af knogler.

Mr. None og hans Dada-broderskab har fået fingre i et magisk maleri, og da de aktiverer det, opsluger billedet Paris. Ja, byen. Inde i maleriet er også gemt apokalypsens femte rytter, Intethed/Udryddelse.

Den Uskrevne Bogs Kult søger Det Femte Vindues Bog, som samtidig er en femtenårig dreng. På gaderne er deres agenter – Fear The Sky (der fremtræder som menneskekroppe med planeter som hoveder), The Pale Police (som udelukkende taler i anagrammer) og The Mystery Kites (som er myrdede mænds hud spændt ud i knogleskeletter) – i fuld gang med at finde ham, da de kan bruge ham til at påkalde The Unmaker, der vil lave skaberværket ugjort. Oh, og de har held med deres forehavende.

Mændene fra N.O.W.H.E.R.E. er ude i deres mission med at normalisere verden, og første sted de skal normalisere er da også lidt sært – det er nemlig Danny The Street, en bevist (og mobil) gade, som oven i hatten er transvestit, sådan at der i vinduerne på værktøjsbutikker hænger blomstrede gardiner.

Doom Patrol møder også Flex Mentallo, en glemt superhelt, som mestrer “muskel-mysteriet”, og forsøger at gøre Pentagon rund ved at spænde sine muskler på den rigtige måde.

Grant Morrisons Doom PatrolDoom Patrol blev lanceret i 1963 som en serie om lidt mærkelige helte, der forsvarede en verden, der frygtede dem og deres kræfter. Sammenligningen med X-Men er fristende, men serierne dukkede op på markedet samtidig, og der er da også en masse forskelle på de to serier.
Doom Patrol har altid været DCs “mærkelige” serie, men da Grant Morrison overtog serien i 1988, nåede serien nye højder, både hvad angår “mærkelighed” og heldigvis også hvad angår kvalitet og originalitet.

Morrison tog mange af de etablerede figurer og smed dem på porten, mens de tiloverblevende fik en ny drejning. Cliff Steele var oprindeligt en racerkører, der var med i et uheld der smadrede hans krop. Hans hjerne endte så i en robotkrop, og han optrådte som holdets stærke mand under navnet Robotman. Grant Morrison viser os små 25 år efter figurens “fødsel” hvordan det må være:
“Kan du forestille dig hvor simple robotsanser er i forhold til menneskelige? Det eneste jeg har er minderne om hvordan ting plejede at føles eller smage.
De siger at amputerede mennesker føler fantomsmerter i deres manglende lemmer. Well, jeg er totalt amputeret. Jeg bliver hjemsøgt af min krops spøgelse! Du ved at jeg får hovedpine, men jeg får også følelsen af at skulle skide indtil jeg indser at jeg ikke har nogle tarme mere.”

I stedet for det gamle hold, dukker nu nye figurer op: Crazy Jane lider af personlighedsspaltning, og hver af hendes personligheder – vi kender til ca. 40 af de i alt 64 – har sin egen superkraft.
Dorothy er en lille abe-lignende pige, som kan manifestere sin underbevidsthed i fysisk form.
Rebis er en hermafroditisk sammensmeltning af tidligere medlem Larry Trainor, hans læge Elanor Poole og en “negativ ånd”, som i sin tid gav Trainor hans superkræfter.

Serien træder meget bevidst udenom superhelteseriens klicheer – hvis Doom Patrol endeligt ender i en kamp, foregår den som regel i baggrunden, mens vores opmærksomhed rettes mod en detalje i forgrunden, som er vigtig for plottet. Ligeledes benytter Morrison teknikker som “cut-up” (benyttet af bl.a. William S. Burroughs) og ideer fra Jorge Luis Borges og Troldmanden fra Oz.

Grant Morrisons Doom Patrol er selv efter næsten 20 år stadig et frisk pust og særdeles vedkommende, og enhver der leder efter en serie, der ikke er “paint-by-numbers” bør læse den.

Samlinger af Grant Morrisons Doom Patrol

  1. Crawling from the Wreckage
  2. The Painting That Ate Paris
  3. Down Paradise Way
  4. Musclebound
  5. Magic Bus

Yderligere læsning:

Wikipedias side om Doom Patrol
Doom Patrols – en bog om bl.a. postmodernitet i moderne tegneserier
Doom Patrol Online – bl.a. annoteringer til de enkelte numre
Yderligere Doom Patrol-relaterede links