En mesterlig obduktion – From Hell af Alan Moore og Eddie Campbell

Der er noget ved historien om Jack the Ripper, som pirrer nysgerrigheden hos rigtigt, rigtigt mange mennesker – historiens første seriemorder kalder pressematerialet fra Faraos Cigarer sagen, men der er flere aspekter gemt i det. Hvordan kunne det ske i Whitechapel, i det centrale London, midt i Imperiets hjerte? Hvorfor blev morderen aldrig fanget? Hvem kunne begå nogen så bestialske og alligevel sofistikerede mord? Var politiet inkompetente eller dækkede de over nogen?

Vel var pressen (allerede dengang) en stor del af grunden til at sagen blev blæst op, men alligevel er de reelle spørgsmål utallige og næsten lige så utallige er eftertidens forsøg på at besvare dem – “det var ham/dem!” har lydt fra utallige mere eller mindre kvalificerede efterforskere i tidens løb, og sagen er stadig spændende, ikke mindst fordi den forbliver uløst.

Alan Moore brugte ti år på at skrive From Hell, hvis titel er taget fra de første ord i et brev, som mange mener er fra den virkelige Jack the Ripper. Han har læst hvad der er at læse om sagen og – ikke mindst – om samtiden og har valgt at basere denne tegneserie på teorierne fra Stephen Knight om en sammensværgelse, som involverede blandt andre frimurerne og kongehuset.

Det er værd at bemærke, at Moore selv ikke tror på Knights teorier (som da også er blevet tilbagevist et utal af gange), men har valgt ham, da teorierne passede med den historie som han selv ville fortælle.

En “Whydunit”

I Moores udgave er det ikke en whodunit – han melder klart ud næsten fra en start af hvem han mener står bag mordene og bruger i stedet historien til dels at fortælle en whydunit og derigennem tegne et meget detaljeret billede af morderen og dels til at beskrive af Victoriatidens London og trække paralleller til vores tid.

Historien følger Dronning Victorias hoflæge, Sir William Gull, som får til opgave at rydde nogle prostituerede af vejen, der har viden om et uægte barn, som prins Albert har lavet med en simpel butiksassistent. Gull har imidlertid sin egen agenda, og sammen med den simple kusk John Netley udfører han de nu klassiske mord som en magisk besværgelse, hvis formål er at bryde de sidste rester af kvindekønnets magt over mændene.

Parallelt følger vi opklaringsarbejdet med fokus på politiinspektøren Frederick Abberline, der ikke rigtigt kommer nogen vegne i sagen, før han slår sig sammen med den synske Robert Lees – “synsk” skal her tages med et gran salt, da Lees på bogens allerførste sider indrømmer, at han svindlede hele vejen igennem og aldrig havde en egentlig vision.

Undervejs kommer vi igennem Londons historie, spekulationer omkring tidens natur, datidens medicinske (og psykiatriske) behandlingsformer, frimurernes loge og ritualer og møder et væld af kendte mennesker fra historiens samtid, bl.a. John “Elefantmanden” Merrick, en ung Aleister Crowley, Oscar Wilde, William Morris samt en del andre.

Som nævnt er det er afsindigt gennemresearchet værk vi har med at gøre med – lige fra Londons historie på gadeplan over medicinske behandlingsmetoder over frimurernes trosgrundlag til de slangudtryk som de prostituerede brugte i perioden. Det taler til Moores fordel, at researchen ikke kommer til at overvælde værket, men bare understøtter det. For de mere interesserede er der et appendiks på næsten hundrede sider, som side for side gennemgår værket og bl.a. fortæller hvad der er historiske fakta, hvad der er kvalificerede gæt og hvad der er det rene opspind. Der er også et tegnet appendiks 2 – “Mågejægernes dans” – som gennemgår de forskellige teorier omkring morderens identitet igennem tiderne.

From Hell er et imponerende værk, der som alle store værker indeholder lag på lag på lag – lidt a la Peer Gynts løg – og én læsning er slet, slet ikke nok.

Gnidrede skitser eller stor kunst?

Det er ofte blevet sagt at dette eller hint deler vandene, men sjældent har det været mere på sin plads end med Eddie Campbells tegninger. Et par illustrationer er på sin plads inden jeg fortsætter:

Disse eksempler er rimeligt repræsentative for Campbells tegnestil i From Hell – sorte og gnidrede flader, tegninger, som nogen gange næsten har skitsepræg og en tæt og klaustrofobisk sideopbygning.

Når man slår bogen op, er det ikke et umiddelbart tiltalende indtryk man får – det er lidt mørkt og gnidret det hele og tegningerne er ikke “pæne” i gængs forstand – men når man kommer i gang med læsningen, er universet komplet netop igennem tegningerne.

Der er en del scener i bogen, der hører til nogle af de uhyggeligste, der i mine øjne er frembragt indenfor mediet – den sorte droske, der kører gennem det regnvåde London, Dr. Gulls ildevarslende silouet med den høje hat og kniven i hånden og den generelle stemning af trøstesløshed kryber ind under huden på en og udfordrer ens nattesøvn.

Det skal i øvrigt tilføjes at bogen ikke er for hverken snerper eller sarte sjæle – vi har både eksplicit sex og nogle særdeles grusomme og minutiøst skildrede mord.

En længe ventet udgivelse

Den danske udgave af From Hell har været undervejs længe, men det har været ventetiden værd at få Moores store værk på dansk. 600 sider i rimelig indbinding for knapt 400 kroner må siges at være særdeles rimeligt, oversættelsen er fin og Allan Haverholms tekstning passer fremragende til Campbells streg og bogens tone.

From Hell er – som antydet – intet mindre end et mesterværk, og her er tale om obligatorisk læsning. Alt spiller sammen og intet er overladt til tilfældighederne, samtidig med at det er en bog, der kommer ind under huden på en i en næsten uhyggelig grad. Som med al genial og banebrydende kunst, kan man ikke vende tilbage From Hell og være uændret – man har set verden igennem en morders øjne, set tiden ophævet som en regel i børns leg, næsten mærket elendigheden og fattigdommen i Whitechapel på sig selv og det er svært at ryste af sig. Det er en hård rejse, men den er det værd – From Hell er den største læseoplevelse jeg har haft i år og den vigtigste udgivelse på dansk i lang, lang tid.

From hell.
Mr Lusk,
Sor
I send you half the Kidne I took from one women prasarved it for you tother piece I fried and ate it was very nise. I may send you the bloody knif that took it out if you only wate a whil longer

signed
Catch me when you can Mishter Lusk

Fakta om serien

From Hell, 2008. 604 sider, sort/hvid.

Bedømmelse: Anbefales varmt. Mesterværk!

Forfatter: Alan Moore
Tegner: Eddie Campbell

Forlag: Faraos Cigarer