Junji Ito: Museum of Terror 1-3

“Tak for lån. Jeg bliver nok aldrig stor fan af Tomie :)”

Den ganske korte og noget sigende besked fulgte med, da en kollega afleverede de tre “Museum of Terror”. Jeg havde lÃ¥nt dem til hende, efter hun havde anmeldt filmene baseret pÃ¥ Junji Itos værk pÃ¥ Gyseren.dk – i hÃ¥bet om, at de originale historier ville tiltale hende mere end de afledte. Desværre ikke, viste det sig.

Det sjove er, at selv om jeg er vild med “Museum of Terror”, kan jeg egentlig godt forstÃ¥, hvorfor hun ikke kan lide den. Og selv om jeg har lovprist Junji Itos nok største værk, “Uzumaki”, sÃ¥ forstÃ¥r jeg ogsÃ¥ godt, nÃ¥r Thomas Strømsholt ovre pÃ¥ Planet Pulp finder den helt mislykket. Jeg tror, at Itos værker er lidt som en vippe – det kommer an pÃ¥, hvor man lægger vægten, om man rammer jorden pÃ¥ den ene eller anden side af den gode læseoplevelse.

Jeg lander selvsagt godt og tungt på den gode side, også med “Museum of Terror”. Ikke, at den mangler sine fejl, men den har også en energi og en vision, der virker overbevisende på mig.

De tre bind samler en lang række historier, som kan deles op i to.

Først og fremmest er der Tomie-historierne, som fylder de to første bind, dernæst en lang række enkeltstÃ¥ende historier, som fylder tredie bind under titlen “The Long Hair in the Attic”. Dette sidste bind er i sagens natur meget blandet bÃ¥de i udtryk, og hvor godt det lykkes Ito – hvor man i Tomie-bindene har et mere sammenhængende univers og en skaber, der tydeligvis udvikler sig igennem historierne.

Tomie er en ung pige – smuk og af typen, der tiltrækker unge og ikke helt sÃ¥ unge mænd som bier til holdning. I den allerførste historie om hende er hun netop død, og hele hendes klasse er ramt af det. Punktum. Den burde ende der, indtil Tomie møder op i skolen, tilsyneladende uden at vide, at hun nyde den evige hvile. Snart fÃ¥r vi historien om, hvad der virkelig skete, da hun døde, og den viser sig at involvere hele klassen – og Tomie er som en hævnende Ã¥nd, hvis tilsyneladende uvidenhed og besynderlige sorgløshed er som en negl over en tavle for alle de involverede.

Det er egentlig en ganske gennemskuelig skæbnefortælling – velfortalt, men i sig selv ikke noget ud over det sædvanlige. Itos svært definerbare styrke kommer, nÃ¥r han gÃ¥r over gevind. For historien stopper ikke der – omkring 750 sider fylder han med med historier om Tomie, alle ud fra de fÃ¥ fakta: Tomie fÃ¥r mænd til at forelske sig, og mænd slÃ¥r Tomie ihjel, men hun vender altid tilbage. Og over gevind gÃ¥r han – for ideerne bliver mere og mere groteske, mens historierne vælter derudaf. Der er en manisk aggression i Juni Itos mÃ¥de at fortælle pÃ¥ – hæng pÃ¥ eller fald af, land pÃ¥ den ene eller anden side af vippen, det er ligemeget, for han har ikke tænkt sig at stoppe op og kigge tilbage.

Hans værker- ikke de enkelte historier, men sammenhængen – er som groteske tæger, der bider sig fast i en ide og suger blod af dens, mens de vokser til store blævrende masser af blodfyldt kød, der virker pÃ¥ nippet til at eksplodere, hvad øjeblik det skal være. De virker foruroligende, alene fordi de formÃ¥r at hænge sammen pÃ¥ trods af den umÃ¥delige vægt pÃ¥ dem.

Helt samme effekt har tredie og sidste bind i serien sÃ¥ ikke pÃ¥ mig – det er ene og alene enkeltstÃ¥ende historier, der sÃ¥ selvføgelig ikke kan opnÃ¥ samme umÃ¥delige inerti. Her svinger vippen noget mere – nogle er okay hÃ¥ndværk, enkelte er lidt latterligt, og nogle fÃ¥ rummer den der ægte knivsæg af ægte ubehag. Det er det svageste bind af de tre, men dog med sine perler imellem.

God horror handler ofte om at finde det fremmede i det velkendte – mÃ¥ske er det derfor, at jeg som 34-Ã¥rig mand i en sÃ¥dan grad fascineres af Itos verden, der konsekvent tager udgangspunkt i teenagepiger og den verden, de færdes i. Det er ikke kvalmende romantisk glasur efter laveste fællesnævner, som en vis Stephenie Meyers brug af samme, men ægte mørke, hvor realismens vægge bryder sammen under vægten af det, der læner sig op ad dem udefra. Og sÃ¥ er det helt grundlæggende bare historier, der forstÃ¥r at overraske igen og igen.

Charles Burns: Sort hul

Dette er nok en af de mest rammende titler, jeg er stødt pÃ¥ i lang tid, for Burns’ mesterværk føles som lige præcis det: et sort hul, som suger læseren ind.

“Sort hul” er oprindelig udgivet som tolv hæfter i Ã¥rene 1995-2005, først hos Kitchen Sink, sÃ¥ hos Fantagraphics og til sidst samlet hos Pantheon Books. Det er Fahrenheit, der har stÃ¥et for den danske udgave – med Paw Mathiasen selv bag den vellykkede oversættelse. Og det er ærligt talt pÃ¥ tide, at vi stifter bekendtskab med den pÃ¥ dansk, for der er tale om en ganske unik læseoplevelse. Bag den underspillede forside gemmer der sig en fortælling, som kommer under huden – pÃ¥ mere end én mÃ¥de.

Historien foregÃ¥r i 70erne og handler især om tre teenagere i en forstad til Seattle: pigen Chris og de to drenge Rob og Keith. De bliver fanget lige der i overgangen mellem barn og voksen, i den allermørkeste del af puberteten, hvor seksualiteten synes at buldre lige under alting. De er alle fra gode familier og bruger tiden pÃ¥ at gÃ¥ i skole og drikke sig fulde eller ryge sig skæve. Livet er ganske godt, og sommeren synes at vare evigt, hvilket er noget af en bedrift, nÃ¥r man kigger pÃ¥ Burns’ tegninger, der næster vælter sig i sort. Han forstÃ¥r at fremmane stemninger, og hans billede af 70erne er utroligt vellykket.

“Sort hul” kunne sagtens have holdt sig inden for en strengt realistisk ramme – grundlæggende er det en historie om at vokse op, at ændre sig, og jeg tvivler ikke pÃ¥, at Burns kunne have begÃ¥et en yderst interessant historie uden de ekstra lag, han graver under sine personer. Men uden de lag ville den ikke rumme den afgrundsdybe og altgennemtrængende følelse af frygt og undergang, som den gør. Den ville hverken rage op eller nÃ¥ de dybder, den gør.

Der huserer nemlig en sygdom i byen. En kønssygdom, som kun rammer teenagere og påvirker deres kroppe på et utal af forskellige måder. Nogle kommer til at ligne monstre, én får en hale, en anden viser næsten ingen ydre tegn på det. Rob har en ekstra mund, ikke særligt stor og placeret på hans hals. Da han har sex med Chris, bliver hun smittet, og hendes hud begynder at give slip på hendes krop. Da det viser sig, at hun er smittet, kommer det som et slag for Keith, der længe har været lun på hende. De bliver alle rystet ud af deres rolige tilværelser.

De smittede samles i skoven og i udkanten af samfundet, og vores tre hovedpersoner kæmper for at finde en eller anden form for lykke i det mørke, der har sænket sig over dem. Det lykkes ikke for alle – ligesom i virkeligheden er fløjlshandskerne ikke pÃ¥ her.

Burns har begÃ¥et et værk, der flÃ¥r læseren gennem det meste af følelsesspektret. Det er det bedste billede pÃ¥ puberteten, jeg længe er stødt pÃ¥, og det er en historie, der trækkes en ind og ikke giver slip. Et sort hul i virkeligheden er et punkt, der har opnÃ¥et sÃ¥ stor masse, at dets tyngdekraft trækker alt ind, selv lyset, og det er et passende billede pÃ¥ denne graphic novel – ikke blot fordi den er sÃ¥ dyster i sit grafiske udtryk, men ogsÃ¥ fordi man netop har billedet af hovedpersonerne som indfangne af kræfter uden for deres forstand. De bevæger sig gennem hvert deres kredsløb, sammen med flere mere eller mindre vigtige bipersoner, mens de langsomt trækkes længere og længere ind mod singulariteten: det punkt, hvor selv naturlovene bryder sammen, og hvor det er umuligt at forestille sig, hvad der ligger forude.

Som man mÃ¥ske kan læse, ville “Sort hul” være i stand til at give en hel kongres af dansklærere lystkramper, men dens kvalitet ligger naturligvis i, at den fortæller en god historie. Burns lader sine personer krydse frem og tilbage og springer mellem nutid, erindringer og drømme, sÃ¥ fortællingen bliver endnu mere fortættet. Hans tegninger fremstÃ¥r mÃ¥ske lidt stive i det, men har formÃ¥r alligevel at lade dem med en masse detaljer og stemning. Man kan formelig mærke frustrationen og desperationen flyde ud fra siderne. Det fÃ¥r “Sort hul” til at fremstÃ¥ pÃ¥ den ene side som en vellykket socialrealistisk coming of age-historie og pÃ¥ den anden side næsten taktil horror med mindelse om Jim Woodring og Junji Ito.

Det letteste ville nok være blot at hæfte en mærkat på: mesterværk.

Junji Ito: Uzumaki, vol. 1-3

Katayama har altid været langsom – på flere måder. Han synes ganske enkelt ude af stand til at bevæge sig hurtigt. Og som regel kommer han kun i skole, hvis det regner. En dag efter volleyball, hvor han igen har udstillet sin manglende evne til at udføre selv de mest enkle opgaver, kaster de andre drenge sig over ham i omklædningsrummet og ydmyger ham ved at trække tøjet af ham.

Der er en sort, ildevarslende spiral på Katayamas ryg.

Det fortsætter med at regne, og da han igen kommer i skole, er hans ryg opsvulmet under skjorten. Væksten fortsætter med at blive større over de næste par dage, indtil han en dag kommer kravlende nøgen gennem døren – spiralen på hans ryg er blevet til et sneglehus, og Katayama selv er tydeligvis ved at blive noget andet end menneskeligt.

Få dage senere er metamorfosen komplet, og de opdager ham på ydersiden af skolebygningen. Han er blevet til en kæmpesnegl. Forældrene nægter at kendes ved ham, så skoleklassen må tage sig af det sære væsen. Og lidelsen spreder sig.

”The Snail” er ottende kapitel i Junji Itos horrormanga ”Uzumaki” – et værk, der strækker sig over 18 kapitler i det hele og er blevet udgivet i tre bind. Man kan argumentere for, at dette kapitel er ”point of no return”, fordi de kræfter, der virker under overfladen og koncentrerer sig om en begrænset gruppe mennesker, her endelig begynder at skylle ud over den lille by Kurôzu-cho. Sikkert er det, at ”The Snail” rummer mange af de ting, der er betegnende for hele værket – pÃ¥ godt og ondt.

Men hvad er ”Uzumaki”?

Titlen betyder spiral, hvirvel eller malstrøm – den der enkle, men ogsÃ¥ ret hypnotiske streg, som man lynhurtigt kan lave med en kuglepen; som synes at trække blikket ind i sig; som er tegnet for svimmelhed og bevægelse nedad i mørket. Og det beskriver meget godt det, der sker med Kurôzu-cho – det starter enkelt, men samler momentum og trækker alle byens indbyggere ned i mørket. Der er nemlig ingen skurk i ”Uzumaki” – der er ikke horrorgenrens evindelige behov for at sætte ansigt pÃ¥ ondskaben; i stedet er der blot hvirvlerne i alle deres inkarnationer: spiralen pÃ¥ Katayamas ryg, der bliver til en snegleskal, røgen, der stiger op fra krematoriet i samme form og bliver slugt af malstrømmen i byens sø, lyset i fyrtÃ¥rnet, de cykloner, der senere hen skyller ind over byen.

I Junji Itos værk er truslen blot en form, en ansigtsløs kraft, der omdanner alt omkring sig. Der er ingen forklaring, men alligevel en form for mørk, underliggende logik – som måske blot fremkommer af den grundighed, hvormed skaberen går til værket. Han synes at pille alt fra hinanden ved at bruge spiralformen som det dystre ukrudt, der bryder igennem selv de mindste revner og vokser op fra undergrunden. Det er frit for mange af de fortællekonventioner, der ofte er med til at gøre horror til lige præcis det, som den ikke må være: tryg.

Det har sine fordele og ulemper, det tidligere nævnte godt og ondt.

Som det element, der skal binde alle historierne sammen, har Junji Ito valgt pigen Kirie og hendes ven/kæreste Shuichi. Især Kirie har en evne til at befinde sig i begivenhedernes centrum og fungerer som vores guide til det helvede, Kurôzu-cho omdanner sig til – men samtidig kan Ito ikke tillade sig at lade hende påvirke i samme grad som omgivelserne. Hvis han gjorde det, ville han nok blive nødt til at være sig sin tydelige Lovecraft-inspiration bevidst og lade hende blive rablende sindssyg. I betragtning af, hvad han udsætter hende for, ville det kunne kaldes barmhjertigt. I stedet forbliver hun gennem næsten hele serien en karikeret naiv pige, som virker lige overrasket, hver gang virkelighedens vægge synes at bryde ned omkring hende. På samme måde har Shuichi fået tildelt rollen som manisk dommedagsprædikant, der øjner faren fra første færd og konstant mumler om, hvordan byen er blevet inficeret med spiraler, og udpeger infektioner for Kirie. De to er ganske enkelt gjort til papfigurer i historiens tjeneste.

Det opvejes dog til fulde af, at ”Uzumaki” er det, som rigtig horror bør være: dybt foruroligende. Manglen på konventioner gør også, at vi ikke ved, hvad vi skal forvente, og Ito river tæppet væk under læseren igen og igen. Grundideen er enkel, men kraftfuld, og han udfolder med en ensporet effektivitet, der ikke kan undgå at overraske. Historien er fortalt i en klar og enkel streg, der dog hurtigt bliver dyster og svømmende med organiske former, når mørket flyder ud fra sprækkerne ind i vores verden.

Mest utroligt er dog i mine øjne Itos evne til at balancere sine historier – for nogle af de påfund, historierne bygger på, grænser da til det tåbelige, men han går sammenbidt til dem uden at forfalde til selvbevidst humor, som måske ville lette det for læseren, men også udvande effekten. Nogle få gange lander han måske på den forkerte siden af stregen, men som regel er effekten vellykket.

Når man har læst samtlige bind, fremstår ”Uzumaki” som nok det mest vellykkede eksempel på kosmisk horror, jeg har læst, hvad enten vi snakker bøger eller tegneserier. Det gør den blandt andet, fordi skaberen tager sig den til, der skal til – han starter (næsten) nede på jorden og fylder derefter på, så da vi endelig står ved den groteske finale, virker det som det eneste rigtige. Der er stadig ingen forklaring, men man mærker inderst inde, at dette er den eneste vej, tingene kunne gå.

The face of Evil – Crossed af Garth Ennis

Cover til CrossedAf alle forfattere jeg kan komme i tanke om, er der ingen som jeg har et sÃ¥ blandet forhold til som Garth Ennis. Der er fÃ¥ i amerikansk mainstream, der kan skrive sÃ¥ præcise og rammende personskildringer som han kan og han har en evne til at give skruen pÃ¥ sine plots lige én tand mere, især nÃ¥r man ikke venter det. Omvendt sÃ¥ bliver han ogsÃ¥ for meget for mig – han synes at ville holde fast i en rolle som plathedens depraverede mester, nogle gange for enhver pris. Med i bagkataloget har han Preacher, som plothuller til trods har status som nyklassiker, den fabelagtige, men oversete Hitman og en forrygende version af Marvels selvtægtshelt The Punisher. Og i nyere tid har vi fÃ¥et Battlefields, som er fremragende og gribende skildringer af mennesker under 2. verdenskrig. Nu har han begÃ¥et en ny serie, Crossed, som ifølge forfatteren selv er “as far as I’ve ever gone”.

Seriens præmis er simpelt: en flok mennesker forsøger at overleve fra dag til dag i et USA, som er overrendt af mennesker, transformerede til The Crossed. Med en blodig, arvævsagtig korsform hen over ansigtet og et manisk udtryk i øjnene, myrder, lemlæster og voldtager The Crossed sig hen over landet, og fÃ¥r man deres kropsvæsker – blod, spyt, sæd – i sig, transformeres man selv til en af dem og sønderdeler med høj latter de mennesker, man øjeblikke forinden kaldte venner og familie. De er ikke udøde, som er sultne efter menneskekød – de er bare mennesker, som lader til at være overtaget af deres inderste, mørkeste side og som udforsker hvor meget ondt de kan gøre andre. Gerne pÃ¥ sÃ¥ innovative mÃ¥der som muligt.

Man ved ikke hvad der har frembragt the crossed – flere teorier nævnes undervejs i serien, men ingen autoritative – men det er heller ikke vigtigt. Vigtigt er det at de, der stadigt er mennesker kæmper en særdeles ulige kamp for deres egen overlevelse. Ja, det er en zombie/survival horror-type, men alt er taget til yderste ekstrem: hvis man falder i hænderne pÃ¥ dem, dør man ikke “kun” – man har faktisk ikke nogensinde haft nogen mareridt, der er sÃ¥ slemme som det, der helt sikkert vil overgÃ¥ en. Her er for eksempel en af hovedpersonernes forhistorie (klik kun, hvis du tror du kan hÃ¥ndtere det):

crossed_06_12crossed_06_13
crossed_06_14crossed_06_15

Hvad er det s̴ for en serie Рeller rettere: hvad er det s̴ for en Garth Ennis, der skriver den?
Til at starte med var jeg lige ved at droppe serien – volden virkede for overdrevet og selvforherligende, og serien virkede mest af alt som en “fuck jer, nu er jeg hos et lille forlag, hvor jeg mÃ¥ skrive alt! ALT! Se, nu parterer de  onde et barn! Se, nu hugger de et ben af et offer og har sex med det bagefter!”. Selv om der faktisk var en del god personbeskrivelse, troværdig dialog og et rimeligt solidt setup, var volden og de ekstreme scener simpelthen for meget for mig, og jeg betragter mig egentligt ikke som sart. Jeg vil bare have mening, for ellers er det for mig chokværdi for chokværdiens skyld, og sÃ¥ kan det være ligemeget. Tredie nummer af serien ændrede imidlertid mit syn pÃ¥ den: vel var det stadig ekstremt, men tempoet var noget mere afdæmpet og vigtigere endnu: jeg tror jeg sÃ¥ Ennis formÃ¥l med serien (hvilket jeg ikke havde kunnet før).

crossed- 003Crossed #3 indeholder en rystende, grænseoverskridende scene, men modsat seriens øvrige scener sker den off-camera – og modsat de øvrige rystende scener, er det ikke the crossed der er direkte involverede. Mere kan jeg ikke sige uden at spoile for meget, men scenen fungerede for mig som et vendepunkt i forhold til min forstÃ¥else af serien, der stadig er rystende, men nu har meget mere mening. Det betyder ikke at jeg ikke stadigt har forbehold i forhold til serien, for det har jeg.

Ennis har mange pointer med Crossed, men en meget vigtig pointe er at den største trussel menneskeheden står overfor er sig selv. I George A. Romeros klassiske zombiefilm Dawn of The Dead bliver shoppingcentret fyldt med udøde ofte fremhævet som en metafor for det ukritiske forbrugersamfund, men metaforen i Crossed er en helt anden. The Crossed er menneskets morderiske skyggeside, fravær af empati og kærlighed og et darwinistisk vrangbillede, hvor den grusomste overlever. Vore menneskelige hovedpersoner antyder lige og lige et gran af håb, men samtidig ligger implicit at enhver på ethvert tidspunkt kan blive Crossed.

Jacen Burrows tegninger skifter for mig mellem at være let kluntede og ekstremt rammende, men selve fortællingen hænger sammen, rent billedmæssigt. Burrows største force er nok evnen til at lade folk tale igennem deres ansigtsudtryk, hvilket tillader Ennis at økonomisere med ordene og lade billederne tale. At jeg oplever The Crossed som ekstremt skræmmende, er ogsÃ¥ klart Burrows fortjeneste – han dypper øjensynligt sin pen i ren malice, nÃ¥r han tegner dem.

Det er ofte sagt at civilisationens fernis er millimetertyndt. I Crossed udforsker Garth Ennis præcis hvor tyndt, og resultatet er hverken kønt eller behagelig læsning. Er det nødvendigt? Det vil jeg lade den endnu ufortalte slutning afgøre, for hænge pÃ¥, det gør jeg nu. Muligvis mod bedre vidende…

Charles Burns til komiks.dk

Charles Burns, skaberen af Black Hole, kommer til komiks.dk i 2010Endnu en legende fra den uafhængige, amerikanske graphic novel-scene besøger København! Komiks.dk og Forlaget Fahrenheit præsenterer Charles Burns på festivalen i 2010!

Det var et møde med tegneserielegenden Art Spiegelman, der gav Burns sit første gennembrud som tegneserieskaber. Han blev bedt om at yde bidrag til Spiegelmans Raw Magazine, hvilket blandt andet resulterede i historier som Big Baby og Dog Boy. Til Heavy Metal Magazine skabte han figuren El Borbah, der er en hybrid imellem en privatdetektiv og en mexicansk wrestler. Hovedparten af Burns’ tidlige arbejde er siden hen blevet opsamlet og kan stadigvæk fås den dag i dag. Det helt store gennembrud kom dog med hovedværket Black Hole, der udkom i serieformat fra 1994 til 2004. Værket blev senere samlet i en lettere redigeret udgave og blev udgivet af Fantagraphics Books. På dansk udkommer Black Hole på Forlaget Fahrenheit.

Af andet arbejde fra Burns kan nævnes den fotografiske kunstbog One Eye samt hans bidrag til den animerede, franske antologifilm Peur(s) du Noir. Burns skabte også coveret til Iggy Pops album Brick by Brick fra 1990.

Burns kombinerer klare linjer med stærke kontraster og skaber en stemning af skæv uhygge. Black Hole er ofte blevet sammenlignet med film af både David Lynch og David Cronenberg, men værket er på alle måder helt og aldeles originalt og unikt.

Komiks.dk og Forlaget Fahrenheit er stolte over at kunne præsentere Charles Burns på Komiks.dk i 2010.

Døden uden ende – The Walking Dead

Cover fra Walking Dead

Det amerikanske Independent forlag Image Comics er nok mest kendt for Todd McFarlanes Spawn-serie, men firmaets nyeste gulddreng hedder Robert Kirkman. Han startede sin triumffærd med serien Invincible (2002-) om teenage-superhelten Mark Grayson alias Invincible, som hurtigt blev firmaets mest succesfulde serie. Kort efter Invincible startede Kirkman sammen med tegneren Tony Moore den apokalyptiske zombieserie The Walking Dead, som jeg vil kigge nærmere på her.

De levende døde i Walking DeadI slutningen af første hardbackbind, er der et efterord af Kirkman, hvor han erklærer sin kærlighed til zombiefilm. Han har dog et stort problem med dem, nemlig at de slutter! Med The Walking Dead vil han følge verdens undergang til dens naturlige afslutning, han vil lave zombiefilmen uden ende. Resultatet er intet mindre end fantastisk og ikke mindst, skrækindjagende uhyggeligt.

I The Walking Dead følger man politibetjenten, Rick Grimes, der var politimand i den lille by Cynthia i den sydlige stat Georgia. Rick bliver skudt i tjenesten og ligger som følge i koma på hospitalet, mens zombierne hærger landet. På første side vågner han op fra sit koma og finder langsomt ud af, hvad der er sket. Da han kommer hjem opdager han, at hans kone, Lori, og søn, Carl, ikke er at finde nogle steder. Han lærer, at myndighederne har opfordret civilbefolkningen til at tage til storbyerne, hvor hæren bedre kan beskytte dem mod zombietruslen.

Scene fra Walking DeadRick kører derfor mod Atlanta, på jagt efter sin kone og søn, men opdager, at byen er fuldstændig overrendt af zombier. Han finder ved et held sin familie i en lille improviseret lejr uden for byen, hvor de forsøger at holde sig i live sammen med 12 andre overlevende. Herfra går det slag i slag. Man følger den lille gruppe, som leder efter et sikkert sted at leve. Undervejs er der jævnlig udskiftning i persongalleriet, da nye overlevende støder til gruppen, mens andre må lade livet.

Kirkman er ikke bange for at slå selv centrale karakterer ihjel, så man kan aldrig vide, hvem der ryger næste gang, og de overlevende bliver i den grad decimeret. Meget mere skal ikke siges om plottet, da chokfaktoreren er helt essentiel for læseoplevelsen.

Zombierne ligner dem, vi kender fra George A. Romeros kanoniske film, dvs. de er levende døde, som langsomt stavrer af sted på jagt efter menneskekød. Et bid dræber først og bringer derefter offeret tilbage som zombie, og man kan kun stoppe dem ved at ødelægge deres hjerne. Som i alle gode zombiehistorier fungerer zombierne som katalysatorer for ekstreme omstændigheder, i hvilke man kan lave nogle interessante karakterstudier. Hvordan reagerer man fx ved at se ens nærmeste blive forvandlet? Og hvilke tanker flyver der gennem ens hoved, når man bliver bidt, og ved at man snart selv vil være en del af de levende dødes rækker? I sidste ende viser det sig dog, at mennesket stadig er det farligste rovdyr.

Indeed it is ...
Indeed it is ...

Serien låner flittigt ideer fra andre zombiefortællinger, men fører dem ud til yderste logiske konsekvens. Hvis man nu amputerer en bidt legemsdel hurtigt nok, kan man så undgå forvandlingen?  Og er en zombie uden tænder overhovedet farlig? Også det menneskelige aspekt undersøges nøje. Hvordan ordner man fx toiletbesøg i en lille lejr, eller tøjvask, strøm, vand, mad, benzin, børnepasning, underholdning og vintertøj? Det er simpelthen en fornøjelse at se emnet blive behandlet med en sådan alvor og grundighed.

Der hvor The Walking Dead virkelig fænger er dog i dens persongalleri. Nok er mange af karakterene arketypiske, men de er stadig psykologisk troværdige. Det er i særdeleshed fascinerende at se, hvordan de reagerer på at leve omringet af døden, tvunget til selv konstant at slå ihjel. Generelt kan man adskille karakterene i dem, der bliver effektive dræbermaskiner, men måske mister deres menneskelighed i købet, og så dem, der simpelthen ikke kan håndtere det og må bukke under for apati, hallucinationer og selvmordstendenser. Man ved aldrig, hvornår én af karakterene knækker, men det er sikkert, at det er med fatale konsekvenser til følge både for dem selv og de andre.

Walking Dead - in the eye of the beholderSerien er tegnet i dystre sort-hvid-tegninger. De første 6 bind er tegnet af Tony Moore i smukke og detaljerede sort-hvid-tegninger, som udtryksfuldt benytter hele paletten af gråtoner. De var åbenbart for smukke, for han havde tilsyneladende problemer med at følge med hver måned. Derfor blev han erstattet af Charlie Adlard fra bind 7, men  fortsatte med at tegne forsiderne til og med bind 24. Adlards tegninger er mere skitseagtige og ikke så detaljerede, kontrasten er større, og de er i det hele taget ikke så lækre, som man var blevet vant til. Det er et hårdt slag, især fordi karakterene også ser anderledes ud, og man derfor skal til at lære dem at kende igen. Man vænner sig dog til Adlards stil, hvis hurtige, rå tegninger faktisk fungerer glimrende i en tegneserie som denne.

The Walking Dead er en fantastisk medrivende serie, som på det stærkeste kan anbefales, og ikke kun til zombiefans. Det er en fornøjelse at se, hvor seriøst Kirkman behandler zombiegenren. Det bliver sjældent fjollet eller for meget, men er altid en stærk følelsesmæssig oplevelse. Man lever sig ind i de strabadser den lille flok overlevendes må gennemgå, og følger deres successer og fiaskoer med stort engagement. En tegneserie – eller et hvilket som helst andet medie – kan dårligt håbe på mere, og man kan kun glæde sig over at Robert Kirkman ikke planlægger at stoppe serien foreløbigt, for det er svært af få nok.

Fakta om serien

The Walking Dead #1-54

Forfatter: Robert Kirkman

Tegnere: Tony Moore, Charlie Adlard

Gråtoner: Cliff Rathburn

Forlag: Image Comics

Serien er samlet i 9 TPB:

1 Days Gone Bye (2004)

2 Miles Behind Us (2004)

3 Safety Behind Bars (2005)

4 The Heart’s Desire (2005)

5 The Best Defense (2006)

6 This Sorrowful Life (2007)

7 The Calm Before (2007)

8 Made To Suffer (2008)

9 Here We Remain (2009)

BATHOS – nu med tegneserier

Bathos nummer 88
Bathos nummer 88

At runde 90 numre for et dansk fanzine er noget af en bedrift, ikke mindst når når man påtænker at indholdet i det store hele er frembragt af en enkelt person. Men enmandshæren bag [[Bathos|BATHOS]] er heller ikke nogen hr. Hvemsomhelst.

Erwin Neutzsky-Wulffs  imponerende produktion bag sig siden han i 70’erne, hvor han, med bidrag til Seriemagasinet og  diverse gyserudgivelser samt bøgerne om Adam Hart, var med til at hjælpe undertegnede og sikkert flere andre ind pÃ¥ deres afsporede vej her i livet.

Siden er der fulgt mange hyldemeter af bøger med, som forener science fiction, mytologi, det overnaturlige og esoteriske, hvor det seneste fiktionsværk er “Hjernen”, mens “Menneskets afvikling” er Neutzsky-Wulff’s ret unikke bud pÃ¥ en historiebog.

De fleste ville nok mene, at med sådan en produktion ville det være på tide med en velfortjent eftermiddagslur, men tilsyneladende slapper Wulff af fra at skrive, med at skrive lidt mere. Det er så blevet til BATHOS en sjov blanding af et filmblad, Wulff på slap line, politisk satire, kurser i latin, gennemgang af den babylonske historie suppleret med monstre, sadomasochistisk sex og det okkulte.

Eksempel på det kommende indhold
Eksempel på det kommende indhold

Med andre ord, alt hvad det moderne menneske har behov for af modgift mod kulturkanon og “Vild med dans”. Med tiden er den omfattende gennemgang af de obskure film indenfor science fiction og horror blevet suppleret med en DVD, hvor gamle public domain film bliver suppleret med forfatterens eksperimenter med et digitalt videokamera, politiske kvæk og sÃ¥gar computerspil om transcendens og sadomasochisme.

Og hvad har det så alt sammen med tegneserier at gøre, og hvor bliver nyheden af?

Jo, som de der har fulgt med i online-debatten rundt omkring pÃ¥ nettet vil vide, sÃ¥ er Wulff vendt tilbage til tegneserien. Først og fremmest med tegneserien “[[Lawman]]”, som tidligt pÃ¥ Ã¥ret vandt Seriejournalens netkÃ¥ring. Men som altid, sÃ¥ har forfatterens hovedbeskæftigelse det med at smitte af pÃ¥ BATHOS. SÃ¥ siden nummer 75 har der jævnligt været optryk af gamle tegneserier, som nu er i public domain.

Endnu et eksempel
Endnu et eksempel

Fra og med nummer 90 får tegneseriedelen af BATHOS dog en tand mere. Wulff barsler med artikler om [[Dick Tracy]] og det danske tegneseriemarked i halvtredserne. Efterfølgende vil der blive fulgt op med en artikel om gyserserier, og da de der har fulgt Wulff gennem årene ved at han er stor fan af ting som de klassiske [[EC]] serier, skal det nok blive interessant læsning.

Eksempel på en BATHOS DVD
Eksempel på en BATHOS DVD

Og med fare for at lyde som en dårlig reklame på TV-shop, så er der mere endnu. På den medfølgende DVD vil filmene blive suppleret op med tegneserier fra guldalderen som nu er tilgængelige i public domain.

Personligt tror jeg roligt man kan regne med, at der ikke vil være mange venlige ord at finde om denne sommers crossover hos Marvel  eller det seneste tie-in til de japanske tegnefilm pÃ¥ TV, Wulff rapporterer ikke “news” men “olds” – og jævnfør hans seneste bog, sÃ¥ er det ikke en optimistisk tro pÃ¥ “udviklingen” som præger forfatterens verdenssyn. Men, enig med ham eller ej, sÃ¥ er Wulff sjældent kedelig at høre pÃ¥. Bathos kan købes pÃ¥ forfatterens hjemmeside, og hvis man bor i københavnsomrÃ¥det ogsÃ¥ i butikker som [[Fantask]] og Rock Uglen.

Exodus: Movement of the Zombies

Helvede bryder løs i ExodusEfter at have været – uretmæssigt – overskygget af vampyrer i nogle Ã¥r, er zombier nu helt fremme i offentlighedens bevÃ¥genhed med bÃ¥de gode film og tegneserier med de levende døde som hovedpersoner, sÃ¥ endnu en zombie-udgivelse er vel ikke rigtigt noget som kan fÃ¥ en hærdet anmelders, ahem, flydende affaldsstoffer i kog?

Ja, det er et ledende spørgsmål, for der er flere grunde til ikke kun at bemærke, men også rave omkring Exodus. Vi tager dem fra en ende af:

Den er velskrevet

    Fra en start af er man i gode hænder – der er en del velkendte elementer i plottet, men de nÃ¥r aldrig at blive klicheer – dertil skriver Jacob Rask Nielsen for sikkert. Han har et mundret sprog, som er med til at give personerne masser af karakter, samtidig med at han leder en sikkert igennem plottet om Hassan, hans ven Bernt og den gravide Viola, som er lukket inde i et lille hotel i indre by mens zombieplagen bryder løs. Og hvem er de to videnskabsmænd, som i starten stiger ned igennem en portal midt i Sydpolens is? Jeg venter i al fald spændt pÃ¥ de næste to bind i serien, som kun kan udkomme for langsomt.

    Den er fedt tegnet

      Action i ExodusJeg har primært set zombietegneserier tegnet i realistisk streg, og her gÃ¥r Exodus totalt imod sædvanen – Rask Nielsens tegninger er helt deres egne og fungerer helt utroligt godt. Jeg kender ham tidligere fra en række vilde børnebøger (som jeg har anmeldt andetsteds), og selv om en zombie-serie mÃ¥ske ikke var den første ting jeg havde troet han ville tegne, sÃ¥ fungerer det – faktisk mÃ¥ske mest i kraft af tegningernes særegenhed. Der er kun to farver i serien, men Jacob formÃ¥r at udnytte bÃ¥de den sorte og hvide farve til det yderste – lige fra introsekvensens overdrevne whitespace pÃ¥ den ene side til de mørke, klaustrofobiske scener pÃ¥ hotellet pÃ¥ den anden … og med de velstrukturerede actionsekvenser midt i mellem.

      Den er dansk og 100% hjemmelavet

        Exodus er et øksehug!Normalt er en series ophavsland ikke vigtigt, hverken for mig eller for anmeldelserne her pÃ¥ siden, men i dette tilfælde betyder det sgu noget – Hassan, Bernt og Viola er sgu sÃ¥ pæredanske som man kan være, uden af den grund at være frikadelle-med-brun-sovs-og-rødgrød-med-fløde-agtigt og det er en bedrift i sig selv. Men vent – der er mere!

        Jacob Rask Nielsen har ikke kun skrevet og tegnet – nej, som Forlaget Tjubang har han selv udgivet den ogsÃ¥ pÃ¥ bedste græsrod-manér, og det skal der fa’me ogsÃ¥ lyde kudos for herfra – vi har brug for folk, der viser os at print-on-demand ikke kun er for skrivebordsskuffedigtsamlinger om hjerte/smerte, men ogsÃ¥ er til udgivelser, der er sÃ¥ sprudlende at der ikke er plads til dem hos de traditionelle forlag.

        Ja, til tider kan man se at der ikke har været en trænet redaktør henne over værket, men det tæller sjovt nok oftest til værkets fordel – her kan man se hvordan det gÃ¥r nÃ¥r man ikke “kill your darlings” men derimod gøder dem og giver dem plads. Hatten af for Jacob, ogsÃ¥ i denne henseende.

        Exodus er med andre ord på mange måder en usædvanlig oplevelse og en meget anderledes udgivelse, og jeg har i store træk kun ros at give den. Lad os så få de fortsættelser!

        Fakta om serien

        Exodus, bind 1 (af 3).  88 sider i sort/hvid. 2009.

        Skrevet og tegnet af Jacob Rask Nielsen
        Udgiver: Forlaget Tjubang

        Kan købes fra velassorterede boghandlere (ISBN 978-87-92408-02-0) eller bestille direkte fra forlagets hjemmeside – og med en pris pÃ¥ kun 50 dask og gratis fragt forstÃ¥r jeg ikke helt, hvorfor du stadig er her! (men vend tilbage til denne side og skriv en kommentar eller to!).

        (Nu jeg er i færd med at sende folk væk her fra siden – min entusiasme bliver min død – er Janus Andersens anmeldelse ovre pÃ¥ Horrorsiden ogsÃ¥ værd at læse)

        Dæmonen, fiskemanden og alle de andre

        I forbindelse med vores tema om [[Hellboy]], skal vi lige være sikre pÃ¥ at have alle med, sÃ¥ efter Kents introduktion til seriens skaber, [[Mike Mignola]], følger her en kort introduktion til seriens persongalleri (“Person” skal forstÃ¥s i bredest mulige forstand i en serie, der bÃ¥de inkluderer dæmoner, transdimensionelle gudelignende skabninger og fiskemænd). Der er enkelte milde spoilers i denne gennemgang.

        Heltene

        Hellboy

        Vor helt, Hellboy
        Vor helt, Hellboy

        Da anden verdenskrig nærmede sig sin afslutning, fik de allierede nys om en særlig afdeling af forskere, der arbejdede sammen med en ukendt mand pÃ¥ et af Hitlers mange “Dommedagsprojekter”. Dette projekt blev kendt under navnet “Project Ragna Rok”, og selv om projektet syntes at være en fiasko for nazisterne, var de allierede pÃ¥ det rette sted pÃ¥ det rette tidspunkt og fandt en rød baby-dæmon, komplet med horn og det hele – øjensynligt hidkaldt som følge af eksperimentet.

        Trevor Bruttenholm, en af de allieredes eksperter i det paranormale, tog den lille dæmon til sig og gav ham navnet Hellboy.

        I løbet af de næste 20 Ã¥r blev Hellboy officielt adopteret af Bruttenholm og trænet til at være medlem af the Bureau of Paranormal Research and Defense – kaldet [[B.P.R.D.]] – som er en slags FBI-afdeling, som har til opgave at undersøge og tage sig af overnaturlige fænomener og trusler. Hellboy bliver sendt rundt i verden for at løse forskellige problemer, og lærer derigennem om sin baggrund, sin sande natur og sin tiltænkte rolle i forhold til intet mindre end verdens undergang.

        Selv om Hellboy er en stor rød dæmon, hvis højre hÃ¥nd er lavet af sten, er han alligevel teamets mest “nede pÃ¥ jorden”-medlem – han elsker pandekager, ryger cigarer og drikker øl og fyrer dÃ¥rlige one-liners af mens han banker tentakel-uhyrer fra andre dimensioner tilbage hvor de kom fra. Hans løsninger pÃ¥ problemerne er ofte meget hÃ¥ndfaste – de bliver ofte løst ved at uddele nogle solide slag fra stenhÃ¥nden eller ved at han sønderskyder dem med sin trofaste pistol.


        Hellboy smager pandekager for første gang!

        Abe Sapien

        Abe Sapien, vores yndlings-fiskemand

        Abe er en fiskemand, eller som det hedder på latin, icthyo sapien. Han blev fundet i dvale i et rør i kælderen under et hospital i Washington, D.C.
        På røret stod datoen 14. april, 1865, hvilket er dagen for attentatet mod Abraham Lincoln, hvilket resulterede i Abes navn (Abe var Lincolns kælenavn).

        Han er et centralt medlem af BPRD og er den på holdet, der han kendt Hellboy længst tid. De to er da også nære venner, hvilket måske også er forståeligt, idet ingen af dem har nogen ide om hvor de kommer fra og ingen af dem passer til menneskenes verden.

        Han er en fremragende skarpskytte, trænet i nærkamp og – nok vigtigst – i besiddelse af et næsten genialt intellekt. Hans fysiologi sætter ham i stand til at Ã¥nde under vand og svømme, nÃ¥ja, som en fisk.

        Abe ser – i lighed med Hellboy – noget anderledes ud end normen, men er en flink og loyal partner for kollegerne i BPRD. Han har senest i BPRD opdaget noget af sin fortid, men dette har kun givet ham flere spørgsmÃ¥l end svar.

        I filmene er Abe også telepat og kan ikke ånde udenfor vand uden en slags omvendt dykkerdragt.

        Liz Sherman

        Liz Sherman, holdets pyrokinetiker

        Liz er pyrokinetiker, hvilket med andre ord vil sige at hun er i stand til at frembringe ild ved tankens kraft. Da hendes kræfter for første gang manifesterede sig, endte det med en ødelæggende katastrofe, hvor hun ved et uheld kom til at ødelægge en boligblok og dræbe 32 mennesker, heriblandt hendes egne forældre.

        Dette lagde naturligvis en dæmper på hendes lyst til at bruge sine kræfter, men BRPD og især Hellboy tog hende under deres vinger, og hun har lidt efter lidt fundet ud af at kommer sig over sin angst for sine kræfter og kan i dag kontrollere dem fuldstændigt. Hendes kræfters oprindelse er aldrig rigtigt blevet forklaret, men hun har ofte været mål for diverse skurkagtige væsener, som har forsøgt at tage hendes ild og gøre den til deres egen.

        I filmene er hun kærester med Hellboy, mens hun i tegneserierne mere tænker på ham som en slags storebror / faderfigur.

        Roger

        Roger - holdets humunculus / golem
        Roger - holdets homunculus / golem

        Roger blev fundet i et oldgammelt laboratorium, som Liz udforskede. Her fandt hun en homunculus, en krop lavet af tørrede urter og menneskeblod. Hendes kræfter aktiverede ved et uheld den slumrende homunculus, hvilket næsten slog hende ihjel. Dette fører til at Hellboy deler en ordentlig håndfuld øretæver ud til Roger inden fejltagelsen bliver opklaret.

        Han giver senere Liz hendes kraft tilbage, hvilket medfører at han selv igen ender i en koma-lignende tilstand. På Abes initiativ genopliver BPRDs videnskabsmænd Roger, idet de indopererer en generator i ham, hvilket giver ham energi til at leve. Herefter slutter han sig til BPRD som et aktivt og værdifuldt medlem af holdet. Roger ser op til Hellboy og benytter ham som en mentor-skikkelse.

        Bortset fra at man ser et glimt af hans livløse krop i den første film, er Roger ikke med i filmatiseringerne.

        Johann Kraus

        Johann Kraus, den ektoplastiske agent
        Johann Kraus, den ektoplastiske agent

        Som det fremgÃ¥r af billedet, har Johann ikke noget ansigt – han har faktisk ikke nogen krop, idet han udelukkende bestÃ¥r af ektoplasma. Han er et psykisk medie, hvis krop blev ødelagt mens hans ektoplastiske selv var ude i æteren. Da han var klar over at han ikke kunne overleve i længere tid uden sin krop, kontaktede han BPRD, som med tiden fik konstrueret hans karakteristiske dragt til ham.

        Johann er blevet en vigtig del af holdet, da han via sit ektoplasma bl.a. kan kommunikere med de døde og give dem midlertidig fysisk form. Han har ikke brug for søvn, og arbejder derfor stort set alle døgnets 24 timer, bl.a. med at læse BPRDs gemte filer, som fornylig blev fundet under et bjerg i Colorado.

        Johann er med i den anden Hellboy-film, The Golden Army. I filmen staves hans navn Johann Krauss og ud over at kunne genoplive de døde, kan han forlade sin dragt for at “besætte” mekaniske ting.

        Lobster Johnson

        Pulp-helten Lobster Johnson
        Pulp-helten Lobster Johnson

        Hellboys verden består af en to meter høje rød dæmon, en fiskemand og en ektoplasmisk essens i en specialdesignet dragt, så superhelte er naturligvis ikke udelukkede fra det gode selskab.

        I dette tilfælde er der så bare tale om (formoder vi) spøgelset af en superhelt fra anden verdenskrig, som ved et par lejligheder hjælper Hellboy og BPRD.

        Hans særlige kendetegn er en hummers klo brændt ind i panden pÃ¥ de fjender han overvinder, og han er med i denne opsummering pÃ¥ trods af at han ikke er en central figur i serien – simpelthen fordi han er en cool figur. Han har træk til fælles med Marvels Night Raven og den klassiske pulp-helt The Spider.

        Lobster Johnson er endnu ikke med i filmene, men del Toro har udtalt at han gerne vil have ham med i en eventuel 3’er, gerne spillet af Bruce Campbell, bl.a. kendt fra Evil Dead-filmene.

        Skurkene

        Ogdru Jahad

        Ogdru Jahad er et 7-hovedet væsen, som er forvist til eksil bag stjernerne for æoner siden. Da Rasputin døde, var det Ogdru Jahad som kontaktede og genoplivede ham og fortalte ham hvordan han skulle hidkalde dem til jorden, så de kunne bringe undergang til mennesket og starte en ny æra af terror. Indtil videre har Hellboy forpurret dette, men han er måske også bare en brik i deres planer.

        De er omsluttet af krystal og bliver overvågede af en ukendt, fremmed race.

        Ogdru Jahad er stærkt inspiret af H. P. Lovecrafts “Great Old Ones”.

        Rasputin

        Ja, den Rasputin fra den russiske revolution. Da han mødte sin død i en flod, genoplivede Ogdru Jahad ham og gjorde ham til deres tjener.

        Rasputin stod bag Project Ragna Rok, som hidkaldte Hellboy til vores verden, og hans mÃ¥l var at bruge vores helt til sine egne onde planer – et mÃ¥l, som han aldrig har sluppet. Selv om han ikke har haft direkte kontakt med Hellboy i nogen tid, føler han sig stadig som hans retmæssige fader og kræver med mellemrum hÃ¥nd-og-halsret over ham – hvilket generelt bliver taget ham ilde op!

        Hekate

        Hekate er “korsvejens gudinde”. Hun er central for Ogdru Jahads planer og blev bragt tilbage til livet af Rasputin. Men ligesom med Hellboy, troede Rasputin at han kunne kontrollere hende – og tog fejl. Hekate har en en jernkrop og kan transformere sig til et væsen, der er halvt slange, halvt kvinde.

        Hun blev senest set i historien The Island, hvor hun taler med Hellboy. Det må formodes at hun har en vigtig rolle at spille i fremtiden.

        Frømenneskene

        Frøerne er frygtindgydende skabninger, som engang var mennesker. De tjener Ogdru Jahad og spreder sig pt. over USA og Canada trods BPRDs forsøg på at stoppe dem. De siges at være menneskets næste evolutionære trin, men om det er sandt og hvad de er ude på, er endnu ikke blevet afsløret.

        The Black Flame

        Alt hvad der vides om The Black Flame er at han er en mand, der går under navnet Mr. Pope. Han benytter teknologi til at kommunikere med Frøerne og til at kontrollere dem med. Hans motiver er ukendte.

        Afsluttende bemærkninger

        Hellboys univers er stort og fascinerende og denne artikel har kun berørt overfladen – der er meget mere der venter pÃ¥ læseren! Mit afsluttende rÃ¥d mÃ¥ derfor være at springe ud i det – serien tager folklore og legender og blander dem sammen med Lovecraft’ske overtoner. Vi har vampyrer, dæmoner og væsner fra det hinsides – og det er alt sammen serveret med en befriende humor, som gør at serien aldrig tager sig selv for alvorligt. NÃ¥r man dertil lægger Mignolas fremragende grafiske stil, har man en vindende cocktail. Prøv det! Du kommer ikke til at fortryde det.

        På dansk har forlaget G. Floy udgivet seks bind af serien, mens det på amerikansk er Dark Horse, der står for udgivelsen af både Hellboy og spin-off serier som BPRD, Abe Sapien og Lobster Johnson.

        Dylan Dog 4: Erindringer fra usynlighedens verden

        Cover til Dylan Dog #4Det er en gammel tanke Рm̴ske s̴ gammel som mennesket selv Рhvad hvis nu man kunne blive usynlig?

        Vi finder det overalt – i folkloren, hvor bregnefrø efter sigende kunne gøre en usynlig, Perseus usynlighedshjælm, Herskerringen i Ringenes Herre, Cheshire-katten i Alice i Eventyrland, Harry Potters magiske kappe, Troldepus hvide tryllestav, erotiske versioner hos bl.a. Milo Manara, Sue Storm fra Fantastic Four, Klingon-skibenes cloakingdevice i Star Trek – listen er næsten uendelig.

        Den historie der dog stÃ¥r centralt er H. G. Wells Den Usynlige Mand, om videnskabsmanden Griffin, der gør sig selv usynlig. Han kan dog ikke kan gøre sig synlig igen, hvilket gør ham sindssyg. Historien udspiller sig i Victoriatidens seksuelt undertrykte London, og det seksuelle element er – som i flere af Wells historier – tydeligt mellem linjerne historien igennem.
        Alan Moore brugte Griffin i sin The League of Extraordinary Gentlemen.

        Det nyeste nummer af Dylan Dog tager ogsÃ¥ historien om den usynlige mand under behandling, og ligesom hos Wells foregÃ¥r historien i London, men det seksuelle element er dog lidt mere tydeligt – der er nemlig en morder, der er gÃ¥et i gang med at dræbe byens prostituerede.

        Bree Daniels fra DD#4De prostituerede har dog ikke tænkt sig at lade stå til mens politiet sylter sagen, så de slår deres økonomiske midler sammen og lader en af deres egne, Bree Daniels, kontakte Dylan Dog, så han kan løse problemet for dem. Naturligvis forelsker Dylan sig i den smukke Bree, hvilket ikke er helt ukompliceret med hendes metier i mente.

        Imens skifter fortællingen så til en usynlig mand, der søger hævn over mordet på den prostituerede Aileen, som han var forelsket i. Tiziano Sclavi lader det i lang tid stå uvist hen hvorvidt denne person virkeligt er usynlig eller bare så ubetydelig at folk ikke lægger mærke til ham, hvilket fungerer virkeligt godt. Tegneren Giampiero Casertano skildrer Londons regnvåde gader, så det føles som om man var der selv. Hans streg er især stærk i skildringen af det lidt groteske, hvilket gør ham til den måske bedste Dylan Dog-tegner vi har set endnu.

        Der er flere trÃ¥de i historien – og flere overraskelser undervejs – end vi har set i de tidligere numre i serien (mÃ¥ske med første nummer, En Knæler gik at Jage, som mulig undtagelse), og det fungerer godt og gribende undervejs, selv om jeg ikke er helt overbevist om historiens slutning. Det ændrer dog ikke pÃ¥ at dette er det mÃ¥ske bedste numre af Dylan Dog hidtil og kan anbefales bÃ¥de til faste og nye læsere – har du brug for et godt, solidt gys fÃ¥s det pÃ¥ det danske marked ikke bedre end Dylan Dog.

        Fakta om serien

        Dylan Dog #4: Erindringer fra usynlighedens verden
        Bedømmelse: Anbefales

        Forfatter: Tiziano Sclavi
        Tegner: Giampiero Casertano
        Oversætter: Cecilia Jakobsen
        Udgiver: Shadow Zone Media

        Husk også at besøge seriens hjemmeside, www.dylandog.dk