”De evige”, udgivet på dansk af G. Floy Studio i 2007, samler syv hæfter i ét og tre af branchens store navne i én historie.
Titlens evige kunne sagtens tages for superhelte, men de er i virkeligheden et folk af udødelige skabninger, som mægtige gudevæsener har anbragt på Jorden. Serien blev skabt i 1976 af Jack Kirby, et navn, der har stået for mange klassiske tegneserieværker – han var bl.a. et af navnene bag Fantastic Four, X-Men, Hulk og en perlerække af andre kendte navne.
Historierne blev med tiden gjort til en del af Marvel-universet, men rummer også sin helt egen mytologi, hvor det er de helt store koncepter, der er oppe at ringe. Stjernevandrerne ankom til Jorden i dens helt unge dage og brugte planeten som et genetisk laboratorium – hvilket skabte en laverestående, voldelig race kendt som afvigerne og en race af nærperfekte væsener, de evige. Gennem tiden har de udødelige evige beskyttet menneskeheden mod de mangetallige afvigere.
”De evige” kobler to andre navne på Kirbys værk: forfatteren Neil Gaiman (selvfølgelig især kendt for Sandman-serien, men også en lang række andre tegneserier, romaner og andet) og tegneren John Romita Jr. (hvis streg har prydet et utal af historier). Det er garanter for kvalitet, men selv om det færdige resultat er langt bedre end de fleste af konkurrenterne, så når det aldrig op på det niveau, man burde kunne forvente.
Historien indledes på lidt fortærsket vis: Mark Curry forsøger blot at blive læge, men han hjemsøges af drømme om mystiske væsener og kræfter. Og som om det ikke er nok, bliver han opsøgt af en mystisk mand ved navn Ike Harris, der påstår, at Mark er over en halv million år gammel, har overnaturlige kræfter og er sat på Jorden for at beskytte den. Harris er selv en af de evige, ligesom omkring hundrede andre på kloden skulle være det – men heller ikke hans hukommelse er, som den skulle være, og han kæmper forgæves for overbevise Mark.
Samtidig følger vi en lille gruppe mennesker: festarrangøren Sersi, tweener-tvstjernen Sprite, Thena Elliot, der laver våben for Tony Stark (også kendt som Ironman) og Druig, vicestatsminister for Vorozhikiet og med et udseende, som tydeligvis viser, at han ikke rummer det reneste hjerte. Forbindelsen mellem disse mennesker er naturligvis let at få øje på, men mysteriet er, hvorfor ingen af dem husker deres meget lange fortid.
Det hele udspiller sig på baggrund af et samfund, hvor superhelte registreres, og der er uenigheder heltene imellem, hvordan man bør forholde sig til dette. Det er med andre ord en fordel, hvis man kender noget til Marvel-universet, før man går i gang med ”De evige” – ellers kan man nok støde på en del forvirrende detaljer.
I det store hele begår Gaiman og Romita en ganske underholdende og velskrevet superhelte-historie. De kan begge deres metier, og historien glider gnidningsfrit fra start til slut. Der er spænding, overraskelser og action, som man kunne ønske sig, og det krydres med storladent drama. Men alligevel er det, som om det ikke går op i en højere enhed. De enkelte scener fungerer upåklageligt, og Gaiman har en god fornemmelse for sine personer, men men men…
Det virker et sted, som om han ikke helt har gjort sig klart, hvad han vil med ”De evige”. Opdatere serien og få den op i gear igen, selvfølgelig, og det gør han efter bogen – antallet af personer skæres ned til en overskueligt størrelse, der introduceres nogle mål, nogle konflikter, der kan udvikle sig, og en altoverskyggende trussel. Men derudover? Der er lidt Superman/Lynet-leg med et par af personerne; lidt Jesus-skabelon over en af dem; lidt typisk overraskelse med en gammelkendt person – men det indledende plot (hvem er ude efter de evige?) gøres ret hurtigt forbi over et par fortællende sider uden egentlig et blive et klimaks, mens historiens egentlige klimaks forplumres af et flashback med et hastig introduceret underplot og lidt løber ud i sandet – simpelthen fordi der er tale om en serie, som skal fortsætte efter denne historie. Gaiman virker ikke helt tilpas i krydsfeltet mellem superhelte og guder, og resultatet bliver derefter. Der er masser af detaljer i ”De evige”, som gør, at den vinder ved flere gennemlæsninger, men desværre også nogle mangler, som gør, at den ikke vil blive husket, som den burde. Det, man får, er en velfortalt og underholdende tegneserie, men så heller ikke mere. Det er for så vidt nok, men man burde kunne forvente mere med de navne, der står på omslaget.