Neil Gaiman & John Romita jr.: De evige

Neil Gaiman & John Romita jr.: De evige”De evige”, udgivet på dansk af G. Floy Studio i 2007, samler syv hæfter i ét og tre af branchens store navne i én historie.

Titlens evige kunne sagtens tages for superhelte, men de er i virkeligheden et folk af udødelige skabninger, som mægtige gudevæsener har anbragt på Jorden. Serien blev skabt i 1976 af Jack Kirby, et navn, der har stået for mange klassiske tegneserieværker – han var bl.a. et af navnene bag Fantastic Four, X-Men, Hulk og en perlerække af andre kendte navne.

Historierne blev med tiden gjort til en del af Marvel-universet, men rummer også sin helt egen mytologi, hvor det er de helt store koncepter, der er oppe at ringe. Stjernevandrerne ankom til Jorden i dens helt unge dage og brugte planeten som et genetisk laboratorium – hvilket skabte en laverestående, voldelig race kendt som afvigerne og en race af nærperfekte væsener, de evige. Gennem tiden har de udødelige evige beskyttet menneskeheden mod de mangetallige afvigere.

”De evige” kobler to andre navne på Kirbys værk: forfatteren Neil Gaiman (selvfølgelig især kendt for Sandman-serien, men også en lang række andre tegneserier, romaner og andet) og tegneren John Romita Jr. (hvis streg har prydet et utal af historier). Det er garanter for kvalitet, men selv om det færdige resultat er langt bedre end de fleste af konkurrenterne, så når det aldrig op på det niveau, man burde kunne forvente.

Scene fra De EvigeHistorien indledes på lidt fortærsket vis: Mark Curry forsøger blot at blive læge, men han hjemsøges af drømme om mystiske væsener og kræfter. Og som om det ikke er nok, bliver han opsøgt af en mystisk mand ved navn Ike Harris, der påstår, at Mark er over en halv million år gammel, har overnaturlige kræfter og er sat på Jorden for at beskytte den. Harris er selv en af de evige, ligesom omkring hundrede andre på kloden skulle være det – men heller ikke hans hukommelse er, som den skulle være, og han kæmper forgæves for overbevise Mark.

Samtidig følger vi en lille gruppe mennesker: festarrangøren Sersi, tweener-tvstjernen Sprite, Thena Elliot, der laver våben for Tony Stark (også kendt som Ironman) og Druig, vicestatsminister for Vorozhikiet og med et udseende, som tydeligvis viser, at han ikke rummer det reneste hjerte. Forbindelsen mellem disse mennesker er naturligvis let at få øje på, men mysteriet er, hvorfor ingen  af dem husker deres meget lange fortid.

Det hele udspiller sig på baggrund af et samfund, hvor superhelte registreres, og der er uenigheder heltene imellem, hvordan man bør forholde sig til dette. Det er med andre ord en fordel, hvis man kender noget til Marvel-universet, før man går i gang med ”De evige” – ellers kan man nok støde på en del forvirrende detaljer.

Endnu en scene fra De EvigeI det store hele begår Gaiman og Romita en ganske underholdende og velskrevet superhelte-historie. De kan begge deres metier, og historien glider gnidningsfrit fra start til slut. Der er spænding, overraskelser og action, som man kunne ønske sig, og det krydres med storladent drama. Men alligevel er det, som om det ikke går op i en højere enhed. De enkelte scener fungerer upåklageligt, og Gaiman har en god fornemmelse for sine personer, men men men…

Det virker et sted, som om han ikke helt har gjort sig klart, hvad han vil med ”De evige”. Opdatere serien og få den op i gear igen, selvfølgelig, og det gør han efter bogen – antallet af personer skæres ned til en overskueligt størrelse, der introduceres nogle mål, nogle konflikter, der kan udvikle sig, og en altoverskyggende trussel. Men derudover? Der er lidt Superman/Lynet-leg med et par af personerne; lidt Jesus-skabelon over en af dem; lidt typisk overraskelse med en gammelkendt person – men det indledende plot (hvem er ude efter de evige?) gøres ret hurtigt forbi over et par fortællende sider uden egentlig et blive et klimaks, mens historiens egentlige klimaks forplumres af et flashback med et hastig introduceret underplot og lidt løber ud i sandet – simpelthen fordi der er tale om en serie, som skal fortsætte efter denne historie. Gaiman virker ikke helt tilpas i krydsfeltet mellem superhelte og guder, og resultatet bliver derefter. Der er masser af detaljer i ”De evige”, som gør, at den vinder ved flere gennemlæsninger, men desværre også nogle mangler, som gør, at den ikke vil blive husket, som den burde. Det, man får, er en velfortalt og underholdende tegneserie, men så heller ikke mere. Det er for så vidt nok, men man burde kunne forvente mere med de navne, der står på omslaget.

Værd at læse: Kick-Ass!

Coveret til Kick-Ass #1Har du nogensinde overvejet at blive superhelt? Sådan for alvor – tage kappe, maske og dragt på og tage ud og patruljere gaderne? Man kunne vel godt klare et par kriminelle hvis man var velforberedt og måske lidt heldig – også selv om man ikke har nogen superkræfter.

Har du tænkt noget i den stil, bør du overveje at læse Kick-Ass! af Mark Millar og John Romita, JR. Hovedpersonen i serien overvejer nemlig det samme, og allerede i slutningen af første nummer ligger han blødende på asfalten med et knivstik i lungen, begge ben brækkede og en knust ryggrad. Og det er kun første nummer!

Kick-Ass tager begrebet “realistiske superhelteserier” og kører konceptet helt ud i yderste konsekvens – ligemeget hvor meget man træner, er sandsynligheden for at man ender med en kniv mellem ribbenene (eller værre) stadig meget høj! Den er skrevet meget underholdende og har et solidt greb i læseren hele vejen, ikke ulig en tur i Tivolis rutsjebane.

Mark Millar har et særligt greb om den hårdkogte realisme, serien rummer og John Romita, JR. bliver stadig bedre, hvilket gør dette til det bedste jeg har set ham tegne. Der er i skrivende stund kommet tre numre af Kick-Ass og jeg hænger på forløbig. Det er alt, alt for underholdende til at jeg kan lade være!

Mark Millars fremtidsplaner

Mark MillarOvre på sit forum løfter Mark Millar – manden bag bl.a. The Ultimates og Civil War – sløret for sine fremtidige projekter for Marvel:

We’ll fill in the blanks later because some of these won’t be announced until Chicago con (where Marvel want to make a big splash). But here’s what I’m stockpiling at the moment and one of the reasons (besides those six months off) why there’s only 2 Marvel comics out from me this year.

Starting in January…

1/ Me and Hitchy take over a regular Marvel series.
2/ Me and McNiven do likewise.
3/ Me and Tommy Lee Edwards do 1985
4/ Kick-Ass with me and John Romita Jr

There’s a fifth comic out next summer, a kind of creator-owned follow-up to The Ultimates, but I’ve only written the first two issues and the artist hasn’t even started yet so unlikely to see the light of day before this time next year. But 1985 is entirely written, the Hitchy project has nine scripts in the can, the McNiven book is three issues in and Kick-Ass is halfway through. So schedule is looking good and most will be scripted entirely before the first issue is published. It’s nice to be ahead of my deadlines for once.

But these all get big art previews in August. So look out for em.

Det er næsten mere end min hjerne kan rumme ;) – Millar er i mine øjne en rigtig god forfatter, og projekter som involverer Bryan Hitch (“Hitchy”), Steve McNiven og ikke mindst John Romita Jr. er også højt på den indre shoppingliste, så jeg glæder mig helt enormt. Bliver det ikke snart januar?

Interssant er det også at det ser ud til at hans tid hos Marvel er ved at være slut:

[W]hat’s listed above is the last of my Marvel projects for the time being. We had talked about a big 36 issue run, but losing the year really killed that dead and my contract’s up in May. No plans to sign up again for now… I’m going to do creator-owned for a while (maybe a year) before thinking about any other company-owned projects.

Men hvis tiden har lært os noget, er det at man skal tage Millars udtalelser med at gran salt eller to – og kombineret med det faktum at Marvel (hvis de ved hvad der er godt for dem) er ved at bakken en lastbil fyldt med penge ind i Millars indkørsel, så lad os se hvad fremtiden bringer …

The Sentry #2 (af 12)

The Sentry #2Titel: The Sentry #2 (af 12)
Forfatter: Paul Jenkins
Tegner: John Romita Jr.
Udgiver: Marvel Comics
Karakter: [rate 8]

Hvis ikke Marvel passer på, ender det med at The Sentry bliver min yndlingstitel.
Paul Jenkins er i gang med at skrive en moderne fortælling med en masse klassiske elementer, som allerede nu er så fundamentalt spændende at der er langt til næste måned, og selv om jeg var lidt pas på John Romitas tegnestil i forhold til historien, har jeg vendt 180 grader og synes nu at han er fantastisk. Vi får udvikling af figuren og bifigurene og et fingerpeg i retning af hvilken vej serien vil gå, og det er velskrevet og spændende. Jeg kan ikke ønske mig mere i andet nummer af en ny serie.
Stan Lee sagde engang, at det som var nyt ved de figurer han (og Jack Kirby) skabte for Marvel i sin tid var at de var menneskelige og dermed havde menneskelige fejl og mangler. Sentry er måske den stærkeste helt i Marveluniverset, og han er også bare et menneske med problemer og fejl, endda alvorlige fejl. Det her er klassisk historiefortælling som den næsten ikke laves mere.

The Sentry #1

The Sentry #1Titel: The Sentry
Forfatter: Paul Jenkins
Tegner: John Romita, Jr. (cover af John Romita, Sr.)
Udgiver: Marvel Comics
Karakter: [rate 7]

Efter at The Sentry er blevet den del af New Avengers, kommer her en miniserie, hvor vi får lidt baggrund på figuren, og det er umiddelbart lovende.
I New Avengers #10 lod det til at The Sentry var kommet af med sin skyggeside, The Void, men det lader det ikke til i dette blad, og hurra for det! En superhelt med et næsten grotesk højt kraftniveau (se f.eks. den måde han klarer Terrax på, en fjende som har givet bl.a. Fantastic Four store problemer) skal have en modpol for at gøre historien interessant, og det lader til at The Void er perfekt til rollen.
Foreløbigt en god start på en spændende historie om en spændende ny helt, og jeg glæder mig til næste nummer – det eneste negative jeg kan sige om serien er, at John Romitas streg umiddelbart ikke passer specielt godt til figuren og stemningen i serien, men jeg lader tvivlen komme ham til gode. Foreløbigt.