Fantask under ny ledelse

Fantask burde være kendt af alle sidens læsere – det er da også en af verdens ældste stadigt eksisterende tegneseriebutikker. Mange af butikkens kunder kender også Rolf Bülow og Søren
Pedersen, der startede butikken for snart 40 år siden. Men nu giver de så fanen videre, fortæller Tommy Jensen:

Fantask har nu eksisteret i 37 år under samme ledelse. Rolf Bülow og Søren Pedersen startede Fantask i 1971 og har kørt butikken lige siden. Fantask er igennem alle disse år blevet til mere end bare en butik, det er blevet til et landemærke for alle, der elsker spil, tegneserier og fantastisk litteratur. Det har i høj grad været på grund af den ligefremme og venlige måde, som de to
herrer og de ansatte altid har stået for. I Fantask kan man altid få en snak om superhelte, fantasy, science fiction og deslige.

Som årene gik, kom der flere varegrupper til, Dungeons & Dragons for eksempel kom ind med et brag og har boet i Fantask lige siden. Nu om dage kan man også finde brætspil, figurer og manga tegneserier. Alt sammen noget der synes at passe ind i Fantasks image.

Men det siger sig selv, at der kommer en tid, hvor nye kræfter skal til. Derfor har Søren og Rolf givet stafetten videre til en ny leder. Fra 1. oktober hedder Fantasks ejer Marit Nim.

Det er spændende nye tider, men det er stadig gode gamle Fantask, der på denne måde består, bare under ny ledelse. Marit har arbejdet i Fantask i 14 år, og har i en del år ledet Fantasks spilleafdeling. Hun vil føre Rolfs og Sørens arbejde videre, og håber at Fantask vil bestå i mindst 37 år endnu! Så frygt ej, Fantask vil stadig være Fantask nu bare med ny frisk energi bag roret. Både Rolf og Søren vil også forsat være at finde i Fantask, så de holder altså ikke op d. 1 oktober.

For at fejre begivenheden holder Fantask reception onsdag d. 1/10 i afdelingerne fra kl 16-18, og I er alle inviteret til at kigge forbi og hilse på den nye ejer og måske få et glas sodavand og et stykke kage.

Herfra siden skal lyde et stort tak til Rolf og Søren for deres store bidrag til dansk tegneseriekultur og et ønske om god vind til Marit Nim – vi glæder os til at se hvad fremtiden har at byde på!