Write Now!

Best of Write Now!
Best of Write Now!

Bladet [[Write Now!]] fra det lille [[Two Morrows Publishing]] blev startet af [[Danny Fingeroth]] som modvægt til en allerede eksisterende udgivelse “[[Draw!]]” som primært henvendte sig til tegnere.

Nu er tegneserien jo per definition et medie der ikke kan eksistere uden illustrationer, men trods det er den også en egen undergenre indenfor det almindelige forfatterhåndværk, med sine egne regler og konventioner for hvad der virker og ikke virker.

Hvis man interesserer sig for denne del, og jeg må erkende at selv om jeg i min tid har haft mange yndlings-tegnere, så er det den gode historie og forfatterhåndværket der for alvor trækker mig ind i genren, så er Write Now! et blad man bør holde øje med.

Indtil videre har jeg mest haft lejlighed til at se Write Now! fra sin absolut bedste side, nemlig gennem “The Best of Write Now!” og så Write Now! #18 som er et “Special [[Stan Lee]] 85th birthday issue”. Sidstnævnte udkom i sommeren 2008, men med størrelsen af min stak af ting der skal læses er jeg lige nået frem til den i tide til den store mesters 86. fødselsdag.

Men det er ikke kun Stan Lee som kommer til orde, Best of udgaven viser at store navne som [[Brian Bendis]], [[Jeph Loeb]], [[Will Eisner]], [[J.M. Straczynski]], [[Mark Millar]], [[Steve McNiven]] med flere har nået at udtale sig om det svære job at skrive for tegneseriemediet.

Write Now! #18
Write Now! #18

Rådene til aspirerende forfattere er nyttige, men også nådesløse. Skriv, skriv hver dag, skriv om hvad som helst du bliver tilbudt, skriv i enhver genre. Her er ærlige ord fra mænd som er formet af den amerikanske industri og har nået den absolutte top, og det er klart at der kræves en kompromisløs dedikation til faget, blandet med evnen til at socialisere og en dosis held at bryde igennem der.

Men hvad enten man er en ung håbefuld skribent, eller som jeg bare en midaldrende nysgerrig der gerne vil kigge indenfor og se hvad der sker i hjernen hos de der når eliten indenfor deres område, så er Write Now! interessant læsning. Jeg ved ikke om forfatternes råd kan omsættes til den danske tegneserieverden, tempoet i udgivelser herhjemme virker knapt så hektisk som på det amerikanske marked. Men rådet om at skrive, skrive hele tiden og blive ved med at skrive er vist gangbart lige meget hvilket område man gerne vil arbejde indenfor.

Forlagets hjemmeside byder også på andre udgivelser fra forlaget, for eksempel Alter Ego, som har flere interessante artikler om klassiske serier og deres skabere, og Jack Kirby Collector.

Retro på den fede måde – 1985 af Mark Millar

Jeg har det ofte lidt anstrengt med retro-et-eller-andet indenfor tegneserieverdenen – man ser det ofte når en forfatter overtager en serie og straks vil bringe den tilbage til den måde den kørte på da han var barn eller ung. Resultatet er sjældent særligt godt, og samtidig får man ofte i processen ødelagt en masse ting som den forgående forfatter forsøgte at skabe. Bevares, det kan gå godt – Geoff Johns revitalisering af Green Lantern er et eksempel fra nyere tid – men oftest holder jeg mig væk fra serier, der lugter bare lidt af retro. Fremad!

Handlingen i Marvel 1985 er – som den kvikke læser nok kan gætte – henlagt til 1985, og må derfor være en retroserie, som jeg per default hader, ikke?

Mjo mja, på en måde og på en måde slet ikke.

Per definition er en serie, der foregår i en bestemt historisk periode, inklusive denne periodes kulturelle ikoner – i denne sammenhæng superhelte og -skurke – vel retro, men dels er der forskel på at skildre en periode og så det at dyrke den næsten religiøst.

Marvel 1985 foregår ikke i Marveluniverset, men i vores univers, som gradvist bliver invaderet af skurkene fra Marveluniverset – lige fra Batroc the Leaper over MODOK til Doctor Doom og endda selveste Galactus. I Hunger!!

Vidne til invasionen – og til at starte med den eneste der aner uråd – er drengen Toby Goodman, som serien igennem er vores primære hovedperson. Som situationen spidser til og militæret (naturligvis) er magtesløse, henter han hjælp det eneste mulige sted, nemlig i Marveluniverset.

Marvel 1985 er en miniserie på 6 numre fortalt af [[Mark Millar]], der dropper de store, provokerende armbevægelser, der karakteriserer en stor del af hans øvrige værker og koncentrerer sig om at fortælle historien med fokus på personerne i den og deres udvikling, og det lykkes over al forventning – men Millar har jo også i f.eks. Superman: Red Son vist at han sagtens kan fortælle gode, persondrevne historier uden at skulle svinge alt for meget med armene. Tegningerne er af Tommy Lee Edwards – som nogen måske kender fra den groft oversete Bullet Points skrevet af J. Michael Straczynski – og hans lidt skitseagtige streg passer perfekt til historien.

Hvad så med retroelementet? Som en der begyndte at læse superhelteserier i netop den periode, er det sjovt at se Toby være helt oppe at køre over f.eks. Secret Wars og bagefter se superheltene i samtidig mundering – Spiderman i sort dragt, Storm med mohawk – men samtidig er der heldigvis meget andet at komme efter i historien.

1985 er ikke en serie om superhelte som sådan – 1985 handler om selvopofrelse, tro på fantasiens kraft og i mere end én forstand om ikke at lade fortiden blive begravet. Og den gør det dæl’me godt.

Sidste nummer af Marvel 1985 er netop udkommet i USA, og dette tip er skrevet på baggrund af seriens første 5 numre.

Værd at læse: Kick-Ass!

Coveret til Kick-Ass #1Har du nogensinde overvejet at blive superhelt? Sådan for alvor – tage kappe, maske og dragt på og tage ud og patruljere gaderne? Man kunne vel godt klare et par kriminelle hvis man var velforberedt og måske lidt heldig – også selv om man ikke har nogen superkræfter.

Har du tænkt noget i den stil, bør du overveje at læse Kick-Ass! af Mark Millar og John Romita, JR. Hovedpersonen i serien overvejer nemlig det samme, og allerede i slutningen af første nummer ligger han blødende på asfalten med et knivstik i lungen, begge ben brækkede og en knust ryggrad. Og det er kun første nummer!

Kick-Ass tager begrebet “realistiske superhelteserier” og kører konceptet helt ud i yderste konsekvens – ligemeget hvor meget man træner, er sandsynligheden for at man ender med en kniv mellem ribbenene (eller værre) stadig meget høj! Den er skrevet meget underholdende og har et solidt greb i læseren hele vejen, ikke ulig en tur i Tivolis rutsjebane.

Mark Millar har et særligt greb om den hårdkogte realisme, serien rummer og John Romita, JR. bliver stadig bedre, hvilket gør dette til det bedste jeg har set ham tegne. Der er i skrivende stund kommet tre numre af Kick-Ass og jeg hænger på forløbig. Det er alt, alt for underholdende til at jeg kan lade være!

Comic Creators on X-Men

Fyrre år, utallige hæfter og tre film – næsten alle kender efterhånden X-Men. Men hvad ved vi om hvad tegnerne og forfatterne bag serien tænkte og hvordan mange af de store beslutninger om serien blev truffet? Kent Damgaard ser nærmere på en bog som giver mange af svarene.

Comic Creators on X-Men

Serie på flere bøger

Bogen “Comic creators on X-Men” er en af tre bøger hvor Tom DeFalco interviewer en række af Marvel Comics’ mest kendte serieskabere om deres karriere og arbejde på serien. De to andre bøger omhandler Fantastic Four og Spider-Man. Bogen “Comic creators on Fantastic Four” vil blive omtalt i sin egen anmeldelse her på siden, hvor jeg også ser nærmere på DeFalcos anden bog om Fantastic Four.

Redaktør og serieskaber

Tom DeFalco er ikke nogen hr. Hvemsomhelst. Han var Editor-in-Chief hos Marvel i perioden fra 1987 til 1994. Idag varetages den position af Joe Quesada og ligesom Quesada arbejdede han ved siden af på forskellige serier som Thor og Fantastic Four. I nyere tid er DeFalco nok mere kendt for serien Spider-Girl hvor man følger et alternativt univers hvor Peter Parker og Mary Jane har fået en datter ved navn May. Selv om salget aldrig har været imponerende har serien ved hjælp af en meget fanatisk fanskare formået at holde sig igang i mere end 100 numre.

Respektfuld insiderviden

Tom DeFalcoDeFalco er sammen med Jim Shooter og Stan Lee selv en af de redaktører der har siddet længst på posten. Derfor er han velegnet til at stille spørgsmålene i “Comic Creators on X-Men”, for han kender en lang række af folkene bag serien personligt og har set en del af de begivenheder som vi fans gerne vil høre mere om. DeFalco formår generelt at skabe en fornuftig balance hvor han få afsløret lidt af hvad der sker bag kulisserne, uden at det bliver til en offentlig luftning af Marvels snavsede undertøj.

Formen for hvert interview er i det store hele den samme, først nogen spørgsmål om personens barndom og tidlige forhold til tegneserier, så noget om hvordan vedkommende kom til Marvel. Efter dette gås der så i dybden med vedkommendes periode på X-Men og i nogen tilfælde også med hvad vedkommende har lavet efterfølgende. Generelt virker de forskellige interviews meget flydende, uden den følelse af at der bliver brugt en skabelon, hvilket man godt kan føle i DeFalcos bog om Fantastic Four.

Fra Stan Lee til Neal Adams – de tidlige år

Selvfølgeligt lægges der ud med Stan Lee som giver baggrunden for hvorfor han valgte at skabe X-Men og ideen om mutanter. I forvejen havde han brugt forskellige former for stråling så som kosmisk stråling til at skabe Fantastic Four og gammastråling til at skabe Hulk, så i stedet for at skulle opfinde en masse nye former for stråling valgte Stan Lee at indføre ideen om at mutationer kunne føre til overnaturlige kræfter.

Selv om X-Men serien solgte nogenlunde godt i starten, så var den ikke det flagskib for Marvel Comics den senere skulle udvikle sig til. Faktisk stod den for at blive lukket da Neal Adams, som vi idag kender for hans arbejde med Batman og Grønne Pil/Grønne Lygte, overtog som tegner. Adams valgte selv den lukningstruede serie ud fra en ide om at så kunne han jo gøre hvad han havde lyst til uden at bekymre sig. Det førte til en række banebrydende tegninger hvor Adams bryder med den traditionelle brug af sideopbygning og perspektiver. Fans af serien syntes om den nye stil, men selv om salget igen begyndte at stige efter at Adams kom til var det ikke nok til at undgå lukning.

Storm, Wolverine, Colossus og Nightcrawler kommer til

Giant Size X-Men 1Dermed blev det Dave Cockrum og Len Wein der fik jobbet med at genoplive serien nogen år senere hvor man introducerede det hold vi kender idag. Med dem starter mutanternes guldalder hos Marvel, men det bliver to andre skabere der kommer til at føre X-Men frem til de salgsmæssige højder. John Byrne og Chris Claremont står bag historier som “Dark Phoenix” sagaen, “Days of future past” og mange andre udødelige X-Men historie.

Gennem de interviews der er med både dem, Cockrum og Wein samt redaktør Louise Simonson får man et godt billede af hvad der er foregået i kulisserne da disse historier blev skabt, og hvorfor at samarbejdet mellem Claremont og Byrne ikke kunne holde. Byrne valgte at gå videre med Fantastic Four og skabte en tilsvarende klassisk periode der, mens Claremont helt frem til idag fortsætter med at præge de forskellige mutant gruppers historier.

Specielt begivenhederne omkring “Dark Phoenix” sagaen vender vi her på Tegneseriesiden tilbage til i en kommende artikel.

Mange store navne og kun få mangler

Da bogen er fra 2006 er der hverken interview med Ed Brubaker eller Joss Whedon, hvis bogen skulle sælge godt nok til at komme i et andet oplag kunne man håbe at DeFalco vælger at supplere op med yderligere interviews med disse to vigtige forfattere. Bogen slutter i stedet af med interviews med to af de nyere bidragsydere til serien, Grant Morrison og Mark Millar. De to skotter Millar og Morrison står hver for sig som moderne genfortællere og videreudviklere af de klassiske X-Men historier med henholdsvist Ultimate X-Men og New X-Men.

Ud over de allerede nævnte personer byder bogen på interviews med Roy Thomas, Alan Davis, Marc Silestri, Bob Harras, Scott Lobdel og Chris Bachalo, så der er meget materiale fra alle årene.

Nye læsere kan sagtens starte her

Nyere læsere kan måske godt føle sig lidt intimideret af ovenstående hvis de ikke er helt stive i det oprindelige hold eller Byrne/Claremonts klassiske fortællinger, men “Comic creators on X-Men” er god til at tage læseren i hånden gennem en række små bokse som løbende introducerer emner som “Sentinels”, “Starjammers”, “House of M” som man ikke kan forvente at alle læsere er bekendte med.

Hvis man er hardcore X-Men fan er bogen et must, og hvis man er nysgerrig nybegynder eller halvvejs uerfaren så er informationen stadigt holdt i en form hvor man ikke hægtes af. Så til en pris på $ 17.95 er den et godt køb.

Fakta om Bogen

Tom DeFalco: Comic creators on X-Men
Bedømmelse: Anbefales
Udgiver: Titan Books 2006
ISBN: 1-84576-173-1

Spider-Man nummer 371

To dage efter årsdagen for angrebene på World Trade Center og Pentagon udkommer næstsidste afsnit af Mark Millars  meget politisk ladede historie Civil War i det danske Spider-Man 371. Tegneseriesiden ser nærmere på indholdet og parallellerne til virkelighedens verden.

Forsiden

Sidste nummer af Spider-Man sluttede jo med et brag, nærmere bestemt et tordenbrag da en af de klassiske Marvel figurer vendte tilbage. For danske læsere var det måske ikke helt så overraskende at se ham, med mindre man har fulgt med i hvad der er sket i de amerikanske udgivelser, for den seneste udgivelse med Thor herhjemme var “Loke” fra G.Floy Studio i 2005. Men på det tidspunkt var den amerikanske udgave faktisk holdt op med at udkomme, efter at man i 2004 var nået igennem Marvels bud på Ragnarok.

Ret hurtigt inde i historien begynder både læseren og heltene at tvivle på at der er tale om den virkelige Thor, og snart udvikler tingene sig i en retning som Tony Stark og de øvrige tilhængere af registrering ikke havde forventet. Hvor man kan sige at sidste nummer af Spider-Man stadig tillod en vis tvivl hos læseren og muligheden for at sympatisere lidt til begge sider, så begynder historien for mig at se fra dette nummer at tippe til fordel for Captain Americas side, om ikke med hensyn til tilhængere og muligheder, så ihvertfald rent moralsk.

En af de ting som er med til at tippe vægtskålen til fordel for Captain Americas hold er at vi gennem Peter Parker endeligt finder ud af hvad Tony Stark og hans medsammensvorne har tænkt sig at gøre ved de helte man har fanget som ikke retter ind efter loven om registrering.

ThorJeg skal ikke her afsløre alt for meget om Tony Starks planer, men i stedet prøve at trække et par paralleller med virkelighedens verden. Hvis Stamford er Marvel universets svar på 11. september, så må man sige at vi her har at gøre med Marvel universets svar på Guantanamo. Den amerikanske lejr beliggende i en militærbase på Cuba er blevet en belejlig måde at omgå de almindelige regler for behandling af forbrydere og krigsfanger.

Amerikansk lov er ikke helt som den danske, men den indeholder et fundamentalt begreb som hedder habeas corpus som er et latinsk udtryk der dækker over at man beder om at få personen udleveret, med det formål at gå i retten. Det regnes for en fundamental beskyttelse af individet, man kan ikke tilbageholdes og nægtes rettergang. Herpå hviler hele retssikkerheden.

Men så sent som ved indsættelsen af den nyligt afgåede justitsminister i USA hørte man meget usædvanligt ham forklare at selv om forfatningen siger at man ikke må forhindre habeas corpus, så betyder det ikke at man er garanteret habeas corpus. En tilsvarende interessant logik dukkede for nyligt op herhjemme, hvor PET’s afsløringer af formodede terrorister, ved hjælp af de muligheder de nuværende love gav dem, fik nogen til at mene at her var beviset for at vi behøvede strengere love.

Men som Nietzsche i sin tid påpegede, så skal de der vil jagte uhyrer passe på at de ikke undervejs selv bliver til det de jagter, og det er de overvejelser som Peter Parker, Sue Richards og flere andre figurer i Marvels univers nu må gøre sig.

Vi har stadig et enkelt kapitel tilbage i den danske udgave af Civil War til at få redet trådene ud og finde ud af hvilken side der går sejrrig ud af konflikten, om idealerne får lov til at hæve sig over realpolitikken, eller om det i sidste ende viser sig at situationen i superheltenes verden faktisk er blevet sådan at målet nu helliger midlerne. Afgørelsen falder som en tidlig julegave til læserne den 15. november.

Det kan måske virke en anelse underligt, men faktisk har jeg tænkt mig at slutte denne Marvel anmeldelse af med en anbefaling af et par DC titler som kan være interessante at læse i sammenhæng med Civil War. Selv om de to store forlag begge har et veludbygget univers af superhelte og ofte henter folk frem og tilbage mellem hinanden, så er det interessant hvor forskelligt de kan håndtere forskellige emner. Jeg har vist allerede tidligere nævnt Brad Meltzers “Identity crisis” som DC’s bud på hvordan man skal forholde sig til at afsløre sin hemmelige identitet eller ej. Hvad angår håndteringen af helte der er ude af kontrol og ikke længere som de helte vore forældre læste om vil jeg anbefale Mark Waids “Kingdom Come”, personligt er jeg ikke den store tilhænger af Alex Ross’ malede stil, men historien er tankevækkende. Og endeligt så er der “Infinite crisis” som også tager fat på konsekvenserne af at nogen gerne vil have os tilbage til “de gode gamle dage”, men fra en helt anden indfaldsvinkel. Så burde indkøbssedlen vist også være fyldt op indtil næste nummer udkommer.

Mark Millar og Bryan Hitch overtager Fantastic Four

Bryan Hitchs tegninger til FFDet her er vildt: Mark Millar og Bryan Hitch – holdet bag The Ultimates Vol. 1 & 2 – overtager Fantastic Four i starten af 2008.

Mark Millar har følgende kommentar:

“It’s the keys to the family car, isn’t it? To ‘civilians,’ they associate Marvel with Spidey, but as fans we know it all started with ‘FF.’ It was probably the most radical of all the Stan and Jack collaborations in that we had a superhero cohabiting with his equally super girlfriend, the world’s ugliest superhero, a super-hedonist, and with no masks or secret identities. It was the book that broke all the rules, which is something we take for granted.”

Det lader til at Millar henter inspiration fra udgaver af FF, som mange her i Danmark kender og holder af:

“The stuff I’m trying to measure up to are the first 110 [‘FF’] issues and the Byrne stuff. I’ve championed Byrne as often as possible these past couple of years because I specifically think his ‘FF’ run counts as some of the best Marvel books ever. I think it’s up there with his ‘X-Men.’ Just amazing stuff.”

Den nogen gange meget store forsinkelse der har været på The Ultimates (hvilket bl.a. har haft Mark Millars sygdom og ikke mindst Bryan Hitchs perfektionisme som årsag) har de i noget grad forsøgt at tage højde for:

“I started this before Christmas and Bryan started in the New Year, I just handed in our tenth issue last week and Bryan is just finishing the fourth. So, we’re in good shape. But I don’t want to trailer any plots until late next month. It’s good stuff, though. We’re very pleased with it.”

Det bliver et team, der kommer til at dele vandene, hvis altså deres Ultimates er noget at gå efter. Personligt glæder jeg mig til at se hvad d’herrer finder på – om end jeg tvivler på at de laver så solid en Dr. Doom som Waid og Weringo. :doom:

Ultimate Galactus Trilogy – hardcover udgaven

Læseren advares om at denne anmeldelse indeholder omtale af brugen af Galactus i den nyeste Fantastic Four film “Rise of the Silver Surfer”. Læsere som ikke ønsker at få afsløret handlingen i filmen bør ikke læse denne anmeldelse.

Ultimate GalactusSelv om jeg ikke har været særligt imponeret af det jeg indtil videre har set af Ultimate universets udgave af Fantastic Four, så må jeg indrømme at jeg ikke kunne lade være med at lade mig fascinere af coveret til den tredie del, Ultimate Extinction, som såvidt jeg kan gennemskue er lavet af Brandon Peterson. Galactus har altid været en af mine foretrukne skurke hos Marvel, hvis man i det hele taget kan kalde ham en skurk – naturkraft eller kosmisk væsen er måske mere korrekt. Men uanset hvad man vælger at kalde ham, så har Galactus altid for mig været en “ham”, et væsen som på en gang havde menneskelige træk, men på samme tid kræfter og motiver der lå hinsides vores verdensbillede. Derfor var det selvsagt også en stor skuffelse at man i den nylige Fantastic Four film valgte at erstatte vores velkendte udgave af Galactus med en udefinerbar sky.

Rygterne havde svirret i tiden op til filmens premiere, og efter at flere personer på nettet havde nævnt Ultimate Galactus som et eksempel på hvordan man godt kunne afvige fra den klassiske Galactus uden at ødelægge historien, så var jeg nysgerrig nok til at investere i “Ultimate Galactus Trilogy” som samler alle historierne med Galactus i Ultimate universet i et hardcover bind, hvor man i tilgift får et par sketches og designoplæg til de forskellige figurer. Ekstra-materialet er bestemt ikke noget der er med til at sælge denne specialudgave, men heldigvis så er indholdet i sig selv så fremragende at det sælger sig selv.

Historien falder i tre dele forfattet af Warren Ellis, med Ultimate Vision #0 af Mark Millar som en ekstra historie der samler op på en fortsat fortælling der ellers var henlagt til forskellige numre af The Ultimates. Det hele startes op med Ultimate Nightmare der sætter stemningen på et meget dystert niveau. Jeg husker at da historien først blev annonceret var jeg sikker på at man var på vej til at introducere en af Marvels horror figurer i Ultimate universet. Vi starter i Tunguska i det tidligere Sovjetunionen, hvor et meteor slår ned i 1904. Men først i vore dage, hundrede år senere begynder effekten af denne begivenhed at vise sig. På bedste Lovecraft maner bliver jordens befolkning hjemsøgt af mareridt og under indflydelse af dem begynder folk på uforklarlig vis at begå selvmord.

Ultimate NightmareDette tiltrækker sig opmærksomhed fra to grupper, dels X-Men og dels en anden gruppe ledet af Nick Fury med Captain America, Black Widow og Ultimate udgaven af Falcon som medlemmer. Begge grupper drager til Tunguska med hver deres motiver til at finde årsagen til bølgen af mareridt. Begge grupper ender i et underjordisk militærkompleks er forfaldet lige siden det sovjetiske imperie brød sammen, og takket være Trevor Hairsine og Steve Eptings fremragende tegninger får man straks den uhyggelige følelse der ellers er reserveret til øjeblikke hvor man spiller Doom helt alene i sin lejlighed sent om aftenen hvor det kun er skærmen giver lys fra sig.

Ultimate Secret fortsætter historien med undersøgelser af det fund som de to grupper ender med at gøre i Tunguska. En budbringer som skal advare mod faren fra Gah Lak Tus, men som desværre har været spærret inde i et århundrede, og læsere der tror de har regnet ud hvem budbringeren er vil blive en smule overraskede, for som det senere skal vise sig, så er Ultimate universets udgave af Silver Surfer ganske anderledes end sit oprindelige forbillede.

Slutspillet hvor menneskeheden skal forsøge at forsvare sig mod truslen fra Gah Lak Tus sker i Ultimate Extinction, hvor man ser at Gah Lak Tus ikke er et enkelt væsen, men en sværm af væsener, maskiner med intelligens, men uden følelser, drømme eller håb.

Ideen med at lade Gah Lak Tus optræde som en sværm i stedet for et gigantisk væsen er en interessant nyskabelse. Stephen King påpeger et sted at amerikansk horror i enhver tidsalder afspejler den fremherskende tidsånd. 50’ernes koldkrig gav frygten for teknologisk avancerede væsener fra rummet. Frygten for de moderne og uregerlige teenagere slog igennem i 70’ernes “The Exorcist” og frygten for kræft og andre sygdomme kan ses afspejlet i Cronenbergs tidlige film. Tilsvarende kunne man sige at Gah Lak Tus afspejler frygten for de muligheder som nano-teknologi og intelligente maskiner som vi oplever den i vor tid. Denne frygt kan for eksempel ses i Bill Joys essay “Why the future don’t need us”. Denne dystre fremtidsvision kom midt under den hysteriske optimisme i forbindelse med dot-com boomet, og overraskede mange, da Bill Joy selv gennem en årrække havde været en fremtrædende profil indenfor high-tech verdenen med tilnavnet “the Edison of the internet”.

Truslen fra Gah Lak Tus samler ganske godt op på denne på en gang frygt for de teknologier vi er ved at slippe løs og så på den anden side vores tyrkertro på at mennsket er udviklingens herrer og at vi er istand til at beherske teknologien og anvende den til at forbedre alting. Modsat tidligere tiders historier hvor Reed Richards og Silver Surfer må slutte pagt med noget der ligner en gammeltestamentelig gud, så vi i Ultimate Galactus nået frem til en Nick Fury der selvsikkert forventer at gud rømmer sin himmelske trone og lader ham indtage sin retmæssige plads. Om arkitekterne bag Ultimate universet vil lade ham slippe afsted med denne hybris må vi vente og se. I forbindelse med lanceringen af filmen er der allerede meldt om at Silver Surfer vender tilbage til Ultimate Fantastic Four, så det sidste ord er nok ikke skrevet i denne saga.

Spider-Man nummer 370

Spider-Man nummer 370 Så fik vi den første af de store begivenheder i Civil War der i hvert fald for et stykke tid vil ændre en hel del på det Marvel univers vi kender. I USA er man allerede ved at geare op til den næste store begivenhed i Spider-Mans liv som kommer til at ske i den historie der hedder “One more day”, men herhjemme er hans fans nok stadigt ved at tygge på nyheden om at Peter Parker nu har afsløret sin identitet for resten af verden.

Egentlig er det jo en ret alvorlig sag det Peter Parker gør, men det leder til en del komiske situationer, både J. Jonah Jamesons reaktion på nyheden og ikke mindst den efterfølgende telefonsamtale Peter har med MJ og tante May i den ene mobiltelefon mens Reed og Sue Richards er på den anden telefon. Der har nok været et par stykker der har kigget underligt efter mig i S-toget, for jeg morede mig kongeligt over tante Mays bekymring over hvorvidt Peter nu var årsag til et skænderi mellem Sue og Reed, som jo er sådan et pænt par.

Bemærk i øvrigt hvor mange gange i løbet af nummeret der bliver refereret til at Peter må ud og kaste op af nervøsitet før sin pressekonference. Jeg kan ikke lade være med at tænke på om Mark Millar lader sin egen virkelighed skinne igennem, men i så fald skulle det være et nummer tidligere end beregnet. Der skete nemlig det kort før at Marvel startede på Civil War at Millar blev diagnosticeret med Chrons sygdom, som kræver at man slapper af og tager det roligt. I stedet tog Millar jo så fat på det mest omfattende og stressende job man overhovedet kan tænke sig som hovedarkitekt på Civil War. Da man nåede frem til det fjerde nummer var tingene blevet så slemme at Millar måtte på hospitalet, og som han for nyligt udtalte i et interview med Brian Michael Bendis i Wizard, så er hans erindringer om Civl War mest noget med at kaste op i en spand og så vende tilbage til notaterne omkring historien, se det er dedikation til sit arbejde.

Ud over Spider-Man selv, så byder nummer 370 også på de første konfrontationer mellem Iron Man og Captain Americas gruppe som kalder sig Secret Avengers. Navnet peger jo tilbage til den gruppe som både Iron Man og Captain America var medlemmer af igennem mange år, men ud over Secret Avengers når vi også at få set lidt til en anden gruppe Avengers, nemlig Young Avengers som såvidt jeg ved er et ubeskrevet blad i de danske udgivelser, mens Avengers har været udgivet sporadisk på dansk tidligere, senest med New Avengers serien. Men i stedet for at gå i detaljer omkring de forskellige udgaver af Avengers her, vil jeg i stedet opfordre læserne til at checke ind på Tegneseriesiden senere på ugen hvor jeg gerne skulle være parat med en længere baggrundsartikel.

Preview fra ASMNu er Spider-Man jo figuren der om nogen er skabt til at unge mennesker kan identificere sig med helten. Han er i bund og grund skabt som en almindelig teenager, ikke en millionær som Bruce Wayne, ikke et væsen fra rummet som Superman, men som et almindeligt menneske med almindelige problemer, men på samme tid med store forpligtigelser som superhelt på grund af sine kræfter. Marvels Joe Quesada har jo allerede flere gange været ude med riven og nævnt at han syntes det var forkert at man lod Peter Parker blive voksen og gifte sig med MJ, fordi det fjernede de ting fra figuren som gjorde at man kunne identificere sig med den. Hvad sker der så nu hvor Peter Parker har afsløret sig selv som Spider-Man, er der stadigt noget tilbage at identificere sig med? Det er hvad man forsøger at udforske i “Min neturfagslærer er Spider-Man!!” som er den anden historie i bladet, en slags mellemspil der er lidt nede på jorden mellem de store begivenheder i de to Civil War historier.

Jordan Harrison er en elev på de gymnasie hvor Peter Parker underviser, og historien følger hans genvordigheder i dagene omkring afsløringen af Spider-Mans identitet. Han har egentlig nok at slås med, hvis man ser verden med teenager-øjne, for dels er han lun på sin biologi-makker Madeline, dels er han bekymret for sine fremtidsplaner med at specialisere sig i biologi og blæksprutter. Ved skæbnens ironi dukker Doctor Octavius imidlertid op og gør tingene meget værre. Men egentlig er det ikke så meget Doctor Octopus som Otto Octavius der dukker op for ligesom J. Jonah Jameson at give sit besyv med omkring afsløringen af Spider-Mans identitet, og i betragtning af at den kære doktor på et tidspunkt var ganske nært knyttet til tante May kan man måske ikke fortænke ham i at føle sig holdt en anelse for nar. Historien slutter meget amerikansk, og hvor man måske havde tænkt sig at fortælle en historie der skulle underbygge at Peter Parker havde truffet det rette valg, så ender det stadigt med at virke mest som en påstand.

Sidste historie dækker to aspekter, først får vi en forklaring på hvor X-Men står i hele sagen omkring registrering. Ikke overraskende har Emma Frost ikke det store til overs for Tony Starks initiativ, mutanter har jo i forvejen dårlige erfaringer med lovgivning omkring registrering, og Iron Man og de øvrige helte var jo ikke just ved at falde over hinanden for at hjælpe det sønderbombede Genosha hvor Emma havde etablere sin skole. Lidt mere overraskende er det måske at det antydes at de to muligvis har haft et forhold tidligere. Egentlig siger det en del om Tony Starks kynsme at han bringer det på bane i situationen, men på den anden side ville det ikke undre hvis Emma Frost selv har benyttet sig af situationen til at liste et par gode designs ud af Iron Mans hjerne.

Derefter er der lagt op til en af de helt store scener med slagsmål igen, og ikke mindst den mest overraskende entre på allersidste side i bladet. Da de danske læsere oven i købet ikke har fået den historie der blev bragt som optakt i Fantstic Four # 536-537 så burde overraskelsen være total. Men snakken om hvem der dukker op og hvad der er tale om med det mystiske “42” som Reed Richards har gang i, må vente helt til oktober måned, for næste nummer af Spider-Man og dermed også Civil War sagaen kommer først 4/10. Sæt kryds i kalenderen allerede nu.

Mark Millars fremtidsplaner

Mark MillarOvre på sit forum løfter Mark Millar – manden bag bl.a. The Ultimates og Civil War – sløret for sine fremtidige projekter for Marvel:

We’ll fill in the blanks later because some of these won’t be announced until Chicago con (where Marvel want to make a big splash). But here’s what I’m stockpiling at the moment and one of the reasons (besides those six months off) why there’s only 2 Marvel comics out from me this year.

Starting in January…

1/ Me and Hitchy take over a regular Marvel series.
2/ Me and McNiven do likewise.
3/ Me and Tommy Lee Edwards do 1985
4/ Kick-Ass with me and John Romita Jr

There’s a fifth comic out next summer, a kind of creator-owned follow-up to The Ultimates, but I’ve only written the first two issues and the artist hasn’t even started yet so unlikely to see the light of day before this time next year. But 1985 is entirely written, the Hitchy project has nine scripts in the can, the McNiven book is three issues in and Kick-Ass is halfway through. So schedule is looking good and most will be scripted entirely before the first issue is published. It’s nice to be ahead of my deadlines for once.

But these all get big art previews in August. So look out for em.

Det er næsten mere end min hjerne kan rumme ;) – Millar er i mine øjne en rigtig god forfatter, og projekter som involverer Bryan Hitch (“Hitchy”), Steve McNiven og ikke mindst John Romita Jr. er også højt på den indre shoppingliste, så jeg glæder mig helt enormt. Bliver det ikke snart januar?

Interssant er det også at det ser ud til at hans tid hos Marvel er ved at være slut:

[W]hat’s listed above is the last of my Marvel projects for the time being. We had talked about a big 36 issue run, but losing the year really killed that dead and my contract’s up in May. No plans to sign up again for now… I’m going to do creator-owned for a while (maybe a year) before thinking about any other company-owned projects.

Men hvis tiden har lært os noget, er det at man skal tage Millars udtalelser med at gran salt eller to – og kombineret med det faktum at Marvel (hvis de ved hvad der er godt for dem) er ved at bakken en lastbil fyldt med penge ind i Millars indkørsel, så lad os se hvad fremtiden bringer …

Borgerkrig hos Marvel – Civil War på dansk i Spider-Man

Tegneseriesiden kigger bag om sidste års store begivenhed i Marvel universet som nu begynder at udkomme i det danske Spider-Man blad.

 

Joe Quesada

En gang om året tager Marvels øverste redaktør Joe Quesada sine med-redaktører og en række udvalgte serieskabere med ud til et fjerntliggende sted hvor de kan lægge hverdagens små afbrydelser bag sig og tænke fremad og få ideer til de to næste år. Det er her linjerne trækkes op og de store historier der berører hele Marvels univers, som for eksempel “House of M”, bliver planlagt.

Egentlig troede man også at tingene var på plads denne gang, man havde fundet frem til nogen den store begivenhed, efter at Hulk var blevet sendt ud i rummet af en række helte fra jorden ville han vende tilbage igen endnu mere rasende end før og fast besluttet på at gøre regnskabet op. Men i sidste ende var der noget der manglede, så Joe Quesada rystede posen igen og kom op med to ord som skulle lave om på det hele. Selv om man næsten var på vej til at tage hjem igen var ingen af de inviterede i tvivl, det her var den rigtige begivenhed, så Quesada og resten af staben skubbede alle de eksisterende planer i baggrunden og begyndte at planlægge en af de største begivenheder nogensinde i Marvels univers. Men alt var ikke tabt for fans af den vrede grønne kæmpe, Hulk fik lov til at arbejde med sine evner i at føre krig i “Planet Hulk”, og i 2007 ruller “World War Hulk” gennem Marvel universet, måske er vi så heldige at der bliver plads til den i Egmonts udgivelsesprogram.

 

Historien om Quesadas beslutning om at udskyde Hulks tilbagevenden til jorden og i stedet starte en begivenhed der skulle få vidtrækkende konsekvenser for en del af heltene i Marvel universet har man for længe siden kunnet læse i det amerikanske blad Wizard, men først nu begynder det at blive interessant for danske læsere i og med at Egmont begynder at udgive begivenheden som en del af det danske Spider-Man blad. Det er dog lagt fra hele Civil War der udkommer på dansk, dertil er antallet af udgivelser simpelthen for stort, der er stof nok i Civil War til at udfylde Egmonts udgivelser både i år og næste år med hvis man skulle have alt med. De der gerne vil have detaljerne om hvilke af de amerikanske udgivelser vi får med kan læse nærmere om det i Kim Helts blog på www.superhelte.dk

 

Hos Egmont har man altid været nødt til at økonomisere i forhold til disse store amerikanske begivenheder, “Secret Wars” udkom som en del af det daværende Edderkoppen og først næsten tyve år efter den oprindelige udgivelse fulgte man op med den samlede udgivelse. “Age of Apocalypse” blev indarbejdet i udgivelserne af X-Men og Wolverine så man fik de væsentligste kapitler, og efter at have læst alle de fire tykke bind der for nyligt er kommet på engelsk med hele begivenheden i må man sige at der er lavet et godt stykke beskæringsarbejde. Senest var det en af forhistorierne til Civil War, “House of M” som måtte skæres lidt til da den oprindelige hovedhistorie fylder hele 9 graphic novels af den slags på små hundrede sider eller mere. Så at indarbejde “Civil war” i den danske udgivelse af Spider-man er nok den bedste løsning så længe man ikke er sikker på at den kan bære en selvstændig udgivelse, da det langt hen ad vejen er ham som begivenhederne i Marvels borgerkrig får de største konsekvenser for.

 

Man fristes til at sige at ingen i Marvel universet går ram forbi da borgerkrigen først bryder ud, men det er ikke helt rigtigt – ude i resten af universet har de rigeligt af andre ting at se til, Shi’ar imperiet kommer til at føle efterdønningerne af begivenhederne i “Deadly genesis” hvor første del kom på dansk i X-Men 142. Resten af de kosmiske skurke og helte er optaget af en anden stor Marvel begivenhed med titlen “Annihilation” og de har kun en hovedrysten til overs overfor de smålige interne stridigheder som udspiller sig mellem jordens helte.

 

Hvad er essensen så i “Civil War”, siden den i den grad kan bringe sindene i kog? Selvfølgeligt kan man ikke lave en amerikansk serie med denne titel uden at der må være referencer til den amerikanske borgerkrig, og allerede i optakts-historien “Mr. Parker goes to Washington” ser man Spider-Man kæmpe mod Titanium Man foran Lincoln monumentet hvor den amerikanske præsident som holdt landet samlet trods borgerkrigen er udødeliggjort med en af den slags statuer der ellers normalt er forbeholdt græske eller romerske guder. Men det handler mere om nutidig politik, som titlen også antyder så er Peter Parker ligesom James Stewart i filmen “Mr. Smith goes to Washington” meget naivt trådt ind i et politisk liv hvor han ønsker at gøre det bedste men slet ikke kan gennemskue hvilke rænker der smedes omkring ham.

 

Ligesom Sider-Man kun vanskeligt kan gennemskue spillet omkring ham, så er det heller ikke helt nemt at gennemskue hvor langt tilbage trådene op til Civil War egentlig går, og for at sikre at hele affæren var speget nok har Marvel udført et såkaldt “retcon” og indarbejdet en større sammensværgelse i Marvel universet. Begrebet “retcon” står for “retroactive continuity” og bruges om de steder hvor man ændrer på en etableret person ved at introducere nye begivenheder i vedkommendes fortid. Forud for Civil War introducerede man ideen om et hemmeligt selskab iblandt Marvels helte, en gruppe som man kaldte Illuminati. Kort efter den såkaldte Kree-Skrull krig samledes en række af de mest magtfulde helte indenfor forskellige områder til en konference i Wakanda. Initiativtageren var Iron Man, som ville samle de øvrige: Dr. Strange, Professor Xavier fra X-Men, Reed Richards fra Fantastic Four, Black Bolt fra Inhumans og Prins Namor fra Atlantis. Formålet var at undgå at jorden i fremtiden skulle risikere at stå uforberedt overfor en lignende trussel.

 

Det er denne gruppe som senere står bag det plot der får sendt Hulk ud i rummet, godt nok var det ikke intentionen at han skulle sendes helt ud til den fjerne planet som han ender på i historien “Planet Hulk”, men tingene gik ikke helt som planlagt. Og det gør det generelt ikke med Tony Starks planer om at indføre et skyggekabinet, de interne modsætninger er for store, og det hele bryder ud i lys lue da han foreslår at alle superhelte skal registreres. Det betyder at regeringen fremover skal kende deres hemmelige identitet og sikre at de bliver uddannet på den rette måde, et radikalt farvel til det man jo ikke kan komme uden om har været en form for stiltiende accept af maskerede selvtægtsforbrydere. Tony Starks forslag er for hård kost for de fleste af hans medsammensvorne, Namor udtrykker det med: “First you took care of The Hulk and now you found a way to take care of the rest of us”. Dr. Strange og Black Bolt gør ham selskab og forlader gruppen, selv Reed Richards som støtter ham er klar over at det kan få konsekvenser for hans ægteskab, så tilbage sidder Tony Stark med en plan han føler er nødvendigt at gennemføre, men ingen allierede ved sin side.

 

Tony Stark er jo på mange måder en konservativ superhelt, en mand med tætte bånd til det som præsident Eisenhower i sin afskedstale advarede om under betegnelsen det militært-industrielle kompleks. Stark undskylder sig selv med at han, ligesom Reed Richards er futurist og derfor intuitivt kan fornemme hvad der er ved at ske, hvilket retfærdiggør at han er parat med en lov der skal imødegå at en superhelt en dag kommer til at bruge sine kræfter på en uansvarlig måde. Store ord, som lyder meget troværdige når nu historien og begivenhederne i Stamford er der til at retfærdiggøre dem, men selv virkelighedens futurister tager fejl af og til, som for eksempel IBM’s Thomas Watson der regnede med et verdensmarked for computere på omkring fem stykker, eller Microsoft grundlæggeren som mente at 640 Kb hukommelse ville være nok til enhver, og at Microsofts eget MSN netværk ville udkonkurrere internettet.

 

Overfor de to teknologisbegejstrede arkitekter bag The Superhuman Registration Act står manden som sjovt nok også ofte bliver slået i hartkorn med den amerikanske regering. Captain America er da også oprindeligt et ikon fra anden verdenskrig som skulle stå for patriotisme, men gennem årene er han også kommet til at stå for de amerikanske idealer som de skulle være, på et tidspunkt smed han endda uniformen i protest mod korruption i den regering han ellers skulle være forkæmper for. Steve Rogers er en mand fra en anden tid, og derfor er han også den rette at sætte op mod Stark og hans tilhængere. Han er ud af en tid hvor man så hvor galt det kunne gå når frihedsrettighederne blev solgt ud til totalitære regimer både på højre og venstre fløj, en stædig idealist som ikke lader sig spise af med en dygtig spindoktor. Eller er han politisk naiv og ude af trit med de nye farer som verden i det 21. århundrede byder på?

 

Ideen i Civil War er egentlig ikke ny, dele af den kan spores tilbage til Alan Moores klassiske historie Watchmen og The Superhuman Registration Act minder også til en vis grad om den Mutant Registration Act som optrådte i tidligere tiders X-Men, så uden at have læst hans reaktion endnu ved vi nok allerede nu hvor Wolverine befinder sig når linierne skal trækkes op. Forskellen er, at mens Mutant Registration Act i høj grad var et skrækscenarie som forfatterne kunne holde frem for hvor galt det kunne gå når frygt vandt over tolerance, så er The Superhuman Registration Act en langt mere konkret lovgivning der bliver vedtaget allerede ved begyndelsen af Civil War.

 

En anden begivenhed der har tilsvarende stor indflydelse på begivenhederne i Civil War udspiller sig også kort efter Kree-Skrull krigen, nemlig at Wanda Maximoff også kendt som Scarlet Witch opdager at hun nærer følelser for androiden Vision, og at han på uforklarlig vis også nærer denne menneskelige følelse. Over tid begynder Scarlet Witch sind at bryde sammen og vi får de dramatiske begivenheder i Avengers Dissasembled som leder frem til House of M der så sammen med begivenhederne i Decimation rydter scenen for mutanter så den omorganiserede Avengers kan træde frem i rampelyset som hovedaktørerne i Civil War. Hermed afspejler det meget godt hvilket skift der er sket hos Marvel gennem de sidste par år hvor man er gået fra at mutantene næsten dominerede alt hvad der skete til at det hotte team nu om dage er en af de mange varianter over Avengers. Det kunne virke som om at der er gået en lang rød tråd gennem Marvels univers fra de gamle numre af Avengers frem til i dag, men sandheden er snarere at man har haft et meget dygtigt team bag serien.

 

Folkene bag Civil War er først og fremmest forfatteren og hovedarkitekten Mark Millar, tegneren Steve McNiven og så redaktøren Tom Brevoort. At det netop blev Millar der skulle håndtere den Avengers-tunge historie i Civil War er nok ikke nogen tilfældighed. Det var Millar man hev frem da Avengers i sin tid skulle have en ansigtsløftning så de blev relevante for Marvels Ultimate univers. Millar nåede at stå for to runder af The Ultimates, som Avengers endte med at hedde i den verden, og selv om de sidste numre af hans anden runde havde forsinkelser i en grad man eller kun forbinder med Joss Whedon, så var begejstringen blandt læserne stor. The Ultimates inspirerede også to tegnefilm som er udsendt direkte på DVD men som er glimrende underholdning.

 

Mark MillarMillars Ultimates har klart en række politiske toner, og det kan ikke undre når man nu ved at skotten tidligere har arbejdet sammen med landsmanden Grant Morrison på 2000 A.D. og Swamp Thing, ligesom han senere afløste Warren Ellis på The Authority (hans arbejde på Vampirella sammen med Morrison er derimod ikke specielt politisk men viser også at der godt kan være andre interessante ting ved den kvindelige vampyrjæger end hende marginale påklædning). At Civil War også har klare politiske undertoner, såsom henvisninger til 9/11 og de efterfølgende indgreb i den personlige frihed som amerikanerne var udsat for blandt andet gennem The Patriot Act, benægter Millar heller ikke, men som han selv udtrykker det, så er det ikke fordi det er hans ærinde at inddrage politik, det er bare den måde det ender med at blive når han skriver.

 

Ligesom Millar har en opgave i at sikre sammenhæng i Civil War historierne, så skal Steve McNiven sikre at de syv hæfter i hovedhistorien ser ens ud. Hos konkurrenten DC valgte man at bruge forskellige tegnere til sidste års store begivenhed “52” men at lade Keith Giffen stå for at nedbryde alle manuskripter til layouts så man fik en ensartet måde at gøre tingene på, en process han selv senere beskrev som at blive langsomt hakket til døde af en flok ænder. Helt så galt var det ikke for Steve McNiven, der tidligere havde slået sit navn fast via det nu hedengangne CrossGen forlag og serien Meridian, som kortvarigt udkom på dansk som en del af titlen “Magic Fantasy”.

 

McNiven selv er et af den slags jordbundne mennesker der er meget tilbageholdende med selv at kommentere sit seneste spring fra lovende ungt talent til stjernestatus. Selv mener han at han først og fremmest var heldig med at Mark Millar ønskede at arbejde sammen med ham, emn det stikker dybere end det, at overbevise Millar er en ting, at være så god at Brian Michael Bendis giver slip på en på New Avengers fordi det er vigtigere at få den rette mand på pladsen er også en præstation. Og for at det ikke skulle være nok så valgte Tom Brevoort selv om det fjerde nummer af Civil War var forsinket ikke at sætte en anden tegner på opgaven. McNivens tidligere arbejder kan blandt andet ses i New Avengers trade paperback bogen “The Sentry” og i et enkelt nummer i “The Collective”.

 

Manden der binder det hele sammen er Tom Brevoort, som har arbejdet sig op fra bunden hos Marvel til idag at være redaktør for både New Avengers, Fantastic Four og Civil War. Man kan løbende følge med i hvad han tænker om stort og småt på hans blog hos Marvel på adressen, selv om jeg ikke altid er enig med ham, for eksempel omkring brugen af betegnelsen 616 for det “normale” Marvel Univers, så er det som regel interessant læsning at følge.

 

Dette var så meget info om Civil War vi kunne give i denne omgang uden at afsløre for meget af handlingen i de kommende numre af Spider-Man. Vi håber at kunne følge op efterhånden som historien udkommer.