Neil Gaiman & John Romita jr.: De evige

Neil Gaiman & John Romita jr.: De evige”De evige”, udgivet på dansk af G. Floy Studio i 2007, samler syv hæfter i ét og tre af branchens store navne i én historie.

Titlens evige kunne sagtens tages for superhelte, men de er i virkeligheden et folk af udødelige skabninger, som mægtige gudevæsener har anbragt på Jorden. Serien blev skabt i 1976 af Jack Kirby, et navn, der har stået for mange klassiske tegneserieværker – han var bl.a. et af navnene bag Fantastic Four, X-Men, Hulk og en perlerække af andre kendte navne.

Historierne blev med tiden gjort til en del af Marvel-universet, men rummer også sin helt egen mytologi, hvor det er de helt store koncepter, der er oppe at ringe. Stjernevandrerne ankom til Jorden i dens helt unge dage og brugte planeten som et genetisk laboratorium – hvilket skabte en laverestående, voldelig race kendt som afvigerne og en race af nærperfekte væsener, de evige. Gennem tiden har de udødelige evige beskyttet menneskeheden mod de mangetallige afvigere.

”De evige” kobler to andre navne på Kirbys værk: forfatteren Neil Gaiman (selvfølgelig især kendt for Sandman-serien, men også en lang række andre tegneserier, romaner og andet) og tegneren John Romita Jr. (hvis streg har prydet et utal af historier). Det er garanter for kvalitet, men selv om det færdige resultat er langt bedre end de fleste af konkurrenterne, så når det aldrig op på det niveau, man burde kunne forvente.

Scene fra De EvigeHistorien indledes på lidt fortærsket vis: Mark Curry forsøger blot at blive læge, men han hjemsøges af drømme om mystiske væsener og kræfter. Og som om det ikke er nok, bliver han opsøgt af en mystisk mand ved navn Ike Harris, der påstår, at Mark er over en halv million år gammel, har overnaturlige kræfter og er sat på Jorden for at beskytte den. Harris er selv en af de evige, ligesom omkring hundrede andre på kloden skulle være det – men heller ikke hans hukommelse er, som den skulle være, og han kæmper forgæves for overbevise Mark.

Samtidig følger vi en lille gruppe mennesker: festarrangøren Sersi, tweener-tvstjernen Sprite, Thena Elliot, der laver våben for Tony Stark (også kendt som Ironman) og Druig, vicestatsminister for Vorozhikiet og med et udseende, som tydeligvis viser, at han ikke rummer det reneste hjerte. Forbindelsen mellem disse mennesker er naturligvis let at få øje på, men mysteriet er, hvorfor ingen  af dem husker deres meget lange fortid.

Det hele udspiller sig på baggrund af et samfund, hvor superhelte registreres, og der er uenigheder heltene imellem, hvordan man bør forholde sig til dette. Det er med andre ord en fordel, hvis man kender noget til Marvel-universet, før man går i gang med ”De evige” – ellers kan man nok støde på en del forvirrende detaljer.

Endnu en scene fra De EvigeI det store hele begår Gaiman og Romita en ganske underholdende og velskrevet superhelte-historie. De kan begge deres metier, og historien glider gnidningsfrit fra start til slut. Der er spænding, overraskelser og action, som man kunne ønske sig, og det krydres med storladent drama. Men alligevel er det, som om det ikke går op i en højere enhed. De enkelte scener fungerer upåklageligt, og Gaiman har en god fornemmelse for sine personer, men men men…

Det virker et sted, som om han ikke helt har gjort sig klart, hvad han vil med ”De evige”. Opdatere serien og få den op i gear igen, selvfølgelig, og det gør han efter bogen – antallet af personer skæres ned til en overskueligt størrelse, der introduceres nogle mål, nogle konflikter, der kan udvikle sig, og en altoverskyggende trussel. Men derudover? Der er lidt Superman/Lynet-leg med et par af personerne; lidt Jesus-skabelon over en af dem; lidt typisk overraskelse med en gammelkendt person – men det indledende plot (hvem er ude efter de evige?) gøres ret hurtigt forbi over et par fortællende sider uden egentlig et blive et klimaks, mens historiens egentlige klimaks forplumres af et flashback med et hastig introduceret underplot og lidt løber ud i sandet – simpelthen fordi der er tale om en serie, som skal fortsætte efter denne historie. Gaiman virker ikke helt tilpas i krydsfeltet mellem superhelte og guder, og resultatet bliver derefter. Der er masser af detaljer i ”De evige”, som gør, at den vinder ved flere gennemlæsninger, men desværre også nogle mangler, som gør, at den ikke vil blive husket, som den burde. Det, man får, er en velfortalt og underholdende tegneserie, men så heller ikke mere. Det er for så vidt nok, men man burde kunne forvente mere med de navne, der står på omslaget.

Filmnyt: The Boys, Black Hole og Wolverine

I dag bringer mange spændende nyheder fra filmbranchen:

The Boys TPB CoverGarth Ennis og Darick Robertsons The Boys ser ud til at være på vej til Hollywood:

Moritz characterized the series as an original take on the superhero genre. “Rather than begin with a romantic idea of superheroes out to save the world, ‘The Boys’ imagines a world in which superheroes really exist, with all of the flaws that real people have,” he said. “The boys are there to make sure that people with superhuman powers don’t get out of line.”

– det kan aldrig blive lige så ekstremt som forlægget. Jeg har så heller ikke brug for at se en hamster kravle ud af en mands … bagdel … som live action.

Cover til Black HoleFilmatiseringen af Charles Burns fremragende Black Hole har fået en instruktør … nemlig David Fincher, som bl.a. instruererede Se7en og Fight Club:

Plan B and producer Kevin Messick are developing the project that’s based on Charles Burns‘ graphic novel. Burns wrote and illustrated the 12-issue series that became the graphic novel over a 10-year period.

Story kicks off when a sexually transmitted “bug” is passed from teenager to teenager.

Roger Avary and Neil Gaiman were tapped to adapt the screenplay in March 2006.

Jeg vidste ikke at Neil Gaiman var involveret i drejebogen, men det bliver det da ikke en dårligere nyhed af! Jeg tror at Fincher er den helt rigtige mand til den krybende uhygge i historien.

Endeligt er der annonceret en masse skuespillere til Wolverine-filmen:

Danny Huston “is playing Stryker, the military general who subjected Wolverine to the experiment that laced his bones with an unbreakable metal called adamantium.

Taylor Kitsch is playing Gambit, a Cajun thief whose powers include the manipulation of kinetic energy, which allows him to use card-throwing to deadly effect.

Will.i.am, frontman of hip-hop group the Black Eyed Peas, will play Wraith, a mutant with the power to turn himself translucent.

Lynn Collins will play as Kayla Silverfox, Wolverine’s lover and a member of Team X, a superpowered covert ops team.

Ryan Reynolds will appear as Deadpool, a wisecracking mercenary. “

Her er jeg lidt overrasket over at rygterne om at Deadpool skulle være med i filmen viste sig at holde vand, men det kan da gå hen og blive sjovt.

Del Toro vil instruere Dr. Strange-film skrevet af Gaiman?

Guillermo Del ToroI et interview med Empire, fortæller Guillermo Del Toro (Pan’s Labyrinth, Hellboy) om muligheden for en Dr. Strange-film:

 “I talked with Neil Gaiman [about writing it],” he tells us. “I said, that’s an interesting character because you can definitely make him more in the pulpy occult detective/magician mould and formula than was done in the Weird Tales, for example…the idea of a character that really dabbles in the occult in a way that’s not X-Filey, where the supernatural is taken for granted. That’s interesting…But I wouldn’t use the suit!”

Det er næsten i kategorien “for godt til at være sandt” – Gaimans version af Dr. Strange i 1602 giver mig en god fornemmelse omkring projektet, og Del Toro er et godt valg som instruktør. Men lad os nu se om han har tid ved siden af sine andre projekter som The Hobbit og At the Mountains of Madness.

Guder klædt i spandex

Er superhelte i virkeligheden en videreførelse af de gamle guder? Er Lex Luthor i virkeligheden formet efter okkultisten Aleister Crowley? og er der en forbindelse mellem Batman og kaballah? Det mener forfatteren Christopher Knowles. Kent Damgaard ser nærmere på sagen i denne boganmeldelse.

Gudernes genkomst?

Our Gods Wear SpandexI vore dage er det på mode at hade tegneren Rob Liefeld, og blandt folk der gør det er der vist ingen tvivl om at Christopher Knowles står temmeligt langt fremme i køen. Knowles ser tegneseriens “Chromium age” som et onde der nu heldigvis er ovre. Chromium hentyder til datidens mange forskellige forsider på forskellige former for metallisk folie der skulle give et indtryk af at være trykt i guld og sølv, en kynisk spekulation i at skabe samlerobjekter ud af den blå luft.

Ifølge Knowles er vi heldigvis blevet reddet fra denne tidligere ondskab, og frelseren er ingen ringere end Alex Ross og hans samarbejde med Mark Waid om værket “Kingdom come” som også er udgivet på dansk. Her gør fortidens superhelte op med den nye tids ultra-voldelige helte som er ved at ødelægge verden. For Knowles er der nærmest tale om en form for exorcisme hvor Waid og Ross uddriver 90’ernes dårskab og vender tilbage til det som Superhelte egentlig skal stå for, nemlig de guder og den religiøsitet vi nærmest har tabt i vores moderne samfund.

Med sådan et forlæg og et forord hvor Knowles fortæller om sin fascination af alle former for spirituel udfoldelse kunne man godt blive lidt bekymret for at resten af bogen ville blive en ørkenvandring i genfødt kristendom og moderne moralvogten, men det er heldigvis ikke tilfældet. For Knowles har gjort sit hjemmearbejde og gør meget ud af at sætte scenen for sine påstande om vor moderne tegneseriekultur.

Guder og helte fødes

Christopher KnowlesKnowles trækker sine tråde helt tilbage til både egyptisk, græsk og romersk mytologi, men det er specielt de sidste 150 år at tingene for alvor begynder at tage form. Udgravninger i det gamle egypten vækker en ny interesse for fortidens myter, spiritismen og interessen for det okkulte begynder at gøre sit indtog og med den sættes scenen for en ny type af historier. Figurer som Aleister Crowley, Madame Blavatsky og Harry Houdini gør hver på deres måde et indtryk på det overnaturlige landskab og efterlader en inspiration som senere tegnere og forfattere kan trække på.

Men i stedet for at tage springet direkte til tegneserien tager Knowles os igennem en lang række af dens forløbere fra Conan Doyle over Sax Rohmer og videre til Lovecraft og Robert E. Howard. De tidlige figurer i tegneseriens verden som for eksempel The Shadow og Dr. Occult bliver sat i relief og knowles bruger dem til at vise sammenhængen til de mere moderne helte som vi kender dem idag. For mit at se er dette den stærkeste del af bogen, der er et væld af information om fortidens helte som man normalt ikke støder på. De enkelte tegnere og forfatteres tilknytning til enten religion eller forskellige okkulte grupperinger nævnes flittigt hvilket nogen gange fører til overraskende viden som måske kan hjælpe med at sætte dem i relief.

Guder, Golem og Amazoner

Efter at have sat brugt næsten halvdelen af bogens 230 sider til at sætte scenen begynder Knowles så at tage vore mest kendte helte under behandling. Superman og Captain Marvel bliver sat på plads som moderne Messias-legender mens Hawkman og Falcon får deres plads som genfortællinger af Horus fra den egyptiske mytologi. Så langt går det godt for Knowles, men i sit efterfølgende forsøg på at hægte den jødiske mytologis golem op på en række moderne serier begynder det at gå galt for ham. En golem er et væsen skabt af ler, animeret af en rabbiner ved hjælp af et magisk skaberord skrevet på den, skabt til at beskytte de jødiske samfund mod forfølgelse.

SuperheltFlere har hæftet sig ved myten om golem og det faktum at en lang række af de første skabere af vore dages superhelte har en jødisk baggrund, for eksempel Siegel og Schuster (Superman) eller Stan Lee og Jack Kirby (Marvel Comics). Nu har Knowles jo allerede brugt Superman i en mytologisk sammenhæng, så selv om flere andre har bemærket at han ville passe ind som en golem-manifestation lige så vel som en kristus-manifestation, så vælger Knowles at kigge andetsteds i DC’s univers, nemlig til Batman. Batman opstår ifølge Knowles for at beskytte de almindelige mennesker fra forbrydere og korruption der kan sidestilles med omverdenens forfølgelse af jøderne.

Ved hjælp af dette kunstgreb kan Knowles så også placere Punisher og Wolverine under eksempler på golem, mens de mere indlysende eksempler som Hulk og The Thing (som oven i købet er en jødisk superhelt) får en lidt mere overfladisk behandling. Personligt føler jeg nok at det er et lidt voldsomt kunstgreb Knowles benytter sig af her, jeg ville tro at der med fordel kunne være trukket andre mytologier ind som ville have passet bedre på Batman, Punisher og Wolverine.

Det går heller ikke helt godt for Knowles da han tager fat på myten om amazonerne. Wonder Woman ligger selvfølgelig lige til højrebenet her, og Knowles giver en del eksempler på andre amazoner i tidligere tider, hvorefter han konkluderer at denne type kvindelige helt mere eller mindre er gået i sig selv og sjældent ses idag. Personligt ville jeg jo sige at der vist aldrig tidligere har været så mange TV-serier og tegneserier hvor kvindelige krigere optræder på linje med mænd. Knowles får da også skudt sig selv lidt i foden ved at nævne James Camerons Dark Angel, mens han helt forbigår Buffy og Xena (som begge stadig udkommer som tegneserier), ligesom Red Sonja der lige har fejret 35 års jubilæum med genudgivelse af de gamle Marvel serier og en ny serie som ser ud til at kunne holde salgstallene. Heller ikke den nye Wonder Woman forfatter Gail Simones serie Birds of Prey eller den moderne Cassandra/Batgirl finder nåde for Knowles’ blik.

Gudernes skabere

I det hele taget begynder Knowles at tabe dampen mod slutningen af bogen. Her tager han fat på at fortælle om nogen af de kendte skabere som står bag de historier der efter hans tese signalerer gudernes genkomst i tegneserieverdenen. Historien om Jack Kirby er ganske interessant, måske især for læsere der ikke er så bekendt med hans personlige historie og arbejde hos DC. Jack Kirby var altid den tavse part i samarbejdet med Stan Lee, som i stedet lod sin blyant og pen tale for sig, derfor kender flere sikkert også Lees historie bedre end Kirby. Knapt så interessant bliver gennemgangen af Alan Moore og Neil Gaiman, mens Grant Morrison og Mike Mignolas biografier ikke har meget at sige i forhold til en gennemsnitlig Wikipedia artikel. På dette punkt i bogen har Knowles egentlig fået sagt hvad han ville og træder mest vande for at fylde sidetallet ud.

Konklusion

Joseph Michael Linsner med sin egyptiske katSelv om “Our gods wear spandex” virker som lidt af en fuser mod slutningen, så er den første del af bogen grund nok til at læse den. Den giver læseren god mulighed for at orientere sig i denne del af populærkulturens univers, måske ikke direkte et referenceværk, men dog en bog der giver masser af inspiration til videre studie. Som et partsindlæg i en debat om hvor tegneserier om superhelte bevæger sig hen er den knapt så anvendelig, Knowles har allerede fra starten besluttet sig for at Waid og Ross er de nye guder på seriehimlen, og så må resten af verden og fakta rette ind efter det.

Et andet godt argument for bogen er Joseph Michael Linsners tegninger. Jeg kender ellers mest Linsner for hans goth/horror babe Dawn, men hans ofte lidt humoristiske illustrationer til teksten viser at Linsner sagtens kunne tegne superhelte hvis lysten og inspirationen skulle melde sig.

230 sider for omkring 20$ er en udmærket handel med den nuværende dollarkurs for den der vil vide mere om de mytologiske og religiøse rødder for superhelte genren.

Til de der vil læse mere kan Linsner findes på sin hjemmeside mens Christopher Knowles uddyber sine betragtninger om superhelte og meget andet i sin blog.

Fakta om Bogen

Christopher Knowles: Our gods wear spandex

Bedømmelse: Anbefales

Forfatter: Christopher Knowles
Illustrationer: Joseph Michael Linsner
Udgiver: Weisner Books
ISBN: 1-57863-406-7

Neil Gaiman om status på Miracleman

Miracleman #1Jeg støvsuger dagligt nettet for at se om der er en – forhåbentlig positiv – udvikling i sagen Gaiman vs. McFarlane om rettighederne til Miracleman, og forleden kom Neil Gaiman faktisk med en opsummering af hvor sagen står i dag:

As always, it’s an enormous can of worms and it’s enormously complicated. The last thing I got was a legal thing from McFarlane suing me – I don’t know if suing is the correct word – because we put out the Randy Bowen statue of Miracleman claiming that he owns 100% of Miracleman and we shouldn’t have been allowed to put out the statue. So, we have to answer to that. I think that is the current status. It’s still a legal can of worms and McFarlane is still squatting on it. I can’t quite work out where he gets the idea that he owns the entire thing. That’s what his lawyers are currently claiming and I guess more lawyers are going to have to sort it out.It’s astonishingly silly especially considering he’s already lost all 18 counts in his previous court case with me, incredibly effectively, to keep going. I guess he figures that this is better because it’ll be decided by a bankruptcy judge since he’s bankrupt rather than by a jury.

Altså intet nyt siden sidst jeg hørte noget – det ser ud til at McFarlane vil holde serien i juridisk limbo af grunde, som vi andre kun kan gætte på.
Er der nogen der vil splejse til en tre-fire mænd med køller, som kan “besøge” McFarlane og “forklare” ham at han bør droppe sit krav om nogen som helst ret til figuren, så vi kan få genudgivet Miracleman og Gaiman kan få skrevet den sidste del? :)

I would be very, very happy the day that we can actually bring out, legitimately, without any worry of McFarlane turning around and suing, new collections. I would love that. To bring out “The Golden Age” and to be able to reprint Alan Moore’s stuff, I would love that.

Det er nu alt, alt for mange år siden jeg har læst Miracleman sidst, og jeg bruger altså ikke $800+ på eBay for at genanskaffe den. Er der andre der også savner serien?

Ikke længere på polsk: Alan Moore og Melinda Gebbie

I følge Neil Gaiman, bliver Alan Moore og Melinda Gebbie gift i dag efter at have været par i flere år. Et stort tillykke til det lykkelige par!

Alan Moore & Melinda Gebbie

Neil Gaiman prenter også et billede på min indre nethinde, som er svært at fjerne:

Alan says he’s going to wear a blue bowler hat for the wedding, and frankly that’s worth flying across the Atlantic to see.

OPDATERING:

Neil Gaiman har nu også billeder fra brylluppet:

Alan Moore & Melinda Gebbie i fuldt ornat

Igen lader jeg også Hr. Gaiman få det sidste ord:

He was resplendent in his Edwardian finery, and should he now abandon his writing career and begin fighting crime as The Peacock — he’s a dangerous dandy! — I wouldn’t be at all surprised.

Interview med Neil Gaiman

Neil GaimanOvre på Wild River Review har de et rimeligt langt interview med Neil Gaiman. Der kommer ikke så meget nyt på bordet, men han snakker en del om tegneserier og hvordan det var at begynde i branchen for 20 år siden.

for me, at least, one of the joys of comics has always been the knowledge that it was, in many ways, untouched ground. It was virgin territory. When I was working on Sandman, I felt a lot of the time that I was actually picking up a machete and heading out into the jungle. I got to write in places and do things that nobody had ever done before.

Han kommer også ind på mytologien i tegneserier og tanken om tegneserier som den moderne myte:

Superman and Batman have to be a very specific kind of evolution of myth. A friend of mine pointed out to me recently that if you combine DC Comics and Marvel Comics, or even look at them individually — they are probably seeing that all of their stories are theoretically within a coherent universe. You’re looking at the largest story ever told.

Alt i alt spændende læsning hvis man er fan af Gaiman – også selv om man ikke er så hardcore en fan, at man eje denne serie af Neil Gaiman-inspirerede dufte.

Vind … Neil Gaimans tastatur

Neil Gaimans tastaturOvre på Neil Gaimans hjemmeside gør han opmærksom på at han har doneret sit gamle tastatur som præmie i lotteriet på openrightsgroup.org – her er der i sandhed tale om et stykke tegneseriehistorie, da det er det selvsamme tastatur han har skrevet størstedelen af sin klassiske serie Sandman på.

Det her er nok alligevel en af de mere nørdede præmier jeg har hørt om … jeg er svært fristet af at prøve at vinde det! ;)