Nestor Burma

Den amerikanske tegneseriekritiker Douglas Wolk skriver et sted (s. 13 i Reading Comics – How Graphics Novels Work (Da Capo Press, 2007) for nu at være helt præcis), at det synes at være så godt som umuligt at lave en vellykket tegneserieudgave af et allerede foreliggende litterært værk. Alle hidtidige forsøg på at overføre romaner eller noveller til tegneserieform er således, hævder Wolk, mislykkedes og hele idéen med at forsøge er grundlæggende misforstået og forkert.

For Wolk er manglen på vellykkede tegneserieudgaver af litterære værker en klar indikation af, at tegneserier ikke er en litterær genre, men derimod et selvstændigt kunstnerisk medie, dvs. en selvstændig menneskelig udtryksform, hvis produkter skal læses, fortolkes og kritiseres ud fra dette medies egne præmisser og normer, på samme måde som det er tilfældet med f.eks. film, litteratur og billedkunst. Hvis tegneserier ”blot” var en litterær genre, så burde det (eller det synes i det mindste at være Wolks påstand) være langt lettere at overføre romaner og noveller til tegneserieform, og der burde derfor findes langt flere vellykkede tegneserieudgaver af litterære værker.

Det eneste eksempel på en gennemført og succesfuld tegneseriebearbejdning af en roman, som Wolk kan komme i tanke om, undtagelsen der bekræfter hans regel, er David Mazzucchellis og Paul Karasiks fortolkning af Paul Austers City of Glass. Dette værk, hævder Wolk, ”…works only because it extends Auster’s metafictional games into a visual dimension.” (Reading Comics, s. 13).

Wolk går ikke nærmere i dybden med hvad han mener med dette, men hans tanke synes at være, at Mazzuchelli og Karasik udforsker og udfordrer tegneseriens visuelle muligheder på samme måde som Auster udforsker og leger med det litterære medies muligheder og begrænsninger. Austers ”metafictional games”, hans leg med hans valgte medies (romanens) grænser og muligheder, overtages og fortsættes af Mazzuchelli og Karasik, men i en visuel, ikke en tekstlig, form. Både Mazzuchellis og Karasiks tegneserieudgave af City of Glass og Austers oprindelige roman leger således med og udfordrer deres respektive mediers form og muligheder, og det er denne leg der gør, at overgangen fra bog til tegneserie lykkes. Det er, hævder Wolk, fordi Mazzuchelli og Karasik fokuserer på og søger at gengive City of Glass’ form, i stedet for at fokusere på bogens konkrete narrative indhold, at deres tegneserieudgave fungerer.

Der er ganske meget i Wolks analyse, som forekommer plausibelt, og et langt stykke vej er jeg ganske enig med ham. At betragte tegneserier som et selvstændigt medie er således langt mere frugtbart end at forsøge at forstå dem som en litterær genre. Dels så slipper man for den tåbelige ”jamen det er jo bare tekst med billeder”-diskussion, og dels så undgår man på forhånd at indholdsbestemme hvad tegneserier kan og bør beskæftige sig med, noget som det er let at komme til at gøre, hvis tegneserier partout skal indpasses i eller opfattes som en bestemt genre. Derudover så har Wolk også en pointe i at insistere på, at det er problematisk og vanskeligt at overføre et værk skabt indenfor et medie til et andet medie. Udover manglen på vellykkede tegneserieudgaver af bøger, så er de utallige dårlige filmatiseringer af glimrende romaner (og tegneserier) er et glimrende bevis for dette.

Wolk indrømmer imidlertid, at blot fordi det er vanskeligt at overføre værker fra et medie til et andet medie, så betyder det ikke at det er umuligt. Principielt er der således ikke noget til hinder for, at der kunne være produceret glimrende tegneserieudgaver af diverse litterære værker. Wolk er bare endnu ikke stødt på andre eksempler end City of Glass.

Her skinner Wolks amerikanske baggrund igennem. Enhver der har beskæftiget sig en smule med europæiske tegneserier vil således slå en højlydt latter op ved tanken om at Mazzuchelli og Karasiks City of Glass skulle være det eneste vellykkede eksempel på at en roman kan overføres til tegneserieform, og hvis Wolk nogensinde havde læst Jacques Tardis Nestor Burma serie, baseret på en række romaner af den franske krimiforfatter Léo Malet, så ville han næppe være kommet med den påstand.

Jeg har, må det retfærdigvis siges, aldrig har læst Malets romaner om Burma, men at dømme ud fra det jeg har hørt om dem, så tilhører de, ganske bevidst og helt uden skam, den genre man bedst kan betegne som kiosklitteratur. Dette skinner klart igennem i tegneserierne, som på godt og ondt rummer alle de træk som kendetegner god triviallitteratur. Nestor Burma er således en privatdetektiv af den gode gammeldags type: hårdtslående, forhutlet, moralsk anløben og med et lettere anstrengt forhold til den officielle ordensmagt, men samtidig i besiddelse af en veludviklet retfærdighedssans. Hvis han havde været amerikaner ville Burma have pulset cigaretter, drukket billig bourbon og hængt ud på den lokale bar. Nu er han imidlertid fransk, så i stedet tilbringer han megen tid på de parisiske caféer, hvor han drikker rødvin, ryger pibe, afhører mistænkte og forsøger at finde hoved og hale på de sager han mere eller mindre uforvarende bliver indblandet i.

Malet skrev i alt 29 romaner om Burma, hvoraf Tardi (foreløbigt) har illustreret 7. Af disse er 4 udkommet på dansk, udgivet af Faraos Cigarer: Rue de la Gare 120 og Skydetelt på Place de la Nation (begge i 2008), samt Tåge over Tolbiac-broen og Døden i Rue de Paradis (i 2009). Rue de la Gare 120 og Tåge over Tolbiac-broen har begge tidligere været udgivet på dansk, men er til nyudgivelserne blevet nyoversat af den oprindelige oversætter, Søren Vinterberg, der også har oversat de to øvrige album.

Den overordnede plotstruktur i alle de fire albums er klassisk: Nestor Burma bliver, mere eller mindre tilfældigt, indblandet i en speget affære, som regel en mordgåde, undertiden med tråde til hans egen fortid, som han desperat forsøger at finde sammenhæng i. I flere tilfælde, f.eks. i Tåge over Tolbiac-broen og Rue de la Gare 120, viser det sig, at det er Burmas blotte tilstedeværelse og beslutning om at blande sig, der er den katalysator, der, om ikke sætter historien i gang, så i det mindste er årsag til flere af de mord og forbrydelser der bliver begået. Og ofte er det ikke Burma selv der aktivt får opklaret sagen, men derimod en række mere eller mindre tilfældige hændelser, som leder til forbrydelsens opklaring. Tardi har til Informations Christian Monggaard fortalt, at han, når han omskrev og omstrukturerede Malets romaner til sine albums, forsøgte at lappe de værste plothuller.

”Når jeg opdagede jeg, at et plot ikke hang sammen, ringede jeg til ham [Malet] og sagde: ‘Jeg forstår ikke, at den person kan dukke op igen, fordi han døde da i begyndelsen af romanen. Kan du forklare mig det?’ […] Malet svarede mig: ‘Jeg har skrevet det for lang tid siden. Gør med det, hvad du vil.”

Selv efter Tardis bearbejdning er der imidlertid klare huller i historierne. Rue de la Gare 120, som er det længste af Tardis Burma-albums, er et klart eksempel på de problemer, som Malets plot lider under. Nestor Burma sidder under Anden Verdenskrig i krigsfangelejr, hvor han bl.a. møder Fange 60202, en mand med hukommelsestab som ikke ved noget som helst om sin fortid. På sit dødsleje får han imidlertid hukommelsen igen og opdager tilsyneladende at han kender Burma. Hans sidste ord er således: ”Burma! Giv Helene besked. Rue de la Gare 120.” Burma løslades fra fangelejren og da toget med de løsladte fange på vej mod Paris holder stille i Lyon får han pludselig øje på en af sine tidligere medarbejdere fra detektivbureauet. Ikke så snart har de fået hils på hinanden, før medarbejderen skydes ned for øjnene af Burma. Lige inden han dør får han med sine sidste kræfter råbt ”Chef!!! Rue de la Gare 120.” Burma hopper resolut af toget – og så kører historien derudaf.

Allerede i historiens set-up har vi således flere (urimelige) tilfældigheder: et møde med en hukommelsessvækket tidligere bekendt (som Burma ikke selv kan huske hvem er), et møde med en tidligere medarbejder på en tilfældig banegård i Frankrig og så selve det, at begge disse personer tilsyneladende har forbindelse med et og det samme sted, nemlig det mystiske adresse Rue de la Gare 120. Og som historien skrider frem, så hober flere og flere tilfældigheder sig op. Et væsentlig element i historien afhænger således helt og aldeles af, at en af de personer, som Burma var i krigsfangelejr med, pludseligt og uden nogen forklaring dukker op igen, i færd med at bryde ind på Burmas kontor i Paris!

Det fantastiske ved Tardis albums er imidlertid, at disse urimeligheder og tilfældigheder på ingen måde mindsker læseglæden. Man stryger igennem albummene og enten overser eller ignorerer de huller der er i historien. Og grunden til dette er, som Tardi selv har udtrykt det, at man ikke læser Malet (og Tardis fortolkning af Malet) for plottet, men for stemningen, for atmosfæren, for fornemmelsen af at bevæge sig rundt i Frankrig og Paris i 1940’erne og 50’erne. I interviewet med Monggaard indrømmer Tardi således, at han et langt stykke hen af vejen betragter Malets romaner som ”en rigtig god undskyldning for at tegne gaderne i Paris. Selve plottet er ikke så vigtigt, og man er ligeglad med, om de skyldige bliver fanget til sidst. Det interessante er stemningen og det at rekonstruere tiden.” Og til netop det job er der næppe nogen der er bedre end Tardi. Hvert af de fire album tager således udgangspunkt i og foregår primært indenfor et af Paris’ 20 arrondissementer, og Paris’ lokaliteter spiller i det hele taget en væsentlig rolle i serien. Tardi fortæller, at han bevidst valgte at illustrere de af Malets romaner ”…der foregår i de mest fattige, skumle kvarterer. I Tåge over Tolbiac-broen kommer man aldrig uden for det 13. arrondissement, og jeg kan godt lide tanken om at bruge de elementer, der er til stede i området, på åstedet, og udnytte dem til at skabe en intrige.”

En af de største glæder ved at læse de fire Burma-albums er således Tardis detaljerede og fantastiske tegninger af Paris under og efter anden verdenskrig. Atmosfæren driver ned siderne og den parisiske tåge nærmest bølger en i møde når man åbner albummene. Tardis Burma-albums minder her på mange måder om Conan Doyles Sherlock Holmes historier. Det som jeg husker bedst fra disse noveller og historier er som regel ikke plottet eller historierne, men derimod stemningen; fornemmelsen af at befinde sig i London i den sidste halvdel af 1800-tallet. Og grunden til at jeg atter og atter vender tilbage og genlæser disse historier er primært (men selvsagt ikke udelukkende) fordi jeg ønsker at genopleve denne stemning. På samme måde er det med Tardis Burma-albums. De regnvåde toppede brosten; den billige rødvin; de korrupte betjente; piberøgen; de dejlige damer og tågen over Tolbiac-broen er skildret og tegnet med en sådan omhu og (ja, nu bliver jeg lige højtravende) kærlighed, at det er en rendyrket fornøjelse at fordybe sig i. Og så skide være med om historierne hænger sammen eller ej.

Hvilket alt sammen bringer os tilbage til Wolk og den diskussion jeg indledte med, nemlig spørgsmålet om, hvorvidt man kan overføre et værk skabt indenfor et medie til et andet medie. Wolks svar var, at ja, det kan man, hvis man respekterer såvel det oprindelige værks særegenhed og det medie man selv arbejder indenfor. Wolk har, synes jeg, ganske ret i dette, og det er, vil jeg mene, netop fordi Tardi både respekterer det værk han tager udgangspunkt i og har et indgående kendskab til tegneseriemediets virkemidler, at hans udgaver af Malets romaner er så vellykkede. Han har taget Malets litterære form, den stemningsfulde kiosklitteratur, med alt hvad dette betyder af plotmæssige svagheder og manglende troværdighed, og overført den til tegneseriemediet. Historien er skam også fulgt med, men den er bare ikke nær så vigtig, som den ville have været, hvis det var Tolstoy Tardi havde prøvet at gengive.

Når det drejer sig om den håndværksmæssige udførelse af de fire Tardi-albums så er det, som næsten altid med Faraos Cigarer, tale om rigtig god kvalitet: Hardcover, god indbinding, god tekstning, flot tryk, et interessant forord til Tåge over Tolbiac-Broen af Léo Malet himself, og et oplysende efterskrift til Rue de la Gare 120 af oversætteren Søren Vinterberg. Når der nu er kælet sådan for detaljerne, så er det netop derfor ekstra trist, at der alligevel er et par beklagelige smuttere her og der. Tilsyneladende er Skydetelt på Palace de Nation således ikke oversat af nogen. Der mangler i hvert fald en angivelse af, hvem oversætteren (Søren Vinterberg) er. Og så indledes Rue de la Gare 120 med et kort, to-siders, forord, som opridser den politiske situation i Frankrig under Anden Verdenskrig. Dette forord er dels forholdsvis dårlig skrevet (eller muligvis dårlig oversat? Der er ikke opgivet nogen forfatter) og dels kunne det have brugt en ekstra omgang korrekturlæsning (Middelhavet staves med stort i en linje og med småt tre linjer senere).

Dette er imidlertid småtterier som ikke skal fjerne fokus fra, at der er tale om en virkelig, virkelig flot udgave af Tardis værker, som det er en glæde at have stående på sin reol og en endnu større glæde at tage frem og læse i.

Bonusinfo: Faraos Cigarer har, ifølge deres hjemmeside, planer om at (gen)udgive Tardis fantastiske Adéles Ekstraordinære Oplevelser. Denne anmelder glæder sig som et lille barn!

Fakta om serien

Vurdering: Anbefales på det allerkraftigste. Nestor Burma for ever! Køb, køb.

Nestor Burma 1: Rue de la Gare 120 (2008), 200 sider, kr. 298.
Nestor Burma 2: Skydetelt på Place de la Nation (2008), 80 sider, kr. 168.
Nestor Burma 3: Tåge over Tolbiac-broen (2009), 85 sider, kr. 168.
Nestor Burma 4: Døden i Rue de Paradis (2009), 60 sider, kr. 148.
Boks med alle fire bind: kr. 698

Tegner: Jacques Tardi
Forfatter: Léo Malet
Forlag: Faraos Cigarer