Foredrag om Batman og filosofi

Hvis du er i Århus d. 24. oktober, kunne du overveje at overvære Carsten Fogh Nielsens (aka filoffen) foredrag The Dark Knight Reflects – om Batman, filosofi og populærkultur.

Forskning i populærkultur og underholdning har igennem de seneste år været et felt i kraftig vækst, såvel nationalt som internationalt. Også filosoffer har interesseret sig for populærkultur og underholdning, som oftest med et kritisk blik for de problematiske aspekter ved kulturindustriens masseproducerede underholdning (Adorno, Frankfurter-skolen), men også med positive bidrag til forståelsen af populærkulturens fænomenologi og betydning (Cavell, Mulhall).
Senest har det prestigiøse engelske forlag Blackwells introduceret en bogserie, The Blackwell Philosophy and PopCulture series, hvis eksplicitte formål er at benytte populærkulturelle fænomener til at introducere og forklare filosofiske problemstillinger for et lægpublikum.

I forbindelse med premieren på den næste Batman-film (The Dark Knight, instrueret af Christopher Nolan, forventet premiere; sommeren 2008) udsendes der i denne serie en antologi om Batman and Philosophy.
Jeg har været så heldig at få lov til at bidrage med en artikel med titlen ”Leaving the Shadow of the Bat – Aristotle, Kant and Dick Grayson on moral education”. I mit oplæg vil jeg præsentere artiklen, komme med et par bemærkninger om, hvordan man kan bruge populærkulturelle emner til at diskutere filosofiske problemstillinger, og ellers lægge op til
diskussion af det grundlæggende spørgsmål om, hvordan og i hvilket omfang filosofien kan og bør beskæftige sig med det populærkulturelle og det underholdende. Bør filosofien holde sig for god til at beskæftige sig med underlødige medier og genrer som f.eks. superheltetegneserier, amerikanske tv-serier og Hollywoodfilm? Kan populærkultur være filosofisk relevant og interessant? Eller er den voksende filosofiske interesse for populærkulturen slet og ret en form for akademisk prostitution? En leflen for den lavest mulige fællesnævner? Det endegyldige bevis for, at filosofien har pantsat sin intellektuelle integritet hos storkapitalen?

Jeg synes at det lyder rigtigt spændende, men er nok ikke i Aarhus den dag. :(

Hvis du er, foregår det Onsdag d. 24-10-07, kl. 12.15-14.00 på Aarhus Universitet, Nobelparken, bygning 1461, lokale 226.