Retro på den fede måde – 1985 af Mark Millar

Jeg har det ofte lidt anstrengt med retro-et-eller-andet indenfor tegneserieverdenen – man ser det ofte når en forfatter overtager en serie og straks vil bringe den tilbage til den måde den kørte på da han var barn eller ung. Resultatet er sjældent særligt godt, og samtidig får man ofte i processen ødelagt en masse ting som den forgående forfatter forsøgte at skabe. Bevares, det kan gå godt – Geoff Johns revitalisering af Green Lantern er et eksempel fra nyere tid – men oftest holder jeg mig væk fra serier, der lugter bare lidt af retro. Fremad!

Handlingen i Marvel 1985 er – som den kvikke læser nok kan gætte – henlagt til 1985, og må derfor være en retroserie, som jeg per default hader, ikke?

Mjo mja, på en måde og på en måde slet ikke.

Per definition er en serie, der foregår i en bestemt historisk periode, inklusive denne periodes kulturelle ikoner – i denne sammenhæng superhelte og -skurke – vel retro, men dels er der forskel på at skildre en periode og så det at dyrke den næsten religiøst.

Marvel 1985 foregår ikke i Marveluniverset, men i vores univers, som gradvist bliver invaderet af skurkene fra Marveluniverset – lige fra Batroc the Leaper over MODOK til Doctor Doom og endda selveste Galactus. I Hunger!!

Vidne til invasionen – og til at starte med den eneste der aner uråd – er drengen Toby Goodman, som serien igennem er vores primære hovedperson. Som situationen spidser til og militæret (naturligvis) er magtesløse, henter han hjælp det eneste mulige sted, nemlig i Marveluniverset.

Marvel 1985 er en miniserie på 6 numre fortalt af [[Mark Millar]], der dropper de store, provokerende armbevægelser, der karakteriserer en stor del af hans øvrige værker og koncentrerer sig om at fortælle historien med fokus på personerne i den og deres udvikling, og det lykkes over al forventning – men Millar har jo også i f.eks. Superman: Red Son vist at han sagtens kan fortælle gode, persondrevne historier uden at skulle svinge alt for meget med armene. Tegningerne er af Tommy Lee Edwards – som nogen måske kender fra den groft oversete Bullet Points skrevet af J. Michael Straczynski – og hans lidt skitseagtige streg passer perfekt til historien.

Hvad så med retroelementet? Som en der begyndte at læse superhelteserier i netop den periode, er det sjovt at se Toby være helt oppe at køre over f.eks. Secret Wars og bagefter se superheltene i samtidig mundering – Spiderman i sort dragt, Storm med mohawk – men samtidig er der heldigvis meget andet at komme efter i historien.

1985 er ikke en serie om superhelte som sådan – 1985 handler om selvopofrelse, tro på fantasiens kraft og i mere end én forstand om ikke at lade fortiden blive begravet. Og den gør det dæl’me godt.

Sidste nummer af Marvel 1985 er netop udkommet i USA, og dette tip er skrevet på baggrund af seriens første 5 numre.

Agent i multiverset

Vi mangler rigtigt gode agent/spion-serier, synes I ikke? Jo, vi har Queen & Country, men selv om den er rigtig god, er den for seriøs i det til at dække det jeg efterlyser – jeg vil gerne have nogle vilde actionsekvenser, noget pang, nogle gizmos, nogle kvinder og en helt, der klarer det hele i sidste ende. Og også gerne noget sci-fi, så som nogle robotter, underlige skydere og andre devices og naturligvis dimensionsrejser.

Ja, den serie findes, og den er både spændende, sjov og velskrevet. Vi mangler bare et tema med wah-wah-guitar og svedig hornsektion. Serien hedder Casanova og er skrevet af Matt Fraction og tegnet af Gabriel Bá og Fábio Moon.

Casanova handler om tyven Casanova Quinn, der ender som dobbeltagent på tværs af dimensionerne i et indviklet net af super-spionage. Konflikten kører imellem den verdensomspændende organisation E.M.P.I.R.E. (med Casanovas far Cornelius ved roret – ikke et far/søn-forhold der ligefrem er præget af kærlighed og tillid) og W.A.S.T.E, en klassisk forbryderorganisation, anført af det bandageindsvøbte super-geni Newman Xeno.

En ting der er værd at bemærke er, at Casanova er en hyldest til den månedlige serie, hvor der, som Fraction selv skriver, ikke er plads til syv sider med et sværd, der bliver trukket ud af skeden eller den såkaldte “decompressed storytelling“, hvor de enkelte historier er skrevet til at være en del af en større helhed (en TPB) – hans primære inspirationskilde i skriveprocessen har været måden hvorpå Phil Spector producerede singler sidst i 60’erne. Teknikken hedder Wall of Sound, og inkorporerer massevis af, nå ja, lag af lyd, og selv om det ikke er det første jeg tænkte på da jeg læste serien, er ligheden der alligevel: hvert nummer på 16 sider, som er tæt pakket af action, plot- og karakterudvikling og massevis af overraskelser og et veritabelt overflødighedshorn af ideer.

Der er tydelig inspiration fra Barbarella, Jim Sterankos Nick Fury, Michael Moorcocks Jerry Cornelius, Diabolik og desuden et væld af mere eller mindre tydelige pulp-påvirkninger.

Tegningerne skal også have et par ord med på vejen, da de er perfekte til serien – til tider stramme og præcise, til tider mere skitseprægede alt afhængigt af kontekst og hele tiden med et nik til det nostalgiske retrofeel, som bærer hele serien. Klassisk på en moderne måde!
Som et lille kuriosum er den eneste farve på siderne udover sort/hvid alle en grøn nuance, hvilket fungerer overraskende godt og er med til at give serien et unikt look og feel.

Der er kommet to miniserier af syv numre, men planen er at der skal skrives i alt syv miniserier, om end Fraction har serien “on hold” pt.

Interesserede kan læse første nummer gratis online hos Image Comics.