I svømmehallens dyb…

Forside til Smagen af KlorEt af de mest underholdende aspekter ved begrebet “graphic novels” er, at der ikke rigtigt er enighed om en definition af det. Nogle mener at en opsamling af Spider-man løshæfter kvalificerer sig som en graphic novel, blot fordi de er samlet i såkaldt bogform. Andre mener, at det er et højkulturelt og (i forhold til almindelige tegneserier for “pøblen”) overlegen viderudvikling af tegneseriemediet. Og så er vi straks ude i en værdikamp. Den skal vi ikke rode alt for meget rundt i her, da min pointe blot er, at en graphic novel kan være mange forskellige ting for mange forskellige mennesker.

Selv mener jeg, at man kan bruge begrebet til to praktiske formål: For formidleren (og butiksindehaveren) er det en måde at “narre” såkaldte voksne mennesker til at læse noget så underlødigt som en tegneserie uden at de rigtigt opdager, at det er det, de har gjort. Og for kunstneren og forfatteren (og velsagtens forlaget) er det en måde at signalere et vist kunstnerisk ambitionsniveau i et værk. Jeg synes ikke, at Spider-man særligt ofte kan kaldes graphic novels, men nu bevæger jeg mig faretruende tæt på den nævnte værdikamp, og det er stadigvæk ikke min mission.

Jeg har også hørt folk sige fjollede ting som at en graphic novel er en tegneserie med mere tekst i end i en normal tegneserie. Det giver vist ikke rigtigt mening. Det svarer til at skabe en særlig kategori for film, hvor de snakker meget. Og når man så kigger på Bastien Vivés graphic novel Smagen af Klor, der nu er udkommet på dansk, så falder den definition til jorden. Her formidles historiens indhold og karakterernes udvikling nemlig hovedsageligt igennem et mageløst grafisk udtryk med næsten ingen tekst til at hjælpe de knapt så visuelt tænkende læsere.

Scene fra Smagen af KlorSmagen af Klor er et værk for os, der godt kan lide at gå i svømmehallen (samt for folk, der føler sig irrationelt selvbevidste, når de skal optræde i badetøj, der jo er skridtet før Adam og Eva kostumet). Hovedpersonen udstråler så meget usikkerhed og manglende selvværd, at det halve kunne være nok. At en billed-googling så afslører, at han ligner bogens forfatter på en prik kan man så forstå, som man vil. Hovedpersonen kigger sig modløst i spejlet, før han begiver sig ud i svømmehallen, og han starter da også seancen med at få klor i øjnene. Et problem et par svømmebriller naturligvis løser senere i historien. Nævnes skal det også, at det ikke er hovedpersonens eget valg, at han skal stille sig selv til skue i en svømmehal, men derimod hans fysioterapeut. Så den frie vilje er sat ud af spil. Dog lysner tingene, da han møder en kvindelig svømmer, der også kommer i svømmehallen om onsdagen. Et kejtet forsøg på at gøre kur til hende begynder, og det bliver hurtigt klart, at hovedpersonen nok bliver nødt til at overkomme sin usikkerhed og mande sig op.

Det lyder ikke som om, der er meget historie i Smagen af Klor, og det sådan set også rigtigt nok. I hvert fald på overfladen. Vivés er dog blændende til at fange kropssprogets fine nuancer, og et tankeforløb visualiseres i en persons kropsholdning eller ansigtsudtryk. En svømmetur på 25 meter opsummerer en persons manglende tro på sig selv. Man kunne således blæse igennem værket på under ti minutter, men så ville man gå glip af selve historien. Luften imellem personer, de manglende ord og de store flader af ensartede farver fortæller mere end flere siders tekst kunne gøre det.

Bogens visuelle udtryk er det første, man lægger mærke til. Over vandoverfladen er karaktererne tegnet i et næsten stregagtigt udtryk (hvor intet sandsynligvis er overladt til tilfældighederne, men Vivés får det til at se let ud, det talentfulde skarn) med flot og enkel farvelægning. Under overfladen forsvinder stregerne dog, og mennesker bliver reduceret til malede former. Det er et enkelt, men såre effektivt udtryk, og svømmehallens endeløse rækker samt vandets uendelighed får vores hovedperson til at minde om en myre på et gulv.

Kærlighedshistorien er der næsten ikke, og det er det fine ved det. Signaler misfortolkes, chancer misses, og det hele flyder ligesom ud i sandet (eller rettere vandet). Dog undergår vores hovedperson en form for udvikling, og det er her, at rygraden i historien ligger gemt. Mest af alt er Smagen af Klor en lille, poetisk oplevelse, hvor i hvert fald denne læser ofte kunne nikke genkendende til flere af de følelser og usikkerheder, som hovedpersonen giver udtryk for. Interaktionerne imellem karaktererne er naturlige og troværdige, og der gemmer sig en slags ekstrem hverdagsrealisme neden under det stærkt stiliserede visuelle udtryk og den stilfærdigt poetiske historie.

Der er intet underlødigt ved Smagen af Klor, og værkets kunstneriske ambitionsniveau kan man heller ikke sætte spørgsmålstegn ved, så jeg vover pelsen og kalder bogen for en vaskeægte graphic novel. Vivés vil noget mere og presser tegneseriemediets grafiske udtryk ud i en ny og uventet retning. Uden alt for megen tekst. Det er min påstand, at man i begrebet “graphic novel” skal tage ordet “graphic” ligeså alvorligt som ordet “novel”. Hvis det modsatte var tilfældet kunne man ligeså godt skrive en roman uden billeder som unødvendig støttepædagog. Tegneseriemediet er et grafisk medie, og det er Smagen af Klor et smukt eksempel på. Vivés anvender billeder, hvor det kan lade sig gøre, og tekst, hvor det er nødvendigt. Det er smukt i al sin velgennemtænkte enkelthed.

Smagen af Klor er en af de første graphic novel satsninger fra Forlaget Faraos Cigarer (jeg regner personligt Alan Moore og Eddie Campbells From Hell for en graphic novel), men jeg håber ikke, at det er den sidste. For det er herligt, at værker som dette også finder vej til de danske hylder.

Fakta om værket

Smagen af klor. Forlaget Faraos Cigarer, 2009. 128 sider i farver.

Skrevet og tegnet af Bastian Vivès

Se forlagets omtale af værket