Charles Burns: Sort hul

Dette er nok en af de mest rammende titler, jeg er stødt pÃ¥ i lang tid, for Burns’ mesterværk føles som lige præcis det: et sort hul, som suger læseren ind.

“Sort hul” er oprindelig udgivet som tolv hæfter i Ã¥rene 1995-2005, først hos Kitchen Sink, sÃ¥ hos Fantagraphics og til sidst samlet hos Pantheon Books. Det er Fahrenheit, der har stÃ¥et for den danske udgave – med Paw Mathiasen selv bag den vellykkede oversættelse. Og det er ærligt talt pÃ¥ tide, at vi stifter bekendtskab med den pÃ¥ dansk, for der er tale om en ganske unik læseoplevelse. Bag den underspillede forside gemmer der sig en fortælling, som kommer under huden – pÃ¥ mere end én mÃ¥de.

Historien foregÃ¥r i 70erne og handler især om tre teenagere i en forstad til Seattle: pigen Chris og de to drenge Rob og Keith. De bliver fanget lige der i overgangen mellem barn og voksen, i den allermørkeste del af puberteten, hvor seksualiteten synes at buldre lige under alting. De er alle fra gode familier og bruger tiden pÃ¥ at gÃ¥ i skole og drikke sig fulde eller ryge sig skæve. Livet er ganske godt, og sommeren synes at vare evigt, hvilket er noget af en bedrift, nÃ¥r man kigger pÃ¥ Burns’ tegninger, der næster vælter sig i sort. Han forstÃ¥r at fremmane stemninger, og hans billede af 70erne er utroligt vellykket.

“Sort hul” kunne sagtens have holdt sig inden for en strengt realistisk ramme – grundlæggende er det en historie om at vokse op, at ændre sig, og jeg tvivler ikke pÃ¥, at Burns kunne have begÃ¥et en yderst interessant historie uden de ekstra lag, han graver under sine personer. Men uden de lag ville den ikke rumme den afgrundsdybe og altgennemtrængende følelse af frygt og undergang, som den gør. Den ville hverken rage op eller nÃ¥ de dybder, den gør.

Der huserer nemlig en sygdom i byen. En kønssygdom, som kun rammer teenagere og påvirker deres kroppe på et utal af forskellige måder. Nogle kommer til at ligne monstre, én får en hale, en anden viser næsten ingen ydre tegn på det. Rob har en ekstra mund, ikke særligt stor og placeret på hans hals. Da han har sex med Chris, bliver hun smittet, og hendes hud begynder at give slip på hendes krop. Da det viser sig, at hun er smittet, kommer det som et slag for Keith, der længe har været lun på hende. De bliver alle rystet ud af deres rolige tilværelser.

De smittede samles i skoven og i udkanten af samfundet, og vores tre hovedpersoner kæmper for at finde en eller anden form for lykke i det mørke, der har sænket sig over dem. Det lykkes ikke for alle – ligesom i virkeligheden er fløjlshandskerne ikke pÃ¥ her.

Burns har begÃ¥et et værk, der flÃ¥r læseren gennem det meste af følelsesspektret. Det er det bedste billede pÃ¥ puberteten, jeg længe er stødt pÃ¥, og det er en historie, der trækkes en ind og ikke giver slip. Et sort hul i virkeligheden er et punkt, der har opnÃ¥et sÃ¥ stor masse, at dets tyngdekraft trækker alt ind, selv lyset, og det er et passende billede pÃ¥ denne graphic novel – ikke blot fordi den er sÃ¥ dyster i sit grafiske udtryk, men ogsÃ¥ fordi man netop har billedet af hovedpersonerne som indfangne af kræfter uden for deres forstand. De bevæger sig gennem hvert deres kredsløb, sammen med flere mere eller mindre vigtige bipersoner, mens de langsomt trækkes længere og længere ind mod singulariteten: det punkt, hvor selv naturlovene bryder sammen, og hvor det er umuligt at forestille sig, hvad der ligger forude.

Som man mÃ¥ske kan læse, ville “Sort hul” være i stand til at give en hel kongres af dansklærere lystkramper, men dens kvalitet ligger naturligvis i, at den fortæller en god historie. Burns lader sine personer krydse frem og tilbage og springer mellem nutid, erindringer og drømme, sÃ¥ fortællingen bliver endnu mere fortættet. Hans tegninger fremstÃ¥r mÃ¥ske lidt stive i det, men har formÃ¥r alligevel at lade dem med en masse detaljer og stemning. Man kan formelig mærke frustrationen og desperationen flyde ud fra siderne. Det fÃ¥r “Sort hul” til at fremstÃ¥ pÃ¥ den ene side som en vellykket socialrealistisk coming of age-historie og pÃ¥ den anden side næsten taktil horror med mindelse om Jim Woodring og Junji Ito.

Det letteste ville nok være blot at hæfte en mærkat på: mesterværk.

David Small: en barndom i gråtoner

De første ord i den amerikanske graphic novel Stitches er ildevarslende: I WAS SIX.
Uskyldigheden bliver her slÃ¥et fast. Følelsen af, at noget mismodigt lurer, bliver understreget af værkets første illustration – et grÃ¥ligt og gnidret billede af et olieraffinaderi.
David vokser op i Detroit i en grå familie. Faren er radiolog og røntgenfotograferer konstant David, angiveligt for at hjælpe ham af med et bihuleproblem. Han sætter også hans nakke på plads i en snæver vending eller udfører traumatiserende lavementer. Det sidste er vist ikke bihulerelateret. Moren er gnaven og bitter. I stedet for at tale rømmer hun sig mest, snøfter bag lukkede døre eller smækker med låger. Man vil bare ikke gøre hende mere knotten. Storbror Ted tæsker løs på sine trommer. Det er et hus fuld af ekstrem stilhed og larm.

David kan tegne, heldigvis, og han forsvinder bogstaveligt ind i sine illustrationer. Han fantaserer også om at falde gennem Kaninhullet og binder derfor et gult håndklæde om hovedet for at illudere Alices hår. Det er et modigt valg.
Da David er 11 år, opdager en af forældrenes venner en knude på hans hals. Det er angstfremkaldende, for i hjemmet er der selvfølgelig et lægeleksikon, så David er ikke helt uvidende om kroppens mutationer. Læger koster penge, og derfor prioriterer forældrene en ny bil, ny sofa, nyt tv, en vaskemaskine, fester og andre livsfornødenheder, som en almindelig amerikansk kernefamilie ikke bør snyde sig selv for.
Da David et par år efter endelig får sin operation, bliver det ret omfattende, og da han vågner, har han mistet en del af stemmebåndet.
Stilheden omfavner ham og skubber ham længere væk fra andre mennesker og ind i ensomheden.

Skævheden i familien, som især opleves igennem moren med de forvrængede følelser, griber helt ud af siderne og fortvivler læseren. Fordi noget er galt. Mere galt end lavementer, mere galt end mormoren, der skolder Davids hænder, og mere galt end at lade en knude gro i halsen på et barn igennem flere år.
Forældrene har ikke fortalt David sandheden.

Davids frustration, sorg og den forråelse, han oplever, er gribende, og illustrationernes enkle grå akvareludtryk understreger sårbarheden og efterlod mig med en følelse af poetisk bitterhed.
Erindringer opstÃ¥r et sted mellem virkelighed og fiktion. Stitches er barsk men yderst intelligent og narrativt veldrejet. Historien handler ikke kun om følelsesmæssig afstumpethed og en forvrænget ensom barndom – David Small fÃ¥r farvelagt et større perspektiv.

Illustrationerne f̴r trods sine gr̴toner vist mange nuancer Рogs̴ humor.
Der er noget glansbilledeverden over miljøet. Vi er i 50erne, og stemningen rammer meget godt gamle amerikanske reklamefilm for vaskepulver…eller mÃ¥ske er det i virkeligheden mere hen ad The Bodysnatchers? Stitches er en følelsesmæssig og socialrealistisk thriller. Den er grum men pusler i mange lag.

David Small er i dag en anerkendt og prisbelønnet børnebogsillustrator, og et enkelt sted er der også en hilsen til den gamle Plys-illustrator Ernest Shepard.