Spider-Man nummer 371

To dage efter årsdagen for angrebene på World Trade Center og Pentagon udkommer næstsidste afsnit af Mark Millars  meget politisk ladede historie Civil War i det danske Spider-Man 371. Tegneseriesiden ser nærmere på indholdet og parallellerne til virkelighedens verden.

Forsiden

Sidste nummer af Spider-Man sluttede jo med et brag, nærmere bestemt et tordenbrag da en af de klassiske Marvel figurer vendte tilbage. For danske læsere var det måske ikke helt så overraskende at se ham, med mindre man har fulgt med i hvad der er sket i de amerikanske udgivelser, for den seneste udgivelse med Thor herhjemme var “Loke” fra G.Floy Studio i 2005. Men på det tidspunkt var den amerikanske udgave faktisk holdt op med at udkomme, efter at man i 2004 var nået igennem Marvels bud på Ragnarok.

Ret hurtigt inde i historien begynder både læseren og heltene at tvivle på at der er tale om den virkelige Thor, og snart udvikler tingene sig i en retning som Tony Stark og de øvrige tilhængere af registrering ikke havde forventet. Hvor man kan sige at sidste nummer af Spider-Man stadig tillod en vis tvivl hos læseren og muligheden for at sympatisere lidt til begge sider, så begynder historien for mig at se fra dette nummer at tippe til fordel for Captain Americas side, om ikke med hensyn til tilhængere og muligheder, så ihvertfald rent moralsk.

En af de ting som er med til at tippe vægtskålen til fordel for Captain Americas hold er at vi gennem Peter Parker endeligt finder ud af hvad Tony Stark og hans medsammensvorne har tænkt sig at gøre ved de helte man har fanget som ikke retter ind efter loven om registrering.

ThorJeg skal ikke her afsløre alt for meget om Tony Starks planer, men i stedet prøve at trække et par paralleller med virkelighedens verden. Hvis Stamford er Marvel universets svar på 11. september, så må man sige at vi her har at gøre med Marvel universets svar på Guantanamo. Den amerikanske lejr beliggende i en militærbase på Cuba er blevet en belejlig måde at omgå de almindelige regler for behandling af forbrydere og krigsfanger.

Amerikansk lov er ikke helt som den danske, men den indeholder et fundamentalt begreb som hedder habeas corpus som er et latinsk udtryk der dækker over at man beder om at få personen udleveret, med det formål at gå i retten. Det regnes for en fundamental beskyttelse af individet, man kan ikke tilbageholdes og nægtes rettergang. Herpå hviler hele retssikkerheden.

Men så sent som ved indsættelsen af den nyligt afgåede justitsminister i USA hørte man meget usædvanligt ham forklare at selv om forfatningen siger at man ikke må forhindre habeas corpus, så betyder det ikke at man er garanteret habeas corpus. En tilsvarende interessant logik dukkede for nyligt op herhjemme, hvor PET’s afsløringer af formodede terrorister, ved hjælp af de muligheder de nuværende love gav dem, fik nogen til at mene at her var beviset for at vi behøvede strengere love.

Men som Nietzsche i sin tid påpegede, så skal de der vil jagte uhyrer passe på at de ikke undervejs selv bliver til det de jagter, og det er de overvejelser som Peter Parker, Sue Richards og flere andre figurer i Marvels univers nu må gøre sig.

Vi har stadig et enkelt kapitel tilbage i den danske udgave af Civil War til at få redet trådene ud og finde ud af hvilken side der går sejrrig ud af konflikten, om idealerne får lov til at hæve sig over realpolitikken, eller om det i sidste ende viser sig at situationen i superheltenes verden faktisk er blevet sådan at målet nu helliger midlerne. Afgørelsen falder som en tidlig julegave til læserne den 15. november.

Det kan måske virke en anelse underligt, men faktisk har jeg tænkt mig at slutte denne Marvel anmeldelse af med en anbefaling af et par DC titler som kan være interessante at læse i sammenhæng med Civil War. Selv om de to store forlag begge har et veludbygget univers af superhelte og ofte henter folk frem og tilbage mellem hinanden, så er det interessant hvor forskelligt de kan håndtere forskellige emner. Jeg har vist allerede tidligere nævnt Brad Meltzers “Identity crisis” som DC’s bud på hvordan man skal forholde sig til at afsløre sin hemmelige identitet eller ej. Hvad angår håndteringen af helte der er ude af kontrol og ikke længere som de helte vore forældre læste om vil jeg anbefale Mark Waids “Kingdom Come”, personligt er jeg ikke den store tilhænger af Alex Ross’ malede stil, men historien er tankevækkende. Og endeligt så er der “Infinite crisis” som også tager fat på konsekvenserne af at nogen gerne vil have os tilbage til “de gode gamle dage”, men fra en helt anden indfaldsvinkel. Så burde indkøbssedlen vist også være fyldt op indtil næste nummer udkommer.

Spider-Man nummer 369

Spider-Man nr. 369Som altid når jeg kaster mig over et nummer af Spider-Man, hvad enten det er den voksne eller børneudgaven, så skal der gerne være lidt mere end bare Peter Parker selv til at holde min interesse fanget. Børneudgaven, som fra næste nummer skifter navn til Spider-Man kids, gjorde mig nysgerrig ved at have Wolverine med, og jeg må indrømme at jeg faktisk har ladet mig friste af hvert nummer siden eftersom der var en ny Marvel-helt med hver gang, Dr. Strange, Thor, Black Widow, en rigtig god måde at få introduceret de unge læsere til Marvel-universets mangfoldighed.
Men tilbage til Spider-Man i den “voksne” udgave, her er det selvfølgeligt starten på “Civil War” der trækker. Egentlig havde jeg besluttet mig for at jeg ville vente og købe hele fortællingen i trade paperbacks eller en eventuel omnibus udgivelse, men nysgerrigheden gjorde at jeg alligevel ikke kunne holde mig fra den danske udgivelse.

Nummeret lægger ud med afslutningen på historien “Mr. Parker goes to Washington”, J. Michael Straczynskis valg af titel er en reference til Frank Capras film fra 1939 hvor James Stewart spiller den politisk naive spejderleder Jefferson Smith som pludseligt bliver en del af de politiske intriger i Washington da han bliver sendt ind som suppleant for sin stats afdøde senator. Tilsyneladende får han hjælp af en gammel ven af sin far, senatoren Joseph Paine, men denne skal snart vise sig at have sin egen dagsorden.

Tony Stark er måske ikke ligefrem nogen ven af hverken Peter Parkers fra eller onkel Ben, men han er så afgjort en mand med sin egen agenda. Gennem et stykke tid har han haft lejlighed til at etablere et nært forhold til Peter Parker, dels ved at agere faderfigur for ham, dels ved at spille på deres fælles interesse for videnskaben. Venskabet er endda kommet så vidt at Spider-Man har accepteret at lade Tony Stark designe en ny dragt til sig med en masse højteknologiske hjælpemidler – men vi ved jo allerede fra Spider-Mans tidligere historie at en ny dragt sjældent fører noget godt med sig.

I princippet skal Spider-Man optræde som en fornuftens stemme i forhold til Tony Starks forslag om at alle superhelte skal lade sig registrere hos regeringen for at få lov til at udøve deres “job”. Han kommer med nogen gode pointer for netop den type superhelte som han selv og for eksempel Daredevil og Punisher repræsenterer, at de maskerede helte netop nogen gange går ind i de sager som det officielle retsvæsen ikke kan eller vil røre ved, og derved bliver de en slags forkæmpere for dem der ingen forkæmpere har. Men alle hans gode argumenter falder til jorden i og med at han ikke kan vidne overfor senatet som maskeret superhelt og derfor må han træffe den vanskeligste og mest vidtrækkende beslutning i hele sin karriere som superhelt i den afsluttende historie “The war at home” hvor han rådfører sig med Mary Jane og tante May før han møder op til den pressekonference som vi må vente til nummer 370 med at se forløbet af.

Civil WarMen mens Spider-Man overvejer hvad han skal gøre er begivenhederne allerede ved at tage fart omkring ham, Marvel universet rystes af en begivenhed der får samme virkning som et 9/11 eller en rigsdagsbrand, alt efter hvilken side man hælder til i konflikten. I Stamford går en konfrontation mellem to grupper superhelte frygteligt galt og resultatet er den fuldstændige ødelæggelse af en nærliggende skole og hundrede af døde skolebørn til følge. Folkestemningen vender sig mod superheltene og intet ser ud til at kunne stå imod Tony Starks forslag, bortset fra en mand, for hvem de amerikanske idealer er vigtigere end skiftende holdninger i offentligheden. Captain America nægter at hjælpe med at arrestere de som modsætter sig registrering, og dermed er linierne trukket op til den helt store konflikt som vil dele Marvel universet på tværs af gruppe-tilknytninger, ægteskaber og venskaber. Der er mange tråde at holde rede på i Civil War, og derfor prøver Kim Helt også på sin meget begrænsede plads at gøre lidt rede for hvad det er der kommer til at foregå. Som et supplement til dette vil Tegneseriesiden i den kommende tid også forsøge at gå lidt i detaljer med de ting der er sket forud og omkring Civil War, den første artikel skulle gerne være online nogenlunde på samme tid som denne anmeldelse.

Selv om jeg godt ved hvordan det hele ender kan jeg næsten ikke vente med at læse videre i historien. En sjov detaljer jeg lagde mærke til under gennemlæsningen var i øvrigt en af de mange TV-kommentatorer Bryan Deemer, såvidt jeg kan se er det en lille “cameo” optræden fra Tom Brevoorts side. Brevoort er redaktøren der sammen med forfatteren Mark Millar og tegneren Steve McNiven holder sammen på den centrale Civil War historie. Personligt kan jeg rigtigt godt lide McNivens tegninger, så jeg kan kun bifalde at Brevoort faktisk gik så langt som til at lade Civil War blive en smule forsinket i stedet for at hente en anden tegner ind da McNiven på et tidspunkt ikke kunne nå sin deadline.

Ud over historierne med relation til Civil War får vi fyld-historien “Without a trace”, som faktisk fortjener bedre end at blive udnævnt til bare at være fyld. Historien er skrevet af C.B. Cebulski, der flere steder beskrives som et kommende stort navn. Personligt kender jeg mest til Cebulski gennem “X-Men: Fairy tales” hvor X-Men bliver sat i scene gennem en stribe af eventyr og folkesagn. Der skulle være en tilsvarende udgave med Spider-Man på vej, så fans af Spider-Man som ikke har noget mod at se deres helt i lidt uvante omgivelser vil sikkert være godt underholdt der.

Black CatMen tilbage til historien, hvor Spider-Man optræder i for ham lidt mere vante omgivelser end den storpolitiske arena. Historien bringer ham sammen med Black Cat, og det kan der i min verden næsten ikke komme noget dårligt ud af rent visuelt. Tegner David Finch får da også præsenteret hende i så mange flatterende positioner at Spider-Man ikke kan undgå at komme med sine egne dobbelttydige kommentarer. Dobbelttydighederne kunne være platte i andre sammenhænge, men netop denne historie handler det i virkeligheden mere om trekanten Peter/Mary Jane/Black Cat end om det indbrud som Black Cat har brug for Spider-Mans hjælp til.

Så fan af figuren eller ej, for mig at se har der aldrig været bedre argumenter for at købe bladet end nu, Spider-Man er et af omdrejningspunkterne i en af de vigtigste begivenheder i Marvel universet i lang tid som kommer til at berøre stort set alle de helte vi kender og elsker. Næste nummer skulle være ude den 28. juni.