Mimimalistiske superhelte

Nej, det er ikke Micronauts der fÃ¥r en revival, men derimod en billedserie ovre pÃ¥ Comic TwArt, som er en gruppeblog hvor kunstnerne Chris Samnee, Tom Fowler, Francesco Francavilla, Mitch Breitweiser, Mike Hawthorne, Ron Salas og Evan Shaner hænger ud – og udfordrer hinanden med ét overordnet tema om ugen.

Denne uge er temaet minimalisme, og det er der kommet mange interessante tegninger ud af:

Рmen der er mange flere p̴ sitet og oveni det tidligere ugers udfordringer. S̴ hvad venter du p̴?

Watchmen-tegner besøger København!

Dave Gibbons kommer til komiks.dkFå graphic novels har haft så stor betydning som Alan Moore og Dave Gibbons dekonstruktion af superheltemyten, Watchmen. Serien var med til at hive tegneserien ind i det gode, litterære selskab, og nu var superhelte pludselig også for voksne. Det er derfor med stor glæde, at Københavns Internationale Tegneseriefestival, Komiks.dk kan afsløre, at den britiske tegner Dave Gibbons lægger vejen forbi Øksnehallen d. 21.23. maj 2010.

Gibbons var i midten af 70erne blandt de oprindelige tegnere på det legendariske, britiske tegneserieblad 2000 AD. Hans bidrag til bladet inkluderer titler såsom Rogue Trooper, Judge Dredd, Dan Dare og en række af Alan Moores Future Shock historier. Han leverede også arbejde til Marvel UK og var blandt hovedbidragsyderne til tegneserien om den ikoniske, britiske Doctor Who karakter. Senere rettede Gibbons søgelyset imod det amerikanske marked, hvor han brød igennem med DC Comics serierne The Flash og Green Lantern. Det var også hos DC, at Gibbons atter arbejdede sammen med Alan Moore på Green Lantern historien  Mogo Doesn’t Socialize og Superman historien For the Man Who Has Everything.

I 1986 skabte Moore og Gibbons som nævnt et af 80ernes mest banebrydende og indflydelsesrige superheltetegneserier, Watchmen. Den 12 numre lange miniserie har i dag opnået klassikerstatus og er blevet hyldet som en af de bedste tegneserier og graphic novels nogensinde. I 2008 blev værket til en spillefilm. Watchmen dekonstruerer superheltemyten på en måde, der stadigvæk giver genlyd i superheltetegneserier den dag i dag. Ligeledes fungerer værket også som både som alternative history og en meta-tegneserie, der leger med genrens narrative struktur. Gibbons har også arbejdet sammen med en anden af 80ernes store legender, Frank Miller, på serien om Martha Washington.

Gibbons har også fungeret som forfatter på titler såsom Batman vs Predator og for nyligt på Green Lantern Corps. Gibbons var også både forfatter og tegner på den originale graphic novel, The Originals.

Who watches the watchmen, blev der spurgt i 1986, og nu får danske tegneserielæsere muligheden for at stille en af seriens skabere netop dette spørgsmål.

De mægtiges fald

Coveret til 1. nummer af The Mighty

Ah, de kære superhelte.

Oprindeligt skabt sidst i 30’erne som idealiserede halvguder, igennem 50’erne videreudviklet til idealiserede familier, indtil de i 60’erne blev gjort til mennesker, fejlbarlige som alle andre.

I en proces igennem 70’erne og frem til 90’erne, blev serierne gradvist mørkere, hvilket i nogen grad mÃ¥ siges at afspejle den generelle samfundsudvikling – Vietnam og Watergate efterlod et knap sÃ¥ autoritetstro USA, og superheltene afspejlede ogsÃ¥ nationens identitetskrise. Senere blev genren dekonstrueret sÃ¥ grundigt, at det eneste 90’erne havde at byde pÃ¥ synes at være store geværer, mænd med patronbælter og storbarmede kvinder i diminutive kostumer.

Her, i det nye Ã¥rtusindes første Ã¥rti, synes genren at være kommet sig over de mest groteske udskejelser, og i hænderne pÃ¥ en intelligent forfatter, kommer der ofte noget yderst læsværdigt ud af det. The Mighty har hele to intelligente forfattere – Peter Tomasi og Keith Champagne – men er den sÃ¥ dobbelt sÃ¥ god?

Grundplottet er simpelt, men fascinerende: Alpha One er første og eneste superhelt i seriens univers, og selv om han oprindeligt var menneske, har vi med en Superman-analogi at gøre – superstyrke, usÃ¥rlighed, superfart og sÃ¥ videre. Med til Alpha One hører en regeringsenhed, Section Omega, som dels styrer presserelationerne for superhelten og dels fungerer som feltagenter for Alpha One – som regel oprydningsarbejde.

The Mighty - Alpha One stopper løbsk tog The Mighty - Alpha One stopper løbsk tog

Seriens omdrejningspunkt er Section Omegas nyeste chef – Gabriel Cole – som fÃ¥r jobbet da hans forgænger dør som følge af et overfald fra en bande. Eller hvad? Man skal ikke mange numre ind i serien for at se at der er noget, der ikke stemmer et eller andet sted. Samtidig bliver Cole venner med Alpha One, med hvem han har en forhistorie – superhelten reddede nemlig hans liv, da han var barn. Det var dog for sent at redde hans forældre, sÃ¥ Cole er vokset op forældreløs og kendt i pressen som “America’s Orphan”.

Seriens første fire numre er tegnet af [[Peter Snejbjerg]] (der også arbejdede sammen med forfatteren Tomasi på [[Lysbrigaden]]), som gør et fantastisk job med at sætte både stemning og tegne personerne levende på papiret. Senere numre er tegnet af Chris Samnee, der gør et glimrende arbejde med at bevare seriens grafiske særpræg.

The Mighty - Alpha One i aktion The Mighty - Alpha One i aktion The Mighty - Alpha One i aktion

Som serien skrider frem, tager tingene fart og plottet begynder for alvor at vise sine facetter – forfatterne spiller med andre ord med musklerne, og det mÃ¥ de godt, nÃ¥r det er sÃ¥ godt lavet som det er tilfældet.

Serien er planlagt til 12 numre, men vil i følge sine skabere sagtens kunne blive et månedsblad hvis salget tillader det. Det har jeg lidt svært ved at se, da plottet i en eller anden grad peger hen mod en slutning (som jeg læser det), men jeg er da åben for at læse mere.

The Mighty er godt, solidt hÃ¥ndværk – tiden vil vise om serien kommer til at transcendere det gode hÃ¥ndværk og blive noget mere. Som det er nu, kan den trygt anbefales til fans af den moderne, lidt selvbevidste superhelteserie – især hvis man holder af et lille tvist eller to undervejs.

Fakta om serien

The Mighty. DC Comics, 2009-

Forfattere: Peter J. Tomasi og Keith Champagne
Tegner: Peter Snejbjerg (1-4), Chris Samnee (5-)

The Spirit reinkarneret

Action, Mystery & Adventure i The Spirit: Book One af Darwyn Cooke

Begyndelsen pÃ¥ tegneseriens guldalder sættes ofte til 1938, Ã¥ret hvor en lille kapsel fra planeten Krypton gennembrød Jordens atmosfære og pløjede ned i Kansas’ muld. BÃ¥de formen og formatet var dog allerede blevet etableret med henholdsvis striben Happy Hooligan (1900) og hæftet Funnies on Parade (1933).

Den kreative impuls, som er essensen af guldalderbegrebet, havde i de mellemliggende år skabt klassikere som Little Nemo in Slumberland, Krazy Kat, Dick Tracy og Little Orphan Annie og efter 1933 kom striber som The Phantom og Terry and the Pirates. Guldalderens begyndelse kan altså med nogen ret dateres til før 1938.

Derimod er det indiskutabelt, at superhelten blev født i 1938. I efterdønningerne fra Supermans nedslag opstod ikke blot et sandt boom af superhelte og tegneseriehæfter, men også mange nye forlag. Et af dem var Everett M. Arnolds Quality Comics Group.

EisnerBlueMed en række talentfulde tegnere i sin stald, var forlagets navn ikke vindmageri men en garanti: Jack Cole (Plastic Man), Lou Fine (The Black Condor), Bill Ward (Torchy), Bob Powell (Crack Comics), Reed Crandall (Blackhawk) – og [[Will Eisner]], hvis maskerede helt næppe behøver nærmere introduktion. Men lad os alligevel kort se pÃ¥ The Spirits meritter.

I en tid domineret af superhelte var Denny Colt, alias [[The Spirit]], uden kappe, spandex og superkræfter. I stedet havde han en diminutiv maske, charme, hjerne og muskler. Endelig havde han, ligesom sin ældre kollega Dick Tracy, en mirakuløs evne til klare sig helskindet igennem selv de værste tæsk og den heftigste kugleregn.

spiritDet var en noirish krimi-serie fuld af action og vold, død og humor, skæbnefortællinger og direkte fjollede optrin, samt de smukkeste femme fatales nogensinde set i en tegneserie. Hvert Spirit-eventyr blev indledt med en visuelt overvældende splash-page, hvor titelheltens alias ofte dannede kulissen eller på anden måde blev vævet ind i scenen.

Denne formmæssige virtuositet begrænsede sig ikke til den første side. Nok havde Milton Caniff (inspireret af filmmediet) allerede eksperimenteret med billedvinkler, men Eisner gik adskillige skridt videre. Læserens øjne blev ført rundt i alle mulige og umulige vinkler, alt mens handlingen fløj afsted accentueret af Eisners suveræne fornemmelse af miljø og beherskelse af lys og skygge.

Persongalleriet var så farverigt, at hovedpersonen ikke altid stod i handlingens centrum. Karakterernes personlighed kom ikke kun til udtryk gennem deres handlinger og ord, men som hos Dickens også gennem deres kropssprog. Alt dette – og mere til – medvirkede til at skabe en serie, som synes synonym med dens skaber.

Will Eisner tegnede The Spirit fra 1940 til 1952. Der var ghosttegnere og ghostforfattere, heriblandt Lou Fine, Jack Cole og Jules Feiffer, men det bemærkes ikke. Inden sin død i 2005 sørgede Eisner for, at rettighederne til The Spirit overgik til DC. Nye og flotte genoptryk kom på gaden, men det var ikke tilstrækkeligt: Serien skulle genoplives.

spirit10Men hvem evnede at løfte arven? Hvem havde modet til at føre Eisners populære helt ind i det 21. århundrede? Æren – eller udfordringen – tilfaldt tegneren og forfatteren Darwyn Cooke, som forståeligt nok modtog tilbudet med blandede følelser: ”The Spirit was simultaneously the most exciting and horrifying offer I’d been made in my career,” betror han intervieweren fra The Comics Journal.

Cookes tegnestil taget i betragtning var han det oplagte valg. I serier som New Frontier og Catwoman er blækket tydeligvis blandet med guldalderstøv. Her tænker jeg særligt på hans forkærlighed for rene og vinlede streger, kantede fingre, kæber og muskler. Alligevel er det forståeligt, hvis nogle har mødt Spirits genopstandelse med skepsis.

Jeg var skeptisk. Ville Cookes Spirit være en pastice eller ligefrem et plagiat? Ville han, i et krampagtigt forsøg på at være original, falde for dekonstruktivismens fristelse? Og hvad med Ebony? Men al min forudindtagede skepsis blev gjort til skamme. Skønt Cookes Spirit (samt bifigurer og miljø) ligner Eisners, er både streg og fortælling Cookes egen.

Billedvinklerne er mere rolige end Eisners men ligeså velvalgte. Lys og skygge håndteres perfekt, og kropssprogets register udnyttes til fulde, hvilket kompenserer for Cookes udeltaljerede baggrunde. De indledende splash-pages kan måske nok opfattes som en homage, men indtil videre lever de helt op til Eisners fantasifulde standard.

I de syv nye Spirit-eventyr, som udgør The Spirit: Book One finder vi gamle kendinge som Dolan, Ellen, P’Gell, Mister Carrion og Ebony. Dolan er stadig lige ilter, Ellens rolle er som førhen indskrænket til at være den tro forlovede (som dog har mere forstand på internettet end Spirit), mens Mister Carrion til gengæld er blevet kreativ direktør i Julia Communications (opkaldt efter hans elskede grib).

pgellAt P’Gell stadig kan gøre alle hankønsvæsner til viljeløse proselytter, vil ikke komme som nogen overraskelse for dem, der har stiftet bekendtskab med Cookes Catwoman. P’Gell udstråler præcis den rette blandning af uskyld, sårbarhed og drivende seksualitet, som kendetegner en femme fatale.

Ebony2Eisners Ebony White var (mildt sagt) en stereotyp, der kan få selv den mest venligt indstillede moderne læser til at krumme tæer. Men under Cookes hånd er Spirits sidekick ikke bare blevet en ung mand, han er blevet cool og mindst ligeså charmerende som Spirit selv.

Af nye karakterer bør nævnes Ginger Coffee og Hussein Hussein. Førstnævnte er en sexet tv-reporter, som i jagten på den gode historie ikke går af vejen for at sætte sit eget liv på spil, mens sidstnævnte er en lykkejæger med et stænk af Peter Lorres karakter i Casablanca over sig, men knapt så slesk.

I den sidste historie (skrevet af [[Jeph Loeb]]) bringes Spirit sammen med Batman og Robin i kampen mod et overdådigt opbud af Gothams superskurke og – endelig – Spirits ærkefjende, den mystiske Mister Octopus. Af de syv historier er den måske det svageste led, men generelt er underholdningsniveauet højt.

Spiritcircle

Som hos Eisner byder også Darwyn Cookes The Spirit på action og vold, død og humor, samt en enkelt skæbnefortælling, men (i modsætning til sin forgænger) ingen fjollede optrin. Cooke har ikke bare formået at genoplive en gammel helt fra guldalderen, han har givet figuren nyt liv. Hvorvidt Cookes efterfølgere, Mark Evanier og Sergio Aragones, formår at føre stilen og ånden videre, skal jeg ikke kunne sige … endnu!

Fakta om serien

The Spirit: Book One (2008, 192 sider) indeholder:

The Spirit #1-6 (2007)

Forfatter: Darwyn Cooke

Tegner: Darwyn Cooke

Rentegner: J. Bone

Farvelægning: Dave Stewart

Forlag: DC Comics

Batman/The Spirit #1 (2007)

Forfatter: Jeph Loeb

Tegner: Darwyn Cooke

Rentegner: J. Bone

Farvelægning: Dave Stewart

Forlag: DC Comics

En jærv med knapt så skarpe kløer

Persongalleriet i Wolverine
Da Bryan Singer i starten af årtusindet søsatte X-Men som filmserie, var det til stor fryd for de fleste superheltefans. Endelig var der en instruktør, der turde tage genren alvorligt og rent faktisk bruge den til noget. Singer tog mange friheder med forlægget, men tematikken var intakt, og det var mere, end man normalt var vant til fra superheltefilm. Der er dog sket meget siden, og både Iron Man og The Dark Knight har sat nye standarder for genren, og i dag er det måske lidt sværere at sluge at en figur som Rogue er forvandlet til en tudende teenager eller at Storm har mindre karisma end en gennemsnitlig sten.

X-Men serien døde kvalitetesmæssigt med den forfærdelige tredje film i serien. Nu er det ikke meningen, at den film skal anmeldes her, så lad mig bare nøjes med at sige, at det var en seriøs stinker med en både tam og overfyldt historie, overfladiske personkarakteristikker og kedelige action-scener. Af selv samme grund var det også med noget lavere forventninger, at jeg satte mig i biografsædet i Imperial for at se X-Men Origins: Wolverine (sikke dog en dum og irriterende titel). Der havde været historier om indblanding fra filmstudiet, og når man som rigtig Marvel-kender ved, at det var selv samme studie, der forvandlede verdensæderen og naturkraften Galactus til en næsten harmløs sky og gangsterkongen Kingpin til en gangsta from da hood, så var man allerede på vagt.

WolverineWolverine er dog ikke nogen X-Men 3. SÃ¥ galt gÃ¥r det aldrig. Filmen er dummere end dum, men den er ogsÃ¥ sært underholdende. PÃ¥ engelsk ville man kalde det en “guilty pleasure”. PÃ¥ mange mÃ¥der minder filmen mig om action-film fra 80erne, og det kan man sÃ¥ vælge at se som enten en god eller en dÃ¥rlig ting.
Der er som bekendt tale om en oprindelseshistorie. Alle Wolverines hemmeligheder, der ellers altid har været blandt figurens definerende træk, hives frem i dagens lys. Vi finder først ud af, at han er rigtigt gammel og har kæmpet i alle amerikanske krige siden Borgerkrigen. Hvorfor? Ingen anelse, da manden trods alt er canadier, men måske kan han bare virkelig godt lide at slås? Hvem ved. I hvert fald bruger filmen ikke tid på det, da den skal hastigt videre. Vi møder en række andre mutanter, som Wolverine kæmper side om side med, indtil han får dårlig samvittighed og skrider. I et snuptag er der gået seks år, og Wolverine bor i fred og fordragelighed på et bjerg sammen med en kvinde. Det går der tre scener med, og så er det hastigt videre. Filmen skal trods alt helst nå frem til sit klimaks. Og helst i tide. Det går rigtigt stærkt i første halvdel af filmen, og det er meget tydeligt, at det i virkeligheden kun handler om at nå frem til anden halvdel. Og det er også fint nok, for den starter med et brag og fortsætter sådan. Det betyder dog også, at man intet føler for nogen af personerne på noget som helst tidspunkt.

Hugh Jackman i WolverineJeg vil godt give Hugh Jackman et par venlige ord med på vejen. Han er god i rollen som filmudgaven af Wolverine (der som bekendt er en noget dresseret udgave af den klassiske tegneseriefigur), og hans karisma bærer store dele af filmen. Det kvindelige publikum burde også være i stand til at nyde filmen.

Kernen i filmen er forholdet imellem Logan og hans bror Victor, ogsÃ¥ kendt som Sabretooth (der i Liev Schreibers diabolske form er milevidt fra den umælende, næsten retarderede wrestler fra den første X-Men film, men det gør ikke noget, da det er en klar forbedring i forhold til Singers film), og det fungerer overraskende godt. Schreiber er en god skuespiller og en god skurk. Man kan ikke helt sige det samme om Danny Hustons William Stryker. Huston er en virkelig god skuespiller, men desværre er Stryker en noget tam skurk. MÃ¥ske mest fordi han opfører sig sÃ¥ bizart dumt, at man har svært ved at tage ham alvorligt (hans hemmelige vÃ¥ben imod Wolverine er adamantiumkugler… helt hvordan, DET giver mening, forstÃ¥r jeg ikke). Jeg har sjældent set en skurk, der i den grad skaber sine egne problemer, og det bliver næsten grinagtigt. Det sjoveste er dog den mÃ¥de, hvorpÃ¥ Wolverine erhverver sig sit famøse hukommelsestab. Det virker næsten som om, at forfatteren havde glemt det et langt stykke hen ad vejen. For gennemtænkt er det dælme ikke.

Men her har jeg også fat i det, der ender med at gøre filmen ret underholdende alligevel: Hvis man vælger at trække på skulderen, efterlade hjernen i døren og simpelthen nyde filmen som en voldsomt dum actionfilm af den gode gammeldags slags, så er man i fint selskab. Filmen om Wolverine er ikke så meget en farlig jærv, som den er en dum, lille hund, man ikke kan lade være med at holde lidt af alligevel. Det er dog meget tydeligt, at det er en film i en serie, der blev skabt før Nolans Batman film samt Raimis Spider-man og Favreaus Iron Man. I dag har man som superheltefan vænnet sig til en hvis grad af loyalitet over for oplægget. Den fesne filmatisering af Watchmen led ligefrem under, at den var FOR trofast visse steder. Når Wolverine så lader vores allesammens yndligsmær, Emma Frost, være en blanding imellem en cheerleader og en disco-kugle uden det mindste spor af mentale kræfter, så bliver det lidt irriterende.

X-Men Origins: Wolverine fungerer dog på sine egne præmisser. Hvis man altså går ud fra, at præmissen var at lave en dum, men underholdende action-basker i klassisk stil. Kun dårlig CGI minder os om, at det faktisk er en moderne film, vi ser. På kun 9 år er X-Men serien altså gået fra at være det vildeste inden for superheltefilm til faktisk at se lidt gammeldags ud.

Sådan kan det gå.

This Movie is afraid of me – Watchmen

Promobilleder fra Watchmen-filmenDet skal ikke være nogen hemmelighed (det er det i al fald ikke for dem af jer, der følger os pÃ¥ Twitter) at mine forventninger i forhold til denne film var helt i bund. Nej, Watchmen kan ikke filmatiseres pÃ¥ en ordentlig mÃ¥de – Alan Moore har skrevet den til at være u-filmbar, og i øvrigt er den for lang og for detaljeret til at blive andet end en 24-timers maraton hvis man skal gøre det ordentligt. Den her film kan ikke være tro mod hele indholdet i tegneserien.

Oven i det er Moore selv mildt sagt rigtigt meget imod projektet – vi har f.eks. hans næsten klassiske “I will be spitting venom all over it“-interview med LA Times:

I find film in its modern form to be quite bullying. It spoon-feeds us, which has the effect of watering down our collective cultural imagination. It is as if we are freshly hatched birds looking up with our mouths open waiting for Hollywood to feed us more regurgitated worms. The ‘Watchmen’ film sounds like more regurgitated worms. I for one am sick of worms. Can’t we get something else? Perhaps some takeout? […]
Perhaps [The Watchmen Movie has] been cursed from afar, from England. And I can tell you that I will also be spitting venom all over it for months to come.

Nuvel, selv om Moore selv ikke bryder sig om at hans tegneserier bliver filmatiseret, er der ikke noget der forhindrer dig og mig i at se filmen og selv danne os vores egen mening om den – faktisk tværtimod. For det kan vel godt gÃ¥ godt, kan det ikke? Snyder har flere gange udtalt hvor stor fan han er af serien og hvor stor respekt han har for Moore, sÃ¥ det kunne da gÃ¥ godt … ikke? Vel har man mÃ¥tte sluge et par kameler undervejs,  men de har ofte givet os et plaster pÃ¥ sÃ¥ret – tegneserien-i-tegneserien Tales of the Black Freighter er f.eks. ikke med i filmen, men kommer i stedet for i en seperat animeret version. Der bliver gjort meget for at stille os fans tilfredse, og en del af de frigjorte klip er da ogsÃ¥ meget pæne at se pÃ¥.

En fin start

Det starter rigtigt fint med en stemningssættende intro og mordet pÃ¥ Gøgleren, filmet i Snyders næsten patenterede “sÃ¥ mange 100% genkendelige scener fra tegneserien som mulig”-stil. Gøgleren (spillet af Jeffrey Dean Morgan) virker godt ramt som figur, og idet hans krop smadrede vinduesglasset og faldt mod gaden 22 etager nede, mÃ¥ jeg indrømme at et spinkelt hÃ¥b blev tændt i mig: mÃ¥ske?

Og det fortsætter skam – titelsekvensen er fremragende og bagefter har vi en række scener, som fÃ¥r bygget bro mellem tegneserien og filmens medie pÃ¥ fin vis. Ja, der er et par kompromiser, men de er ikke skrækindjagende og stemningen rammer rimeligt godt min ide om hvordan stemningen i scenerne bør være.

Men nej. De første advarselstegn viser deres grimme fjæs.

Vi fÃ¥r f.eks. scenen, hvor Silk Spektre (spillet uden nogensinde at opnÃ¥ gennemslagskraft af Malin Akerman) og Nite Owl (en svær rolle, men overvejende fint spillet af Patrick Wilson) sønderbanker bandemedlemmerne i baggÃ¥rden – deres første action i Ã¥revis og det første gryende tegn pÃ¥, at et forhold imellem dem for alvor er ved at spire, Silk Spektres forhold til Dr. Manhattan til trods. Hvad fÃ¥r vi? Det er en voldelig scene i tegneserien, men filmens brækkede lemmer og hvad den ellers byder pÃ¥ virker overdrevne og hvad værre er:  filmen misser totalt den indestængte, forbudte erotik der er i scenen.

Tegneserien er ogsÃ¥ mørk, voldelig og pÃ¥ mange mÃ¥der ekstrem, men den rummer en følelsesmæssig ballast, som filmen i store træk mangler – eksempelvis den næsten klassiske sekvens med Nite Owls impotens i civil og efterfølgende potens i dragten – selv om den er smurt tykt pÃ¥ rent symbolmæssigt i tegneserien, er det ogsÃ¥ en central og gribende scene. I filmen er den et skuldertræk værdig, ligesom det efterfølgende samleje i modsætning til sin modpart pÃ¥ papiret i filmen bare kommer til at virke lummert og ikke som den forløsning det er.

De iscenesatte slÃ¥skampe og den rÃ¥ vold bliver i sidste ende … kedelige og skaber en afstand til filmen. Er det snart færdigt? Det er da moderat underholdende, men jeg har en indbygget grænse for hvor mange brækkede lemmer, hoveder kløvet med kødøkser og arme savet af med vinkelsliber jeg kan se pÃ¥, før min opmærksomhed begynder at vandre. Sjovt nok generede det mig ikke de fjerneste i tegneserien, men det er nok dels forskellene mellem de to medier og det at Snyder mærkværdigvis har valgt at skrue op for volden i filmen  – de tidligere nævnte oversavne arme er f.eks. ikke en del af tegneserien.

Nu er jeg ved at komme frem til det, der nok et mit hovedproblem med filmen: af en film, som gerne vil lave så tro en adaptering af originalmanuskriptet som muligt, laver den om på nogle ting som er fuldstændigt unødvendige.

Rorschack ser RorschackFor eksempel Rorschacks forhistorie – filmen følger tegneserien til punkt og prikke, Jackie Earle Haley spiller igennem og POW! – pludseligt stÃ¥r han og hakker en barnemorder i hovedet med en kødøkse. HVAD? Ikke at tegneseriens løsning er mindre grusom, men der er ingen fornuftig grund til ikke at beholde den – den havde ikke taget længere tid, den havde fungeret lige sÃ¥ godt pÃ¥ film som det de fandt pÃ¥ i stedet og … der er simpelthen ingen grund. Ingen.

Musikken i filmen skal ogsÃ¥ lige have en kommentar med: tegneserien refererer pÃ¥ mange steder til specifikke musikstykker, og de er alle med i filmen. Rigtigt godt. Lige pludseligt kommer sÃ¥ “Sound of Silence”, der ikke er i tegneserien men med rimelig god vilje kan siges at være et period piece – i kontekst er Hello Darkness my old friend liiiige tykt nok i forhold til en film, som mange vil opfatte som dyster – og hvor fanden kommer Leonard Cohen fra som erstatning for Billie Holliday? Helt galt gÃ¥r det så i nogle af actionscenerne, hvor slÃ¥skampene foregÃ¥r til uptempo moderne musik og bringer ubehagelige mindelser til Daredevil-filmen. Damnit, man skal ikke sidde og tænke pÃ¥ Daredevil-filmen nÃ¥r man ser en moderne superheltefilm.

To squid or not to squid

The Squid in all it's glory!Som mange af seriens fans nok har læst sig til allerede – ellers kan de gøre det her – er slutningen ændret i forhold til tegneserien; væk er det kunstigt skabte interdimesionelle, psykiske blækspruttemonster og i stedet har vi en række … eksplosioner, hvis natur jeg nok skal lade være med at komme ind pÃ¥ her. Jeg kan godt se at den gængse biografgænger mÃ¥ske har nogle problemer med at godtage et blækspruttemonster, men jeg synes ikke at den løsning man har valgt i stedet er specielt god.

Det store problem her er, at selv om vi ser folk dø som følge af eksplosionerne, mister vi igen den emotionelle impakt – dels fordi man i tegneserien har fÃ¥et et forhold til nogle af de mennesker der omkommer, og dels fordi Silk Spektres (og dermed vores og resten af verdens) reaktion pÃ¥ de tusindvis af meget døde mennesker vi ser i tegneserien er meget forstÃ¥elig, hvorimod hun i filmen bliver chokeret over, nÃ¥ ja, et hul i jorden. Snak om at amputere en scene, rent følelsesmæssigt.

Vi er her nok henne ved filmens allerstørste problem: den er et – som Moore startede denne anmeldelse med at præcisere – tygget og opgylpet opkog af visse af Watchmens plotelementer, tilsat lidt ekstra vold for at virke “dyster”, “kompromisløs” og “ekstrem” og sÃ¥ med et poleret lag, som pÃ¥ ingen mÃ¥de klæder hverken forlæg eller adaptering – det er fordummet og fordummende.

Alligevel er jeg ret glad for Watchmen-filmen. Hvorfor dog?

Massedød i New YorkWatchmen tager nogle underlige krumspring, laver nogle lige sÃ¥ underlige kompromis’er, misser nogle oplagte muligheder og ødelægger centrale scener fuldstændigt. Der er for megen overflødig action, og den der er der er for kedelig alligevel, der er ingen følelsesmæssig dybde i flere af figurerne (paradoksalt er den mest involverende person den følelsesforladte Dr. Manhattan, spillet af Billy Crudup i filmens for mig suverænt bedste præstation) og den tramper flere steder hen over det nuancerede og subtile forlæg som en dino igennem Dr. Manhattans glasslot. Hvad er der at være glad for, sÃ¥?

For det første fordi at selvom der er mange ting som filmen gør forkert, sÃ¥ er der altsÃ¥ ogsÃ¥ en masse ting, som den gør rigtigt – første halvdel rammer i store træk forlægget, nogle af skuespillerne er fint castet og først og fremmest sÃ¥ prøver den at være bare nogenlunde tro overfor forlægget, hvilket man ikke kan beskylde tidligere Moore-filmatiseringer for at være (V for Vendetta som en mulig undtagelse).

Der er mange problemer med Watchmen, men samtidig er det nok den bedste filmatisering som kunne komme fra Hollywood, og jeg tror i høj grad at vi kan takke Snyder for det. Vi fÃ¥r ogsÃ¥ ekstramateriale – Tales of the Black Freighter og Watchmen Motion Comic giver os henholdsvis tegneserien-i-tegneserien og hele tegneserien, sÃ¥ man kan fÃ¥ al baggrunden med. Det havde de ikke behøvet, og det vidner om at der er hjerte med i det hele et eller andet sted.Og like it or not: det er en film, som pÃ¥ et eller andet tidspunkt ville være blevet lavet – sÃ¥ hellere dette end LOEG v2.0.

Men den egentlige grund til at jeg er glad for filmen er denne: med filmatiseringen af Watchmen er det tydeligt ud over enhver grænse at film og tegneserier – selvom der er ligheder medierne imellem – er to meget forskellige medier. Scener som fungerer perfekt i tegneserien, falder til jorden i filmen, selvom man har gjort masser af krumspring for at fÃ¥ det til at fungere. NÃ¥r folk i fremtiden snakker om at tegneserien er “film light” kan man altid henvise til Watchmen – nej, den er ikke! Se hvordan det ikke lykkedes dem, selv om de prøvede.

Og der er naturligvis altid en lummer tilfredsstillelse i at kunne sige “hvad sagde jeg?”

Kurt Busiek om Superman: Secret Identity og Astro City

Kurt Busiek under interviewet med tegneseriesiden - billede taget af Kim SchouPå [[komiks.dk]] fik tegneseriesidens udsendte medarbejdere, Kent Damgaard og undertegnede, lejlighed til at interviewe forfatteren [[Kurt Busiek]], og det er der kommet en serie af artikler ud af, hvoraf dette er den første.

Forberedelsen til interviewet var noget af en opgave – slÃ¥r man op pÃ¥ Wikipedia, finder man en liste over hans værker, der i udprintet tilstand fylder seks A4-ark! Vi valgte derfor at tage udgangspunkt i de af hans serier, som vi selv havde et særligt forhold til.

Op til dagene hvor interviewet skulle foregÃ¥, fik jeg en god del sommerfugle i maven – det var Kurt Busiek, for pokker! Da vi pÃ¥ dagen mødtes med Busiek, faldt mine skuldre helt ned pÃ¥ plads igen: manden var helt nede pÃ¥ jorden og et venligt, vidende og frem for alt snakkende menneske. Faktisk snakkede han sÃ¥ meget, sÃ¥ vores berammede halve time endte med at blive til noget i retning af tre kvarterer i stedet for.

For overskuelighedens skyld har vi valgt at dele interviewet op i mindre bidder.

Kurt Busiek om Superman: Secret Identity

Cover til Superman: Secret IdentityJeg har tidligere anmeldt Busieks Superman-miniserie Secret Identity og vil ikke lægge skjul på at det er en af mine yndlingstegneserier. Naturligvis benyttede jeg lejligheden til at stille et par spørgsmål om serien.

For mig stÃ¥r helt centralt i Busieks forfatterskab en dyb interesse i mennesket bag handlingerne, personen omme bag facaden. Han bekræftigede da ogsÃ¥ at han primært er interesseret i “Character Drama”.

Dette er ogsÃ¥ tilfældet i Superman: Secret Identity, hvor vores hovedperson, Clark Kent, ikke er den Superman vi kender, men en – til at starte med – ung mand i en verden, der ligner vores. Det særlige ved ham – bortset fra navnet – er, at han pludseligt en dag har superkræfter. Vi følger nu denne meget troværdige figur igennem livet, næsten til afslutningen, og ser hvilken indflydelse hans kræfter har pÃ¥ hans liv. Jeg spurgte til ideen bag bogen:

Kurt Busiek: Superman: Secret Identity er bygget op omkring den idé at Superman er en slags metafor for puberteten.
[han havde tidligere pÃ¥ dagen uddybet denne ide under en paneldiskussion – Superman er stærk og selvsikker som Superman, men klodset og usikker som Clark Kent. Dette er en metafor pÃ¥ teenagelivet med et ben i den voksne lejr og et i barndommens.]
Men kan vi bruge den metafor på andre livsstadier?

Alle mennesker føler at den person de er indeni og den person verden ser ikke er den samme person – i Clark Kents tilfælde er det bogstaveligt, og hans hemmelighed er virkelig stor! Men de store spørgsmÃ¥l omkring kærlighed og ægteskab handler stadig om hvornÃ¥r man Ã¥bner op, hvornÃ¥r man gør sig selv sÃ¥rbar overfor en anden ved at dele sine hemmeligheder. I hans tilfælde er hans hemmelighed potientelt farlig for andre [bl.a. grundet indblanding fra en skummel regeringsenhed], men set som metafor er det den samme ide.

Og da han senere bliver far, skal han løse problemet [med regeringsenheden] fordi han skal være forælder – han er nødt til at være ansvarlig overfor sine børn, hvilket betyder at han er nødt til at gÃ¥ pÃ¥ kompromis med sine principper om bl.a. uafhængighed.

På ethvert stadie i historien stiller vi et spørgsmål om hovedpersonen: hvordan kan vi se hans menneskelighed, selv i en sammenhæng der inkluderer superkræfter. Det er det, jeg er mest interesseret i.

Busiek har ogsÃ¥ skrevet figuren Conan (hvilket vi kommer ind pÃ¥ i en senere artikel) og sjovt nok har barbaren noget tilfælles med hovedpersonen i Superman: Secret Identity – ingen af dem er egentligt deciderede (super-)helte:

KB: [Hovedpersonen i] Superman: Secret Identity er ikke en superhelt. Han gør heroiske ting, men han gør dem hemmeligt – han vil ikke ses. Og hans primære interesse er hans kone og familie.

Ulf Reese Næsborg: Men har har stadigvæk et … behov … for at bruge sine kræfter. Han kan ikke bare sidde og …

KB: Ja, det ville klart føles forkert for ham at bruge dem til at blive rig i Las Vegas.

URN: Præcis. Og havde vi ikke haft indblandingen fra regeringen til at gøre ham nervøs omkring det hele, ville han mÃ¥ske have været noget andet …

KB: Det tror jeg ikke. Det er ikke kun regeringen, det er ikke et juridisk anliggende – det handler om at han vil være den han er frem for den, som andre mennesker definerer ham som. Da han i første nummer [af miniserien] skjuler sin identitet, er det ikke pÃ¥ grund af regeringen – han ved pÃ¥ det tidspunkt ikke at de er ude efter ham. Han gør det fordi ellers ville han blive en super-berømt person pÃ¥ grund af sine superkræfter – han ville blive som en berømt sportsstjerne eller en filmstjerne og hans liv ville handle om grunden til hans berømthed i stedet for at handle om hvem han selv vil være.

Man er nødt til at hemmeligholde sit inderste jeg for at kunne forholde sig til verden pÃ¥ sine egne vilkÃ¥r – ellers dikterer verden sine vilkÃ¥r til dig.

Lidt om Astro City

Astro City er pÃ¥ mange mÃ¥der at betragte som Busieks hovedværk – han har selv skabt serien og har selv fuld kontrol med den.

PÃ¥ den baggrund kan det mÃ¥ske undre at vi har sÃ¥ forholdsvis fÃ¥ spørgsmÃ¥l om serien, men vi var som tidligere nævnt nødt til at begrænse os, og valgte altsÃ¥ at fokusere pÃ¥ andre værker – man kunne let fylde 45 minutter med kun at tale om Astro City, og vi ville ogsÃ¥ nÃ¥ andre ting. Men der var lige et par spørgsmÃ¥l, jeg skulle have fyret af…

En ting, der især ramte mig da jeg genlæste det første bind af serien, var den tydelige påvirkning fra mesteren [[Will Eisner]], som jeg syntes at kunne ane. Jeg spurgte om jeg så syner eller om der var noget om snakken:

KB: Især historien om spionen fra det ydre rum. Den første side er helt bevist Eisnersk.

URN: Eisner fokuserer jo også meget på personerne [ligesom Busiek].

KB:Når jeg skriver en historie og planlægger strukturen og hvordan den skal tage sig ud på siden er der tre spørgsmål jeg stiller mig selv hvis jeg er i tvivl:

Hvordan ville denne historie starte hvis [[Jack Kirby]] tegnede den? Hvad ville vi se på siden?
Eller hvis Will Eisner skrev den, hvordan ville den så starte? Hvor ville fokus ligge?
Og hvordan ville den være hvis Archie Goodwin skrev den?

Når jeg stiller disse spørgsmål, får jeg som regel det svar jeg søger i mindst et af tilfældene.

URN: Jeg kan også se det i historien om småsvindleren, der opdager superhelten Jack-in-the-Boxs hemmelige identitet. Det kunne også have været en historie i The Spirit [af Will Eisner]. Og det mener jeg på den mest positive måde overhovedet!

KB: “Kunne have været en Spirit-historie” er altid et positivt udsagn!

Med denne bemærkning slutter denne del af interviewet – vi vender snarligt tilbage med næste del!

Hvem vil være superhelt?

Stan LeeSuperhelte er stadig oppe i tiden, man kan stort set ikke køre rundt med S-toget i København uden at støde på en reklame for den nye DVD udgave af Fantastic Four. En anden ting som er opp i tiden er reality shows hvor deltagerne skal vise deres mere eller mindre (oftest mindre af hensyn til underholdningen) talenter frem i et udskilningsløb over flere afsnit.

 I aften kan man opleve kombinationen af de to pÃ¥ TV2 Zulu hvor man har premiere pÃ¥ det amerikanske show “Who wants to be a superhero”. Hver deltager møder op med sin egen ide til hvordan han eller hun kunne være en superhelt. De kommende helte bedømmes herefter af ingen ringere end Marvel Comics’ levende legende Stan Lee og vinderen kan se frem til at blive udødeliggjort som sit helte-alter ego i en tegneserie skrevet af Stan Lee og udgivet af forlaget Dark Horse.

 Det er i aften klokken 21:50 at helte-aspiranterne første gang slippes løs på dansk TV.

 

Spider-Man nummer 371

To dage efter årsdagen for angrebene på World Trade Center og Pentagon udkommer næstsidste afsnit af Mark Millars  meget politisk ladede historie Civil War i det danske Spider-Man 371. Tegneseriesiden ser nærmere på indholdet og parallellerne til virkelighedens verden.

Forsiden

Sidste nummer af Spider-Man sluttede jo med et brag, nærmere bestemt et tordenbrag da en af de klassiske Marvel figurer vendte tilbage. For danske læsere var det mÃ¥ske ikke helt sÃ¥ overraskende at se ham, med mindre man har fulgt med i hvad der er sket i de amerikanske udgivelser, for den seneste udgivelse med Thor herhjemme var “Loke” fra G.Floy Studio i 2005. Men pÃ¥ det tidspunkt var den amerikanske udgave faktisk holdt op med at udkomme, efter at man i 2004 var nÃ¥et igennem Marvels bud pÃ¥ Ragnarok.

Ret hurtigt inde i historien begynder både læseren og heltene at tvivle på at der er tale om den virkelige Thor, og snart udvikler tingene sig i en retning som Tony Stark og de øvrige tilhængere af registrering ikke havde forventet. Hvor man kan sige at sidste nummer af Spider-Man stadig tillod en vis tvivl hos læseren og muligheden for at sympatisere lidt til begge sider, så begynder historien for mig at se fra dette nummer at tippe til fordel for Captain Americas side, om ikke med hensyn til tilhængere og muligheder, så ihvertfald rent moralsk.

En af de ting som er med til at tippe vægtskålen til fordel for Captain Americas hold er at vi gennem Peter Parker endeligt finder ud af hvad Tony Stark og hans medsammensvorne har tænkt sig at gøre ved de helte man har fanget som ikke retter ind efter loven om registrering.

ThorJeg skal ikke her afsløre alt for meget om Tony Starks planer, men i stedet prøve at trække et par paralleller med virkelighedens verden. Hvis Stamford er Marvel universets svar på 11. september, så må man sige at vi her har at gøre med Marvel universets svar på Guantanamo. Den amerikanske lejr beliggende i en militærbase på Cuba er blevet en belejlig måde at omgå de almindelige regler for behandling af forbrydere og krigsfanger.

Amerikansk lov er ikke helt som den danske, men den indeholder et fundamentalt begreb som hedder habeas corpus som er et latinsk udtryk der dækker over at man beder om at få personen udleveret, med det formål at gå i retten. Det regnes for en fundamental beskyttelse af individet, man kan ikke tilbageholdes og nægtes rettergang. Herpå hviler hele retssikkerheden.

Men sÃ¥ sent som ved indsættelsen af den nyligt afgÃ¥ede justitsminister i USA hørte man meget usædvanligt ham forklare at selv om forfatningen siger at man ikke mÃ¥ forhindre habeas corpus, sÃ¥ betyder det ikke at man er garanteret habeas corpus. En tilsvarende interessant logik dukkede for nyligt op herhjemme, hvor PET’s afsløringer af formodede terrorister, ved hjælp af de muligheder de nuværende love gav dem, fik nogen til at mene at her var beviset for at vi behøvede strengere love.

Men som Nietzsche i sin tid påpegede, så skal de der vil jagte uhyrer passe på at de ikke undervejs selv bliver til det de jagter, og det er de overvejelser som Peter Parker, Sue Richards og flere andre figurer i Marvels univers nu må gøre sig.

Vi har stadig et enkelt kapitel tilbage i den danske udgave af Civil War til at få redet trådene ud og finde ud af hvilken side der går sejrrig ud af konflikten, om idealerne får lov til at hæve sig over realpolitikken, eller om det i sidste ende viser sig at situationen i superheltenes verden faktisk er blevet sådan at målet nu helliger midlerne. Afgørelsen falder som en tidlig julegave til læserne den 15. november.

Det kan mÃ¥ske virke en anelse underligt, men faktisk har jeg tænkt mig at slutte denne Marvel anmeldelse af med en anbefaling af et par DC titler som kan være interessante at læse i sammenhæng med Civil War. Selv om de to store forlag begge har et veludbygget univers af superhelte og ofte henter folk frem og tilbage mellem hinanden, sÃ¥ er det interessant hvor forskelligt de kan hÃ¥ndtere forskellige emner. Jeg har vist allerede tidligere nævnt Brad Meltzers “Identity crisis” som DC’s bud pÃ¥ hvordan man skal forholde sig til at afsløre sin hemmelige identitet eller ej. Hvad angÃ¥r hÃ¥ndteringen af helte der er ude af kontrol og ikke længere som de helte vore forældre læste om vil jeg anbefale Mark Waids “Kingdom Come”, personligt er jeg ikke den store tilhænger af Alex Ross’ malede stil, men historien er tankevækkende. Og endeligt sÃ¥ er der “Infinite crisis” som ogsÃ¥ tager fat pÃ¥ konsekvenserne af at nogen gerne vil have os tilbage til “de gode gamle dage”, men fra en helt anden indfaldsvinkel. SÃ¥ burde indkøbssedlen vist ogsÃ¥ være fyldt op indtil næste nummer udkommer.

The Boys РGarth Ennis p̴ slap line

The Boys

Efter at have læst Garth Ennis’ ”Preacher” og ”Punisher”, begge blevet til under samarbejde med tegneren Steve Dillon, gik jeg her og troede at grænsen for sorte og politisk ukorrekte historier var nået. Men jeg tog fejl. Ennis (denne gang sammen med Darick Robertson) formår i sin nye serie ”The Boys”, at dreje skruen en tand mere.

En gut ved navn Billy Butcher er ved at samle sit gamle black-ops team af sindsyge voldspsykopater, der fungere som CIA’s forlængede arm og særlig indsatsstyrke overfor de mere og mere magtfulde superhelte-teams. The Butcher mangler folk og han indrullerer en stakkels skotsk fyr ved navn Wee Hughie (tegnet efter skuespilleren Simon John Pegg – hovedrolle i ”Shaun of the dead”, hvis det siger dig noget) i sit team. Wee mister sin elskede på særlig grotesk vis, da ”speedsteren” A-train fra de magfulde helte ”The Seven” har et showdown med en skurk, og derfor er Wee skræddersyet til Butchers team. Det er nemlig ikke bare et team som reagerer når heltene er blevet for stærke, men et hadsk personligt vendetta for Billy Butcher og hans kumpaner, der alle har et horn i siden på ”the good guys” og især ”The Seven”. Vi følger således Wees oplevelser med hans nye ”venner”, og en ny mørk verden, han er fuldstændigt uforstående overfor (der er et hav af scener, hvor Wee ser det ene groteske optrin efter det andet i en blanding af skræk og dyb undren) og længe prøver at slippe væk fra, for tilsidst at falde til.

Og hvad så med heltene. Ja rigtige helte er der ikke mange af i denne serie, (på nær én, men hun tager i den grad også skraldet) for de såkaldte ”superhelte” er en flok arrogante, selvpromoverende, overfladiske, sexhungrene, pengefixerede og sexistiske sataner. Sjovt nok minder de i deres kræfter meget om de gamle klassiske Justice League helte, hvilket jo gør serien særligt provokerende overfor en old timer som mig og mit små-sentimentale forhold til de The Flash,Martian Manhunter og selvfølgelig Superman himself. Der eksperimenteres med alt hvad menneskets sorte sjæl har fundet på af dårligdomme og groteske absurditeter og det er ”heltene” der står for de mest utrolige, ubehagelige udskejelser.

Historien er simpelthen er fyldt med røvhuller og der er meget få figurer der har noget positivt og varmt at byde på, hvilket jeg synes er et af seriens problemer, men der er undtagelser og der hvor serien er bedst, er i de scener hvor venskaberne opstår på trods af alt det syge lort Wee, Billy Butcher og heltinden Starlight, befinder sig midt i. Et andet mindre problem er tegneren Darick Robertson, som er meget svingene i sin fremstilling, fra det sublime til det meget ordinære, hvilket indimellem er forstyrrende for historien.

Udover venskabs-temaet er ”The Boys” på flere måder en historie om magt. Hvordan man får den, holder fast i den og hvad man bruger den til og den kyniske pointe må vel være, at den ikke skal være til anden gavn end dig selv. Moralsk fordærvelse følger dem der har den og det gælder på alle niveauer i denne historie, selvom der selvfølgelig er nogle absolutte topscorer.

På en knivsæg balancerer historiens kulsorte parodier, mellem at falde i ved den indimellem overdreven brug af platte, provokerende, sexfikserede splatterscener – og holde sig oppe ved hjælp af den skarpe, rappe og slangprægede dialog som Ennis er så dygtig til. Jeg synes det kammer over indimellem. Det er som om der bliver fyldt for meget på af klamme ting disse ”helte” og ”skurke” foretager sig og jeg kan ikke helt forstå hvorfor, men en ting er sikkert, jeg morede mig det meste af tiden og jeg skal helt klart følge videre med i Wee og Billy Butchers oplevelser.
The Boys